Syndefaldet og dets følger

Gud har skabt mennesket til evigt liv og gjort det til sit billede – men ved Djævelens misundelse er døden kommet ind i verden (Visd 2,23–24)

Vi skal nu se, hvordan den store, underfulde og nådefulde Gud satte mennesket på en prøve, og hvordan den forløb. Den forløb sandelig ulykkeligt, men den blev også herligt afhjulpet. Vi skal nu med vore egne øjne se opkomsten og urkilden til al den ulykke, jammer og nød, al den synd og forbandelse, alle de kvaler og smerter, som vores slægt nogen sinde har lidt på jorden – men vi skal også se oprindelsen og kilden til al den nåde og salighed, al den fred og glæde, som alle troende nogen sinde har smagt i tiden, og som de i himlen er evigt salige over, fryder sig over og lovsynger for. «Ligesom synden kom ind i verden ved ét menneske, og døden ved synden – – – således er også ved én retfærdighed retfærdiggørelse til liv kommet over alle mennesker. For ligesom de mange er blevet gjort til syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange gøres retfærdige ved den enes lydighed» (Rom 5).

Men først endnu nogle bemærkninger om mennesket. Mennesket var skabt i Guds billede, til at ligne ham – til et himmelbarn på jorden, dannet til at leve med Gud, udrustet med en ren og klar forstand og en ren og fri vilje – kort sagt, til et billede af Gud selv. Og da mennesket var skabt, «så Gud alt, hvad han havde gjort, og se, det var meget godt» – og nu hvilede Gud fra alle sine gerninger, som han havde gjort – nu blev han vederkvæget og glædede sig (for at tale på menneskelig vis). At Gud på den syvende dag hvilede fra alle sine gerninger, betyder ganske vist først, at han holdt op med at skabe på denne måde; men han har også haft en guddommelig fornøjelse og ro i sit herlige værk. Især har Guds Søn, som siden skulle blive en «Menneskesøn», menneskenes bror og Frelser, i denne første, milde morgenstund i tiden haft en særlig lyst til mennesket, sådan som han selv vidner i Ordsp 8,30–31. Ligesom han i Det Nye Testamente kaldes «Ordet, som var i begyndelsen, og ved hvem alt blev skabt», sådan kaldes han her «Visdommen», som en virkende og talende person, en evig Gud; og på det nævnte sted siger han: «Da Gud grundfæstede himlen, var jeg til stede – og jeg var et skødebarn ved hans side, og jeg var hans glæde dag for dag, legende for hans ansigt altid, legende på hans jordkreds og frydende mig med menneskenes børn.» Da vi allerede var «udvalgt i ham», og han allerede var «forudbestemt før verdens grundlæggelse» til vores bror og Frelser, havde han også allerede sin lyst til menneskenes børn, som han siden skulle træde i så nær forbindelse med, når han skulle blive en «Menneskesøn». Desuden var mennesket nu i sig selv et godt Guds barn, i hvis ånd den himmelske Fader havde sin lyst og hvile.

Men Gud helligede også den syvende dag og velsignede den for menneskets skyld, sådan som Kristus siger i Mark 2,27: «Sabbatten blev til for menneskets skyld.» Og Gud har ofte forklaret, hvad sabbatten skulle være til, nemlig til sjælens næring og opbyggelse i kundskaben om Gud og i himmelske ting. Således finder vi allerede her i sabbattens indstiftelse, at mennesket er skabt til kundskab om Gud, til et åndeligt liv og til at tjene Gud; for sabbatten er ikke påbudt et eneste af de ufornuftige dyr. – Videre ligger der også i sabbattens indstiftelse et meget tydeligt og stærkt bevis for, at mennesket er skabt til et evigt liv efter dette; «for», som Luther siger, «alt, hvad Gud har villet, at man skulle gøre på sabbatten, er lutter sikre og klare tegn og beviser på et andet liv efter dette. Hvorfor skulle det være nødvendigt, at Gud talte med os ved sit ord, hvis vi ikke hørte et kommende og evigt liv til? For hvis der ikke kommer noget kommende liv, hvorfor skulle vi så ikke leve som kreaturerne, som Gud ikke taler med, og som ikke kender Gud? Men da den guddommelige majestæt kun taler med mennesket, og kun mennesket kender og fatter Gud, følger det nødvendigvis, at der efter dette liv er et andet, og for at vinde det må vi have Guds ord og kundskaben om ham. For dette timelige liv er et naturligt liv, som også alle ufornuftige dyr har, og de kender ikke Gud.» Således beviser sabbattens indstiftelse, at mennesket er bestemt til et åndeligt og evigt liv med Gud, sin skaber. – Af Hebr 4 ser vi også, at sabbatten, Guds hvile, Guds ro, desuden har været et forbillede på det evige liv i himlen, hvor alle troende efter denne tids møje og trættende vandring skal få en evig og uforstyrret sabbat og altid være hos Herren. Vi må aldrig glemme: «Gud har skabt mennesket til evigt liv» (Visd 2). Himlen er fra begyndelsen bestemt til mennesket, sådan som Kristi ord på den yderste dag skal lyde til de udvalgte: «Kom, min Faders velsignede, og tag det rige i besiddelse, som er beredt jer fra verdens grundlæggelse.» Læg mærke til det: Fra verdens grundlæggelse var Himmeriget bestemt til mennesket. Men til de fortabte på Dommerens venstre side hedder det: «Gå bort fra mig, I forbandede, til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle.» Pinens sted var altså ikke beredt til mennesket, men til Djævelen. Mennesket var bestemt til evigt liv i himlen.

4. Før mennesket rigtig kunne nyde dette åndelige og evige liv med Gud, var det dog nødvendigt, at det først skulle bestå en prøve her på jorden. Men spørger nogen, hvorfor Gud skulle sætte mennesket på en prøve, som han forudså, at det ville falde i, så er svaret: Hemmelighederne i Guds råd er nok egentlig forbeholdt ham selv og skal i evigheden blive bedre forklaret for os; men noget kan vi dog forstå. Augustin siger: «Det skete, for at mennesket skulle lære alle Guds egenskaber at kende, ikke blot hans almagt, visdom og godhed, men også hans strenge retfærdighed og hans uendelige barmhjertighed. Var der ingen prøve og intet fald sket, ville mennesket kun have kendt Gud som Skaber, aldrig som Dommer og aldrig som Frelser.» – En anden fortolker siger: «Skulle menneskets kærlighed og lydighed have nogen værdi, så var det nødvendigt, at det fik et valg; det måtte overlades til det frit at vælge mellem lydighed og ulydighed. Gud lod mennesket forstå, at det ved denne prøve havde frihed til at vælge mellem Guds vilje og en egen vilje, som kunne blive vakt i det fra en anden side. Nu var to ting mulige: lydighed eller ulydighed. Ved lydighed kunne mennesket være blevet frelst uden forsoning. Den forvandling, som var nødvendig for at nå et højere liv, var så sket uden død og forgængelighed. Adams efterkommere var så ikke blevet født til verden med synd. Men de havde måttet sættes på prøve hver for sig. Hvis da nogle var faldet i synd, kunne de ikke være blevet frelst; for menneskeslægten havde da været delt i syndfrie og syndige, og de havde været væsensforskellige. Hvis vores slægt havde bevaret sin syndfrie natur og en fri vilje, havde den ikke haft brug for nogen frelser. Men derved havde den heller aldrig haft anledning til at prise Gud for barmhjertighed og aldrig fået smage saligheden ved tilgivelsens nåde.» – Den mest bemærkelsesværdige forklaring på Guds råd ligger uden tvivl i Kristi egne ord, når han siger: «Den, som får meget tilgivet, elsker meget.» Og i den store lignelse om faderen med de to sønner, Luk 15,11–32, hvor Kristus især har villet male hemmelighederne i sit nåderige for os, eller Guds forhold til mennesket, dér viser han, at den søn, som var falden og fortabt, men alene ved faderens kærlighed blev overøst med en helt ufortjent og uventet nåde, også derved fik en salighed og et hjerte for faderen, som den anden søn aldrig kendte – et hjerte, der var smeltet og brændende i salig skam og kærlighed – mens derimod den søn, som aldrig var faldet, aldrig var veget fra Guds bud og aldrig havde været fortabt, havde et koldt og uvilligt hjerte over for sin far. – Hovedsagen er: Gud vil alene være Konge og Herre, alene stor over alle sine hænders værker. «De engle, som ikke bevarede deres herredømme, men», idet de stræbte efter Guds højhed og ære, «forlod deres egen bolig, dem har han holdt i evige lænker i mørke til den store dags dom» (Jud 6); det var et fald, som der ikke blev givet nogen hjælp eller oprejsning fra. Mennesket derimod blev ved sit fald for bestandig nådens tigger på jorden, og Gud for bestandig stor i nåde og ære. – Men også det, vi ikke forstår, er lige så guddommeligt og stort. Det hører til Herrens ære at være ufattelig for os. Derfor går vi nu over til selve den hellige historie for at se den betydningsfulde prøve og faldet.

Mennesket havde alt, hvad det kunne ønske sig. Sådan lyder beskrivelsen: «Herren Gud plantede en have i Eden mod øst og satte dér mennesket, som han havde dannet. Herren Gud lod nemlig alle slags træer, som var dejlige at se på og gode at spise af, vokse op af jorden, og livets træ midt i haven, ligeledes træet til kundskab om godt og ondt. Og fra Eden udgik en flod, som vandede haven; derfra delte den sig i fire grene. Den første hedder Pishon osv. – Så tog Herren Gud manden og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den. Og Herren Gud bød manden og sagde: Af alle andre træer i haven må du frit spise, men af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise, for når du spiser af det, skal du døden dø.»

Dette er nu den prøve, som Adam skulle bestå på sin slægts vegne. Dette er den pagt, som Gud oprettede med mennesket. På den ene side stod den treenige, uforanderlige, majestætiske Gud som den højeste lovgiver. På den anden side stod Adam, som i sin person repræsenterede hele menneskeslægten; det beviser udfaldet, idet hans fald og dets frugter strakte sig til alle mennesker (Rom 5,12; 1 Kor 15,21–22).

