Det syvende bud

Se nu her igen den store Guds kærlighed og venlighed mod mennesket. Da han med de to foregående bud har villet beskytte og sikre mit liv og min ægtefælle, tager han nu også mit jordiske gods under sin beskyttelse, det, som i værdi plejer at komme lige efter de nævnte gaver. Herren Gud siger her til hvert menneske: Du må ikke stjæle, dvs. du må ikke på nogen måde, hverken i det skjulte eller åbenlyst, tage fra din næste, hvad der tilhører ham. Her bemærker vi allerførst, at Herren Gud med dette bud har udtrykt og stadfæstet, at det er retmæssigt at eje og råde over noget her på jorden – selv om han vil, at vi i vores hjerte og i brugen af vores goder skal være, ikke ejere, men kun forvaltere, som har fået overdraget en vis del af Husherrens gods for at passe det for ham og forrente det bedst muligt, at vi skal være vor Herres forvaltere (Luk 16; 1 Kor 7,31). Ja, sådan bør det være med vores hjerte og vores egen frivillige forvaltning. Men når vi ikke taler om hjertet og forvaltningen, men om retten til at bruge det gods, vi har fået betroet, så har Herren villet, at jeg skal gælde som ejer af min jordiske del, så ingen har ret til at formindske den med så meget som en øre. Det ser vi af, at Herren Gud gav et særligt bud for at sikre ejendomsretten og siger til alle mennesker: Du må ikke stjæle, du må ikke tage fra din næste, hvad der tilhører ham. *)

*) Nogle fromme, enfoldige sjæle er undertiden kommet på den tanke, at Gud ikke så med velbehag på, at de ejede noget her på jorden. For det første kan det ovenstående være værd for dem at overveje. Dernæst har der været og er der stadig mennesker, som af bedre eller dårligere bevæggrunde har krævet ejendomsfællesskab, så den ene ikke skulle eje mere end den anden. Til støtte for en sådan påstand har de henvist til ApG 2,44–45 og 4,32, altså til forholdene i den første menighed i Jerusalem. Men de har ikke betænkt, at dette smukke og herlige søskendeforhold for det første ikke var fastsat og påbudt ved nogen lov, men var en fri kærlighedens overenskomst mellem nådens søskende og ikke gjorde noget indgreb i ejendomsretten; derfor sagde Peter også til Ananias om hans mark: «Var den ikke din, så længe du havde den, og kunne du ikke frit råde over den, da den var solgt?» (ApG 5,4); og for det andet, at dette ejendomsfællesskab kun kunne bestå, så længe «hele skaren af troende var ét hjerte og én sjæl», og så længe skaren var så lille, at de «holdt sammen»; kun så længe var dette familieforhold muligt og velsignet. Derfor finder vi heller ikke dette forhold indført i andre af de apostolske menigheder end i Jerusalem, og selv dér varede det ikke længe; for af Apostlenes Gerninger og de apostolske breve ser vi snart Apostlen optaget af at skaffe gaver til de fattigere kristne i Jerusalem. Det viser jo, at de nu ikke længere havde alt lige. Og hvilket ynkeligt rod, hvilken planteskole for dovenskab og laster ville det ikke blive, hvis man ville indføre en sådan ordning i vores blandede menighed! Selv under de nuværende forhold, hvor Gud bruger nøden til at drive mennesker til virksomhed og orden, går det ret skrøbeligt; hvordan skulle det så gå, hvis denne Guds tugt blev taget bort?

