Det ottende bud

Vi kommer nu til det bud, som næsten intet menneske agter, og hvor man derfor altid er i forlegenhed med, hvordan man skal tale, så menneskene kan fornemme dets vægt. Det femte, sjette og syvende bud har den fordel, at overtrædelser af dem straffes af den verdslige øvrighed og af næsten alle mennesker i verden; men blot at røre det lille lem tungen, selv om det sker til ens næstes forklejnelse, hvad betyder det? Det er jo blot at tale nogle ord i fortrolighed med en ven. Den, som bryder andres lås op og tager penge og siden straffes med fængsel, eller den, som udgyder menneskeblod og siden halshugges på rettersted, ham kan man holde for en stor forbryder; men den, som blot taler, blot rører sin tunge i en fortrolig samtale, han regnes ikke for nogen stor forbryder, han straffes ikke med fængsel eller på rettersted – selv om han derved stjæler fra sin næste, noget, der var ham langt mere dyrebart end penge, ja, ofte mere dyrebart end livet, nemlig hans gode navn og rygte. «Åh, det var jo kun nogle ord – kun en let luftning, der gik over tungen.» Sådan hedder det. Men i Den Hellige Skrift lyder det anderledes, når tyven og bagtaleren sammenlignes; dér hedder det: «Vær ikke en øretuder, og bagtal ikke med din tunge; for en tyv er en skændig ting, men en bagtaler er meget værre» (Sir 5,14); og igen kap. 20,25: «En tyv er ikke så slem som en, der vænner sig til løgn; men til sidst går de begge i fordærv.»

Tungens synder er så fine og uanselige, at også ellers oprigtige kristne ofte er blevet bedraget af fjenden og af den almindelige syndevane til uden mindste betænkning at begå sådanne synder med tungen, som de siden ofte bittert må angre. Men for sådanne sjæle ville to betragtninger dog være til stor nytte, hvad dette bud angår: for det første, om de dybt kunne betænke, hvilke store ting det lille lem tungen udretter; og for det andet, om de ret ville lægge sig på hjerte det store kærlighedsbud, som udgør hovedsummen af hele den anden tavle, nemlig: «Du skal elske din næste som dig selv. Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, skal også I gøre mod dem. Og hvad I ikke vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I heller ikke gøre mod dem.»

Hvad det første angår, nemlig hvordan de allermindste og mest uanselige midler, såsom tungen, kan føre de største og forfærdeligste virkninger med sig, derom taler apostlen Jakob i sit 3. kapitel således: «Se, vi lægger bidsel i hestenes mund, for at de skal adlyde os, og dermed styrer vi også hele deres krop. Se, også skibene, som er så store og drives frem af hårde vinde, styres af et lille ror, hvorhen styrmanden vil. Således er også tungen et lille lem og gør stort væsen af sig. Se, hvor stor en skov en lille ild sætter i brand! Også tungen er en ild, en verden af uretfærdighed. Tungen står blandt vores lemmer som den, der smitter hele kroppen og sætter livets hjul i brand, selv sat i brand af helvede.» Hvor erfarer vi ikke dette dagligt! Det er en ubegribelig sløvhed hos mennesket, at det ikke kan besinde sig på, hvad det ser med sine egne øjne: at der ikke findes noget middel i hele verden, som frembringer så mægtige virkninger som tungen, som ordet, hvad enten det er ondt eller godt. Hele Guds rige på jorden er opstået ved ord, og al Djævelens raseri på jorden sker også ved ord. Der har ikke været nogen krig så blodig, at ikke disse usynlige midler, hjertet, nogle tanker og nogle ord, var årsag til den. Der er ingen ufred så bitter i et hjerte, i et hjem eller i et naboskab, at det ikke var en tunge, «sat i brand af helvede», som tændte ufreden. Al forførelse, al vildfarelse, alle kvaler på jorden er blevet til ved ord. Se et stort skib, siger Apostlen, det styres blot ved det lille ror! Hvor mange menneskers livsskib, ja, hele folks og landes, er ikke blevet vendt og styret ved det lille ror, tungen! «Se, hvor stor en skov en lille ild sætter i brand!» Ja, en stor by fuld af kostbarheder er ofte blevet lagt i aske af en ild, som begyndte med blot en gnist. Det lykkeligste hjem, det hyggeligste naboskab, hvor kærlighed, tillid og fred forsødede tidens besværligheder – blev det ikke ofte blot ved en giftig tunge sat i en sådan brand af fjendskab og onde mistanker, at al glæden var ødelagt for altid? Så meget kan nogle ord udrette. Dette er det første, som burde vække enhver til alvorlig årvågenhed over sin tunge.