Det, man her først bør lægge mærke til – og det er i høj grad værd at tænke over og lærerigt – er den omstændighed, at Gud knyttede sin pagt til en så ringe og ubetydelig gerning. Se og lær her én gang for alle, hvordan den store og hellige Gud dømmer! Da han ville sætte mennesket på den største og mest betydningsfulde prøve, valgte han den allermindste gerning, der kunne tænkes på jorden. En prøve, hvis følger skulle strække sig over en hel verden, et bud, hvis overtrædelse skulle føre al slags død med sig, legemlig, åndelig og evig, blev knyttet til en så ringe gerning som at spise frugten af ét træ midt i paradisets rigdom på træer og frugter. Sandelig har Herren med dette første bud givet menneskeslægten den lærdom for evig tid, at hans øjne ser efter hjertet, efter lydigheden, ikke efter gerningens størrelse. Sandelig har han givet os en alvorlig lærdom om, at han vil være en enerådende Herre over sine skabninger, som kræver lydighed, fuldkommen lydighed, blot lydighed, når han befaler noget. Havde han fx sagt til Adam: Du må ikke slå din hustru ihjel, eller: Du må ikke pine dyrene, så havde fornuften straks set grunden til det, billiget og støttet hans bud og så kun rettet sig efter det, fordi buddet var fornuftigt; og således var selve lydigheden – det, der hedder ren lydighed over for Herrens bud – aldrig kommet på prøve. Så havde mennesket straks hæftet sig ved gerningernes værdi og helt overset, hvad Gud egentlig ville have, nemlig lydigheden. Men nu valgte Gud den allermindste gerning, for at fornuften ikke skulle finde nogen grund, nogen vejledning, nogen støtte, men for at buddet skulle kræve en ren lydighed. Nu ville fornuften sige: Kan Gud dømme os til døden for en så ringe gerning? Hele paradiset er fuldt af træer og frugter, og vi er de eneste, der skal nyde dem. For hvem skal dette dejlige træ spares? osv. Her havde fornuften altså ingen vejledning; her krævedes blot lydighed – og det var netop, hvad Herren fra begyndelsen ville lære os. Det kan heller ikke siges med ord, hvor mangfoldigt og uendelig meget ondt der kommer af tilbøjeligheden til at se på gerningernes værdi og ikke på Guds ord og bud. Det er denne tilbøjelighed, der er grunden til al åndelig sikkerhed og alt hykleri. Når Gud siger: «Du må ikke slå ihjel, ikke bryde ægteskabet, ikke stjæle», så kan man regne det for vigtige bud; men når han siger: «Du må ikke misbruge Herren din Guds navn», eller: «Du må ikke blive vred på din bror, ikke fordreje hans ord og gerninger med en falsk gengivelse osv.», så synes man, at det kun er små og ringe bud, som man kan holde eller bryde efter behag. Når man således glemmer den store Guds hellige vilje og bud og kun ser på gerningen, så kan man leve helt sikker midt i det grueligste indre syndevæsen, blot man udadtil og på visse punkter er from. Sådan gjorde farisæerne. Sådan gør alle mennesker af naturen. Det er kun Helligånden, der her gør en stor forskel; kun han angriber det indre onde. At du ikke slår ihjel, ikke bryder ægteskabet, ikke bander eller drikker, beviser intet om den sande fromhed, om at Guds Ånd bor i dig – for sådanne grove synder kan fornuften og samvittigheden straffe; men at du også bliver urolig over onde tanker, skjult vrede, urene lyster, tomme ord, skjult hovmod, kulde over for Gud, træghed til bøn osv., det beviser langt mere om Helligåndens arbejde i din sjæl end de herligste gerninger.

Men det er ikke blot med hensyn til Guds bud, det er også i trossager, at den samme tilbøjelighed til kun at se på gerningen og ikke på den store Guds ord gør os så stor skade. At Gud i dåben optager et barn og ifører det Kristus med al hans fortjeneste, det er den største dårskab for fornuften, som kun ser vand og et skrøbeligt menneskes (præstens) tjenestehandling. Når barnet i toårsalderen viser Adams natur, kan man ikke synes, at det er helligt for Gud, eller at Guds engle glæder sig over det. Eller hvis en ældre person er kommet til tro på Guds Søn og er blevet døbt i dag, så kommer han i morgen til at mærke, at «det ikke var kødets urenhed, der blev aflagt» (1 Pet 3,21), men at han kun for Gud var ren og hellig ved Kristi retfærdighed, som han blev iført. Men nu ser han ikke denne retfærdighed, men kun det, han har fra Adam, kun sin egen synd og urenhed; så er han straks parat til at tabe modet og tænke: Nej, jeg blev alligevel ikke ren osv. Så betyder det slet intet, hvad Kristus sagde: Den, der har badet, er helt og holdent ren (for Gud) og behøver kun at vaske fødderne (vandringen) – så betyder hele Kristi fortjeneste slet intet. Nej, så hedder det: Bare jeg kunne være from og hellig; men at jeg kun skal have Kristi retfærdighed, det er ingenting. Hvorfor det? Kun fordi Kristi fortjeneste ikke er min egen gerning og hverken ses eller mærkes, men kun er tilsagt mig af Gud. At Gud siger det, er ingenting for mig; hvis jeg selv gjorde noget herligt, så var det noget at stole på. På den måde er alt, hvad Kristus har gjort og lidt og sagt, ingenting – alt er ingenting over for min egen gerning. Sådan er naturen. Derfor er det sandelig nødvendigt at passe på og lægge mærke til, hvordan de allerstørste ting skjuler sig under den allerringeste skikkelse, når Herren siger noget. Det ville han én gang for alle lære hele verden, da den allerstørste prøve blev knyttet til den allermindste gerning, som at spise frugten af et træ. Tænk: Når en hel verden kom under synd, død og forbandelse ved en så lille gerning, alene for Herrens ords skyld, så må ingen herefter se på gerningernes værdi, men alene på Herrens ord.

Det andet, der er bemærkelsesværdigt ved selve prøven, er, at Herren Gud knyttede en så streng dom til den ringe gerning: Den dag du spiser af det, skal du døden dø. Og hvordan denne dom på den mest forfærdelige måde gik i opfyldelse, skal vi siden betragte. Men se nu her Guds storhed og majestæt! Så stor er Herren Gud, så høj og streng er hans krav om fuldkommen lydighed og underdanighed fra sine skabninger, at når hans mest begavede og elskede barn, mennesket, bliver ham ulydigt og handler imod hans bud, så dømmes det til en tredobbelt død, og hele jorden bliver forbandet for dets skyld. Sådan brænder den almægtige Guds vrede over synden som en stor, fortærende ild, der går over hele verden. Endnu mere blev denne Guds strenge hellighed åbenbaret, da den forsoning, som den guddommelige barmhjertighed besluttede til vores frelse, ikke kunne ske ved noget mindre end hans egen elskede Søns blodige død. Uden blodsudgydelse skete der ingen tilgivelse (Hebr 9,22). Her står synden rigtig stor og forfærdelig frem! Og sandelig, når man besinder sig på, hvad det vil sige, at den store, almægtige Herre Gud har skabt alle verdener, himmel og jord og alt, hvad der er i dem, og skabt mennesket med evne til at forstå og høre hans vilje og bud, så kan man ikke undre sig over, at når denne store Gud byder det noget, og det gør lige det modsatte, så må der følge en stor, hellig vrede og hjemsøgelse fra Herren Gud. Han har al ret til at kræve en fuldkommen lydighed af sine skabninger. Det er derfor den rene dårskab af menneskets forblindede sind, når det måler og tæller sine misgerningers størrelse og mængde og håber på Guds nåde, når det synes, at de er mindre store og mange, men frygter Guds vrede for større synder. Nej, Skriften siger: «Den, der holder hele loven, men fejler på ét punkt, er skyldig i alt.» Og sådan siger Herren Gud om sin hellige lov: «Forbandet være den, som ikke holder denne lovs ord, så han gør efter dem» (5 Mos 27,26). Det er denne omstændighed, nemlig at Gud dømmer på denne måde, der gør, at også de, som «holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse», fordi de vil handle med Gud efter lov og ret, skønt de dog ikke er fuldkommen retfærdige. Apostlen siger: «Alle de, som holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse, for der står skrevet: Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt» osv. (Gal 3,10). Vil mennesket derimod ydmyge sig under Guds vældige hånd, krybe til nådestolen og kun søge barmhjertighed, så er der ingen ende på Guds nåde og kærlighed; så går han hellere selv i døden, end at se synderen dø. Men mere om det snart. Vi går nu først over til at betragte selve faldet. Om det lyder beretningen sådan (1 Mos 3):

1. Men slangen var listigere end alle markens andre dyr, som Herren Gud havde skabt; og den sagde til kvinden: Skulle Gud virkelig have sagt: I må ikke spise af noget træ i haven?

2. Kvinden svarede slangen: Vi må spise af frugten på de andre træer i haven (v. 3), men om frugten på det træ, som står midt i haven, har Gud sagt: I må ikke spise af den og heller ikke komme nær ved den, for at I ikke skal dø.

4. Da sagde slangen til kvinden: I skal slet ikke dø; (v. 5) men Gud ved, at når I spiser af den, skal jeres øjne åbnes, så I bliver som Gud og kender godt og ondt.

6. Og kvinden så, at træet var godt at spise af, og at det var en lyst for øjnene, og at det var et dejligt træ, fordi man fik forstand af det; og hun tog af dets frugt og spiste; og hun gav også sin mand, som var hos hende, og han spiste.

Sådan skete da det store, skæbnesvangre syndefald. Vi vil se nærmere på det. Først omtales slangen. Her er det en forfærdelig ånd, som taler gennem denne slange. Hvem han var, ved vi. Skriften siger udtrykkeligt: «Gud skabte menneskene til evigt liv … men ved Djævelens misundelse er døden kommet ind i verden» (Visd 2,24). Derfor kaldes han også «den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, som forfører hele verden» (Åb 12,9), og «Livjatan, den hurtige slange, og Livjatan, den bugtede slange» (Es 27,1). Han var selv en falden engel, forkastet af Gud, og han «misundte» mennesket dets lyksalighed; derfor ville han også bringe det til fald. Og hvordan sker det? Her skal vi nu se hans forfærdelige list. Først vender han sig ikke til manden, men til «det svagere kar», kvinden. Mennesket havde dengang egne kræfter, givet det ved skabelsen, til at kæmpe imod og modstå det onde; men derfor var der også i disse kræfter den samme forskel som ellers mellem manden og kvinden, nemlig at manden havde mere styrke. Derfor valgte Djævelen den vej først at bedrage kvinden og så gennem hende at virke på manden. Allerede her ser vi, som ellers i hele Skriften, at Djævelen er en snedig og tænkende ånd, listig og beregnende, som godt forstår at rette sig efter omstændighederne, at passe sit snit og at rette sine angreb mod de svageste punkter.

