«Det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed»

En julebetragtning for alle tider af året

Hvor herligt er det ikke at høre englen råbe: «Se, jeg forkynder jer en stor glæde: I dag er jer født en Frelser» – og så den skønne lykønskningssang fra den himmelske hærskare: Ære være Gud i det højeste og fred på jorden, i mennesker velbehag! Det er herligt at høre dette; og alligevel er der mangen from sjæl, som i sin mest levende juleandagt endnu aldrig har set, hvad der egentlig er den «store glæde», som englen forkynder, ja, som hele sit liv endnu aldrig har haft nogen gavn og nytte af dette barn. Og det er især sørgeligt og beklageligt, når det er fromme, velmenende sjæle, som med al alvor søger at fejre deres Frelsers fødsel værdigt, ja, ligefrem martrer deres sind med anstrengelser for at nå det, mens de hører, hvordan man skal glæde sig over dette barn – og alligevel går de år efter år med sådanne anstrengelser uden nogen sinde at mærke, hvad gavn han, som de skulle glæde sig sådan over, egentlig har gjort dem. Nej, deres juleglæde er forbi, så snart højtidsfølelserne er kølet af, og julelysene er slukket. Vidste du, hvad Kristus har gjort for os, så ville du holde jul hele året igennem og hele dit liv, ligesom vi også i al evighed skal prise Gud for dette nådens under, at han sendte sin enbårne Søn. Lad os da søge at fatte, hvad der egentlig var ærindet med Guds Søns komme til verden, hvilken gavn og nytte jeg nu daglig skal have af ham; og vi bør med alvor bede Gud om hans Ånd til det. Vil han være os nådig og velsigne vores betragtning, så kan vi få meget godt ud af den; ellers går vi lige så tomme derfra. Jo længere man lever i denne skole, jo dybere bliver man overbevist om den sandhed, at det egentlig afhænger af Herrens Ånd, om vi skal få noget saliggørende lys over Kristus; det hjælper ikke, at der er talt tydeligt om det. Som han selv sagde: «Ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender heller Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare det for» (Matt 11,27, jf. v. 25).

Hvad er så egentlig formålet med, at Gud sendte os sin Søn? Hvad er den udsendte Søns hovedærinde på jorden, hvad vil han udrette her? Blandt de mange skriftord, som svarer på det spørgsmål, er det, vi læser i Rom 8,3, et af de mest bemærkelsesværdige. Det lyder sådan:

For det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og fordømte synden i kødet. Vel har vi allerede hørt det samme i Esajas’ bemærkelsesværdige juleglæde, når han siger om barnet, som er født os, om Sønnen, som er givet os: «For dit ansigt skal de glæde sig, som man glæder sig i høsten osv., for deres byrdes åg og deres skulders svøbe og deres plageånds stav skal han sønderbryde som på Midjans tid». Hvad er «byrdens åg» andet end loven, som binder syndens byrde på vores skuldre? Hvad er «skulderens svøbe» og «plageåndens stav» andet end den samme pressende, truende, straffende og fordømmende lov, som bestandig plager vores samvittighed? Derfor har Paulus også udtrykkelig kaldt den «trældommens åg» (Gal 5,1). Og udtrykkene «åg», «skulderens svøbe» og «plageåndens stav» er alle lånt fra egentligt slavearbejde, hvor de stakkels trælle af en slavedriver, en «plageånd», drives med svøbe og stav til at gå for et åg og trække sten eller til at bære tunge byrder. Som sagt: den samme Herrens Ånd har rigtignok gennem profeten sagt os det samme som her gennem Apostlen; men dels er profetens ord dog billedsprog, så det ikke er sagt så udtrykkeligt som her af Apostlen – og når vores falske trøst er slået ned, og den gamle fjende ikke længere vil fremme vores fred, men anfægter den, bliver vores sind så mistænksomt over for alle Guds løfter, at