Om den sande kundskab om Kristus

Jeg er blevet fremmed for mine brødre. Messias. (Sl 69,9)

1. Det er et stort ord med dyb betydning, et ord, der udtaler hele kristendommens hemmelighed, når Kristus i sin ypperstepræstelige bøn til sin Fader siger: «Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har sendt, Jesus Kristus» (Joh 17,3). Ja, dette er det evige liv! Også i Es 53,11 siger den himmelske Fader om den enbårne Søn: «Ved sin kundskab skal han, min tjener, den retfærdige, gøre mange retfærdige, for han bærer deres synder.» Skriften knytter overalt evigt liv og frelse til den sande kundskab om Kristus – det samme som en levende tro på Kristus – men vel at mærke ikke til den kundskab, som hvem som helst kan skaffe sig ved at tage historien for sig, men til den kundskab, som der står skrevet om: «De skal alle være oplært af Gud» (Joh 6,45); den kundskab, som kun den sjæl får, «som Sønnen vil åbenbare det for» (Matt 11,27), nemlig den fattige sjæl, som Herren mætter med gode ting – den kundskab om Kristus, som skaber et himmerige i hjertet, et evigt liv. For den, der kender Kristus ret, han har et himmerige, han har fået retfærdighed, fred og glæde i Helligånden, han tror på ham, elsker ham og følger ham.

2. Skønt alle bekender: «Jeg tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre» osv., og har den samme historie om Kristus og den samme lære om Kristus i Bibelen, er det uendelig forskelligt, hvordan mennesker kender Kristus, hvad de ser i ham, og hvad de har i ham. Nogle har intet af ham ud over hans navn og hans historie; andre har endda den mest korrekte lære om ham, men dog kun en lære uden egentlig gavn; Kristus er kun en læresætning og ved visse højtidelige lejligheder et smukt, ophøjet billede for fantasien; andre har mere i ham, nemlig en virkelig, levende og nærværende tugtemester, en ny Moses med endnu højere og strengere krav end den første; men Gud ske lov, der findes endnu andre, som i ham har al deres glæde for tid og evighed, deres trøst, deres liv og deres frelse, ham, der tager deres synd bort, deres frelser, deres retfærdighed og styrke, deres konge og deres Gud, deres alt i alle.

3. Ingen kender Kristus fuldkomment; nej, selv de mest oplyste kristne har kun en lille begyndelse til kundskaben om ham; vi har endnu uendelig meget mere herlighed, nåde og salighed at finde i Kristus – selv Paulus bekender, at han ikke fuldkomment har grebet ham, men «stræber efter det» (Fil 3,12) – her er der kun tale om en sand, levende kundskab, virket af Guds Ånd. Men det er intet bevis på den sande kundskab om Kristus, at man selv påstår at kende ham. Hvis nogen siger, at han kender ham, men hele hans væsen vidner om det modsatte, så bedrager han sig selv. Den sande kundskab om Kristus viser sig ved, at Kristus er blevet for os, hvad Skriften siger, at han skulle være for os, og at han virker i os, hvad Skriften siger, at han skulle virke. Læg mærke til, at Skriften siger klart, hvad Kristus skulle tjene til, hvad han skulle være for os og virke i os; når det er blevet virkeligt for os, så kender vi ham ret. Herom findes der mange korte og udførlige skriftsteder. I 1 Kor 1,30 har apostlen et stort, klart og betydningsfuldt ord om Kristus, som viser, hvad han må være for os og i os, hvis vi kender ham ret. Det lyder sådan: «Ved ham er også I i Kristus Jesus, som af Gud er gjort til visdom for os og til retfærdighed og til helliggørelse og til forløsning.»

