Noget om den sande omvendelse og troen

eller svar på spørgsmålet:

Hvordan får vi også del i Kristi fortjeneste?

(Tiende årgang, 1851)

Vi har tidligere her set af Guds ord, hvordan vi alle faldt i synd i Adam, hvordan døden og fordømmelsen ved ét menneskes ulydighed kom over alle mennesker, hvordan vi blev fyldt med slangens sæd og blev solgt under synden både i forstand og vilje, så intet menneske længere har en fri vilje, men alle må klage: Det, jeg vil, gør jeg ikke, men det, jeg hader, det gør jeg – jeg er kødelig, solgt under synden (Rom 7); derfor er vi også alle af natur vredens børn (Ef 2).

Men vi har også set, hvordan Gud forbarmede sig over denne vores nød og elskede verden således, at han gav sin enbårne Søn, hvordan Guds og jomfruens Søn, sand Gud og sandt menneske, kvindens sæd, Immanuel, blev vores anden Adam og i sin person indesluttede alle mennesker for som et menneske at råde bod på syndefaldet i menneskenes sted – én for alle, retfærdig for uretfærdige, født under loven; og loven blev opfyldt, fyldestgjort, synden taget bort, misgerningen sonet, døden opslugt i sejr, slangens hoved knust, og livet og retfærdigheden bragt frem. Gud være tak! Med ét ord: Vi har set, hvordan Gud i Kristus forsonede verden med sig selv, så han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og lagde forsoningens ord ned hos os, som i Kristi sted beder som udsendinge: Lad jer forsone med Gud! En stor skare af evangelieforkyndere har fået befalingen: «Trøst, trøst mit folk, siger jeres Gud; tal kærligt til Jerusalem og forkynd for det, at dets strid er endt, at dets skyld er sonet, og at det får dobbelt igen af Herrens hånd for alle sine syndestraffe!» Sådan står vores sag nu hos Gud. «Ligesom alle dør i Adam, således skal også alle gøres levende i Kristus.» – «Dette lands skyld er udslettet på én eneste dag» (Zak 3,9). Gud er forsonet med alle mennesker, også de vantro, i det ene menneske Jesus Kristus. «Gud forsonede verden med sig selv og tilregnede dem ikke deres overtrædelser»; læg mærke til: verden – ikke blot de troende! «Se Guds Lam, som borttager verdens synd» osv. De ugudelige og vantro er nu for Guds forsonede hjerte, hvad den fortabte søn var for den ømme, sørgende far, hvad de bortkomne får er for den kærlige hyrde, der søger og råber. Sådan beskriver Kristus selv Guds hjertelag over for syndere. Al skyld er taget bort, sonet; han ser kun barnet, ulykkeligt og på flugt, eller også vendt hjem og lykkeligt, men altid som genstand for ømhed i hans store, kærlige faderhjerte.

«Om vi kommer eller ej, alligevel / brister hans hjerte for hver sjæl.» Han kan forkynde en urokkelig dødsdom over et Jerusalem, der ikke vil omvende sig; men – han græder selv over det! Vil synderen vende om, så løber den barmhjertige Fader med brændende hjerte og udstrakte arme imod ham. Vil synderen hylde Sønnen, så er alle de synder og skrøbeligheder, som stadig hænger ved ham, et intet for Guds øjne; vi er da «rene», «benådede i den elskede». Gud ser os i hvert øjeblik lige så rene og velbehagelige, som han så Adam og Eva før faldet, da «han havde sin lyst i menneskenes børn». Ja, han ser på os med en endnu ømmere kærlighed, en kærlighed, vi ikke kan begribe, eftersom vi ikke blot er skabt af ham, men også genløst med hans egen Søns blod. Sådan er vores stilling, sådan er Guds hjertelag. Så spørges der: Hvorfor bliver da ikke alle mennesker frelst? Eller: Hvad er det, der nu står tilbage, for at man kan få del i al den nåde, som Kristus har vundet for os, og som Guds hjerte nærer til os?

Også om dette skal vi handle med stor omhu og ikke lade andet end Guds eget ord lede os. Mange spørger deres egen fornuft til råds og vil selv udtænke en frelsesvej for sig; andre spørger andres fornuft til råds og lader sig lede af menneskeord uden at undersøge, om Gud selv har talt fra himlen sådan, som disse mennesker lærer dem. Skulle vi vove vores evige salighed på en løs grund? Nej, vi vil her se, hvad Gud selv, hvad Kristus og hans apostle har sagt om sagen. Nu finder vi dette spørgsmål allerførst besvaret med det ord, der vender tilbage igen og igen i hele Skriften: ordet om «troen». Hele Skriften siger: «Ved troen – af tro – den, som tror – din tro har frelst dig – med hjertet tror man til retfærdighed» osv. Det er altså først og fremmest afgjort, at mennesket ikke bliver retfærdiggjort af lovens gerninger, men ved troen på Jesus Kristus (Gal 2,16). «Vi mener altså, at mennesket bliver retfærdiggjort ved tro uden lovens gerninger. Og derfor er det af tro, for at det skal være af nåde, så løftet kan stå fast for hele Abrahams sæd»; for grundloven var: «Af nåde er I frelst ved tro, og det er ikke af jer selv, Guds gave er det» (Rom 3,28; 4,16; Ef 2,8). Videre er denne tro forklaret med ordene: tage imod Kristus, komme til Kristus, hungre og tørste osv. Johannes siger: «Alle dem, som tog imod ham, gav han magt til at blive Guds børn, dem, som tror på hans navn.» Kristus siger: «Den, som kommer til mig – den, som tørster osv., ham kaster jeg ikke ud, han har evigt liv.» Endelig ser vi også i hele Kristi omgang med syndere, hvad troen og det at komme var, hvad nådens orden var. Alle, som kom til ham, drevet af deres synder, og søgte forsoning hos ham – alle, som troede det gode rygte om hans nåde eller Johannes Døberens vidnesbyrd eller Kristi egne ord om troen og frelsen i ham og derfor kom til ham for at få forladelse og blive hans disciple – alle sådanne forsikrede han: «Din tro har frelst dig, vær ved godt mod!» – Heraf ser jeg nu med egne øjne, hvordan man bliver frelst og salig. Intet kan være sikrere end Kristi egne ord og eksempel. Når jeg ser, hvordan han selv handler med syndere, og hører ham selv sige, hvad det var, der gjorde, at de blev benådet – når jeg videre ser hans apostles ord stemme fuldkommen overens med det – skulle jeg så ikke være tryg i sagen? Hvem i himlen eller på jorden skulle jeg ellers tro? Vil nogen lære mig noget andet, må jeg svare: Kristus kender jeg, og Paulus også, jeg ved, hvad de lærer – men hvor kommer I fra? Og hvad finder jeg hos Kristus og apostlene? Jeg finder, at alt er så rede, alle synder så sonet, al Guds vrede og lovens forbandelse så taget bort, og i deres sted en sådan nåde og retfærdighed vundet for alle, at når de mest ugudelige slaver af synden blot vender tilbage – blot vender tilbage og tager imod den, så får de straks «den fineste klædning», og der bliver glæde i himlen hos Gud og hans engle; jeg finder, at røveren på korset straks får tilsagnet: «I dag skal du være med mig i Paradis»; at fangevogteren i Filippi samme nat, som han blev vakt, også troede og frydede sig (ApG 16); at tre tusind på én dag blev føjet til flokken og holdt fast ved apostlenes lære og troede og frydede sig (ApG 2). Jeg finder altså, at frelsen er en fri gave, at «Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den, som har Sønnen, har livet.» – Men jeg finder også, at denne frelsende tro indtager og omskaber hele mennesket, binder det til Frelseren og gør, at han bliver dette menneskes hele liv, glæde, styrke og visdom og dets nye sang i munden – at den samme enfoldige tro, som retfærdiggør, også er den sande helliggørelses kilde og livskraft; at «hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning», med en helt ny kærlighed og lyst til Guds lov, til det hellige og himmelske. Det er i hele Guds ord grundtegningen af frelsens vej, og for oprigtige og sønderknuste sjæle er det en tilstrækkelig vejledning. Men fordi hjertet er en ond og trodsig ting, og mange falske og ubodfærdige forvender denne nåde til løsagtighed og bedrager sig selv med en tro, som slet ikke forandrer dem, ikke binder dem til Frelseren, ikke genføder og helliggør dem, men hvor de kan fortsætte i deres uretfærdighed, mens de påberåber sig nåden, Kristus, troen – derfor har Skriften også et andet svar på spørgsmålet: «Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?» Skriften taler nemlig om «omvendelse, bod, sindsændring, genfødsel»; om «en sønderbrudt og bedrøvet ånd»; om «en bedrøvelse efter Guds vilje, som virker omvendelse til frelse»; om «selvprøvelse, om at loven kom til, for at overtrædelsen skulle blive større»; om «en snæver port» osv. Også disse ord betyder noget – og de viser os, at den frelsende tro ikke blot er kundskab om og bifald til ordene om Kristus og forsoningen eller forstandens spekulation over disse høje emner, som også kan have sin fornøjelse med sig og derfor bryder ud i en eller anden bekendelse; men at det her drejer sig om et guddommeligt værk i sjælen, som griber fat i hele mennesket og omskaber det. Luther siger i fortalen til Romerbrevet: «Troen er et Guds værk i os, som forvandler os og føder os på ny af Gud (Joh 1,13) og dræber den gamle Adam og gør os til helt andre mennesker i hjerte, sind, tanke og alle kræfter og har Helligånden med sig. Åh, det er en travl, virksom og kraftig ting, denne tro, så det er umuligt, at den ikke altid skulle gøre det gode. Den spørger heller ikke, om der skal gøres gode gerninger, men før man spørger, har den gjort dem og er hele tiden i gang. Men den, som ikke gør sådanne gerninger, er uden tro og ved hverken, hvad tro eller gode gerninger er; alligevel snakker og taler han mange ord om tro og gode gerninger.» Så vidt Luther. – Enhver være oprigtig over for sig selv. Sikkerhed, hykleri og selvbedrag er ethvert menneskes natur, lige siden slangen bedrog Eva; og den onde djævel vil stadig forklæde sig som en lysets engel. Desuden er der heller ikke sjældent selv blandt evangeliske kristne opstået den vildfarelse, at eftersom Kristus har fuldbragt alt for alle mennesker, skal det ikke være så magtpåliggende med en sand bod, omvendelse og genfødsel. Læg så mærke til, at hele Skriften, at Frelseren selv og alle hans apostle uophørligt har talt om en sand omvendelse og genfødsel. Men om det er vi dog som regel enige. Det spørgsmål, man derimod strides meget om, idet enhver ofte trækker det til sin side, er egentlig dette: Hvad er en ret omvendelse og bod? Nogle synes, at alt er godt, når mennesker bliver religiøse, når et almindeligt frit og ugudeligt verdensmenneske bliver et fromt og religiøst menneske, begynder at deltage i åndelige øvelser og i noget velgørende arbejde og samtidig hører og bifalder evangeliet. Sådan skabes der kønne billedstøtter af kristne – gæster ved brylluppet, så længe tiden varer, men som skal kastes ud i mørket udenfor, når brudgommen går ind for at se på gæsterne, fordi de ikke havde bryllupsklædning på; jomfruer ved brylluppet, men tåbelige, som ikke havde olie i lampen. – Andre går i den modsatte retning og når alligevel til samme mål: De gør meget ud af en redelig omvendelse, men gør den blot til et kunstigt, møjsommeligt og planmæssigt menneskeværk, hvor sjælen selv, ganske vist under bøn om Guds hjælp, efter en regel skal gøre det ene stykke færdigt før og det andet efter – og så, når den er blind nok til at anse alt for rigtigt, trøste sig ved Kristi fortjeneste eller i det mindste «håbe» noget – håbe, at Gud vil være eller blive nådig. Alt sammen svigefulde veje! – for slet ikke at tale om dem, som «tager ære af hinanden» og opmuntrer hinanden til at tro, at alt er godt, blot fordi de er enige om en bestemt idé, uden at hver især står i sand forening med Herren, i «omvendelsen til Gud» og «troen på vor Herre Jesus Kristus» (ApG 20,21). Åh, den, der virkelig vil have det godt med Gud og frelse sin sjæl, den, der vil være oprigtig over for sig selv og over for Herren, han give nøje agt på, hvordan Herren selv har talt.