han må tale helt udtrykkeligt, før vi tør stole på, at det, som forekommer os alt for trøsterigt, er meningen – dels ligger der også i de ord af Apostlen, som vi nu betragter, et udtryk med et så gribende trøsterigt indhold, at der knap findes et lignende i Det Nye Testamente. Vi skal se. Kristne, som har nogen erfaring, vil bekræfte, at der i vores tanker findes følgende sære forvirring: vi indrømmer nok, at Kristus har fuldbragt alt, at han var «født under loven for at løskøbe dem, som var under loven», og at han «løskøbte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os» osv.; men når vi har betragtet alt dette med from andagt, bliver hele denne trøst på et øjeblik til intet blot ved følgende indvending: «Det er altsammen sandt og stort, men hvad hjælper det mig, når jeg dog ved med mig selv, at jeg i det og det stykke ikke er eller gør, hvad Gud kræver af mig? Der er noget, som Gud udtrykkelig kræver, men som jeg endnu aldrig rigtig har opfyldt; der er noget, som Guds ord udtrykkelig straffer og forbyder, men som jeg endnu aldrig er blevet kvit. Hvordan kan jeg så tilegne mig trøsten i Kristi forsoning?» – Se, det er imod denne tankeforvirring, at vores skriftord er så overordentlig bemærkelsesværdigt. Se, hvad Apostlen siger her. Han siger, at det er netop det, som loven ikke kunne udrette, det er det, Gud gjorde, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed. Vi skal huske, at alt det i Guds ord, som kræver noget af os, som driver og straffer os, hører til loven. Nu mærker du, at det, som Gud kræver af dig, får han ikke, og det, som loven forlanger, kan den ikke udrette; derfor bliver du bestandig straffet, skyldig og nedslået. Men – pris Guds evige nåde! – du skal ikke gå fortabt, siger Apostlen her. For «det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed». Netop det, som du i går eller i dag med angst har tænkt på som noget, loven ikke kan udrette hos dig, netop det har Guds Søn allerede fuldbragt. Han skulle jo i alle ting være vores lovopfylder og syndebærer – «født af en kvinde, født under loven». Så mærker du, at Kristus bliver til virkelig og stor gavn for dig; så kan du forstå, hvorfor han skulle være os en «stor glæde». Undre dig ikke over, at de sjæle, som har en sådan virkelig gavn og nytte af Frelseren, ikke kan lade være med at fryde sig og prise ham. – Eller kan man ønske sig noget saligere? Hvis en sjæl, som kender sin syndige elendighed, satte sig ned for at ønske, kunne den ikke udtænke noget lykkeligere end dette: Ak, om Gud havde givet os en bestemt mand, som havde opfyldt loven for os og påtaget sig straffen! Ak, om Gud havde givet os en bestemt mand, som med sin lydighed havde vundet os en fuldkommen retfærdighed, så Gud ved ham var helt tilfredsstillet og tilfreds med os og nu helt frit kunne elske os, sådan som han i begyndelsen elskede alt, hvad han havde gjort, især sit billede, mennesket! Tænk, om Gud havde fattet en så nådefuld plan til vores frelse! – Det er vel ikke muligt, at det allerede er sådan? – Jo, Paulus synes da at have ment det, da han skrev: «Det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed». Det synes da at ligge i Kristi ord, når han siger: «Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn» osv. Det synes da at ligge i Paulus’ ord, når han siger: «Ligesom de mange er blevet gjort til syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange gøres retfærdige ved den enes lydighed». Og igen i Kristi ord, når han siger: «Jeg helliger mig selv for dem» osv. «Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange.» O, du Guds evige kærlighed! Hvem kan prise dig ret? O, du trættende vantroens mørke, som ikke lader os se Guds herlighed!