4. Åh, hvilket stort, klart og betydningsfuldt ord! Enhver må jo indrømme, at det, der står her om Kristus, må blive sandt om os, hvis vi kender ham ret, tager imod ham og er i ham, kort sagt, hvis vi er sande kristne. Lad os da en gang ærligt betragte, hvad det indebærer! – At Kristus er blevet vor visdom, sådan som han af Gud er gjort til det for os, vil altså ikke blot sige, at vi har hentet vores tro og vores lære fra hans profetiske embede, fra hans lære, så vi i alle stykker – om loven og dens åndelige krav, om den sande omvendelse, om troen, om retfærdiggørelsen, om himlen og helvede osv. – tror, taler og bekender efter Kristi guddommelige lære om det; men også at Kristus selv og hans store værk til vores forsoning og frelse er al vor visdom, vort hjertes dyrebareste kundskab, vort yndlingsemne, det, vi helst tænker på, taler om og hører om. Af sammenhængen ser det ud til, at det har været apostlens egentlige mening; for både før og efter dette store ord er det hans ærinde at ophøje kundskaben om Kristi forsoning som hans eneste visdom og prædiken. Kort forinden siger han (v. 24): «Vi prædiker den korsfæstede Kristus, Guds kraft og Guds visdom»; og straks efter: «For jeg havde besluttet ikke at vide af noget andet blandt jer end Jesus Kristus og ham som korsfæstet» (2,2). Paulus var grundigt oplært i fædrenes overleveringer osv., men, siger han, «jeg regner det alt for tab over for den overvældende store kundskab om min Herre Jesus Kristus» (Fil 3,8). Netop sådan er de sande kristne sindet den dag i dag; Kristus er al deres visdom. Selv de, der ellers ikke vil sige noget godt om dem, vidner dog dette om dem, at de ikke vil tale om andet end Kristus, altid om Kristus, først og sidst om Kristus, så det for andre bliver alt for ensformigt, enfoldigt og ensidigt. Ja, kære ven, hvad skal man gøre! Det er ikke så let at sætte pris på nogen anden visdom, når man først har fået smag for Kristus og fået øje på, hvad der er i ham. Nej, så bliver han vor eneste visdom; og selv om vi er grundigt oplært i fædrenes overleveringer og i verdslig visdom, kan man derefter ikke regne den for andet end «tab og møg over for den overvældende store kundskab om vor Herre Jesus Kristus». Det er et sikkert kendetegn på dem, der kender Kristus ret. Se, når et menneske får nåde til virkelig at tro og leve af de herlige ting, som er åbenbaret os i Kristus: at Guds egen Søn er kommet fra himlen og er blevet vor broder og slægtning; at han er «født under loven for at løskøbe dem, som var under loven»; at han er vor anden Adam, som har læget det, som den første ødelagde; at «han, som ikke kendte til synd, er gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed ved ham»; at han alene er død for alle, så at alle for Guds øjne og dom er døde i ham – se, når et menneske ikke blot læser, bifalder, bekender og taler sådan efter forstandens og Ordets regel, men når det er blevet hans egen erfaring, er blevet sandt og levende for hans hjerte, så at han, da han var i den største nød over sine synder, da Guds hellige krav og domme trykkede ham, blev benådet og retfærdiggjort alene ved Kristus og ved troen fik vidnesbyrd om, at han behagede Gud, og at Kristus i sin egen person, med sine egne gerninger, er hans retfærdighed, så han i ham har en fuldkommen og evig retfærdighed, ved hvilken han til alle tider er Guds kære og elskelige barn, da ingen synder fordømmer og ingen gode gerninger retfærdiggør os – og videre: når vi har erfaret, at Kristus også er blevet os til helliggørelse og forløsning, så at vi, efter at vi hundrede gange havde arbejdet os trætte og ængstelige med helliggørelse, havde bedt, våget og kæmpet, men alt forgæves, og hjertet blev kun værre og elskede synden på forfærdelig vis, erfarede, at så snart vi kom til den salige, fredgivende tro på Kristi fortjeneste og kærlighed, smeltede hjertet, blev varmt, gudfrygtigt og villigt til alt godt, idet Helligånden tog bolig i os, og at vi nu bestandig, i samme grad som vi tror, også er mere åndeligt sindet og har magt over synden og verden; at vi nu i Kristus også har fået en mild hyrde, en mægtig og trofast hyrde, ven og broder, som ved sit ord og sin Ånd i alle ting passer os, leder og styrker os, vækker og advarer os, hjælper og trøster os osv. – åh, når dette ikke længere blot er ord i smukke bøger og på andægtige læber, men en stor, levende virkelighed på den måde, som nu er vist, så vi har erfaret det, se, så bliver man sindet sådan, at man bekender med Paulus: «Jeg regner nu alt for tab over for den overvældende store kundskab om min Herre Jesus Kristus.»

5. Men disse lykkelige sjæle, som kender Kristus sådan, er de samme, som dog bestandig mærker en mangel på dette punkt og bekender: Jeg har knap en gnist af kundskab om Kristus; han er vel blevet min eneste trøst og glæde på jorden, min eneste retfærdighed, min eneste helliggørelse og derfor min eneste visdom; men jeg må beklage, at jeg aldrig ret kan holde ham for det, han er, men uafladelig mister hans rette billede, og derfor stræber jeg også efter mere og mere at gribe ham, sådan som jeg er grebet af ham. Se, længere kommer man ikke med kundskaben om Kristus på jorden end til, at vi stadig hungrer mere efter ham. Vi har vel fået duften, den søde duft af Zions «gyldne rose» (Mika 4,8), men kun som en duft af den, som vi mere og mere stræber efter at indånde – sådan som vi har set af Paulus’ vidnesbyrd om sig selv (Fil 3,12–13). [Rosenius citerer Mika 4,8 efter den gamle svenske bibeloversættelse, der havde «den gyldne rose», hvor grundteksten taler om «det første herredømme».] – Men tænk nu: Når selv Paulus, den store forkynder af Kristi hemmelighed, bekender om sig selv, at han endnu ikke havde nok af kundskaben om Kristus, og de kristne, som dagligt studerer den, altid beklager deres mangel på dette punkt, hvordan står det så til med dem, der aldrig studerer den sådan og dog er så tilfredse med deres kundskab om Kristus, så mætte af ordet om korset og har andre emner – om end religiøse – som de finder vigtigere? De vil bestemt regnes for kristne, men hvordan hænger det sammen? – Tænk videre: Vi bekender alle, at intet i himlen eller på jorden er så stort som Guds åbenbaring i Kristus; der findes intet større nådesunder fra himlens Gud, ingen større gave og skat givet os end Guds Søn, ingen større artikel i hele vor himmelske lære, ingen, der udretter mere, eftersom Kristus alene er gjort af Gud til både visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning for os; samtidig findes der heller intet, som er så skjult en hemmelighed for al fornuft som Kristus, intet, som så sent og så lidt fæster sig i vore hjerter, og dog intet, som er så nødvendigt for hele det kristne liv! – Det bekender enhver, som vil være en kristen. Hvordan kan det da være, at de, som bekender dette, alligevel ikke mest studerer, tænker og taler om denne samme vor velsignede Herre og Frelser, men har andre ting, som de finder vigtigere? Hvad vidner det om? Ja, hvad andet end om hjertets tilstand? Det vidner om, at deres hjertes tilstand, deres sind og smag ikke stemmer overens med deres forstand og bekendelse; at de altså lever i et falsk og uægte forhold til sig selv – og altså at mange er religiøse, som ikke er kristne. Eller skal vi sige: Der findes også sande kristne, som dog har andre emner, der er vigtigere for dem end Kristus? – Her tales der ikke om stunder med tilfældig adspredelse eller lunkenhed, men om det, der i det hele taget betyder mest for sjælen! – Skal vi sige: Der findes troende, levende kristne, frelst i Kristus, som har andre emner, der er vigtigere for dem end Kristus? Eller sådan: De har vel i Kristus deres hjertes alt, det vigtigste for dem, men de vil ikke beskæftige sig med ham, tænke, tale og høre om ham?! Sådan noget strider fuldstændig mod sagens natur. Åh, gid enhver her ville være ærlig over for sig selv og prøve sit indre!

