Det niende og det tiende bud

Med disse to sidste og nært beslægtede bud har Herren Gud til slut angrebet og forbudt selve begæret, de onde lyster i hjertet, og deres allermest skjulte snigveje. Her lyder det nu: «Du må ikke have lyst», «du må ikke begære!» Hellig, hellig er Herren, og hellig vil han have mennesket. Måtte hans Ånd få åbne vores sind!

Hvad nu angår betydningen af disse to bud, så kan man især af grundteksten i 5 Mos 5,21 se den forskel mellem dem, at i det niende bud forbydes det begær, der er udviklet til vilje og forsæt, eller at mennesket giver sit hjertes begær sit bifald og søger at føre det ud i livet; hvorimod det ord, som står samme sted i det tiende bud, synes at være rettet mod selve begærets tilstedeværelse i hjertet, altså mod selve arvesynden, for det betyder så meget som: Du skal se til, at du ikke har begær efter det, som tilhører din næste. Herren Gud, som ser alle menneskers veje, som er en «dommer over hjertets tanker og hensigter, og for hvem intet skabt er usynligt», han, som betragter vores veje, har set, at også dér, hvor man ikke i egentlig forstand vil bryde det syvende bud, kan man dog, ved at nære begæret efter næstens ejendom, tilegne sig den på en måde, som er retmæssig for alle menneskers øjne og love; jeg kan, ved at gribe lejligheden, med fuld lovlig ret gøre noget, som alligevel strider mod kærligheden, noget, som jeg ikke ville, at en anden skulle gøre mod mig, skønt jeg heller ikke kunne sige, at han gjorde egentlig uret. Se her nogle eksempler: Når min næste på grund af fattigdom eller en midlertidig nødstilling må sælge sin ejendom på et bestemt tidspunkt, hvad enten han på det tidspunkt kan få, hvad ejendommen er værd, eller ej, og jeg benytter lejligheden til at købe den for den pris, den efter omstændighederne må gå for, selv om jeg indser, at den er mere værd – så må alle mennesker sige, at jeg ikke har gjort noget forkert, for jeg har givet mere for ejendommen end nogen anden på samme tid; jeg har altså gjort en barmhjertighedsgerning. Men Herren ser mig i ansigtet og siger: Du fromme slyngel! Jeg forstår den handel. Elskede du din næste som dig selv, ville du betale, hvad ejendommen er værd, også selv om ingen anden bød det halve. Nu har du på hæderlig vis tilegnet dig en stor del af din næstes ejendom, men for mig som en tyv. – Den samme synd begår den, som uden at være i virkelig nød kræver sine udlånte penge tilbage på et tidspunkt, hvor tilbagebetalingen tvinger låntageren til et salg som det, der nu er omtalt. Men hvilket menneske kan sige, at jeg har gjort noget forkert, når jeg blot har opsagt et lån, blot har krævet tilbage, hvad jeg ejede? Sådan noget kaldes jo for alle mennesker at handle ærligt og retfærdigt. Man vil ikke forstå, at min næste ved denne min ærlige handling alligevel berøves en større eller mindre del af sin ejendom, skønt ingen af os ville, at sådan noget skulle overgå ham selv; og deraf ses jo tydeligt, at min retfærdige handling var et brud på Guds hellige lov, som siger: Elsk din næste som dig selv.

Kort sagt: Min handling kan se nok så smuk ud – så snart jeg alligevel dermed formindsker min næstes gode, står jeg for Guds øjne som en tyv og røver. Jeg har blot brugt en mere skjult og lumsk skurkestreg, hvorved jeg oven i købet også vil have den ære at blive anset for from og ærlig. Men selv om den menneskelige dommer og ethvert menneske må erklære mig retfærdig, så vil Herren Gud ikke gøre det; for han ser meget vel det falske hjerte og det fine skælmsstykke. «Du, Herre, forstår mine tanker langt borte fra; du ransager mig og kender mig; du ser alle mine veje. Om jeg end sagde: Mørke skal dække mig, så ville selv mørket ikke være mørkt for dig, natten ville lyse som dagen.» Åh, måtte dog enhver betænke dette, at Herren Gud ser også det allermest skjulte på vores veje, ser vores mest skjulte tanker og hensigter!