Nu sagde han til kvinden: Skulle Gud have sagt: I må ikke spise af noget træ i haven? Læg nu mærke til, hvordan Djævelen begynder sit angreb. Han begynder med stille og roligt at løsne det bånd, som holdt mennesket fast, nemlig troen på Guds ord – skulle Gud have sagt: I må ikke spise? Han taler endnu forsigtigt. Han siger endnu ikke noget bestemt; han overlader det til Evas egen eftertanke og vil, at hun skal bruge sin fornuft og overveje, om et sådant bud fra Gud kunne være rimeligt, eller om de ikke måske havde misforstået det. Så snart Eva lod sig ind i en samtale, voksede hans dristighed straks, så han bagefter siger bestemt: I skal slet ikke dø. Sådan bærer Djævelen sig ad. Han begynder med at rokke ved troen, forvirre forstanden om Guds ord og gøre mennesket usikkert på, hvad Gud mener. Vinder han dér, så vinder han alt. Bliver mennesket derimod stående fast i en levende tro på Ordet, så er intet begær så mægtigt og intet fald så dybt, at det ikke endnu kan hjælpes. Det ved Djævelen. «Derfor», som Luther siger, «gik han til værks for med sin tale at føre Eva bort fra det, som Gud havde sagt, og da han således havde ryddet Ordet af vejen, har han fordærvet den bedste vilje, som mennesket havde før, så det rejste sig mod Gud; han har også forvrænget og fordærvet forstanden, så den tvivlede på Guds vilje; deraf følger så en ulydig hånd, som stritter imod Gud og rækker ud imod Guds bud for at plukke æblet; dernæst også en ulydig, genstridig mund og tænder. Kort sagt: af vantro eller tvivl om Gud og hans ord følger alt ondt. For hvad kan være værre end at blive ulydig mod Gud og lyde Djævelen? – Det var det, han sigtede på med dette frække og lumske spørgsmål: ’Skulle Gud have sagt’ osv. Som om han ville sige: I er sandelig nogle gode tosser, hvis I tror, at Gud har sagt sådan; for Gud er slet ikke en, der bryder sig synderligt om, hvorvidt I spiser eller ikke spiser. Og desuden: skulle I, som er indsat som herskere over hele jorden, være bundet sådan, at I ikke har frihed til at spise af et hvilket som helst træ i haven? Ville det ikke være en modsigelse af det, Gud har sagt til jer: ’Se, jeg giver jer alle frugtbærende træer til føde’ (kap. 1,29) osv.? På den måde arbejder den gamle slange på at forvirre kvinden og føre hende ind i usikkerhed og vantro på Guds ord».

Samme fremgangsmåde bruger han endnu i dag. Er det ikke mærkeligt, at man stadig ofte hører nøjagtig de samme ord fra mangen en listig slange, gennem hvem Djævelen søger at rive troen ud af enfoldige sjæle? «Skulle Gud have sagt?» – For eksempel: skulle Gud have sagt, at den, som ikke holder hele loven, skal være fordømt? Eller skulle Gud have sat mennesket på jorden, når han så, at det ville falde, hvis han til sidst skulle fordømme det? Eller skulle Gud lade en uskyldig lide for de skyldige? Eller skulle Gud have sagt, at han ikke vil lade den gå ustraffet, som blot misbruger hans navn? Skulle Gud, som er kærligheden selv, være så nøjeregnende? osv. På den måde styrker Djævelen de ugudelige i deres sikkerhed. Dem hjælper han til en urokkelig tro på Guds godhed, så de mener, at intet ondt skal ramme dem. I skal slet ikke døden dø, hedder det. Men de troende derimod – deres tillid anfægter han uophørligt. Så hedder det igen: Skulle Gud have sagt? For eksempel: skulle Gud have sagt, at han ikke tilregner mig synden, som jeg virkelig har og mærker i mig – og derimod tilregner mig en retfærdighed, som jeg ikke har og mærker i mig? Skulle Gud have sagt, at jeg, som desværre synder hver dag, alligevel skal være hans kære barn, ligesom om jeg aldrig syndede? Og alt dette blot for hans egen Søns skyld, som gav sig selv hen for vore synder? Eller skulle Gud have sagt, at han er hos os alle dage – og altså også er i mit lille kammer og hører alt, hvad jeg beder eller sukker? osv. På den måde anfægter den gamle slange vores tro på Guds ord på alle punkter for at gøre os usikre og vaklende i vore tanker, så han derefter kan føre os, hvorhen han vil. Det skal vi altid være forberedt på og være på vagt over for.

Kvinden svarede slangen: Vi må spise af frugten på de andre træer i haven, men om frugten på det træ, som står midt i haven, har Gud sagt: I må ikke spise af den og heller ikke komme nær ved den, for at I ikke skal dø. Her svarede Eva altså ganske rigtigt; og alligevel tog hun dermed det første skridt til sit fald – nemlig ved overhovedet at svare noget. Med slangen skulle hun aldrig have vekslet et eneste ord, men skulle i samme øjeblik være flygtet, i tavs bestyrtelse og rædsel over at høre et væsen, der drog den hellige Guds ord i tvivl. Men dér står nu det højt benådede menneske, rent og syndfrit, og stifter for første gang bekendtskab med det onde, som siden har fyldt en hel verden med forbandelse, nød, kval, tårer, blod, timelig og evig død. Åh, hvilket skæbnesvangert øjeblik! Og det begynder blot med, at hun bliver stående og rådslår med slangen. For derved blev hun selv tilgængelig for hans fristelse; og derved gav hun ham håb om at få held med sig og mod til at gå videre. Desuden er der i Evas svar en tvetydighed. Ordene «for at I ikke skal dø» har i den hebraiske tekst et udtryk, som kunne oversættes: «at I måske ikke skal dø» – skønt Herren dog havde sagt bestemt: «I skal døden dø.» Men det lille ord «måske» kom fra Evas eget hjerte, som allerede var begyndt at blive usikkert i troen på Guds trussel. Derfor svarer slangen nu mere dristigt:

«I skal slet ikke dø; men Gud ved, at når I spiser af den, skal jeres øjne åbnes, så I bliver som Gud og kender godt og ondt.» Her tog slangen nu det dristige skridt åbenlyst at modsige Gud. I skal slet ikke dø. Men han føjer også en lumsk og listig fornuftsgrund til: «For Gud ved, at når I spiser af den, skal jeres øjne åbnes» osv. Her taler Djævelen nu på sin rette måde: han blander løgn og sandhed sammen, kaster tvetydigheder og strålende løfter frem, og alt sammen med en sikkerhed og bestemthed, som var det Guds egen røst. – Læg først mærke til: «I skal slet ikke dø.» Det er det gamle våben, som Djævelen har brugt til alle tider, og som han forfører hele verden med, nemlig at indgive den kødelige sikkerhed: «I skal slet ikke dø.» Det er fristerens første og mægtigste prædiken: «Der er ingen fare, intet ondt skal ramme jer, alt skal gå godt.» Vi ser af Matt 27,3, at da Djævelen indgav Judas Iskariot i hjertet at forråde Jesus, var det netop dette, han forsikrede ham om, nemlig «at det ikke ville blive farligt»; det ville ikke gå så vidt med Jesus, at han blev dømt og slået ihjel. For evangelisten siger: «Da Judas så, at han var blevet dømt, angrede han»; da vågnede han og så nu først, hvad han havde gjort. Det havde han aldrig ventet. Og nu var det slut med glæden over de tredive sølvpenge; nu var angst, nød og fortvivlelse på færde. Sådan plejer Djævelen at sætte sine fælder. Hvor forfærdeligt skal ikke mange tusinder vågne for sent, som har stolet på denne indskydelse: «I skal slet ikke dø» – som har kendt Herrens ord: «Hvis I ikke omvender jer, hvis man ikke bliver født på ny, hvis I ikke gør bod» osv., «skal I alle omkomme på samme måde, skal I dø i jeres synder» osv., men alligevel altid har følt en indre tryghed, en stemme i hjertet, som sagde: I skal slet ikke dø, og som på grund af denne indskydelse har levet videre i deres uomvendte og ugenfødte tilstand! Hvor forfærdeligt skal de ikke engang vågne!

Men læg for det andet mærke til den lumske tvetydighed og slangens list i ordene: «For Gud ved, at når I spiser af den, skal jeres øjne åbnes, så I bliver som Gud og kender godt og ondt.» Se her den «hvidklædte» djævel. Her viser han sig ganske pragtfuld, forklædt som en lysets engel. Han siger ikke: «For I skal slet ikke bryde jer om, hvad Gud siger» – tværtimod tager han netop Gud til vidne på det, han har sagt, og lægger Guds egne ord til grund for det. Han giver blot en forklaring på det navn, Gud selv havde givet træet. Gud havde i forbuddet kaldt det «træet til kundskab om godt og ondt». Hvad det betød, vil Djævelen nu udlægge. «Gud ved,» siger han, «Gud har med selve træets navn indrømmet, at man gennem dette træ får kundskab om godt og ondt, den kundskab, som Gud selv har – altså: på den dag I spiser af det, skal også I blive som Gud og kende godt og ondt. Det er jo alt sammen fortræffelige ting; at blive som Gud selv, vis og oplyst som han – det kan jo ikke være noget ondt. Når nu Gud ved det, er det jo umuligt, at han, jeres hulde, algode Fader, kan have forbudt jer at spise af dette træ.» Sådan har nogle forstået Satans dybder her. Andre mener derimod, at han dermed ville indgive mistanke om, at Gud var misundelig, nemlig at han ikke undte dem at blive så lykkelige og herlige – og at de altså ikke burde tro så sikkert og fast på Guds kærlighed og velvilje mod dem. Begge meninger kan godt stå sammen; for Eva kunne jo kun drage denne slutning: Ved Gud, at vore øjne skal åbnes osv., når vi nyder denne frugt, så kan han ikke have forbudt os at spise af den, men vi må have misforstået hans ord; for hvordan kunne et sådant bud stemme overens med hans godhed og kærlighed? Har han derimod virkelig forbudt os at spise af den, så kan vi ikke slutte andet, end at han er misundelig på os. – Se nu her Satans dybder! Den træder endnu mere uhyggeligt frem, når man betænker, hvordan han her i sin dybe løgn blander sandheder ind, som han blot forvrænger og formørker med de tvetydige udtryk. Han lover for eksempel, at «deres øjne skulle åbnes». Det kunne forstås sådan, at de skulle få en usædvanlig visdom og indsigt; men selv mener han uden tvivl kun den bedrøvelige erfaring, de skulle få af synden og dens straf. Videre siger han egentlig: «I bliver som guder.» Ordet i denne form bruges også om englene, men ligeledes om den sande Gud. Det forstod Adam og Eva sikkert som en tale om guddommens tre personer – altså at de skulle blive lig Faderen, Sønnen og Helligånden; men efter Djævelens mening kunne det betegne englene, nemlig de faldne, som mennesket skulle blive lig gennem synden osv. Det er Djævelens måde at udlægge Guds ord på, nemlig på en fin måde at fordreje og formørke det.