6. Men de, der ikke har deres visdom i Kristus, har heller ikke deres retfærdighed, helliggørelse og forløsning i ham; for når Kristus er blevet alt dette for os, så kender vi intet bedre end ham. De kan nok have en klar forståelse af retfærdiggørelsen og bekende: Hvad er vores egen retfærdighed – hvem skulle dog sætte sin trøst til den! Men når Kristus ikke er en daglig nødvendighed for dem, så viser det, at de ikke kender synden og derfor ikke i sandhed har al deres trøst og retfærdighed i Kristus. Det er to forskellige ting, om man pænt giver afkald på æren for sin retfærdighed, eller om man derimod helt mangler denne retfærdighed og i stedet har en trykkende gæld. Lovens rette værk er ikke blot at tage ros og krav fra mennesket, men også at det skal blive «skyldigt for Gud» (Rom 3,19) – ikke blot at der ikke er fortjenester i overflod, men tværtimod at «synden strømmer over» (Rom 5,20). Først da kan man i sandhed have al sin retfærdighed i Kristus. Men så er han også dyrebar og uundværlig for det menneske. – Hvad helliggørelsen angår, så er den et punkt, hvor mange hjerters tanker bliver åbenbaret. Det er nemlig så langt fra, at Kristus bliver dem til helliggørelse, at de ikke engang kan forstå eller tro, hvad Skriften siger, at Herren «rensede deres hjerter ved troen» (ApG 15,9). De mener nok snarere, at det at høre og prædike meget om troen, om nåden og om Kristus tværtimod skal virke skadeligt for helliggørelsen. Dermed bekender de jo, at de ikke selv har erfaret, hvad det vil sige, at Kristus er blevet os til helliggørelse. I stedet mener de, at helliggørelsen skal virkes ved nattevågen, bøn og kamp, uden at tage ret meget hensyn til, om de forinden er benådede og salige i Kristus ved troen – hvad der efter Skriften og de troendes erfaring må gå forud som den eneste rette grund for helliggørelsen og dens liv og kraft, før årvågenhed, bøn og kamp kan blive sande og gavnlige. – Se, på den måde kan man finde ud af, om man rigtigt kender Kristus.

7. Det punkt i kundskaben om Kristus, som egentlig alt afhænger af, og som er selve livet i kristendommen og i de kristnes hjerte, er spørgsmålet om forsoningen, eller hvad Kristus egentlig udrettede ved sin død. Men her må man lægge nøje mærke til, at ikke alle hjerter er egnede til at lære dette ret. De «raske» kan nok forstå at anerkende lægens og lægemidlets kraft; men de «syge», som erfarer den, kender den på en anden måde. Her kræves fattige hjerter, som slider med synden og er tynget af den. Desuden har Herren forbeholdt sig selv at give den egentlig frelsende kundskab om Kristus, sådan som han selv sagde: «Alt er overgivet mig af min Fader, og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, som Sønnen vil åbenbare ham for» (Matt 11,27). Og hvem han vil åbenbare det for, siger han i vers 25, nemlig de i deres egne øjne «umyndige»; og hvem han vil «skjule det» for: dem, der i deres egne øjne er «vise og kloge», forstandige og lærde og altid ved nok. «Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde» (1 Pet 5,5). «De rige lader han gå tomhændede bort, og de sultne mætter han med gode gaver» (Luk 1,53). Lovet være Herrens navn! For de umyndige åbenbarer han det, og de sultne mætter han med gode gaver. Men ve den sjæl, som Gud selv vil skjule dette for! Åh, ve den sjæl, som Gud selv «står imod» – som Gud lader forblive tom! Det er forfærdelige ord, men de er talt af den samme sandhedens mund, som vi bygger vores håb om al salighed på. De er altså lige så guddommeligt sande som hele Guds evangelium. Gud give, at vi tog imod hans ord med ydmyge, fattige og sultne hjerter!

