Genoprettelsen og det første evangelium

(Tiende årgang, 1851)

Ligesom det største træ i sin første begyndelse har været et lille frø, som der siden voksede en spire ud af, så til sidst en spæd stamme, der år efter år voksede og endelig blev så stor og fik så mange grene, at fuglene nu bygger deres reder under dens kviste; og ligesom den mest strålende dag er begyndt med et svagt daggry, som siden udviklede sig til morgenrøde, hvorefter selve solen til sidst viste sig og endelig stod klar og varm højt på himmelhvælvingen: sådan er også nådens rige på jorden begyndt med et lille, dunkelt frøkorn eller et lille, mat daggry, sådan som det første løfte var. Kristus siger selv, at «Himmeriget er ligesom et sennepsfrø, som er mindre end alle andre frø, når det sås, men når det vokser op, bliver det et sådant træ, at himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene» (Matt 13,31). Også Kristus og hans rige sammenlignes med morgenrøden og solopgangen, som når der står i Hos 6,3: «Hans komme er sikkert som morgenrøden»; og i Luk 1,78: «En solopgang fra det høje har besøgt os» (sammenlign Mal 3,20). Det gælder ikke kun om nådens rige i hver enkelt sjæl, på enkelte steder og til enkelte tider, men især om dets første begyndelse på jorden. Her er altså grunden til, at det første evangelium kun var som et lille frø, et mørkt, ru og uudviklet frø, så ordene mere lignede en gåde end et løfte; men de var dog nok til at tænde den første gnist af tro i de første menneskers hjerter – ud over at man fra denne tidlige verdensalder ikke ved så nøjagtigt, hvor udviklet den prædiken var, som Gud forkyndte gennem patriarkerne. Det første evangelium lå indhyllet i den hellige Guds ord til slangen. Ligesom den var den første årsag og oprindelsen til menneskets fald, til synden og forbandelsen, sådan vendte Herren sig også allerførst til den med truende og straffende ord, og blandt dem også disse:

Og jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd. Den skal knuse dit hoved, og du skal stikke den i hælen.

Her lægger vi først mærke til, at Herren Gud taler som til en almindelig slange. Fordi Satan ikke fremstillede sig selv direkte, men talte i en slanges skikkelse, ville Herren også møde ham som en sådan og talte som til en slange. Men her siger nogle: Hvordan ved man det? Har man en sikker og fast grund for at tyde disse ord om Satan og Kristus? – Svar: helt sikre grunde. Har vi da ikke set, hvem denne slange var, som forførte Eva? «Vær ikke børn i forstand!» Den list, lumskhed og beregning, den veltalenhed osv., som vi har set hos denne slange, sammen med Skriftens udtrykkelige ord om «den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan», har jo mere end tilstrækkeligt overbevist os om, at det var Satan, der her klædte sig i en slanges skikkelse; og så må jo også alt, hvad der blev sagt til slangen, være sagt til Satan – eller endnu tydeligere: Herren talte jo her til den samme slange, som havde forført menneskene. Her er den enkle grund til at forklare dette billedsprog. Desuden har Herren Gud aldrig gjort de ufornuftige dyr moralsk ansvarlige. Ud fra alt dette er det let at forstå, at Herren her, som så ofte i hele Skriften, taler i billeder. Og som allerede nævnt: Da Djævelen selv var begyndt at fremstille sig som en slange, fik det også lov at blive ved det – han måtte også stå for Herrens åsyn som en slange, og det var en passende ydmygelse og tugt for den stolte, hovmodige ånd, som havde villet være en høj herre over himmel og jord. Desuden har Herren, som en gammel fortolker siger om dette ord, «her villet pine den dristige fjende med mørke og gådefulde ord, som så meget mere skulle forvirre og forurolige ham ved uvisheden om deres fulde betydning».

Når vi først tænker over dette, og især over det, der er fastslået og åbenbart, at denne «gamle slange» var den, som «kaldes Djævelen og Satan», så kan vi også tyde ordene i v. 14 rigtigt. Når Herren siger: «Forbandet være du blandt alle dyr, både kvæget og de vilde dyr», vil han sige: Du har forvandlet dig selv til et dyr; men du skal være forbandet frem for alle dyr på marken – du, som var en høj ånd, en engel i himlen, du skal være dybere fornedret og forbandet end de usleste dyr på jorden. Når Herren siger: «På din bug skal du krybe, og støv skal du æde alle dine levedage», vil han sige: Du har lånt en slanges skikkelse; ligesom den kryber på sin bug og søger tilflugt og føde i huller i jorden, sådan skal også du, som har gjort dette (nemlig forført menneskene, v. 14), være forvist til «jordens lave egne» (Ef 4,9), til afgrunden. Noget i den retning har Herren villet sige. Som allerede sagt ligger det stærkeste bevis for det i den omstændighed, «at Herren taler til Djævelen – til den samme slange, som med sin list og lumskhed havde bedraget Eva» – og at Gud aldrig har gjort et ufornuftigt dyr ansvarligt eller moralsk tiltalt og straffet et sådant, og at det netop er Herrens egen måde gennem hele Skriften at tale i billeder.