Det er jo hele det store hovedindhold i hele Guds evangelium, at Gud sendte sin Søn til verden for at fuldbringe det, som loven ikke kunne udrette hos os. Det vidner alle profeterne om, og det vidner alle forbilledlige personer og ordninger i Det Gamle Testamente om; og derfor siger Paulus igen et andet sted: Men da tiden var fuldkommet, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven. Og igen: «Kristus er lovens ende» – læg mærke til det: Kristus er lovens ende – «til retfærdighed for enhver, som tror».

Men hvad betyder det, at Apostlen siger, at loven var svækket af kødet? Er kødet da så stærkt? Er kødet ikke svagt? – Svar: Kødet er stærkt i ondskab og svagt over for alle fristelser; derfor bliver den hellige lovs krav til os frugtesløse. Udtrykket, at loven «svækkes af kødet», bliver især tydeligt ved følgende lignelse: Hvis jeg ville lade lave et smukt møbel, og det af en dygtig mester, hvis værktøj også er meget skarpt, men jeg giver ham som materiale et helt formuldet stykke træ, fuldt af ormehuller i alle retninger, så vil al hans kunst og hans gode værktøj her komme til skamme; for materialet var sådan, at det ikke kunne bearbejdes, det falder fra hinanden mellem hænderne. Hans dygtighed bliver svækket af materialets uduelighed. Sådan er det også her. Loven er nok hellig og god, dens bud strenge og dens trusler frygtelige, så hele skabningen, alle himmellegemer og alle englenes skarer, bevæger sig efter Guds vilje; men mennesket – dette fordærvede materiale, mennesket – kan ikke formes efter hans vilje af den hellige lov; der er i hele vores natur en løshed, en upålidelighed, man ved ikke, hvor vores bedste forsætter bliver af, «materialet falder fra hinanden mellem hænderne». Gud siger om menneskets hjerte, at det er mere svigefuldt end alt andet og fordærvet – eller som det også lyder på grundsproget: trodsigt og forsagt. Et menneske kan blive forskrækket, græde, kæmpe, svede og bede for at holde loven, og alligevel bryder det den, når det gælder, lige så groft, som om det aldrig havde hørt dens trusler. Ja, det kan fortvivle og alligevel synde; der er ingen fasthed i det, som mangen ynkelig lovtræl viser; det kan, som sagt, fortvivle af rædsel for lovens dom og så straks ganske letsindigt synde – igen blive forskrækket og igen synde. Tænk, når loven ikke engang i længden formår at holde letsindet tilbage og virke en varig anger over synden, sådan som gamle, udmattede lovtrælle viser, at de ikke kan angre synden rigtig bittert – de kan fortvivle og alligevel igen være letsindige – så må man vel sige, at selve materialet er udueligt, at det falder fra hinanden; det, loven kræver, findes ikke hos mennesket, og det er svært at give, hvad man ikke har. – «Jamen», siger du, «har vi da ikke en fri vilje? Hvad skal det ord ellers betyde, hvis vi ikke har evne til at gøre, hvad Gud kræver?» Svar: Fri vilje er et ord, der minder om paradisets salige dage før faldet. Dengang havde mennesket en fri vilje; men siden Adam og Eva tog af den forbudne frugt, har den aldrig eksisteret i hele deres slægt. Paulus siger sådan: Jeg er kødelig, solgt under synden. Læg mærke til det: solgt! Den, som er solgt som slave, har ikke længere sin frie vilje. Ja, Apostlen siger endnu meget mere. Det er ikke nok med, at loven ikke formår at gøre os hellige; Apostlen siger, at den tværtimod forøger synden, fordi den dels ved sit forbud vækker mere begær (Rom 7,7–8), dels også gør mennesket bittert mod Gud, når det mærker, at det ikke kan underordne sig loven (Rom 8,7). Tænk nu: når loven på én gang forøger synden og samtidig fordømmer den, forøger og forbyder – forøger og fordømmer. O, hvilken nød! Sådan går det til, at loven «virker vrede». Når mennesket nu ikke tror dette, at det er så helt igennem fordærvet og udueligt, men mener, at det vel endnu har evnen, hvis det blot ved loven blev rigtig skræmt op til at tage sine kræfter helt i brug – en indbildning, som sidder så dybt i hele menneskenaturen på