Det, som i det hele taget træder stærkest frem i denne fristelse, og som desuden har sat så dybe spor i alle Adams børn, at det endnu i dag er den egentlige grundkilde til al åndelig fordærvelse, alle de mægtigste fristelser og de dybeste fald, er slangens indskydelser til hovmod, selvforgudelse og uafhængighed. Allerede i slangens første ord: «Skulle Gud have sagt, at I ikke må spise af noget træ», ligger den tanke bag: I – I gudebørn – I, Guds herligste værk – I, herskere over hele jorden – skulle I være bundet? Skulle I ikke have fuld frihed? osv. Men da fristerens dristighed var vokset, siger han udtrykkeligt: «I skal blive som Gud», eller som guder. Og netop dette: «I skal blive som Gud» – nemlig ikke ved nogen Guds nåde og gave, men ved egen «kundskab om godt og ondt», ved jeres egen handling, egen gerning – det greb dybt ind i mennesket; det satte spor i Adams slægt, som endnu i dag uophørligt stikker frem. Det er også uden tvivl betydningsfuldt, at slangen vakte et kundskabsbegær, som især bidrog til dette store og forfærdelige fald. Luther siger: «Det er egentlig Djævelens naturlige gift, at mennesket vil være klogere, end det af Gud er befalet.» For det første er der i det hele taget intet, som har gjort menneskene så tossede i åndelige ting og så voldsomt fjendtlige mod Gud og hans veje, som den indbildske visdom. «Skønt de mente at være vise, blev de tåber», selv om de virkelig havde det største forråd af kundskaber. Apostlen siger, at «kundskaben opblæser»; en større rigdom på forstand og viden bliver derved den mægtigste fristelse til selvforgudelse og selvklogskab; og alene derved er et sådant menneske straks, mere end noget andet, uegnet til Guds visdom. «Gud står de hovmodige imod» (1 Pet 5,5) og skjuler sit lys for «de vise og kloge» (Matt 11,25). Men når Gud står et menneske imod, så er det ude med det; så falder det fra den ene dårskab i den anden. «Så får det en sådan visdom», siger Luther, «at det anser det, som er synd, for retfærdighed, og det, som er den yderste dårskab, for den højeste visdom. For dertil plejer Djævelen at drive det, at jo længere mennesket kommer bort fra Ordet, desto mere lærd og vis synes det selv, at det er». – Men desuden viser de sorteste fristelser sig ofte blot som nysgerrighed eller trang til at vide det, man ikke skal vide. Det er dels et begær i mennesket efter at lære det forbudte at kende, dels slangens stemme, som siger: Det kan være nyttigt for dig at blive vis af erfaring eller ydmyg gennem synd osv. Men ved denne blanding af sandhed og løgn har den gamle slange fanget og myrdet mangen en sjæl. En tilskyndelse til synd kommer altid fra Djævelen, også selv om han bruger en sandhed til det. – Men vi vender tilbage til teksten.

Og kvinden så, at træet var godt at spise af, og at det var en lyst for øjnene, og at det var et dejligt træ, fordi man fik forstand af det; og hun tog af dets frugt og spiste; og hun gav også sin mand, som var hos hende, og han spiste. Her er nu samlet alt det, som bevægede kvinden til synd: For det første, at træet var godt at spise af og en lyst for øjnene. Dér er selve begæret eller syndens behag. For det andet, at træet var dejligt, fordi det gav forstand. Dér er frugten af Djævelens prædiken. Hun var nu så langt fra at tro Guds trussel og frygte nogen straf, at hun tværtimod regnede det for nyttigt at spise af den forbudte frugt. Så vidt kan Djævelen drive det! Og dér har vi de to hovedfarver, som han altid smykker synden med i fristelsens stund. Nemlig for det første: den er meget dejlig og behager kødet meget; for det andet: den er slet ikke farlig, snarere tværtimod nyttig. I de samme smukke farver strålede synden også for Judas, da Djævelen havde indgivet ham at forråde Jesus. Det har vel uophørligt hvisket i hans indre: «Tænk, tredive sølvpenge! Tænk, hvor megen nytte og nydelse du kan få ud af dem!» Og for det andet: «Ingen fare! Jesus er uskyldig, og vi har en lov; han kan ikke blive dømt. Og så igen, først og sidst: Tænk, tredive sølvpenge!» Sådan gik det også her med Eva. Hun så på træet – så på den forbudte frugt, på fristelsens genstand, og den var «dejlig»; og hun lyttede til slangens stemme, som forsikrede: «I skal slet ikke dø» – og træet bliver mere og mere dejligt, jo længere hun ser og lytter sådan – og så gik det, som Apostlen siger: «Når begæret har undfanget, føder det synd; men når synden er fuldbragt, føder den død» (Jak 1,15).

Derom følger nu: Og hun tog af frugten og spiste, og hun gav også sin mand af den, og han spiste. O, forfærdelige stund! Hun tog – hun tog den frugt, som den almægtige, den store, gode Gud havde forbudt – hun tog – og hun spiste – og hun gav sin mand af den – og han spiste. Nu var det gjort. Og hvad fulgte så?

Da åbnedes begges øjne, og de blev klar over, at de var nøgne. Og de syede figenblade sammen og bandt dem om sig.

Og de hørte Herren Gud vandre i haven, da dagen begyndte at blive sval, og manden skjulte sig med sin hustru for Herren Guds ansigt mellem træerne i haven.

Se, dér er nu døden! – den død, som Herren Gud havde talt om: Den dag du spiser af det, skal du dø. Nu flygter de for Gud, nu skjuler de sig for deres himmelske Fader; så var det salige fællesskab mellem dem og deres kærlige Fader nu opløst; den søde, barnlige fortrolighed, som de havde levet i med deres Fader, var nu borte; glæden ved Guds nærvær, kærligheden til ham og tilliden til hans ord og hans hjerte var forsvundet; Guds gode Ånd og den rette kundskab om Gud og hans vilje, det rene og villige sind, kort sagt: Guds billede både i forstand og hjerte – alt var forsvundet. Og i stedet var der kommet et grufuldt djævlebillede ind i deres sind: rædsel for Gud, skyhed og uvilje og en grufuld forvirring i tankerne, blindhed og ondskab i hjertet – som vi snart skal se af teksten. Sådan så det nu ud med de mennesker, der lige før havde været så gode, salige og hellige. Dette var døden; som Skriften siger: Kødets sind er død (Rom 8,6). Netop det er den åndelige død, «når sjælen skiller sig fra Gud ved synden», ligesom det er den legemlige død, når sjælen skiller sig fra legemet. Når troen eller den barnlige tillid og samværet med Gud hører op, og sjælen bliver sky, fremmed og vendt bort fra ham, ikke længere søger ham, men flygter for ham – det er døden. Når det bliver følgen af en synd, så sker det, som Apostlen siger: Når synden er fuldbyrdet, føder den død. Sådan gik det her med Adam og Eva. De flygter bort fra Gud. Adam skjulte sig med sin hustru for Herren Guds ansigt mellem træerne i haven. Guds ansigt, Guds komme og nærvær havde før været deres højeste lyst og salighed. Og nu flygter de og forfærdes ved hans røst, skønt han slet ikke kommer på en skrækindjagende måde, ikke kommer med storm, torden og lyn som på Sinaj bjerg og heller ikke kommer i den mørke nat, men på den lyse, skønne aften, «da dagen blev sval», og vinden stille går gennem paradiset og blidt rører bladene på træerne – da flygter de for deres Fader. O, Adam og Eva, hvad er der dog sket? Hvorfor flygter I for jeres milde, kærlighedsrige, himmelske Fader? – Men sådan er syndens frugt. Her går det i opfyldelse, som Moses truer med, når han i 3 Mos 26,36 siger om de straffe, der skal følge efter synden, at de skal jages på flugt af et raslende blad, der bevæges af vinden, og flygte, som flygtede de for sværdet, og falde, selv om ingen forfølger dem. Sådan gik det nu her med Adam og Eva. Og denne hjerteangst for Gud er gået i arv til alle deres børn sammen med faldets andre følger; for det er stadig menneskets faste natur at være sky for Gud og bæve, så snart samvittigheden er vågen. Så meget mere, når der sker et grovere syndefald; da bliver mennesket så forvirret og svækket, at det ikke kan røre sig. – O, et tungt fald! Før havde Adam og Eva så herlig en tillid til Gud, ja, så glad og fredfyldt et hjerte, at de ikke engang ville have bævet, om de havde set himlen falde. Og nu flygter de, så snart de blot hører den gode Guds røst. O, hvilket tungt fald! At komme fra den største tryghed, tillid og lyst til Gud ind i en så forfærdelig frygt, at mennesket skyr Guds ansigt mere end Djævelen, om det så ham stå lige foran sig! For Adam og Eva flygter ikke for Djævelen, men for Gud, deres skaber, flygter de; ham anser de for strengere og mere frygtindgydende end Djævelen, som de anser for bedre – ham flygter de jo ikke for. Derfor er denne frygt egentlig en flugt fra, en afsky for og en uvilje mod Gud.