Med sådanne grunde at bygge på er det nu lettere at forklare v. 15: «Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden» osv. – Der er mange grunde til, at slangeknuseren, Menneskesønnen, som er «kommet for at nedbryde Djævelens gerninger», her kaldes «kvindens sæd». For det første har Herren villet knuse og ydmyge den stolte Satan med dette «svagere kar», kvinden, som slangen netop havde vendt sig til med sin fristelse. Og ligesom slangen med sin tale havde fyldt kvinden med mistanke mod Guds hjertelag og kærlighed og selv tilbudt at hjælpe menneskene til en visdom og lykke, som Gud ikke skulle have undt dem, og altså havde gjort sig selv til en bedre ven – hvorved der også for en tid blev knyttet et ulykkeligt venskab mellem slangen og kvinden – sådan siger Herren nu her, at han ville ophæve dette venskab og i stedet stifte fjendskab mellem dem: «Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden»; men så tilføjer han det, der er endnu mere betydningsfuldt og endnu mere ubegribeligt for slangen: «og mellem din sæd og hendes sæd». Allerede i denne tankegang ligger den første grund til, at slangeknuseren er blevet kaldt «kvindens sæd». – Men før vi går videre, så læg her mærke til, hvad den gør, som synder mod sin Gud: Han knytter venskab med Djævelen. Den, som skal frelses og være Guds ven, må være i evig strid og «fjendskab» med Djævelen. Derfor siger Johannes: «Den, der gør synden, er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor er Guds Søn blevet åbenbaret for at nedbryde Djævelens gerninger» (1 Joh 3,8).

Den anden vigtige grund til, at Kristus kaldes kvindens sæd, var, at han på overnaturlig måde skulle «fødes af en kvinde, som ikke havde været sammen med nogen mand», og altså i egentlig forstand være «kun en kvindes sæd, ved den Højestes kraft» (Luk 1,34–35). Ja, endnu mere: Det er netop slangeknuserens eget kendetegn, det mest underfulde i tid og evighed, at han alene skulle være en kvindes sæd i denne egentlige betydning. Heri er ingen ham lig, hverken i himlen eller på jorden; heri står han helt alene i al evighed; han alene er kun «kvindens sæd». En stor og tilstrækkelig grund til, at han får det navn i dette første evangelium. Det var den hellige hemmelighed, det under, som Herrens Ånd i Den Hellige Skrift så ofte har peget på med ordene om kvinden og jomfruen, som når Ånden siger hos Esajas: «Herren vil selv give jer et tegn: Se, en jomfru skal blive gravid og føde en søn – – Immanuel» (kap. 7); og igen hos profeten Jeremias: «Herren skal skabe noget nyt (noget helt uhørt) i landet: en kvinde skal (i sit jomfruelige moderliv) omslutte en mand» (kap. 31,22). *) Læg mærke til det! Profeterne kalder det et tegn eller et under og noget nyt, noget, som aldrig før var sket; og det gjaldt en kvinde, som skulle føde en mand som jomfru – og han skulle hedde Immanuel, det vil sige Gud med os, Gud i os, Gud i vores kød. Igen siger profeten Mika: «Han overgiver dem indtil den tid, da hun, som skal føde, har født» (kap. 5,2) – «hun, som skal føde» – hun var omtalt og ventet; og i Det Nye Testamente hedder det: «Men da tiden var fuldkommet, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde» osv. Læg mærke til den bemærkning: «født af en kvinde». Fordi alle mennesker fødes af en kvinde, plejer man ikke at bemærke sådan noget; det er kun om Kristus, at Skriften bemærker det, fordi han skulle være den lovede kvindes sæd på en måde som ingen anden i al evighed. – Sådan skulle det nu også her blive sandt: «Hvor synden blev stor, blev nåden endnu større» – «kvinden faldt i overtrædelse» (1 Tim 2,14), og kvinden skulle få den nærmeste del i Frelserens komme; han skulle være «en kvindes sæd». Sådan går Guds nåde til værks.

*) Efter den gamle oversættelse.

Ved slangens sæd forstås alt det onde, som Djævelen plantede i mennesket; altså allerførst synden, den onde tilbøjelighed og ugudeligheden i den menneskelige natur, som gør, at det naturlige menneske ligner Djævelen og er i slægt med ham. Johannes Døberen siger derfor med dyb og alvorlig mening: «I slangeyngel» (Luk 3,7), og Kristus: «I er af jeres far Djævelen, og jeres fars lyster vil I gøre» (Joh 8,44), og Paulus siger: «Under deres læber er der slangegift» (Rom 3,13). Når Herren nu siger, at han vil sætte fjendskab mellem kvindens sæd og slangens sæd, er det det samme, som Johannes siger: «Derfor er Guds Søn blevet åbenbaret for at nedbryde Djævelens gerninger» (1 Joh 3,8). Det er Djævelens gerninger, Djævelens værk i mennesket, som Guds og kvindens Søn skulle ødelægge. De, som er kødelige, er også kødeligt sindede og er helt igennem, også i deres sind og ånd, enige med den ondskab, den slangesæd, som ligger i alt kød. Deraf kommer det, at slangens sæd for det andet betegner de vantro og kødeligt sindede mennesker, som derfor – frygteligt nok – i Skriften kaldes «den ondes børn» (Matt 13,38), «Djævelens børn» (1 Joh 3,10), «en slægt af ugerningsmænd» (Es 1,4) og, som vi har set, «slangeyngel». Det rent menneskelige i dem, deres legemer og sjæle, er skabt af Gud og genløst af Kristus; disse dele er ikke slangens sæd, men tværtimod Guds værk, som han vil frelse; men det er den ånd, der bor i dem, det kødelige sind, som «er fjendskab mod Gud» (Rom 8,7) – det er det, der udgør slangens sæd. Og erfaringen til alle tider bekræfter det fjendskab mellem slangens sæd og kvindens sæd, som her blev stiftet. Mange undrer sig over, at verdens børn, hvor milde og overbærende de end ellers er, alligevel har en dyb og underlig uvilje mod de troende kristne, selv om disse er nok så fromme, ydmyge og ulastelige. Undr dig ikke! Det er åndernes strid, det er fjendskabet mellem slangens sæd og kvindens sæd, det er den gamle dom fra paradisets dage, som du her ser for dine øjne.

