Kristendommens sjibbolet

«Og ingen kunne lære den sang undtagen de ......» (Åb 14,3).

1. I Dommerbogens 12. kapitel fortælles det, at da Israels dommer og hærfører Jefta vendte tilbage fra sin sejr over ammonitterne, rejste efraimitterne sig imod ham med hån og trusler, fordi de ikke havde fået del i den ære at udkæmpe det sejrrige slag. Derved opstod en ny strid med dem. Så besatte Jefta og hans gileaditter «vadestedet» (overfartsstedet) ved Jordan for ved dette pas at gribe efraimitterne, når de ville vende tilbage til deres hjemland, som lå på den anden side af Jordan. Enhver, der ville over, blev spurgt, om han var efraimit, og når en sådan nægtede det, forlangte man, at han skulle udtale ordet sjibbolet – et ord, som de læspende efraimitter aldrig kunne udtale rigtigt, og som de derfor blev genkendt på. Når de ville udtale dette ord, talte de med deres eget mål, og i stedet for sjibbolet blev det for dem til sibbolet. Og alle de, der ikke kunne sige sjibbolet, blev dræbt ved vadestedet – så denne fejl i udtalen af dette ene ord kostede toogfyrretusind efraimitter livet. Læg mærke til det: Sjibbolet var altså kendetegnet, livs- og dødstegnet ved dette vadested – for dette ord frelste livet for alle dem, der kunne udtale det, men bragte døden over dem, der ikke kunne.

2. Dette var historien om sjibbolet. Nu er spørgsmålet, om ikke også det åndelige Israel har sit sjibbolet, som den ene, sande og levende kristendom er kendetegnet ved, så den kan genkendes og skelnes fra al falsk åndelighed – et sjibbolet, som Israels Hellige og dommer selv har ladet skrive op i Skriften for at fælde en dom over de mange meninger på jorden om, hvad der er den rette åndelighed? Herrens navn være lovet: Der findes virkelig sådan et sjibbolet, og det står tydeligt i Skriften. Det er et ubegribeligt vigtigt spørgsmål, når vi ved og tænker over, hvor utallige meningerne er om, hvad der er den rette åndelighed, og når vi samtidig ved, at vejen og sandheden, som fører til liv og frelse, dog kun kan være én. Mange mener nok, at de ganske let og flygtigt kan springe over dette spørgsmål, fordi de er sikre og trygge på, at de ikke behøver at undersøge det nærmere – især så længe sagens alvor endnu ikke rigtig er gået op for dem. Men der skal komme en time, da de gerne ville give hele verden for bare at se klart og bestemt, hvad Gud selv har kendetegnet som den rette åndelighed, der fører til frelse. Sker det ikke før, du menneskebarn, så sker det dog for dig, hvis du til den tid får så megen besindighed, i den vigtige, afgørende time, «når du skal dø og drage hen, den dyre sidste rejse», når du står ved dødens vadested og gerne ville komme over den mørke, hemmelighedsfulde flod til dit rette hjemland. Da plejer disse alvorlige spørgsmål dog at trænge sig på mennesket: Er du en ret kristen? Nu er din nådetid forbi, nu begynder din evighed, nu skal du frem for Gud. Er du vis på, at du nu står i Guds sande nåde (1 Pet 5,12), og at verdens dommer ikke stiller dig på venstre side blandt dem, der skal dø, og som han siger til: «Jeg kender jer ikke, I hører ikke til mit folk, gå bort fra mig!»? Er jeg vis på, at jeg bliver stillet på højre side blandt dem, der skal få det evige liv? – Se, når disse spørgsmål stilles os med dødens alvor, så skælver vores stemme, hvis vi ikke er beredt på dem, ja, hvis vi ikke er rette israelitter. Når der nu engang skal komme sådan en time med alvor og afgørende vægt, så var det sandelig værd i tide at blive alvorlig med at undersøge dette spørgsmål.