Da Herren Gud i det syvende bud havde forbudt al egentlig uærlighed, og han her forbyder at have lyst til næstens hus, så forstår vi, at han her har disse finere og mere skjulte veje for begæret i tankerne; at han i det niende bud forbyder viljen og forsættet til, når det kan ske på en såkaldt «hæderlig måde», at tilegne sig noget af næstens gode, og at han således her mere direkte påbyder, hvad ellers hele den anden tavle kræver: «Du skal elske din næste som dig selv». – Men hermed har Herren også angrebet og forbudt den last, som altid er kilden til dette begær, og som hele verden regner for ingenting, nemlig griskheden, eller at et menneske «vil blive rig». For blot om den tilbøjelighed siger Apostlen: «De, som vil blive rige, falder i fristelse og i snarer og i mange tåbelige og skadelige begæringer, som styrter menneskene i fordærvelse og fortabelse. For griskheden er en rod til alt ondt; nogle har haft lyst til den og er derved faret vild fra troen og har påført sig mange kvaler» (1 Tim 6,9–10). Sådan siger også Sirak: «Den, der elsker penge, bliver ikke uden synd» (Sir 31,5). Men når altså allerede griskheden, eller begæret efter at blive rig, forbydes og straffes i Guds ord, hvor meget mere åbenlys en synd må det så ikke være, at et menneske nærer misundelse mod sin næste og onde lyster og rænker efter hans ejendom! Åh, hvor forfærdelig langt må det menneske være kommet bort fra den rette kærlighed, som ikke blot undlader at søge sin næstes bedste, men ligefrem misunder ham hans gode og kan have lyst til at få fat i det! Det er denne grove og afskyelige synd, Herren her forbyder.

Men så forstår vi også, hvad han derimod befaler os i dette bud, nemlig at vi ikke blot skal være tilfredse med vores lod og gerne unde vores næste hans gode, men at vi også skal fremme vores næstes bedste, og det lige så trofast og oprigtigt som vores eget. Derom siger Apostlen også ikke alene dette: «Jeres færd skal være fri for pengebegær; lad jer nøje med det, I har» – «gudsfrygt med nøjsomhed er en stor vinding» (Hebr 13,5; 1 Tim 6,6), men også dette: «Se ikke hver især på jeres eget bedste, men hver især også på andres» (Fil 2,4). Se, dette er at elske sin næste som sig selv: «Se hver især på andres bedste; elsk din næste som dig selv». Men skal det da kun være et smukt ord? Skal da ingen virkelig gøre efter det? Og hvem skal gøre det, om ikke jeg og du, som også er mennesker? For Gud har jo her talt til hvert menneske. Eller har Herren Gud givet sine bud uden nogen mening, uden en alvorlig vilje til, at vi skal gøre efter dem? Eller skal vi spotte ham sådan, at vi kun priser hans bud som smukke, rette og hellige, men derefter vender os bort fra dem og aldrig begynder at gøre efter dem? «Den tjener, som kendte sin herres vilje og ikke gjorde sig rede og heller ikke gjorde efter hans vilje, skal straffes med mange slag» (Luk 12,47). Men nu, selv om vi, stik imod vores onde natur, i alt tjener vores næste og ikke snyder ham for en øre, så er dette vist en meget smuk retfærdighed – dog stadig kun for mennesker. For Guds øjne står alle dit hjertes onde begæringer, selv om du tøjler dem sådan, at du ikke udøver dem i gerning og handling. Du er da udadtil from, men indadtil ugudelig; from i gerninger, men fuld af forbrydelse i hjertet, som dog skulle være selve templet og helligdommen for den hellige Gud. Når du i selve hjertet har onde tanker, lyster og begæringer, så er det en vederstyggelighed for Guds øjne, som han aldrig kan tåle. Derfor har han til sidst også forbudt dette, når han i det tiende bud siger: «Du må ikke have lyst til din næstes hustru, ej heller til hans tjener eller hans tjenestepige, ej heller til hans okse eller hans æsel, ej heller til noget andet, som tilhører din næste». Her har den guddommelige majestæt nu til sidst udtalt, hvad han egentlig vil og mener med alle sine bud, nemlig at vi skal være helt rene og hellige, ligesom han er hellig (3 Mos 11,45). Her har den guddommelige majestæt forbudt den første bevægelse, ja, blot tilstedeværelsen af et syndigt begær i hjertet. Læg dog mærke til: «syndigt» begær. Det kan ikke nægtes, at der også findes uskyldige begær, nemlig først de rent naturlige, såsom efter mad, drikke, søvn m.m., når de blot holdes inden for mådeholdets grænser (5 Mos 12,15); dernæst de åndelige, såsom længsel og begær