Men nu følger selve hovedsagen, den velsignede kvindesæds store hovedærinde:

Den skal knuse dit hoved, og du skal stikke den i hælen. Det er egentlig i disse ord, det første evangelium ligger. Her er nu det første frøkorn, ikke kun til de første menneskers trøst og salighed, men også til hele Guds evangelium, til hele Guds nåderige på jorden. Det første, vi her skal se på, er, at Herren begynder sin straffetale til Satan (v. 14) med ordene: «Fordi du har gjort dette», nemlig bedraget mennesket og ført det ind i synd og forbandelse; og nu slutter han med ordene: «Den skal knuse dit hoved.» Heri ligger to ting: For det første, at det er for vores syndefalds skyld, at Herren her flammer op, at det var det, der skulle hævnes – og det så kraftigt, at han siger til forføreren: «Dit hoved skal knuses, trædes i stykker – fordi du har gjort dette.» Her ser jeg, at Herren Gud selv har taget sig af vores sag og står på vores side mod Satan for at hævne sig på ham og frelse os – og det med et så brændende hjerte, at han bruger de stærkeste trusler, der kan tænkes; for hvad kan tænkes mere frygteligt og dræbende for slangen, end at dens hoved skal trædes i stykker og knuses? Det har sandelig været et frygteligt ord for den listige Satan. Sådan ser vi igen her, at Gud brænder af nidkærhed for sin fortabte søn, mennesket. På samme måde ser vi i Det Nye Testamente, hvordan Kristus flammede op, når han talte om dem, der forfører (det vil sige leder vild og fordærver) de små, som tror på ham; man har aldrig hørt så hårde ord fra den milde Frelsers mund, som når han taler om, at man burde hænge en «møllesten» om halsen på sådanne forførere og hurtigt sænke dem i «havets dyb» (Matt 18). Af sådanne ord burde man dog mærke Guds brændende hjerte for sjælene, burde man i det mindste mærke, at Gud ikke er så ligeglad med os, som vores onde, vantro hjerte maler ham. Vi har ganske vist hans bestemte forsikringer om denne hans kærligheds nidkærhed, og vi har endnu flere beviser på den i handling og gerning, i alt, hvad han har gjort for vores frelse; men vores hjerter er sådan, at vi ofte hverken tror eller tænker over disse store beviser; så kan vi ofte lettere tro det, vi selv opdager, når Herren ikke taler til os. Her får vi nu så at sige lov at lytte, lytte til Herrens tale til slangen og selv deraf opdage hans inderste tanker om os. «Fordi du har gjort dette, forbandet være du blandt alle dyr – og kvindens sæd skal knuse dit hoved.»

Det andet, jeg her lægger mærke til, er, at Herren gør vores sag til en sag mellem Kristus og Djævelen. Han siger, at kvindens sæd skal knuse slangens hoved, og slangen skal knuse kvindesædens hæl. Det fortjener at bemærkes, at grundteksten bruger samme ord om slangens angreb på kvindesædens hæl som om dennes ødelæggelse af slangens hoved, selv om det i vores bibel er oversat med «stikke», når der tales om slangen. Det hebraiske ord betegner egentlig alt slags ondt, som en fjende tilføjer; og dets nærmere betydning afhænger dels af, hvem der tilføjer det onde, dels af den legemsdel, det tilføjes. Deraf forstår man, hvorfor det første sted er oversat med «knuse», det sidste med «stikke». Men her er der en mærkværdig antydning af, hvordan også Kristus skulle knuses i denne strid, hvordan slangen også skulle bruge al vold mod Kristus og knuse ham – dog kun på hælen, hans lavere del, hans menneskenatur, som også blev knust i hans død, mens han derimod beholdt sejren og livet i sin højere del. Det hele udtrykker, at det skulle blive en hård kamp, en kamp på liv og død mellem kvindens sæd og slangen. Sådan taler Herren – men derimod taler han ikke et ord om os, om noget, vi skal bidrage med i denne store sag, vores frelse fra synden, døden og Djævelen. Så helt har Herren taget denne sag fra os; så helt er den gjort til Kristi egen. Ellers var vi også evigt fortabte; for at læge syndefaldet og befri os fra synden, Djævelen og døden er et værk, som langt overgår alle vores kræfter – «vi er alt for svage i rustningen». Derfor har den nådige Herre gjort det til sin egen sag, lovet være hans navn! «Så højt elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn.» – «Ligesom synden og døden er kommet ind i verden ved det ene menneskes ulydighed, sådan kommer også livet og retfærdigheden ved den enes lydighed» (Rom 5). «Ligesom alle dør i Adam, sådan skal også alle gøres levende i Kristus» (1 Kor 15). Derfor siger Herren: «For ingenting blev I solgt, og uden penge skal I købes tilbage» (Es 52,3). «Ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os.» Og hvad bliver frugten for os? «At vi skal blive Guds retfærdighed i ham»; at vi slet ikke skal behøve at gøre noget for at sone vores synder, formilde Gud og vinde himlen – nej, ikke så meget som at samle et strå op – men vi skal få alt dette helt som gave, af Guds helt frie, ufortjente nåde, blot vi vil tage imod den, blot vi vil komme til hans nådes bryllup, når han kalder, og lade ham gøre os godt. Og så skal vi blive intet mindre end selve Guds retfærdighed i ham. O Gud, giv os mere tro! Her bliver Moses’ ord sande: Herren vil kæmpe for jer, og I skal være stille. Frygt ikke, stå fast og vent på Herrens hjælp, som han i dag vil give jer (2 Mos 14). Herren give os mere tro!