3. Meningerne om vejen til frelse er jo så mange. Og enhver vil tro, at han kender den rette, som Skriften siger: «Enhver synes, at hans veje er rene, men Herren alene gør hjertet vist.» Vi ser jo, at ingen er tryggere på sig selv end den døde, blinde verden, som mindst af alle søger efter sandheden. Med let sind, med tryg og afgørende tone siger den ene: «Gør bare ret mod alle og gør så meget godt, du kan, og vær vis på, at Gud ikke vil kræve mere; Gud er mild og retfærdig.» Den anden siger: «Jeg har ikke noget på min samvittighed, jeg går til skrifte og lever ordentligt og tror, at Kristus har lidt og er død; hvis der mangler noget – for ingen er fuldkommen – så vil Gud tilgive det.» Den tredje siger: «Gud har set mine bønner og tårer i ensomme øjeblikke, det er min trøst.» En fjerde: «At Gud er mig nådig, det siger mit hjerte mig, det siger hans nådige ledelse med mig, ja, det har han selv sagt mig ad en særlig vej (fx i en drøm); jeg behøver ikke at undersøge det mere» og så videre. Men en femte, en mere alvorlig sjæl, siger: «Her kræves der mere: en grundig vækkelse, en sand omvendelse, tro og helliggørelse, det er vejen.» Men Kristus siger også om de mere alvorlige: «Mange vil prøve at komme ind gennem den snævre port, men vil ikke kunne» (Luk 13,24); og Paulus: «Jeg vidner om dem, at de har nidkærhed for Gud, men ikke med forstand» (Rom 10,2). Så har den ene sit alt i alle, sin salme og sin vise, i den nådens orden, der netop er nævnt, så Kristus og al hans fortjeneste er som intet imod den; en anden taler kun om tro; en tredje kun om gerninger; en fjerde sætter al salighed i sønderknuselsen og følelsen af at være fordømt; en femte taler kun om at dø fra sig selv, om forsagelse, lutring, bøn, om at dø fra verden og fra sin egen vilje; en sjette siger: «Den største af dem er kærligheden; bøn, ydmyghed og kærlighed i Jesu fodspor, det er vejen.» En syvende siger: «Åndens og kraftens bevis, det er min sag. Herre, har jeg ikke profeteret i dit navn og i dit navn uddrevet djævle og i dit navn gjort mange kraftige gerninger?»

4. Sådanne og endnu flere er de forskellige meninger og formodede frelsesveje, der krydser hinanden midt i kristenheden. De indeholder ganske vist mange kostelige ting, dyder og øvelser, som ingen sand kristen må foragte, men alvorligt skal stræbe efter – ja, det er ting, som i virkeligheden kun findes hos sande kristne. Men det, der kendetegner en sand kristen, hans sjibbolet – som også beviser, at disse dyder hos et menneske er ægte og er Åndens værk – dette sjibbolet ligger ikke i disse bekendelser; al denne åndelighed kan være lige så fjern fra den sande, som sibbolet afveg fra sjibbolet. Man kan med alt dette gode alligevel få det svar på Herrens store dag: «Jeg kender jer ikke, gå bort fra mig!» Se blot Matt 7,22–23, hvor Herren selv siger: «Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn og i dit navn uddrevet djævle og i dit navn gjort mange kraftige gerninger?’ Og da vil jeg sige dem rent ud: Jeg har aldrig kendt jer; gå bort fra mig, I som øver uret.»

