De troendes frihed fra loven

Som en indledning til den betragtning, vi nu tager fat på, må vi minde om, at når vi i flere måneder her har betragtet, hvad Gud i sin hellige lov kræver af mennesket, så kræver «den rette deling af sandhedens ord», at vi også betragter, hvad Herren Gud vil gøre med dem, der er slået ned af loven og frygter for hans ord. Afvigelserne fra Herrens rette vej sker ikke kun til højre, men også til venstre. Så sandt som de går fortabt, der med deres evangeliske bekendelse ikke har nogen Herrens frygts Ånd, men altid let kan tro Guds nåde og så leve frit efter kødets og verdens lyst; eller de, der i en lovisk tone omgås så falsk og overfladisk med loven, at de aldrig bliver fortabte og opgiver håbet til den, men er ganske tilfredse med deres fromhed og helliggørelse – så sandt som disse er på en ulykkelig vej, lige så vist går også de tabt, der lader sig «fange under trældommens åg», mister den virkelige barnlige tillid og til sidst den sidste gnist af tro, rives løs fra stammen og «visner» (Joh 15,6).

Vi har, som sagt, i lang tid betragtet Guds hellige lov til vækkelse for de sikre og letsindige og til vejledning i retfærdighed. Vi har af Guds egen mund hørt, hvad der er ham kært og behageligt, og hvad der derimod mishager ham og vækker hans vrede. Og vi kan aldrig i tiden nok prise Gud for det lys, at vi med fuld vished kan vide, hvad Gud vil, hvad der er ham behageligt. Vi har også set den majestætiske alvor i Herrens lov, den brændende nidkærhed, hvormed Herren Gud har straffet overtrædelsen af sine hellige bud, idet han truer alle dem, der foragter ham, med sin evige vrede og hævn og derimod lover uendelig nåde til dem, der elsker ham og holder hans bud. Ja, mens gerningshelgenerne kun ser efter et fromt levned, har vi i Kristi forklaring af loven set, hvordan Herrens øjne ser efter hjertets tanker, begær og skjulte rørelser. Måtte vi i alle vores livs dage besinde os på det! For Guds bud og trusler er ikke nogen spøg, men en majestætisk og uforanderlig alvor. Hvad Gud nogen sinde har hadet, det hader han stadig; hvad Gud nogen sinde har elsket, det elsker han endnu i dag, så sandt som Gud ikke kan forandres. Sådan noget burde dog vække ethvert menneske til besindelse. Men ak! Herren forbarme sig! Selv Kristi egen allerfuldkomneste udlægning af loven kunne ikke gøre farisæerne til knuste syndere og heller ikke vække hans discipel Judas af Djævelens fortryllelse. Den, der vil, kan altid lukke sit hjerte og skjule sig for sandhedens lys. Sådanne mennesker skal også få lov at blive forhærdede, så Herren siger: «De skal aldrig kunne forstå sandheden med hjertet og omvende sig, så jeg kunne helbrede dem» (Matt 13,15).

Men samtidig med at nogle slet ikke tager Guds frygteligste trusler til sig, bliver andre ved hans bud helt fortabte i syndenød, afmagt og fortvivlelse og fortæres i deres indre, blot fordi de kender synden, hjertets ugudelighed, falskhed og hårdhed og ikke forstår, at alt dette aldrig skal tilregnes dem, som er i Kristus Jesus (Rom 8,1.3). Det går altid efter det ord: «De, der burde frygte, frygter ikke; og de, der ikke burde frygte, de frygter.» Vi må derfor også tænke på den fare – som regel den fineste og mest skjulte – at en sjæl begynder kun at se på sig selv, mister hele nådepagten af syne, synker ned i trældomsånd og bliver stående i vantro. Vi vil derfor nu med Guds nåde tage fat på det meget vigtige, tankevækkende og trøsterige, men også meget ukendte, misforståede og fortiede emne:

De troendes frihed fra loven

Herren Gud åbne vores øjne! Herren give os sin Ånds lys og ledelse! Apostlen Johannes siger i sit første brev, kap. 5, v. 13: «Dette har jeg skrevet til jer, som tror på Guds Søns navn, for at I skal vide, at I har evigt liv.» Heraf ser vi, at man kan være kommet til tro på Jesus og alligevel ikke vide, hvad man har i ham, ikke forstå meningen og indholdet af den nåde, han har beredt sine troende. En oplyst og trofast lærer har sagt: «Jeg havde allerede i årevis hængt ved min Frelser, før jeg havde den mindste anelse om det herlige forhold, at jeg ligefrem er fri fra loven, at jeg aldrig mere bliver betragtet og dømt efter loven, men kun efter den retfærdighed, min Herre Kristus har vundet for mig. Og jeg kan sige, at med dette lys gik der en ny nådig Herrens dag op i min sjæl, at mit indre menneske med det lys trådte ind i en ny og lykkeligere tid med liv og fred, med hellig lyst og kraft, selv om det også hele tiden på ny bliver formørket og svækket, indtil Herren igen på ny gør mig levende.» I denne bekendelse stemmer alle ind, som har gjort den nævnte erfaring.

Og alligevel – hvor besynderligt ukendt, misforstået og fortiet er ikke dette herlige lærepunkt! Det forekommer stadig mange ellers fromme sjæle næsten som en nyhed, ja, måske som en farlig nyhed og et kætteri, når vi siger: «Der findes mennesker, som slet ikke står under lovens domsmagt, mennesker, som Gud aldrig vil dømme efter sin hellige lov, og som Gud aldrig tilregner deres synder; mens andre derimod bliver fordømt, hvis de blot fejler i et eneste stykke.» Mange vil blive forbløffede over sådanne ord som over de mærkeligste nyheder. Sådan kan mennesker midt i kristenheden være helt uvidende om en af kristendommens vigtigste sandheder og alene ved den blinde fornuft og deres egne meninger være ligefrem fjendtlige over for selve det lys, der gør salig, og alligevel mene, at de selv har det klareste lys.

Men for at forebygge misforståelser og straks sige, hvad de troendes frihed fra loven betyder, vil vi kort udtrykke den på følgende måde: De, der er blevet fordømt og dræbt af loven, så de alene i Kristi forsoning har søgt og fundet deres frelse, er helt fri fra lovens betingelse for saligheden, det vil sige forpligtelsen til at søge deres retfærdighed og salighed ved at efterleve loven; men dermed er de også fri fra alle lovens domme, fri fra lovens forbandelse (Gal 3,13). Og for det andet er de også, i den grad de tror, fri fra lovens herredømme i samvittigheden, eller det, Apostlen kalder trældommens ånd, så man igen må frygte (Rom 8,15), og trældommens åg (Gal 5,1), og fra de kvaler og lidelser, der følger med det, eftersom de i deres Herre og kautionist har hele deres opfyldelse af loven, evig tilgivelse, liv og salighed. At de troende er fri fra den jødiske ceremoni- og samfundslov, indrømmer alle, især da den lov allerede i den gamle pagt ikke var bindende for andre folk end jøderne. Men her er spørgsmålet om den moralske lov, de ti bud; og også fra denne lov er de troende fri, nemlig sådan at de ikke længere står under dens betingelse for saligheden og ikke længere skal dømmes efter, hvordan de selv står over for loven, men efter den fuldkomne retfærdighed, de har i Kristus. De lever derfor under en vedvarende nåde, i et nådens rige, som hvert øjeblik har magt over dem, så længe de hænger ved Kristus i tro. «En så meget bedre pagt har Jesus stiftet» (Hebr 7,22). Lov Herren, min sjæl, og alt, hvad der er i mig!

Dette skal vi nu se af Den Hellige Skrifts egne ord. Efter at Apostlen i Rom 7 først har fremstillet eksemplet med den fuldkomne frihed fra mandens lov, som en hustru kommer i, når hendes mand dør, så hun nu uden synd kan tage en anden mand (v. 2–3), tilføjer han i v. 4: «Således er også I, mine brødre, blevet dræbt fra loven ved Kristi legeme for at tilhøre en anden, nemlig ham, som er opstået fra de døde» osv., og igen i v. 6: «Men nu er vi løst fra loven, døde fra det, som vi blev holdt fanget i, så vi skal tjene i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens gamle væsen.» Men hvis nogen så spørger, hvilken lov Apostlen her taler om, får han straks oplysning om det i det følgende vers (v. 7), hvor Apostlen udtrykkeligt anfører det allerinderste, ja, selve marven i de ti buds lov, nemlig: «Du må ikke begære», som jo er slutningen på den moralske lov, det sidste af de ti bud. Dér ser jeg altså, hvilken lov Apostlen taler om. Det er også kun den moralske lov eller de ti bud, som vi lærer at «kende synden» af (v. 7), bliver «dræbt» af (v. 10) og bliver «overmåde syndige» ved (v. 13) osv., sådan som Apostlen i dette kapitel siger om loven; for af ceremoniloven fik jøderne tværtimod deres trøst og ros, fordi den kunne opfyldes. Altså er det om denne moralske lov, Apostlen siger, at de troende var «løst fra loven». Men kun på den måde, som han selv forklarer, nemlig at vi er fri fra dens forbandelse (Gal 3,13) og fra trældommens åg (Gal 5,1). Derfor udtrykker han også modsætningen til at være «under loven» med at være «under nåden», når han i Rom 6,14 siger: «For I er ikke under loven, men under nåden.» Når de to forhold, at være under loven og at være under nåden, står som modsætninger til hinanden, så ser jeg, hvad der menes med friheden fra loven. – Kun som rettesnor og lys i spørgsmålet om, hvad der er synd eller hellighed, beholder den moralske lovs bud deres evige vægt og kraft også for de troende, til en kær vejledning for deres villige ånd og til tugt for deres onde kød; for som før sagt: Hvad Gud nogen sinde har elsket, det elsker han altid, og hvad Gud nogen sinde har hadet, det hader han altid, så sandt som hans hellige væsen ikke kan forandres. Derfor ser vi, at den samme apostel Paulus, som taler mest om vores frihed fra loven, alligevel holder lovens bud frem for de kristne som rettesnor, når han formaner dem, fx når han siger: «Lad blot ikke friheden give kødet anledning, men tjen hinanden i kærlighed; for» – læg mærke til denne tilføjelse – «for hele loven er opfyldt i ét ord, i dette: Du skal elske din næste som dig selv» (Gal 5,14). Dér ser vi, at han fremstiller lovens bud som rettesnor. Og Johannes siger: «Dette er kærligheden til Gud, at vi holder hans bud.» Men hvis de troende alligevel af kødets svaghed forser sig, og samvittigheden så fordømmer og forskrækker dem med lovens trusler og forbandelser, så siger Apostlen: Ikke sådan! Nej, «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os. Til frihed har Kristus befriet os; stå derfor fast, og lad jer ikke igen fange under trældommens åg» (Gal 3,13; 5,1).

De troende lever altså i et sådant forhold, at de nok har en uforanderlig rettesnor i lovens bud, men at de aldrig skal fordømmes for de større eller mindre mangler i at følge denne rettesnor. De skal nok for deres synder tugtes, irettesættes, renses og knuses, først af loven, siden ved «ris og plager», «om det må være»; men aldrig dømmes efter loven. For skulle de dømmes efter loven, ville de blive fordømt, eftersom lovens dom er forbandelse over den mindste synd – dommen lyder sådan: «Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, der står skrevet i lovens bog, så han gør det!» Derfor ser vi også, hvordan Kristus nok straffede og irettesatte sine troende disciple for deres synder, men aldrig udelukkede dem fra nåden; midt i sin irettesættelse talte han tværtimod om deres ærespladser i himlen (Luk 22,24–30). Sådan siger også Johannes i 1. brev, kap. 2: «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde. Og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, som er retfærdig.»

Se, dette kan forklare os den fuldkomne frihed fra loven. Og hvis nogen stadig har svært ved at tro og fatte, at det er sandt, så minder vi blot om, at den, der ikke tror denne store sandhed, endnu ikke har det rette begreb om syndernes forladelse. Det er blot et besynderligt mørke i vores sjæl, som gør, at vi ikke tænker på, at syndernes forladelse indebærer frihed fra loven. For hvordan kan synden blive tilgivet, hvis vi skal dømmes efter loven? En nådestand, en vedvarende tilgivelse må jo indebære, at vi ikke står under lovens domme. Som det før er sagt: Hvis jeg om morgenen fik alle mine synder tilgivet og hele Kristi fortjeneste tilregnet, men siden skulle dømmes efter loven, så ville al min glæde være forbi inden aften; al den nåde, der var skænket mig, ville ikke være til nogen nytte, nej, ikke engang i en time; for jeg er jo ikke et eneste øjeblik så fri for synd, at loven ikke straffer og fordømmer mig, hvis jeg skal dømmes efter den. Hvad skulle min benådning så nytte? Hvordan ville det så gå med den evige sang til Lammets ære? «Nej», siger Apostlen, «jeg forkaster ikke Guds nåde; for hvis retfærdighed kommer ved loven, så er Kristus død forgæves.» «Den, der har Sønnen, har livet»; han «kommer ikke for dommen», han skal ikke dømmes efter loven. Det er vores fuldkomne frihed fra loven.

Men til friheden fra loven hører også, at min samvittighed ved troen er befriet fra lovens trældomsåg, at jeg har fået «ikke trældommens ånd, så jeg igen må frygte, men barnekårets Ånd, som råber: Abba, Fader». Men denne samvittighedens frihed er en ufuldkommen frihed; for den afhænger af min tro, og min tro er aldrig fuldkommen. I Guds hjerte er der en evig tilfredshed med Sønnens fortjeneste alene, en evig nåde, et evigt velbehag i det, Sønnen alene har gjort; men i mit hjerte er der en stadig vekslen og kamp mellem tro og vantro, en stadig skiften mellem lys og mørke. I himlen er der en evig lovsang over Lammets sejr, men her nede på jorden kun korte stunder med mere lys, glæde og lovsang. I Guds store bog er min regning for evigt strøget ud og kvitteret; men i min lille regnskabsbog, i samvittigheden, dér er det sjældent rigtig rent og klart; for vi har en fjende, som hele tiden på ny skriver vores gæld ind for at gøre os urolige og forskrækkede med den. Men lovet være Gud, at nådepagten i hans hjerte er fuldkommen, fast og urokkelig, at han ikke tilregner os synderne, at han ikke dømmer os efter loven, selv om vi selv gør det.

Vi har nu kort antydet, hvordan de troendes frihed fra loven er beskaffen; vi har også i den forbindelse anført nogle bibelsteder, som bekræfter selve sagen, og vil snart anføre flere. Men før vi udvikler selve emnet, friheden fra loven, videre, vil vi først se lidt nærmere på de personer, som har dette dyrebare fortrin. Den tilhører ikke hvem som helst. Skriften taler udtrykkeligt om sådanne, for hvem lønnen «ikke tilregnes af nåde, men som skyldighed» (Rom 4,4), som kun får, hvad de har fortjent (Matt 20,14), som «er under loven» (Rom 3,19) og derfor også «er under forbandelse» (Gal 3,10). Måtte ingen bedrage sig selv og tilegne sig, hvad der ikke tilhører ham! Måtte enhver alvorligt give agt på, hvordan Skriften taler!