8. Nu – hvad var det egentlig, Kristus udrettede med sin bitre lidelse på legeme og sjæl og sin blodige død på korsets træ? I katekismen har vi lært at bekende: «Jeg tror, at Jesus Kristus – – har forløst mig fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet mig fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt, ikke med guld eller sølv, men med sin uskyldige lidelse og død.» Her bekender vi med Luthers ord, at Kristus med sit hellige og dyrebare blod allerede har forløst, allerede har erhvervet og vundet os fra alle synder; at altså hele verdens synder alle sammen blev forsonet, betalt og slettet ud ved hans blod i Kristi død; at hele verden blev forløst fra lovens forbandelse og fra dødens og Djævelens magt, og at Gud blev forsonet med hele Adams slægt. Ja, sandelig er det også sådan. Men enhver, der overvejer det rigtigt, hvad vi her siger, må indrømme, at han bliver forbløffet over det. De troende kan kun med stor møje og ved dagligt at betragte Herrens egne ord holde fast ved en sådan tro. De stakkels fornuftshelgener gyser ved det og anser det for yderst farligt at tro sådan, men de bliver forvirrede og ved ikke, hvordan de skal forklare meningen med Kristi forsoning, eller hvad han udrettede ved sin død. Ganske vist er han død for verdens synder, mener de, for det står så tydeligt i Bibelen, «at han har givet sit liv som skyldoffer» (Es 53,10), at han var «Guds Lam, som borttog verdens synder» (Joh 1,29); men – men – men man må ikke tage det sådan, at alle menneskers synder er slettet ud og strøget, at alle allerede er forløst fra lovens forbandelse; det kunne føre til sikkerhed osv. Men kære, hvad skal man gøre, når Gud selv taler så tydeligt sådan, og Kristus selv sagde: Mit blod udgydes til syndernes forladelse! Hvordan går det her med troen og med at tage fornuften til fange i lydighed mod Kristus (2 Kor 10,5)? Og at mange misbruger vor Guds nåde til tøjlesløshed og misbruger evangeliet, nadveren og alle Guds velgerninger til sikkerhed, det er sandt; men skal vi derfor fornægte eller kaste disse kostelige ting bort? Bibelen har andre midler mod sikkerheden end at skjule og fornægte evangeliets sandhed. Derfor bliver spørgsmålet her kun, hvad der er sandhed. Hvad siger da Skriften om det store og vigtige spørgsmål om Kristi død?

9. I Esajas’ 53. kapitel står der: «Herren lagde alles vores synder på ham. Han er såret for vores misgerningers skyld og knust for vores synders skyld. Straffen ligger på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår er vi helbredt. – – Når han har givet sit liv som skyldoffer, skal han få afkom – – og ved sin kundskab skal han, min tjener, den retfærdige, gøre mange retfærdige; for han bærer deres synder.»

I Dan 9,24 står der: «Halvfjerds uger er fastsat over dit folk og over din hellige by; så skal overtrædelsen blive taget bort og synden tildækket og misgerningen sonet og den evige retfærdighed bragt frem og synet og profetien beseglet og det allerhelligste salvet.» Læg altså mærke til: på den fastsatte tid skulle overtrædelsen tages bort, synden tildækkes og misgerningen sones!

I Zak 3,8–9 står der: «Se, jeg vil lade min tjener Zemah (Skud) komme – – den sten vil jeg hugge til, siger Hærskarers Herre, og jeg vil tage dette lands synder bort på én dag.» Læg mærke til: «tage bort»; læg mærke til: «på én dag»!

I Joh 1,29 står der: «Se, Guds Lam, som borttager verdens synd.» Læg mærke til: «borttager»; og læg mærke til: «verdens».

I Matt 20,28 siger Kristus: «Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange.» («Mange» som modsætning til én, som gav sit liv. Se 1 Tim 2,5–6 og Rom 5,15–19.)

I Matt 26,28 står der: «Dette er mit blod, den nye pagts blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.»

I 1 Joh 2,2 står der: «Og han er soning for vores synder, og ikke alene for vores, men også for hele verdens.»

I Rom 5 står der: «Men Gud viser sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. – – For når vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi endnu var fjender, skal vi meget mere, nu da vi er forsonet, blive frelst ved hans liv. – For ligesom fordømmelsen er kommet over alle mennesker ved den enes synd, sådan kommer også retfærdiggørelsen til liv over alle mennesker ved den enes retfærdighed.»

I 2 Kor 5 står der: «Er én død for alle, så er de alle døde. – – For ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed ved ham. – For Gud var i Kristus og forsonede verden med sig selv og tilregnede dem ikke deres synder og har betroet os ordet om forsoningen.»

I Gal 3,13 står der: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os; for der står skrevet: Forbandet er enhver, som hænger på et træ.» – Læg mærke til: «har løskøbt os»; men hvornår? Jo, da han blev en forbandelse for os.

I Kol 2,14 står der: «Og han slettede gældsbrevet, som var imod os, og som byggede på forordningerne og var os imod; og det har han taget bort og naglet til korset.» – Læg mærke til: «slettede gældsbrevet»; læg mærke til: «naglet det til korset».

I Ef 2,16 står der: «Og for at han skulle forsone dem begge med Gud i ét legeme ved korset, og han har dræbt fjendskabet ved sig selv.» – Læg mærke til: «ved korset», «ved sig selv»; og læg mærke til: «dræbt» – «dræbt fjendskabet». Om dette ord, «dræbt fjendskabet», skriver kirkefaderen Johannes Chrysostomos: «Intet kan siges stærkere eller mere betydningsfuldt; han siger ikke opløse eller tage bort, men det, som er endnu stærkere: dræbe eller tage livet af, så det aldrig mere kan få liv igen.»