grund af den giftige sæd, som slangen lagde der med de ord: «I skal blive som Gud» – når et menneske derfor ikke tror, at det er så helt fortabt, og at loven er så frugtesløs på det, så opstår denne ynkelige, endeløse kamp, hvorved så mange vakte sjæle er nær ved helt at gå til grunde, under en bestandig tilskyndelse til at løbe efter fantomet (synsbedraget); de ser bestandig det elskede billede af, hvad de burde være, foran sig, men når de vil gribe det, flygter det bort og volder ny smerte. De kan aldrig finde sig i at høre, at det er et fantasibillede af, hvad vi engang var, og hvad Gud er i sin hellighed, men som siden aldrig har været at finde hos andre end én, mennesket Jesus Kristus. Men at loven bestandig må stille billedet frem for os, for at vi på den måde skal begræde, hvad vi har mistet, og søge ham, som har det, vi mangler, det er Guds egen vise ordning og mening; men det selvretfærdige menneske vender det til skade for sig selv, tror, at det endnu har evne til at opfylde Guds krav, kæmper og piner sig med det, til det endelig, helt udmattet og tilintetgjort, må give sig – ja, give sig for som helt fortabt at tage imod nåde som nåde. Dette er den snævre port. Og først bagefter, når samvittigheden er blevet «dødet fra loven», er blevet sat fri og salig i Kristus, først da begynder mennesket at fornemme nogle nyfødte livskræfter til at elske og følge Guds bud – dog altid kun i den grad, det bliver i dette frigjorte og troende sind.

Men nu, over for denne dybe, endeløse selvretfærdighed og den udmarvende vantroens kval, som kommer af den, når du dog ikke finder andet hos dig selv end lutter fordærvelse og ondskab, ville det dog være et velsignet middel, om det engang blev dig givet at standse og se, hvad Gud har gjort og bestemt for al denne vores elendighed – om det blev dig givet at se, hvad det korte ord indeholder: da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed. Hør endnu en gang, som om det var første gang – hør et bemærkelsesværdigt budskab: Gud sendte sin Søn. – Tror du det? Har du nogen sinde rigtig tænkt over og virkelig troet, at Gud har sendt os sin Søn? – «Troet, at Gud har sendt sin Søn! Hvem skulle tvivle på det?» – Nej, hør, hvordan vi spurgte: Har du nogen sinde virkelig troet det? Du har måske aldrig tvivlet, men heller aldrig virkelig troet det. Hvis vi virkelig troede, at Gud har givet sin Søn for os, og at han er vores bror og lovopfylder, så ville vi vel knap kunne leve af fryd og forundring. At den store Herre Gud, som i begyndelsen skabte himmel og jord med alt, hvad der er i dem, altsammen til tjeneste for mennesket, hans billede og arving – at denne kære Gud har sendt os sin Søn for at fuldbringe alt det, som loven ikke kunne udrette – tror du det? Det er meget gammelt og velkendt; de små børn ved det, men har du nogen sinde virkelig troet det? Den, som kan tro dette med lethed, har aldrig mærket, hvad det indeholder. Tænk, at Guds Søn, som var hos Faderen fra evighed – som Johannes siger: Ordet, som i begyndelsen var hos Gud og var Gud – og som skabte alting, at «Ordet blev kød», Gud blev menneske. Det er ikke sådan, som nogle har påstået, at Gud har været menneske fra evighed, hvad man har villet bevise med, at mennesket var Guds billede; nej, Johannes siger udtrykkeligt, at «Ordet blev kød». Det samme udtaler Herrens Ånd i de bemærkelsesværdige ord hos profeten Mika (Mika 5,1), hvor han på forhånd åbenbarer, i hvilken by Kristus skulle fødes: «Og du, Betlehem Efrata, for ringe osv. – fra dig skal der udgå for mig den, som skal være Herre i Israel, og hvis udgang er fra fordums tid, fra evighedens dage». Se og læg mærke til det! Han, «hvis udgang er fra fordums tid, fra evighedens dage», skal nu «udgå fra Betlehem»; der skal han fødes og blive menneske. Og dette, at Gud er blevet menneske i tiden, lover noget stort for mennesket; det viser noget om hans store nådestanker og hensigter med mennesket. Tænk, når Gud er blevet menneske for vores skyld! Kan