Åndelige vækkelser

Det er en ganske underlig begivenhed, når Gud vækker et menneske op af syndesøvnen. Et menneske har måske i al sin tid, i 20, 30, 40 eller 50 år, kun levet et slags dyreliv: det har spist, drukket, arbejdet, sovet, set, hørt, tænkt og talt, men i det åndelige – om det end var dydigt, om det end kendte Guds ord, om det end gik ordentligt i kirke og til nadver – har det alligevel været uden nogen evne til at fornemme, død og sovende for sin egen sjæls forhold til Gud. At et sådant menneske i et bestemt øjeblik, på en bestemt dag, bliver vakt til åndelig selvbevidsthed (om end uklart og kun i begyndelsen), fra en bestemt dag ser, hvad det aldrig før har set, får bekymringer af en art, som det i hele den forrige tid aldrig har haft; at en helt ny verden nu åbner sig for dets øjne og bliver så stor og vigtig for det, at dets forrige verden forsvinder eller kommer i skygge; ja, at man ikke længere genkender det samme menneske ud fra, hvad det var i de forrige dage – se, det er en ganske underlig begivenhed, og uden den kan ingen blive salig.

Sådanne begivenheder har man mange eksempler på i Skriften. Tre tusind af dem, som på pinsedagen (ApG 2) gik til Peters prædiken som almindelige verdensmennesker, havde, da de gik derfra, en helt ny verden for sig, med nye bekymringer og nye udsigter; for ved et bestemt ord (v. 36) stak det dem i hjertet. Da Saulus kom frem til Damaskus, var han en helt anden mand end dengang, da han begav sig ud på rejsen dertil (ApG 9). Fangevogteren i Filippi var om morgenen et helt nyt menneske i forhold til, hvad han havde været aftenen før (ApG 16,24–34). Se her lignende begivenheder fra senere tid:

I et velstående bondehus i S. sogn i Västerbotten voksede der blandt en munter søskendeflok en elskværdig ung mand op, husets ældste søn, ved navn Nils. Han var glad, frisk og stærk og den fornemste af landsbyens unge mænd. Mange sorgløse år gik for ham i et slags enkelt naturliv. Han var dydig og ordentlig, arbejdede seks dage og gik i kirke på den syvende, men om eftermiddagen morede han sig med visse såkaldte «uskyldige fornøjelser». Hans største fornøjelse var om foråret og sommeren at fiske i den smukke skærgård, som lå uden for landsbyen. Hvem skulle her have tænkt på en forestående sorg og på, at en stor forandring var nødvendig? Men da Nils var 29 år gammel – hvor blev alt dette dog forvandlet! Det var i 1830. På trinitatissøndag sad Nils på sin faste plads i kirkestolen med øjnene på præsten og hørte en prædiken over ordene: Hvis ikke nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige. Præsten tog som emne: Genfødselens snævre port. Mens han forklarede det, talte han noget om Matt 7,13–14 og bemærkede blandt andet: «Kristus siger, at de er få, som går på den smalle vej, som fører til livet; det skyldes, at porten til den vej er snæver. – – – Derimod siger han, at til den brede vej er der en vid port, det vil sige: til den vej kommer man let; der kræves ingen kamp og strid for at blive et verdensbarn eller komme ind på den brede vej, som fører til fordømmelse; derfor er de mange, som går på den.» – Ved disse rolige og enkle ord blev Nils underlig urolig, kastede et hurtigt blik på nogle kammerater og venner, som sad ved siden af ham, og tænkte: «Det er jo helt sandt også om os!» Han indså nu på én gang, at han aldrig havde haft nogen kamp for at komme ind på sin vej, at mange gik den vej, og at den snævre port og den smalle vej var noget, han ikke kendte; han havde også hørt tale om et folk, der var så ængsteligt optaget af saligheden, at det straks faldt ham ind, at det var dem, som også kun var få, der gik gennem den snævre port og på den smalle vej. «Den snævre port og den smalle vej» fyldte hans tanker hele dagen. Da han kom ud af kirken, kunne han ikke skjule det. En søster ville trøste ham; men så blev det værre, så begyndte han at græde og sagde: «Det er jo Kristi ord; og hvornår gik vi gennem den snævre port?» – – – Sådan voksede hans bekymring. Han opsøgte snart nogle vakte i en anden landsby og blev nu en alvorlig, nidkær og virksom kristen – det samme blev også to af hans søstre, og snart også flere i landsbyen. Hvor var alt dog nu forvandlet! Nils fortalte siden blandt andet, hvordan han i et helt år glemte sin kære skærgård; siden fortsatte han vel med fiskeriet, men med et helt andet sind. Ofte græd han, når han nu besøgte de steder, som havde været ham de kæreste, og tænkte på, hvor mange år han havde levet der som en «from hedning» – han græd og bøjede nu ofte sine knæ på disse smukke holme for sin kære, forsonede himmelske Fader og kunne aldrig takke nok for den nåde, der var vederfaret ham.