«Solgt under synden»

Tillæg til artiklen: Syndefaldet og dets følger

Det tager tid, og det koster mange hårde og angstfulde kampe, før man lærer, hvor nødvendigt det er at indprente sig grundigt læren om menneskets dybe fordærvelse. Og hvad kan være mere pinende og kvælende for troen og tilliden til Guds nåde end den uendelige indbildning om vor evne til selvforbedring og fromhed? – Selv om jeg hører de herligste ting om Kristus og hans forsoningsdød, kan jeg alligevel aldrig for alvor glad og tillidsfuldt tage imod det eller blive i den trøst, så længe jeg beholder den indbildning, at jeg skal kunne blive fri for alt ondt og altid finde mig selv ren, hellig og salig. Så snart jeg erfarer det modsatte, bliver min trøst revet bort i samme øjeblik, og hele Kristi fortjeneste er mig intet, alene fordi jeg ikke havde agtet på og beholdt det ord om vor dybe fordærvelse, at «kødet forbliver kød» og fortsat skal kæmpe mod Ånden. Derfor er Luthers bemærkning værd at tænke over, at «troens taske må have to rum: ét til den lære, hvordan alt kød blev fordærvet og fyldt med slangens sæd i syndefaldet; det andet til den lære, hvordan alt dette blev forsonet ved kvindens sæd i Kristi død.» Har jeg ikke også det første i læren, så vil erfaringen af den også rive det sidste fra mig. Det er et forunderligt forhold, at der er visse artikler, som vi aldrig rigtig kan tro og holde fast ved, men uophørligt glemmer, selv om de ikke er de mest hemmelighedsfulde. Vi kan tro, at Gud blev menneske, at Kristus giver os sit legeme og blod osv., men vi kan ikke tro det, som er langt mindre underligt, og som vi dagligt erfarer, nemlig at alt kød er fordærvet, fyldt med slangens sæd, dødt og magtesløst i synden, så vi ikke har en fri vilje og ikke har magt til at gøre det gode, som vi vil, osv. Vi læser og hører om det, vi erfarer det dagligt, og alligevel kan vi ikke tro det, men vender uophørligt tilbage til den gamle indbildning, at vi ikke skulle være så fuldstændig magtesløse og fortabte væsener, men stadig have en vis kraft selv. Det kommer for det første helt sikkert af slangens indskydelse: «I skal blive som Gud eller guder»; for det andet kommer det af en falsk opfattelse af loven, nemlig når man ikke forstår, at «loven kom til, for at overtrædelsen skulle blive større», men mener, at man virkelig skal kunne gøre den fyldest; endelig kommer det også af, at vi ikke anser læren om vor fordærvelse for så vigtig og nødvendig; og så går det, som Luther siger: «Som vi agter Ordet, sådan fæstner det sig hos os.» – Men Skriften har sandelig ikke forgæves talt så meget om vor fordærvelse; også reformatorerne vidste, hvilken vægt der ligger på dette stykke, når de med så stor iver kæmpede for den rette bekendelse om arvesynden, den frie vilje og lignende artikler. For går disse lærdomme tabt, følger en hel række af de mest skadelige vildfarelser efter. For ikke at tale om, at de vantro, lærde og ulærde, netop fordi de ikke kender synden, heller ikke spørger efter Kristus, en tilregnet retfærdighed, en hel genfødsel, men taler om en gradvis stigende «forædling», sætter nye lapper på den gamle klædning og hjælper sig frem, så de, selv når der kommer en religiøs bekymring, alligevel aldrig bliver helt fortvivlede over sig selv og aldrig helt trøstede i Kristus, men bliver stående i en eller anden pavelig og mystisk surdej – for ikke at tale om det, så er det især (som allerede er vist) højst nødvendigt for de vakte og kristne, at de har læren om dette klar, hvis de nogen sinde skal få en fastere og evangelisk fred og kunne blive i den midt under følelsen af al syndens elendighed. Vi vil derfor tale endnu lidt om det. Og da vi før ud fra Skriften har vist, hvordan synden opstod i Adams fald og er gået i arv