Apostlen siger udtrykkeligt i Gal 2,19: «Jeg er ved loven død fra loven.» Sådanne ord rummer hemmeligheden i vores spørgsmål. Sådan sagde han også i Rom 7,4: «Således er også I, mine brødre, blevet dræbt fra loven»; og igen i v. 6: «døde fra det, som vi blev holdt fanget i». Læg mærke til ordene «dræbt» og «døde». Og i samme kapitel viser Apostlen, hvordan det går til, og hvad det vil sige at blive dræbt fra loven ved loven. Han siger: «Synden kendte jeg ikke uden ved loven; for jeg havde ikke kendt begæret, hvis ikke loven havde sagt: Du må ikke begære. Men synden greb anledningen og virkede ved budet al slags begær i mig; for uden lov er synden død. Og jeg levede engang uden lov; men da budet kom, blev synden levende, og jeg døde. – For synden greb anledningen og forførte mig ved budet og dræbte mig ved det.» Hvad betyder sådanne ord: «Jeg døde ved loven»? Synden «dræbte mig ved det»? Hvis du går til bunds i det spørgsmål, vil du finde et dyrebart lys. Hvilken «død» mener Apostlen her, når han i denne sammenhæng siger: «Og jeg døde» – «død ved loven»? Katekismen taler om tre slags død: legemlig, åndelig og evig; men her tales der om endnu en fjerde død; for åndelig død var Apostlen jo allerede, før budet kom. Hvad mener han så her med ordet «død»? De erfarne ved det, men andre tror det ikke. Jo, sådan går det, når loven for alvor rammer mennesket, når Guds hellige øjne begynder at forfølge dets tanker og hjertets planer – så bliver det dræbt. Og jo alvorligere det bliver angrebet, jo før bliver det dræbt. Det var den gamle farisæer Saulus, som blev dræbt, før der kunne blive en Paulus. Jakobs hoftesene måtte slides op i den natlige brydekamp med den ukendte, før han kunne sige: «Jeg har set Gud ansigt til ansigt, og alligevel er mit liv blevet reddet»; og så fik han et nyt navn. Siden den tid gik han aldrig mere rank. Kort sagt: Tag Apostlens ord, som de lyder, så mærker du, hvem der døde. Han siger: «jeg døde». Det var hans jeg, hans selvvirksomme, selvretfærdige, selvhellige jeg, som faldt i kampen med synden under loven. Loven ophidsede kampen med uophørlig tilskyndelse, med krav og anmærkninger, og den dybe indbildning om vores egen kraft, som er sjælen i det gamle menneske, holdt et sejt håb om fremgang i kampen ved lige; men alt sammen bidrog til desto mere at udmatte og dræbe ham. Alt dette udtrykker han sådan: synden «forførte mig og dræbte mig ved budet». Nu er den brudt, den gamle indbildning om egen kraft og om lovens evne til at gøre mennesket fromt og helligt; og så ligger mennesket der, fortabt, hjælpeløst, magtesløst, ja, «død». Men når «Kristi legeme», som blev givet hen til syndernes forladelse, ved evangeliet bliver stillet frem for den fortvivlede – når Guds evige forsoningsråd, når Kristus med sin gørende og lidende fortjeneste bliver forklaret for den udmattede sjæl, som nu fortvivler over alt eget arbejde, både over sin vilje og evne, over sin bøn, sin anger, over alt, hvad der er i den – «så drages den frem til ham, sådan som den er, så lam, så vanfør og så uværdig til al Guds nåde, at den vil synke ned af skam». Så synker den i Brudgommens favn, den anden mands – «for at den skal tilhøre en anden, nemlig ham, som er opstået fra de døde» (Rom 7,4). Og se, så får den på én gang hele lovens opfyldelse i ham, som var «lovens ende, til retfærdighed for enhver, som tror». Og nu lever bruden kun af hans retfærdighed og af hans omsorg i alle ting og siger: «I hans skygge elsker jeg at sidde – og hans banner over mig er kærlighed» (Højs 2,3). Se, sådan en sjæl er nu befriet fra loven, som Apostlen så udtrykkeligt forklarer: «Således er loven blevet vores tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjort af tro. Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under tugtemesteren» (Gal 3,24–25). Ganske vist vokser den gamle indbildning om egen kraft op igen tusind gange, som regel i den finere form, at jeg ved bøn og Guds kraft kan og bør være og gøre så og så meget – og den røber sig som en adamitisk indbildning ved, at jeg, jeg, jeg, ikke Kristus, bliver midtpunktet for alle mine tanker – men så bliver jeg også på ny udmattet og dræbt, indtil jeg igen må synke ned for min Frelsers fødder og lade ham blive mit alt. Og så længe det forhold varer ved, at jeg hele tiden på ny bliver ført tilbage til Kristus, er jeg heller ikke under loven, men under nåden.

Heraf kan du også forstå, hvem der ikke er under nåden, men under loven, nemlig de, som ikke er dræbt af loven, sådan som vi nu har set, men som stadig har deres håb og deres tillid til loven, til deres eget arbejde og deres bøn tilbage, og som ikke er blevet så fortabte og mistrøstige over dette arbejde, at de har måttet give sig – give sig som fortabte og kaste sig på den blotte nåde – men som stadig med forsæt og mening stræber efter sejren gennem det nævnte arbejde. Er de i den forbindelse mere nedslåede over sig selv, kan de være «ikke langt fra Guds rige»; der kræves blot, at de mister troen på deres egne forsøg og så et øjeblik får Jesus at se «hvid og rød», det vil sige, at han i en salig stund bliver forklaret for dem. Men hvis der stadig følger megen trøst og selvtilfredshed med dette arbejde, og deres tro og bekendelse om Kristus blot er en del af deres egen retfærdighed – deres tro er ikke en nødstedt og fortabt synders virkelige tilflugt, men en ny og smukkere lap på det gamle klæde – da er de længere borte fra den sande nåde. Sådanne kan have en ganske rigtig bekendelse og mangler blot virkeligheden. Det viser sig alene ved forskellige tegn på den indre tilstand, som de dog burde tage alvorligt op til overvejelse, hvis de endnu kan vækkes. Disse tegn er især følgende: For det første, at de ikke genkender det, Apostlen siger om lovens rette virkning, at han blev «overmåde syndig ved buddet», at han «døde»; for de synes tværtimod, at de er blevet ganske gode og fromme. Derfor handler deres sang heller ikke om Lammet, som er slagtet, men om vores fromhed, vores hellighed, eller hvordan vi bør være og bør leve – kort sagt om noget ved os selv. Det vidner om, at de ikke er kommet til skamme med alt dette og har fået deres eneste ros i Kristus. – Det andet tegn er, at de ikke kan begribe, at vi må være løst fra loven for at være salige og hellige; i det mindste er det et ubegribeligt ord for dem, når Apostlen siger: «Jeg er ved loven død fra loven, for at jeg skal leve for Gud», og igen: «Således er også I, mine brødre, blevet dræbt fra loven, for at I skal bære frugt for Gud.» Læg mærke til dette: At man ikke skal kunne «leve for Gud» og «bære frugt for Gud» uden at være død fra loven, det er for dem noget så tåbeligt og underligt, at hvis det ikke havde været en apostels ord, ville de have udråbt det som det værste kætteri i verden. Det må jo være omvendt, mener de: Hvis man skal bære frugt for Gud, må samvittigheden være godt bundet af loven; at menneskers samvittighed løses fra loven, det må være at åbne de videste porte for al ugudelighed. Det er det tegn, som afslører selv dem, der ellers i højeste grad ligner de kristne. Vi spørger: Er det ikke den almindeligste erfaring, som gør sig gældende i hele menneskeslægten, at ethvert menneske altid er tilbøjeligt til at bedømme alting ud fra sin egen erfaring? Når et menneske nu er sådan indstillet, at det anser en fri evangelisk prædiken, for eksempel om de kristnes frihed fra loven, for skadelig, beviser det så ikke, at det selv har den erfaring, at det kun er loven og dens trusler, der holder det borte fra synden? Men det beviser jo igen, at det selv stadig kun styres af loven, at det ikke er «død fra loven», at det endnu ikke har oplevet den salige erfaring, at jo mere den frie nåde giver hjertet liv, desto mere lyst får man til det, som er helligt og godt. For hvis det selv havde den erfaring, ville det jo være tilbøjeligt til at tænke, at det samme evangelium, som så mægtigt giver det selv liv og lyst til det gode, også vil have den samme virkning på andre. For ethvert menneske er jo tilbøjeligt til at bedømme alle ting ud fra sin egen erfaring. – Et tredje tegn er, at de aldrig kender nogen forskel på et fromt menneske og en kristen. Hvis blot nogen elsker Guds ord, er «from og gudfrygtig» (ApG 10,2) og fører et smukt liv, så holder de ham straks for en kristen. De spørger ikke om, han er from af naturlig og lovisk bevæggrund, eller om han også er død fra loven og lever af Kristus. Hertil hører, at de godt forstår sig på den fare, at sjæle er letsindige og forvender vor Guds nåde til tøjlesløshed; men at nogen holdes from blot ved lovisk prædiken, ved advarsler og formaninger, og således mangler det, der kendetegner en kristen, nemlig at han tvinges af Kristi kærlighed og, som Paulus siger, «lever for Gud», netop fordi han er «løst fra loven» – læg mærke til det! at en sjæl mangler dette, som er det væsentlige for en kristen, og lever fromt blot af lovisk bevæggrund – den fare bekymrer de sig aldrig om. Al erfaring bevidner jo, hvad også Apostlen udtrykkeligt siger, at alle mennesker, ja selv hedningerne, har loven skrevet i hjertet, og at dens krav derfor ikke kan være nogen stor hemmelighed. En fromhed af lovisk bevæggrund er derimod et så fint bedrag, at «om muligt skal selv de udvalgte føres vild». Og Kristus har bevidnet, at han på dommens dag vil kaste medlemmer af sit riges bryllup ud i mørket udenfor, folk, som har profeteret i hans navn, uddrevet onde ånder og gjort mange kraftige gerninger (Matt 22,11; kap. 7,22). Når det er sådan, er der sandelig grund til at frygte dette mest hemmelighedsfulde onde lige så meget som det, alle mennesker kan forstå, nemlig synder mod loven. Men når et menneske ikke er i stand til at besinde sig på dette, men altid kun ser på lov og gerninger, så beviser det sikkert, at det ikke selv har erfaret og derfor ikke kender forskellen på en from mand og en kristen. Men den forskel lærer man nok at forstå, når man ved loven bliver død fra loven. Således beviser også dette tegn, at et menneske ikke er gjort fri fra loven.

Nu, da vi har set det væsentligste, der skiller dem, som er under loven, fra dem, som er under nåden, vil vi også undersøge, hvorfor det er så nødvendigt at være løst fra loven. Friheden fra loven er helt nødvendig; for ellers kan intet kød blive retfærdigt for Gud eller blive i hans nåde, og ingen vågen sjæl kan bevare troens tillid. Årsagen er, at hele vores natur ved syndefaldet er så grundigt fordærvet, så fyldt med synd og slangens sæd, at der aldrig har været eller er nogen hellig på jorden, som ikke time for time har været skyldig over for Guds hellige lov. For dem, der sover og drømmer i deres fromhed, er det en hård og tåbelig tale; men troende og vågne sjæle føler det så dybt og bittert, at de trods hele Guds evangelium ofte er nær ved at fortvivle helt eller blive trætte og give op på vejen. Enten må vi frelses så helt og aldeles af lutter nåde, at Gud aldrig gør regnskab med os og aldrig tænker på sine krav, eller også er vi evigt fortabt. Så uafbrudt er hele vores liv fyldt af synd. I samme grad som ånden er villig, hellig og vågen, i samme grad føler vi fordærvelsen stærkt og påtrængende. Erkendelsen af synden afhænger kun af, hvor meget Gud betyder for mennesket. Har det en virkelig, sanddru og hellig Gud tæt inde på sig, så kan det blive fortæret, sådan som alle de helliges eksempel viser. Eller findes der en eneste så hellig og alvorlig kristen, som blot i én eneste time opfylder, hvad det største og ypperste bud kræver? Vi spørger dem, der er mest alvorlige og har mest af Guds Ånd og kraft. Men hvad er al fromhed, hvis du ikke holder det største og ypperste bud? Det bud kræver, at «du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind»; og desuden, at du skal sætte din lid så helt og holdent til ham alene og frygte ham alene, som hans guddommelige trofasthed og magt fortjener. Er det ikke sandt, at hvis du således elsker Gud af hele dit hjerte og sætter din lid til ham alene, så Gud alene er den eneste genstand for din kærlighed, din tillid og din frygt, så må din sjæl være i en evig ro, i den urokkelige nydelse af dette ene gode, som du begærer, den uforgængelige Gud? Så må du tro, at ikke et hår falder af dit hoved uden den himmelske Faders vilje; at ikke det mindste kan ske dig, ikke et ord, ikke et blik kan såre dig uden din Faders vilje. Når du da ikke elsker andet end ham og hans velbehag, må det jo følge, at du til alle tider er lige rolig og lykkelig, hvad der end måtte overgå dig, blot fordi du ved, at alt kommer fra din Gud, og du ikke elsker andet end hans velbehag. Hvor er det hellige menneske, som holder dette bud? Vi vil nu tale med et sådant menneske. Er du lige rolig og lykkelig, hvis nogen berøver dig det kæreste, du har på jorden? – lige rolig og lykkelig, hvis nogen tager al din ejendom fra dig, og du bliver sat i fattigdom og nød? – lige rolig og lykkelig, hvis nogen berøver dig dit gode navn og rygte, hvis du bliver æreløs, foragtet og afskyet af alle mennesker resten af dit liv? – lige rolig og lykkelig, hvis en svær sygdom, ja, en morder forkorter dit liv? Hvis det er sandt, at du elsker Gud af hele dit hjerte, af hele dit sind, af alle de kræfter, der er i dig, og desuden tror på ham alene, så intet sker dig uden hans vilje, så må du nødvendigvis være lige rolig og lykkelig ved alle disse hændelser. Men måske er det så langt derfra, at du tværtimod bliver urolig over et ganske lille tab, ja, at du blot ved at høre, at man har talt ondt om dig eller blottet en eller anden svaghed hos dig, bliver forstyrret i din ro i timer og dage. Ja, måske gør blot et foragteligt blik dig urolig. Hvordan elsker du så Gud og hans velbehag alene? Ja, føler du, at du rigtig varmt elsker din Gud, så dine tanker hele tiden er hos ham? Måske elsker du tværtimod et eller andet menneske langt mere levende og tænker mere på det. – Men videre: Er det ikke sandt, at vi, som er genløst med Guds Søns blod fra alle vores synder, fra døden og fra Djævelens vold, ikke burde have noget højere mål for vores liv end at forherlige ham, som er død og opstået for os? Er det nu virkelig til alle tider det, du stræber efter? – Er det ikke sandt, at hvis du elsker Gud af hele dit hjerte, ville du aldrig trives så godt med noget som med din Gud, i bøn og fortrolig samtale? Har du det virkelig sådan, at du altid vil være sammen med ham i bønnen? Måske er det så langt derfra, at du hellere udfører forskellige gøremål i huset end er sammen med Gud i bønnen. Ak, hvordan står det så til med dit forhold til det første og ypperste bud?

Dernæst skal du også elske din næste som dig selv. Tænk altid alvorligt på de første bud fra Herren din Gud. Hvad er al fromhed, hvis vi ikke først holder de vigtigste bud? Er det virkelig sandt, at du har lige så megen omsorg for din næstes bedste som for dit eget? Husk, at med din næste menes ikke blot en og anden ven, men alle mennesker, venner og uvenner. Er du lige så optaget af ethvert menneskes vinding som af din egen? – lige så følsom over for et nedsættende ord om din næste, som når du hører, at man taler ondt om dig? Videre: Du tror, at enhver, der dør uomvendt, bliver evigt fordømt. Hvis du elsker din næste som dig selv, må du med samme flid og iver brænde for ethvert menneskes omvendelse, som om det gjaldt din egen salighed eller fordømmelse. Du gør dig umage for nogle få, men måske ser du dagligt mange uomvendte, som du ikke gør dig den mindste umage for at vække. Hvordan står det så til med din kærlighed til næsten? Og hvordan ser det ud med efterlevelsen af alle de øvrige bud? Er det ikke sandt, at der af en ganske lille anledning rører sig mange uhellige ting i dit hjerte, som Herren Gud hader og fordømmer: enten vrede, misundelse, had, eller hovmod og egenkærlighed, eller urene lyster, eller begær efter andres ejendom og så videre? Og dog taler vi stadig om de troende kristne, som er vågne og kender deres synd. Der findes intet folk, som jamrer sig så meget over synden som de hellige. Hvordan skulle det så gå, hvis Gud dømte os efter sin lov? Må de hellige ikke bede: «Gå ikke i rette med os! For dig er ingen levende retfærdig»? Sådan vidner Skriften: Se, blandt hans hellige er ingen ulastelig. «Hvad er et menneske, at det skulle være rent, og at den, som er født af en kvinde, skulle være retfærdig? Himlene er ikke rene i hans øjne. Hvor meget mindre manden, som er afskyelig og fordærvet og drikker uretfærdighed som vand» (Job 15). Og igen siger Skriften: «Der er ingen retfærdig, ikke én. De er alle kommet på afveje, allesammen er de blevet unyttige; der er ingen, der gør godt, ikke en eneste» (Rom 3). Enhver hellig har dagligt brug for syndernes forladelse. Hvordan skulle det så gå os, hvis vi stadig skulle dømmes efter loven?