10. Se, sådan lyder altså Den Hellige Skrifts egne ord i både Det Gamle og Det Nye Testamente – ord af både Faderen og Sønnen, af både profeter og apostle – de ord, som skal stå fast i al evighed, selv om himmel og jord forgår. – Disse ord forklarer, at «forsoningen», «forløsningen i Kristus Jesus», virkelig var en forsoning, en betaling og udslettelse af syndeskylden, en dræbning af den skyld og dom, som stod i budene; at vi virkelig «blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi endnu var fjender», uomvendte og bortkomne fra Gud; for Gud var i Kristus og forsonede verden med sig selv og tilregnede dem ikke deres synder, for synden var lagt på Guds Lam. – Spørger nu nogen: Hvad kræves der så mere? Så er jo alle salige? – så følger det i samme skriftsted (2 Kor 5,19–20): «Og har betroet os ordet om forsoningen. Så beder vi nu i Kristi sted: Lad jer forsone med Gud.» Dette er alt, hvad der kræves. Gud er forsonet med verden; synden er taget bort af Guds Lam og kan derfor ikke mere fordømme os («og tilregnede dem ikke deres synder»); nu står der kun tilbage, at også vi kommer og «lader os forsone med Gud», tager imod den store nåde, som Kristus så dyrt har erhvervet os, fatter tillid til den forsonede Fader og bliver barnligt sindet over for ham. Det kaldes omvendelse, bod og tro. Men hvad enten det sker eller ej, så er forsoningen alligevel sket, Guds retfærdighed alligevel fyldestgjort, synden betalt og slettet ud, Gud forsonet. Tager vi imod gaven, så har vi den; støder vi den fra os, så har vi den ikke; men givet er den; den står og venter på hver og en; brylluppet er gjort klar; Faderens favn er udstrakt, og den fineste klædning ligger klar og venter på sønnen; men når de indbudte ikke vil komme, så får de intet af det hele. Så bliver sjæle altså fordømt, ikke for deres synders skyld, men sådan som Kristus selv udtrykkeligt erklærede: fordi de «ikke har troet på Guds Søns navn» (Joh 3,18); fordi de «ikke ville komme til ham for at få liv» (Joh 5,40).

11. Åh, hvilken sørgelig nød og skade at ikke alle ved, hvad de har i Kristus, hvad der er sket i hans død! Det er sandt, at de fleste er sikre, sovende, letsindige foragtere af nåden, som fortjente aldrig at få sådanne store ting at høre, og «deres dom er ganske retfærdig» – de skal en dag «se ham, som de har gennemboret», ham som de har foragtet. – Men I, som kender jeres synd og lovens dom, som gerne vil vende tilbage til Gud, men ikke kan, ikke tør, fordi der mangler jer så meget – hør, hør! At loven og samvittigheden fordømmer jer, er ikke underligt, for synd mangler der ikke. I kan ikke det, I burde, ikke engang angre nok, ikke bede, ikke elske, ikke våge og kæmpe; alt, hvad loven kræver, mangler jer, og hvad loven forbyder, er der overflod af. Men hør! Al denne jammerlige, uforsvarlige, fordømmelige elendighed har Kristus taget på sig. Kristus, som ikke kendte til synd, er af Gud gjort til synd «for os» – «for os» – «for os» – gjort til synd! – – «for at vi skulle blive Guds retfærdighed ved ham» – «ved ham»! – «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os» – «for os»! Hvad skulle han mere gøre? Er dette ikke nok? Hvem fordømmer dig nu, o menneske? Gud fordømmer dig ikke, for han er fuldkommen tilfreds med det, Kristus har gjort, og beder dig komme straks. Frelseren fordømmer dig ikke, for han har givet sit blod og liv for at gøre dig salig, og han siger: «Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile.» Ånden fordømmer dig ikke, for han forklarer blot Kristus for sjælene, kalder og indbyder til brylluppet. Hvem fordømmer dig da? – Det er vantroen, der fordømmer dig; det er Djævelen og det onde hjerte, som giver dig vantro ind og fordømmer dig og siger, at det ikke er nok, hvad Jesus har gjort. Bliv forskrækket over vantroen! Du har pligt til at tro, til at tro straks; du har fået befaling om at tro; du trues med døden, hvis du ikke tror. Bed da Gud om troen, og slip ham ikke, før han har trykket det ind i dit hjerte: Det er nok, evigt nok, hvad Jesus har gjort og lidt. Og den, som i sin elendighed har fået sit alt og sit nok i Kristus, han er frelst, han er salig, han har troen, han er en kristen – han kender Kristus og har det evige liv.