Med det formål vil vi nu samles om en tekst af Herren Kristus selv – en tekst, hvormed han netop særligt ville udtrykke alt det, Ånden skulle udrette på jorden, i en kort sammenfatning. Vi ved, at ligesom Faderen har skabt os og Sønnen genløst os, sådan er det Helligåndens værk at hellige os – idet ordet «hellige» i sin videste betydning betegner alt, hvad der skal virkes i os til vores frelse. Derfor talte Kristus til sidst så meget om, at Helligånden skulle sendes; derfor kom der efter påskefesten også pinse. Har Herren også sagt, hvad Helligånden skal udrette, så er der sandelig intet tryggere, intet mere afgørende om den rette omvendelse m.m. end sådanne Kristi egne ord. Og han har, Gud ske lov, talt om det. Da han i den rørende afskedstale til sine disciple den betydningsfulde aften, hvor han gik til sin forsoningslidelse, talte om Åndens sendelse, som man læser i Joh 16, forklarer han til sidst Åndens embede og gerning med disse ord:

Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom:

Om synd, for de tror ikke på mig;

om retfærdighed, for jeg går til min Fader, og herefter ser I mig ikke;

og om dom, for denne verdens fyrste er dømt.

Her har vores kære Frelser og Mellemmand selv sagt os, hvad Helligånden havde at gøre for vores frelse. Allerede det, som ellers er mere usædvanligt i Kristi måde at tale på, nemlig at han laver bestemte inddelinger i sin tale – først nævner synd, retfærdighed og dom og så tager hvert af ordene op igen for at forklare det – allerede det viser, at han udtrykte sig med en særlig nøjagtighed og dybsindighed og ville gøre os særligt opmærksomme på disse ord. Vi har derfor meget at søge her. Gid Helligånden selv ville forklare os disse ord! Først siger han: Ånden skal «overbevise». Videre står der: «han skal overbevise verden», det vil sige hele menneskeslægten uden undtagelse. Alle mennesker vil have brug for denne overbevisning. Og hvad var det, Ånden skulle overbevise verden om? Det er det vigtigste i teksten. Kristus siger: «om synd, for de tror ikke på mig!» Læg mærke til disse ord: «Om synd, for de tror ikke på mig.» Her ser jeg noget mærkværdigt! Hvad kan det betyde, at når Herren her vil forklare al verdens synd, som Ånden skal overbevise den om, så nævner han kun dette: «De tror ikke på mig»? Mon ikke Kristus her åbenbarer, at «vantroen er den eneste fordømmende synd»; at al synd mod de ti bud er taget bort, sonet, og ikke kan fordømme nogen, hvis man ikke selv fordømmer sig ved vantroen? «Om synd, for de tror ikke på mig!» Ser vi ikke også dette i hele hans adfærd over for syndere? Når alle slags toldere og syndere kom til ham, selve bærmen af alt ugudeligt folk i landet, var deres synder så nogen sinde en hindring for, at de blev benådet? Var ikke alt straks godt, så snart de flygtede til ham? Hvor var da loven med dens bud og domme? Hvor var deres lange, sorte skyldregister? De havde syndet mod Guds bud alle deres livs dage, og alligevel ser jeg, at han, som Paulus siger, «ikke tilregnede dem deres synder»; der var lutter nåde, trøst, sødme og venlighed, som om de aldrig havde begået en eneste synd i alle deres livs dage, så de lovkyndige blev forbitrede over det og sagde: Han er «tolderes og synderes ven». Og hvad siger han selv til det? Han nægter det ikke, men bekræfter det og siger, at disse syndere var hans fortabte får, mønter og sønner, at han var den kærlige far, som løber med udstrakte arme mod den fortabte søn osv. (Luk 15). Åh, kære Frelser! Ved du ikke noget om hans mange og grimme synder? Nej, han har ingen synder – slet ingen synder! «Mit blod udgydes til syndernes forladelse» (Matt 26,28). «Overtrædelsen er taget bort og synden dækket, og den evige retfærdighed er bragt frem» (Dan 9). «Gud forsonede i Kristus verden med sig selv og tilregnede dem ikke deres overtrædelser» (2 Kor 5). Der findes kun én synd, som fordømmer verden: «for de tror ikke på mig!» Ser vi ikke også, at Kristus fordømte de strengeste lovhelgener? Han nægtede ikke, at det var godt, at de ikke var uretfærdige, røvere, ægteskabsbrydere, at de gav de fattige almisser osv., og alligevel var de fordømte. Ser vi ikke også Paulus vidne om mange af sine brødre, at de «havde nidkærhed for Gud, at de jagede efter retfærdigheden»? «Men,» siger han, «de nåede dog ikke frem til retfærdighedens lov, fordi de ikke søgte den af tro, men af lovens gerninger» (Rom 9 og 10). Åh, en forunderlig dom! De, som har været bedre, bliver fordømt, og de, som har været værre, bliver frelst; den, som har ødslet sin arv bort med skøger, får fedekalven, og den, som altid har tjent Faderen og «aldrig overtrådt hans bud», får ikke et kid. Skal jeg så ikke se, at der ligger en stor hemmelighed i dette? Skal jeg da aldrig vågne op til, hvad forsoningen ville sige? Skal jeg da aldrig forstå, hvad der skete i Kristi død? Dette er det første, vi lærer af Kristi ord: «Om synd, for de tror ikke på mig», nemlig at al synd er så sonet i Kristi død, at den ikke længere har lovens forbandelse med sig, men at fordømmelsen kun kommer af vantroen; at intet menneske bliver fordømt for synden, men kun for vantroen. Det er den trøstefulde lære i disse ord. Det andet, vi lærer af disse ord, er, at det frommeste, alvorligste og mest gudfrygtige menneske kan blive fordømt, nemlig hvis det med al sin fromhed ikke tror på Kristus – at når det længe har levet i det alvorligste omvendelsesarbejde, den dybeste anger, de mest andægtige bønner, den frommeste vandel, den strengeste selvfornægtelse, den mest utrættelige godgørenhed osv., så må det med alt dette fare til helvede, hvis det ikke har lært at regne alt dette for tab over for det, der overgår alt: kundskaben om vor Herre Jesus Kristus, og nu findes i ham og har sin retfærdighed og trøst i ham alene. Alt, hvad der er i mennesket, gælder intet for Guds øjne, efter at hans elskede Søn gav sit blod til syndernes forladelse. Deraf kommer det, at de frommeste bliver fordømt, når de ikke «hylder Sønnen». Om dette skal Helligånden overbevise verden: «Om synd, for de tror ikke på mig!» – dermed angriber han det ypperste