Men for det andet: Betænk også, hvor nøje du selv giver agt på hvert ord og hver dom, der fældes om dig, så du knap tåler et ringeagtende blik, så du for et eneste ord af ublid dom kan miste al din glæde i mange dage, have søvnløse nætter og hede svedeture af bitter gremmelse – som sagt, blot fordi nogen har talt ilde om dig. Læg så hertil den kongelige lov fra Herrens mund: «Alt, hvad I ikke vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I heller ikke gøre mod dem.» Hvis du ikke agter dette ord, hvorfor skulle du så bryde dig om et eneste Guds ord? Hvad hjælper det dig, at du stræber efter nogen fromhed, hvis du ikke agter det, som er selve summen af loven? Din fromhed ville jo da være af ganske samme art, som når én ikke slår ihjel, men holder det for intet at bedrive hor; eller han gør heller ikke det, men at stjæle er hans levevej. Du stjæler ikke, men du foragter det ypperste af budene om forholdet til næsten, nemlig: «Elsk din næste som dig selv.» Eller hvad hjælper det dig, at du holder de tre foregående bud, når du frit og hæmningsløst bryder det ottende, lyver din næste noget på, forråder ham, bagtaler ham og bringer ham i vanry? «Den, som holder hele loven, men snubler på ét punkt, er blevet skyldig i alt» (Jak 2,8–10). Du skal altså vide, at al din fromhed ikke er andet end afskyeligt hykleri for Gud, når du ikke agter Gud selv og ikke agter selve ånden og summen af loven, som er kærligheden. Ja, det er kun ved at få Gud selv for øje og den store kærlighedslov i hjertet, at det ottende bud kan blive vigtigt for os.

Med det nu sagte i erindring vil vi gå over til at betragte selve budet og se, hvad Herren Gud ville og havde for øje, da han bød: «Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste.» Først ser vi her igen den guddommelige godhed mod mennesket. Da han i det første bud på den anden tavle havde lagt en almen grund for al sund orden mellem mennesker her på jorden, var der især fire dyrebare skatte, som den kærlige Fader særligt ville indhegne og værne om for mennesket, nemlig først det legemlige liv, dernæst ægteskabets hellighed, så vores jordiske ejendele og nu endelig vores gode navn og rygte, som sædvanligvis er os kærere end noget jordisk gods, ja, kærere end selve livet. Men så dyrebar du selv holder denne skat, dit gode navn og rygte, så du ikke tåler den mindste krænkelse af det, lige så dyrebar kan en anden holde sin ære og agtelse; derfor er dette bud talt lige så alvorligt til dig som til nogen anden, så her, ligesom ved de andre bud, er enhver indbefattet og intet menneske undtaget fra budets forpligtende kraft. Hvem du end er, må du tage dette bud til dig: «Du må ikke sige falsk vidnesbyrd mod din næste.» For vor Herre Gud vil alvorligt, at vores næstes rygte, godhed og retskaffenhed lige så lidt som hans gods og penge skal ødes eller formindskes af os, for at enhver over for ægtefælle, børn, husstand og naboer kan beholde sin ære. Dette må enhver besinde.

Hvad indeholder da dette bud? Det indeholder først, at du ikke blot for en domstol, men også i al din omgang med andre skal være yderst nøjeregnende med dine ord og antydninger om din næste, så du ikke unødigt giver anledning til ufordelagtige tanker om ham; men dernæst og i almindelighed, at du undgår alt falsk og løgnagtigt væsen og i din omgang med den største strenghed beflitter dig på den rene sandhed. Dette bud brydes altså først for retten, når nogen falskelig anklager sin næste, eller når den anklagede med løgnagtige udflugter søger at skjule sandheden, eller når et vidne siger noget falsk, noget for meget eller for lidt i sagen, eller når en sagfører med vidende og vilje fører en falsk påstand, eller dommeren bevidst afsiger en uretfærdig dom. Men for det andet uden for retten, i det almindelige liv, når man af ubetænksomhed eller af ondskab bringer sin næste i falsk vanry, enten ved selv at digte eller ved at gentage og udbrede falske beretninger om ham; eller når man blot med tavshed eller en betænkelig mine og et skuldertræk antyder noget ondt om ham, som man enten ikke ved med vished, eller som man efter kærlighedens lov ikke var forpligtet til at antyde. Sådant kan undertiden ske overmåde fint og umærkeligt, blot ved at give hans ord eller handlinger en vis drejning, så opfattelsen bliver falsk – ja, så fint og umærkeligt kan det ske, at kun den alseende Gud kan mærke det. Sådant kaldes at «lyve sin næste noget på og bringe ham i vanry». Men når vi samtidig betænker, hvordan Herren Kristus har forklaret os loven, nemlig at den egentlig kræver, at vi skal elske vores næste som os selv, og kun gøre mod andre det, som vi ville, at de skulle gøre mod os, så ser vi sandheden i Luthers forklaring af dette bud, nemlig at vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke blot ikke lyver vores næste noget på og bringer ham i vanry, men at vi heller ikke forråder og bagtaler ham – ja, at vi tværtimod skal «undskylde ham, tænke og tale godt om ham og vende alt til det bedste».