Men lad os nu se, hvad dette Guds syvende bud indebærer, eller hvad der menes med stjæleri eller tyveri. Dermed menes, som sagt, enhver måde at fravende vores næste hans ejendom på, hvad enten det sker i det skjulte eller åbenlyst, med vold eller med list, i forbrydelsens grove skikkelse eller under skin af lov og ret. At stjæle, at være en tyv, er noget så groft og afskyeligt, at de fleste mennesker dog mener sig fri for den synd. Kan man end få vores ellers hæderlige, verdslige mennesker overbevist om, at de har forbrudt sig mod de øvrige bud, så løfter de dog hovedet, når man kommer til det syvende bud; over for det er man endelig retfærdig, mener man; man har jo ikke stjålet, ikke rakt hånden ud efter andres ejendom. Åh, hvilken forfærdelig hård tale, hvis vi også ville gøre de hæderlige mennesker til tyve! Ja, sandelig, hvis det kun var tyveri at bryde andres låse op og på denne grove måde fjerne penge og ejendele, så var de fleste mennesker bestemt retfærdige over for dette bud; men hvor helt anderledes ser det ikke ud, når vi betragter det i lyset af Kristi forklaringer over budene! Hvilken knusende opdagelse, hvis du gennem en sådan forklaring finder ud af, at også du er en tyv! – Når man kommer til at se og for Guds øjne overveje, at enhver måde at skaffe sig en vinding på til skade for næsten er tyveri, hvad enten det sker i en handel, som man selv anser for heldig, gennem det, man betegnende kalder en «røverpris», eller ved at sælgeren forlanger og får alt for meget for sin vare, eller gennem et forsømmeligt arbejde fra daglejerens side osv., så vil man se, hvor sandt Luthers ord er, at «intet erhverv i verden er så almindeligt som tyveri», at det er en så vidt udbredt og almindelig last, men også så lidt agtet på og bemærket, at «hvis man skulle hænge alle, som er tyve og dog ikke vil kaldes det, ville verden blive øde, og der ville mangle både bødler og galger».

Vi taler nu ikke om hjertet, eller om hvordan Guds øjne ser dig som en tyv, mens du endnu ikke har formindsket din næstes ejendom med en øre, når du dog har lyst til det og kun af frygt og forsigtighed holdes tilbage; nej, vi taler endnu om tyveri i handling og gerning. Og så gentager vi og beder enhver alvorligt overveje, hvad der ligger i, at enhver måde at formindske næstens ejendom på er et tyveri i selve gerningen; at man stjæler, ikke blot når man plyndrer kister og lommer, men også når man på torvet eller i butikkerne forlanger for meget eller giver for lidt for en vare, når man i værkstedet laver dårligt eller svigagtigt arbejde, men tager fuld betaling; eller når en karl eller pige i huset ikke tjener troligt eller lader noget gå til spilde, med ét ord ikke har husbondfolkets bedste for øje; eller når man i dyre tider udnytter den trængendes nød og tager en urimeligt høj rente af sine penge osv. På den måde kan du hurtigt fravende din næste ti, tyve, halvtreds eller hundrede rigsdaler – og alligevel går du fri, mens mange har siddet i fængsel eller stået ved kagen for meget mindre, blot fordi de brugte en anden måde at stjæle på. Det ville være et forgæves forsøg at ville opregne alle de skjulte måder og veje til tyveri, som i verden ofte går og gælder for idel retskaffen vandel; for dette tyveri gennemtrænger alle stænder og forhold. Øvrighedspersoner øver uret og undertrykkelse mod undersåtterne og undersåtterne mod øvrigheden; lærere mod deres tilhørere og tilhørere mod deres lærere; forældre mod børnene og børn mod forældrene; husbonder mod deres tjenestefolk og tjenestefolk mod deres husbonder; sælger og køber mod hinanden osv., så hele verden i sandhed er én stor og forfærdelig røverkule. Når øvrigheden ved uddelingen af embeder og andre fordele tager mindre hensyn til den virkelige fortjeneste end til andre omstændigheder, så er det for Gud og samfundet tyveri og uretfærdighed; for øvrigheden er sat til at forvalte samfundets goder upartisk og retfærdigt. Når undersåtter ved underslæb, smugleri og alle slags måder at omgå lovene på unddrager sig deres forpligtelser over for staten, hvad er det da andet end stjæleri og tyveri? Når lærerne ikke giver tilhørerne det gode, som de får løn for, nemlig en virkelig sjælesorg, et rent og rigeligt forkyndt Guds ord, en sand vejledning og hyrdeomsorg, men forsømmer tilhørernes sjæle, giver dem falsk og blandet næring osv., men omhyggeligt hæver deres løn for arbejdet, så er de jo