5. Ved de betegnelser for forskellige frelsessøgende, der netop er opregnet, bør enhver dog forstå, at det ikke drejer sig om udtryk, om ord, men om sjælens tilstand, om hjertets retning, tilflugt og hovedsag – og Kristus siger: «Hvad hjertet er fuldt af, det taler munden.» Men om nogen udtrykker sig ufuldstændigt eller forkert, betyder det intet for selve sagen. Her skal man kun lægge mærke til, at der virkelig findes så megen falsk åndelighed og så megen frugtesløs stræben, også blandt dem, der virkelig stræber efter frelsen, at det er en helt forfærdelig ligegyldighed med sjælen ikke omhyggeligt at undersøge, hvilken der er den rette vej. Det er jo et forfærdende ord, vi hører af Herren Kristi egen mund: «Mange, siger jeg jer, vil prøve at komme ind, men vil ikke kunne!» Og ved de ord siger Luther: «Hvorfor vil de ikke kunne? Uden tvivl fordi de ikke ved, hvad den snævre port er.» Og når Kristus igen siger, at der ved det «bryllup», som er «Himmeriget» på jorden, skal findes en mand – det vil sige en hel flok – som bliver kastet ud i det yderste mørke, og at af de ti jomfruer, der går ud med lamper for at tage imod brudgommen, bliver fem lukket ude for evigt, så burde vi jo for vores sjæls evige frelses skyld ikke altid være så sikre, at vi anser en prøvelse af vores åndelighed for unødvendig. Vi burde tænke på, at når den milde Frelser selv taler sådan, så er faren sandelig stor. Hjertet er jo en ond og listig ting? Har det ikke altid været sådan? Djævelen har jo også til alle tider været en listig slange, der vil forføre, om muligt, også «de udvalgte», som Skriften siger. Desuden er sagen jo så vigtig, når det gælder evig frelse eller evig fortabelse, at den på ingen måde burde tages så letsindigt. Lad heller ingen forføre sig med «tomme ord» af dem, der mener, at man skal nære en sådan «kærlighed» og så milde tanker, at man aldrig skulle drage i tvivl, at enhver, som søger frelse, er på en god og rigtig vej. Hvad hjælper kærlighed og milde tanker her, når forholdet dog er sådan, at der alligevel er virkelig fare! Og det var vel ikke af mangel på kærlighed, at Kristus talte sådan, som vi har set. Det var vel ikke mangel på kærlighed, der gjorde, at Paulus havde «en uophørlig smerte i sit hjerte for sine brødre, så han ønskede sig selv bortstødt fra Kristus for deres skyld», hvis det kunne have frelst dem; og dog bevidner han, at han talte om sådanne, som «stræbte efter retfærdighedens lov» og «havde nidkærhed for Gud» (Rom 9–10). Nej, det er den rette kærlighed, der ser mere på det, der gavner, end på øjeblikkets fred og ro. Åh, en uhyggelig kærlighed, der for ikke at forstyrre freden vil tale om liv og salighed, hvor den evige død skal blive enden.

6. Men nu til sagen. Spørgsmålet er dette: Har Den Hellige Skrift givet et særligt sjibbolet for Kristi rige, hvorved «den rette Guds nåde», den eneste rette åndelighed, skilles fra alle falske veje? Ja, kunne det tænkes, at Gud, som så alle de forskellige meninger, der ville komme, om den rette forståelse af kristendommen, om dens hovedsag og hemmelighed, ikke skulle have givet et sådant sjibbolet? Gud være lovet, det findes virkelig, og det er sat tydeligt og håndgribeligt frem. De, som allerede er kommet til sandheden og har øjne at se med, finder det overalt i Skriften; de ser nemlig, at der er én eneste sag, som alt afhænger af – de ser, at det er al sand kristendoms kendetegn, hemmelighed og hovedsag, at Kristus, Kristus er blevet hjertets alt i alt, så man i sandhed kan sige med Paulus: «Alt det, som var en vinding for mig, har jeg regnet for tab og møg over for den overvældende store erkendelse af Kristus, min Herre – jeg døde; men Kristus lever i mig; for det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn osv.; jeg vil ikke vide af noget andet end Jesus Kristus og ham som korsfæstet.» De ser det fastslået og afgjort således: Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Sønnen, har ikke livet; for livet er i Guds Søn (1 Joh 5,11–12). Sådan ser de troende det overalt i Skriften – det, som skal siges her, er derfor ikke noget nyt for dem – men alligevel vil det for mange være en hjertens lyst at se, ikke blot hvad der er kristendommens hemmelighed og kendetegn, men også at Herrens Ånd har talt om netop dette som om et sjibbolet og har stillet det frem som et sådant, til alvorlig selvprøvelse og rettelse for alle dem, som ellers ikke vil se det.