til os, vil vi nu se, hvad vor kirkes reformatorer siger om det. Meget lærerig er den strid, der opstod om arvesynden, da Den Augsburgske Bekendelse først udkom. Reformatorerne havde beskrevet arvesynden sådan: «Ligeledes læres der, at alle mennesker, som undfanges og fødes på naturlig vis, efter Adams fald fødes med synd, det vil sige uden gudsfrygt, uden tillid til Gud og med ond lyst; og at denne sygdom eller arvebrøst i sandhed er synd, som også nu fordømmer og bringer evig død over alle dem, som ikke bliver født på ny ved dåben og Helligånden.» – Mod denne beskrivelse indvendte de pavelige: «At være uden gudsfrygt, at være uden tro, det er gerningssynd og ikke arvesynd.» Denne indvending gav anledning til et langt og grundigt svar, som Melanchthon skrev i sin Apologi, hvor han først peger på ordlyden i den tyske bekendelse: «at alle fra moders liv er fulde af onde lyster og tilbøjeligheder og af naturen ikke kan have nogen sand gudsfrygt, nogen tro på Gud.» Dertil føjer han: «Dette stykke bevidner, at vi fratager dem, som er født på kødelig vis, ikke alene selve gerningen, men også evnen eller gaverne til ret at frygte Gud og stole på ham; for vi siger, at de har en ond lyst og ikke rettelig kan frygte Gud og stole på ham.» Mange kan undre sig over, hvad der egentlig var at strides om her. Man tænker som så: At frygte Gud og tro på ham, det er min egen frie gerning. At jeg har ond lyst, det er medfødt, og det kan Gud tilgive, hvis bare jeg frygtede ham ret, hvis bare jeg var alvorligt bange for synden, vågede og kæmpede imod den; at jeg ikke gør det, er min egen skyld, det står i min magt. Og videre: Hvis bare jeg troede ret på Gud, ville jeg have både tilgivelse og kraft mod synden; men at jeg ikke tror, er min egen skyld osv. Under sådanne velmente og til dels rigtige udtryk antydes det, at gudsfrygten og troen står i vor egen magt. Når man så ikke kommer videre med det, man mener at have i sin magt, fordømmer man sig selv, uanset hvad evangeliet siger om Kristus. Det var denne skadelige vildfarelse, reformatorerne ville imødegå – og de beviser, at mennesket ikke engang har magt til rettelig at frygte Gud og stole på ham. Det erfarer også de arbejdende og besværede sjæle, som ængstes, græder, jamrer og klager: Jeg kan ikke frygte Gud ret, jeg kan ikke for alvor hade synden og være bange for den; jeg er helt forfærdelig sikker og hård; jeg ser min synd, men kan ikke angre den; mit hjerte er så letsindigt, ustadigt, hyklerisk – og igen: Jeg kan ikke tro; jeg ser, jeg hører, jeg ved om Guds store nåde i Kristus, men kan ikke rigtig tro den for mit eget vedkommende osv. Hvor er nu mennesket? Hvor er nu den frie vilje? Se, sådan er naturen*). Note: *) Her vil nogen måske spørge: Har vi ikke engang evne til at frygte Gud og tro på ham, hvad bebrejder han os så? Er det alt sammen Guds værk, hvorfor bliver så ikke alle mennesker salige? Hvad kan, og hvad kan mennesket ikke gøre til sin salighed? En ældre og studeret kristen svarede engang sådan på den slags spørgsmål: «Trods alt, hvad jeg har læst om striden mod pelagianismen og semipelagianismen, mod Augustins prædestinationslære og lignende, må jeg dog bekende, at et vist mørke altid er blevet tilbage over disse spørgsmål. – Spørger jeg fornuften, så siger den: Gud ville være uretfærdig, hvis han fordømte mennesket, når det slet intet formåede, hvad omvendelsen angår. Og det er klart som solen, hvad Melanchthon bemærker: Hvis man ville påstå, at Gud i sit evige råd har bestemt nogle til saligheden og andre til fordømmelsen uden hensyn til noget i menneskets forhold, og han alligevel udsender sit evangelium, som forkynder: Kristus er soningen for hele verdens synder; Gud vil ingen synders død; Gud byder: Kom til mig, alle