efter Gud og alt godt, som David så ofte taler om: «Min sjæl længes og vansmægter efter Herrens forgårde og efter den levende Gud, ligesom hjorten længes efter vandbækkene» osv. Men syndige er alle de begær, som på nogen måde strider mod Guds bud og ordning, som for eksempel disse begær, som Herren her nævner: begær efter din næstes hustru (eller den urene vellysts begær), eller efter hans tjener (som kan være egennyttens begær), eller efter hans okse eller hans æsel (griskhedens begær), eller efter «noget andet, som tilhører din næste», det vil sige alt, hvad Gud ikke har givet dig, men din næste, hvad enten det er jordisk gods eller ære og udmærkelse eller nogen anden fortrinsstilling – efter sådant skal du, alene af ærefrygt for Guds fordeling og velbehag, ikke have begær. Kort sagt: Begæret er syndigt, så snart du ikke underordner dig Gud og hans velbehag – begæret er da syndigt, selv om det, det retter sig mod, er uskyldigt; sådan som vi ser, da Israels børn i ørkenen havde «begær efter det onde» (1 Kor 10,6): Det, de begærede, var i sig selv ganske uskyldigt, nemlig kød, fisk og krydderier (4 Mos 11,4–5); men at de ikke bøjede sig for Guds vilje og ordning for deres liv i ørkenen, men nu ville have det samme som i Egypten og ikke ville lade sig sige, når Guds vilje blev holdt frem for dem – deri lå det onde, som Guds vrede ramte dem for sådan, at stedet den dag i dag hedder «Begærets grave», fordi man dér begravede det begærlige folk (v. 34). Heraf ser vi, at summen og hemmeligheden ved dette bud er denne: Vi skal som gode børn ikke begære andet end Gud og hans velbehag. Vil Gud give os mad, drikke, klæder, venner, ære og anseelse, så må vi nyde det til vores bedste og takke Herren, så længe han under os det; men hvis det behager Gud at tage disse ting fra os, så skal vi være lige så tilfredse som da han skænkede os dem, fordi vi alligevel får have ham og hans velbehag, som skal være vores ene fornødne; sådan som Asaf synger: «Herre, når jeg har dig, så har jeg ikke behag i noget på jorden; selv om mit legeme og min sjæl vansmægter, er Gud dog mit hjertes klippe og min del for evigt» (Sl 73). Og heraf ser vi, hvad også oplyste lærere har bemærket, at det sidste bud løber sammen med det første ganske som i en ring, så at det egentlig kun kræver, at Herren Gud får være hjertets eneste Gud, den eneste genstand for vores begær, vores kærlighed, vores trøst og længsel; og det var jo den guddommelige majestæts mening, da han skabte mennesket i sit billede, nemlig at det i alt kun skulle se på ham, leve i ham og af ham, som sit ophav og sit element. Til Guds billede og det sande liv hørte først og fremmest, at mennesket havde et hjerte, hvor Gud boede, et hjerte, som ikke kunne leve uden ham, som tørstede efter ham og nærede sig af ham, ligesom barnet nærer sig af sin mors mælk. Ja, denne tørst efter Gud plantede han ved skabelsen så dybt i mennesket, at vores hjerte skulle være uden ro, hvile og fred, så længe det ikke omfattede ham, den levende Gud, og i ham alene havde sin lyst og fulde tilfredshed. Ingen jordisk lyst eller glæde, intet sølv eller guld, ingen kunst eller videnskab, ingen ære, intet herredømme, ingen verden og ingen himmel med alle deres hærskarer skulle stille menneskehjertets inderste attrå eller længsel. Menneskehjertet skulle midt i besiddelsen af alle disse ting være fattigt og elendigt uden ham, den levende Gud, det højeste gode. Alt andet, hvad navn det end måtte have, skulle mennesket regne for uværdigt til sit begær. Hele verden, med alt hvad den er og har, skulle ikke give os så meget som en dråbe tilfredsstillelse for vores tørstende hjerte. Efter det allerstørste, det allerhøjeste, efter det uendelige og evige, efter ham alene, vor Herre og Gud, skulle vi tørste. Han alene ville være vores vederkvægelse, vores hvile og vores opfyldelse. Det var Guds vilje, da han skabte mennesket i sit billede. Derfor dannede han vores hjerte sådan, at det er fuldt af uendelig længsel, begær og attrå. Men hans mening var, at han selv skulle være genstanden for det. Nu spørger man: Har den store Gud ikke stadig i dag den samme vilje og mening? Sandelig, det er stadig i dag hans alvorlige vilje. Hans første og sidste bud går i dag ud på det samme: «Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af al din kraft og af hele dit sind».