For nu ikke at tale videre om de synder mod dette bud, som man i almindelighed lægger mere mærke til og med rette dømmer, nemlig dem, der begås for retten, vil vi kun søge at henlede alles opmærksomhed på de synder, som i dagliglivet så almindeligt øves mod dette bud, som sagt dels af ubetænksomhed, dels af en skjult ondskab, misundelse eller fjendskab. Det er jo et forfærdeligt tegn på vores dybe fordærvelse, at man, ofte uden at kende nogen egentlig grund, hellere hører og taler om det, der er ondt hos næsten, end om hans prisværdige egenskaber; og skønt vi selv er så ømfindtlige over for vores eget navn, at vi ikke let kan tåle, at nogen taler det mindste ondt om os, men enhver gerne ville, at hele verden kun havde godt at sige om ham, kan vi alligevel ikke høre, at man udtaler sig om andre i bedste mening. Af denne den gamle slanges sæd i mennesket er et sådant syndevæsen sprunget frem og blevet så almindeligt, at knap to eller tre kan komme sammen, uden at et eller andet menneske snart bliver genstand for en kærlighedsløs og ikke særlig hensynsfuld samtale. Ja, findes der ikke såkaldte venner og bekendte, endog slægtninge, som ligefrem besøger hinanden blot for at hente stof til onde tanker og fortællinger om hinanden? Finder man så noget virkelig ondt at sige, bliver det på en meget udførlig, grundig og omstændelig måde endevendt, gennemtygget, udlagt og udmalet, og det kaldes at «forråde og bagtale» sin næste. Dette er allerede en åbenbar synd mod den hellige kærlighedslov: Hvad I ikke vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I heller ikke gøre mod dem. Men sædvanligvis er det ikke nok med, at man omtaler, udlægger og udbreder det virkelig onde; der plejer også at følge, at man gør sine små tilføjelser og videre udregninger, også om indre bevæggrunde og hensigter, som skulle gøre det onde endnu grovere; og når nu enhver ved en ny genfortælling har det onde hjertes samme tilbøjelighed til at tilføje og forstørre næstens fejl, sker det derved, at jo længere fortællingen løber, desto større vokser og udbygges den, så man til sidst knap kan genkende den lille smule sandhed, som var det første frø eller udspringet af den nu uformeligt udvoksede fortælling. Sådan er jo, hvad vi næsten hver dag erfarer. Enhver, som endnu har nogen frygt for Gud og for synden, må vel vogte sig for at tage del i sådanne opdigtninger. Man kan ellers meget let komme til at gentage noget, som oprindelig var intet mindre end en løgn, digtet af hævn og uvilje. Mon Gud vil holde dig det til gode, at du enten i godmodig tankeløshet eller af en skjult ond vilje straks tror og gentager alt, hvad mennesker fortæller? På den måde bliver mangen en, uden egentlig at have villet det, en afskyelig bagtaler.

«Men skal jeg da ikke frit fortælle, hvad der virkelig er sandt om min næste?» vil nogen måske spørge. Svar: Se blot til, at du handler efter den store kærlighedslov: Elsk din næste som dig selv. Altså: Har du først gjort alle de forsøg på at forbedre en fejlende broder, som Kristus foreskriver i Matt 18,15–17, og alt har været frugtesløst, så han stadig fortsætter lige ubodfærdigt i det onde, han er blevet irettesat for, og er dette onde af en sådan art, at det forfører og fordærver dem, som ikke kender ham, da bliver det en kærlighedens pligt mod dine medmennesker, at du til advarsel for dem åbenbarer hans fordærvelige ondskab; ligesom man må advare mod en tyv dem, der skal tage imod ham som nabo, eller ligesom man må skynde sig at afsløre et baghold, som nogle banditter har lagt for ens liv, eller oprørsmageres planer mod øvrigheden. Kort sagt: Så snart kærlighedsloven kræver det, må du fortælle, hvad du ved af ondt om mennesker. Men er det ikke tilfældet, og har du enten ikke fulgt det, Kristus har foreskrevet på det nævnte sted, eller kan du, efter at have fulgt det, ikke bevise, at din næste fortsætter i sin farlige og forførende synd, da har du ikke ret til at omtale hans synd; du begår tværtimod dermed en åbenbar overtrædelse af den store kærlighedslov og af Herrens anordning på det nævnte sted.