I osv., så ville det være at tilskrive Gud falskhed, som om han sagde: Jeg vil nok lade prædike, som om jeg bød saligheden til alle, men jeg har dog på forhånd bestemt nogle til fordømmelsen. Så meget kan allerede fornuften forstå. – Spørger jeg derimod erfaringen, min egen og mange troendes, så forekommer det os, at Gud havde bestemt nogle til saligheden og lader andre ligge; for vi siger: Jeg gik jo bort fra Gud i synd og ubodfærdighed; jeg har jo ofte stået Guds Ånd imod eller været ulydig; men Gud har været mig for stærk. Og igen: Har da jeg været mere bøjelig end tusinder, som endnu går under mørkets magt? osv. – Så ser det ud, som om Gud havde udvalgt nogle og overlader andre til sig selv. Spørger jeg endelig Guds ord, så siger det bestemt: ’Jeg har villet (samle jer, gøre jer salige), men I, I har ikke villet.’ ’De, som var indbudt, undskyldte sig.’ Således siger Herren: ’Så sandt jeg lever, jeg vil ingen synders død’; ’jeg er kommet til dem, og de har ingen undskyldning’ osv. Af alt dette forstår jeg kun følgende: Mennesket er, overladt til sig selv, dødt og blindt og kan ikke selv gøre sig levende; Gud kommer, råber, kalder og sætter det i stand til at kunne lytte til hans røst, følge den, søge mere lys og kraft – eller omvendt foragte, modstå og flygte fra den kaldende røst – og så bliver det selv årsag til sin evige fordærvelse. At det er svagt, magtesløst og syndigt, at det ikke kan frygte Gud, ikke angre eller bede, ikke tro, som det bør, alt dette gør ingenting, for derfor bliver det ikke fordømt, når det dog så vidt har hørt Guds røst, at det ønsker alt dette – så er alt vundet. Gud vil give det alt, når det først har lært sin magtesløshed at kende.» Men Melanchthon siger videre: «Vi har ikke alene nævnt den onde lyst, men vi har også sagt, at menneskene af natur ikke tror på Gud, ikke frygter og elsker ham, og det har vi ikke tilføjet uden grund. De skolastiske lærere gør arvesynden meget ringe, taler med mange ord om den onde tilskyndelse eller tilbøjelighed – men nævner ikke det mindste om selve hovedsagen (i arvefordærvelsen), om den menneskelige naturs større og sværere fejl, nemlig at mennesket ikke kender Gud, at det foragter Gud, at det ingen gudsfrygt har og heller ikke stoler på ham, at det hader Guds dom, flygter fra den dømmende Gud, bliver vred på Gud, fortvivler om hans nåde og alene sætter sin lid og tillid til de nærværende og synlige ting osv. Disse sygdomme, som allermest strider mod Guds lov, lægger man ikke mærke til. Ja, de tillægger endog den menneskelige natur kræfter til at kunne elske Gud over alle ting, til at kunne opfylde Guds bud og befalinger osv. Men de ser ikke, at de taler imod sig selv. For at kunne elske Gud over alle ting og opfylde Guds bud af egne kræfter, hvad er det andet end stadig at have den første fuldkommenhed i behold, og hvad skal arvesynden så være? Hvad skulle vi så have Kristus og hans nåde til? – De ringere fejl og svagheder i menneskets natur anerkender de, men de grovere og sværere anerkender de ikke, skønt Skriften taler om dem overalt, nemlig om den kødelige sikkerhed, om foragten for Gud, vantroen og flere den slags medfødte laster i os.» – – – «Vi har hermed villet give til kende, at arvesynden også omfatter disse sygdomme, fejl og arvebrøst, nemlig at vi ikke kender Gud, at vi foragter Gud, at vi er uden gudsfrygt og tillid til Gud, og at vi ikke rettelig kan elske Gud. Det er den menneskelige naturs fornemste fejl og mangler, som strider mod den første tavle af Guds bud.» – «Arvesynden er ikke blot en mangel eller et savn, men en fordærvet tilstand i sjælen», en ugudelig art i vor natur. «At vi altså er uden gudsfrygt, uden tro og tillid til Gud, er derfor ikke alene gerningssynd, men også en medfødt