folk på jorden og kaster de frommeste, alvorligste og helligste mennesker ind under fordømmelsen, blot fordi de ikke giver Lammet æren, men vil være deres egne frelsere. Det ligger i al menneskenatur, at vi ser på vores egne gerninger, vores fromhed eller vores synder og derefter dømmer om Guds nåde mod os; men Ånden kommer og siger: Nej, her er en mand, som hedder Jesus Kristus, «kvindens sæd», som den evige Fader satte under loven i jeres sted for at opfylde alt og smage «døden for alle». Hans dyre blod har taget al kraft og betydning, der kunne gælde for Guds dom, fra både jeres synder og jeres dyder. I ham og ingen anden er frelsen; «for der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi skal blive frelst ved», end Jesu Kristi, nazaræerens, navn. Det er den egentlige grund til, at vantroen er den eneste fordømmende synd. Allerede dens størrelse er forfærdelig; og alligevel er det egentlig ikke dens størrelse, men dens art og væsen, der gør, at den fordømmer. Vi bør tænke godt over, hvad vantroen er. For det første er den en foragt for Guds allerstørste barmhjertighed, en spot mod hans største ømhed, en nedtrampen af den guddommelige barmhjertigheds største gave, den enbårne Søn; og for det andet er den at kaste det eneste frelsesmiddel, vi har fået, bort, det eneste offer for vores synder. – Gud har af sin inderlige barmhjertighed forbarmet sig over vores elendighed og givet os sin enbårne, elskede Søn til frelse; han kom og blev vores bror, blev et menneskebarn og gav alt, hvad han havde, sin retfærdighed, sit liv og sit blod, til vores frelse. Alt det ved du, og alligevel er du stadig lige kold og ligegyldig over for ham; du fejrer hans fødsel i julen, læser, hører og synger om barnet i krybben; du fejrer hans lidelses- og dødsfest, læser og hører om hans blodsved i haven, hans hudstrygning, hans tornekroning, hvordan hans hænder og fødder blev gennemboret; du ser ham hængt op i luften mellem røvere, du hører hans trøstesløse angstskrig osv.; og du ved, bekender og synger, at alt dette er sket for dig og for dine synders skyld; du går til nadveren og fejrer ihukommelsen af hans død – og med alt dette forbliver du lige død og kold i dit hjerte, elsker og omfavner ham ikke, glæder dig ikke og priser ikke, men går med sjæl og tanker fulde af forfængelighed, synd og ulydighed mod denne nådige Frelser. Undrer du dig så over, at du må blive fordømt? Undrer du dig så over, at Guds vrede brænder som fra det nederste helvede over en så forfærdelig utaknemmelighed for hans elskede Søns brændende kærlighed og bitre pinsler – en så kold foragt for og nedtrampen af Guds allerstørste kærlighed? Luther siger i en betragtning over Kristi lidelse: «Et menneskehjerte, som ikke bliver bevæget eller rørt af dette, må jo være hårdere end sten, end jern og stål. Alligevel går den kære fine verden sin vej og lægger sig slet ikke dette på hjerte, er træg, kold, utaknemmelig og foragter denne store skat. Derfor sker det også, at vor Herre Gud til gengæld lader den fare, så den kommer stadig længere og længere bort fra det; og vor Herre Gud gør ganske ret i at sige til den utaknemmelige verden: Vil du ikke bryde dig om min store kærlighed, at jeg så faderligt og hjerteligt har besøgt dig og for din skyld givet min elskede Søn hen i så store pinsler, ja vel, så vil jeg heller ikke bryde mig om dig; spørger du ikke efter, hvad jeg har gjort, så spørger jeg heller ikke efter dig; vil du ikke have min Søn Jesus Kristus, så tag i stedet Barabbas, ja, Djævelen selv!» – Når du er så kold, hård og utaknemmelig og slet ingen glæde har i Kristus, men for al hans nåde og kærlighed kun viser ham foragt, så undr dig ikke over, at Gud lader dig gå din egen vej til fordærvelsen. Apostlen siger: «Den, som har brudt Moses’ lov, må dø uden barmhjertighed. Hvor meget hårdere straf, mener I, skal da ikke den anses for at fortjene, som har trampet på Guds Søn og agtet pagtens blod for urent!» (Hebr 10,28–29). Se her, hvad vantroen allerede er i sig selv! Desuden er den også mor til alle andre synder. Den, som ikke tror på Kristus, er vendt bort og skilt fra Gud og har ingen sand kærlighed, tillid og lyst til ham og hans vilje, selv om han som en træl af frygt eller af indbildning om fortjeneste retter sig efter hans ord, sådan som hyklere og gerningshelgener gør, «og således følger med vantroen», som Luther siger, «Djævelens dragehale og hele helvede». – Men alt dette er alligevel ikke den egentlige grund til, at vantroen fører fordømmelsen med sig; grunden er, at den «forkaster Guds nåde», at der for den, som ikke tror på Kristus, «ikke længere er noget offer tilbage for synder», men han står nøgen i sine synder under Guds dom; som Paulus siger: «Den, som holder sig til gerninger, ham tilregnes lønnen ikke efter nåde, men efter skyldighed» (Rom 4).

Men her kan nogen spørge: Skal Ånden kun åbenbare vantroens synd, og kan ingen synder mod loven fordømme os? Hvorfor taler så hele Guds ord, også Det Nye Testamente, så meget om synd mod Guds bud? Svar: Som allerede sagt tidligere, er der her tale om Åndens egen og særlige gerning. Synder mod loven kan samvittigheden og fornuften straffe, men at åbenbare vantroens synd, det er Åndens særlige gerning. – Og hvad loven i almindelighed skal tjene til, har apostlen Paulus sagt i Gal 3,19, nemlig: «Loven er føjet til for overtrædelsernes skyld», det vil sige: for det første for at styre de vantro og holde dem tilbage fra grovere syndige gerninger; og for det andet for at være en rettesnor for alle mennesker, så vi altid kan vide, hvad der behager Gud, eller omvendt mishager ham. Men hvad loven skal udrette i omvendelsens værk og også siden i den daglige omvendelse, det siger Apostlen i Rom 5. Efter først at have fremstillet den store hovedartikel, at «ligesom synden og døden er kommet over os ved det ene menneskes ulydighed, således kommer også livet og retfærdigheden ved den enes lydighed» – tilføjer han i v. 20:

Men loven kom også til, for at overtrædelsen skulle flyde over; men hvor synden flød over, dér flød nåden endnu mere over.