Lad os nemlig betragte, hvordan Herren Kristus taler dér. Han foreskriver ikke færre end tre særskilte skridt, som skal tages over for en bror, der har fejlet, før man, ved at sprede hans synd, må prisgive ham til en almindelig dom og forkastelse. Om det første skridt lyder det sådan: Gå hen og irettesæt ham mellem dig og ham alene (Matt 18,15). Læg mærke til Herren Kristi sindelag, når han siger: «mellem dig og ham alene». Læg mærke til den guddommelige kærlighed, som kun søger synderens forbedring og frelse. Han siger: «Irettesæt ham mellem dig og ham alene. Hvis han hører dig, har du vundet din bror.» Men når han siger: Mellem dig og ham alene, så har han altså ikke overladt det til dit forgodtbefindende at behandle et dyrekøbt menneske, som det passer dig, så du også kunne fortælle en tredje om din brors synd; nej, Herren har sandelig ikke sagt «mellem dig og ham alene» forgæves. Herren Kristus er nidkær for sjælens frelse, eller som han siger her, for at du må «vinde din bror». Det sker ikke, hvis du ved i utide at sprede hans synd viser dig lumpen og giver ham afsky for din nidkærhed, mens du tværtimod burde vise ham en trofasthed, som han ikke kan finde hos verden – så han må mærke, at du er drevet af kærlighedens hellige nidkærhed. Men nu, hvis han slet ikke forbedrer sig ved din formaning, men forsvarer sin synd og fortsætter med den, så har du vel frihed til at regne ham for en hedning og tolder og nu frit fortælle alle mennesker om hans synd? Sådan vil mange have det, især hvis deres formaning har særlig betydning for dem og nu er blevet foragtet. Men Herren Kristus, den store Overhyrde, som alle fårene tilhører, siger, at du endnu ikke har lov til at behandle den, der har fejlet, sådan. Han har endnu et middel at anvende for sit «vildfarne» får. Han byder, at du skal gøre endnu et kærlighedens forsøg. Han siger sådan: Hvis han ikke hører dig, så tag endnu én eller to med dig, for at enhver sag kan afgøres på to eller tre vidners udsagn (v. 16). Dette var nu det andet skridt, som skal forsøges, nemlig at to eller tre sammen formaner den bror, der har fejlet. Men hvis også dette skridt har været frugtesløst, og han stadig ikke viser anger og omvendelse, så må han vel være hjemfalden til almindelig dom og forkastelse? Ja, sådan ville jeg og du have dømt. Men Herren Kristus siger stadig nej til det. Han siger, at du endnu skal gøre et forsøg på at vinde ham. Det lyder sådan: «Hører han ikke dem, så sig det til menigheden» – meld det sørgelige forhold til de troendes menighed. *) De troendes menighed skal nu i fællesskab bruge sine nådemidler, formaning og forbøn, til den skyldige brors forbedring. Men hvis også dette stærkeste middel bliver frugtesløst – han vil ikke lade sig sige, vil ikke angre og aflægge sin synd, men forsvare den og fortsætte med den – så indtræder det forhold, at han må regnes for en frafalden. Sådan siger Kristus: «Hører han heller ikke menigheden, så skal han være for dig som hedningen og tolderen» (v. 17). Og nu har han selv gjort sig åbenbar som en trodsig og ubodfærdig synder. Sådan var Herren Kristi forskrift med hensyn til de synder, som ikke bedrives åbenlyst for alles øjne. Men hvad angår dem, der synder åbenlyst og ublufærdigt, så alle mennesker ser det, som en drukkenbolt, en bander osv., så kan der ikke være tale om at fortie synden; om sådanne siger Apostlen: «Dem, der synder, skal du irettesætte i alles påhør, for at også de øvrige må få frygt» (1 Tim 5,20).

*) Dette kan meget let gennemføres og er allerede mange steder i vort land ofte blevet gennemført, selv om disse små menigheder ikke har været så fuldstændigt organiseret; for organiseringen er noget tilfældigt, men en menighed findes altid dér, hvor nogle troende holder sammen. De har da også som regel en eller flere mere eller mindre bevidst valgte forstandere, som fører ordet ved en sådan lejlighed, som Kristus her har i tankerne.