rigtige stortyve, som den svigagtige håndværker eller forsømmelige daglejer knap kan nævnes ved siden af. Og når tilhørerne på deres side på enhver måde prøver at unddrage sig deres forpligtelser over for lærerne og ikke betænker, at «de, som forkynder evangeliet, skal også leve af evangeliet» (1 Kor 9,14), hvad er det da andet end stjæleri og tyveri? Sådan stjæler også forældre fra deres børn, når de i dovenskab og overflod ødsler børnenes arv bort eller ikke bruger de midler, der er, til at give børnene den opdragelse, som de siden kan tjene deres brød ved. Og når børnene ved ulydighed og dovenskab bliver dyrere for forældrene, end de ellers behøvede at være, eller en søn i sit overmod stifter gæld og optager lån, som faderen må betale, hvad er det da andet end stjæleri og tyveri? Og hvor meget tyveri og uretfærdighed husbonder og tjenestefolk øver mod hinanden, er grufuldt blot at tænke på. For ikke at tale om de åndelige goder, som husbonder ofte berøver eller tilbageholder fra deres tjenestefolk, minder vi blot om den ligegyldighed over for deres legemlige vel, som i almindelighed hersker, hvor man er langt mere omhyggelig med trækdyret i stalden end med den tjenestekarl, der passer det. At en tjenestekarl i husbondens tjeneste ødelægger helbred og liv, går husbonden mindre til hjertet, end hvis hans hest kommer noget til. Og hvor ofte prøver man ikke at formindske tjenerens løn eller at udbetale den på en sådan måde, at husbonden mærker den så lidt som muligt, selv om den i samme grad bliver unyttig for tjeneren! *) Men kan husbonderne på den måde øve tyveri og uretfærdighed mod deres tjenestefolk, så kan tjenestefolkene ikke mindre let bestjæle deres husbonder; og som regel er tjenestefolkenes tyveri endnu mere almindeligt. Du er måske fri for et groft, håndgribeligt tyveri fra din husbond; men der er så mange måder, hvorpå en tjenestekarl eller -pige kan gøre sig til tyv. Hvordan tror du for eksempel, at Herren vil se på det, at du ofte lader din husbonds ejendele gå til grunde og forringes for mange rigsdalers værdi, hvad der burde have været forebygget ved din flid og omhu? Eller at du bruger enhver lejlighed til, langt ud over dit behov og jeres aftale, at tage til dig af husbondens mad og drikke – er det ikke tyveri? Din forsømmelighed og dovenskab i dit arbejde, når husbondens øje ikke følger dig, berøver ham mangen en rigsdaler. På disse og lignende måder har du måske i årets løb stjålet langt mere fra din husbond, end din løn udgør. Var det nu sket på en anden måde, nemlig ved at tage det fra hans kiste på én gang, så kunne du være blevet straffet af mennesker som tyv; men nu skal den store Gud straffe dig. De samme bemærkninger gælder også daglejeren og håndværkeren. Daglejeren vil have sin dagløn så stor som muligt, men gør sig ingen samvittighed af sin dovenskab og den forsømte tid, som han lader sig betale for. Og den fejl og det bedrag, som håndværkeren kender til i sit arbejde, prøver han blot at skjule bedst muligt, men lader sig godt betale – er alt dette ikke stjæleri og tyveri? Og at Herren ser det og vil «gengælde enhver efter hans gerning», bekymrer ingen sig om. – Går vi nu til køberne og sælgerne, så møder vi i almindelighed det samme tyvagtige og uretfærdige sind. For nu ikke at tale om den groveste form for det, hvor sælgeren med mange eder forsikrer, at hans falske vare er ægte, og at den angivne pris er den laveste; og køberen på samme måde fastsætter det højeste, han kan byde, hvorefter de begge snart gør deres forsikringer til intet, idet sælgeren slår af på den angivne «laveste» pris, og køberen lægger til sit «højeste» bud – for ikke at tale om denne grove ugudelighed: hvor megen uretfærdighed sniger sig ikke ind mellem sælger og køber, selv under et pænere ydre, når de mødes for at kappes i dygtighed til at bedrage hinanden! «Det er noget ganske almindeligt,» bemærker en lærer om dette, «at sælgeren forlanger for meget, og at køberen pruter; det lægger vi ikke engang mærke til længere. Men hvad betyder og forudsætter det? Bestemt ikke andet, end at køberen stiltiende anser sælgeren, og denne igen køberen, for en bedrager, for en, som man ikke kan sige den rene sandhed til. Åh, en sørgelig overenskomst, som vi således i stilhed har indgået med hinanden! Dermed giver vi intet andet til kende, end at tyveri og bedrag er vores fælles sag.» Sådan er vores almindelige retfærdighed.