Der er ingen anden udvej! Mennesket kan aldrig bringes til rigtig at hylde ham, som tager synden bort, medmindre det jages og tvinges af synd og lov. Gud er forsonet – «formildet over vore uretfærdigheder» – hans barmhjertige hjerte brænder af kærlighed til alle hans dyrekøbte; men de kan ikke frelses, de kan ikke bringes til at flygte til tilflugtsbyerne, medmindre de jages og drives af blodhævneren. Derfor må han altid plage, forskrække og udmatte os med lovens bud og domme. Ligesom Josef brændte af kærlighed, da hans brødre kom til Egypten, og straks besluttede at gøre vel imod dem, men alligevel gennem sin tolk «talte hårdt til dem» (1 Mos 42), lod dem binde og fængsle, forskrække og bedrøve for at gøre deres hårde hjerter bløde, sådan må også Herren gennem sin tjener og tolk, Moses, forskrække, fængsle, tvinge og bedrøve os; men «han bedrøver ikke menneskene af hjertet» (Klag 3); alt hvad loven siger, det siger den, for at «enhver mund skal lukkes og hele verden blive skyldig over for Gud» (Rom 3) – for at «synden skal flyde over». Hvordan syndens overflod virkes af loven, viser Apostlen i Rom 7, nemlig at loven ikke blot som et spejl viser os synden, men også ved forbuddet vækker den slumrende synd til virksomhed og strid, så den ikke skal ligge skjult, og synderen ikke skal anse sig selv for syndfri. «Jeg levede engang uden lov, og da var synden død; men da buddet kom, levede synden op og virkede al slags begær i mig» – og nu er synderen, som før var så selvtilfreds, sikker, stolt og rank i sin dyd, straks elendig og jammerlig – nu er han elendig og jammerlig, magtesløs og rådvild, så hele verden bliver ham for trang; nu bliver det før så kære syndeliv bittert, det fremmede land øde, faderhuset dejligt, ja, endog en karls plads dér! Åh, hvor meget godt der kommer ud af den ynkelige «syndens overflod»! Og det blev ikke virket ved lovløshed, men ved loven. Dertil er loven god, og ikke til at gøre mennesket fromt. Mærk dig og husk én gang for alle, at Skriften siger: «Loven kom til, for at synden skal flyde over.» Mærk: ikke overvindes, men «flyde over» – så du, netop når du vil blive bedre, bliver værre; når du vil være pæn og hellig, bliver du hæslig, synden «flyder over»; du vil elske Gud, så mærker du had, i det mindste en uudholdelig kulde i hjertet; du vil være mild og sagtmodig, så koger bitterheden i dig; du vil være ren i tanker og hjerte, så «virkes al slags begær i dig»; du vil være sønderknust og ydmyg, så er du stenhård, stiv og fuld af hovmod. Det kalder Paulus, at «buddet, som var givet til liv, blev mig til død» – at «synden blev overmåde syndig ved buddet». Sådan er lovens rette virkninger, når den rammer hjertet (Rom 7,7–13).

Men nu bliver det alt for urimeligt og halsbrækkende midt i en sådan syndeelendighed at tage imod nåde. Derfor vrider sjælen sig til alle sider og søger andre udveje. Har loven ikke ramt rigtig dybt, så kan mennesket finde lettelse og trøst i sine egne gerninger, sin anger, sine bønner, sin forbedring, sin sejr over visse synder, sit nye religiøse liv. Sådan bliver en farisæer til. Den ene tager fat på ydre gerninger, barmhjertighedsgerninger, religiøs virksomhed osv.; den anden søger sin frelse i bodsøvelser, tårer, bønner, forsagelse, ydmyghed, at «dø bort» fra verden osv.; en tredje kan stille den vakte bekymring ved at beskæftige sit hoved med et åndeligt studium, med at samle kundskab, klare og smukke indsigter, uden selv i sandhed at eje og øve det, kundskaben omfatter, osv. Nu er tiden inde for Åndens straffende embede. Alle disse helgener skal Ånden overbevise. Om hvad? Om synd, for de tror ikke på mig. Ånden skal åbenbare, at når de endelig har gjort alt, hvad noget dødeligt menneske har gjort; når de har angret synden, så de kunne græde blod; når de har bedt dag og nat på deres bare knæ; når de på det strengeste har spæget deres legeme og «kæmpet mod synden til blodet»; har forbudt deres øjne at se, deres ører at høre og deres tunge at tale noget forfængeligt; har forbudt deres mund at smage og hele deres væsen at nyde noget overflødigt; når de har givet alt deres gods til de fattige og brugt alle deres levestunder til næstens vel; når de har profeteret i Jesu navn og i Jesu navn gjort mange kraftige gerninger: da skal Herren med sårene i hænderne og siden fordømme dem og sige: Gå bort fra mig, I som øver uret – om synd, for I troede ikke på mig. Ånden skal åbenbare, at de med al denne deres hellighed skal kastes ud i mørket udenfor, fordi de ikke er klædt i Kristi retfærdigheds bryllupsklæder, fordi de ikke har haft deres eneste trøst i den blodige Frelser på Golgata – ikke har gjort det bytte med ham, at ligesom han har taget deres synder på sig, har de også taget imod hans retfærdighed. Åh, mærk dig dog, du religiøse sjæl, at hvis ikke hans gerninger er dine gerninger, hvis ikke hans anger, hans bønner, hans lidelse og død er dine, så er du evigt fortabt. «Om synd, for de tror ikke på mig.»

Og således har vi også set, hvad den rette omvendelse er efter Skriften, nemlig at synden ved buddet flyder over; og at når mennesket så vil frelse sig selv med gerninger, overbeviser Ånden det om vantroen og driver det til Kristus. Derimod er det sandelig en falsk omvendelse, hvor sjælen aldrig er blevet rådvild over syndens overflod, aldrig har mistet sin gamle trøst og fundet sig stillet under Guds dom til døden, men med al sin kundskab om synden alligevel altid har beholdt sin gamle trøst i sikkerheden, altid har haft en bedre side tilbage at flygte til og således er blevet stående på den gamle grund. I den rette omvendelse føler man sig helt og holdent fortabt og dømt og kan ikke få ro, før man får forsikring om en hel benådning. Syndenøden kan være meget forskellig hos forskellige sjæle, nemlig kortere eller længere, hårdere eller mildere; men én ting er væsentlig, nemlig at den gamle sikkerhed er brudt, og at sjælen ikke kan få ro, før den får nåde til at tro syndernes forladelse og en hel optagelse i Guds nådepagt. Er syndenøden ikke nået til dette punkt, og er mennesket ikke rigtig vakt, så bliver troen aldrig sand og levende; det menneske bliver et åndeligt misfoster, en Absalom, som bliver hængende mellem himmel og jord (2 Sam 18,9), aldrig rigtig fortabt og aldrig rigtig salig, og får derfor aldrig det liv, den kærlighed og den kraft til at bekende og til at gå ud fra verden og uretfærdigheden, som hele Guds ord omtaler som den sande tros kendetegn. Bliver mennesket derimod rigtig vakt, overbevist af Ånden og kastet ind under dommen, så det ikke får ro før i Kristus, da er omvendelsen sand med alle dens grader og dele; da hader det synden, og – hader mest den synd, som det selv elsker mest; da elsker det retfærdigheden også i det, som strider mest mod dets kød. «Kristi kærlighed tvinger det sådan.» Det menneske er en kristen.