Se, hvilken skøn og sund lære Kristus her har givet os i den forskrift, vi nu har betragtet! Og den, der vil være en kristen, rette sig efter Herren Kristus! Altså: hvad der ikke på den ovennævnte måde enten er åbenbart, fordi det åbenlyst bedrives, eller fordi det ved det tredje advarselstrin er blevet kendt i menigheden – læg mærke til: hvad der ikke enten således er åbenbart, eller er af den art, at det må åbenbares til advarsel for andre, men stadig kan forties uden skade og til større gavn – det har intet menneske lov til at åbenbare. Som også Luther siger i sin Store Katekismus: «Hvad der er hemmeligt, skal man lade forblive hemmeligt eller irettesætte i hemmelighed, sådan som Herren Kristus lærer.» Og et andet sted siger han: «Hvis du i et hus træffer nogle mennesker i noget uanstændigt, så råb det ikke straks ud, men luk døren, så ingen andre får det at se; tag dem så til side og giv dem den lektie, de har fortjent; men lad det så dø med dig. Hvorfor skal du handle sådan? Fordi du ville, at andre også skulle gøre sådan med dig» – og fordi kun denne fremgangsmåde tjener til forbedring, mens den utidige og uopfordrede udspredelse af synden derimod kun tjener til forbitrelse. Ja, kærlighedens og visdommens lov lærer os også, at vi heller ikke med en almindeligt kendt synd skal have vores lyst i at tale om den igen og igen. Jeg må heller ikke bagtale min næste; men hvad er det andet end at bagtale ham, når jeg i hans fravær bestandig taler om hans fejl og ikke om hans bedre egenskaber? Og hvordan står det til med mit hjerte, hvordan er det med den sande kærlighed og vandringen i Ånden for Guds øjne, når jeg finder fornøjelse i at tale om min næstes fejl – altså i at gøre mod min næste, hvad jeg ikke ville, at han gjorde mod mig? Ja, hvordan står det så til med kærligheden, når det falder mig lettere at male hans skyggesider end de lyse? Herre, gå ikke i rette med os! Der findes sandelig ikke noget lem på vores krop, som vi begår så mange synder med som tungen; og sandelig ingen kristen, især hvis han har let ved at tale, som ikke her har stof til megen anger og selvbebrejdelse. «For vi fejler alle i mange ting; hvis nogen ikke fejler i ord, er han en fuldkommen mand, som også kan tøjle hele sin krop.» Altså har hver enkelt ganske vist meget at angre og forbedre her; dog er det et meget mærkværdigt forhold, hvordan tilbøjeligheden til at tale ondt om mennesker og finde sin lyst i at tale om andres synder vidner om hjertets tilstand for Gud. Hvor Guds Ånd bor og virker en daglig og voksende syndserkendelse, anger, tro og ydmyghed, dér kender man ingen større syndere på jorden end sig selv, og så tier man let med andres fejl. Det er så sandt, hvad en lærer har bemærket, at «det er et meget kendetegnende tegn på en sand nåde i hjertet, at mennesket er tilbøjeligt til at anse sin egen synd for den mest alvorlige og utilbørlige og derimod finde andres synder mere undskyldelige og ringe». Derfor, når det er omvendt, så man ikke er meget bebyrdet, tynget og elendig over sine egne synder, men måske ser sig selv næsten helt syndfri og dog har en særlig tilbøjelighed til at se og omtale andres synder, så er det jo dog et meget betænkeligt tegn på, at man hører til det folk, som i Kristi tid endda søgte at straffe ham og hans disciple for synd. De talte med en sådan nidkærhed for Herrens lov, at Kristus for dem blev en sabbatsbryder, «en frådser og vindrikker, ven med toldere og syndere». Tænk, hvad det dog er for en ånd! «Det, der vejede tungest i loven, nemlig retten, barmhjertigheden og troen, lod de fare»; men at Kristi disciple ikke fastede som de, eller at deres hellige mester styrkede sine udmattede kræfter med det, der kom af vintræet, det malede de ud som det værste. Og tænk, hvad det er for en ånd, når man bestandig søger fejl og synder også hos dem, som dog intet højere ønskede sig end at være fri for synd, når man begærligt snapper deres virkelige eller formodede fejl op, tyder dem på det værste, maler dem ud og forvrænger dem og så vidt muligt søger at sværte sin næste, for at man derved naturligvis selv kan blive anset for bedre og mere fejlfri. Herren Kristus fældede en nådigere dom over de største syndere og synderinder end over sådanne. Og denne afskyelige synd bliver ikke mindre af, at man kan forgylde sin bagtalelse med vemodige miner, dybe suk og hjerteskærende klageråb over den arme næste. Herren Kristus har øjne som ildsluer og gennemskuer nok den fromme slyngel. Var der virkelig så øm en bekymring for næstens sjæl, nærede man virkelig så inderlig en medfølelse med ham, som man vil give det udseende af, så ville man nok tale med Gud og med ham selv om hans fejl og hans tilstand i stedet for bestandig kun at tale om det til andre – og så ville man nok følge Herren Kristi forskrift om, hvordan man skal «vinde sin bror». Netop det, at man ikke følger Kristi forskrift og den store kærlighedslov, vidner tilstrækkeligt om, hvad disse fromme suk og udgydelser er værd, og viser, at de ikke er andet end en forgyldt bagtalelse, udgået af et ondt og falsk hjerte – og at denne nidkærhed er helt som deres, der med deres hyklerisk strenge moral førte kvinden frem, som var grebet i hor. Sådan falder også disse endnu i dag med deres tunger over en synder eller synderinde og kan ikke blive færdige med at tygge drøv på deres urenhed, betragte og atter betragte deres synder og usselheder. Men Herren, som kender alle menneskers hjerter og veje, siger til sådanne: «I hyklere, den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende!» Og for det andet: Styres I af kærlighed, så søg hendes forbedring og frelse, ikke at hun bliver bagtalt og fordømt! Var I virkelig fromme, så ville I dømme jer selv hårdest, og så ville I også behandle jeres medmenneske med nogen gudsfrygt og kærlighed.