12. «Ja,» siger mange, «jeg ved alt dette om Kristus og holder det også for sandt; men det giver mit hjerte ingen kraft; det virker ikke det liv, den trøst, fred, glæde og kraft, som det skulle» og så videre. Sådan klager mange. Og det er sandt: «Troen er ikke alles» (2 Thess 3,2). Mange har denne viden om Kristus, denne historiske tro, men har aldrig smagt den liflighed og kraft, som den sande, levende, tilegnende tro har med sig. – Andre igen udtrykker med denne klage kun en tørst efter følelser og søde fornemmelser af nåden, af Frelserens kærlighed og nærvær. De har virkelig tro; de har nemlig i Kristus deres eneste trøst og skat, deres alt i alle; de har også ved troen fået et nyt sind og kan tydeligt skelne mellem den tid, da de stod under loven, og denne tid under nåden. Men de husker også, hvilke søde følelser de havde i begyndelsen, og tørster nu efter dem igen. De burde en gang betænke, at hele Skriften kun taler om tro, tro på Jesus Kristus, og aldrig om følelser – om at tro selve Ordet, sådan som det lyder, og holde sig til det, hvad enten følelsen er sød eller bitter. De burde betænke, at de dog skal gøre den gode Frelser til lags og lade sig nøje, hvis det behager ham at skjule sig og prøve deres tro – sådan som han gjorde med den kana’anæiske kvinde – og huske, hvor kært det var for ham, at hun alligevel troede, så han ligefrem havde en hjertelig glæde ved det og udbrød: «O kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil» – og da fik hun også smage og se, hvor liflig han var. Lad os give Frelseren denne glæde! Han har ingen større glæde af os, end når vi tror på ham.

13. Men virkelig at tro, det vil sige midt i al bekymring over sig selv, i al usselhed, synd og anfægtelse alligevel virkelig at have sin trøst, sit holdepunkt, sin retfærdighed og fred i Kristus, det er helt nødvendigt. Og for at vi kan få denne kraft af Ordet, for at Gud, som har troens gave i sin hånd, kan give os en virkelig og levende tro, er det især nødvendigt, at vi stille og enfoldigt giver agt på et bestemt stykke af Guds ord, et bestemt kerneord om Kristus, og langsomt, dybt og alvorligt betragter det, «for troen kommer af det, som høres». Mange spilder Guds nåde, alene fordi de bestandig vender tankerne hid og did, om end mod åndelige ting, og ikke kan holde øjnene stille på den korsfæstede blot en eneste stund. De vil ikke tro, hvad Skriften overalt vidner, at alt, alt skulle læges ved troen, at Kristus er blevet gjort til både retfærdighed og helliggørelse for os; derfor har de så mange slags bekymringer, at Ordet aldrig når at synke ned i deres hjerter og virke troens liv og kraft. Et brusende hav kan ikke opvarmes af solens hedeste stråler, mens en stille overflade let tager imod dens lys og varme. Sådan er det også med hjertet.

14. Derfor vil vi nu – da vi allerede af en hel mængde kerneord om Kristus har set, hvordan hans forsoning skal forstås – tage blot ét af disse ord frem og se, hvad det indeholder. Vi tager det, der står i Gal 3,13, og som lyder sådan: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os, for der står skrevet: Forbandet er enhver, som hænger på et træ.»

15. Se nu, hvis dette ord fik plads i hjertet, hvilket himmerige af usigelig trøst ville der så ikke blive, evig og urokkelig trøst, så vi kunne trodse al helvedes magt og, i al vores ynkeligste svaghed, triumfere og rose os af Herren! For betænk dog, hvilke ord der står her, hvilket billede vi ser! Kristus blev en forbandelse! – Her er især nogle ord af allerhøjeste vigtighed, som vi skal tage os til hjerte, gruble over og holde fast ved:

1) Han blev en forbandelse; – 2) for os; – 3) at han dermed har løskøbt os fra lovens forbandelse. – At Kristus, Guds egen Søn, blev en forbandelse, er en underlig og hård tale, men en overmåde stærk og vældig trøst, hvis man kan betænke det. Som apostlen viser, har ordene deres grund i Guds egen lov. I 5 Mos 21 ser vi, at Gud havde fastsat en dødsstraf, som al lovens forbandelse var knyttet til, og den var en forbandelse «for Gud», som ordene lyder dér; nemlig når nogen «blev hængt på et træ». For forskriften om denne straf slutter sådan: «for den, der er hængt, er forbandet for Gud» (5 Mos 21,23). Og denne forbandelse var så tung, at hvis et sådant lig hang over jorden en nat, så blev hele landet ifølge samme lov urent. En sådan lov havde Herren uden tvivl givet med henblik på Kristus, for at man skulle vide, hvad den dødsmåde betød, som han fik. Læg da mærke til: Kristus har båret al lovens forbandelse. Men den var så stor, at apostlen siger, at han blev en forbandelse, blev helt og holdent lutter forbandelse; han blev ikke blot belagt med megen forbandelse, men så overvældet af den, at han helt og holdent kunne kaldes en forbandelse. Paulus bruger samme udtryk i 2 Kor 5,21, hvor han siger, at Kristus blev gjort til synd. Læg mærke til: ikke blot tynget af megen synd, men lutter synd. Dette har biskop Hersleb [Peder Hersleb (1689–1757), dansk-norsk biskop, til sidst biskop over Sjællands stift.] udlagt kraftfuldt, når han i en tale over dette ord, s. 22, siger: «Ham (Jesus) har Gud gjort til synd, ja til selve synden, så Gud ikke så ham som andet end lutter synd; ja, han så ham ikke blot som synd, men han gjorde ham så at sige til en syndemasse … for at al vores straf, al Guds vrede, al helvedes grusomhed, al Satans ret over os skulle støde sammen i ham som i et midtpunkt på grund af synden, efter at alle synder var samlet i ham; fordi hele verdens synder ligesom skulle have kvarter, rum og plads hos ham, så de skulle findes igen hos ham, og så alle skulle se, at de var lagt på ham.» Og s. 26: «Jesus kunne på ingen måde undskylde sig, ikke forsvare sig, ja ikke engang over for Gud sige, at han var uskyldig»; for når Gud tilregner synd eller retfærdighed, så er det den højeste alvor og virkelighed. – Nu lyder det alt for underligt, at Kristus er gjort til synd og blev en forbandelse; men hvad er det andet end det, Johannes siger: «Se, Guds Lam, som bærer og borttager verdens synder» – som vi hører blive sunget over vores hoveder, hver gang vi bøjer dem ved Jesu nadverbord for at modtage hans legeme og blod, om hvilke han selv dér siger: givet og udgydt til syndernes forladelse – og det samme, som der står i Es 53: «Herren kastede alles vores synder på ham; han bærer deres synder» osv. (Es 53,6.12). Derfor er det et ord, som vi aldrig nok kan gruble over og tænke på, at Kristus blev en forbandelse.