Så meget i almindelighed om den rædsel, der følger efter synden. Nu vil vi se lidt nærmere på ordene. Der står: Da åbnedes deres øjne. Læg mærke til det: Så snart synden var fuldbyrdet, åbnedes deres øjne – da så de, hvad de havde gjort, da var det forbi med slangens fortryllelse; da var der straks rædsel, angst og nød. Det er et rammende billede. Sådan går det stadig i dag. Når synden er fuldbyrdet, behøver samvittigheden ikke længere at sove, nu får den lov at vågne, og nu bliver synden «overmåde syndig» (Rom 7), nu er hele mennesket afskyeligt for sig selv, forvirret og angst, i skam og bæven for Gud. Nu følger: Og de blev klar over, at de var nøgne, og syede figenblade sammen. De havde før levet i så hjertelig uskyld, ligesom små børn, at de ikke engang havde forstået at skamme sig over for hinanden, skønt de gik nøgne. Nu var det ikke længere sådan; nu var synden i alle deres lemmer; nu var deres sind ikke længere rent og uskyldigt; nu behøvede de forklæderne. Og sådan havde de nu lært synden at kende.

Her ser vi, hvad det betyder, at træet blev kaldt «træet til kundskab om godt og ondt». Det var ikke selve træets frugt, der havde den virkning at åbne deres øjne og fylde dem med skam og rædsel – det var Guds forbud og deres ulydighed mod det, der havde sådanne virkninger. Som Luther siger: «Adam sætter nok tænderne i æblet; men i virkeligheden sætter han tænderne i en torn, som hedder Guds forbud og ulydighed mod Gud.» Derfor finder vi i «træet til kundskab om godt og ondt» og i selve det navn blot en forklaring på Paulus’ ord i Rom 3,20: «Ved loven kommer erkendelse af synd.» Og det sker på to måder: For det første ved at loven med sine bud og forbud vækker begær; som Apostlen siger: «Jeg vidste ikke af begæret, hvis ikke loven havde sagt: Du må ikke begære. Men synden fik en anledning og virkede ved buddet alt begær i mig; for uden loven er synden død.» Sådan gik det også her. Havde Gud ikke forbudt Adam og Eva at spise af dette træ, så havde slangen vel aldrig vakt deres begær efter det. Slangens sæd har nu fået sådan fæste i vores hjerter, at vi af ren natur begærer netop det, der bliver forbudt os. Denne slangeyngel, syndens sæd og rod i vores hjerter, ligger dér stille, død og uvirksom, indtil et bud bliver hørt. Da vågner slangesæden i os til strid og drift imod buddet; sådan som Apostlen bevidner i de ord, vi lige har anført, og som alle vakte sjæle så bittert erfarer. Derfor står der igen: «Syndens kraft er loven» (1 Kor 15,56). Det andet, loven gør for at åbenbare synden, er, at den som et spejl viser os, hvad der er ondt og urent, straffer og fordømmer det og dermed knuser synderen. – Om alt dette siger Luther igen: «Loven åbenbarer synden og gør den levende, mens den før kundskaben om loven ligger som død eller sovende. For mens den er i gerningen, hviler den; men når loven kommer, så åbnes øjnene, så mennesket betænker, hvad Gud har befalet, og hvilken straf han har fastsat over overtræderne. Når det nu sker, at loven således hersker og bliver mægtig i samvittigheden, så er der den rette erkendelse af synden, som et menneskehjerte ikke kan bære, medmindre Gud kommer det til hjælp med evangeliet. At Moses derfor siger, at de, efter at de havde spist æblet, så, at de var nøgne, er ikke sagt forgæves. For sådan går det endnu i dag. Derfor er loven endnu for os et træ til kundskab om godt og ondt.»

Og de hørte Herren Gud vandre i haven, da dagen begyndte at blive sval. Hvad mon den kære Gud vil i haven? I hvilket ærinde kommer han nu på syndefaldets dag? Ganske vist straffede han synden; han undskyldte den ikke, og hans dom kunne ikke ændres – men han havde dog nogle «fredstanker» at åbenbare for de forskrækkede børn; det var egentlig for at forkynde et frelsesråd, at han kom. Med straffen for synden udfoldede han blot det, han før havde sagt og truet med, og som de allerede havde erfaret og forstået dybt nok; nu havde han derfor først og fremmest et andet ærinde – det var noget nyt og ukendt for dem, som han ville kundgøre – han taler nemlig om «kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved», hævne den skade, de havde lidt, og råde bod på og genoprette det, som var gået tabt ved slangens list og deres syndefald. Det var den barmhjertige Faders egentlige ærinde, da han på syndefaldets dag, da solen begynder at gå ned, kommer i haven. Hans barmhjertige hjerte kunne ikke bære at vide, at hans fortabte børn i deres angst og rædsel skulle ligge natten over bag træerne og tænke på hans vrede og på at «døden dø» uden at have en eneste stråle af håb og trøst. Derfor opsøgte han dem straks samme dag i deres skam og bæven. Han, som siden bød os «ikke at lade solen gå ned over vores vrede», gav her selv den første prøve på sit forsonlige hjertelag. Kristus har også åbenbaret, at Gud har et sådant hjerte, at han ikke engang kan tåle, at hans børn blot ligger i en eller anden nød og råber til ham «nat og dag» uden hjælp og trøst – «skulle han være tålmodig med det?» siger Kristus (Luk 18,7). Skulle han så være tålmodig med, at hans mest elskede, men faldne børn nu skulle ligge helt uden håb, i fortvivlelse og angst på grund af hans ord? – Som allerede sagt: Ganske vist straffede han synden, ganske vist stadfæstede han sin dom; men samtidig forkyndte han dem dog sit besluttede frelsesråd: «Kvindens sæd skal knuse slangens hoved.» Og hvor levende de greb det, ser vi, da Eva får sin første søn og straks udbryder: «Jeg har fået Herrens mand.»*) Straks troede hun, at Helten og Frelseren, som Herren havde lovet, Herrens mand, var kommet – og deraf ser vi, at løftet havde været tydeligt nok for dem til at give dem trøst og håb.

*) Den nye oversættelse: Jeg har født en mand med Herrens hjælp.

Her må jeg jo se, at Guds nåde og kærlighed er en helt ufortjent, fri og forekommende kærlighed, fuldstændig uafhængig af os. Her var den største skyld og intet tegn på nogen omvendelse, anger, bøn og lignende. Adam og Eva havde i fristelsens stund alle de evner, der skulle til for at modstå det onde, en klar og ren forstand, et rent hjerte og fri vilje – de havde altså kun ydre fristelser – og alligevel brød de deres Faders bud. Og da faldet var sket, søgte de ikke Gud for at bekende deres synd og bede om tilgivelse – nej, tværtimod flygter de bort fra Gud og skjuler sig bag havens træer; og når Herren taler til dem, hører man kun selvforsvar, undskyldninger og bitter uvilje mod Gud selv, som også skulle have skyld i faldet, når Adam siger: «Kvinden, som du – du – du har givet mig, bedrog mig.» Så fordærvede var deres hjerter nu. Og alt det vidste Herren; og alligevel – skønt deres skyld og ondskab var så stor – alligevel kom den barmhjertige Fader med en sådan kærlighed og opsøgte dem for at forliges med dem og trøste dem. O, her ser jeg det guddommelige hjerte. Her ser jeg, at Guds kærlighed er en helt forekommende, en opsøgende kærlighed, fuldstændig uafhængig af, hvordan det står til med synderen. Den strenge retfærdigheds dom kunne ikke rokkes – syndens løn var døden; men den guddommelige barmhjertighed havde fundet en vej til på én gang at gøre retfærdigheden fyldest og samtidig frelse synderen: En kvindesæd skulle komme og gøre faldet godt igen – «i hvem han har udvalgt os før verdens grundlæggelse» (Ef 1,4). På den grund var barmhjertigheden fri til at udgyde sig over de faldne. Derfor kommer han nu her, på syndefaldets dag, og løber efter den fortabte søn – hans «yndlingssøn» var faldet – «derfor bevæges mit hjerte for ham, siger Herren, og jeg vil forbarme mig over ham.»

Vi burde sandelig give agt på denne første store prøve på Guds ufortjente nåde. I stedet går vi og vejer og måler graderne af vores synder eller af vores omvendelse, anger, bøn og lignende og dømmer derefter om Guds nåde mod os – o, hvilket dybt fald! Hvilke grufulde følger har syndefaldet haft i vores sjæl, som er så bundet i mørke og vantro! Du siger: «Min synd er så utilbørlig, så utilgivelig; jeg kendte Guds vilje, men gjorde lige imod den.» Stakkels sjæl! Du var så hårdt tvunget, du er ikke fri, du er «solgt under synden» (Rom 7,14). Adam derimod var fri og syndede alligevel; han kendte også Guds vilje, men gjorde lige imod den. Og alligevel løber den barmhjertige Fader efter sin fortabte søn. – Du siger: «Jeg har ingen rigtig anger over min synd; jeg kan ikke bede rigtigt.» Svar: Adam og Eva undskyldte ligefrem deres synd og bad ikke med et eneste ord om tilgivelse; og alligevel kommer den barmhjertige Gud og tilbyder dem nåde og forlig. Guds kærlighed er altså helt fri, ufortjent og uafhængig af synderen; for den grunder sig på en andens fortjeneste og bøn, «kvindens sæd», «Herrens mand», «Guds lam, som bærer verdens synder». Den, som ikke tror på ham, ikke standser ved Herrens røst og lader sig forsone med Gud, men bliver borte, han er borte og forbliver evigt borte. Men den, som tror på ham, den, som hører Guds røst og både lader sig straffe for synden og trøste med «kvindens sæd», han «skal ikke fortabes, men have evigt liv», selv om han mærkede alt det onde i sit hjerte, som vi her finder hos Adam, ja, selv om hele syndefaldet og al slangens gift kogte i ham.

Og Herren Gud kaldte på manden og sagde til ham: Hvor er du?