*) I den ulykkelige tid med «husbehovsbrændingen», hvor mangen husbond så da ikke med velbehag, at hans tjenestekarl i årets løb tog sin løn ud i stob og kander brændevin, så tjeneren, når tjenestetiden var omme, snarere stod i gæld til husbonden, end han havde noget tilbage for alt sit arbejde! Jo, det, han havde tilbage fra den tjeneste, var – den drikketrang, der var godt indøvet og næret, og som ødelagde hele hans fremtid. Og en sådan husbond blev dog ikke sat i fængsel eller ved kagen, sådan som de mindre tyve ofte blev for et øjebliks tyveri.

Alt dette kan være et eksempel på det mest almindelige tyveri og den mest almindelige uredelighed; men som undertrykkelse af næsten er det endnu en barneleg mod det, som ofte øves under skin af lov og ret, fx mod enker og faderløse børn, gennem uretmæssige retssager, bestikkelse og lignende. Det kan ofte ikke rettes, godtgøres og straffes i tiden; men over den slags våger den almægtige hævner. Se dig godt for, du falske undertrykker, hvad du samler over dit hoved, over dine børn og efterkommere, for ikke at tale om din arme sjæl og evigheden – se dig godt for, når den undertrykte sukker over dig! Når han ikke kan få ret hos mennesker, går han nok bort og tier, men hans bedrøvede hjerte, hans tavse suk stiger op til himlen. Sådanne suk og råb er ingen spøg. Så sandt Gud ikke lyver, skal de drage en forbandelse ned over dig, som du nu ikke kan forestille dig, og som en dag skal blive dig alt for tung. For de trænger frem til ham, som er de fattiges og undertryktes fader og forsvarer, og som ikke vil lade din misgerning gå uhævnet. Nej, lykkes det dig at slippe, så må du kalde Gud en løgner for hele verden.

Men dette må også overvejes af enhver, som bliver ved med at trodse Herrens bud, blot fordi han undgår menneskers straf – bliver ved med i det skjulte at pleje og øve sin synd, hvad enten det er rapseri og tyveri eller åger og ubillighed mod de fattige eller falskhed og svig i handel, eller på hvilken måde han nu øver sit tyveri: Herren ser det, og Herren er en stærk hævner. Han tier nu og venter med straffen; så mener du, at han regner din synd for ingenting; din samvittighed sover, og Satan forhekser dig med sin indskydelse: «I skal ingenlunde dø!» – men hvis den synd, man plejer, skal blive ustraffet, så måtte der være en ny Gud i himlen og ikke den gamle, evige. Også Judas øvede længe sit skjulte tyveri – «han var en tyv og havde pungen» – hørte imens meget af Guds ord og lignede udadtil de andre disciple; men se, hvordan det gik ham! Da han ikke agtede på nogen advarsel, men blev ved med sit tyveri, blev han også efterhånden mere og mere forhærdet, indtil han til sidst var kommet til en så vanvittig forblindelse, at han ikke engang frygtede for at forråde sin Herre for penge. Men Djævelen indskød ham hele tiden: «Det bliver ikke farligt, intet er farligt. Kristus bliver ikke dømt (Matt 27,3), og de tredive sølvpenge kan du ikke give afkald på. Tænk, hvor meget godt du kan købe for de penge!» Og hvordan gik det ham? Han fik ikke blot intet godt at nyde af de penge, men de samme penge gjorde ham helt ulykkelig for både tid og evighed og gav ham allerede i tiden et sådant nag og en sådan angst, at han ikke kunne bære dem, men i sin fortvivlelse måtte kaste dem fra sig – og nu var hele verden ham for trang, han kunne ikke leve for usigelige kvaler, så tordnede og forskrækkede hans samvittighed ham, indtil han med hele tyngden af Guds vrede og trusler gik bort og hængte sig selv – «og gik til sit sted». Sådan skal det jo altid gå med trodsige syndere – når synden er fuldbragt, føder den døden.