Det er meget vigtigt ud fra Ordet at kende og tro det dybe syndefald og den dybe fordærvelse i al menneskenatur, også i resterne af den hos de hellige, ikke blot for at vi rigtigt kan værdsætte, tage til hjerte og prise denne usigelige nåde, at vi er gjort fri fra lovens domme, men også for at samvittigheden kan blive i denne frihed. For hvis vi ikke ud fra Ordet er godt undervist om denne fordærvelse, vil vi trods al vores kundskab om Kristi fortjeneste alligevel blive helt begravet i elendigheden og fortvivle, så snart vi for alvor erfarer den hos os selv. Hvis jeg nemlig, som tror på Kristus, finder en syndens elendighed hos mig selv, som jeg mener kun findes hos de vantro og aldrig hos Guds børn, så hjælper al Kristi fortjeneste mig ikke; for så lyder det: «Du har ingen del eller lod i denne sag, for dit hjerte er ikke oprigtigt over for Gud» (ApG 8,21). Derfor vil vi se lidt nøjere på dette punkt.

Vi så Skriftens vidnesbyrd om, at selv «blandt Guds hellige er ingen ulastelig», og at «der er ingen retfærdig (i sin egen person), ikke én». Men så tænker en enfoldig troende sjæl ofte – og den bliver jo som regel anfægtet med alle hjertets og Satans indvendinger: «Ja, ingen er ulastelig, ingen er retfærdig for Guds øjne, for hvis øjne ikke engang himlene er rene, for Guds øjne, som ser det, der intet er; men de virkelig hellige kan ikke have og føle virkelig synd i deres hjerter, for eksempel syndige lyster og begær, kulde og mistillid over for Gud, hovmodige tanker og den slags. For helliggørelsen, Helligåndens værk, ja selve navnet hellige må da også betyde noget. Når jeg nu føler noget hos mig, som er virkelig synd, ja, når det bryder ud i ord og gerninger, så kan jeg jo umuligt have nogen del og lod i Kristus og hans fortjeneste.» Og på den måde sker det – blot på grund af misforståelser om de helliges hellighed og uvidenhed om den almindelige fordærvelse – at de, som virkelig føler deres synd, trods alt det evangelium, de hører, alligevel går under en hemmelig selvfordømmelse og mangler den tro og tillid, som skulle give dem kærlighed, liv, lyst og kraft til det gode; og kun de trøster sig, som sover så dybt, at de ikke mærker nogen synd hos sig selv. Se, det er på grund af denne tankeforvirring, at det bliver så nødvendigt også at betragte de steder i Skriften, som i levende eksempler viser os, hvad der menes med, at «blandt de hellige er ingen ulastelig».

Nu siger du med rette, at helliggørelsen og Helligåndens værk også betyder noget. De, der har en sådan tro, som ikke virker nogen helliggørelse, er ikke sande kristne. Hvis nogen ikke har Kristi Ånd, hører han ikke ham til (Rom 8,9). Men din misforståelse kommer af, at du ikke besinder dig på, at der hos de hellige er to naturer, det gamle og det nye menneske, kødet og ånden. «Det, som er født af Ånden» i os, «er ånd; men det, som er født af kødet, er kød» og har sin adamitiske art, så længe der er en rest af det tilbage, det vil sige, så længe vi lever her på jorden. Ånden og det nye sind, som er født af Gud, er i sandhed helligt hos alle Guds børn. Lyt til deres usigelige suk, når de mærker noget syndigt; hør dem i deres stille bønner i enrum; se deres tårer for Gud over deres synder mod ham, så vil du sandelig forstå, at det ikke er kød og blod, der virker sådan noget, men at Helligånden bor i dem. Se deres forfærdelse blot over en egenkærlig tanke, vær vidne til deres jammer og klage, når en stærk fristelse angriber dem og hårdnakket forfølger dem, læg mærke til, hvordan de sveder, vrider sig, ængstes, ja, råber: «Jeg klager, fordi mit hjerte jamrer»; så vil du forstå, at det sandelig er en hellig ånd, der således lider under det uhellige. Se deres glæde, når de er blevet befriet fra en svær og vedholdende fristelse; se deres glæde, når de har fået nåde til at være mere åndelige og hellige i hjerte, tanker og omgang. Se også den kraft, der overvinder alt, og som er mægtig i al deres svaghed, for eksempel når et barn, der er omvendt til Gud, hellere går med blødende hjerte ud af forældrehjemmet end fornægter sin Frelser; når en person, der er mest følsom over for verdens dom, kan forlade hele verden og for resten af sit liv blive en tåbe for Kristi skyld; når en kristen hustru for Guds velbehags skyld gennem hele livet tålmodigt og ydmygt kan bære en ugudelig mands tyranni og så videre. Men vi siger: Læg mærke til sindet – ånden; for alt det ydre kan bedrage. Læg mærke til Davids salmer, hvor du får lov at se ind i hans hjerte og se hans ånd – og se, om den ikke er hellig. Se på Peters tårer, om han var en, der ville fornægte sin Mester. Og Paulus: Han var jo fem gange blevet slået, tre gange pisket, én gang stenet og så videre (2 Kor 11), og ved alle disse erfaringer hørte man ham aldrig utålmodigt ønske sig befrielse; men én gang bryder dette klageråb frem fra hans hjerte: «Jeg elendige menneske! Hvem skal frelse mig fra dette dødens legeme?» Og det var, da han talte om «syndens lov i lemmerne, som kæmpede mod loven i hans ånd» (Rom 7). Se, sådan noget vidner om, at Helligånden bor hos de hellige.

Men var de derfor fri for synder? Havde de ikke stadig den gamle adamitiske fordærvelse tilbage i deres kød? Hvad siger den hellige apostel? «De, som hører Kristus til, korsfæster deres kød med dets lyster og begæringer» (Gal 5,24, gamle overs.). Læg mærke til, at han siger, at «de, som hører Kristus til», stadig har sådanne «lyster og begæringer», som må korsfæstes. Han taler jo her om de sande hellige, ikke om dem, der er under loven, men om dem, der «hører Kristus til», og alligevel siger han, at de har onde «lyster og begæringer»; men de korsfæster *) dem – det gør Helligånden, som bor i dem. Og hvis du nogen sinde har mærket, hvad onde «lyster og begæringer» vil sige, så spørger vi: Er de ikke allerede synd? Er netop disse lyster og begæringer ikke de mest forhadte synder, når du må sige til dig selv: «Ve mig, elendige menneske! Jeg har synden i selve hjertet, jeg elsker synden!» For sådan mærkes lyster og begæringer, nemlig som en kærlighed til synden. Efter den nye, hellige ånd hader og fordømmer jeg disse lyster, denne kødets kærlighed til synden, men jeg må dog mærke den i mig. Men tænk dig nu en virkelig hellig, som «hører Kristus til»! Kan du tænke om sådan en, at han har onde lyster og begæringer? Nej, det er urimeligt, synes du. Men her ser du, at Apostlen siger det.

*) I den nye oversættelse står der: «har korsfæstet».

Det er dette forhold, der forklarer, at den samme mand, som har det smukke vidnesbyrd, at han var «en mand efter Guds hjerte» (1 Sam 13,14), kunne falde så forfærdeligt for onde lyster og begæringer, at han ville have været evigt fortabt, hvis ikke Guds nåde havde opsøgt og reddet ham (2 Sam 12). En anden mand havde Guds eget vidnesbyrd om, at «der var ingen som ham på jorden, han var from og retsindig, frygtede Gud og veg fra det onde» (Job 1,8); men da fristelsen blev alt for stærk, faldt han i så svær utålmodighed, at han med nogle grufulde ord forbandede den dag, da Gud lod ham fødes, og den ømhed, han blev ammet op med (Job 3). Den, som Gud selv kalder «from, retsindig og gudfrygtig», må sikkert have været det i sandhed, men derfor var han ikke fri for kødets svaghed. Abraham, som kaldes alle troendes fader, og som Gud talte med som en ven med en ven, var bestemt en større helgen end nogen af os; men så fuldkomment kunne han ikke elske Gud alene og stole på ham alene, uden også at være optaget af sit eget liv og selv søge at redde det, da han sagde om sin hustru, at hun var hans søster (1 Mos 12 og 20).

Hvad skal vi så lære af sådanne eksempler? Slet ikke, at enhver, der har synden til fælles med de hellige, er en kristen. Kun den er en kristen, som også ligner de hellige i omvendelse og tro; og til grund for vores tro og benådning kræves noget helt andet end de helliges skrøbeligheder; til trøst mod syndens skyld og dom slår intet mindre end Kristi dyre fortjeneste til. Endnu mindre skal vi deraf drage den mening, at synden ikke er farlig, fordi den også findes hos de hellige; nej, sådan en trøst vil de falske ånder sikkert tage, de, som misbruger alt Guds ord til deres egen fortabelse (2 Pet 3,16); og dog må hele Guds ord tages i betragtning. Men de troende har en ånd, som netop ved de helliges syndefald advarer dem så meget mere mod uvagtsomhed, sikkerhed og overmod, som ethvert fald udspringer af. Og den lærdom har Herrens Ånd villet give os, når han har ladet de helliges synder skrive op og har sagt, at «hele Skriften, indblæst af Gud, er også nyttig» – den lærdom nemlig, at vi aldrig skal tro, at noget menneske, som endnu vandrer på jorden, er fri for slangesæden, for synd og mangler. Deraf skal vi lære ydmyghed og gudsfrygt og at have al vores trøst i Guds nåde alene; men også lære ikke at lade os berøve vores trøst i Kristus på grund af de skrøbeligheder, der hænger ved os, så længe vi ved med os selv, at vi for deres skyld altid opholder os ved nådestolen. – Det er ikke uden grund, at vi bruger så mange ord på at vise, at ingen blandt Guds hellige er ulastelig. Vi må også kæmpe med en frygtelig forblændelse. Djævelen ved godt, hvordan han skal fange sjæle. Ligesom han førte Kristus fra ørkenens armod, hvor han havde «været sammen med de vilde dyr» (Mark 1,13), op på templets tinde i den hellige by, sådan vil han også altid føre sjælene i åndelig forstand. Når han ikke længere kan holde os sovende i syndens urenhed sammen med verden, så vender han bladet og vil føre os til sådanne indbildninger om hellighed, som ligger endnu fjernere fra Guds rige end den største urenhed i synd (Matt 21,31). Det er sket for mangen en kristen, at han, før han nåede at tænke over det, var ført så langt ind i denne forblændelse, at han anså sig selv for helt syndfri. Hvis man så minder ham om, at ikke engang de nævnte helgener i Skriften var syndfri, svarer han: «Ja, i Det Gamle Testamente var Ånden endnu ikke givet; men se på apostlene efter pinsedag!» – og så mener han, at han er eller skal blive som de. Hvordan skulle sådan en have brug for daglig tilgivelse, værdsætte Kristi evige præstedømme og forsvar, værdsætte vores frihed fra loven? – Om Gud ville velsigne et ord til sådan en sjæl, vil vi sige noget mere om dette.

Når Johannes siger, at «Ånden endnu ikke var givet» (Joh 7,39), så sigter han dermed kun til de underfulde åndskræfter, som efter Kristi opstandelse og den store pinsedag blev udgydt over apostlene; men at de hellige i Det Gamle Testamente havde Guds Ånd lige så vel som i Det Nye, det vidner Skriften jo om overalt. Det er også netop om Det Gamle Testamentes hellige, at apostlen Peter siger: «Hellige Guds mænd har talt, drevet af Helligånden» (2 Pet 1,21). Og du siger: «Se på apostlene efter pinsedag», og mener: vi skal være som de. Ja, hvis Gud ville gøre sådan et under med os, ville det sandelig være en let sag for ham og en himmelsk glæde for os; men det kan kun ske på den måde, nemlig at Gud gør det under med os; for apostlene kunne ikke tage sig den allermindste kraft selv, men fik alle deres herlige kræfter ved et under fra himlen. Og sådan må det altid gå til. Men Apostlen giver os en sund advarsel, som lyder sådan: «Ved den nåde, som er givet mig, siger jeg til enhver iblandt jer, at han ikke skal tænke højere om sig selv, end han bør tænke, men tænke besindigt, alt efter som Gud har tildelt enhver troens mål» (Rom 12,3). Forstår du det ord: «alt efter som Gud har tildelt enhver troens mål»? Hvor der blot findes den svageste ånd, født af Ånden, dér hungrer, sukker, begærer og tigger den altid efter mere tro, kærlighed og alle nådens kræfter, end den får – for her på jorden bliver vi aldrig helt mætte af det – og så længe sådan en hungrende, tiggende ånd findes i mit hjerte, må det jo afhænge af Guds tildeling, hvor stort et mål af tro og nådekræfter jeg har.

Men er det ikke en frygtelig indbildning, at du tror, du selv kan kæmpe dig til det samme mål af hellighed som apostlene? Husk på beskrivelsen af, hvad Gud gjorde med dem. Da Helligåndens ildtunger under det store drøn og brus fra himlen havde sænket sig ned over hver enkelt af dem, var de så fyldt af Helligånden, at de straks alene derved kunne tale fremmede tungemål (ApG 2,4), at Peter nu kunne oprejse døde (kap. 9,39–41) og med blot et ord i Jesu navn helbrede syge (kap. 3,6; 9,34), ja, at de syge blev raske, når blot hans skygge faldt på dem (kap. 5,15). Hvad var der nu sket med disciplene? De havde modtaget apostlenes rustning; før havde de blot været som andre af Jesu venner og disciple, med mange ufuldkommenheder og mangler både i forstand og kraft; men nu var de helt andre mænd; nu var de udrustet med sådan et mål af Ånden, at alt, hvad de talte og skrev, må «modtages, ikke som menneskers ord, men, som det i sandhed er, som Guds ord» (1 Thess 2,13), så at intet menneskes tale eller skrift efter apostlenes tid må sammenlignes med deres. Det ved enhver. Men hvorfor kan ingen anden hellig mands ord sammenlignes med apostlenes? Kun fordi ingen har fået den samme udgydelse af Ånden over sig som de; for hvem kan vel nu tale fremmede tungemål alene ved Ånden? Hvem har nu en skygge, der helbreder syge? Hvem oprejser nu de døde? – Men havde apostlene sådan et mål af Ånden, at ingens tale eller skrift kan sammenlignes med deres, så kan heller ingen hellighed i hjerte, tanker og levned sammenlignes med deres; for det samme mål af Ånd, som ledte deres tunge og pen, må vel først have ledt deres tanke og hjerte, og derefter følger jo altid levnedet. Derfor er det sandelig en blind indbildskhed at ville gøre sig lige med de hellige apostle.

Men tænk, hvor mærkeligt og lærerigt det er, at selv om apostlene havde fået et så uforligneligt mål af Åndens kraft og var helligere end nogen anden, var de alligevel ikke helt befriet fra naturens fordærvelse. Vi vil ikke afgøre, hvor meget syndigt der lå i den «forbitrelse» mellem Paulus og Barnabas, som omtales i ApG 15,39, eller i det «hykleri», som Paulus irettesatte Peter for, efter Gal 2,11–14; men én begivenhed er meget mærkværdig – den, som Paulus fortæller om i 2 Kor 12. Først fortæller han om sin herlige oplevelse, som han kalder, at han «blev rykket op lige til den tredje himmel», og to gange bemærker han om den, at «om han var i legemet eller uden for legemet, det vidste han ikke; Gud ved det», siger han. Og igen tilføjer han: «Han blev rykket op i paradis og hørte uudsigelige ord, som intet menneske må udsige». Er det ikke mærkeligt, at der så skal følge (v. 7) sådan en bekendelse som denne: «Og for at jeg ikke skulle hovmode mig over de overvældende åbenbaringer, blev der givet mig en pæl i kødet, en Satans engel, som skulle slå mig i ansigtet, for at jeg ikke skulle hovmode mig». Åh, dette sted viser mig, hvordan det står til med de hellige. Jeg tænkte dog, at efter en så herlig oplevelse, som han kalder at «blive rykket op til den tredje himmel og til paradis», ville den hellige apostel ikke mærke noget så modbydeligt i sig som tilbøjeligheden til at hovmode sig! Når han netop kom fra en så hellig verden, en så ren luft, om man så må sige, og når han oven i købet ikke selv havde gjort noget fremragende, men blot havde fået en stor nåde af Gud, så skulle en så hellig mand ikke engang have nogen fristelse til at hovmode sig over det. Men sådan står der i teksten, sådan bekender han selv. Ja, sådan står det til med de hellige. Lad så ingen bilde sig ind, at han er helligere end apostlene! Lær heraf aldrig at tro dem, der bilder sig ind at have sådan en hellighed på jorden, at synden, den sorte, uhellige synd, ikke længere bor i dem. At tro noget sådant om et menneske på jorden, siger Luther, «er en tanke så stridende mod sagens natur, så fremmed og så tåbelig, som det ville være vanvittigt tænkt og talt, hvis nogen sagde, at vor Herre Gud var faldet i synd». Nej, «hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os». «Blandt hans hellige er ingen ulastelig.»