7. Er det ikke sandt og klart, at hvis der findes noget, som Skriften siger, at ingen uden et bestemt folk kan lære, så er det et sjibbolet og et kendetegn på det folk? For alt det, der er fælles for flere ting, er jo aldrig kendetegn på en bestemt af dem. [Den svenske tekst har her «altid»; det må være en trykfejl for «aldrig», som sammenhængen kræver.] Nu læser vi i kapitel 14 af Johannes’ Åbenbaring om den nye sang, som blev sunget af den beseglede skare på Zions bjerg for Lammet, som stod i midten, og vi læser udtrykkeligt de ord: «Og ingen kunne lære den sang undtagen de hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som er købt fra jorden» (v. 3). Her ser enhver, at Herrens Ånd netop har villet gøre denne sang til kendetegnet på Zions folk! For lad os tænke over det: Hvorfor var sjibbolet et kendetegn, som gileaditterne og efraimitterne blev skilt fra hinanden ved? Sandelig kun fordi ingen efraimit kunne lære det ord. Hvorfor er den nye sang da zionsfolkets, de salige besegledes, sjibbolet? Fordi ingen kunne lære den sang uden dem. – Men hvad gik denne sang så ud på, og hvad var det, som ingen kunne lære uden de beseglede? Johannes siger: «De synger for Lammet: Du er blevet slagtet og har købt os til Gud med dit blod» (5,9). De sang om Lammets fortjeneste og om vores genløsning ved dets blod! – Ja, vil nogen måske sige, hvem kan ikke synge om det? Og hvem ved ikke, at det er det største og mest lovprisværdige i himlen og på jorden? Men tænk over, hvad Den Hellige Skrift mener, når den siger det, og hvad den mener, når den siger, at de synger dette, at det udgjorde en sang, og at de kun synger dette, og at ingen kunne lære den sang uden de beseglede. Det drejer sig altså ikke om blot at vide det, erkende det, bekende det eller blot synge det med munden. Skriften lærer ikke hykleri; og den, der ikke med vilje vil bedrage sig selv, må give agt på, hvad Skriften selv mener.

8. For det første plejer det at synge i Skriften at betegne, at noget med magt har taget hjertet ind, og som regel på en sød og dejlig måde, så det, der synges om, er hjertets glæde, lyst og liv, hjertets højeste fornøjelse og skat. Det ser vi mange steder i Skriften. I Davids salmer og hos profeterne ser vi overalt, at glæde, fryd og taknemmelighed udtrykkes ved sang, og at glæden, når den forsvinder, udtrykkes ved, at sangen holder op. Sl 106,12 siger: «Da troede de på hans ord og sang hans lov.» Es 30,29 siger: «Da skal I synge som i en hellig festnat og glæde jer af hjertet.» Men derimod Sl 137: «Ved Babylons floder sad vi og græd» osv., og «da hængte vi vore harper op i de piletræer, der står der», og forklaringen: «Hvordan skulle vi synge Herrens sang i et fremmed land?» (v. 4); og Jer 48,33: «Fryd og glæde er borte – vinpersen skal ikke mere synge sin sang» med mere. Apostlen Jakob siger derfor: «Er nogen bedrøvet, skal han bede; er nogen ved godt mod, skal han synge salmer.» Kort sagt: At synge betegner i Skriften et lykkeligt og glad hjerte, og at noget har taget hjertet ind på en levende måde. Man finder aldrig sange om ligegyldige ting; i sangen lægger man det bedste, man kender. Hertil hører også Davids ord: «Herren er min sang og min frelse» (Sl 118,14). Heraf er det nu klart nok, at den nye sang om Lammet, som blev slagtet, ikke betegner en blot og bar bekendelse med munden eller en sang om Kristi fortjeneste med læberne alene. Nej, den sang betegner hjerter, som har deres trøst og glæde, deres liv og lyst i Lammet, og en glæde, som ikke kan skjules, men bryder ud i lovsang til Lammet; som David igen siger: «Mit hjerte digter en skøn sang, jeg vil synge om en konge» (Kristus); og igen: «Han har trukket mig op af den gruelige grube og ud af skarnet og givet mig en ny sang i munden» (Sl 45,2; 40,3–4). Dette at hjertet digter, er det første, vi skal lægge mærke til ved den nye sang.