brist, som bestandig bliver i os, indtil Guds Ånd føder os på ny.» Men, siger modparten videre, den onde lyst er en straf og ikke nogen synd. Derimod siger Luther, «at den er en dødelig synd.» Paulus siger også: «Jeg havde ikke kendt til begæret, hvis ikke loven havde sagt: Du må ikke begære.» Og videre: «Men jeg ser en anden lov i mine lemmer, som kæmper mod loven i min ånd og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer» (Rom 7). Her kalder han udtrykkeligt begæret en synd, som dog ikke tilregnes dem, der er i Kristus, skønt det er en sag, der i sig selv fortjener døden, hvis den ikke bliver tilgivet. – Sofisterne har fra filosofien indført den slags meninger og drømme, at vi på grund af vore lidenskaber, lidelser og syndige lyster hverken er onde eller gode og hverken bør roses eller lastes; at intet er synd, uden at man fuldt ud samtykker i det. Den slags meninger bør kun forstås om et udvortes levned og om straf for verden, men ikke om vort forhold til Gud.» (Gud dømmer anderledes! Gud siger: Du må ikke begære! Gud kræver hjertets og tankernes renhed. Desuden må synderen altid føle, at han ikke kæmper og våger mod sine lyster med tilbørlig alvor, men altid i nogen grad hylder dem, skønt den hellige Gud alvorligt og truende forbyder dem.) – «Men hvem har nogen sinde vovet at sige, at det er ligegyldigt og hverken godt eller ondt, selv om der ikke kom et fuldt samtykke til, nemlig at tvivle om Guds vrede, om Guds nåde, om Guds ord, at blive vred over Guds domme, ærgre sig eller være utilfreds over, at Gud ikke straks rykker en ud af ulykken, at knurre og brokke sig over, at de ugudelige har bedre lykke i verden end de fromme og gudfrygtige, at blive ophidset til vrede, at blive optændt til utugt og letfærdighed, grådighed efter ære, gods, penge og ejendele og mere af den slags? Alt dette føler og fornemmer dog de gudfrygtige mennesker hos sig selv, som det er klart af salmerne og profeterne.» – Læg mærke til: Også «gudfrygtige mennesker føler alt dette hos sig selv»; for alt dette er medfødt i os og ligger lige så fuldstændigt i al menneskenatur som behovet for at spise, drikke og sove. Om jeg vil eller ej, må jeg slæbe på synden, jeg er ikke fri: «Jeg er kødelig, solgt under synden; jeg gør ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg.» Sådan lød Paulus’ klage (Rom 7), sådan er alle troendes bestandige suk. Herren siger om menneskets hjerte: «Alle menneskehjertets planer og tanker er bestandig kun onde» (1 Mos 6,5). Han siger ikke, at mennesket efter forgodtbefindende kunne være enten ondt eller godt, men han siger, at «alle dets hjertes planer og tanker bestandig kun er onde». Det er jo at være solgt under synden. Her er vi igen inde på spørgsmålet om den frie vilje, som denne verdens vise ofte fører en lumsk og stædig strid om for at formørke de vigtigste lærepunkter, som før nævnt. Derfor endnu nogle ord om det. Summen af vore bekendelsesskrifters lære om den frie vilje er følgende: Mennesket har i almindelighed forstand og fri vilje i de naturlige ting, som når det gælder om at arbejde, bygge, plante, spise, drikke osv. – også i udøvelsen af visse ydre fromme gerninger og i at undgå grovere forbrydelser og laster (hvor Gud ikke til straf overlader det i Satans vold); men så snart det gælder en egentlig forbedring og fromhed for Gud, er mennesket ikke længere frit, men fanget under synden. – Og Luther siger i sin Ep.