du tro det, og at det skete netop for at han skulle fuldbringe det, som loven ikke kunne udrette, og alligevel et øjeblik tænke på dig selv og din egen retfærdighed – alligevel et øjeblik stå tilbage i trældomsånd på grund af dine elendigheder? Kan du virkelig tro, at Gud sendte sin Søn for at være vores tjener, for at opfylde loven for os og udgyde det menneskeblod, han havde påtaget sig, for al menneskelig skyld – og alligevel et øjeblik være angst? Skal du virkelig gælde for mere end Guds evige Søn? Skulle ikke alle dine sorger på én gang forsvinde som ingenting for denne store åbenbaring og forvandles til en uendelig lovsang? O, bed Gud om åbnede sind, bed blot Gud drive vantroens tunge tåger bort, så skal du blive fuld af fred og salig tilbedelse og sige: «Nu vil jeg ikke have mere! Gud har givet os sin Søn – så vil jeg ikke noget mere. Vel er min mangfoldige uværdighed meget stor; men om den så var tusind gange større, bliver den alligevel til intet her, når Gud har sendt os sin Søn. Ham alene vil jeg prise».

Se videre på Apostlens beskrivelse af dette. «Gud sendte sin Søn i syndigt køds lighed» – det vil sige i skikkelse af det syndige kød, mennesket. Ligesom Moses i ørkenen lavede en slange som tegn til redning, en slange, der i det ydre lignede den giftige slægt, men som dog ingen gift havde, sådan skulle også Kristus ligne vores syndige slægt, for at vi også deraf skulle se, hvad han havde for øje, eller for hvis skyld han var kommet. Han skulle være «lig sine brødre, dog uden synd». – «Og fordømte synden i kødet ved synd» *); det vil sige: ved sin synd, den synd, som han havde taget på sig og ofrede i sit legeme på træet, fordømte han synden sådan, at den ikke mere skal gælde til vores fordømmelse. Eller endnu tydeligere: Da Kristus led syndens fordømmelse for os, fratog han synden dens fordømmende magt. Der ligger en mærkelig hemmelighed i dette ellers dunkle udtryk, men som dog gengiver det egentlige forhold på det allernøjagtigste. Kristus har ikke taget synden bort fra verden, men ved den synd, han tog på sig, har han bragt al synd under den dom, som gør, at den ikke skal gælde til vores fordømmelse. En morder, der allerede er dømt til døden, gælder ikke længere noget som medlem af samfundet. Selv mens han endnu lever legemligt og sidder i fængslet og venter på sin dødsdag, er han for samfundet som allerede død. Legemligt liv har han endnu, så hvis nogen kommer ham for nær, kan han vel nok myrde endnu en gang; men han har ingen ret til at tale med i det offentlige, han gælder for samfundet ikke mere end en død. Sådan er det også med synden. Ved Kristi synd, den, som han bar for os og ofrede i sit legeme, er den fordømt, så den ikke længere gælder til fordømmelse; den har ingen ret til at fordømme dem, der har dette offer for sig. Den har vel endnu legemligt liv i vores onde kød – det får vi bittert at mærke hver dag – og den kan også endnu myrde sjæle, men læg mærke til: kun ved at føre os bort fra Gud, ikke ved sin fordømmende magt, men ved sin indvirkning på sjælen. For dem, der «er i Kristus» (v. 1), kan den aldrig fordømme – «der er ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus»; den synd, som endnu bor i dem, har ved Kristi forsoningsdød mistet sin fordømmende magt. Det er meningen, og derfor bruger Paulus netop her dette udtryk, da han ville forklare, hvad han havde sagt i v. 1, nemlig det, vi lige har anført: «Der er ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus». Det var jo et forunderligt og overmåde trøstefuldt ord. Og hvordan forklarer han det? Jo, siger han i v. 2, for jeg er sat fri fra loven *). – Men hvordan kunne jeg blive sat fri fra loven? Jo, v. 3: «For det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn, og fordømte synden i kødet ved synd.» Her tages talen om at «fordømme» op igen som forklaring på, hvorfor der ingen «fordømmelse» er for dem, der er i Kristus Jesus: Kristus fordømte synden ved synd, ved den synd, som fordømte ham.