Åh, hvis bare enhver i tide ville besinde sig på det, så ville han nok frygte synden lige så meget som selve helvedes afgrund! Men når samvittigheden sover, og Djævelen fylder hjertet med sin forblændelse og løgn, og der endnu ikke ses noget til straffen, så er det let at blive bedraget. Og at der er en djævelsk forblændelse på færde, kan du mærke på, at de samme synder, som på andre tider har været så forfærdelige for dig, at du blev fyldt med gru ved den blotte tanke om dem, nu forekommer dig så små og ubetydelige, at du knap ved, om de overhovedet er synd, og at du nu ikke kan frygte dem det mindste. Det er et sikkert tegn på, at du netop nu er under en forblændelse fra Djævelen. Hvordan kan du ellers forklare det, der lige blev sagt – tænk over det en gang til – at den samme synd, som altid før har vakt din gru, nu forekommer dig som ingenting? Tænk blot på det, og flygt som for Djævelen selv og helvede – flygt og kast dig ned for den almægtige og trofaste Gud, som stadig vil og kan frelse dig fra Djævelens snare. Bliv liggende for ham med din bøn, indtil han har drevet forblænderen bort, og du har fået det rette syn og den rette rædsel for synden igen.

Men du må også lære af den samme Judas, at selv om du allerede var faldet, skal du heller ikke følge fortvivlelsens ånd, som nu vil skære dig af fra ethvert håb om redning. Nej, det skal du vide, at så grufulde synder kan du aldrig have begået, at den almægtige og trofaste Gud ikke kan hjælpe. Er det sådan med dig, at du stadig vil blive i synden og derfor skyr lyset, for at det ikke skal straffe din synd, og du holder dig væk fra Gud og ikke vil bekende din synd for ham og søge hans nåde og hjælp, så må du også blive under syndens magt og i kval og bebrejdelser. Men flygter du til Herren med bekendelse og bøn, så kan alting hjælpes, sådan som Skriften udtrykkeligt siger: «Den, der skjuler sine fejl, får det ikke godt, men den, der bekender dem og opgiver dem, skal få barmhjertighed» (Ordsp 28,13). Sådan siger også apostlen Johannes: «Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vores synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os synderne og renser os fra al uretfærdighed.» Ak ja, Gud er «trofast» – han vil ikke nogen synders død; hvert menneskebarn ligger ham på hjerte; der bliver glæde hos ham og hans engle, når en synder vender om og gør bod. Og vi kan umuligt have syndet sådan, at «Jesu Kristi, Guds Søns, blod» ikke «renser os fra al synd». Det er kun den falske ånd, som holder sig væk fra Gud, der gør os ulykkelige, sådan som også David siger: «Så længe jeg tav, sygnede mine knogler hen under min stadige klage, for dag og nat var din hånd tung over mig osv. Men jeg sagde: Jeg vil bekende mine overtrædelser for Herren; da tilgav du mig min syndeskyld.» Og så havde David det så godt, da var hans hjerte så let og glad, at han sang: «Salig er den, hvis overtrædelse er tilgivet, hvis synd er dækket. Salig er det menneske, som Herren ikke tilregner skyld, og i hvis ånd der ikke er svig» (Sl 32). Åh, hvor godt du skal få det, hvor dit hjerte skal blive lettet, og hvor du skal ånde en ny og renere luft, når du har fået alle dine synder vasket af og er kommet i fred og venskab med Gud! Så vil han også selv hjælpe dig i fristelsen bagefter, så du ikke længere behøver at være en ulykkelig slave under synden, selv om du ikke med ét slag bliver fuldkommen fri for dens angreb. *)