Gud kaldte på Adam. Han overlod ham ikke til sin vrede, men opsøgte ham og kaldte ham stadig til sig. Sådan er Guds sind. Men det er der talt mere om ovenfor. – Gud kommer i haven, da dagen bliver sval, og råber efter Adam: Hvor er du? Hvorfor skjuler du dig? Hvad er der nu sket? Før er du kommet mig glad i møde – nu skjuler du dig! Hvad er grunden? Sådan begynder Herren at søge at vække ham til erkendelse. At Herrens spørgsmål rummer noget sådant, ser vi af Adams svar, for alene på spørgsmålet: Hvor er du? begyndte han at forklare, hvorfor han havde skjult sig. Se v. 10. – Dette er nu det første eksempel på Guds kald til en synder på jorden – første gang en synder vækkes til omvendelse. Herren begynder med at knuse ham; for i ordene: Hvor er du? ligger, som Luther bemærker, lovens røst i samvittigheden, eller lovens mening og formål, som er at overbevise synderen om hans faldne og ulykkelige tilstand. For da intet skabt er usynligt for Herren, men alt er nøgent og blottet for hans øjne (Hebr 4,13), og Herren alligevel råber: Adam, hvor er du? så vil han dermed sige: «Nu kommer jeg for at spørge efter dig. Kom frem og svar for mig: Hvad er der nu blevet af dig? Hvor er du havnet! Hvor er nu Guds herlige billede, som skulle herske over jorden? Hvor ligger han nu gemt bag træerne? Og tror du, at jeg ikke ser dig? Du holder dig skjult for mit ansigt; men hvor vil du gå hen?» – Det var, hvad Herrens spørgsmål rummede. Derfor kom Adam også straks frem og begyndte at forklare sig.

Se her – denne kaldende røst, dette råb: Hvor er du? skal hver eneste synder høre fra Gud. Dette første eksempel gælder for alle verdens tider og for alle Adams børn. For det første er det et faderligt råb til de troende, når de har forset sig. Allerede de små børn hører ofte tidligt, når de har syndet, en røst i deres indre: Hvad har du gjort! – så længe den gode Ånd ikke er blevet overdøvet, og deres ører ikke er blevet døve af forfængelighedens og lysternes larm. Men især er det noget, som alle troende kristne mærker dagligt – dette uophørlige råb: Hvor er du? – Når de fx har forløbet sig, syndet og forset sig, råber det straks angst: Hvor er du? Hvad har du gjort? – Eller når de er kommet til at blande sig med forfængelighedens børn, når de af svaghed, menneskefrygt eller for at behage mennesker har deltaget i forfængelig snak og på en eller anden måde, med ord eller gerning, har fornægtet deres Herre, så får de straks ligesom Peter et gennemtrængende blik fra Frelseren, som siger i deres indre: Hvor er du? O, hvad har du gjort? Alt dette er vennens slag, hvormed han formaner os til omvendelse – en erfaring, som ikke kan betales med al verdens guld! Ve, o ve den kristne, som ikke længere får de blikke, de råb i sit indre! – – For det andet er det et vækkelsens råb til de åndeligt døde, som lever uden Gud i verden. Midt i syndens, forfængelighedens og de verdslige fornøjelsers lysthave råber det ofte i deres indre: «Hvor er du? Det står ikke godt til med dig, du trænger til at omvende dig, til at vende om.» Når de engang er blevet omvendt til Herren, bekender de, at de længe og ofte har hørt det råb og været opsøgt af Herren – at det ofte forstyrrede deres lyst til synden – især «da dagen blev sval», når fornøjelsen er forbi, og de bliver alene eller går til nattens hvile, da råber det i deres indre: Hvor er du? Eller når de hører Ordet, en prædiken eller en skriftetale, og de ved nadverbordet skal træde frem for Guds ansigt, da råber det ofte om deres synder, om den omvendelse, de endnu ikke har gjort, om nødvendigheden af at vende om: «Hvor er du? Tiden flyver; hvornår vil du dog engang omvende dig?» – Og den, som ikke vender tilbage til Gud i en hel omvendelse, skal vide, at engang må han alligevel, hvad enten han vil eller ej, komme frem for Guds ansigt – ja, engang – før eller senere – i tiden eller i evigheden – skal hvert eneste menneske høre det råb, så det går gennem marv og ben: «Hvor er du? – Hvad har du gjort?» – For det er umuligt for nogen synder at undslippe den almægtige, hellige Gud. For ham er intet skabt usynligt; men alt er «nøgent og blottet for hans øjne» (Hebr 4,13). Vær derfor ikke sikker i din sag! Gud venter nok med straffen og tier, som om han slet ikke så dine synder, men engang skal du høre hans røst. Sådan siger han selv: «Du, som hader tugt og kaster mine ord bag dig – sådan gør du, og jeg tier; derfor tror du, at jeg er som du; men jeg vil straffe dig og stille det for dine øjne» (Sl 50,17.21). Derfor siger Apostlen: «Herren kommer – og han skal bringe for lyset, hvad der er skjult i mørket, og åbenbare hjerternes planer» (1 Kor 4,5). Og igen siger Skriften: «Tænk ikke: Jeg har nok syndet før, og der er ikke sket mig noget ondt. For Herren er tålmodig; men han lader dig ikke slippe ustraffet. Og vær ikke så sikker, fordi din synd endnu ikke er straffet, at du bliver ved med at synde. Tænk heller ikke: Gud er meget barmhjertig, han straffer mig ikke, jeg synder, så meget jeg vil. Han kan lige så hurtigt blive vred, som han er nådig» (Sir 5,4–7). Hvor der er synd, dér skal der komme sorg – enten i tiden «den sorg, som er efter Guds sind, som virker omvendelse til frelse», eller også, efter tiden, en evig gråd.

Som lige blev sagt: Hvad der står her, gælder for alle verdens tider og for alle Adams børn. Enhver må komme frem for Herren og gøre op med ham om sine synder i tiden; ellers møder de ham i evigheden. Sagen er denne: Vi er alle syndere – her er ingen forskel; blev vi dømt efter det, ville intet kød blive frelst. – Forskellen er kun, at nogle holder sig borte fra Gud, bliver ved med at blive borte og ikke kommer, mens nådens tid er, for at søge og tage imod nåde. Kristus siger: «Dette er dommen» (fordømmelsens årsag), «at lyset er kommet til verden, men menneskene elskede mørket mere end lyset; for deres gerninger var onde» (Joh 3). Kommer vi derimod til lyset og gør op med Gud om vores synder, så bliver alt godt, selv om vi var de forfærdeligste syndere; som Herren siger – og åh, gid vi kunne tage de ord til hjerte: «Kom, lad os gå i rette med hinanden! Om jeres synder end var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne; og om de end var røde som purpur, skal de blive som uld» (Es 1). Sådan siger også Kristus i Matt 18, at da kongen kaldte sine tjenere til regnskab, og der kom en frem, som skyldte ti tusind talenter, fik denne alligevel straks hele gælden eftergivet, da han faldt ned og bad. Sådan vil Herren handle med os, når han kalder os til regnskab. – Men vi vender tilbage til historien.

Og Adam sagde: Jeg hørte dig i haven; da blev jeg forfærdet, fordi jeg er nøgen; derfor skjulte jeg mig. Se nu Adam her. Han nævner ikke et ord om noget syndefald – i stedet nævner han andre grunde til, at han flygtede, for at undgå det ømtålelige spørgsmål om synden. Først er det Guds røst, som har været så forfærdelig, at han har måttet flygte – skønt han før så ofte havde hørt den samme røst og aldrig var flygtet. Så forvirret, tåbeligt og falsk taler han nu. For det andet nævner han ganske vist noget om sig selv, men kun det, at han var nøgen. Han taler om alt andet, bare ikke om sin synd. Og han taler kun om det, som Gud havde gjort – om det nøgne legeme, som Gud havde skabt, og om Guds røst – men ikke et ord om sin synd. Se, sådan er Adam nu blevet, sådan var mennesket nu! Det er første gang, vi hører en synder tale. Det rene, gode menneske fandtes ikke mere på jorden – det er ikke længere den samme Adam som før, men et helt andet menneske, fuldt af dårskab og ondskab. paradisets herlighed er nu borte. – Men hvad gør Herren nu? Da Adam slet ikke vil nævne sin synd, tager Herren ham på hans egne ord og siger:

Hvem har ladet dig forstå, at du er nøgen? Har du spist af det træ, som jeg forbød dig at spise af? Herren vil sige: Du har også før været nøgen og har aldrig følt nogen skam eller sky ved det; hvordan har du nu fået denne følelse ved dit nøgne legeme? Har du ikke spist af det træ, som jeg havde forbudt? Har du ikke syndet mod mig?