Og dette er jo et overmåde nådefuldt, rimeligt og saligt bud. Hvad kan være herligere, mere ærefuldt og saligere at leve i end Gud selv? I ham skal vores hjerte leve, røre sig og glæde sig, og det ikke blot en stund, en dag, en uge, men alle stunder, alle dage, alle uger, måneder og år gennem hele livet. Dette er den sande helligheds liv. Bliver du derimod kun i visse øjeblikke opløftet af en vis kærlighed til Gud, mens du i andre stunder, ja, måske hele timer og dage, har andre ting for dit hjerte, din kærlighed, din glæde og din længsel, da er du sandelig ikke rigtig hellig, da er dit hjerte afgudisk, da er du troløs mod dit livs Gud; ligesom den brud eller ægtefælle ikke elsker rigtigt, som nok en stund holder sig til sin egen ægtefælle, men siden hele dagen holder sig til en anden. Selv om dine andre ting er gode i sig selv, ja hellige, som himlen, så er det dog falskhed og en afvigelse fra den rette kærlighed til Gud, når han ikke får lov at være det vigtigste i alle stunder, så du i sandhed kan sige: «Hvem har jeg i himlen foruden dig? Og når jeg har dig, har jeg ikke lyst til noget på jorden.» Selve helligheden skulle vi egentlig elske for Herrens skyld; for vi skulle elske ham af alle vores kræfter, af hele vores hjerte, af hele vores sjæl og af hele vores forstand. Åh, med dette store bud er det dog ikke spøg eller en leg med ord, men Herrens evige alvor. Og hvem skal gøre efter det, om ikke enhver, som spørger efter Gud og troen? Hvad skal det nytte at tænke og tale om åndelige ting, hvis man ikke agter på Guds eget allerstørste bud? Altså endnu en gang: Hvem skal gøre efter det, om ikke også du, som læser og hører det? Eller skal vi, som vi sagde før, drive sådan spøg med Gud, at vi priser hans ord, men glemmer at leve efter det, eller udvælger visse ord og bud, men glemmer det, som er størst i loven? Gud vække os op fra en sådan sløvhed og falskhed! – Hvis du nu gør det stik modsatte af dette Guds store bud, så du, når dit hjerte burde være fyldt af Gud og hans kærlighed, sidder hele timer, ja dage med tomme tanker og begær efter det onde, måske begær efter din næstes hustru, måske urene lyster og fantasier, måske begær efter din næstes ejendele eller begær efter egen ære og berømmelse – åh, hvor forfærdeligt ser det så ikke ud i dit hjerte! Det er jo et afgudshus og en røverkule. Og så kommer du i visse stunder til Gud og hans ord og vil regnes for from og hellig. Tænk endnu en gang over dette: Når du ikke alene ikke elsker din næste som dig selv og søger hans bedste lige så trofast som dit eget, men tværtimod ser med misundelse på en fordel, som Gud har givet ham, enten i ære eller i ejendom, er dit hjerte da godt og Gud til behag? Eller når du har begær efter din næstes hustru, når du overgiver dig til urene forestillinger, begår du så ikke ægteskabsbrud i dit hjerte? Når du tænker med had og uforsonlighed på en uven, så et ondt rygte om ham brænder dig på sjælen, hvis du ikke får lov at fortælle det videre, er dit hjerte da godt og Gud til behag? Stil dig med hele dit indre frem for den almægtige Guds øjne og føl, at du er en fordømt synder. Hans evige alvor og krav er, at du skal være hellig, ligesom han er hellig; fuldkommen, ligesom han er fuldkommen; ja, at hele dit væsen, dit hjerte, dine tanker og begær skal være fyldt af ham, hans kærlighed og hans hellighed. Dette er summen af Guds første og sidste bud og af alle buddene tilsammen. Vi har nu til en vis grad set, hvad Herren Gud kræver af os i sine hellige ti bud – måtte hans Ånd selv forklare dem endnu bedre for hver enkelts hjerte! – Men én vigtig sag står dog stadig tilbage, nemlig at vi også må vågne op for den store Guds alvor i hans krav og besinde os på, at de slet ikke blot vil forstås og betragtes, men frem for alt ubetinget adlydes og opfyldes; besinde os på, at Herren Gud slet ikke har givet os sine bud som gode råd, som vi kan have godt af at følge, men som bestemte forskrifter og ufravigelige krav, som vi ubetinget må opfylde til mindste tøddel, hvis vi vil være ham til behag. Han er en almægtig Herre over sine skabninger; han har fuld ret til at kræve af os alt, hvad han finder