*) Den gamle oversættelse.

*) Apostlen kalder her loven «syndens og dødens lov», fordi den «vækker synden» og «virker døden», kap. 7,5–13; derimod kalder han evangeliet «Åndens lov, som hører livet i Kristus Jesus til», sådan som han også taler i 2 Kor 3,6.8. Hvis nogen som følge af fortolkernes forskellige meninger skulle være i tvivl om, hvordan Apostlen mener det her, så skal han lægge mærke til følgende hovedregel for al bibeludlægning: Tyd aldrig et enkelt og dunklere sted sådan, at det kommer i strid med de mange tydelige steder eller med evangeliets lære i dets helhed. Sådan kræver også Paulus: «Har nogen profeti, så skal den være i overensstemmelse med troen». Nu har Skriften aldrig lært, at de hellige har været fri for striden mellem kødet og Ånden. Tværtimod siger den samme Paulus udtrykkeligt, at «de, der tilhører Kristus», har «lidenskaber og lyster», eftersom de har «korsfæstet» dem (Gal 5,24). Og i samme kapitel, der begynder med ordene: «Til frihed har Kristus befriet os; lad jer ikke igen fange under trældommens åg», nemlig loven, se v. 4 – i samme kapitel, hvor han altså taler til «dem, der nu stod i troens frihed», tilføjer han: «Lad blot ikke friheden give kødet anledning», v. 13. Hvordan er så kødet hos sådanne troende? Jo, se v. 17: «For kødet begærer mod Ånden, og Ånden mod kødet; og disse står imod hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil». Ingen vil vel nægte, at Apostlen her taler om de troende.

Altså: Paulus lærer ikke, at troen gør os fri for, at synden bor i os, denne «syndens lov i lemmerne», selv om han lærer om den herlige frihed fra syndens herredømme (Rom 6,14). Men der er en frihed, som Paulus ofte omtaler, nemlig friheden fra loven; og det er netop denne frihed, han her er optaget af at forklare. For i det umiddelbart foregående 7. kapitel siger han udtrykkeligt: «Således er også I, mine brødre, blevet gjort døde fra loven ved Kristi legeme» – «løst fra det, som vi blev holdt fanget under» – og hvilken lov han da mener, giver han tydeligt til kende, da han i v. 7 anfører fra det 9. og 10. bud: «Du må ikke begære». – Når hertil kommer, at Apostlen i dette kapitel siger om denne lov, at den «vækker synden» og «virker døden» (v. 5–13), hvem undrer sig så over, at han straks kalder den «syndens og dødens lov» og derimod kalder evangeliet «Åndens lov, som hører livet i Kristus Jesus til»? Som allerede bemærket finder vi lignende udtryk i 2 Kor 3, hvor han taler om «bogstavens embede, som slår ihjel», og stiller «Åndens embede» op imod det. Er der stadig nogen, der stædigt holder fast på noget andet i denne sag, så spørger vi blot: Er det sandt, at nogen af Guds hellige her i tiden er blevet sat fri af Ånden fra det onde køds strid imod den, fra denne «lov i lemmerne, som kæmper mod den lov, der er i vores ånd»? Vi må aldrig tolke på en måde, så resultatet bliver en falsk lære.