Manden svarede: Kvinden, som du gav mig til at være sammen med mig, hun gav mig af træet, så jeg spiste. Her træder Adams fordærvelse og ondskab endnu tydeligere frem. Han har fået et bestemt spørgsmål, om han ikke har syndet; han kan derfor ikke undgå at tale om selve sagen. Men hvad gør han? Han har ikke ét ord af sand erkendelse, men søger kun at undskylde sig: Kvinden, som du gav mig, var årsag til, at jeg spiste. Dette er nu det første, der kendetegner de faldne mennesker: De vil ikke vedkende sig deres synd, men vil gøre sig uskyldige. Da Herren straks vendte sig til kvinden og spurgte: Hvad er det, du har gjort? havde hun samme art som Adam; hun fører samme tale, nemlig at hun var blevet forledt af en anden – hun sagde: Slangen bedrog mig, så jeg spiste. Denne art er så karakteristisk for menneskets natur, at vi også finder den hos små børn, så snart de er begyndt at tale. Er der begået en lille fejl, søger de straks at skyde den fra sig over på en anden. Denne uart findes hos dem, før de nogensinde har lært den udefra; den er dem medfødt. Denne vores natur viser sig hele tiden, i store og små ting: for det første over for mennesker, idet ingen vil tage skylden på sig, ingen vil bekende sine dårlige sider, men dækker over dem eller forsvarer dem, selv om man inderst inde føler sig skyldig; for det andet over for Gud, idet man aldrig vil bøje sig for hans domme og give dem ret over sig, men altid søger at «undskylde og bortforklare sig», og det er grunden til al sikkerhed, ubodfærdighed og usalighed. Men bliver mennesket så angrebet hårdere og presset af Guds lov, da stiger ondskaben endnu højere – da bliver det også bittert mod Gud selv, som har skabt os og givet os sin lov. Dette er nu det andet, vi finder i Adams svar. Han undskylder ikke blot sig selv, men vil også skyde skylden over på selve Herren Gud, når han siger: Kvinden, som du har givet mig, gav mig osv. Her mærker man tydeligt, at han dermed vil bebrejde Gud, at han gav ham kvinden. Ellers kunne han blot have sagt: kvinden, eller: min hustru – især da der ikke fandtes nogen anden kvinde – men han tilføjer med vilje: som du har givet mig. – «Derfor», som Luther siger, «er disse ord fulde af modvilje og vrede mod Gud, som ville han sige: Dette snavs har du selv kastet på mig; havde du ikke givet mig kvinden, men givet hende en have for sig selv, så hun ikke boede hos mig, så var jeg nok forblevet uden synd; men at jeg nu har syndet, er din egen skyld, fordi du har givet mig kvinden.» Se, hvilken grufuld ondskab der har taget det lige før så rene og gode menneske i besiddelse! Da Adam burde have løbet den barmhjertige Fader i møde, kastet sig ned for hans fødder, med bitre tårer bekendt sin grufulde synd og bedt om tilgivelse, begynder han først med at give falske og undvigende svar og skyder skylden på Guds røst og på det nøgne legeme, som Gud havde skabt, som årsag til sin flugt. Siden, da Herren spørger ham lige ud, om han ikke har syndet, begynder han med bestemte ord at undskylde sig, ja, endog at bebrejde Gud, at han skulle være skyld i hans fald, fordi han havde givet ham kvinden. I stedet for at sige: Jeg har syndet, siger han hermed: Du, Gud, har syndet, du som gav mig kvinden. Her ser vi i Adam, hvordan alle mennesker er og gør, når de har syndet og fornemmer lovens røst i samvittigheden, men endnu intet evangelium og ingen tro har taget deres hjerter i besiddelse og forandret dem. Havde Gud straks råbt: Adam, du har tilgivelse. Jeg ved, hvordan du har syndet, men jeg har tilgivet det – så ville Adam i inderlig ydmygelse have angret og bekendt og i højeste grad forbandet sin synd og sagt: Jeg har syndet, jeg har syndet! Barmhjertige Fader, tilgiv mig! Men fordi håbet om tilgivelse endnu ikke fandtes hos ham, men kun Guds dom, frygt og bæven, var hans hjerte lukket, hårdt og bittert mod Gud. «Loven kan ikke gøre levende»; den gør ikke mennesket fromt og godt, men forøger kun synden i hjertet – «loven virker vrede». Her siger Luther igen: «Adam er her et forbillede for alle, der synder og fortvivler i synden; for de kan ikke gøre andet end anklage Gud og undskylde sig selv, eftersom de ser, at Gud er almægtig og kunne have forhindret sådanne synder. Så forfærdeligt står det til med synden, hvis ikke hjertet i rette tid bliver rejst op og trøstet med løftet om syndernes forladelse. Og det udretter loven, når den er alene, uden evangeliet og kendskabet til nåden, nemlig at den til sidst fører til fortvivlelse og ubodfærdighed.»

Og her hjælper det ikke, at man ser, at alt dette er galt – man kan dog ikke andet, så længe nåden eller Guds tilgivelse ikke har varmet og ydmyget hjertet. Eva så uden tvivl, hvor dårligt Adams undskyldning lykkedes, og burde have taget ved lære af det, så hun havde givet Gud æren, bekendt synden og i ydmyghed bedt om nåde og tilgivelse. Men nej, hun gør straks efter på samme måde som Adam; hun er slet ikke bedre. Ligesom han havde skudt skylden på kvinden, skyder hun skylden på slangen, som også var Guds skabning. Som om hun ville sige: «Slangen, som du, Gud, har skabt og ladet gå omkring i paradiset, bedrog mig.» Sådan anklager de Skaberen og undskylder sig selv. Sådan går det stadig: På vantroen følger ulydighed i alle vores kræfter og lemmer; på ulydigheden følger undskyldninger. Synden vil ikke være synd eller straffes som synd, men vil hedde uskyld; og når den ikke får lov til det, beskylder den Gud for løgn og bliver således af en menneskelig synd til en helt igennem djævelsk; og sådan går vantroen over i gudsbespottelse og ulydigheden i anklage mod Skaberen. Og det er da syndens sidste trin, nemlig at bespotte Gud og tilregne ham synden, som om den kom fra ham. Det finder vi her hos Adam og Eva.

Så har vi nu set oprindelsen og urkilden til al synd og forbandelse på jorden og til al den jammer og nød, alle de kvaler og tårer, som synden har ført med sig i tiden. Vi har set grunden og ophavet til den bundløse fordærvelse, den mærkværdigt onde natur, som vi dagligt sukker og klager over, så snart vi er vakt op af syndesøvnen. For som forældrene var, sådan blev også børnene. Derfor står der også meget betydningsfuldt i 1 Mos 5,3: «Adam fik en søn, som lignede ham, i hans – ikke Guds – billede.» Det dybe ord: døden skal du dø, indebar en sådan uddøen af Guds billede i mennesket, at det ikke længere fandtes i hele slægten, som desuden dengang var indesluttet i Adam og Eva. Derfor blev der kun født den faldne Adams billede i hans børn. Kristus forklarer arvefordærvelsen sådan: «Det, som er født af kødet, er kød» (Joh 3,6). Ligesom hver klump af en mængde ler er ler, og en kvist af tornebusken også er torn, sådan er alt, hvad der er udsprunget af Adams blod, den samme fordærvede slægt. Af kød kommer kun kød. «Der er ingen forskel», siger Apostlen, for «alle har syndet» (Rom 3). I form og udvikling er der mangfoldige forskelle; men arten og naturen er den samme. «Det, som er født af kødet, er kød.» «Derfor, ligesom synden er kommet ind i verden ved ét menneske og døden ved synden, og således er døden kommet til alle mennesker, fordi de alle har syndet – således er der ved én overtrædelse kommet fordømmelse over alle mennesker; ligesom der også ved én retfærdighed er kommet retfærdiggørelse til liv over alle mennesker» (Rom 5). Den, som ikke vil tro, at han er så gennemfordærvet, skal bare for alvor prøve kræfter med Guds bud og forsøge at opfylde dem i alt blot én eneste dag – han vil ikke engang kunne gøre forsøget for alvor, nej, ikke i en time – han vil ikke i ét minut kunne elske Gud «af hele sit hjerte, af hele sin sjæl, af alle sine kræfter» osv. Nej, det er ikke muligt at give, hvad man ikke har, at tælle penge op af en tom pung. Guds billede er borte; hjertets renhed, forstandens lys og viljens frihed – alt er borte, det findes ikke – og slangens sæd fylder alt kød. Derfor begyndte Gud tidligt at klage over den endnu unge menneskeslægts store fordærvelse. Allerede i Bibelens 6. kapitel, før syndfloden, klager han over, «at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at deres hjerters hensigter og tanker kun var onde». Da begyndte Gud også at true og straffe, så han endda lod syndflodens forfærdelige straf gå over alt kød på jorden. Men derved blev menneskets hjerte ikke forbedret eller ondskaben formindsket – straks efter syndfloden bevidner Herren igen, at «menneskehjertets hensigt er ond fra ungdommen af» (1 Mos 8,21). Og sådan er det fortsat fra slægt til slægt. Da Herren Kristus kom til verden, gav også han samme vidnesbyrd om menneskets hjerte. Han siger: «Indefra, fra menneskets hjerte, udgår de onde tanker, hor, utugt, mord, tyveri, griskhed, ondskab, svig, udsvævelse, misundelse, bespottelse, hovmod, dårskab; alt dette onde kommer indefra» (Mark 7,21–23; jf. Matt 15,19). Bliver der ikke heraf et forfærdeligt djævlebillede? – eller en slangerede, fuld af «hugormeyngel»? Ligesom et glødende jern er gennemtrængt af ild, og en svamp er fyldt med vand, sådan er menneskets hjerte fyldt med syndens gift. Her er grunden til de retfærdiges klage, uro, suk og tårer. – Dette først i almindelighed om vores arvefordærvelse.

Vil vi se nærmere på den og betragte de enkelte sider, den viser sig i, behøver vi blot at give agt på, hvad vi dag for dag og time for time finder hos os selv, og sammenligne det med Guds ord. Da finder vi fx, at det er vores alles bestemte natur ikke at frygte Gud, men at være sikre i synden; det er vores natur ikke at elske Gud, men hellere at elske de usleste jordiske ting og være kolde eller uvillige over for Gud; det er vores natur ikke at forlade os på Gud, men at stole på os selv eller andre eller også helt at fortvivle; det er vores bestemte natur ikke at elske vores næste som os selv, men kun at søge vores egen fordel, selv om det sker på næstens bekostning; videre er det vores natur at have forvendte tanker om Gud og himmelske ting; videre, at vi har et jordisk sind, der glemmer det evige for det timelige; at vi er fyldt af begæringer, som strider mod Guds bud, og at vi er uvillige til det, Gud befaler; endelig, at vi helt mangler evne til at ændre os på dette punkt: Ligesom et dødt legeme ikke kan stå op og arbejde, således kan vi heller ikke omvende og forbedre os, hvis ikke Gud selv kommer med sin røst, giver os liv og «skaber et nyt hjerte i os». Alt dette finder vi på samme måde hos os selv som hos Adam og Eva.