Før syndefaldet var mennesket helt rent og syndfrit; dengang havde det en fri vilje, dengang kunne det holde Guds lov fuldkomment og derved behage Gud i sin egen person; for det første menneskes hele natur var en levende lov, der på alle punkter stemte overens med Guds hellige væsen – det var skabt i hans billede – og i sådan en tilstand kunne det opfylde alle hans krav. Men efter syndefaldet er hele denne natur og evne gået tabt. Guds billede blev ødelagt, og i stedet plantede slangen sit billede, sin gift, sin onde natur ind i mennesket. Deraf kommer det forhold, som hele Skriften og al erfaring bekræfter, at jo mere af Åndens lys og kraft der bor i et menneske, desto mere mærker det den hårde strid mellem Ånden og kødet. Men allerede denne strid er fordømmelig over for Guds lov, som kræver renhed og hellighed i hele vores væsen; allerede dette indvortes onde, disse syndige tanker, følelser og begæringer er for Guds øjne et syndevæsen, som forbydes og fordømmes i hele hans lov. Deraf kommer det, at ingen hellig kan have hans nåde en eneste dag, hvis han skal dømmes efter loven. Og hermed har vi så vist den første grund til, at det er helt nødvendigt, at vi er løst fra loven, hvis vi skal blive salige. For de mest retsindige kristne, i hvem Guds kærlighed og frygt bor stærkest, er dog i deres kød bestandig urene, og til visse tider mærker de denne fordærvelse så mægtigt, at de er nær ved helt at fortvivle; de mærker en kulde over for Gud, en vantro, sikkerhed og hårdhed, som er ganske forfærdelig; intet liv i bønnen, ingen smag og kraft af Ordet, ingen hellig nidkærhed for Guds ære, heller ingen almindelig kærlighed til næsten, men kun død og afmagt i alting. Og så rører der sig også mange uværdige ting i deres hjerter, som utålmodighed, vrede, misundelse, urene lyster og begæringer, egennytte, hovmod osv. Hvordan skulle de med al denne syndeelendighed kunne være Guds elskede børn og arvinger, hvis de skulle betragtes og dømmes efter loven? Og hvordan skulle de kunne have en virkelig fred i hjertet med deres Gud og vished om hans velbehag og venskab, hvis de mente, at han vil dømme dem efter sin lov? Se så, hvor helt nødvendigt det er, at vi er gjort fri fra loven, hvis vi skal blive salige – og hvis vi skal have fred med Gud i vores hjerter!

Men samvittighedens frihed fra loven er også nødvendig for den sande helliggørelse, og for at vi kan gøre virkelig gode gerninger, som behager Gud. Åh, gid Gud ville åbne manges hjerter for denne sandhed, som for den blinde fornuft er sådan en dårskab! – Apostlen siger udtrykkeligt: «Således er også I, mine brødre, blevet dræbt fra loven – – for at vi kan bære frugt for Gud» (Rom 7,4). Og igen: «Men nu er vi løst fra loven, døde fra det, som vi blev holdt fanget i, så at vi skal tjene i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens gamle væsen» (v. 6). Og på samme måde taler Apostlen i Gal 2,19: «Jeg er ved loven død fra loven for at leve for Gud». Læg dog mærke til, at Apostlen hermed udtrykkeligt erklærer, at man ikke kan leve for Gud, ikke kan bære frugt for Gud, medmindre man først er blevet dræbt fra loven. Betragt her blot to forhold. Først det, som erfaringen lærer: Så længe en sjæl ikke er gjort fri fra trældomsånden, men arbejder på sin fromhed med øjet rettet mod sig selv og mod loven og ser Gud som den, der kræver noget af den, så er alt dødt, koldt, tungt og uden lyst i hjertet, og med alle forsætter bliver der ingen kraft, ingen udførelse, kun tanker og ord og nogle udvortes iagttagelser, som ikke er for svære for naturen. Dernæst: Hvis loven også angriber hjertet og den indre fordærvelse, så bliver den oprørt og ophidset til dobbelt kraft, som Apostlen siger: «Da budet kom, levede synden op og virkede al slags begær i mig» osv. (Rom 7,7–11). Åh, hvor mange ængstelige trælle sukker ikke under denne erfaring og kan ikke begribe, hvor fejlen ligger! De hører og læser Guds ord, de råber og beder, de går til skrifte – og alt er forgæves, alt er bare død og afmagt, kun synden er levende og mægtig. Åh, gid de ville høre! Åh, gid de ville bøje deres øre til Guds visdom, «så skulle deres fred blive som en flod og deres lykke som havets bølger», så skulle de få en ny himmelsk lyst og kraft at mærke i deres hjerter! – Fejlen er, at du aldrig er blevet rigtig gjort fri fra trældommens åg, aldrig rigtig har smagt, hvad den sande tro vil sige, aldrig er blevet rigtig salig i lutter ufortjent nåde. Hvis du fik det lys, som ikke den ene bror kan give den anden, men som er en Guds åbenbaring i sjælen, en himmelsk gave, og som så forklarede Jesus for dig, at du så denne uudsigelige nåde, at den himmelske Fader, hvis bud du træller for, har forbarmet sig så over os, at han har givet sin Søn hen til at opfylde alt for os, hvad loven nogen sinde kræver af os, at han også allerede har opfyldt alt for dig, hvad du nu arbejder på, og at Gud ikke vil andet med sin lov end at udmatte og dræbe din selvretfærdighed, fordi han aldrig har regnet med, at du formår andet end at synde (Rom 3,12.19), og at han er forsonet over al din uretfærdighed, sådan som du er, elsker dig, netop som du er, og selv har taget alle dine synder bort og skrevet dig op i himlen, netop som du er, alene for Kristi, din brors og Mellemmands, skyld – hvis du i Åndens lys så alt dette og så, hvordan den himmelske Fader aldrig regner med dig, men har alt, hvad han behøver, i sin elskede Søn, for hvis skyld han aldrig, aldrig ser på dine synder; ja, hvis du så, hvordan du midt i din dybeste nedslåethed over synden er smuk og elskelig for Guds øjne ved Kristus, sådan som du er – hvis du i Åndens lys så dette, sandelig, så ville du græde af kærlighed og springe af glæde, og alt det ville blive så let og lyst for dig, som hidtil har været dig alt for svært og umuligt. Hvad var det, der gjorde, at martyrerne gik med glæde til bålet, at Vincentius, mens han blev stegt, kaldte de gloende kul for roser, at svage kvinder sagde, at de aldrig var gået til deres danse med sådan en glæde som nu til bålet? Intet andet end at de var berusede af den uudsigeligt store nåde, at Guds Søn var deres bror, og at de ved ham var Guds venner og hans øjnes lyst. Se, det er, hvad Skriften så udtrykkeligt siger: «Glæden i Herren er jeres styrke». Og igen: «Jeg vil løbe dine buds vej, for du trøster mit hjerte».

Dette er det første forhold, som får os til at forstå, at vi må være befriet fra loven for at kunne bære frugt for Gud. Det andet er, at selv om du kunne gøre meget mere godt end alle de troende, så er ikke en eneste af dine gerninger Gud behagelig, så længe de ikke udspringer af denne evangeliske tro og kærlighed. Så længe loven regerer i samvittigheden, ødelægger den alt, hvad du gør. Du gør måske nøjagtig de samme gerninger som den troende og befriede sjæl; men på dine gerninger er der en grim, sort plet, som gør dem ligefrem modbydelige for Guds øjne. Dette sorte mærke består blot i, at du gør det gode for lovens skyld og ikke af hjertets egen frie lyst og kærlighed – at du gør det gode for budets, truslens og løftets skyld og ikke gør det af dig selv, af fri vilje og lyst – ligesom det sætter en grim, sort plet på barnets venlighed mod sin mor, hvis det er blevet tvunget til den med farens ris eller lokket til den med et løfte, når det dog burde vise denne venlighed ud fra sit eget hjertes følelse for sin mor. Og af hele Guds ord er det åbenbart, at Herren Gud ikke vil have nogen tvungen tjeneste; han vil egentlig have hjertet, dets kærlighed og lyst. Ligesom en ægtemand, der virkelig elsker sin hustru, ikke er tilfreds med blot at få tjenester af hende, men allerførst vil eje hendes kærlighed; og hvis han opdager, at hun blot for hans ejendoms skyld lader, som om hun elskede ham, men ikke i sandhed gør det, så må al hendes venlighed jo blive ham en vederstyggelighed, der kun vækker hans vrede – præcis sådan er også Gud sindet. For hans øjne er al den fromhed og gudfrygtighed modbydelig og forkastet, som øves, blot fordi man skal, man bør, man må, det vil sige som kun øves af lovisk bevæggrund og ikke udspringer af en befriet, salig og taknemmelig ånd, af brudens kærlighed, som siger sådan: Nu gør jeg ikke så meget som at samle et strå op for at fortjene saligheden og Guds venskab eller sone min skyld, for alt dette har min blodbrudgom gjort, da han i tredive år trællede for mig under loven og siden led korsets blodige død; men alt det lille, jeg gør, det gør jeg, fordi jeg intet behøver at gøre for at blive benådet, netop fordi han har gjort alt for mig og dagligt og stundligt er min eneste retfærdighed for Gud; alene fordi jeg nu er i et sådant nåderige, at ingen af mine synder nogen sinde tilregnes mig, og at jeg aldrig skal dømmes efter loven. Netop denne frihed bevæger mig så inderligt til gerne at gøre og lide, hvad min Gud vil, eftersom han har taget mine nagende hjertesorger over synden og loven fra mig. Ja, når han har taget den store, tunge byrde, min saligheds sag, på sig, så vil jeg så gerne bære lidt af disse lettere byrder: at forsage verden og synden, at tæmme mit kød og tjene min næste i kærlighed med gerninger, med ord og med tålmodighed; give den sultne brød, den hjemløse husly, besøge en syg og en fange, tilgive en uven og have tålmodighed med et besværligt medmenneske eller et tungt kald i livet. Eftersom min Herre også har været så nådig, at han vil lade sig behage af sådanne småting, er jeg ligesom halvt i paradis over, at jeg allerede må gøre den trofaste, dyrebare Herre en tjeneste, han har behag i. Alt dette er mig så hjerteligt kært, fordi han var så overmåde god og indrettede dette nåderige, så ingen synd tilregnes mig, og jeg aldrig skal dømmes efter loven.

Sådan er den rette bevæggrund til det gode. Det er det, Apostlens ord betegner: «Kristi kærlighed tvinger os, da vi har sluttet dette: Én er død for alle, og derfor er alle døde» (2 Kor 5,14); og det var det, Apostlen mente, da han sagde: «Således er også I blevet dræbt fra loven, for at vi kan bære frugt for Gud» osv. Du får ganske vist din løn her på jorden også for det gode, du gør af lovisk bevæggrund; det er bestemt også nyttigt for dine naboer og din husstand; men det udgør ikke den sande helliggørelse eller sande gode gerninger, som Gud har behag i, og som han vil omtale på den yderste dag. Nej, er det blot et spørgsmål om saligheden, så kan du gerne spare dig umagen med dette gode og give dig til at leve frit i synden – du mister intet ved det; for du bliver alligevel ikke salig med en sådan hellighed, som udspringer af lovisk bevæggrund; «for alle de, der holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse» (Gal 3,10). Kun så meget godt, som du gør, fordi du er så ufortjent benådet og fri fra loven, kun så megen sand helliggørelse og så mange gode gerninger har du. Mærk dig og husk dette godt, og skriv det uudsletteligt i dit sind: Kun så meget, som udspringer af nåden, af tro og kærlighed, af din frihed fra loven, kun så megen sand helliggørelse har du.

Men her vil måske nogen spørge: «Skal loven da slet ikke tjene en kristen til noget i hans helliggørelse? Og er en kristen da altid så levendegjort af troens glæde og kærlighed, at han aldrig gør det gode af nogen lovisk bevæggrund?» – Svar: For det første er loven altid til en uundværlig tjeneste og velsignelse i helliggørelsen gennem den rettesnor og det lys, vi har i dens bud; og for det andet bliver denne rettesnor os altid til tugt, til en sund og nødvendig tugt og knusning af vores listige hjerte, som ellers snart kunne falde i hovmod, sikkerhed og letsind og flere lignende vederstyggeligheder. Men selve bevæggrunden og hjertegrunden i en kristens helliggørelse må være den store nåde. Det skal du forstå på følgende måde: Det er helt sandt, at nådens lys i troen ikke altid brænder lige smukt og levende; troen, glæden og kærligheden svækkes tit undervejs, og hvor alvorligt jeg end arbejder med det, kan jeg ikke når som helst give mig selv en så brændende tro, som jeg gerne ville. Men det er ikke det, sagen afhænger af. Hvis jeg blot har den tillid til min Gud ved Kristus, at jeg alligevel kan tale med ham som hans barn og kan tro på selve nådestanden, om end med en mere tør tro, som dog holder sig fast ved Herrens tilsagn, så virker denne tro en villig ånd, så jeg gerne vil tvinge mit kød efter hans bud. Jeg mærker det da ikke så let som i de gladere tider, når han fryder mit hjerte; nej, efter følelsen bliver der tit en lovisk tyngde over min vandring, så jeg i mit indre mærker loven meget mere end evangeliets nåde og lys. Men forskellen fra dem, der «holder sig til lovens gerninger», består i dette: De gør det med forsæt og mening – mærk det! de har ligefrem den mening, at vores nådestand og vores helliggørelse skal afhænge af vores arbejde i gudfrygtighed, og de er altså enige med sig selv i denne stræben, så vores væren og gøren ligefrem er deres stadige omkvæd, deres første og sidste; men en troende er derimod, selv i sine loviske tider, alligevel fjende af sin egen selvbetydning, så snart han mærker den; han straffer og misbilliger den og giver Gud ret i hans ord om, at der i os kun er synd og afmagt, og at både vores retfærdighed og vores styrke alene er i Kristus. Han higer efter at kunne gribe og mærke Kristus og kraften i hans opstandelse og ved, at så ville alt være læget og godt, men han lider kun af svaghed. Hans sind og hensigt er altså evangelisk; det er kun følelsen og naturen, der er lovisk. Og selv om han da ligesom må tvinge sig til meget godt, mens han mærker kødets modstand, så er det dog den store nåde, som han tror på, der bevæger ham til at ville tvinge sit modstræbende kød på den måde. Han elsker Herrens bud, ja endog hans trusler, ja hans ris og tugt, blot fordi de hjælper til at døde det onde kød; men netop denne kærlighed til loven og truslerne har han derfra, at han tror på den store, ufortjente nåde – og så er hans hjertegrund og hans bevæggrunde jo evangeliske. – Helt anderledes er det, hvis man bliver «fanget under trældommens åg», så tankerne først og sidst står på os selv og på, hvad vi skal være og gøre, hvorved barnetilliden kvæles, og loven bliver ligefrem den regerende magt i samvittigheden. Så kommer igen det syndevæsen og den afmagt, som loven altid virker. Og heraf ser vi da, hvordan samvittighedens frihed fra loven er nødvendig også for den rette helliggørelse. Åh, gid derfor hver kristen alle sine levedage ville tage Apostlens formaning ret til hjerte: «Til frihed har Kristus befriet os; stå derfor fast, og lad jer ikke igen fange under trældommens åg» (Gal 5,1). Sådan siger også Herren Kristus selv om denne sag: «Bliv i min kærlighed! Bliv i mig! Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, uden at den bliver på vintræet, sådan kan I heller ikke, uden at I bliver i mig».