Nu kommer vi stadig nærmere til den store hovedsag. Vi skal nu se, hvad ordene knuse slangens hoved egentlig indebærer. Talemåden er let at forstå: Skal en slange slås grundigt ihjel, må dens hoved knuses. Hvordan man end ellers slår den, kan den stadig leve, men bliver hovedet knust, så er det ude med den. Det er i hovedet, den har sit egentlige liv og sin kraft, ligesom den også har sin gift dér. Når vi nu betænker, at dette blev sagt til Satan i anledning af syndefaldet, så bliver meningen denne: Kvindens sæd skal grundigt tilintetgøre den magt over mennesket, som du nu har vundet, «nedbryde dine gerninger», dit værk på denne dag, og genoprette det, du har ødelagt. «Syndefaldet skal læges.» – Men Djævelens magt over mennesket byggede på, at synden havde bragt mennesket under Guds dom: «Du skal visselig dø» – for syndens skyld var det under lovens forbandelse og fordømt til evig død; derved tilhørte det «ham, som har dødens magt, det vil sige Djævelen» (Hebr 2,14–15), på samme måde som en fange, der er dømt til døden, tilhører bødlen. – Her spørger profeten med rette: «Kan byttet rives fra en kæmpe, og kan en retfærdigs fange *) reddes? Ja, så siger Herren: Fra en kæmpe skal hans fange rives, og tyrannens bytte skal reddes – – og alt kød skal forstå, at jeg er Herren, som har frelst dig, og at den Stærke i Jakob er din forløser» (Es 49,24–26). Også vi var «en retfærdigs fanger», fordi vi for syndens skyld med rette tilhørte døden og Djævelen. Skulle Satan derfor fratages denne ret og magt over mennesket, så måtte grunden til den fjernes, nemlig synden. Men skulle synden fjernes, så måtte loven få sin oprejsning gennem en fuldkommen lydighed, så dens dom og forbandelse kunne ophæves. Men er loven, som truer med døden, fyldestgjort, og er synden, som fortjener og medfører døden, fjernet, så kan døden ikke længere have magt, fordi den har mistet sin brod, nemlig synden; for «dødens brod er synden» (1 Kor 15,56). Men er synden, loven, forbandelsen og døden fjernet og overvundet, så må der nødvendigvis i deres sted følge retfærdighed, velsignelse og det evige liv; for hvor der ingen synd er, dér er retfærdighed; hvor loven er fyldestgjort, dér velsigner den; når Gud er forsonet, breder hans evige nåde og kærlighed sig ud; når døden er overvundet, træder livet frem. At «knuse slangens hoved» betyder derfor det samme som: at fjerne synden, fyldestgøre loven, sætte Guds kærlighed fri, som var bundet af retfærdigheden, og «opsluge døden i sejr» – kort sagt at forløse menneskeslægten fra alt det onde, som syndefaldet førte med sig, og give den den retfærdighed, det venskab med Gud og den glæde i ham, den velsignelse og det evige liv tilbage, som Gud fra evighed havde bestemt mennesket til og i begyndelsen skabte det til.

*) Den nye svenske oversættelse har: en uskyldig fange.

Det ligger i det dybe ord: «Han skal knuse dit hoved». Det ligger i de lignende talemåder i Det Nye Testamente: Kristus sagde: «Denne verdens fyrste er dømt» (Joh 16,11). En høj stemme i himlen sagde efter kampen mellem Mikael og dragen, den gamle slange: «Vores brødres anklager er kastet ned, han som anklagede dem over for Gud dag og nat. Og de sejrede over ham på grund af Lammets blod» osv. (Åb 12). Mikael (pagtens engel) kæmper ganske vist altid for sine brødre mod dragen; men én gang stod hovedslaget, da dragen som anklager blev kastet ud – det var på Golgata. «Da nu børnene har del i det samme kød og blod, fik også han ligeledes del deri, for at han ved døden skulle tilintetgøre ham, som har dødens magt, det vil sige Djævelen, og gøre alle dem fri, som af frygt for døden hele livet igennem måtte være trælle» (Hebr 2). Sådan var Guds råd om vores salighed. Dette har Herren først antydet dunkelt, men siden gjort stadig tydeligere, og med de blodige ofre, han indstiftede, har han stillet det for øje for de troende i Det Gamle Testamente. Der er grund til at tro, at Gud straks efter syndefaldet og dette første løfte indstiftede ofrene, disse blodige forbilleder på det kommende forsoningsoffer. Hebræerbrevet siger om Abel, Adams anden søn, at han ofrede i tro, og han ofrede får. Når han ofrede således «i tro», må han, ser det ud til, have haft et ord herom. Kain, som var vantro, så kun på gerningen og mente, at Gud kun ville have selve tjenesten; han forstod og troede ikke det kommende offer, som ofrene betegnede; derfor mente han også, at det var lige meget for Gud, hvad han ofrede, bare det kostede ham lige så meget som broderens får. Men «Herrens øjne ser efter tro» (Jer 5,3), *) og derfor så han med velbehag til Abels offer og ikke til Kains. Oplyste fortolkere har også ment, at da Herren gjorde kjortler af skind til Adam og Eva, var de taget af de ofrede dyr. Det ville også ligne Herrens høje, sindrige billedsprog. Efter faldet lavede menneskene sig forklæder af blade, forgængelighedens symboler – et rammende sindbillede på den egen retfærdighed, som synderen altid vil dække sig med – men Gud Herren gjorde dem kjortler af offerdyrenes skind, et levende billede på, hvordan det sande forsoningsoffer ved en blodig død skulle vinde os den «retfærdighedens kappe» (Es 61,10), som alene kan få os til at bestå for Gud. Og fordi de troede på «Herrens mand» (1 Mos 4,1), havde de også denne sande retfærdighed, om hvilken der står: «De har tvættet deres klæder i Lammets blod» (Åb 7,14). Den fortabte søn, mennesket, blev således for første gang iklædt den fineste klædning.