Den anden afvej for vakte sjæle er, at de fortvivler, fordi synden under omvendelsens arbejde flyder over; de ser sig selv blive værre og værre og mener derfor, at alt er forbi, og at de som sådanne umuligt kan få lov at tro på Guds nåde. Da skal Ånden igen overbevise dem om den synd: de tror ikke på mig. Så elendige de er, vil de alligevel være deres egne frelsere og vil ikke give Lammet æren for at have frelst dem som helt fortabte – «de tror ikke på mig». Ånden skal overbevise dig om, at du ikke fordømmes for al syndens overflod; det er alt sammen rigeligt sonet og taget bort – det, der fordømmer dig, er, at du ikke vil give Lammet ære og som helt fortabt kaste dig i Frelserens favn. Du siger: «Jeg er så forfærdelig syndig, at det umuligt kan gå an at tro nu.» Men tværtimod går det umuligt an, at du ikke nu tror på Kristus, når du er så forfærdelig syndig; for hvordan skal du så blive frelst, når du oven i købet «forkaster Guds nåde» og det eneste offer for synderne? Du bør nøje overveje, hvad troen er, eller hvad du bydes at tro. Du behøver ikke at tro på dig selv, på din omvendelses eller fromheds fuldkommenhed, men på Kristi sonoffer. Den, der skal tro til frelse, skal tro på det, som skete for over atten hundrede år siden i Kristi død, skal sætte sin tro på Golgata og ikke på sin egen stakkels omvendelse eller fromhed. Derfor har du altid pligt til at tro, hvor uværdig du selv end er; for hvad Kristus har gjort, er dog altid lige fuldkomment. Du siger: «Jeg er endnu ikke rigtig beredt; jeg må ikke tro allerede nu.» Svar: Kristus sagde ikke til en eneste synder: Du må endnu ikke tro på mig, endnu ikke komme til mig; du bør berede dig bedre osv. Nej, «alle dem, som tog imod ham, gav han (straks) magt til at blive Guds børn». Desuden skal du vide, at du umuligt kan blive bedre, før du er blevet troende. Selv om du er fanget i svære synder, kan du umuligt blive dem kvit, før du først, sådan som du er, er flygtet til Kristus og er blevet troende, frelst og glad. Det er den første begyndelse til en sand helliggørelse og kraft. «Loven kan ikke gøre nogen levende. Glæden i Herren er jeres styrke.» – Og tænk på, at Kristus ikke vil tage imod nogen som hellig; han er kommet for at frelse, ikke de retfærdige, men syndere. Derfor er du bedst beredt, når du efter din egen mening er dårligst beredt, når synden flyder over, og du er utilfreds med din omvendelse. «Hvor synden flød over, dér flød nåden endnu mere over.» Sådan står der i Skriften. Vil syndere da tale om værdighed, så siger Kristus: De skal overbevises – «om synd, for de tror ikke på mig». Tro da straks på Kristus, giv ham den ære, at han også i dig har frelst en helt fortabt sjæl. Han har udgydt sit blod for at få den glæde helt uforskyldt at gøre dig salig. Hvem har så bildt dig ind, at han nogen sinde skal se på dine synder? Han kender kun til én synd: «de tror ikke på mig». Det er hans eneste smerte, at han ikke får lov at gøre vel imod dig. Hold så op med at blive væk. Han kan ikke bære at vide, at en sjæl, som vil have hans nåde, ikke skal eje den, ikke skal komme til at tage imod den. Han kan ikke bære, at du går på afstand og tænker, at han er vred, når han dog har brændt sådan af kærlighedens iver, at han er løbet efter dig i en blodig død. Husk og glem aldrig, at Kristus selv har sagt: Om synd, for de tror ikke på mig – de tror ikke på mig!

Nu kommer vi til det punkt, som man kan begynde at råbe højt over af lutter glæde og fryd, hvis man blot får det ind i hjertet – man kunne blive helt salig og ikke længere ville gøre andet her på jorden end at prise og love og snart rejse herfra for at se og nyde, hvad ordene indeholder. Gud åbne vore øjne!

«Om retfærdighed, for jeg går til min Fader, og herefter ser I mig ikke.» Hvad er det? «Om retfærdighed, for jeg går til min Fader?» Ånden skal overbevise verden «om retfærdighed» – og forklaringen er: «for jeg går til min Fader». Her er alt gådefuldt og hemmelighedsfuldt. Heri må der ligge noget stort. Derfor skal vi så meget desto bedre se til, at vi rigtig fatter den kære Herres mening. – Allerede da han sagde: «Om synd, for de tror ikke på mig», gav det os uvurderlige glimt ind i evangeliets hemmeligheder; men meget mere har vi at søge her, hvor han siger: «og om retfærdighed, for jeg går til min Fader». Selv om jeg har set disse ord forklaret før og synes at have forstået dem så godt, at jeg ikke har mere at søge i dem, kan der dog endnu ligge en dybde af skjulte hemmeligheder i dem. Jeg vil stadig se Kristi ansigt, når han taler disse ord, og høre dem fra hans egen mund. «Om retfærdighed, for jeg går til min Fader.» – Hvad er det? Skal nogen overbevises om retfærdighed? Og hvor mørkt er ikke det, Herren føjer til som forklaring: «For jeg går til min Fader!» Dog ligger lyset over det hele netop i denne tilføjelse. For hvad er det vel, at Kristus går til sin Fader? Hvad andet end hans sonedød? – sådan som Apostlen også udtrykker det: Kristus er «ved sit eget blod gået ind i helligdommen én gang for alle og har vundet en evig forløsning» (Hebr 9,12, jf. v. 24). Kristus talte nemlig disse ord netop da han gik til sin lidelse – netop da han tog afsked med sine disciple den sidste aften før sin sonedød. Så er det let at forstå, hvad ordene betyder: «Jeg går til min Fader», nemlig: Jeg går nu for at fuldbringe det store ærinde, som jeg er kommet til verden for – jeg går nu for at udgyde mit blod for verdens synder; sådan som han sagde samme aften, da han indstiftede nadveren: «Mit blod udgydes til syndernes forladelse». Altså: Jeg går nu med dette blod som den rette ypperstepræst ind i det allerhelligste, som ikke er gjort med hænder – ind i selve himlen – jeg går for at forsone alle mennesker med Gud, for at erhverve en «evig forløsning» fra synden og forbandelsen, en «evig retfærdighed» for alle mennesker – ja, for at «træde frem for Guds åsyn til gavn for dem» (Hebr 9,24). Kort sagt: Jeg går for at fuldbringe alt, hvad der er lovet fra verdens begyndelse: at knuse slangens hoved, at råde bod på syndefaldet, at genoprette den tabte arveretfærdighed og barneretten hos Faderen; at være den anden Adam – «jeg helliger mig selv for dem» (Joh 17) osv. Se, nu kan vi se, at der er sammenhæng mellem ordene: «Om retfærdighed – for jeg går til Faderen».

Meningen er denne: Ånden skal ved at overbevise give verden en ny forståelse af retfærdigheden. Når Herren også om retfærdigheden bruger ordet elenchein, overbevise med bindende grunde, så har han dermed tilkendegivet, at denne retfærdighed skulle være noget, som hele verdens fornuft ville stride imod, noget helt nyt og uhørt for fornuften, som mennesket kun med den største vanskelighed ville kunne tro eller tage imod. Meningen er altså: Ånden skal lære verden noget helt nyt om retfærdigheden; for – jeg går til Faderen. Her får ordet retfærdighed en helt ny betydning, som aldrig før har været kendt i den almindelige sprogbrug; for ellers betyder retfærdighed, at enhver selv har gjort sin pligt efter loven og ikke skylder nogen noget. Og over for Gud skulle retfærdigheden bestå i, at jeg har holdt loven sådan, at jeg ikke har syndet i ét eneste punkt, men i alt har givet Gud, hvad Guds er. Det er den retfærdighed, som loven kræver, og som al fornuft tænker på. Men nu skal Ånden åbenbare, at det skal være verdens retfærdighed, at Kristus er gået til Faderen. Er det ikke noget nyt og ganske uhørt, som nok kræver ordet elenchein, overbevise, overtyde?