Ligesom han her siger om synden, ikke at den er taget bort fra verden eller fra vores onde kød, men kun at den er berøvet sin fordømmende magt, da Kristus led syndens fordømmelse for os, sådan taler han også om loven, når han siger: «Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os» (Gal 3). Selve loven er ikke ophævet; den taler stadig til os, forklarer os Guds vilje og kræver, at vi lever efter den; men fra dens forbandelse er vi forløst; loven kan aldrig dømme dem, der er i Kristus Jesus. På grund af troens svaghed bevarer vi ikke altid denne forståelse, men lader os vel endnu forurolige og forskrække af lovens domme; men i virkeligheden bliver ingen troende dømt efter loven. For skulle vi stadig dømmes efter loven, så var al Kristi fortjeneste straks til ingen nytte. På samme måde taler Skriften om døden: «Død, hvor er din brod?» Selve døden er vel endnu tilbage, men dens grufulde brod, dens betydning som syndens løn – den brod er knækket. Selve synden, loven og døden er der endnu; de har stadig legemligt liv, ligesom den dødsdømte morder; men deres egentlige anseelse, deres ret til at tale, har de mistet. Derfor gælder synden hos de troende for Gud som ingen synd – «der er ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus» – lovens dom er, som om den ikke var; den kan bekymre samvittigheden, skræmme og true os, men den må ikke dømme os; døden kan lægge legemet i jorden, men den må ikke beholde os; den skal kun som en velgørende tjener hjælpe os til hvile. Det kræves blot, at vi er godt undervist og troende, så vi ikke lader os forvirre, når vi ser, at synden endnu lever, hører, at loven endnu truer, og mærker, at døden endnu angriber os. Så gælder det om at huske, hvad Kristus har gjort: Med den synd, han tog på sig, fordømte han synden; ved at bære forbandelsen forløste han os fra lovens forbandelse; og ved sin død gjorde han døden uskadelig. – Alt sammen skete det i Kristi store sejr over synd, død, djævel og helvede. Derfor trodser Apostlen disse vores undertrykkere og siger: «Død, hvor er din brod? Dødsrige, hvor er din sejr? Dødens brod er synden, og syndens kraft er loven; men Gud være tak, som giver os sejren ved vores Herre Jesus Kristus». Luther siger, at ligesom jøderne trodsede Kristus, da han var naglet til korset: «Er du Guds Søn, så stig ned», sådan skal også vi nu til Kristi ære trodse alt, hvad der vil forskrække os, men som han overvandt for os i sejren, og sige: Du fæle synd, du lever vel endnu i mit kød, men du skal ikke fordømme mig; den magt er taget fra dig, da min Herre fordømte synden ved synd. Du hellige, frygtindgydende lov, du har sandelig med fuld ret revset mig, jeg er en synder; men din fordømmelsesdom skal ikke ramme mig; det skal han forbyde, som løskøbte os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os. Du død, som skræmmer mit uforstandige hjerte så, du skal vel lægge mit legeme i støvet, men du skal ikke skade mig; tværtimod skal du gøre mig en stor tjeneste. Selv om det «dumme kød» ikke elsker dig, gør det dog godt, at du bringer mig til hvile; for jeg kender ham, som sagde: «Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, selv om han dør» osv. Den Herre kan ikke lyve – og han har sandelig ikke udgydt sit blod for at vinde os blot et eller andet timeligt gode. Du grav og du dødsrige, hvor er din sejr? Gud være tak, som giver os sejren ved vores Herre Jesus Kristus.