*) Den nye svenske oversættelse: «Er det ikke trofasthed, Herre, som dine øjne søger?»

Men det, der egentlig skulle vises hermed, var, at Gud ikke blot med ord, men også med billeder, især de blodige ofre, stillede den kommende Frelser frem for øjnene på de første mennesker. Og efterhånden som det blev dag, og retfærdighedens sol stod op, blev både ordene og billederne klarere. Til sidst kunne David tale ikke blot om Kristi lidelse og død, men også om hans opstandelse og himmelfart, ja, om hans ord på korset, hans tørst, delingen af hans klæder osv. (Sl 22 og 68,19). Daniel kunne angive tiden, og Mika stedet, hvor den ventede Forløser skulle fødes (Dan 9, Mika 5). Men alle Herrens troende havde ét og samme håb, som glædede dem, én og samme «hemmelige visdom», som trøstede dem. De ventede og talte om en forløser i Zion under forskellige navne og billeder, som forekommer overalt gennem hele Skriften, såsom «Abrahams velsignelse, Davids efterkommer, Herren i Israel, Zions Konge, Forløseren, den store profet, Herrens Skud, alle hedningers trøst, Fyrsten og læreren for folkene, hedningernes lys, Herrens arm, Herrens Salvede, Guds frelse fra Zion, retfærdighedens prædikant i den store forsamling, Zions gyldne rose» osv. Kort sagt: «Om ham vidner alle profeterne»; de taler om et forsoningsblod, om en skænket retfærdighed, om syndernes forladelse ved hans navn. Hos Esajas hedder det: «Herren kastede alle vores synder på ham … og ved sin kundskab skal min tjener, den retfærdige, gøre mange retfærdige; og han skal bære deres synder». – Hos Jeremias hedder det: «Se, de dage skal komme, siger Herren, da jeg vil slutte en pagt med Israels hus og med Judas hus, en ny pagt, ikke som den tidligere pagt … for jeg vil tilgive dem deres misgerninger og ikke mere komme deres synder i hu». – Hos Ezekiel hedder det: «David, min tjener, skal være deres fyrste for evigt; og jeg vil slutte en fredspagt med dem; en evig pagt skal det være med dem». – Hos Daniel hedder det: «Halvfjerds uger er fastsat for dit folk … indtil overtrædelsen bliver taget bort og synden dækket og skylden sonet og den evige retfærdighed bragt frem … og den Salvede skal dræbes uden skyld» osv. – Hos Hoseas hedder det: «Fra dødsrigets magt vil jeg frelse dem, fra døden vil jeg forløse dem. Hvor er dine plager, død, hvor er din pest, dødsrige?» – Hos Mika hedder det: «Og du, Betlehem Efrata, for ringe til at regnes blandt Judas hovedslægter, fra dig skal der udgå til mig den, som skal være Herre i Israel, og hvis udgang er fra fordums tid, fra evighedens dage». – Hos Haggaj hedder det: «Så siger Herren Zebaot: Endnu én gang, om kort tid, vil jeg ryste himlen og jorden og havet og det tørre land … og jeg vil fylde dette hus med herlighed». – Hos Zakarias hedder det: «Jeg vil sende min tjener Skuddet (Zemah). For se, over den sten våger syv øjne. Se, jeg vil indridse en indskrift på den, siger Herren Zebaot, og udslette dette lands skyld på én eneste dag». – Hos Malakias hedder det: «Se, jeg sender min engel, og han skal bane vej for mig (Johannes Døberen), og snart skal han komme til sit tempel, den Herre, som I søger, og pagtens engel, som I længes efter». – Og igen hos Esajas: «Men han blev såret for vores overtrædelser og slået for vores misgerninger; straffen blev lagt på ham, for at vi skulle have fred; og ved hans sår blev vi helbredt». – Og igen hos Mika: «Han vil igen forbarme sig over os, han vil træde på vores misgerninger, og du vil kaste alle vores synder i havets dyb». – Og igen hos Zakarias: «For din pagts blods skyld vil jeg sætte dine fanger fri fra brønden, hvor der intet vand er». – Og igen: «På den dag skal der åbnes en kilde for Davids hus og Jerusalems indbyggere mod synd og urenhed». *)

*) Disse profetiske vidnesbyrd findes i Es 53; Jer 31; Ez 37,25; Dan 9; Hos 13,14; Mika 5,1–2; 7,19; Hagg 2,6–7; Zak 3,8–9; 13,1; Mal 3,1.