9. For det andet skal vi tænke over, hvad det betyder, at de i denne sang, der er deres kendetegn, kun sang om Lammets fortjeneste og ikke om alle mulige af Guds velgerninger. Det er sikkert, at den salige, beseglede skare på Zions bjerg frem for nogen kender og anerkender alle Guds herlige gerninger, både skabelsens og forsynets og især Åndens dyrebare gaver og lovprisværdige værk i menneskers hjerter. Hvad kan det så betyde, at de i denne sjibboletsang kun synger til ære for Lammet og dets forsoningsværk: «Du er blevet slagtet og har købt os til Gud med dit blod»? Ja, hvad betyder det andet end netop det samme, som Paulus mente, da han sagde, at han ikke ville vide af noget andet end Jesus Kristus og ham som korsfæstet? – nemlig at dette alene er hjertets trøst, glæde, skat og ros – at Lammets sonoffer er det eneste mål for hjertets tro, for dets hunger og tørst, dets håb og tilfredsstillelse. Og er det ikke netop det, som hele Skriften driver på som det kendetegnende ved den rette tro og åndelighed, nemlig at vi ikke skal have vores trøst i noget, der findes hos os selv, ikke engang i selve Åndens værk, ikke engang i vores tro, endnu mindre i nogen af troens frugter som kærlighed og gudsfrygt, men alene i offeret af Kristi legeme? Sådan som han selv taler om troen i Johannes kapitel 6 og siger: «Mit kød er den sande mad, og mit blod er den sande drik.» Se, derfor er dette kendetegnet på de sande kristne, at Lammet, som er slagtet, er deres eneste trøst; at intet i deres hjerte står på lige fod med det, men at alt deres eget gøre og alt det, de erfarer af Åndens værk – som i sig selv er så godt og herligt – dog aldrig kan stille dem tilfreds, men kun Lammet, som er slagtet og har købt os til Gud med sit blod.

10. Til sidst følger de mærkelige ord: «Og ingen kunne lære den sang» osv. Heraf burde dog enhver mærke, at der ligger en skarp alvor i sagen – mærke, at det ikke er nok at bekende og påstå: Jeg tror, jeg har min eneste trøst i Kristus, men at det må være hjertets sag; man burde her mærke, at ikke hvem som helst, og når han vil, skal kunne hjælpe sig selv ved i nøden hurtigt at tro og bekende Kristus og så dø salig. Nej, det kommer an på, om du også har et sådant hjerte. Her står: «Ingen kunne lære den sang» osv. Deraf kan du se, at der her ikke tales om en sådan tro, bekendelse og lovprisning, som hvem som helst kan komme med, men om en tro, som kun et bestemt folk har, virket af Herrens egen nåde og Ånd. Både sagen og udtrykket er her netop det samme, som når Herren selv i Jeremias 31,33–34 siger om den nye pagts børn, at «den ene bror ikke skal kunne lære den anden det, men Herren skal selv skrive sin lov i deres hjerte»; eller som Jesus gengiver det: «De skal alle være lært af Gud» (Joh 6,45). Ja, at tro historien om Kristus og hans forsoning, at aflægge en smuk bekendelse, ja, at «profetere i hans navn», det er noget, som mange uden for den beseglede skare kan, noget, som den ene bror kan lære den anden – og derfor er det intet tegn på de salige. Men virkelig og af hjertet at have sin trøst og fred i Kristus, virkelig at glæde sig i ham, det kan ikke hvem som helst, det kan man ikke bare tage sig; nej, det kræver et særligt hjerte, et nyt hjerte, som kun Gud kan skabe i mig med sit ord og sin Ånd. Hjertet kan man ikke tvinge, det går sin egen vej, enten man vil eller ej; som Luther siger: «At ville få et menneske til at fryde sig i Herren, når det endnu ikke har fået den rette tro, ikke har fået sin trøst, fred og skat i Kristus, det er lige så forgæves et arbejde som at ville få sne og is til at brænde.» Nej, hjertet går sin egen vej og er, som det er. Her hjælper intet andet end en ny fødsel, en ny skabning. Men er der blevet et nyt hjerte, en skat, en ny fylde, så bliver der også en ny tale, en ny sang i munden, sådan som Kristus siger: «Hvad hjertet er fuldt af, det taler munden.» Nu taler man ikke blot sådan, som man bør og skal tale for at være en kristen med ren lære, men man taler af egen fri lyst, sådan som enhver taler om det, der ligger ham mest på hjerte. Nu sker det, som David siger: «Jeg tror, derfor taler jeg; Herren har trukket mig op af skarnet og (netop derved) givet mig en ny sang i munden.» Så får man disse frie, frivillige, naturlige, glade og barnlige bekendelser at høre om Kristus, om nåden og retfærdigheden i ham, om troen, om syndernes forladelse, om den rette vej til livet osv., som alt sammen kommer af sig selv fra hjertets liv, skat og fylde, så man ikke blot kan, men vil tale sådan. Kommer der kulde eller mørke i sjælen, ændrer det ikke det nye forhold som helhed. Man vender altid tilbage til det samme; det er i hovedsagen én og samme sang i deres mund hele tiden, så andre nok synes, at det er alt for ensformigt. – Hvad ordene eller læren angår, er der ikke noget særligt nyt, for så vidt som man før har haft den rette lære; det er det gamle, som man har hørt fra begyndelsen. Men selve omgangen med sagen, hjertets liv og lyst i sagen, sjælens syn på den og forståelse af den – alt det er nyt. – Mange kan ikke begribe, hvorfor sjæle, som alle synes at være åndeligt sindede, søger det samme mål og har den samme bekendelse om Kristus, alligevel er så forskellige. Ja, mange vil aldrig kunne begribe det, nemlig de, som aldrig er kommet eller kommer til dette nye, åndelige sind, som er nævnt her. Men det er sjibbolet, der gør forskellen; og det forstår efraimitterne sig ikke på, men mener, at sibbolet og sjibbolet nok kan være det samme. Men apostlen Paulus siger: «Det er ikke alle israelitter, som er af Israel.» Det gælder også her; og det er hemmeligheden.