*) Når vi her har talt om et menneske, der vender tilbage til Gud og bekender sin synd, bør vi også svare dem, der spørger, hvad de så skal gøre med det stjålne gods, og om de også skal bekende synden for mennesker. Hvad det første angår, er det helt klart, at så sandt din omvendelse er oprigtig, vil du også give det stjålne tilbage. For at angre et tyveri, men ville beholde det stjålne, det ville jo blot være gøgl. Men der er to tilfælde, hvor spørgsmålet bliver vanskeligt. Det første er, når den bestjålne eller hans arvinger ikke længere er til. I det tilfælde kan du give det uretmæssigt erhvervede gods til de fattige, som er «Guds universalarvinger», som Fresenius kalder dem. Det andet vanskelige tilfælde er, når du måske ikke længere har mulighed for at give det stjålne tilbage. I det tilfælde er der vel ikke andet tilbage end at bekende synden for den næste, man har stjålet fra, og bede om tilgivelse. – Men så kommer vi til det andet spørgsmål: Skal man altid, også når man giver det stjålne tilbage, opgive sit navn og sin synd over for den næste, man har forurettet? – At det ikke altid er nødvendigt eller rigtigt, men må bedømmes med forstand og dømmekraft i hvert enkelt tilfælde efter omstændighederne, vil vi snart se. Først må man betænke, at der i et tyveri altid indgår to forhold: det materielle, at noget gods er taget fra et menneske, og det moralsk onde, at jeg har foragtet og brudt Herrens bud. Det er kun det materielle, der vedkommer næsten; med det moralske står jeg alene over for Gud. Når næsten har fået sit gods igen, har han ikke noget med min synd at gøre. Det er det almindelige princip for at bedømme dette spørgsmål. Men nu er der forskellige omstændigheder, der gør, at man undertiden må gå bort fra denne regel. Først den allerede nævnte, at jeg ikke længere har midler til at give det stjålne tilbage; så bliver det for et bodfærdigt sind en trang i det mindste at bekende synden og bede om tilgivelse. Det andet tilfælde er, når mennesker allerede har en vis viden om eller i det mindste en anelse om det tyveri, jeg har begået. Så bliver det nødvendigt, at jeg viser, at min omvendelse er virkelig, ved en oprigtig bekendelse. Den tredje omstændighed er, at en anden er blevet mistænkt og måske straffet for min forbrydelse; så er jeg forpligtet til ved min bekendelse at give ham oprejsning. Og i øvrigt: Har jeg med sande kristne at gøre, som af min bekendelse altid kun vil blive vakt til lov og pris til Gud for det Guds værk i min sjæl, der lyser frem gennem min sønderknuste bekendelse, og som desuden i kærlighed vil beholde det for sig selv, så må jeg gerne bekende, også uden at de nævnte omstændigheder gør det nødvendigt. Men er den forurettede et menneske, der er fjendtligt mod Guds værk eller på anden måde upålideligt, og som man må regne med vil misbruge min bekendelse til at håne og til at sprede min skam, så også mange uskyldige, som børn, pårørende og slægtninge, bliver påført bitter lidelse ved den ærekrænkende skam over mit navn, så ville det være en stor dårskab og synd også at angive sig selv ud over at give godset tilbage. For kærlighedens almindelige lov byder, at jeg ikke må påføre mennesker ufortjent lidelse; derfor kan en ubeføjet og uforstandig bekendelse blive en svær synd mod dette kærlighedens bud. – Hvad endelig angår det tilfælde, at min samvittighed ikke kan finde ro trods al bekendelse for Gud og al brug af nådemidlerne, så kan jeg gå til en alvorlig sjælesørger eller ellers til en erfaren kristen og bekende min synd for at få trøst og lettelse for mit hjerte, sådan som Apostlen lærer i Jak 5,16. Men for selve sagens skyld, eller for Herrens skyld, behøves det ikke; for om det siger David: «Mod dig alene har jeg syndet» osv. (Sl 51), og igen: «Jeg sagde: Jeg vil bekende min overtrædelse for Herren; da tilgav du mig min syndeskyld» (Sl 32).