For ikke at anføre flere vidnesbyrd – se dog bare, hvilken lysende række af vidner! Således har de alle som med én mund, ved åbenbaring af Herrens Ånd, vidnet om den kommende helt, Forløseren, slangeknuseren – og længtedes og sukkede: «Ak, gid Israels frelse ville komme fra Zion! Når Herren genopretter sit folk, skal Jakob fryde sig, skal Israel være glad» (Sl 14,7). «O, gid du ville lade himlen revne, og du steg ned, så bjergene bævede for dit ansigt» (Es 63,19).

Så råbte de hellige mænd, / Så sukkede de troendes bryst / Af længsel efter Zions trøst. / Men han, som alting ser og kender, / Udså efter sit velbehag det punkt, / Da verdens middag skulle bryde frem, / Og solen i glans skulle forvandle / En så lang og mulet formiddag.

«Da tiden blev fuldendt, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven, for at vi skulle få barnekår» (Gal 4,4–5). Og «da han kommer til verden, siger han (til Faderen): Offer og gave ønskede du ikke, men et legeme har du beredt mig». – – «Se, jeg kommer – i bogen står der skrevet om mig – for at gøre din vilje, Gud.» Sådan står der i Hebr 10,5.7. Selve ofrene var ikke det, du ville have, Fader, men min krop, mit legeme, givet hen til syndernes forladelse – kvindens sæd, et sandt menneske, givet hen som offer for alle mennesker. «Et legeme har du beredt mig – (efter Skrifterne). I bogen står der skrevet om mig.» «O dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje!» «Ham, som ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os (tænk, tænk!), for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham» (2 Kor 5). «Det, som loven ikke kunne udrette (læg mærke til det: det, som loven ikke kunne vinde hos os), fordi den var svækket af kødet, det, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lignelse og for syndens skyld og fordømte synden i kødet» (Rom 8). «Så højt elskede Gud verden.» – – – Men hvem kan opregne alle disse trøstefulde ord? Åh, gid Gud dog ville give os «visdoms og åbenbarings Ånd til at kende ham, ville oplyse vores hjerters øjne, så vi kan forstå, hvilket håb det er, han har kaldet os til, og sammen med alle de hellige begribe, hvad bredden og længden og dybden og højden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse!» Vi har set Gud selv vidne om sin Søn, at han som kvindens sæd skulle læge syndefaldet. Hellige profeter og engle og en stor skare af evangelister vidner alle som med én mund det samme. Kristus selv, Amen, det trofaste vidne, har kundgjort os, at han var kommet for at give sit liv som løsesum, sit blod til syndernes forladelse. Hvilken Gud i himlen eller på jorden skulle jeg da frygte mere end denne ene sande Gud, himlens og jordens skaber, som således selv efter sin egen viljes frie velbehag besluttede vores frelse ved sin enbårne Søn?! Er dette ikke sikkert og fast i evighed, så er intet sikkert i himlen eller på jorden! Om syndefaldets sandhed har jeg hvert øjeblik vidnesbyrd i alle mine lemmer; om lovens, dommens og truslernes sandhed vidner min egen samvittighed bestandig; men er alt dette sikkert, så er det lige så sikkert og fast, hvad der står om vores frelse i Kristus. Altså: At hele verden blev fortabt i Adams fald, det er sandt; at døden kom over alle mennesker, det er også sandt; at lovens hellighed og strenghed fordømte os alle evigt, det er også sandt; at vi alle sammen er syndere, forgiftede, fulde af ondskab, det er også sandt; at hjertet er ondt og lumskt, urent, letsindigt, hyklerisk, hårdt og koldt, det er sandt. Men at Gud udvalgte os i Kristus før verdens grundlæggelse, det er også sandt; at kvindens sæd, slangeknuseren, virkelig har nedbrudt Djævelens gerninger, det er også sandt; at han blev gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham, det er også sandt; at Gud i Kristus forsonede hele verden med sig selv, det er også sandt; at vi altså nu alle i Kristus har fået nåde over nåde, det er og bliver – Gud være evig ære – visselig sandt. Derfor bekender vi: «Jeg tror, at Jesus Kristus har forløst mig fortabte og fordømte menneske, erhvervet og vundet mig fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt» – kort sagt: «har knust slangens hoved».