11. I en by levede to brødre, der af naturen var så ens, som to mennesker kan være. De havde også fået den samme opdragelse, var blevet undervist af den samme lærer og havde læst de samme bøger. Til sidst blev de også vakt i det samme år og begyndte sammen at søge deres sjæls frelse; de trak sig tilbage fra verden, dens levevis og tomme fornøjelser, sluttede sig til andre vakte sjæle på stedet og brugte Guds ord med stor flid og alvor, idet de i alt søgte at blive rette kristne. Men med de nye og ædlere glæder, som samværet med Ordet og Guds folk gav dem, havde de alligevel ofte en nagende uro i deres indre, fordi de var sig visse synder bevidst, som ikke rigtig ville slippe dem; men så trøstede de altid hinanden med, at ingen kristen er fuldkommen, at enhver har sine fejl, og at Gud kendte deres redelige forsæt og derfor for Kristi skyld ville være dem nådig. Talte nogen med dem om Kristi forsoning og retfærdiggørelsen ved troen, så svarede de, at netop sådan troede de også, og de kunne føje en smuk bemærkning til. Desuden deltog de med stor glæde i forskelligt kristeligt arbejde, for eksempel missions- og afholdssagen. Sådan gik deres liv i seks år. Men så skete det, at mens den ældste bror var rejst bort i nogle dage, sad den yngste en aften og læste 2 Korintherbrev kapitel 5 i Bibelen. Og se, hans saligheds time var kommet. Ved vers 14 standsede han først op og undrede sig over, hvad det mon betød: «Er én død for alle, så er de alle døde» (2 Kor 5,14); men i vers 19 og 21 fik han lys over det, et lys, der fyldte hele hans sjæl med en trøst og glæde, som han aldrig før havde haft; hans skjulte uro og tunge samvittighed blev her forvandlet til fred og salighed; han så alt, alt rigeligt helet, da Kristus, der blev gjort til synd for os, døde så fuldstændigt for alle, at alle for Guds øjne døde i ham. Han begyndte i den mest fortrolige samtale med sin Frelser at prise og takke ham, og han kunne heller ikke tie med sin salige opdagelse over for dem, der var omkring ham. – Da den ældste bror nu kom hjem, så han straks, at hans brors ansigt og øjne var usædvanlig glade og milde, og også ved hilsenen fik han et ord, som undrede ham en del. Snart spurgte han, hvad der var sket, og hvorfor han var så glad. «Ak», svarede den yngste, «først nu har jeg set Guds herlighed i Kristus. Én er død for alle, og alle er døde i én. Ham, som ikke kendte til synd, har Gud selv gjort til synd for os! Vi er alle døde i Kristus og har i ham allerede udstået alt, hvad loven nogen sinde kan lægge på os. Ved hans sår er jeg nu helbredt for mine gamle indre sår, som du kender til» osv. Efter et øjebliks stum undren svarede den ældste: «Har du aldrig vidst det før, du?» – Den yngste sagde: «Har du vidst det og aldrig været glad over sådan en ting?! Vi har nok vidst det på en måde; men hvorfor har det aldrig glædet os?» – På det fik han ikke noget svar; men så forklarede han selv, at der er stor forskel på tro og tro! – Fra den tid var der altid en forskel mellem de to brødre, der ellers var så ens i alt. Den yngste kunne aldrig nok ophøje Kristi værk på Golgata og tale om den rette tro. Han havde virkelig fået en ny sang i munden (Sl 40,4) og betragtede alt som tab og møg over for den overvældende erkendelse af sin Herre Kristus (Fil 3,8). Men derved blev han ikke kold over for gudfrygtighedens øvelser – bøn, ydmyghed, kærlighed, selvfornægtelse – men tværtimod mere varm og ivrig; alt sammen dog på den grund, som apostlen nævner: «Kristi kærlighed tvinger os, for vi har sluttet dette: Er én død for alle, så er de alle døde» (2 Kor 5,14). Den ældste derimod blev fra den tid mere kold og beregnende, afvisende, lovisk, stiv og død. – Lad det være nok til at forklare den ægte kristendoms hemmelighed.