16. Det andet ord, som i højeste grad er værd at tænke over, er dette: for os – for os, for os!! Det er i dette korte ord, for os, at hele ordets kraft ligger. For sin egen del behøvede Kristus bestemt ikke at blive en forbandelse, for i sit eget væsen var han helt uskyldig, hellig og retfærdig; men at han blev en forbandelse, kom af, at han havde taget vores skyld på sig. Men efter loven skulle enhver morder hænges på forbandelsens træ; derfor måtte også Kristus efter loven hænge på det. For han havde taget en synders og en morders person på sig, ja ikke blot én, men alle synderes og morderes tilsammen; for vi er allesammen syndere og mordere for Gud. Derfor har han for Gud måttet blive det, som vi er, nemlig en synder, en morder, en misdæder; som der står skrevet: «Ham, som ikke kendte til synd, har Gud for os gjort til synd.» Men på den måde blev Kristus for Gud den allerstørste synder, hvis lige aldrig var kommet på jorden. For idet han er et offer for hele verdens synder, er han nu for Gud ikke en person, som er uskyldig og uden synd, sådan som Guds Søn i herligheden, men en synder er han, «en lille tid forladt af Gud» (Sl 8,6), som bærer og bar på sin ryg Paulus’ synder, han som var en Guds bespotter, forfølger og voldsmand; Peters synder, han som fornægtede sin Herre; Davids, som begik hor og mord; ja, mine og dine og hele verdens. For alle de synder, som jeg, du og vi allesammen har gjort og stadig gør dagligt, de er lagt på Kristus, Guds Lam, med en sådan kraft og guddommelig alvor, som om han selv havde gjort dem; så virkeligt er de Kristi egne synder. Sandelig: Enten må vores synder være Kristi egne synder, eller også må vi evigt være fortabte!

17. Se, dette – at Kristus havde vores synder på sig, ganske som om han selv havde gjort dem, og omvendt, at alt det, han gjorde og led, skete ganske i vores sted, som om vi selv havde gjort det – det var, hvad Paulus mente, da han sagde: «Ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed ved ham.» Og igen i samme kapitel: «For vi har sluttet dette: Er én død for alle, så er de alle døde!» Deraf kan vi se, hvad det ord betyder for os, når han siger: «Kristus blev en forbandelse for os.» Af usigelig barmhjertighed og i kraft af Faderens evige forsoningsråd har Kristus gjort et overmåde nådigt bytte med os: Det, vi havde, nemlig synden, forbandelsen og døden, det tog han på sig; og det, han havde og vi manglede, nemlig retfærdighed, liv og salighed, det gav han os. Det kostede sandelig den kære Herre overmåde meget – stærke råb og tårer, sved og blod – da han blev til en forbandelse; men det skulle dog ske, og han gennemførte det herligt.

18. Nu siger apostlen, at Kristus derved virkelig «har løskøbt os fra lovens forbandelse». Han siger ikke: skal løskøbe os, fx når vi bliver rigtig fromme, troende og helliggjorte; nej, han «har løskøbt os» – på den dag og i de timer, da han blev en forbandelse for os. Her ser vi nu, hvorfor Skriften lærer, at vi kun bliver fordømt på grund af vantroen, fordi vi udebliver, og fordi vi foragter nåden. Og her er grunden til, at de største syndere og synderinder, når de kom til Jesus for at søge nåde og for hele livet blive hans egne, straks fik nåde og blev taget imod, som om der ingen lov fandtes, som om de aldrig havde syndet; for Kristus var «født under loven for at løskøbe dem, som var under loven». Her er grunden til, at vi alle, når vi sådan kommer til Jesus, straks bliver retfærdige og salige, så snart vi blot vil tage imod vores store, evige, skænkede retfærdighed i troen, den, som har stået og står parat og venter på os. Og selv om synden også hos de troende bliver boende i kød og blod og ofte kan bryde ud under vandringen, så kan dog ingen synd tilregnes dem, loven kan aldrig fordømme dem, men de forbliver alligevel for Guds øjne i hvert øjeblik lige rene, yndige og hellige – det kommer alt sammen af, at al synd og al lovens forbandelse er lagt på Kristus, for at vi skulle blive Guds retfærdighed ved ham! For Kristus har i sandhed ikke lidt for indbildte synder, men for virkelige, utilbørlige synder, og han har ikke taget blot nogle synder på sig, men alle – ikke blot de små, men også de store, ikke blot de tidligere eller de ugudeliges, men også de troendes, også de nuværende. Hvordan skulle vi ellers kunne have fred, som han ifølge profetens ord ville skaffe ved sin forsoning (Es 53,5)? Ja, hvordan skulle han ellers være en fuldkommen Frelser?