Men lad os nu træde lidt nærmere og se, hvordan den store strid og sejr egentlig gik til. Vi ved, hvordan stillingen var. Guds lov var hellig og uforanderlig som Gud selv og kunne ikke ændres i ét bogstav eller én tøddel; mennesket derimod var gennemforgiftet og fuldt af slangens sæd – her var en evig død uundgåelig; for dommen stod urokkelig: «Den, der synder, skal dø». Da så den velsignede kvindesæd ved vores Guds inderlige barmhjertighed kom for at hjælpe sin arme slægt, begyndte det med, at han blev født under loven. Det behagede den barmhjertige Fader at lade den velsignede kvindesæd, «mennesket Jesus Kristus» (1 Tim 2,5), stå som mellemmand i alle menneskers sted. Han gjorde det til grundlov for sit nådes rige: «Ligesom alle dør i Adam, således skal også alle gøres levende i Kristus» (1 Kor 15). «Ligesom de mange er blevet syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange gøres retfærdige ved den enes lydighed» (Rom 5). Kristus var «det andet menneske i nåden», den anden Adam, for at vi, ligesom vi alle i Adam stod én prøve, hvorved vi alle blev syndere, således også alle skulle være indbefattet i mennesket Jesus Kristus og i ham stå vores anden prøve. Han skulle stå «én for alle og alle i ham» over for Guds lov. Skriften siger: «Han er for Guds ansigt til gode for os» (Hebr 9). «Hvis én er død for alle, så er alle døde; for ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os» (2 Kor 5). For os. Læg mærke til det: for os. Her er nu grunden til, at han også måtte holde loven i vores sted – han var «født under loven for at løskøbe dem, der var under loven»; og igen: «Det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn» osv. – I vores sted «født under loven» elskede han Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl, af alle sine kræfter og af hele sit sind, og sin næste som sig selv; for «på dette hænger hele loven og profeterne» (Matt 22,37). Først elskede han Gud over alt. I alt, hvad han gjorde og talte, så han på Faderens vilje. Han sagde: «Min mad er at gøre hans vilje, som har sendt mig» (Joh 4). Han var Faderen lydig indtil døden, ja, indtil døden på korset, idet han tog en tjeners skikkelse på osv. (Fil 2). Dernæst elskede han også sin næste som sig selv; alt, hvad han gjorde i verden, gjorde han for os. Kort sagt: alt det, som loven kræver, men ikke kan få af os, det fik den rigeligt af ham, som for vores skyld var født under loven.

Men Herren «kastede også alles vores synder på ham» (Es 53). Han blev «gjort til synd for os» (2 Kor 5,21). Åh, hvilket vældigt udtryk! For i grundteksten står der virkelig ikke syndoffer, men synd – «gjort til synd» – og det betegner, at han var så dækket til af hele verdens syndemængde, at han kunne kaldes lutter synd; som biskop Hersleb siger om dette skriftord: «Han blev gjort til selve synden, så at Gud ikke så ham som andet end lutter synd: Gud gjorde ham så at sige til en syndeklods, en syndeklump . . . for at al Guds straf, al vrede, al helvedes grusomhed, al Satans ret over os for syndens skyld skulle støde sammen i ham som i et midtpunkt, eftersom alle synder var samlet i ham og ligesom havde deres kvarter, rum og plads hos ham». Eller som Luther siger: «Da den barmhjertige Fader kastede alles vores synder på ham, sagde han: Du skal være det, som alle mennesker har været og er, fra tidens begyndelse til dens ende; du skal være den synder, som tog æblet i paradiset; du skal være David, som bedrev hor og mord; du skal være Paulus, som forfulgte, spottede og øvede al slags vold osv. Kort sagt: du skal være det, som alle mennesker er, som om du alene havde begået alle menneskers synder; tænk derfor nu på, hvordan du vil betale og gøre fyldest for dem». Da nu Mellemmanden således bar verdens synder, kom også al lovens forbandelse over ham, dvs. al den Guds vrede, unåde og pine, som al verdens synd har fortjent. Denne kamp begyndte i Urtegården og var så hård, at den pressede den uhørte blodsved ud af den stærke helt under bøn og tårer, som af en svag, afmægtig synder. Med Guds tilregnelseslov er det ingen spøg, men den allerstørste alvor. Da Gud først havde kastet synden på ham, kunne han ikke engang klage for Gud over, at han var uskyldig, men måtte stå for Faderen som en stor synder og smage al lovens forbandelse. Den fuldbyrdedes i døden på korset, som rummede al lovens forbandelse (5 Mos 21,23; Gal 3,13). – Her holdt nu også døden til sidst sit slag med livet. Døden er en almægtig herre over hele verden; for han overvinder konger og fyrster og alle mennesker. Nu kaster han sig med al sin magt over Kristus, vil også overvinde og opsluge ham og synes også at få held med det, da Herren med stærkt råb og tårer opgiver ånden. Men fordi det evige liv var i ham, også da han lod døden overvinde og dræbe sig, så vendte dette liv sig om, overvandt og dræbte døden. Ved denne Kristi uskyldige død for verdens synder blev nu hele den store sejr vundet, hvorved slangens hoved blev knust: loven havde inddrevet alt, hvad den havde at kræve af hele menneskeslægten; synden var blevet fuldkomment straffet og sonet; døden var blevet overvundet af livet; Djævelen havde derved mistet sit bytte; «anklageren var styrtet» og «dømt», og ved pagtens blod blev fangerne sluppet ud af brønden; for nu var der vundet en evig benådning, liv og frihed og retfærdighed for alle, og engle og salige skarer sang om sejren: Ære og lov og pris og styrke være vores Gud og Lammet. Dette er den herlige sejr, som der står skrevet om: «Døden er opslugt i sejr. Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din sejr? Men dødens brod er synden, og syndens kraft er loven. Men Gud være tak, som giver os sejren ved vores Herre Jesus Kristus» (Es 25,8; Hos 13,14; 1 Kor 15).