Lad os først betragte vores sikkerhedsnatur. Som lige blev sagt, er det vores alles natur, at vi ikke frygter Gud og ikke er bange for synden, men at vi, når vi har syndet, nok kan blive forskrækket af samvittigheden og flygte fra Gud, men ikke vil bekende synden i ydmyghed og bede om tilgivelse. For eksempel: Vi har fra barndommen lært Guds hellige vilje og bud: «Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl» osv. Vi har bekendt det i troens artikler, og vi har i hele vores liv, lige fra vi blev dannet, erfaret Guds utallige velgerninger: Han har givet os legeme og sjæl, øjne, ører og alle lemmer osv. Han har bevaret alt dette mod utallige farer; han har ladet alt, hvad der er skabt, stå til vores tjeneste; kort sagt, hans velgerninger er ikke til at tælle. Videre har vi hørt, at «Gud elskede verden sådan, at han gav sin enbårne Søn» til vores frelse. Den enbårne Søn er blevet et menneskebarn, er blevet vores bror; han har givet sit blod til vores synders forladelse; han har givet os sit ord og sin Ånd til vores omvendelse, trøst og ledelse; han har tidligt i vores livs morgen optaget os i sin nådepagt og siden bespist os med sit legeme og sit blod. For alt dette ville det jo være mere end rimeligt, at vi af hele vores hjerte skulle elske en så nådig Gud, takke og love ham, adlyde og tjene ham. Og i stedet har vi måske i fyrre, halvtreds år levet uden Gud i verden, trådt hans bud under fode og foragtet hans kærlighed, levet helt dristigt løs i overtrædelser og synder efter denne verdens løb og kun gjort, hvad kødet og sindet havde lyst til – af og til fornemmet hans advarende røst og hans Ånds milde banken på vores hjerter, men foragtet det, flygtet længere bort og levet endnu friere i synden og – trods alt dette – «højst frygtet helvede et øjeblik». Det må da kaldes sikkerhed. Sådan er jo hele verdens løb; sådan er jo vores alles natur. Undrer du dig over det, så tænk bare på, hvor vi kommer fra. Undre dig ikke! Det var jo slangens første røst til Adam og Eva: «Skulle Gud have sagt?» Skulle I være bundet af noget bud? Og: «I skal slet ikke dø.» Dér er grunden. Da blev gudsfrygten taget ud af menneskenaturen, og fra det øjeblik har den aldrig været der. Læg mærke til, at vi taler om naturen, ikke om hvad Ånden kan virke i os. Paulus siger: «Alle er veget af; der findes ingen forstandig; der findes ingen, som søger Gud; der er ingen gudsfrygt for deres øjne» (Rom 3).

Denne almindelige og åbenlyse ugudelighed og sikkerhed er vi dog ikke engang i stand til at se, besinde os på og erkende, før Guds Ånd har vakt os. Først da lærer man fordærvelsen at kende. Da ville man frygte og elske Gud, men kan ikke; man ville sønderknust og ydmyg angre og bekende synden, men kan ikke; man ville elske Gud af hjertet, men kan ikke; man ville sætte sin lid til Gud, men nej, man kan ikke. Man bliver angst, man undrer sig over det, man tror, at man er den eneste, der er så uduelig og ulykkelig. Men der findes intet, som er så almindeligt; det er den fælles arv fra Adam. For først syndede Adam dristigt imod Guds bud; dernæst flygtede han bort og ville ikke bekende synden, men undskyldte og forsvarede sig og hyklede over for Herren. Så undr dig ikke over, at dit hjerte er fuldt af sikkerhed, hårdhed, hykleri og al ugudelighed. Menneskehjertet blev sådan i Adams fald og har siden altid været sådan.

Men under omvendelsens arbejde kommer alle slags synder for dagen. Du ville elske din næste som dig selv, men kan ikke. Det er jo en forfærdelig synd, når den strider lige imod hele den anden tavle i Guds lov; du kæmper, du bliver angst, du undrer dig. Undr dig ikke. Adam begyndte straks efter faldet at skyde skylden på sin hustru; han elskede hende ikke som sig selv. Dér er grunden. – Du ville være ren for alle onde lyster, men du kan ikke; for Eva så, at træet var godt at spise af, og at det var en lyst for øjnene. Det har vi i arv. Men det er ikke blot hjertets ondskab og lyster, det er også et mørke og en forvirring i din forstand, som din fordærvelse og din nød består i. Du kan aldrig tænke rigtigt om Gud; du er sikker, når du burde frygte, og du frygter, når du burde glæde dig med al trøst og glæde. Du kan altså aldrig holde fast ved det rette billede af Gud. Du hører evangeliet, du finder det sandt og herligt, du ville skrive det ind i dit hjerte med uudslettelig skrift, og alligevel forsvinder det på et øjeblik; du synker uophørligt igen ned i dig selv og dine egne gerninger; Gud bliver for dig blot en dommer; det er, som om vi ingen Frelser havde, osv. Undr dig ikke! Slangens ord til Eva: «Gud ved, at hvis I spiser af denne frugt, bliver I vise som han; det under han jer ikke; han er ikke så kærlig en far, som I har troet» – den tale ødelagde fuldstændig det rette billede af Gud i de første menneskers hjerter, så de i stedet fik et «spøgelse med frygtelige horn på» for øjnene, som Luther siger, eller blot en hård og streng dommer, der kom efter dem med sværdet; derfor kunne de heller ikke blive stående, da de hørte hans røst, men flygtede og gemte sig for ham bag træerne. Og så snart de åbner munden, hører man lutter undskyldninger, hykleri og bitterhed fra dem – og både denne rædsel for Gud og denne stolte art, at man selv vil gøre sig retfærdig, gik i arv til os. Sådan har Djævelen fuldstændig revet i stykker, ødelagt og fejet det rette billede af Gud bort af menneskets sind; og fra den stund har ingen haft det, ingen har i det rette lys set Guds hjertelag; fra den stund har troen på Gud altid været anfægtet, sønderrevet og dunkel. Desuden ser vi hos Adam og Eva en forfærdelig formørkelse af forstanden og forvirring i tankerne, så de nu for eksempel prøver at skjule sig bag træerne for den alseende Guds øjne – og prøver at mildne deres forbrydelse med undskyldninger, altså med en ny forbrydelse, osv. Derfor skal du ikke undre dig over, at dine tanker er forvendte! Du har stadig meget af det naturlige menneske i dig; og om det naturlige menneske siger Apostlen, at det «tager ikke imod det, der hører Guds Ånd til, for det er en tåbelighed for det, og det kan ikke forstå det». – Kort sagt: al den syndens elendighed, som alle vakte sjæle klager, ængstes og sukker over, har sin grund i Adams fald.

Men det allermest fordærvelige onde, som slangen plantede ind i vores natur, var den indbildning, «at vi selv skulle være vores egne frelsere og hjælpere». Ordet: «I skal blive som Gud eller som guder» – det gik dybt, det efterlod dybe mærker i vores natur, nemlig al slags hovmod, og især denne allerskadeligste indbildning, «at vi selv har kræfter til at modstå det onde og gøre det gode». Den «frie vilje» i denne betydning er den drøm, som både al sikkerhed og al fortvivlelse kommer af. Kunne den vakte sjæl blot blive overbevist om, at den intet formår, at den frie vilje er tabt, at den er solgt under synden, så ville den snart komme til trøst i Kristus, opgive sit arbejde på at frelse sig selv og «kaste sig som død for Jesu fødder» på lutter nåde. Men det lyder uophørligt: «Du har endnu ikke rigtig prøvet, endnu ikke rigtig anstrengt dig og våget og bedt og kæmpet; i morgen skal du gøre det bedre.» Og så går den ene dag efter den anden lige så ulykkeligt, og alligevel – lige så uophørligt lyder det igen: «Du har endnu ikke rigtig prøvet, ikke været alvorlig nok, ikke bange nok for synden; i morgen skal du gøre det bedre» osv. Den arme sjæl kan ikke fatte, at det netop er det, den ikke har i sin magt, nemlig at være rigtig alvorlig, oprigtig, bange for synden, at våge, bede og stride – at den ikke engang har magt til at styre tankerne – at «vi ikke engang er i stand til at tænke noget» (2 Kor 3), at vi er fuldstændig fortabte syndere, at Kristus må gøre alt – må «frelse det fortabte». Paulus siger: «Loven er åndelig, men jeg er kødelig, solgt under synden.» Læg mærke til: «solgt under synden», som en træl er solgt til en herre. Og igen siger han: «Det gode, som jeg vil, gør jeg ikke; og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg – for jeg gør ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg» (Rom 7). Hvor er her den frie vilje? – Mange har undret sig over, hvorfor Luther så heftigt strider imod læren om den frie vilje. Det har sine gode grunde. Om Kristus så dør for os hundrede gange og er blevet forkyndt for os nok så herligt, så kan det alt sammen gøres frugtesløst med den ene vranglære, at vi selv har kræfter til at gøre det gode, vi vil. Når den vakte sjæl så blot savner dette hos sig selv, er al prædiken om Kristus forgæves; den kan ikke tro; for når den har kræfter til at gøre det, den bør, og ikke gør det, så kan den jo endnu ikke tilegne sig nåden. Vi bør derfor indprente os denne sandhed i hjertet: «Jeg gør ikke det, jeg vil, men det, jeg hader, det gør jeg.» Selv når Kristus ved troen har gjort os «virkelig frie» – fra syndens og Djævelens herredømme – er vi dog ikke i stand til at gøre alt det gode, vi vil; for Kristus beholder denne magt hos sig selv og overlader den ikke til os, så vi selv skulle forvalte den. Netop de, som er ført fra Satans magt til Gud og er virkelig frie ved Sønnen, klager og jamrer allermest over deres ynkelige magtesløshed, når Herren forlader dem i fristelsens stund. De græder, de kæmper, de beder og råber til Gud om hjælp, og alt synes at være forgæves – de er nær ved at fortvivle helt. Hvor er nu den frie vilje? Hvorfor er de ikke fromme og rene? Har de selv kraft til det, hvorfor skal de så jamre, klage og bede? De skulle blot vise det onde bort, være stærke og glade. Kan de overvinde alt ved bønnen, hvorfor skal de så fortvivle? Men Davids salmer og alle de helliges klage vidner således om, at mennesket ikke længere har en fri vilje eller evne til at gøre det gode, det vil. Peter ville hellere altid have været så stærk, som han forsikrede, og som han et øjeblik viste sig at være i haven; men da han kort efter ved en kvindes spørgsmål falder så frygteligt, første, anden og tredje gang, da græder han bitterligt – da lærte han, at han ikke havde styrken i sin magt. Paulus beder tre gange om at blive befriet for sin «torn i kødet», men forgæves – og nu lærte han den hemmelighed: «Når jeg er svag, så er jeg stærk» (2 Kor 12). – Nej, den frie vilje er en drøm fra paradisets dage – den har aldrig fundets i mennesket, siden Adam misbrugte den; siden da har mennesket været nådens tigger, som må tigge hver smule kraft af Gud; og når det må tigge, så kan det ikke tage det, før det bliver givet. Slipper Herren os, styrter vi altid mod afgrunden. Sådan er mennesket efter Adams fald. – Men mere om dette under en særskilt overskrift.