Men nu bliver alt, hvad der hersker hos verden og hyklerne, en fristelse for Guds børn – sådan også denne tilbøjelighed til at tænke og tale ondt om visse mennesker. For selv hvor den gode, villige ånd og kærligheden bor, har man dog også stadig det fordærvede kød, det gamle hjertes ondskab. Deraf kommer det, som de gudfrygtige så ofte med smerte mærker og erkender, men som de uopmærksomme overser: at deres sympati, dom eller blik på et menneske ofte kun beror på dets forhold til dem selv – at hvis et menneske blot er mig velvilligt, tænker og taler godt om mig, så kan jeg så let tyde alt hos det menneske på det bedste, selv om det ellers ikke er det bedste menneske; mens mit onde hjerte derimod straks har en vis hemmelig tilbøjelighed til at søge fejl hos et ellers langt mere fuldkomment menneske og om muligt forstørre og sprede dem, hvis det blot er kommet til at krænke mig, fx har gjort mig en ubehagelig bemærkning eller vist mig ringeagt eller ved et eller andet fortrin har formørket min ære osv. Hvilket afskyeligt uhyre er ikke det faldne menneskehjerte! Blot fordi fx dit hovmod er blevet såret af en bemærkning, skal du søge at udtænke og sige alt ondt om din næste! Kan han ikke alligevel være et hæderligt menneske, selv om han har givet dig en irettesættelse? Eller hvis det har behaget Gud at velsigne ham med en vis gave eller udmærkelse frem for dig, kan han så ikke alligevel være et hæderligt menneske? Hvorfor skal du søge strid med din nabo, blot fordi hans mark eller handel synes mere velsignet end din? Hvor mange har ikke af en sådan personlig og hemmelig grund i det onde hjerte begyndt at tænke og tale alt ondt om det samme menneske, som de før har elsket i flere år, og hos hvem de dengang så alt godt! Det er meget gavnligt for en kristen i tide at give agt på denne det onde hjertes falskhed og lumskhed. Vi ser jo uophørlige eksempler på, at onde eller gode domme beror på ens vilje og udlægning. Den samme sag, som for et ondsindet menneske kan blive helt sort, er for en anden, som vil personen det godt, en ubetydelighed eller måske noget helt uskyldigt, ja, prisværdigt. Sådan kan dommen bero på udlægningen. Lad os tænke grundigt over dette og vogte os for vores hjerte, vogte os for at følge de tanker og følelser, der opstår i os mod dem, som på en eller anden måde har krænket os. Ja, sandelig! Rører misundelse og had sig mod din næste i din sjæl, mærker du i dit hjerte en lyst til at falde over ham, og brænder den og den historie om ham dig på sjælen – åh, vogt dig da! Da er en mørkets magt på færde.

En anden anledning til en indre tilbøjelighed til at tænke og tale ondt om visse mennesker ligger ofte blot i en mængde naturlige forskelle, som forskellige levevaner, forskelligt åndeligt ståsted, forskellige åndelige retninger og lignende. Blot fordi man ikke rigtig genkender og forstår alt hos en anden, er hjertet ofte tilbøjeligt til at tyde det, man ikke rigtig forstår og genkender, på det værste. Det sker ofte også mellem dem, der dog er den samme Faders børn, og mens Herren Gud elsker, kender og opdrager både den ene og den anden af dem. Sådan opstod der blandt de troende i Korinth splittelse og «stridigheder» (1 Kor 1,11–12), blot fordi den ene mere var Paulus’ discipel, den anden Peters osv., skønt Herren dog ville have både Paulus og Peter, både «Paulus’ folk» og «Kefas’ folk» i sit rige. Derfor kalder Apostlen det en barnlig kødelighed (kap. 3,1), at de splittede sig på grund af sådanne forhold. Hvis en kristen ikke tænker over sådan noget og vogter sig for sin egen ånd, men dømmer og tyder alt det på det værste, som han ikke rigtig bryder sig om, så kan han begå svære synder mod dem, som Herren elsker lige så meget som ham, og med hvem han en gang i himlen skal stå i evigt, saligt fællesskab.