Se her et glimt af det store, uudsigelige gode, som vi skal have af den Frelser, om hvis fødsel englen råbte: Se, jeg forkynder jer en stor glæde! Åh, gid vi også hver dag kunne gøre brug af dette i alle de anfægtelser, der opstår, fordi loven ikke kan udrette, hvad den kræver, fordi synden endnu lever og raser i kødet, og samvittigheden derfor fordømmer os. Vi skal vænne os til straks, så snart noget sådant vil rokke ved vores tro, at stille vores hjerte til ro for Gud og sige: Jeg ved godt, at synden endnu lever; den er ikke taget bort fra verden, men den er fordømt; den gælder som allerede død, som om den ikke fandtes; den kan ikke fordømme mig hos Gud. Og selv om jeg ikke altid kan besinde mig på dette, så gælder det alligevel sådan hos Gud; for han ved at værdsætte, hvad hans enbårne Søn har gjort. Netop det, som loven ikke kunne udrette, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn. Hvis jeg nu i dag for eksempel er så kold, træt eller adspredt, at jeg ikke kan tænke på Ordet, ikke kan have nogen glæde ved eller smag for det, men føler mig ganske som et tørt træ, er alt det, Kristus har gjort, derfor ikke sandt og gyldigt? – «Men hvad gavn har jeg vel af det», siger du, «når jeg er så udtørret og ikke fornemmer noget af troens liv?» – Du «fornemmer»! Hvad betyder det? Hvad fornemmer vi i mørket? Skal vores skiftende fornemmelse rokke ved vores dyrekøbte nådestand? Skal vores manglende fornemmelse gøre Kristus til intet? Og det er netop ved disse sidebetragtninger, at du hindrer troens liv i dit hjerte. Hvis du i stedet hørte og betragtede disse store og trøstefulde forhold, så ville du derved komme til fornyet liv. Det står stadig fast, at «det, som loven ikke kan udrette hos dig, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn». – Jeg er for eksempel nu helt ude af stand til at bede, så jeg ligefrem må lade det vente til en anden stund; men er det, Kristus har gjort, derfor mindre gyldigt? Er jeg ikke alligevel i den samme nåde hos Gud? Eller er Herren Kristus en halv og ufuldkommen Frelser, så min benådning delvis skal afhænge af min egen indsats? Gud bevare os fra at berøve Frelseren hans ære med en sådan indbildt medvirken! Har Kristus «i sine køds dage med stærke råb og tårer frembåret bønner og påkaldelser», så vil jeg ikke engang med min bøn søge at fuldkomme min forsoning. Nej, så hellere aldrig bede! Kun Lammet, som er slagtet, er værdigt til at få ære og pris. Og ved på den måde at have alt i Kristus kan mit hjerte blive så glad, at også jeg nu begynder at bede – og at bede i troen. Sådan vil jeg ved al mulig elendighed hos mig have den trøst og glæde, at Kristus har gjort netop det, som jeg ikke kan gøre, og som loven ikke kan udrette. Jeg kan ikke elske Gud ret, jeg føler mig kold og hård; det er netop det, loven især revser; men netop det, som loven ikke kan udrette, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn. Jeg kan ikke våge og kæmpe ret imod synden, det revser loven; men det, som loven ikke kan udrette, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn. Jeg kan ikke angre synden ret; også det gjorde Kristus, da han svedte blod i Urtehaven. Skal Kristus ikke være min eneste trøst? Eller skal også min kærlighed, min renhed, min anger og min bøn medvirke til min benådning? Hvis jeg i dag savner alt dette, mærker megen synd og megen mangel i min anger og bøn, skal min dyrekøbte benådning hos Gud derfor være rokket? Hvad var så troen og troens retfærdighed? Nej, Kristus vil jeg prise. Og når dette bliver en rigtig fast tro i mit hjerte, så kan jeg ikke andet end elske ham, som har gjort mig en så uudsigelig nyttig tjeneste, ved hvilken jeg har en evig og varig nåde hos Gud. Så begynder jeg at elske hans hellige vilje og at angre, hade og forbande al synd, fordi den mishager ham. Og så begynder det at gå, som englehærens sang lød på Jesu fødselsmorgen: Gud får al ære, jorden får fred, og menneskene en god vilje. Amen.