for godt. Gud kræver med rette af os, ikke blot at vi adlyder samvittighedens stemme, bruger nådemidlerne, våger over vores hjerter osv., men han har sandelig ret til at kræve alt, hvad han har krævet, altså også en fuldkommen hellighed og renhed i hjertet (3 Mos 19,2; Matt 5,48). Og han kræver ikke alene dette, men han har også forkyndt os sin guddommelige vrede og forbandelse over enhver, som ikke bliver ved alt det, som er skrevet i lovens bog, og gør det (5 Mos 27,26; Gal 3,10). Dertil hører også den forfærdelige trussel og det løfte, som Herren føjede til sit første bud – men som gælder alle buddene, efter hans eget ord: «dem, som elsker mig og holder mine bud» – og denne afsluttende forklaring vil vi endnu betragte, om end kort. Læg mærke til de majestætiske ord: Jeg, Herren, din Gud, er en nidkær Gud, som straffer fædrenes misgerning på børn og efterkommere i tredje og fjerde led, når man hader mig; men viser nåde i tusind led, når man elsker mig og holder mine bud.

Læg mærke til ordene: Jeg, Herren, din Gud! Hvem skal vi høre, om ikke ham? Hvem skal vi frygte, hvem skal vi stole på, om ikke på ham? «Jeg, Herren, din Gud» – ham skal du en dag møde; over for ham skal du en dag aflægge regnskab for, hvordan du har holdt hans bud. Og hvad siger han? Han siger: «Jeg, Herren, din Gud, er en nidkær Gud», som over en brud, for hvis hjerte, troskab og renhed han brænder som en ild. «Som straffer fædrenes misgerning på børnene i tredje og fjerde led», nemlig når børnene følger deres fædre i synden (Ez 18,20). Og læg mærke til, hvordan Herren ser på synden: «Når man hader mig», hvilket forklares ved det modsatte: «Når man elsker mig og holder mine bud». Den, som ikke elsker Gud og holder hans bud, står for ham som en, der foragter og hader ham, også selv om han ikke gør nogen ond gerning, sådan som også Kristus sagde: «Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder.» Vi ser igen, hvordan Gud kræver hele hjertet og ikke taler om nogle enkelte gerninger; nej, sådan lyder det: «Elsk mig – elsk og hold – elsk og hold mine bud.» Netop sådan som Herren Kristus sagde: «Hvis nogen elsker mig, holder han mit ord.» – «Den, som ikke elsker mig, holder ikke mine ord.» Herren Gud kalder det ikke at holde hans bud, når nogen blot gør gerningen efter lovens bogstav; men han vil allerførst have hjertet, hjertets inderlige kærlighed og lyst; for uden denne kærlighed er alle gerninger for Gud intet andet end hykleri. Og nu, hvis du ikke af en sådan virkelig kærlighed til ham holder alle hans bud, så truer han dig her med sin evige og majestætiske vrede; sådan som han også siger det endnu mere udtrykkeligt i 5 Mos 27,26: «Forbandet være den, som ikke holder denne lovs ord, så han gør efter dem.» Måtte enhver i tide besinde sig på dette! Der er mange, som dog vil være kristne, men som på dette punkt har et falsk billede af Gud og derved en løshed og falskhed i hele deres kristendom. Enten af almindelig sikkerhedssøvn eller af misforståelse af evangeliet regner de Guds vrede og nidkærhed mod synden for ingenting, regner de Gud næsten for ligeglad med sine hellige bud; derfor behandler de dem også efter forgodtbefindende, udvælger visse gerninger og glemmer andre, sætter sig selv et mål for deres fromhed og gudsfrygt; og dette mål sætter de så moderat højt, at de nogenlunde kan nå det, og så er de tilfredse med sig selv. Det må vel kaldes at drive gæk med Gud; ja, det er ikke at have Gud for øje, ikke at agte Gud, men at regne ham for ingenting; for ellers ville man ære alle hans ord, også dem, der handler om hjertet, dets tanker, begær og mest skjulte hensigter. Det kendetegner de virkelig gudfrygtige og er grunden til, at de aldrig kan blive tilfredse med deres fromhed, men altid er under tugt, svage og bekymrede. Læg derfor mærke til, at Gud i dag er den samme som den dag, han med torden og lyn gav sin lov; at alt, hvad han dengang forbød i disse ti bud, det forbyder han stadig; hvad han dengang hadede, det hader han stadig; hvad han dengang krævede, det kræver han stadig. Alt, hvad der fordum bragte hans vredes domme over syndere, det bringer stadig i dag hans vrede over os.