Nogle har villet tage ordet «straffe» *) i den almindelige betydning og forstå det således: Ånden skal straffe menneskene for deres selvretfærdighed, efter at Kristus med sit blod er gået til Faderen for at erhverve dem en guddommelig retfærdighed. Sådan straffer Paulus jøderne i Rom 10, når han siger: «Jeg giver dem det vidnesbyrd, at de har iver for Gud, men ikke med forstand; for da de ikke forstår Guds retfærdighed, men søger at oprette deres egen retfærdighed, har de ikke underordnet sig Guds retfærdighed. For Kristus er lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror.» Her taler Apostlen i straffende tone om deres egen retfærdighed, når han siger: «de har ikke underordnet sig Guds retfærdighed». Og det er sandt; også en sådan straffende irettesættelse skal Ånden udøve. Og også til den forståelse af Kristi ord passer tilføjelsen: «For jeg går til min Fader». Men man skal blot lægge mærke til, at denne irettesættelse af vores selvretfærdighed altid sker eller begynder med, at Ånden åbenbarer og overbeviser os om Kristi retfærdighed; at han gennem evangeliet uophørligt forkynder og ophøjer Kristi lydighed, Kristi lidelse, død og opstandelse som den eneste retfærdighed, der gælder for Gud; for derved bliver al vores retfærdighed gjort til skamme; og ikke kun det, men når vi også vil bestå for Gud med vores egen retfærdighed og således være vore egne frelsere, så er vi også derved ærestyve, som vil berøve Guds Lam dets så dyrt erhvervede ære: alene at være vores retfærdighed. Derfor, hvordan man end oversætter ordet elenchein, bliver sagen kun denne, at Ånden skal lære verden den nye, uhørte hemmelighed, at det nu er vores retfærdighed, at Kristus gik gennem døden til sin Fader, «at han gjorde, hvad vi burde, og blev vores retfærdighed».

*) I den gamle oversættelse er elenchein oversat med «straffe».

Dette er jo også hele Skriftens store hovedlære. Allerede i Det Gamle Testamente siger Esajas udtrykkeligt: «Herren kastede vores alles synder på ham – – og ved sin kundskab skal min tjener, den retfærdige, gøre mange retfærdige; og han skal bære deres synder» (Es 53). Mærk ordene! Er dette ikke netop, hvad Herren selv siger? «Han bærer deres synder, han blev såret for deres overtrædelser, derfor skal han gøre mange retfærdige.» – Mærk det endnu en gang: «han bærer deres synder»! – Og i kapitel 45 forsikrer Herren, at man skal sværge og sige: «I Herren har jeg retfærdighed og styrke».*) Derfor fryder profeten sig i kapitel 61 over, at Herren havde «iført ham retfærdighedens kappe». Og i Dan 9 siger englen Gabriel udtrykkeligt, at idet «Kristus bliver dræbt, og synden dækket og skylden sonet», skulle den evige retfærdighed blive bragt frem. – Men hvor meget klarere stråler retfærdighedens sol ikke over Det Nye Testamente! Dér siger Paulus udtrykkeligt: «Ham, som ikke kendte synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham» (2 Kor 5). Han er «givet hen for vores synders skyld og oprejst for vores retfærdiggørelses skyld». Og Johannes: «Det fine linned er de helliges retfærdighed»; og – det var «vasket i Lammets blod»! (Åb 19,8; 7,14). Hvad er nu alt dette andet end det, Kristus her siger: «Om retfærdighed, for jeg går til min Fader»?

*) Den gamle oversættelse.

Alle disse mange og udtrykkelige bibelord har ganske vist allerede sagt os det samme, som Herren Kristus udtrykker med sit korte og gådefulde ord; men når vi tydeligt ser hans mening, er det endnu herligere at høre ham selv erklære med denne høje, triumferende tone: «Om retfærdighed, for jeg går til min Fader» – jeg, jeg – jeg går til min Fader – det skal være hele verdens retfærdighed. At jeg udgyder mit blod for verden, at jeg som ypperstepræst går ind til Faderen med mit eget blod, det skal blive menneskenes nye og eneste retfærdighed, den, som gælder for Gud! – Men hvad betyder retfærdighed? Retfærdighed var jo, at enhver havde gjort, hvad han var pligtig til, ikke syndet, men holdt loven sådan, at han «ikke snublede på et eneste punkt». Og en sådan retfærdighed, siger Kristus, skal verden få ved min gang til Faderen, og kun derved. O, nådefulde Gud! O, nådefulde frelsesråd! Her ser vi, hvad den kære Herre mente, da han samme aften sagde: «Jeg helliger mig selv for dem» (Joh 17). Her bliver det alvor og virkelighed, at Kristus er den «anden Adam» (Rom 5), at ligesom vi er blevet syndere ved den enes ulydighed, sådan bliver vi også retfærdige ved den enes lydighed. Se, dette er den store hovedsag, som vi aldrig, aldrig må tabe af syne: at Kristus blev givet hen for at være i vores sted – i hele den faldne, fortabte menneskeslægts sted – så fuldstændigt, at hvert eneste menneske er indbefattet i ham og i ham har bestået prøven, ligesom vi alle var indesluttet i Adam og alle faldt i synd i ham. Alle mennesker har i Kristus holdt loven, i ham været lydige, hellige, rene, i ham lidt, er døde og opstået – for vi «holder for», siger Apostlen, «at én er død for alle, og derfor er alle døde» (2 Kor 5,14). Når én er «født under loven» og har holdt den for alle, så har de alle holdt den i ham; når én «er for Guds ansigt til gode for os», så er vi alle for Guds ansigt i ham. Kort sagt: Kristus er vores med alt, hvad han var og gjorde og led på jorden – vores Mellemmand og borgen, vores anden Adam, som stod i vores sted over for loven og sin Fader – i vores navn bestod han prøven, i vores sted gjorde og led han, hvad vi skulle have gjort og lidt – ja, så fuldstændigt i vores sted, som om vi selv havde gjort det. Se, dette er hele evangeliets kerne og gyldne klenodie, vores høje, hellige salighedsmysterium, som også stråler frem i disse dyrebare ord af Herren Kristus: «Om retfærdighed, for jeg går til min Fader» – «jeg helliger mig selv for dem» – – «jeg helliger mig selv for dem»! O, når man en stund ser på disse ord og betænker, at de er talt af Kristi egen mund, så kan man sandelig begynde at fryde sig og prise og samtidig bittert beklage vores grufulde vantros mørke, som aldrig lader os beholde denne høje, guddommelige trøst. Så snart vi har forsyndet os eller er blevet adspredte, eller synden begynder at røre sig i os, glemmer vi straks den store, evige nåde, at Gud allerede har gjort sin enbårne Søn til synd for os, for at vi skal være Guds retfærdighed i ham, i ham! – at Kristus, vores anden Adam, «har helliget sig selv for os». At vi uophørligt glemmer dette store, herlige fredsråd og synker hen i vantro og selvretfærdigt arbejde, det er netop, hvad Ånden bestandig må straffe; og så er der intet andet råd end igen og igen uophørligt at vende tilbage til det hellige evangelium, som på ny minder os om den samme evige nåde, straffer og trøster os igen og genopretter vores svækkede tro.

Men vi vender tilbage til Kristi ord – og vil nu se, hvordan vores lærefader Luther har udlagt dem. I en udlægning af Joh 17 siger han om disse ord: «Her siger Kristus: Det er retfærdighed, at jeg går til Faderen. Dér må du søge og finde den, ikke hos dig selv eller på jorden hos mennesker. For de kristne skal ikke kende nogen anden retfærdighed, som de består med for Gud, erklæres retfærdige ved og vinder syndernes forladelse og evigt liv ved, end denne Kristi gang til Faderen, som ikke er andet, end at han har taget vores synd på sig og for dens skyld har ladet sig dræbe på korset osv. – Nu har han ikke gjort denne ’gang til Faderen’ for sin egen skyld eller for sin person, for så var vi ikke hjulpet, og det kunne ikke kaldes vores retfærdighed; men ligesom han for vores skyld er kommet fra himlen og har antaget vores kød og blod, sådan er han også for vores skyld gået til Faderen, har fuldbragt sejren over synd, død og helvede og er trådt ind i herredømmet, hvorved han forløser os fra alt dette og giver syndernes forladelse og kraft og sejr over døden og Djævelen osv.

«Men denne retfærdighed er helt hemmelig og skjult, ikke bare for verden og fornuften, men også for de hellige. For den er ikke en tanke, et ord eller en gerning i os selv (sådan som sofisterne har drømt om nåden, at den er noget, der er indgydt i vores hjerte), men er helt uden for og over os, nemlig Kristi gang til Faderen; ja, den er også sat uden for vores sanser og øjne, så at vi ikke kan se og føle den, men må gribe den alene med troen på det ord, som prædikes om Kristus, at han selv er vores retfærdighed; som Paulus siger, at ’han er blevet visdom for os fra Gud og retfærdighed og helliggørelse og forløsning’, for at vi ikke skal rose os af os selv over for Gud, men kun af denne Herre (1 Kor 1,30–31).