Men i hvert bud er der ikke alene noget forbudt, men også noget befalet. Sådan er det også med det syvende bud. Det indebærer ikke blot, at vi ikke skal stjæle, men også, som det udtrykkes i Luthers Lille Katekismus, at vi «skal hjælpe til, at vores næstes ejendom og næring bliver forbedret og beskyttet». Det ligger også i det apostoliske ord: Den, der har stjålet, skal ikke mere stjæle, men hellere arbejde og gøre det gode med sine hænder, så han har noget at dele med den, der har brug for det (Ef 4,28). Når vi betænker, at Herren Gud med samme alvor, som han forbyder det onde, også kræver det gode af os, så vil denne del af betragtningen komme os endnu nærmere og også gøre dem til syndere, som ikke blev det i den første del. Men dertil kræves så, at man ikke ser på, hvordan gerningen selv tager sig ud, men at Gud selv betyder noget for os. Verden og fornuften siger sådan: «Når jeg ikke tager noget fra en anden, må jeg handle frit og som jeg vil med det, der tilhører mig.» Men i Kristi rige gælder en anden lov; den siger sådan: «Du skal ikke alene ikke gøre din næste noget ondt, men tværtimod gøre ham alt godt med de gaver og midler, som Gud netop har skænket dig til det; du skal elske din næste som dig selv.» Den, der ikke gør noget ondt, gør dog megen synd, når han ikke gør det gode, som han kan og bør gøre (Jak 4,17). Og også vores timelige goder har Herren Gud givet os, ikke blot for at de skal tjene os selv, men også for at vi kan gøre vores næste godt med dem, som vor Herres forvaltere, der ikke har ret til at gøre, hvad de har lyst til, med de gaver, han har skænket, men hvad hans hellige kærlighedshensigter kræver. Det er grunden til en hel kæde af pligter, som hele verden intet ved om. Lad os derfor veje vores forhold til det syvende bud endnu bedre på den store kærlighedslovs guldvægt. Så vil vi med forbavselse opdage, hvordan næsten alle vores gerninger, vores spisen og drikken, vores arbejde og vores hvile, vores tilbageholdenhed og vores gavmildhed, alt, alt er besmittet og gennemtrængt af synd mod dette bud. Når et forfængeligt menneske blot for sine fornøjelsers og sin pynteglæde skyld køber det ene nye klædningsstykke efter det andet, og det flere gange om året, så tænker det helt sikkert aldrig eller sjældent på, at det dermed synder mod sin fattige næste. Men hvis det agtede på den kongelige lov: Du skal elske din næste som dig selv, og besindede sig på, hvor mange fattige og nødlidende der kunne hjælpes og kvæges med de summer, det kaster ud på sin forfængelighed – ja, hvis Herren Gud og hans hellige bud blev vigtige for dets sjæl – åh, hvilken sort og skyldbelastet synder ville det ikke føle sig som blot for sådan noget, som nu næsten ikke et eneste menneske så meget som tænker på. Det er dog en sandhed for Gud, at hvad man af sin overflod kaster ud blot for at tilfredsstille sine lyster og indfald, det stjæler man fra sin fattige næste, som man var forpligtet til at tjene med de goder, der er os betroet. Tyven, som i sin fattigdom måske med stor angst tager noget af sin næstes gods, er for Gud sikkert mindre skyldig end den, der med fuldt overlæg hele tiden og bestandig foragter dette Guds hellige krav og, skønt han kender sin nabos nød og fattigdom, alligevel med god appetit ved et kræsent bord eller med overflødig pynt kan ødsle Guds gaver bort uden at kvæge den fattige nabo det mindste. Gud under ganske vist gerne sine børn også at nyde noget ud over, hvad selve livets opretholdelse kræver; det ser vi af, at Herren Gud ud over det nødvendige brød også skabte mange ting til menneskets vederkvægelse. Men at søge nydelsen for dens egen skyld, uden at legemets eller sjælens kræfter kræver den, og det mens man glemmer næstens nød; at give nydelsessygen og hovmodet frit løb og følge verdens skik – det er at glemme sit høje kald og foragte den store kærlighedslov.