-Post. nr. 73: 2: «Videre bør man lægge mærke til, at man aldrig rigtig nævner eller forstår den frie vilje, som, betragtet som en menneskelig evne, hellere burde hedde en egen end en fri vilje. For uden nåden gør man ikke Guds vilje, men kun sin egen vilje. Viljen har nok været fri i Adam, men er nu ved hans fald fordærvet og fanget i synder; den har dog beholdt navnet ’fri vilje’, fordi den engang har været fri og ved Guds nåde igen skal blive fri. – – Derfor må man fortvivle om sig selv og ikke tænke anderledes om sine kræfter end som et ugudeligt menneske uden hænder og fødder, og således påkalde Gud om hans almægtige nåde. Den, der lærer eller forsøger noget andet, farer vild og forfører både sig selv og andre, sådan som de gør, der siger: Kære, du har jo en fri vilje, gør så meget, som står i din magt, så skal Gud nok gøre sit; og mener, at man ikke bør råde folk til at fortvivle. Ja, sandelig bør ingen råde folk til at fortvivle; men man burde også tale om fortvivlelse med nogen forskel. Ingen bør fortvivle om Guds nåde, men mod hele verden og alle synder bestandig stole på Guds hjælp; men om sig selv bør man ganske fortvivle og på ingen måde stole på sin frie vilje, ikke engang så meget, at man kan gøre den allermindste gerning.» I Ev.-Post. nr. 89: 29 siger Luther: «Manden, som lå halvdød, såret og afklædt, er Adam og alle vi mennesker. Røverne er djævlene, som har plyndret os, såret os og efterladt os halvdøde. Vi rører os endnu en smule; men vi kan ikke hjælpe os selv op, og hvis vi blev liggende sådan, ville vi dø og forsmægte i vor store nød. Her ville der komme orm i vore sår, her ville der ikke blive andet end jammer og død. Denne lignelse rummer meget og maler os ganske nøjagtigt, hvad vi er og formår med vor høje fornuft og vor frie vilje. Havde den stakkels sårede mand prøvet at hjælpe sig selv, var det bare blevet værre med ham; han havde skadet sig selv, revet sårene op og øget sin nød. Var han også blevet liggende, havde han også været fortabt. Sådan er vi, når vi er overladt til os selv; det er ude med os, hvad vi end vil begynde på.» I prædiken nr. 4: 20 siger han: «Hvor den blotte natur er, dér er det umuligt at holde Guds lov, af den grund at mennesket efter Adams fald i paradiset er fordærvet, nærer bare ond lyst til at synde og ikke af hjertens grund kan være loven hengiven og venligt stemt, sådan som vi selv erfarer alt dette hos os. For der er ingen, som ikke hellere ville, at der ikke var nogen lov, og enhver mærker hos sig selv, at det er svært (for kødet) at være from og gøre det gode, og omvendt let at være ond og gøre det onde. Og denne besværlighed og modvilje mod det gode gør, at vi ikke holder Guds lov. Og således overbevises vi ved vor egen erfaring om, at vi af naturen er onde og ulydige, elsker synden og hader Guds lov.» – Og i Præd. nr. 97: 20: «Hvornår gør du det mod en anden, som du vil, at han skal gøre mod dig? Hvem elsker sin uven af hjertet? Hvem dør gerne? Hvem tåler gerne hån og foragt? Kære, nævn mig en eneste, som gerne ville have et dårligt rygte eller leve i fattigdom. For naturen frygter, forskrækkes og flygter for det. – Ja, du finder sandelig ikke en eneste, som af hele sit hjerte elsker Gud og sin næste som sig selv. Det kan nok ske, at to staldbrødre lever venligt sammen; men det varer ikke længere, end til du på en eller anden måde kommer til at blive vred på din staldbroder – så skal du nok se, hvordan du elsker ham.» Så vidt Luther. Sådan er vor natur. Lad os aldrig glemme det. Som allerede vist kommer alt slags ondt, både sikkerhed og fortvivlelse, af den falske opfattelse af vor evne til det gode. På den anden side: hvilken sund ydmygelse, og hvilken salig fred, hvile og sabbatsro for sjælen, når jeg forstår, at jeg slet intet formår, ikke engang at tænke eller ville noget, ikke engang at frygte eller tro, ikke at elske eller gøre, men alt, alt er lutter nåde og gave fra først til sidst – alt er nåde og gave ved Jesus Kristus, vor Herre! Hvilken salig fred og sabbatsro for sjælen så helt at have alene «i Herren både retfærdighed og styrke»!