«Ja», siger du, «jeg har nok set herlige ord og beviser for den store, trøsterige sandhed, at vi, som er fortabte over for loven og holder os til Kristus, ikke skal dømmes efter loven, men være så frie for dens domme, som kvinden er fri fra mandens lov, når han er død og begravet; jeg har også set, hvor fuldkommen nødvendig denne frihed er, ikke kun for at kunne blive i Guds nåde, men også for den sande helliggørelse; men det er mig dog helt umuligt rigtig at tro og holde fast ved denne frihed for mit eget vedkommende. For dels er det alt for herligt og nådefuldt, at jeg, arme synder, skal leve i en så bestandig og urokkelig nåde hos Gud, som om der ingen lov eller synd var til; dels mærker jeg ikke det mindste til en sådan nåde og frihed, men mærker tværtimod det modsatte, nemlig at jeg stadig bliver anklaget og dømt af loven igen og igen. Hvordan kan jeg så tro, at jeg er helt fri for alle lovens domme, at Herren Gud elsker mig og ser på mig, som om jeg aldrig syndede, som om der ingen lov og derfor ingen synd var til, men lutter renhed, retfærdighed og velbehag for hans øjne – og alt dette blot for Kristi skyld? Nej, det er for stort, for herligt, og jeg mærker jo synden og lovens domme over mig». – Dette er et dybt argument, ikke i sin tanke, men i sin rod, fordi det sidder i selve vores natur. For det første er loven og lovens begreber ganske vist formørket ved syndefaldet, men ligger dog så dybt indblandet i al menneskenatur, at også hedningerne, som aldrig har hørt et ord fra Sinaj, alligevel piner sig til døde for lovens røst i deres indre (Rom 2,14–15); og for det andet blev det ved syndefaldet vores faste natur ikke at tro og agte Gud, hans værk og ord, men kun at tro os selv, vores følelser og meninger. Det gør, at de mest evangeliske kristne, for så vidt de er vågne, i følelsen og samvittigheden er meget mere loviske end evangeliske – skønt de ganske vist også har megen fred og glæde i troen, når de har lært at gribe denne deres frihed og får nåde til at tro den.

Men hvad skal man gøre mod naturens fremherskende tilbøjelighed til kun at se og mærke loven, ja, mod alle disse mægtige modsigelser fra følelsen, samvittigheden, fornuften, vantroen og Djævelen? Mod hele denne vældige vantromagt findes der intet stærkere middel end hele tiden at betragte grunden til denne herlige frihed, som vi nu taler om – at betragte, hvor dette umådelige gode kommer fra, og hvad det hviler på – nemlig at det er den almægtige Guds eget behag og egen gerning; det er hans egen elskede Søns priselige værk ved alt, hvad han gjorde og led i vores sted. Som Apostlen siger: «Vi er på forhånd bestemt til denne arvelod efter hans beslutning, som virker alt efter sin viljes rådslutning, for at vi skulle være til pris for hans herlighed» (Ef 1,5–12). Hvad kan jeg da gøre ved sagen? Hvad formår jeg imod den Almægtiges velbehag? Hvad kan jeg sige til det, når den store Gud selv har behaget at gøre noget efter sin egen viljes rådslutning? Må han ikke gøre, hvad han vil, med sit eget? Når det har behaget ham at vise mennesket denne store, uudsigelige nåde, oprette dette nåderige på jorden og sende sin egen elskede Søn under loven for at opfylde alle dens krav for os og lide dens forbandelse for os – hvad kan jeg gøre ved det? Det er ganske vist alt for stort og herligt; men hvad Gud gør, er jo altsammen stort og ubegribeligt. Hvad jeg, arme skabning, er eller gør, mærker eller mener, er derimod kun som et flyvende strå over for et stort bjerg. Nu siger Herren Kristus udtrykkeligt: «Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn» – dengang alt kød ved syndefaldet var så fordærvet, at intet menneske kunne opfylde Guds lov, men alle mennesker syndede, hvad enten de ville eller ej, og hver sjæl derfor lå under en evig forbandelse. Nu siger Skriften udtrykkeligt: «Da tiden var fuldkommet, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at (mærk det!), for at han skulle løskøbe dem, som var under loven». Og igen: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse ved at blive en forbandelse for os; for der står skrevet: Forbandet er enhver, som hænger på et træ». Ja, Skriften siger udtrykkeligt: «Kristus er lovens ende – Kristus er lovens ende, til retfærdighed for enhver, som tror» (Rom 10). Og Apostlen forklarer, hvad der har været Guds nådefulde tanke og rådslutning i dette, nemlig at «ligesom de mange er blevet gjort til syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange gøres retfærdige ved den enes lydighed». Læg godt mærke til ordene! Dette er Guds evige rådslutning om mennesket og hans viljes velbehag. Ligesom vi er blevet syndens og dødens trælle ved éns ulydighed, sådan skulle vi også få retfærdighed og liv ved éns lydighed. Det er altså én, der skal opfylde loven for alle; det er ved éns lydighed, at alle skal blive retfærdige. Hvordan skal vi i tid og evighed nogen sinde kunne prise denne Faderens uudsigelige kærlighed nok?

Vi vil nu blive ved et par af de anførte skriftord, de to, som taler mest direkte om grunden til vores frihed fra loven, og i en stille, enfoldig betragtning, som om vi aldrig før havde set sådanne ord, vente på Guds Ånds nåde og nærvær, om han ville velsigne nogle trætte sjæle med den troens vederkvægelse og hvile, som Jesus lover sådanne. De rige og mætte vil han derimod lade blive tomme. Lad ingen tro, at hvem som helst kan fornemme det herlige i Guds nåde og få troens salighed. Nej, Herren «forbarmer sig over, hvem han vil, og forhærder, hvem han vil» (Matt 13,11–12; 11,25; Rom 9,18). Vi må nok bøje os for ham og bede om hans Ånds nåde, ellers får vi kun sten i stedet for brød. – Det første af de skriftord, vi skulle betragte, står i Gal 4,4–5 og lyder sådan: Da tiden var fuldkommet, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven. Læg her mærke til den høje, evige grund til vores frihed fra loven! «Gud sendte sin Søn under loven! – Gud sendte sin Søn under loven» – og som der udtrykkeligt står her: «for at løskøbe dem, som var under loven». Læg mærke til, at der jo står: «for at han skulle løskøbe dem, som var under loven». I fattige sjæle, pris og ophøj ham i al evighed! Dette trøstefulde hovedindhold i skriftordet træder så tydeligt frem, at enhver må se det.

Men den hellige apostel har formet sine ord med megen eftertanke og dyb ånd, så de kræver en grundig overvejelse. Først siger han: «Da tiden var fuldkommet» – nemlig «den tid, som var fastsat af Faderen», da Det Gamle Testamentes formynderstyre (v. 2) skulle have sin ende, og alle profetiens løfter og forbilleder gå i opfyldelse. Disse ord, «da tiden var fuldkommet», fører altså vores øjne hen på hele Det Gamle Testamentes lange, gyldne kæde af guddommelige løfter, forbilleder og billeder, helt fra det første løfte, som blev givet på syndefaldets dag om «kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved» – alle disse guddommelige forudsigelser og forbilleder i den vidtløftige levitiske gudstjeneste, hvor så mange tusinde offerdyr sammen med offerpræsterne alle var forbilleder på den store Ypperstepræst og det store sonoffer. Sandelig, et uendelig stærkt, et tusindfoldigt vidnesbyrd fra Gud, som alle vores tanker, meninger, følelser og modsigelser må blegne og blive til intet over for. Hvad formår vi over for en hel lang verdensalders tusindfoldige forbilleder og løfter fra Gud selv?

Og hvad siger så alle disse løfter og alle disse blodige offerdyr i den forbilledlige gudstjeneste? I Hebr 10,1–7 læser vi: «Loven har en skygge af de kommende goder, men ikke tingenes virkelige skikkelse. År efter år må man stadig frembære de samme ofre, som aldrig kan fuldende dem, der kommer frem med dem – for det er umuligt for blod af tyre og bukke at tage synder bort. Derfor siger han (Kristus), da han kommer til verden (til Faderen): Slagtoffer og gave ønskede du ikke, men en krop har du beredt mig. – – Se, jeg kommer; i bogen står der skrevet om mig, for at gøre din vilje, Gud.» Sådan taler Guds Søn, da han kommer til verden! «I bogen står der skrevet om mig»; hele Det Gamle Testamentes hellige bog handler om mig, «at jeg skal gøre din vilje, Gud». Det var ikke offerdyrene, du ville have, Fader; nej, kroppen har du beredt mig – det var min krop, som de alle sammen var forbilleder på; det er min krop, som skal blive det offer, du har villet have, Gud. Gud åbne vores sind for en så usigeligt herlig tekst! Her ser vi grunden til vores frihed fra loven. Her ser vi forklaringen på ordene: «Kristus er lovens ende» og «Guds Lam». Gud åbne vores sind og hjerter! – Vi så, hvordan den hellige apostel har gengivet det profetiske sted, han her anfører, Sl 40,7–8, med øjet rettet mod ofrenes modbillede, nemlig Kristi krop, som skulle gives hen til et sonoffer for vores synder. Men i den hebraiske tekst står der på det anførte sted noget, som er bemærkelsesværdigt for vores nuværende emne. Der står nemlig: «Men mine ører har du åbnet.» Og ordet «åbnet» betyder «gennemboret». Udtrykket sigter tydeligt til et sted i den levitiske lov, som handler om sådanne tjenere, der ville blive i deres herres tjeneste hele livet, og som så skulle modtage det mærke, at deres øre blev gennemboret. Denne lovbestemmelse står i 2 Mos 21 og lyder sådan: «Hvis trællen siger: Jeg holder så meget af min herre, at jeg ikke vil gives fri, så skal hans herre føre ham frem for Gud og stille ham ved døren eller dørstolpen, og hans herre skal gennembore hans øre med en syl; derefter skal han være hans træl for evigt.» Og dette har Herren Kristus nu i profetien anvendt på sig selv og sagt til sin Fader: «Mine ører har du gennemboret; jeg vil ikke blive fri; jeg vil være din tjener. Jeg skal gøre din vilje, Gud; min krop skal være det offer, som du har sigtet til med alle disse ofre; i bogen står der skrevet om mig, at jeg skal gøre din vilje, Gud.» Og så tilføjer Apostlen: «Ved denne vilje er vi blevet helliget ved ofringen af Jesu Kristi krop én gang for alle.»

I vores tekstord står der, at Guds Søn lige fra fødslen var stillet under loven – «Gud sendte sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven». Han skulle altså hele sit liv være under loven, og det sandelig ikke for sin egen skyld, men «for at han skulle løskøbe dem, der var under loven». Helt fra den ottende dag, da han efter loven blev omskåret, var hele hans liv kun en opfyldelse af loven for os. – Loven kræver med fuld ret og uophørligt, at vi skal elske Gud af hele vores hjerte, af hele vores sjæl, af hele vores kraft og af hele vores forstand, og vores næste som os selv, men ingen af os gør det; så kom Kristus og gjorde det for os: Han elskede Gud af hele sit hjerte og af hele sin sjæl; det var hans mad at gøre Faderens vilje; og han elskede sin næste som sig selv, han gav sit liv for brødrene, ja, for sine fjender. Og Apostlen siger udtrykkeligt, at alt dette skete for os, skete for at løskøbe dem, der var under loven. Tænk godt over alt dette, så vil du til stor, salig undren se, at vi aldrig behøver at holde loven for derved at eje Guds nåde og salighed, men at den sag af Guds store barmhjertighed helt er lagt på en anden, på vores Mellemmand og den, der opfyldte loven. «Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn.» Syndefaldet ødelagde alle vores kræfter så gennemgribende, at der ikke var det mindste i os, som ikke var forgiftet, fyldt af synd og ondskab, så ikke et eneste menneske i hele slægten kunne opfylde Herrens lov, men alt, hvad der er i os, strider imod den i alle dens bud, hvad også de dybt og bittert mærker, som er blevet rørt af Guds hellighed, så de kæmper og arbejder for at opfylde loven. Og da Gud nu for sin evige sandheds og retfærdigheds skyld ikke kunne eftergive et bogstav eller en tøddel af loven, og derfor alt kød lå under en evig forbandelse, sådan som vi også dagligt mærker, så fattede Gud, drevet af sin uforanderlige barmhjertighed og kærlighed til mennesket, den nådefulde beslutning at sende sin egen Søn for at opfylde loven for os. Det ligger i det dyrebare ord: «Da tiden var fuldkommet, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under loven.» Og dette er grunden til, at Gud ikke ser på os og dømmer os efter loven, til at «der ingen fordømmelse er for dem, der er i Kristus Jesus», men at de i ham er så «benådede» for Gud, som om de aldrig havde gjort en eneste synd.

Men det var ikke nok, at Guds Søns hele liv på jorden i over tredive år var en vedvarende opfyldelse af loven for os; han måtte også til sidst udstå den straf, vi allerede havde fortjent, nemlig hele lovens forbandelse, for derved at løskøbe os fra den. Det handler det andet skriftord om, som vi skulle betragte; det lyder sådan: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os; for der står skrevet: Forbandet er enhver, som hænger på et træ» (Gal 3,13).

Se, her er nu den endelige hovedgrund til vores frihed fra loven! Her får vi både forfærdelige og herlige ting at se. – Vil vi tage grunden til de troendes frihed fra loven ud af dette skriftord og udtrykke den med færre ord, så lyder den sådan: Kristus – en forbandelse. Forfærdelige sætning! Kristus – en forbandelse! Høje hemmelighed! Guds egen Velsignede en forbandelse! Underlige lægemiddel! Af forbandelse bliver velsignelse; af gift en lægedrik; af vrede nåde; af død liv.

Apostlens ord er meget dybe og kræver her igen en grundig eftertanke. Først bruger han navnet Kristus (den salvede). Det får os til at tænke på denne persons hele embede og den hellige salvelse, hvorved han er blevet indviet til det høje embede at være menneskenes Forsoner og beskytter, ypperstepræst og konge; for til disse embeder skulle man indvies ved salvelse med en vellugtende olie. To trøstefulde antydninger! Hele Guds Søns ærinde på jorden, hans embede, som han var salvet og indviet til af Faderen, var netop at være menneskenes Forsoner og beskytter. Vi burde da vente noget sådant af ham. – Og for det andet antyder den vellugtende olie, at da alle mennesker efter syndefaldet lå under forbandelsen, var de for den hellige Gud som en stinkende forrådnelse; og at Kristus derfor nu måtte træde imellem som en salvet for med vellugten af sin salvelse at fordrive stanken af vores synder og gøre os velbehagelige for Faderen. Læg mærke til det: Det skal altid være en anden, der gør det – ikke vi syndere – altid en anden. Det antyder Skriften overalt.

Men nu siger Apostlen, at denne Herrens Velsignede, Faderens velbehag og «elskede», er blevet en forbandelse. Det er et forfærdeligt ord. For det første rummer allerede selve ordet «forbandelse» noget meget forfærdeligt, nemlig alt det onde, som Herren Gud i loven truer syndere med. Ligesom ordet «velsignelse» rummer al Guds nåde og alt det gode, som Gud i sin kærlighed kan udøse over sine venner i tid og evighed, sådan betegner dets modsætning, forbandelsen, først hans guddommelige vrede og afsky og dernæst alt det onde, som Gud i denne sin hellige vrede kan bringe over sine fjender i tid og evighed. Det ville allerede have været forfærdeligt nok, hvis der her stod, at Kristus blev forbandet eller overdænget med forbandelse; men den hellige apostel bruger her det endnu mere forfærdelige udtryk, at Kristus blev en forbandelse, blev selve forbandelsen – på samme måde som han i 2 Kor 5,21 siger, at «ham, som ikke kendte til synd, har Gud for os gjort til synd»; ikke blot belæsset ham med al verdens synd, men gjort ham til synd. Med sådanne besynderlige udtryk har Helligånden betegnet, at Herren Kristus var så overskyllet af al verdens synd og al lovens forbandelse, at han kunne anses for forvandlet til lutter synd og forbandelse, kunne kaldes selve synden, selve forbandelsen. Men det, der her har den største betydning, er, at vi af det profetiske sted, som Apostlen her anfører, nemlig 5 Mos 21,23, ser, at det ikke blot var for mennesker, men for Gud selv, at Kristus var en forbandelse; for der står: «En Guds forbandelse er den, der er hængt op.» Og det afhang ikke af dødsmåden, at blive hængt på et træ, men af årsagen til den, nemlig synden, som havde fortjent den straf; for da Peter hang på korset for sin tro og bekendelse, var han ikke dermed forbandet for Gud. Men når Apostlen her anvender det ord på Kristus, er den store grund til det, at Kristus virkelig var en synder for Gud, en stor synder, nemlig synder for alle syndere på jorden.