Men når vi af det ottende bud ikke blot skal lære at kende vores dybe fordærvelse, men også tænke på selve efterlevelsen, så vi virkelig skal «tænke og tale godt om vores næste, dække over hans fejl og svagheder», så spørger vi: Kan dette gælde alle mennesker? Eller sådan: Skal alle mennesker kunne gøre dette? Skal vi også med held kunne formane slangens sæd til ikke at stikke kvindens sæd i hælen med løgnens og bagtalelsens giftbrod? – formane den, der er født efter kødet, til ikke at forfølge den, der er født efter Ånden, ikke at lyve på ham og bagtale ham? Nej, det er et helt særligt forhold, som Herren omtaler i Matt 5,11–12: «Salige er I, når menneskene håner og forfølger jer og lyver og siger alt ondt om jer for min skyld». Det røber altid en slap halvåndelighed, når man vil være en kristen og alligevel ikke forstår, at der skal siges alt ondt om dem, der hører Kristus til – det røber en sjæl, der stadig prøver at forlige Kristus og Belial, som vil være både Guds og verdens ven, når man undrer sig over og er parat til at tro alt det onde, der siges om Kristi efterfølgere. Man har sikkert aldrig selv endnu båret dette kendetegn på de «salige», som Kristus her nævnte: «De skal lyve og sige alt ondt om jer for min skyld – på samme måde har de forfulgt profeterne, som var før jer»; «salige er I, når menneskene hader jer, og når de udstøder jer og håner jer og forkaster jeres navn som ondt for Menneskesønnens skyld». «Ve jer, når alle mennesker taler godt om jer, for på samme måde gjorde deres fædre med de falske profeter.» «Husk det ord, som jeg har sagt til jer: En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer; har de kaldt husherren Beelzebul, hvor meget mere vil de så ikke kalde hans husfolk det!» osv. Ja, selv om en enkelt kristen, som lever i stilhed og ubemærkethed, kan undgå verdens hån, så er det i hvert fald ikke muligt, at en lærer, som altid må være synlig, stå frem og vidne med Kristus, skulle kunne have verdens venskab og almindelige ros, hvis han er sin Herres sande efterfølger og vidne. Nej, så må han nødvendigvis få samme kendetegn som sin Herre: «De bar falsk vidnesbyrd imod ham; de sagde alt ondt om ham og løj.» Og det overgik ham egentlig ikke fra folkets side, men især fra de skriftkloge og farisæerne, som derfor måtte rådslå om, hvordan de kunne gribe ham uden larm, så der ikke blev oprør blandt folket, som i hvert fald til visse tider holdt af ham. De, som nu ikke selv har fået dette hånens kendetegn, men alligevel vil være noget andet end verden, må så tænke, at det er de kristnes egen skyld, at man siger så meget ondt om dem. Er de nu allerede befæstet i deres falske ånd, så lader de ikke alle de anførte ord af Kristus gælde, men tror stadig det bedste om sig selv, selv om alle mennesker roser dem. Men er de blot svage og uerfarne børn, som endnu ikke er nået så vidt, at de er kommet frem i lyset og har fået det nævnte kendetegn, men de vokser i nåde og kraft, så får de snart deres del af «Kristi vanære», og da – ja, da bliver de snart kloge på det spørgsmål.

Noget beslægtet hermed er også det forhold, at mange kristne heller ikke lægger behørig vægt på det ottende bud, før de selv bliver mål for onde tungers løgn og hån. Før er de ofte meget tålmodige med bagtalelsen og anser det for en ringe ting, hvordan man bruger sin tunge, så længe bagtalelsen kun har ramt andre; men når den rammer dem selv, når de får at høre, hvor bittert den og den uskyldige gerning eller ytring fra dem er blevet udlagt, forvrænget og bragt videre, så bliver de så forstandige og alvorlige i nidkærheden for tungens rette brug. Må derfor den, som endnu ser let på denne sag, så hurtigt som muligt få at føle løgnens og bagtalelsens slangebid! Det var dog bedre at blive årvågen over sig selv for Herrens skyld end for sin egen bitre erfarings skyld.

Men vi har set, at dette bud ikke blot kræver, at vi ikke selv falskeligt lyver på, forråder, bagtaler eller bringer vores næste i vanry, men at vi også skal «undskylde ham» eller forsvare hans gode navn mod dem, der bagtaler ham, sådan som vi ville, at andre skulle gøre med os. «Derfor,» siger Luther, «når du træffer en sladderhank, som råber ud om en anden og bagtaler ham, så sig ham sandheden lige op i ansigtet, så han må skamme sig.» Og igen: «Det er en meget smuk og ædel dyd, hvis man kan udlægge det, man hører sige om næsten, til det bedste (så vidt det ikke er noget åbenlyst ondt osv.) over for de giftige tunger, som flittigt anstrenger sig for at udgranske eller snappe noget op, som de kan dadle hos næsten og vende til det værste, sådan som det nu især går Guds ord og dets forkyndere. For vi bør alle indbyrdes dække over det, der er skrøbeligt og vanærende hos vores næste, og af al magt fremme og befordre hans ære og afværge alt, hvad der kan bringe ham vanære.» Ja, det er sandelig «en smuk og ædel dyd», grundet i det store kærlighedsbud: Du skal elske din næste som dig selv. Og der findes måske ikke noget stærkere middel til at standse og modvirke den almindelige letsindighed, hvormed vi bruger vores tunger til at nedgøre næsten, end at fromme kristne straks irettesætter den, når den stikker frem. Men de er få, som øver denne troskab og varsomhed, denne hellige nidkærhed mod en så ringeagtet synd som tungens. Vi vil ofte hellere stå os godt med dem, der er til stede, end med alvor forsvare den fraværende, især fordi et sådant forsvar ofte kunne føre noget ubehageligt med sig for os selv, og ethvert menneske af naturen elsker sig selv mest. Kunne Peter trække sig tilbage og fornægte sin Herre, blot for ikke at skulle dele hans skæbne, så gør også vi ofte noget lignende. Lad enhver prøve sig selv. Vi elsker ikke vores næste som os selv. Men ved nåden bør de kristne dog nå dertil, at de stræber efter det; og i den situation, vi her taler om, får vi næsten hver time lejlighed til at vise denne kærlighed. Vi behøver dog sandelig aldrig kalde det onde godt. Du kan altid begynde med blot at spørge: Ved du med sikkerhed, at det er sandt, det du fortæller? «Der bliver tit løjet om folk» (Sir 19,15). Og for det andet, selv om det er sandt, kan du sige: Er det nødvendigt, er det i overensstemmelse med kærligheden og Kristi sind at tale om det? Og når det ikke er tilfældet, kan du altid med god grund irettesætte lysten til det. Desuden kan du også, for at mildne det onde, pege på de omstændigheder, det er sket under, den situation og de svære fristelser, som den, der fejlede, befandt sig i, og også pege på de prisværdige egenskaber, der findes hos ham – alt sådan som kærligheden plejer at lære os. Endelig kan man også pege på den store sandhed, at vi stakkels mennesker egentlig aldrig har grund til at dadle en anden, så længe vi ikke har grund til at rose os selv; for til syvende og sidst er vores fortjenester temmelig ens. Har du et fortrin, «hvad har du, som du ikke har modtaget? Men når du altså har modtaget det, hvorfor roser du dig så» (1 Kor 4,7)? Og har din næste en fejl, som du er fri for, så har du til gengæld en anden fejl, som nok er lige så stor som hans. Hvorfor taler du ikke lige så gerne om din egen grimmeste fejl? Så meget er sikkert, at der ikke findes nogen større dårskab, end at den ene synder taler ondt om den anden synder; og lige så sikkert er det, at en tilbøjelighed til det tyder på den allerstørste fejl, nemlig at man ikke har kærligheden. Når kærligheden er hele lovens sum og den «største» blandt dyderne, så må det jo følge deraf, at kærlighedsløsheden er den største udyd, der kan nævnes.