«Det er jo en underlig retfærdighed, at vi skal kaldes retfærdige eller have retfærdighed på den måde, at den ikke er nogen gerning, ingen tanke, kort sagt slet intet i os, men helt uden for os i Kristus, og alligevel i sandhed bliver vores ved hans nåde og gave og så helt og fuldt vores egen, som om vi selv havde vundet og erhvervet den. Det kunne ingen fornuft sandelig forstå, at det skal kaldes retfærdighed, når jeg intet gør eller lider, ja, intet tænker eller føler, og når der i mig slet intet er, for hvis skyld jeg bliver Gud til behag og salig, men at jeg, uden for mig selv og alle menneskers tanker, gerninger og evner, holder mig til Kristus, der sidder deroppe ved Guds højre hånd, skønt jeg ikke ser ham.

«Men troen skal gribe dette og bygge på det og trøste sig ved det i anfægtelsen, når Djævelen og samvittigheden disputerer sådan med os: ’Hør, hvad er du for en kristen? Hvor er din retfærdighed? Ser og føler du ikke, at du er en synder? Hvordan vil du så bestå for Gud?’ – så at vi imod det bygger på dette ord og siger: Jeg ved udmærket, at jeg desværre har synd, og at der hos mig ikke findes nogen retfærdighed (som kunne gælde for Gud); jeg skal heller ikke og vil heller ikke søge eller finde den hos mig selv, for så ville jeg aldrig kunne komme frem for Gud. Men her hører jeg Kristus sige, at min retfærdighed er den, at han er gået til Faderen og faret op til himlen. Dér er den sat, hvor Djævelen nok må lade den blive for mig; for han skal ikke gøre Kristus til en synder eller straffe eller dadle hans retfærdighed. Er jeg en synder, og består mit liv ikke for Gud, og finder jeg ingen retfærdighed i mig, så har jeg dog en anden skat, som er min retfærdighed, og som jeg sætter min lid til. Det er denne Kristi gang til Faderen, som han har givet og skænket mig. Hvad fejler den, eller hvad kan du dadle ved den? – ’Jo, men du ser og føler dog intet af den.’ – Svar: Ja, netop sådan forklarer og beskriver han selv retfærdigheden, at jeg ikke skal føle den hos mig selv, men gribe den med troen på Kristi ord; han siger nemlig: ’Og herefter ser I mig ikke’. Hvad skulle jeg ellers med troen, hvis jeg kunne se det foran mig eller føle det inden i mig selv?» – Så vidt Luther.

Mærk dig det! Min retfærdighed skal ikke ses eller føles hos mig, den skal ikke findes hos mig, men skal helt og fuldt bestå i, at Kristus er gået til sin Fader, og alligevel skal den være min retfærdighed. Her er nu hele billedet af en kristens liv for Gud. Hans retfærdighed for Gud består ikke i det, som Ånden virker i ham, men alene i det, som Kristus i sin egen person har gjort og udrettet for os; selv har han slet intet af det hos sig, og han skal heller ikke se og føle det, men han skal hos sig have og oftest føle det modsatte, såsom synd, skrøbelighed og anfægtelse. Føler vi også undertiden Åndens virkninger hos os, kærlighed, fred, glæde osv., så er det dog ikke selve retfærdigheden, den, som gælder for Gud; for den består ikke i noget, som findes hos os, men alene i Kristi gang til Faderen.

Ak, salige frihed! Ak, herlige nådens rige! Herren vor retfærdighed! Kristi gerninger mine gerninger! Kristi død min død! Kristi retfærdighed og velbehag hos Faderen min retfærdighed, mit velbehag for Gud, hvorved (mærk det!) ikke bare min gamle skyld er borte, men også mine mange daglige mangler er dækket over, og både min person og mit liv er kære og behagelige for Gud. Skulle vi ikke prise og love og nu lade det være sådan, som Herren har gjort det?

Se her en lignelse om alt dette: En fremmed, som var kommet hertil fra et fjernt land, udstyret med et stort lån fra en rig herre i fædrelandet, havde længe ført et muntert og sorgløst liv alene på dette store lån, som om det ikke var et lån, der en dag skulle betales tilbage. Hans hus, hjem, hustru, børn – alt var glad og prægtigt, så længe lånet rakte. Men det begyndte at slippe op – og i det samme får han et rykkerbrev fra kreditoren. Nu kom der uro i huset. Alligevel svarede han straks, at han ville betale det hele. Og nu fulgte en lang og bekymret tid med utallige frugtesløse forsøg på at skaffe midler. Alt blev forsøgt, men alt slog fejl! Sådan gik måned efter måned – og kreditoren krævede igen og igen, strengere jo længere det trak ud. Den stakkels mand tænkte og svedte og prøvede alt; men alt forgæves. Til sidst kom rettens kendelse, som gik ud på, at alt, hvad han havde, skulle sælges for kreditorens regning, og at han selv skulle sættes i fængsel, til alt var betalt. Nu sortnede det for hans øjne! At miste alt og – hvad der var hans hjertes dødskval – at tage afsked med sine kære og sættes i fængsel på livstid! – det var alt, hvad der var tilbage. Stum og bleg gik han nu frem og tilbage og så ud ad vinduerne for at se, om ikke fogeden nærmede sig. Da gik døren op, en mand træder ind og afleverer et brev; det er fra fædrelandet, fra kreditoren, og det lyder sådan: «En gammel slægtning af dig på mødrene side har hørt om din situation og i stor barmhjertighed betalt hele din gæld. Jeg sender dig derfor hermed dit gældsbrev tilbage, fuldt betalt og annulleret – du skylder mig intet. Og ikke nok med det – din store slægtning har også truffet en bestemmelse, hvorved du skal være sikret mod al gæld og nød hele dit liv, på den ene betingelse, at du vender tilbage til dit fædreland og tager imod en stilling, hvis tjenesteåg er godt og hvis byrde er let. Han har indsat en umådelig sum for dig og har dermed for hele dit liv gået i borgen både for din person og for din forvaltning af tjenesten.» – Så vidt brevet. Vi beskriver ikke alle de sindsbevægelser, som nu fulgte: hvordan han i nogle øjeblikke var helt målløs, i andre græd strømmende tårer, og hvordan han igen af og til frygtede, at det hele kun var en dejlig drøm eller sindsforvirring, men til sidst, da han var blevet roligere, så, at alt var fuldt ud i orden, da han genkendte ikke bare kreditorens håndskrift, men også sit eget egenhændige gældsbrev. – Vi hører ham bare til sidst, med brevet i hånden, udbryde til dem omkring sig: «Jeg skal ikke i fængsel – gælden er betalt, jeg er gældfri. – O! – jeg er gældfri!»

Hertil må dog føjes, at han gennem sin store sjælenød og den gamle vane med at blive krævet havde fået en vis sygelig svaghed, så at når han glemte sig selv, eller når det dejlige brev i nogle dage ikke kom ham for øje, syntes han, at han stadig blev krævet for sin gæld. Desuden var der en fjendtlig skælm, som ofte foruroligede og skræmte ham med falske rykkerbreve, mens han var på vej tilbage til sit fædreland.