Og hermed kommer vi til det, der er mest værd at tænke over, og som forklarer de forfærdelige ord, at Kristus var en synder for Guds øjne og blev en forbandelse, nemlig at det alt sammen skete for os – sådan som Apostlens ord også udtrykkeligt lyder; han siger ikke, at Kristus er blevet en forbandelse for sin egen person, men for os – for os. Her ligger også hele vægten på ordene: for os. For hvad hans person angår, er Kristus visselig uskyldig, hellig og velsignet og kunne altså ikke for sin egen person blive «en forbandelse for Gud»; men fordi alle store syndere, fx mordere, efter loven skulle hænges og være forbandede for Gud, måtte også Kristus efter den samme lov hænges på et træ til en forbandelse. For han har påtaget sig en stor synders og morders person, ja, ikke blot én, men alle synderes og morderes tilsammen. For vi er alle sammen store syndere og mordere for Gud og derfor skyldige til evig død og fordømmelse. Da Kristus nu havde påtaget sig vores personer, vores sag for Gud, vores synder og den straf, de har fortjent, måtte han stå og gælde for Gud som det, vi er, nemlig syndere, mordere og misdædere, og som sådan straffes. Det har alle profeterne klart set forud i ånden, at Kristus skulle være den allerstørste synder på jorden. Som profeten Esajas siger: «Herren lagde alle vores synder på ham; han blev regnet blandt misdædere» (Es 53); og i Sl 40 hører vi den samme person, som sagde: «Mine ører har du åbnet; se, jeg kommer, i bogen står der skrevet om mig» osv., lidt længere nede klage: «Lidelser omgiver mig, flere end jeg kan tælle; mine misgerninger har indhentet mig, så jeg ikke kan se; de er flere end hårene på mit hoved.»

Hvor fremmed det end lyder for vort hjertes store vantros mørke, skal vi dog betænke, at så sandt som ikke hele Skriften lyver i den store hovedlære, at Gud «lagde alle vores synder på sin Søn», at han er «Guds Lam, som bærer verdens synd», så sandt må også alle synder være så fuldstændig hans synder, som om han selv havde begået dem. Om det siger også vores lærefader: «Idet Kristus er alle synderes Mellemmand og Guds Lam, som bærer verdens synder, er han nu ikke uskyldig og uden synd for Gud, sådan som Guds Søn i herligheden, men en synder er han, en lille tid forladt af Gud (Sl 8,6), som bærer og har liggende på sin ryg Paulus’ synder, han som var en Guds bespotter og forfølger, Peters synder, han som fornægtede sin Herre, Davids synder, han som begik hor og mord osv. Kort sagt: Han er den person, som nu står for Gud i alle synderes sted og har fået kastet på sig alle de menneskers synder i hele verden, som nogen sinde har været, som nu er, eller som skal blive. For da den barmhjertige himmelske Fader så, at vi ved syndens magt og lovens forbandelse blev så jammerligt undertrykt og var så hårdt bundet, at det i al evighed var umuligt for os at løse os derfra ved nogen egne kræfter, så gav han os sin eneste elskede Søn til Mellemmand og Frelser, lagde alle menneskers synder, hver eneste én, på ham og sagde: Du skal være den synder, som tog den forbudne frugt i Paradis; du skal være David, som begik hor og mord; du skal være den Saulus, som forfulgte og dræbte mine hellige; kort sagt: Du skal være det, alle mennesker er, som om du alene havde gjort alle menneskers synder; tænk derfor nu på, hvordan du vil betale og gøre fyldest for dem.» Her var grund og årsag nok til, at Kristus måtte blive en forbandelse. Og der synes også her at være grund til at vente betydelige frugter af så stor en gerning som denne, at Herren lægger al verdens synder på sin elskede Søn, kaster ham under lovens forbandelse og lader ham hænge på et træ. O Gud, forbarm dig over vores arme, forblindede hjerter, spred det tykke mørke og fordriv den onde magt, som så behersker vores sind, at vi ikke er i stand til at se din herlighed!

Vi vil nu se, hvad Apostlen siger, at Kristus udrettede ved at blive en forbandelse for os. Apostlen siger, at Kristus derved løskøbte os fra lovens forbandelse. Og han bruger et ord, som antyder og egentlig blev brugt om at løskøbe slaver. Ved et sådant marked var der altid indrettet en domstol. Når nu nogen betalte den forlangte sum for en slave for at sætte ham i frihed, måtte dette køb prøves, bevidnes og stadfæstes ved domstolen. Disse forhold ved løskøbelsen af slaver giver os lærerige vink om, hvad slags forløsningen i Kristus er, nemlig: for det første at det var en købshandel, hvortil der altid kræves en værdi, en løsesum, som svarer til det, der købes; og her var den kostbare sum ikke sølv eller guld, men Kristi dyrebare blod, eller hans lydighed både i gerning og i lidelse. For det andet at denne vores løskøbelse ved Kristus skete efter lov og ret, at den blev prøvet, godkendt og stadfæstet i den himmelske Faders dom, så den også gælder i al evighed – sådan som Skriften siger: «Efter at have frembåret ét eneste offer for synder sidder han for bestandig ved Guds højre hånd»; han har «vundet en evig forløsning».

Ja, sådan siger Skriften, at Kristus virkelig har løskøbt os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os. Sådan lærte vi også tidligt i vores børnelærdom at tro og bekende, nemlig «at Jesus Kristus er min Herre, som har forløst, erhvervet og vundet mig, et fortabt og fordømt menneske, fra alle synder, fra døden og fra Djævelens magt, ikke med guld eller sølv, men med sit hellige, dyrebare blod» osv. Men hvordan tror vi dette? – Vi har også set, hvor uendelig meget det kostede den dyrebare Herre at forløse os, nemlig at han ikke blot måtte forlade sine lovsyngende englekor og i mere end tredive år gå omkring i en tjeners skikkelse på en jord, der var forbandet på grund af synden, villigt bærende lovens åg for at frembringe en fuldkommen opfyldelse af loven for os; men også at han til sidst måtte være en forbandelse for os og lade alle Belials strømme, al vreden fra den retfærdighed, vi havde krænket, og dødens og helvedes kvaler styrte sammen over sig. Ak, ve det forblindede hjertes mørke, at vi ikke kan se, hvad alt dette vejer, og i en evig lovsang og pris, i en salig tryghed og tilfredshed give den dyrebare og hellige Herre den ære, han har fortjent, at han med alt dette har gjort alting godt for os, gjort nok og tilstrækkeligt for vores fuldkomne frihed, tryghed og salighed. Lad Djævelen og synden rase nok så vildt i mit kød, lad mine synder være tusind gange flere og sværere, end de er – har Guds Søn været gjort til synd for os og hængt på træet som en forbandelse, så er dette dog tusind gange mere end alle mine synder. Og videre: Har Gud sendt sin egen Søn ind under loven, ja, under synden, døden og al Djævelens raseri, alene til vores frelse, så forstår jeg, at Gud ikke har nogen tiltro til vores evne til at overvinde disse magter; så begynder jeg at ane, at det er, som Paulus siger, at Gud har givet os loven, for at enhver mund skal lukkes og hele verden blive skyldig for ham, og ikke for at vi skal blive retfærdige for loven; men så forstår jeg også, at Herren ikke vil tilregne dem, som tror på hans Søn, deres synder; at han aldrig vil dømme dem efter loven. – Gid Gud mere og mere må åbne vores sind, så vi kan se disse herlige ting! Og gid de, der mærker, at de trænger til denne nåde og trøst, men alligevel ikke kan få det ind i hjertet trods alt Guds vidnesbyrd om sin Søn, ofte må gemme sig i en stille bønnekrog og bede så længe om Åndens nåde til tro og åbnede sind, indtil Herren giver dem den dyrebare gave. For til sidst afhænger det alt sammen af Guds barmhjertighed. Og hvis vi blot havde troens øje til at se det, så ville vi være helt i Paradis, hvor uværdige vi end måtte være – så herlige ting har Gud virkelig givet os i sin Søn. Gud forøge troen hos os!

Vil vi nu til sidst give en kort sammenfatning af de vigtigste stykker, som hører til denne salige frihed – summen af alt det, Kristus vandt for os, da han blev vores bror og den, der opfyldte loven for os, «født af en kvinde, født under loven», og til sidst blev «en forbandelse for os», da han hang på træet – så har Herren Gud selv allerede lavet denne sammenfatning ét sted i Den Hellige Skrift, hvor han forkynder sit nådefulde råd om at oprette en ny pagt med menneskene, en ny og bedre vej til salighed, end lovpagten var. Gud åbne vores sind, når vi nu går i gang med at betragte dette! – Det kostelige bibelsted herom er Jer 31,31–34 og lyder således:

Se, de dage skal komme, siger Herren, da jeg vil slutte en pagt med Israels hus og med Judas hus, en ny pagt, ikke sådan som den pagt var, som jeg sluttede med deres fædre på den dag, da jeg tog dem ved hånden for at føre dem ud af Egyptens land; min pagt holdt de ikke, skønt jeg var deres ægtemand *), siger Herren.

*) Den gamle oversættelse: «og jeg måtte tvinge dem».

Men dette skal være den pagt, som jeg vil slutte med Israels hus efter disse dage, siger Herren: Jeg vil give min lov i deres inderste og skrive den i deres hjerte; og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.

Og de skal ikke mere belære hinanden og sige den ene til den anden: Kend Herren! For de skal alle kende mig, både små og store, siger Herren; for jeg vil tilgive deres misgerninger og ikke mere huske deres synder.

Det er rigtigt, at dette hverken var det første eller det sidste løfte om den nye pagt – vi kan med sandhed sige, at hele Det Gamle Testamente er ét eneste stort løfte, én eneste stor forkyndelse og forudsigelse om Kristus og den nye pagt i ham, lige fra syndefaldets dag, da Gud talte om «kvindens sæd», som skulle «knuse slangens hoved», og helt til den sidste profets sidste kapitel, hvor vi læser om «retfærdighedens sol, som skulle stå op med salighed under sine vinger». Vi har tidligere her betragtet, hvordan hele loven og hele den omfattende offertjeneste kun talte om Kristus og ofringen af hans legeme. Men det løfte om den nye pagt, som vi nu har anført, har sin værdi i, at det samler ét sted alt det, der først og fremmest kendetegner den nye pagt – og det oven i købet med så tydelige og bestemte ord af Gud selv. Men at næsten intet menneske alligevel ser, hvad der står, og begynder at glæde sig over det og takke og elske Gud for det, mens næsten alle endnu med hele deres sjæl går i den gamle lovpagt – det er blot et underligt bevis på den magt, Djævelen har over menneskenes sind, og et bevis på, at det er sandt, hvad Herren Gud netop her sagde: at «ingen bror kan lære den anden at kende Herren». Den, som Gud er nådig imod, «han får det», mens «de andre er forhærdede» (Rom 11,7–8). Og han har «skjult det for de vise og kloge og åbenbaret det for de enfoldige». Allerede det alene burde vække alles opmærksomhed, at Herren Gud siger: «Jeg vil slutte en ny pagt» – «jeg vil slutte en ny pagt» – og udtrykkeligt siger: «ikke sådan som den pagt var, som jeg sluttede med deres fædre på den dag, da jeg førte dem ud af Egyptens land» og kom med dem til Sinajbjerget. Læg dog mærke til, at Herren siger, at han ville slutte en «pagt», som «ikke skulle være som lovpagten – ikke sådan – ikke sådan», siger han. Åh, hvor underligt, at alligevel intet menneske tror dette, og at næsten ingen kender andet end lovpagten, nemlig i levende forstand!

Men Herren Gud siger også udtrykkeligt, hvori forskellen mellem de to pagter skulle bestå. Den lå især i tre punkter: For det første, at mens loven i den første pagt var skrevet på sten, og menneskenes hjerter var uvillige, så Herren «måtte tvinge dem», skulle loven nu skrives i selve hjertet og sindet, det vil sige, at han vil give os Helligåndens inderlige lyst og kærlighed til det gode, som bliver en indre, levende lov i os. For det andet, at mens den første pagts love og retsregler kunne meddeles fra det ene menneske til det andet, fordi den moralske lov, selv om den er formørket, ligger i selve naturen, også hos hedningerne (Rom 2,14), skulle den nye pagt være sådan, at ingen kunne komme ind i den ved al den undervisning, en bror kan give den anden; men de måtte, som Jesus udlægger det, «alle blive undervist af Gud» (Joh 6,45). Det er det, Jesus så ofte sagde: «Ingen kommer til mig, uden at Faderen drager ham»; «ingen kender Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare det for». Og Apostlen: «Ingen kan sige: Jesus er Herre, uden ved Helligånden.» – Men den tredje forskel var, at mens synderne efter den første pagt altid skulle kræves og altid straffes hos synderen, skulle de efter den nye pagt derimod tilgives, eftergives, ikke tilregnes, «ikke mere huskes». Men dette punkt indledes med et betydningsfuldt «for» – «for jeg vil tilgive» osv. – som viser, at denne tilgivelse er grunden og årsagen til de to foregående punkter. Ja, sådan er det også; sådan vidner hele Skriften og al erfaring: Først da lærer mennesket Gud at kende, og først da bliver loven skrevet i hjertet ved en inderlig lyst til Herrens buds vej, når Gud tilgiver det alle synder og trøster dets hjerte (Sl 119,32). Det er det, Apostlen så stærkt vidner imod dem, som også på hans tid mente, at evangeliets trøstefulde lære, «prædikenen om troen», ville gøre loven til intet, og at loven derimod skulle virke helliggørelse. Han siger til dem: «I uforstandige galatere! Dette ene vil jeg vide af jer: Modtog I Ånden på grund af lovgerninger eller ved prædikenen om troen? – – Han, som giver jer Ånden og virker kræfter blandt jer, gør han det ved lovgerninger eller ved prædikenen om troen?» (Gal 3,1–5). Og sådan siger han også til romerne: «Gør vi da loven til intet ved troen? Slet ikke! Vi bekræfter tværtimod loven» (Rom 3,31). Og sådan siger Herren Gud nu her: Loven skal skrives i deres hjerte og sind; «for jeg vil tilgive deres misgerninger og ikke mere huske deres synder». Og sådan siger begivenheden i ApG 10,43–44, at netop da Peter udtalte de ord: «Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn» – netop «mens Peter endnu talte disse ord, faldt Helligånden på alle dem, som hørte hans tale». Vi skal derfor lære helt og holdent at forkaste den mening, at der ved siden af prædikenen om troen også er en anden prædiken, som skal give Helligånden og helliggørelsen. Nej, det er netop denne prædiken om troen alene, der giver Helligånden, og ingen anden prædiken gør det. Intet menneske bliver troende og retfærdiggjort i Kristus uden Helligånden; og hvor Helligånden bor, der virker han helliggørelse. Som også det gamle salmevers siger: «Med troen kommer Guds gode Ånd for at føde os på ny og virke i os et andet sind og dræbe kødets vælde.» Og al den fromhed, som ikke er født af nåden og troen, er kun naturens «døde gerninger» eller fremtvungne «lovgerninger», og alt det er under forbandelsen (Gal 3,10). Derfor siger Apostlen udtrykkeligt det, som vi tidligere har betragtet her: «Jeg er ved loven død fra loven for at leve for Gud»; og igen: «Nu er vi løst fra loven, døde fra det, vi blev holdt fangne under, så vi skal tjene i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens gamle væsen.» Det er det, Herren Gud mener, når han her siger: «Jeg vil give min lov i deres inderste og skrive den i deres hjerte; for jeg vil tilgive deres misgerninger og ikke mere huske deres synder.» Og denne Guds lære om helliggørelsen udelukker aldrig brugen af den milde og alvorlige formaning eller den trofaste vingårdsmands rensning af grenene; men den afslører blot det tåbelige i at rense de døde grene, som jo under alle omstændigheder skal brændes, hvor godt de så end er renset. Men dette indre liv, denne kærlighed og lyst til det gode, kommer kun ved den nåde, som strømmer over en synder, der er gjort til intet – den nåde, som smelter hjertet og giver Helligånden. Sådan forstår vi da Herren Guds ord: «Jeg vil give min lov i deres inderste – for, for jeg vil tilgive deres synder og ikke mere huske dem.» Om dette Guds nådefulde råd taler vores lærefader Luther med ord som disse: «Da vor Herre Gud med alle sine bud, domme, trusler, straffe og plager ikke kunne gøre menneskene gode og fromme, men så, hvordan de kun udvortes gjorde nogle tvungne gerninger og indvortes blev så meget mere uvillige mod ham, jo mere han tvang og truede dem, da sagde han ved sig selv: Jeg vil gribe det an på en anden måde med menneskene – jeg vil sætte mig for at gøre så meget godt mod dem, at de ikke kan lade være med at elske mig – jeg vil tilgive dem deres misgerninger og aldrig mere huske deres synder; så vil de elske mig. Jeg vil slutte en ny pagt med dem: Jeg vil give dem min Søn; han skal tage hele lovens opfyldelse på sig for deres skyld; og til sidst skal han udholde den fordømmelse, de havde fortjent, på forbandelsens træ, så de bliver helt skyldfri over for loven; og så vil jeg forsikre dem om min evige kærlighed og om deres evige salighed hos mig i himlen – når de tror det, vil de elske mig og være både salige og hellige. Det er den pagt, jeg vil slutte med dem, siger Herren.»