Sejren skal nemlig forstås sådan: synden er så sonet og taget bort, at den aldrig mere kan fordømme noget menneske. Den, der skal blive fordømt, skal blive det ved vantro (se Joh 3,18; 16,9). Synden er ganske vist stadig i alt kød og blod; hele verden er sunket ned i synder, og selv i de troendes kød koger syndens gift og strider imod ånden, og den kan også overrumple dem og plage og bedrøve dem grueligt; men læg mærke til: den kan aldrig tilregnes dem eller fordømme dem; for Guds øjne er de for evigt fri for al synd, rene, yndige og velbehagelige, som om der aldrig fandtes det mindste onde hos dem, men de var fulde af retfærdighed og hellighed (se Ef 1,6). – Loven er så fyldestgjort, at den aldrig mere får lov at dømme dem, som tror på Kristus. Den trænger sig ganske vist altid ind i samvittigheden, driver, truer og bekymrer dem; men i sandhed «er de ikke under loven, men under nåden». Skulle en kristen stadig dømmes efter loven, så var Kristus død forgæves, så ville det ikke gavne ham, om Kristus så var død hundrede gange for os. Åh, en herlig frihed! Synden skal aldrig tilregnes os, loven aldrig dømme os, så længe vi holder os til Kristus. – Døden er så overvundet, at den, skønt den stadig forskrækker os, dog i virkeligheden for de kristne kun er en sød søvn og en hemmelig, underjordisk vej til det evige livs hjemland, som vi længes efter. – Djævelen er så overvundet, at han, så længe vi holder os til Kristus, ikke kan gøre os det mindste mere, end hvad vores Gud tillader ham til vores tugt. Med al sin ondskab og list må han nu være sine forhenværende slavers tjener. Kun de, som af egen vilje giver sig hen til ham, bliver også hans bytte.

Og således er nu hele verden ved Kristi herlige sejr lige så sandt og virkeligt forløst i Kristus, som den i Adam er falden og fortabt, og den får lige så ufortjent det evige liv ved Kristus, som den ved Adam har fået synden og døden i arv. Arven fra Adam ser og mærker vi alle stunder i os selv og i verden; men arven i Kristus ser og mærker vi ikke, den må alene forkyndes ved evangeliet og tros af os. Men Herren Gud ser Kristus og hans fortjeneste. Derfor: så sandt som du ser verden sunket ned i synder, så sandt ser Gud alle mennesker i Kristus fuldkomment forsonede, retfærdiggjorte og helligede, ja, lige så yndige, som da han i begyndelsen så på alt, hvad han havde gjort, og se, «det var altsammen såre godt». Var verden ikke således genoprettet for Guds øjne, så havde Kristus ikke fuldkomment udført sit forsoningsembede. Og nu står der altså intet andet tilbage for vores frelse end evangeliets bud: «Hyld Sønnen! Vend tilbage, I frafaldne børn! Kom, lad os gå i rette med hinanden! Om jeres synder så var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne» osv. «Ånden og bruden siger: Kom! Og den, der hører det, skal sige: Kom! Og den, der tørster, skal komme; og den, der vil, skal tage livets vand for intet» (Bibelens sidste side). «Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, der ikke tror, skal blive fordømt.»

Gid vi nu af disse tre første kapitler i Bibelen vil huske og dybt indprente i vores sind, at «ligesom synden er kommet ind i verden ved ét menneske, og døden for syndens skyld» – ja, «ligesom fordømmelse kom over alle mennesker ved én overtrædelse, således er også retfærdiggørelse til liv kommet over alle mennesker ved én retfærdighed; for ligesom de mange er blevet gjort til syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange gøres retfærdige ved den enes lydighed» (Rom 5,12–19). Dette bliver til alle tider det mest bemærkelsesværdige punkt, nemlig at Kristus er den anden Adam, at ligesom Gud engang så hele menneskeslægten i Adam, og derfor alle ved hans synd fik synden, døden og fordømmelsen over sig, således ser Gud nu også alle mennesker i Kristus og ser dem derfor nu forløste og retfærdiggjorte fra synden og fordømmelsen; og at der nu intet andet står tilbage for det enkelte menneske end blot at komme og tage imod alt dette, som allerede er vundet og skænket det – helt for intet tage imod den «bedste klædning», komme til det store gæstebud af nåde og salighed – og alle sine levedage lige så ufortjent, for den samme Kristi fortjenestes skyld, have en evig nåde for alle de synder og skrøbeligheder, som stadig hænger ved det; at synden aldrig tilregnes det, loven aldrig fordømmer det, Gud aldrig bliver vred, men med evig, uforanderlig kærlighed elsker og omfavner det som sit yndige barn og sin arving, så længe det bliver i Kristus ved troen, dvs. så længe det altid for syndens skyld kommer tilbage til ham og ikke kan klare sig uden at få lov at tro på hans fortjeneste og nåde. Åh, evige nåde! Åh, evige frihed! Kristus «for Guds ansigt for os», retfærdig for os, yndig og hellig for os, fuldkommen for os, og vi yndige og fuldkomne i ham; for «ligesom alle blev syndere ved den enes ulydighed, således bliver alle retfærdige ved den enes lydighed!» Åh, evige nåde!

Om alle de træer og græs på mark / Nu havde en talende tunge; / Om fugle og dyr havde røst så stærk / Som englebasuners, til at synge; / Kunne de aldrig til fulde Guds Søn, / Vor Frelser Jesus, lovprise.

Helliggør os, Herre, i denne sandhed, denne både salighedens og gudfrygtighedens hemmelighed!