12. Dette bør enhver nu først og fremmest bruge til at prøve sin egen åndelighed. Og den, der er kommet til lyset, han takke Gud! Han må da sikkert også forstå meget om andre slags åndelighed; måtte han blot derved være klog og forsigtig i sin kærlighed, men ivrig af kærlighed i sin forsigtighed. Mange, som endnu ikke er kommet til sandheden og livet, er dog de samme, som engang skal komme dertil, især hvis alle troende med kærlighed og visdom ville søge at oplyse dem. – Imidlertid bliver Kristus, Kristus altid sjibbolet – «tegnet, ved hvilket mange hjerters tanker skal komme frem i lyset» (Luk 2,34–35) – en «duft af liv til liv og en duft af død til død» (2 Kor 2,16) – ja, Skriften siger udtrykkeligt: en «prøvesten» (Es 28,16), «en kostelig hjørnesten for dem, der tror; men for dem, der ikke tror, en anstødssten og en klippe at snuble over, så at mange skal støde an imod den, falde og knuses, blive fanget i snaren og tages til fange» (Es 8,14–15; 1 Pet 2,6–8). Og ubetinget holder vi fast ved dette Kristi ord: «Hvad hjertet er fuldt af, det taler munden» (Matt 12,34), og ved Paulus’ ord: «Da vi har den samme troens Ånd, som der står skrevet: Jeg tror, derfor taler jeg, så tror også vi, og derfor taler vi også» (2 Kor 4,13).

13. Kort sagt: At nogle brænder for og lægger vægt på sønderknuselse og alvor som det vigtigste, andre på kærlighed og ydmyghed, andre igen på selvfornægtelse, at dø fra sig selv osv. – det er alt sammen godt, alt sammen kostelige ting, men endnu ikke livet (1 Joh 5,12), endnu kun forberedende ting. Ud af den salige skare af beseglede (Åb 7,4) kan endnu én træde frem og sige: Også jeg har arbejdet på alt dette gode; men da jeg arbejdede mest, mærkede jeg, at Guds øjne var som ildslue, at ikke engang himlene var rene for ham, og at Guds dom gik meget højere end menneskers; «og jeg døde» (Rom 7,10), men Kristus blev mit liv, og han er nu min lovsang og min salighed – for hans skyld har jeg regnet alt for tab og betragter det som møg – – Herren har givet mig en ny sang i munden: Du er slagtet og har købt os til Gud med dit blod! Du er værdig til at få ære og pris og lov fra evighed til evighed. Amen (Åb 5,9.12–13).