Om det samme nådefulde råd og den evige pagt, at Gud for sin Søns skyld aldrig vil tilregne dem synderne, som lever i troen på ham, og aldrig dømme dem efter loven, skriver også den evangelisk oplyste doktor Anton sådan: «Loven er Guds uforanderlige vilje og ord; derfor har strengheden i hans lov, som jo er hans eget ord, ikke på nogen anden måde kunnet eftergives, forliges eller mildnes end ved en opfyldelse efter loven. Lovgiveren kunne umuligt nogen sinde vente, at det faldne menneske selv skulle gøre det godt igen; derfor lod han, den underfulde og trofaste Gud, drevet af sin evige barmhjertighed og kærlighed til det faldne barn, sit krav om fuldkommen retfærdighed hos mennesket falde – men ikke anderledes, end at han i sin guddommelige visdom udtænkte et andet middel til alligevel at bevare sin lov i fuld ære, nemlig at han gav os sin Søn til at opfylde den. Derved har loven intet tabt, men tværtimod vundet, både i opfyldelse og i ære. Da Kristi betaling er fundet fuldgod af Gud, er der ikke mere brug for nogen fyldestgørelse til vores salighed. Og loven lider ingen vanære, hverken ved Kristus eller ved dem, som tager imod ham, hans brødre og søstre, som lever af hans nåde; ja, loven beholder også hos alle andre mennesker på jorden sin fulde ære herefter som hidtil, når de hører, hvilken dyrekøbt opfyldelse Gud krævede og fik. Og de troende er gemt og skjult i Kristus og «fuldkomne i ham» *) (Kol 2,10), og derfor kan loven heller ikke kræve noget af dem, men er fuldt og helt tilfredsstillet.»

*) Normaludgaven: «fyldte». Men når synden nu sådan er sonet og loven tilfredsstillet, så har den troende ikke længere grund til at frygte Guds vrede; så hviler tværtimod hele den guddommelige kærlighed og faderlige godhed over ham; så kan ingen menneskeforstand fatte eller tro den kærlighed, som Gud omfatter og plejer sådan et barn med. For Gud er i sit væsen egentlig en uendelig kærlighed – «Gud er kærlighed» (1 Joh 4,8). Og denne kærlighed hindres nu ikke længere af synden og loven. «Gud viser sin kærlighed til os ved, at Kristus er død for os, mens vi endnu var syndere (uden en forsoner); så meget mere skal vi da, nu hvor vi er blevet retfærdiggjort ved hans blod, blive frelst fra vreden ved ham; for når vi, mens vi var fjender, blev forsonet med Gud ved hans Søns død, så skal vi meget mere, nu hvor vi er blevet forsonet, blive frelst ved hans liv.» Med andre ord: Når Gud elskede mennesket sådan – dengang ingen forsoner talte dets sag, og vi kun var «syndere» og «fjender» – at han gav sin enbårne Søn for os, hvor meget mere vil han så ikke elske mennesket nu, hvor dets synd er taget bort, hans egen Søns blod taler for det, og det nu ved troen holder sig til ham! Skriften siger, at vi så er «ét legeme og én ånd med ham»; men «ingen har nogen sinde hadet sit eget kød, men han nærer og plejer det, sådan som også Herren gør med menigheden». Læg mærke til hemmeligheden: Det frelste og troende menneske er Guds eget værk; selv har han skabt det, selv har han genløst det, selv har han omvendt og helliget det; og enhver plejer jo at elske sit eget værk. Det er vores store dårskab, at vi ser på os selv og vores egen fortjeneste; så Gud på vores fortjeneste, ville intet kød blive frelst. Så sandt som Gud ikke kan lyve, ser han aldrig på menneskets egen fortjeneste, når det hylder Sønnen og tror på ham; Gud ser det kun i ham – og så er det overmåde smukt og dyrebart i hans øjne. Sådan vidner Skriften: «Han har benådet os i den elskede» (Ef 1,6). Sådan siger Gud selv: «Fordi du er dyrebar i mine øjne og højt agtet, og fordi jeg har elsket dig» osv. Hvem taler Herren sådan til? Til en, der var så from og hellig, at han fortjente hans kærlighed? Herren tilføjer: «Men du har ikke påkaldt mig, Jakob, så du har gjort dig umage for mig, Israel! Du bragte mig ikke lammene til dine brændofre, og du ærede mig ikke med dine slagtofre – –; men du trættede mig med dine synder, plagede mig med dine misgerninger. Jeg, jeg vil udslette dine overtrædelser for min egen skyld og vil ikke huske dine synder» (Es 43,4.22.25).

Og når vi sådan er befriet fra al synd, fra lovens domme og fra Guds vrede og er under Guds uendelige kærlighed, er vi så ikke allerede frelste og salige? Sådan vidner Skriften: «Han frelste os» (Tit 3,5), «nu er vi Guds børn» (1 Joh 3,2), vi er allerede Guds venner og himlens arvinger (Joh 15,15; 17,24). Betyder alt det ikke at være frelst og salig? Prætorius siger: «Hør, hvad jeg vil spørge dig om: Er jeg endnu ikke salig, men skal sammen med de vantro først vente min salighed i min sidste stund – hvad er Kristus så? Hvad er så alle Guds forsikringer? Hvad er så min dåb og min genfødsel? Hvad er så min tro på Kristus? Hvorfor har han givet mig sin Helligånd? Hvorfor giver han mig sit legeme og sit blod? Hvorfor takker jeg ham? Hvorfor er jeg glad? Hvorfor kalder jeg Gud min Fader? Alle disse stykker siger, at jeg allerede er salig, selv om jeg endnu ikke er hjemme og endnu ikke nyder det. Men det er dog lige så vist, som om jeg allerede var i himlen.»

Og den, som sådan allerede er Guds barn og ven og allerede her i tiden er frikendt fra alle lovens domme, skal også ved den yderste dom være fri for alle sine synder. Når Herren siger, at han har «kastet vores synder i havets dyb», og at han «aldrig mere vil huske dem», så kan vi være trygge ved, at de ikke vil blive trukket frem på den sidste dag. Det giver også Herren Kristus til kende i sin skildring af den yderste dom, Matt 25,31–46, hvor vi hører Kongen opregne en hel mængde gode gerninger, som de velsignede børn ved hans højre hånd har gjort, men ikke én eneste af deres synder. Hvordan kan det være? Har de aldrig haft nogen synd? Læg da nu engang mærke til, at Herren Gud mener det alvorligt med sine ord om syndernes forladelse – at der er alvor og sandhed i hans ord: «Deres synder vil jeg ikke mere huske.» Kristus forsikrer: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, som hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.»

Og glem nu ikke, at alt det, vi her har betragtet, ikke er et løst ord, men den evige, uforanderlige Guds hellige pagt. Det er ikke nok med, at Gud har givet os et ord om nåde – hvad der dog burde gælde mere end himmel og jord, eftersom det jo er «umuligt, at Gud skulle lyve» – men han har oven i købet, til endnu større vished, gjort det til en pagt og et testamente, og det er stadfæstet og beseglet med hans majestætiske ed. «Derfor», siger Apostlen, «da Gud endnu klarere ville vise løftets arvinger, at hans beslutning er uforanderlig, trådte han imellem med en ed, for at vi, som har søgt tilflugt, ved to uforanderlige ting, hvor det er umuligt, at Gud skulle have løjet, skulle have en stærk opmuntring til at holde fast ved det håb, der ligger foran os» (Hebr 6,17–18). Og Herren Gud taler ofte om denne sin pagt, kalder den en «fredspagt» (Ez 34,25; 37,26) og siger udtrykkeligt, at den skulle være en «evig pagt» (37,26; Es 55,3); og han tilføjer endda om den, at den skulle være lige så urokkelig som den pagt, han sluttede med Noa, at en syndflod ikke mere skulle gå over jorden: «sådan sværger jeg også, at jeg ikke mere vil vredes på dig» (Es 54,9). At Gud holder den første pagt, at han ikke igen vil drukne jorden i vand, det tror vi helt sikkert; men at han aldrig vil tilregne os troende vores synder, det tror vi ikke lige så sikkert og fast. Men Herren Gud forsikrer igen og siger: «Bjergene skal vige og højene falde; men min nåde skal ikke vige fra dig, og min fredspagt skal ikke vakle» (v. 10). Åh, vi burde dog lade sådanne guddommelige forsikringer gå os til hjerte, lade den store, gode Gud være en sanddru Gud og med hjertelig tryghed hvile i hans pagt. Vi har stor grund til det, ja, lige så stor grund til fred og tryghed over for Guds vrede som nogen sinde de salige engle i himlen; og «i himlen har ingen engel nogen frygt for Gud», har en gammel lærer sagt. «Ja», siger du, «englene er uden synd.» Ganske rigtigt; men Guds evige pagt med sin Søn må være en lige så fast grund til tryghed som en engels renhed. Kristus er mere end alle engle. Så sandt som Gud ikke lyver i hele sit evangelium om, at han gav sin Søn for os, og om den evige nåde på grund af hans fortjeneste, så vil Gud ikke tilregne den troende én eneste synd til fordømmelse. Eller skulle Gud gøre det til intet, som han i årtusinder så mangfoldigt har forkyndt og helligt forsikret? Skulle Gud forkaste sin egen løsesum, sin elskede Søn? Så ville jeg også blive forkastet. Skulle Gud bryde sin egen ed? Gud bevare os for gudsbespottelse!

Tænk, når Helligånden gør sådanne forhold levende i sjælen, hvilken salig tryghed, hvilken himmelsk sabbatsro og hvile for et udmattet synderhjerte! Det er det, profeten taler om: «Retfærdighedens frugt bliver fred, og retfærdighedens løn bliver evig fred og tryghed. Og mit folk skal bo på fredens mark, i trygge boliger og i stille hytter» (Es 32,17–18). Det er det, Apostlen taler om: «I har ikke fået trældommens ånd igen til frygt, men barnekårets Ånd, i hvem vi råber: Abba, Fader.» Og dette er samvittighedens frihed fra loven, som vel ikke er så fuldkommen som den, vi i virkeligheden og i Guds hjerte ejer – for vores tro er ufuldkommen; men vores frihed fra syndens tilregnelse i Guds hjerte er helt fuldkommen – men også vores samvittigheds frihed er en vigtig sag, som bør plejes med al omhu; for det er denne frihed eller barnefortrøstning, som er selve livet og hjertet i det nye menneske og livet og kraften i al helliggørelse, som vi før har vist. Og desuden er denne trons fred den højeste lovprisning, vi kan bringe Gud for al hans nåde, den højeste og mest velbehagelige ære, vi kan vise ham. Gid derfor alle kristne ret vil tage sig den slutformaning til hjerte, som Apostlen giver galaterne, efter at han havde forklaret dem vores frihed fra loven – og med den formaning vil også vi nu slutte dette. Den lyder sådan:

«Til frihed har Kristus befriet os; stå derfor fast og lad jer ikke igen fange under trældommens åg» (Gal 5,1).

Mange, også oprigtige kristne, er endnu så uvidende om det åndelige livs egentlige væsen, at de mener, at denne formaning ikke har stor vægt; de forstår ikke, at det gælder liv og salighed, men mener, at den gode apostel hermed blot viser en særlig ømhed for galaternes fred og velbefindende. For sådan bliver en evangeliets forkynder ofte bedømt endnu i dag. De forstår ikke, at det er nogen fare for deres åndelige liv, hvis samvittigheden bliver trukket ned og fanget under lovens trældomsåg. Gid Gud må vække alle sådanne af deres vildfarelse! Apostlen forstår sagen anderledes. Han gør denne formaning så overmåde vigtig, at han siger: Hvis du blot mister samvittighedens frihed og bliver fanget under loven, så du begynder at søge din retfærdighed i egne gerninger eller vente liv og helliggørelse af loven (Gal 3,2.5), så har du «forkastet Guds nåde» (2,21), så «ender du i kødet» (Gal 3,3), så er du «under forbandelsen» (v. 10), så er du «en trælkvindes søn», som efter al din tjeneste skal «drives ud» (4,30); så er du «skilt fra Kristus og faldet ud af nåden» (5,4). Og han siger, at dette punkt er så fintfølende og ømtåleligt, at hvis du med forsæt og mening blot blander en lille smule af egne gerningers nødvendighed til saligheden ind og ikke lader Kristus alene være nok dertil, så er troen fordærvet, «dejen syret»; for det er derom, han bruger ordet: En smule surdej gennemsyrer hele dejen (v. 9).

Når nu hele vores natur hælder så stærkt mod selvretfærdighed og selvbetydenhed i åndelige ting – ved den selvforgudelse, som slangen i syndefaldet fyldte mennesket med – så intet er så tåbeligt for fornuften og dræbende for hjertet som dette, at vi skal være helt uduelige til noget godt og som fuldstændig fortabte have alt af nåde og som gave ved Kristus, så burde enhver forstå, at faren for at blive fanget under loven ikke er så ringe, som de uvidende mener. Hertil kommer for det andet, at vores fjende, Djævelen, godt ved, at med alt, hvad han ellers kan gøre os, har han dog intet væsentligt vundet, så længe vi bliver i troen, i fristaden Kristus; at først da bliver det døden, når det er lykkedes ham at føre os bort fra Kristi kærlighed til eget arbejde, under lovtrældom og vantro, så livet i Guds Søn hører op. Ja, da bliver det døden, selv om vi beholdt den skønneste vandel. Derfor kan man med sandhed sige, at alt, hvad Djævelen sigter på med alle sine angreb og fristelser, med al sin afgrundsiver, sin list og magt, i sidste ende går ud på at føre os bort fra det gode barneforhold til Gud, fra «den frihed, som Kristus har befriet os til», og bringe os under trældom og vantro. Ikke uden grund bruger Apostlen ordet «fanges» – det er en jæger, som vil «fange» os! – og bliver vi blot fanget under lovens trældomsåg, så er vi også straks trælle under det indre syndevæsen, ja, under Djævelen og døden.