Endnu mere åbenlyst er det, at hovmodet og nydelsessygen bliver tilfredsstillet på andres bekostning, når man for deres skyld sætter sig i gæld, som man aldrig kan betale. Mange er på den måde blevet bedragere, som tidligere vist aldrig tænkte på noget sådant; men det er kun sket, fordi de ikke var på vagt over for en verdslig ånd, der sneg sig stille ind, og ikke gav agt på, hvilken levevis Herren foreskrev dem gennem det mål af timelige goder, han tildelte dem. Både i mad og drikke, i klæder og husgeråd er der meget, som man måske kun af vane har lært at anse for uundværligt, men som dog let kan undværes og må opgives, når omstændighederne kræver det. Den, der ikke i tide giver agt på det og retter sig efter det, men vil følge verdens vis, må snart blive en bedrager og tyv under navn af låntager. – Men som sagt bør vi også, om ikke for andet, så for at kunne hjælpe de fattige, bruge vores timelige goder med omtanke. En kristen burde aldrig tillade sig nogen udgift uden først at spørge sig selv: «Kan jeg gøre den med god samvittighed? Stemmer den med kærligheden til Gud og næsten?» For vi må aldrig glemme, at også vores timelige goder er betroet os, så vi skal stå til ansvar for dem; at vi kun er vor Herres forvaltere – og at det er summen af buddene på den anden tavle: Du skal elske din næste som dig selv.

Åh, hvor langt mennesket er kommet bort fra den sande retfærdighed! I stedet for at elske sin næste som sig selv og hjælpe, beskytte og forbedre hans ejendom og næring, er det vel ofte kun med besvær, at vi tåler at se dem blive forbedret ved Guds velsignelse. Eller hvor hurtigt bliver vores hjerte ikke grebet af misundelse, når vi ser vores næstes vel blive fremmet frem for vores eget! Når naboens høst ser mere lovende ud, eller en anden tilfældig lykke eller gevinst tilfalder ham, når han har mere fremgang i sin næring eller i udøvelsen af sit embede, så mærker dit hjerte snart en vis lidelse, en halv bitterhed. Så forfærdeligt er naturen fyldt med Djævelens sæd. Så langt er vi fra at elske vores næste som os selv. Selv dér, hvor nådens Helligånd har fået skabt et nyt sind, som «glæder sig, når et andet lem æres» (1 Kor 12,26), findes der dog ved siden af det nye, hellige sind også det gamle adamitiske, som aldrig mister sin onde natur, så kærligheden til næsten hele tiden må kæmpe med den falske egenkærlighed. Dér er der altid en strid mellem Ånden og kødet; de står så meget imod hinanden, at selv de genfødte ikke gør, hvad de vil. Derfor er der også ingen retfærdig, ikke én. Også det syvende bud gør os bestandig til syndere. Derfor er det sandelig nødvendigt for de kristne at holde hårdt fast ved den store hovedartikel om ham, som blev regnet blandt misdædere, som «måtte betale, hvad han ikke havde røvet» (Sl 69,5), da han gav sit liv som løsesum midt imellem to røvere for at vinde os en bestandig nåde for vores bestandige syndighed. Derfor skal vi, hvis vi lever af hans retfærdighed, bestemt ikke fordømmes for vores uretfærdighed; men den nåde skal også virke, at vi giver agt på hans hellige vilje, som er: at vi ikke mere skal leve for os selv og ikke kun se på vores eget bedste, men hver og en også på den andens. Det er summen af dette bud. Det give Herren os i sin nåde! Amen.