Ja, vi har nu godt lagt mærke til, at dette bud kræver kærligheden. Men kærligheden er hjertets sag. Her ligger hemmeligheden i vores emne. Der er mange mennesker, som ikke kan begribe, hvordan det kan være, at det aldrig bliver til noget, hvad de sætter sig for med hensyn til at vise kærlighed – der er ingen kraft i dem til at føre de gode forsætter ud i livet; og på den anden side, at de tværtimod altid igen falder i den samme synd, som de irettesætter hos sig selv. De kan virkelig bekymre sig over det og anstrenge sig for at aflægge denne synd, men falder dog uophørligt i den. Hvordan kan det være? Svar: De giver ikke agt på selve kilden, men arbejder kun med bækkene. De kan give agt på hundrede andre ting, ja, også beskæftige sig med mange smukke og hellige ting, men giver ikke agt på deres eget hjerte, dets ondskab, misundelse, falskhed osv. Og hvad er det så, der mangler dem? Det er jo Helligånden, som altid tager fat i hjertet og ved troen også virker sådanne kræfter, som ikke findes i naturen. De arbejder på at øve noget godt, som endnu ikke findes i dem; og de vil våge mod syndige ord og gerninger, men giver ikke agt på den springkilde, som hele tiden trænger på, og som ordene strømmer ud af; sådan som Herren Kristus siger: Hvad hjertet er fuldt af, taler munden. Når nu ondskaben får lov at blive ved med at herske i hjertet, så bliver det dels meget svært at våge imod, at den bryder ud i onde ord og gerninger; dels udretter man heller ikke mere dermed, end at man bliver en hykler, at ondskaben skjules for mennesker, men står tilbage lige så afskyelig for Guds øjne. Hvis gudsfrygten lærte dem at kende og agte på den fordømte syndevederstyggelighed i hjertet, og de søgte en virkelig forsoning og renselse i Kristi blod, så ville også hjertet blive renset, så ville også en ny, inderlig kærlighed og ydmyghed indtage den plads, hvor der før kun boede egenkærlighed, hovmod, ondskab og misundelse; og så ville også den nye, hjertelige kærligheds og ydmygheds udtryk strømme over tungen. Som før sagt: Hvor Guds Ånd bor og virker en stadig voksende syndserkendelse, anger, tro og ydmyghed, dér bliver det let at tænke og tale godt om sin næste; og når man desuden har fået Guds søde forsikring om syndernes forladelse for alle sine egne sværeste synder, så bliver man derved ikke blot inderligt tilbøjelig til gerne at se igennem fingre med andres fejl, men af denne nåde i hjertet strømmer nu mange hellige frugter, og blandt dem især kærligheden. Og «kærligheden gør ikke næsten noget ondt». «Kærligheden er tålmodig og mild; kærligheden misunder ikke; kærligheden handler ikke troløst,»*) dvs. handler ikke falsk mod sin næste. Videre: «Kærligheden bliver ikke opblæst; den opfører sig ikke usømmeligt; den søger ikke sit eget; den bliver ikke forbitret; den tilregner ikke det onde; den glæder sig ikke over uretfærdigheden, men glæder sig med sandheden.» Kort sagt: Kærligheden er lovens opfyldelse. Gud give os mere tro og kærlighed! Gud skrive kærlighedens kongelige lov stadig dybere ind i vores sind: «Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem!»

*) Den nye oversættelse har: praler ikke.