19. Hvordan kan et menneske, som får nåde til at se og tro dette, andet end blive helt optændt af glæde og kærlighed! Den sjæl, som ikke bliver trøstet af en sådan kærlighed fra vor Herre Kristus, må nødvendigvis ligge sænket i en hård vantro. Og det hjerte, som ikke bliver varmet og bevæget af denne Guds kærlighed til at elske igen og glad og villigt følge Frelseren, må nødvendigvis være i vantro og hårdere end stål og har god grund til at forskrækkes. Åh, når den guddommelige kærlighed er gået så langt, at den har givet sin enbårne Søn, og Sønnen er blevet en forbandelse for os for at løskøbe os derfra, og vi ved det, tror det, bekender det og mærker Åndens banken på hjertet, men trods alt dette bliver ved med at følge naturen, lysterne, verden – så er det ikke underligt, at Gud i hellig vrede lader sådanne foragtere fare, at de bliver forladt af Ånden og overladt til Djævelens fortryllelse, forblindelse og forhærdelse, så de evigt, evigt går fortabt! Gud lader sig ikke spotte! – Men dette er let at forstå.

20. Hvad der derimod er en svær hemmelighed, er, at Guds vrede også hviler over en flok mere alvorlige sjæle, som har nidkærhed for Gud, men alligevel aldrig vil høre, hvad Gud siger, og hylde Sønnen; i stedet træder de i deres alvorlige nidkærhed hans blod under fode sammen med jøderne – forvildet af Djævelen er de ligefrem sky over for troen og for helt at tage imod forsoningens nåde. De ser skævt til Kristi forsoning, nåden og troen og holder læren derom for skadelig for deres omvendelse, alvor, helliggørelse osv. At gribe Kristus som en synder og være glad og salig i ham anser de enten for formastelse og sikkerhed eller for at gøre nåden til et påskud for løsagtighed. De mener, at man bør tro så mådeholdent, at loven altid kan få lov at regere i samvittigheden, at dens krævende røst i samvittigheden skal være helliggørelsens rette drivkraft. Gud åbne deres øjne! Hele Skriften vidner, at alt, hvad der ikke sker af tro, er synd; at glæden i Herren skal være vores styrke; at alle de, der holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse; at Kristus er blevet os til helliggørelse. Svært bliver det for dem at forstå disse ord; svært at undslippe deres dom. Imens må de gå i ørkenen. Når det gode land, troens liv i Kristus, har fået så dårligt et ry hos dem, at de ikke tør indtage det, så går de deres 40 år i Sinajs ørken og dør der – på grund af vantroen – som Paulus siger: «Hvem svor han, at de ikke skulle komme ind til hans hvile, uden de vantro? Og vi ser, at de ikke kunne komme ind på grund af vantro» (Hebr 3,18–19).

21. Men de, som midt i deres elendighed, midt i deres alvorligste omvendelsesjammer og overstrømmende synd, bliver rådvilde og hjælpeløse og som sådanne tror Ordet, der siger, at Kristus kom for at frelse syndere og er blevet en forbandelse for dem, og som finder deres trøst, deres nok, deres alt deri – de bekender: Først nu fik jeg liv, først nu fred med Gud, først nu vished om nåden og en glad, villig, hellig ånd, først nu kraft, først nu sand helliggørelse! Og sandelig: Først nu begynder de at «bære frugt for Gud», idet de «vandrer, ikke i det gamle væsen efter bogstaven (bud, regel), men i det nye væsen efter Ånden» (Rom 7,4–6). For nu gør de det gode, ikke fordi man skal, bør, må, men fordi de ved nåden har fået en ny natur, et nyt hjerte og sind, så det gode, hellige og Gud velbehagelige er blevet deres lyst, og alt ondt deres største plage. Og denne hellige Ånd i dem vokser i samme grad, som de i samvittigheden er fri af loven og er glade og salige i Kristus. De har erfaret, hvad disse ord betyder: «Nu er I gjort døde fra loven ved Kristi legeme, fri af den, som holdt os fangne – for at I skal bære frugt for Gud» osv. Det kaldes, at Kristus er blevet os til helliggørelse. Få er de, som forstår dette, som har erfaret det. – I, som er så lykkelige: «Hold fast ved det, I har, så ingen tager jeres krone!» «Lad jer ikke igen fange under trældommens åg!» Djævelen og falske lærere i fåreklæder vil gerne føre os derhen; men allermest vores egen samvittighed, der anfægtes af synden, og vores fornuft og følelse. I samme øjeblik vi er kommet til troen, må vi forberede os på, at den vil blive anfægtet, at kødet vil forblive ondt, rase og kæmpe imod Ånden; men også på, at nåden i Kristus vil forblive lige uformindsket. At vi er fordærvede helt til grunden i alt, det er sandt; at loven i alt skal fordømme os, det er sandt; men at Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse, det er også sandt; at han er gjort til synd for os, og vi til Guds retfærdighed ved ham, det er også sandt; at vi derfor i ham i hvert øjeblik er retfærdige, hellige, rene og yndige for Gud, det er – lovet være Herrens navn! – visselig sandt! Gud øge vores sande kundskab om Kristus! Hvad der er fremstillet her, er kun et glimt deraf; det er et emne, som de kristne aldrig bliver færdige med. Gud give os mere lys deri! Amen.