Men hør: Du behøver ikke at frygte for hans vrede, hvis du blot elsker ham og holder hans bud, sådan som han her har sagt. Hør, hvor nådefuldt han taler: «Men jeg viser nåde i tusind led, når man elsker mig og holder mine bud.» Bare du altid elsker ham og holder hans bud, skal du ikke frygte noget ondt, men vide, at den kærlige Fader da vil omfatte dig med evig kærlighed, nåde og velsignelse; ja, han vil elske dig sådan, at denne nåde og velsignelse også skal gå videre til dine børn fra slægt til slægt, i mange tusind led; for det første på den måde, at hvis de følger i dine spor og elsker og frygter Gud, så skal de have al hans kærlighed; og for det andet, at selv om de ikke gør det, men bliver ugudelige og evigt fortabte, så vil han dog i dette liv vise dem en særlig nåde, som vi ser af mange steder i Skriften, fx 3 Mos 26,42; 1 Kong 15,4; 5 Mos 2,9.14; Sl 105,8.

«Hvad er nu alt dette?» vil nogen måske spørge. «Skal Guds nåde bygge på vores egen retfærdighed? Hvem kan da blive salig? Hvem kan holde alle Guds bud? Hvem er den, som altid kun tørster efter den levende Gud? Hvem er den, som ikke kender til nogen syndig tanke eller noget syndigt begær? Skal Gud da ikke tilgive noget, selv om man ikke kan opfylde alt?» – Svar: Vi vover ikke at ophæve Guds bud og domme. Herren Kristus har erklæret, at den, som ophæver et af disse mindste bud og lærer menneskene det, skal kaldes den mindste i Himmeriget. Den, som vil vove det, kan jo så prutte noget af på Guds bud! Nej, vi må sige sandheden: Gud eftergiver ikke en eneste tøddel eller et bogstav af sin lov. Den, som ikke har hele lovens opfyldelse, kan ikke behage ham. «Åh, hør, hør alle I: / Der findes ingen nåde ved Sinaj.» «Alle de, som holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse; for der står skrevet: ’Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som er skrevet i lovens bog, og gør det’» (Gal 3,10). Det er noget helt andet med dem, som er «død bort fra loven» (Gal 2,19) og lever i et helt andet rige – som «ikke er under loven, men under nåden» – de har hele lovens opfyldelse gennem deres lovopfylder og kautionist; det er et særligt forhold, der gælder for det folk, som Gud ikke tilregner synd. Men vi taler nu om, hvad der kræves af dig, som er under lovens vilkår og selv søger at bestå over for dens bud; dig tilgives ikke det mindste; Gud eftergiver ikke et bogstav eller en tøddel af sine bud. «Den, som holder sig til gerninger, tilregnes lønnen ikke efter nåde, men efter skyldighed», det vil sige: han får kun, hvad han har fortjent; sådan som også Kristus siger i Matt 20,9–14. Anderledes er det med den, som er død fra loven og «tilhører ham, som er opstået fra de døde», «tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig; ham tilregnes hans tro til retfærdighed» (Rom 4,4–5). Hele vildfarelsen kommer af, at man ikke ved, at der er to veje til retfærdighed, to åndelige riger på jorden, eller at man ikke skelner mellem de to testamenter (Rom 10,5.6.8; Hebr 12,18–24; Gal 4,22–31; Hebr 10,20). Undre dig ikke over, at de, som er blevet dræbt fra loven og nu lever under en evig nåde, fyldes af glæde og kærlighed til Gud og til loven; de er jo gået ind ad en «ny og levende vej, gennem forhænget, det vil sige gennem hans kød», hans, som er «lovens ende, til retfærdighed for enhver, som tror». Dér er ånden villig, selv om kødet er svagt. Dér elsker man buddenes rettesnor, hvor man er fri for buddenes domme. Gud, forherlig din Søn for os, så også din Søn kan forherlige dig! Amen.