Til denne trældom kan Djævelen bringe mindre øvede kristne på en meget enkel måde, nemlig blot ved at pege på, at de endnu er syndere, og at Gud hader og fordømmer synden. Her har han to sandheder, som han bruger til at vende os bort fra den rette sandhed. Selv om vi i sandhed er født på ny og har en hellig og villig ånd, så vi bliver nye mennesker, er kødet, det gamle hjerte, dog fyldt med al den syndefordærvelse, som Adams fald førte med sig, og som rører sig i uendelig mange retninger: i tanker, følelser, begær, ord og gerninger, i træghed til det gode, kulde over for Gud og næsten, ulyst til Ordet og bønnen, syndige sindsbevægelser og mere af samme slags. Så står Guds ord og fordømmer alt dette, og jeg kan dog ikke gøre mig fri af det; hvordan skal jeg så kunne tro, at jeg er i en vedvarende nåde og venskab hos Gud? – Særlig svær bliver fristelsen til mistrøstighed og vantro, når Djævelen holder mig Guds egne ord for øje, som synes at fordømme mig. For det første indeholder hele Bibelen en stor mængde forfærdelige trusler mod sikre, ugudelige hyklere. Da verden er fuld af sådanne, må Guds ord jo indeholde meget til dem. Men en åndeligt fattig sjæl, som Ånden tugter, mærker jo alt ondt i sig selv og siger: «Ja, jeg er netop sikker, jeg er ugudelig, hyklerisk osv.» – for alt sådant ligger jo i det gamle hjerte. Det bruger Djævelen så til at myrde og nedkæmpe min stakkels tro. Videre: Når enhver kristen må ære lovens bud som uforanderlige rettesnore, og han alligevel hele tiden bliver straffet af de samme bud, hvordan skal han så alligevel kunne tro, at han står i en vedvarende nåde og venskab hos Gud? Vi skulle jo ikke blot kende, men opfylde Guds vilje; men med alt, hvad nåden har virket i mig, kan jeg dog ikke finde, at jeg opfylder Guds bud; så kommer lovens dom straks over samvittigheden. Åh, hvilken nåde og visdom der her kræves, nej, hvilket Guds under, hvilken mægtig hjælp fra Gud, hvis man her skal kunne blive fast i troen på Guds nåde!

Her bliver det da meget nødvendigt dybt og grundigt at betragte, hvad Guds nådepagt indebærer, nemlig at alle disse domme og trusler kun skal ramme dem, som er uden Kristus – eller også kun ramme selve synden og det udvortes menneske – men slet ikke røre nådestanden, så længe jeg er under Kristus; at Gud nok med sin lov vil straffe og rette, hvad der er uret i mit liv, ja, også med ydre straffe og plager forfølge og dræbe mine synder, men at jeg på samme tid er i en evig nåde; at han kun vredes på min fjende, synden, som også jeg efter ånden hader, men at han ikke vredes på mig, som i Kristus er fuldkommen fri for al vrede, alle lovens domme og trusler, har en vedvarende tilgivelse og allerede er skrevet ind i himlen som hans barn og arving. Sådan som Kristus så tydeligt viste, da han irettesatte sine disciples strid om, hvem af dem der var den største – en så afskyelig synd – men i samme øjeblik, som om intet var hændt, taler om deres ærespladser i himlen (Luk 22,24–30). Sådan siger også Johannes: «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde; og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen» osv. Det var blot det, han ville: at de ikke skulle synde; men hvis det gik så galt, skulle de også vide, at de havde en talsmand i himlen – den trøst skulle de ikke lade sig berøve. Hvor nødvendigt er det ikke at tænke dybt og grundigt over denne forskel: at lade lovens bud og trusler ramme blot synden, men ikke barnefortrøstningen, og beholde sin vished om den evige nåde ved Kristus! Det er den rette frihed fra loven.

Herom har den fromme Spener med megen eftertanke og varsomhed talt således: «De troende er fri fra loven på den måde, at de har en fuldkommen og vedvarende tilgivelse for deres synder. Og om denne tilgivelse skal man i sandhed lægge mærke til, at den består i to ting: For det første, at de synder, som mennesket har begået før sin omvendelse, da det ikke stod i nåden, eller de synder, hvorved det måske engang har mistet sin nådestand, bliver det – hvis det igen bliver omvendt og kommer til Kristus – så fuldkomment tilgivet, hvor store de end måtte være, at der aldrig mere skal tænkes på dem. For det andet består tilgivelsen i, at så længe mennesket står i troen og altså ikke med vilje tjener synden, bliver al dets iboende fordærvelse og dets skrøbelighedssynder, som endnu hænger ved det, og som det forser sig med – det være sig ved forsømmelse og ufuldkommen udøvelse af det gode eller ved syndige begær, tanker, ord og gerninger (som ville være fordømmelige, hvis det ikke var i Kristus) – at alle disse synder ved den guddommelige nåde ikke bliver tilregnet det af Gud, men for Kristi skyld overset, som havde det slet ikke begået dem. Det er grundtanken i Paulus’ ord: ’Så er der nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus, dem, som ikke vandrer efter kødet, men efter Ånden.’ De har altså endnu kødet tilbage, som i og for sig er underlagt lovens forbandelse; kødet ægger dem også endnu til at vandre efter dets drift, vækker derfor onde lyster og begær hos dem og vinder også undertiden en fordel over dem, så der også kan opstå gerningssynder deraf, som i sig selv fortjente forbandelse; men fordi de endnu er i Kristus Jesus, hvorfra intet andet end med vilje udøvede synder og vantro kan skille dem, er sådanne synder dem ikke til fordømmelse for Kristi skyld. For de er ikke selv under loven. – Her er en mageløs salighed, uden hvilken vores øvrige trøst ville være alt for svag. For selv om vi i øvrigt vidste, at vores synder, også sådanne store synder, som nu er forbi, var os tilgivet, når vi i sand omvendelse har bekendt dem og søgt tilgivelse, så ville vi dog ikke et øjeblik gøre andet end bede om tilgivelse, fordi der ikke går en stund, hvor vi ikke mærker eller i det mindste må frygte, at vi har syndet i et eller andet eller i hvert fald forsømt noget godt; derfor ville der altid være nærværende synder. Det ville da holde os i stadig angst og modløshed og aldrig tillade os at vende vores ansigt mod Gud med nogen glæde; og det ville også hindre kraften til det gode. Men dette er vores herlige trøst, at vi, så længe vi står i troen (og altså heller ikke giver synden den frihed, den søger), er så helt fri fra loven, at den ikke må fordømme os for de synder, der endnu hænger ved os, men Gud lader dem for Kristi skyld være så glemt, som om de ikke fandtes. Som før sagt er synderne altid i sig selv fordømmelige, men hos dem, som er i Kristus, bliver de ikke tilregnet. Dette ophæver ikke, men øger tværtimod deres ydmyghed og gudsfrygt og giver dem en herlig trosfrimodighed, som er grunden til al åndelig kraft.»

Her gælder det nu ikke blot at forstå og vide sådant, men også at begynde for alvor at bruge denne vores visdom, når de virkelige slag står på. Og her må vi påpege en meget skadelig fejl, som især hænger ved visse yngre og ustadige kristne, nemlig at de ikke for alvor bruger deres kundskab om Guds nådepagt, når fjenden stormer ind på dem ved loven og samvittigheden, men står åbne for enhver indskydelse og således er afhængige af tilfældige indtryk. Det er ikke at «gemme Herrens ord» og «gøre hjertet fast ved nåde». Vi kan derfor ikke prise nok den visdom, som taler i den prædiken, hvor Luther lærer, hvordan vi skal svare loven og Djævelen, når vi på urette måde bliver angrebet i samvittigheden (på 3. søndag efter trinitatis). Han lærer med mange og kraftige ord, hvor nødvendigt det er at skelne mellem to ting, nemlig samvittigheden og levnedet, troen og vandelen. Når det gælder troen og samvittigheden, skal vi ikke give loven noget rum, hvis vi vil blive stående i friheden, men lade det være helt afgjort, at der i os er stadig synd, at det er forbi med vores retfærdighed for loven; men at vi har en helt anden retfærdighed, som vi skal bestå med for Gud, nemlig at Guds Søn har været under loven «for os» og også er blevet en forbandelse for os. Når det derimod gælder levnedet, skal vi med al underdanighed tage imod alle lovens irettesættelser og tilrettevisninger og kan da aldrig agte nok på dens bud. I troen og samvittigheden skal vi leve så frit, «som om der aldrig var givet nogen lov på jorden, hverken et eller ti bud»; men når det gælder levnedet, skal vi være som trælle, dog ikke for lovens truslers eller løfters skyld, men af inderlig lyst og kærlighed, af glad, hjertelig taknemmelighed for vores kostelige frihed fra lovens domme.

«På den måde», siger Luther, «må en kristen lære at regere sin samvittighed over for Gud, så han ikke lader den fange med nogen lov; men hvis man vil anfægte hans tro med den, så forsvarer han sig imod det og gør, som Kristus her gør: han gør sig i sin sag så urokkelig, sær og underlig, at ingen Moses eller lovdriver kan komme nogen vegne med ham, skønt han ellers er den allerydmygeste, mildeste og venligste mand. Sådan bør også vi gøre. Men dette er en høj og svær kunst, som ingen anden kan fuldkomment end denne Mester. For Djævelen har sit spil i vores kød og blod, når han tager mennesket på samvittigheden og anklager det for, hvad det har gjort eller ikke gjort.» Og især hvis det først er lykkedes ham at føre det ind i en grovere synd, og han derefter kan indgive det, at det derved helt er faldet ud af nåden og nu må erfare noget særligt i sit hjerte som tegn på ny benådning, men dette særlige ikke lader sig mærke, og loven nu, som sædvanlig når samvittigheden bliver bundet i vantro, kun virker en underlig tørhed og død i følelsen; eller hvis en kristen, som ellers åbenlyst er benådet, slæber på en natur, der på et bestemt punkt er meget svær, og som han aldrig helt slipper fri af, men trods al sin gråd, bøn og brug af nådemidlerne stadig bliver overrumplet af synden, som altid «hænger ved ham»; og Djævelen indgiver ham, at det er det samme som syndens herredømme eller som at «gøre synd» – åh, i begge disse tilfælde kan denne helvedesfjende pine et menneske på en forfærdelig måde, fylde hele sjælen dag og nat med en brusende larm af trusler og Guds vrede og forbandelse, så det tror sig at være den mest skrækkelige synder på jorden.

Hvordan skal jeg nu i sådanne svære omstændigheder undgå at blive fanget under loven? Ja, nu gælder det at være rustet med de rette våben og kunne «stå Djævelen imod, faste i troen» og svare: «Om så min synd var endnu en gang så svær, skal min Herre Kristus dog ikke kunne gøres til synder. Jeg vil dog give hans blod og hans sandhed ære. Jeg husker endnu den evige Faders ord: ’Om jeres synder end var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne; og om de end var røde som purpur, skal de blive som uld’ (Es 1). Selv om jeg endnu længe ikke får mærke noget særligt i mit hjerte, vil jeg alligevel lade hans ord være guddommelig sandhed. Vig fra mig, Satan! Synden skal ikke fordømme mig, så længe Kristus lever. Og var synden, som du siger mig, min egen gerning, så ville jeg ikke længe græde over den (Rom 7,20). Og hvordan vil du, falske ånd, på så forvendt en måde gøre mig til en helgen, at du taler om, at jeg har syndet? Jeg har jo aldrig ment, at jeg var syndfri. Det er jo for længst forbi med min egen retfærdighed for loven; så i spørgsmålet om min benådning betyder det intet, hvad jeg er eller gør eller har gjort; her gælder kun, hvad min Herre Kristus har gjort for mig, og hvad han endnu er og gør som min Talsmand hos Faderen. Vi er nu inde i brudekammeret, hvor kun brudgommen bør være sammen med bruden.»

Loven banker dog altid på døren og siger: «Men du må også selv være from og hellig og holde Guds bud, hvis du vil blive salig.» Svar: Det er sandt, at jeg skal være hellig og holde Guds bud; men alene på grund af den tilføjelse: «hvis du vil blive salig», vil jeg nu slet ikke høre på dig. Alene fordi min samvittighed er angrebet af en lovens betingelse for saligheden, vil jeg nu være helt fri for dig. For i det spørgsmål, spørgsmålet om min salighed, gælder mit levned slet intet, da det jo allerede er afgjort, at jeg er fortabt over for loven – men også, at jeg har en fuldkommen retfærdighed i min dyre Brudgoms rige fortjeneste. Han har for mig opfyldt alt, hvad du nogen sinde kan kræve. Jeg hverken må eller vil træde frem for Gud med nogen anden retfærdighed. Kom kun i rette tid med dine påmindelser, nemlig når det gælder mit levned – påmind mig for eksempel om at være barmhjertig, tålmodig, ydmyg, kysk, tilgivende og så videre, når min næste har brug for det fra mig. Men her, når det gælder mit forhold til Gud, vil jeg ikke høre på dig; for da har jeg en helt anden, en fuldkommen, ja guddommelig retfærdighed. Priset være min Herre Jesu navn!

På den måde kunne en kristen forsvare sig og stå imod Djævelens indskydelser og lovens trusler, hvad enten det gælder tidligere eller nuværende synder: når loven vil angribe samvittigheden og fornægte min nådestand, så slår jeg den frimodigt bort og siger: Jeg vil gerne gøre gode gerninger, når vi kommer ud blandt mennesker, som har brug for det; men her, hvor min samvittighed skal stå for Gud, vil jeg ikke vide af det. For her gælder ikke mit levned, men alene min Herre Kristus. – «Men hvad nu, hvis det netop er dér, det skorter, at jeg ikke gør disse gode gerninger blandt mennesker, sådan som jeg bør?» Svar: Det er sandelig slemt, og det ville være vel værd, om der skete en forbedring på det punkt – ved et mere årvågent levned ville også din samvittighed få mindre svære anfald – men skal du frelses, så er det alligevel nødvendigt, at du med magt trænger igennem den tykke sky af modsigelser og stadig lader Kristus gælde mere end hele dit arme væsen. Ellers må du gå evigt fortabt. Ved troen kan alt hjælpes; ved vantroen bliver der kun død og fordømmelse.

Der burde siges meget mere om dette dyrebare emne *), men vi må lade det ligge nu. Vi vil kun tilføje, at denne høje nåde, friheden fra loven, slet ikke er forkyndt for de hårde, formastelige og uknuste sjæle, som kun alt for godt kender kunsten at tro og være sikre, eller for dem, som med en smuk evangelisk bekendelse også vil have fuld frihed for kødet og leve, som det lyster dem. Nej, Apostlen siger: «Lev som frie, men ikke som nogle, der har friheden som et dække for ondskab, men som Guds tjenere» (1 Pet 2,16). Hos sande kristne er kødet nok svagt, så også de kan falde og forse sig ynkeligt; men dér er dog en gudfrygtig ånd, som gerne lader sig formane og søger forbedring. De derimod, som med talen om evangelisk frihed vil forsvare et kødeligt og verdensligt væsen, har ikke Herrens Ånd.

*) Bogatzky har skrevet en stor bog om dette emne; den er også udgivet på svensk og er på 734 sider.

Men apostlen Paulus formaner også de troende til ikke at lade det falske hjerte forlede dem til at misbruge denne dyrebare frihed. Han siger: I er kaldet til frihed, mine brødre; lad blot ikke friheden give kødet anledning, men tjen hinanden ved kærligheden. Åh, måtte alle Guds børn i tide også tage denne formaning til hjerte! Det er en almindelig sygdom eller forvendthed i vores sind, at vi er bundne, hvor vi skulle være frie, nemlig i samvittigheden, og alt for frie, hvor vi skulle være bundne, nemlig over for kødet. Lad os våge! Når vi har en evig frihed fra lovens domme, så lad os inderligt elske lovens bud, så vi med glad sind tjener vores næste i kærlighed, med ord, gerninger og tålmodighed! Lad os vogte os for at bedrøve Guds Ånd med synder mod hans hellige bud! Våg og bed og flygt, når du ser fristelsen nærme sig. Flygt gerne og villigt, for Gud er dig evigt nådig og åbner sin favn for dig. Men har du været så ulykkelig at falde, så vid, at du har en «talsmand hos Faderen», og du skal ikke gå fortabt, hvis du flygter til ham og søger oprejsning, nåde og trøst og et nyt forsæt om derefter at våge mere alvorligt. Se, sådan bliver hele vores vej. Herren være med os på den vej og bevare os både på højre og på venstre side!