Se nu, her er vores stilling malet. Du og jeg og alle mennesker ligner denne mand, selv om ikke alle er blevet krævet endnu; den retfærdige Gud og hans lov er kreditoren; Kristus er den barmhjertige slægtning osv. Se nu her: Denne mand havde ikke selv betalt sin gæld, og dog var den virkelig betalt – han var lige så gældfri, som om han aldrig nogen sinde havde haft gæld, eller som om han selv havde betalt det hele; dommen var ophævet på fuldt lovlig grund; manden kunne aldrig mere blive krævet; hans store slægtning havde betalt alt. Se her, hvad det ord gælder: «Om retfærdighed, for jeg går til min Fader» – «mit blod udgydes til syndernes forladelse» – den, der tror, han har det, han er så fri for al skyld, som om han aldrig nogen sinde havde gjort den mindste synd. «Om retfærdighed – for jeg går til min Fader.» Videre: Manden havde ikke engang set den kostbare sum, som hans gæld blev betalt med, havde ikke haft den i sin egen hånd, ikke afleveret den; det var sket på den anden side af havet – og alligevel var han lige så tryg, som om han selv havde betalt. På hvilket grundlag da? På kreditorens egen forsikring om det. Hør og se og mærk en gang, hvad troen er! Hør og mærk! Når Gud selv i sin hellige Skrift har talt om en Frelser og om forsoningen i hans blod – når Kristus selv udtrykkeligt har sagt: «Jeg helliger mig selv for dem», eller: «Om retfærdighed, for jeg går til min Fader» – skulle vi så ikke være lige så trygge og glade ved denne betaling, som om vi selv i alt havde været og var, som vi burde? Vi tror og bekender, at «Jesus Kristus har forløst, erhvervet og vundet os fortabte og fordømte mennesker fra alle synder – – med sit hellige, dyrebare blod»; men så snart vi finder nogle gerningssynder hos os, bliver vi straks angste og mistrøstige, som om de slet ikke var betalt, slet ikke var lagt på Kristus, som om alt var falsk, hvad hele Skriften vidner om forsoningen i hans blod! Er det ikke værd at beklage med bitre tårer, at vi er så grufuldt fordærvede, at vi aldrig kan beholde i hjertet det, som dog var værd, at hele verden, alle mennesker og engle, blev stående ved det i en evig betragtning, i en bestandig, salig undren? Herren forbarme sig over os for vores vantro!

Men du siger: «Jeg tror nok, at min gamle skyld fra min uforstands tid er sonet og tilgivet i Kristus; men at jeg stadig synder dagligt, også efter at jeg har fået lys i Guds veje og har troet og smagt hans nåde – det er det, der gør mig mistrøstig!» Svar: Se, hvor vigtigt det er at give god agt på Kristi ord: «Om retfærdighed, for jeg går til min Fader». Han siger ikke blot afløsning, men retfærdighed. Ved Kristus har du ikke blot fået afløsning for dine synder, men du har også i den samme Kristi gang til Faderen din retfærdighed for hele livet, ja, Skriften siger en «evig retfærdighed»; for retfærdighed betyder, at man altid, alle dage og stunder, er, hvad loven kræver. Og det er netop det, Skriften siger, at vi har i Kristus, når den ikke blot siger afløsning, tilgivelse, men retfærdighed, og føjer til: «den evige retfærdighed» (Dan 9), «Guds retfærdighed» (2 Kor 5,21), og siger, at synden ikke mere «tilregnes» os (Rom 4), at Kristus er vores «anden Adam» (Rom 5), er «i vores sted, er for Guds ansigt til gode for os» (Hebr 9). Altså: At du stadig forsynder dig, efter at du har fået lys og nåde, er bestemt beklageligt og slemt, og det ville bestemt være bedre, at du med troens bøn kæmpede imod synden til blods; men hvis det slemme sker, at nogen synder, siger Johannes, «så skal han dog vide, at vi alligevel netop da har en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, som er retfærdig» (1 Joh 2,1); og derfor en evig nåde – og ordet «evig» forklarer Luther sådan, at det betyder, «ikke blot at de gamle synder aldrig mere bliver gravet frem, men også at de synder, som endnu ligger i vores kød og blod og desværre senere hen under vandringen kan bryde frem, aldrig skal tilregnes os, så længe vi bliver ved Kristus». – Og Pretorius siger: «Jeg kender ingen andre synder, som jeg skulle tro forladt for Kristi fortjenestes skyld, end netop dem, som jeg desværre dagligt må slæbe på; har du andre, må du selv vide det». Vi skal derfor besinde os på, at Kristus har påtaget sig hele vores liv og er gået i borgen for en evig nåde over alt, hvad der fattes hos os. Det er netop det, der ligger i ordene: «Kristus er blevet retfærdighed for os» (1 Kor 1,30), for at «vi skulle blive Guds retfærdighed i ham»; hvorved vi ikke blot er skyldfri, men også overmåde herlige og kære for Gud, nemlig i hans egen Søns retfærdighed; hvorved det tab, vi led i syndefaldet, er så fuldkomment erstattet, at vores retfærdighed i Kristus er meget herligere end den, Adam havde før faldet. Dette er grunden til, at Gud har stort behag i dem, som er i Kristus; dette er grunden til, at vores retfærdighed og vores velbehag for Gud ikke kan rokkes eller formindskes af vores synder. For hvis Gud så på os og holdt os for retfærdige og kære i de stunder, hvor vi selv er fromere, og derimod for mindre retfærdige i vores dårligere stunder, så var alt falsk, hvad Kristus og hele Skriften siger, nemlig at vores retfærdighed alene består i ham og hans gang til Faderen; for så skulle retfærdigheden jo i det mindste delvis bestå i os og vores egen fromhed. Men Paulus siger: «Jeg forkaster ikke Guds nåde; for hvis retfærdighed kommer ved loven, så er Kristus død forgæves» (Gal 2).

Så har vi altså, Herrens navn være lovet, ikke blot tilgivelse for vores gamle skyld, men også en evig retfærdighed over alle vores daglige mangler; vores barmhjertige slægtning, Immanuel, har sat et umåleligt værd ind og er gået i borgen for hele vores liv, vores personer og vores forvaltning. Under hans vingers skygge alene er vores håb, vores retfærdighed og vores styrke – også når fornuften og følelsen siger noget andet og er syge af det gamle trællesind, og mens vores fjende hvert øjeblik gennemborer vores arme hjerter med sine brandpile. Salige er de, som alligevel kan tro Guds forsikringer! Men dertil må Helligånden uophørligt udøve sit embede: overtyde os, overbevise os om denne underfulde retfærdighed.

Der er nogle vakte sjæle, som slæber sig af sted med en meget skrøbelig omvendelse; de er ikke så kraftigt vakt, som de ønskede, ikke så bange for synden, ikke så alvorlige og oprigtige, de kan ikke rigtig våge, bede og stride, og de oplever heller ikke den sejr over synden, som de burde, osv. De ville gerne tro på Kristus, men al denne elendighed forbyder dem det. Hvad fejler de? De er fulde af fejl i alt, det er sandt; men hovedfejlen er, at de ikke forstår Guds retfærdighed, men stræber efter at oprette deres egen retfærdighed; for det hele ville blive helbredt, hvis de ville kaste sig i Frelserens arme som helt fortabte. Åh, vågn op! Hør, hvad Kristus siger her: «Om retfærdighed, for jeg går til min Fader.» – – Der er andre, som i deres egne øjne nærmest allerede er helt fordømte, som er ganske døde, sikre, hyklende, forhærdede, ja djævelske, for de har så længe søgt at nå frem til en alvorlig gudfrygtighed; men nej, de er ligesom solgt til fordærvelse og fortabelse, overgivet til et uværdigt sindelag osv. Hele denne forfærdelige nød kommer alene af den dybe, uendelige tilbøjelighed til dog for enhver pris at ville frelse sig selv, selv blive retfærdig eller i det mindste tålelig – at ville komme frem for Gud i sin egen person og blive frelst i sit eget navn – og ikke som helt fortabt blive frelst alene i Kristi navn. Over for sådanne står Herren og råber med majestætisk stemme: «Om retfærdighed, for jeg – jeg går til min Fader!» – – Der er også kristne, som ellers er oplyste og troende, men som støder sig på deres eget liv, især på en bestemt synd, som alt for mægtigt og stædigt hænger ved dem, og derfor er de aldrig rigtig trygge og glade i Kristus, men går med en vis hemmelig selvfordømmelse, halvt usalige. Også sådanne burde her vågne op og se, at de på ny er begyndt at tage trældommens åg på deres skuldre, på ny søger retfærdigheden hos sig selv og vil være retfærdige og frelste i eget navn. På sådanne ser Jesus med et mildt bebrejdende blik og siger: «Jeg helliger mig selv for dig; jeg gik med mit blod til Faderen» – må det ikke være din retfærdighed? – så ville det også blive din styrke!

Sådan skal Ånden uophørligt overbevise os: først om synd og vantro, så den bringer os under dommen, i nød og rådvildhed; men når vi så vil frelse os selv og søger retfærdighed ad alle mulige egne veje, så slipper vi heller ikke for at blive straffet for det; da skal Ånden overbevise os om retfærdighed, herliggøre og prise Kristus for os og lære os den store hemmelighed, at retfærdigheden kun findes i Kristi gang til Faderen. Dette er nådens orden. Og den, som således i alt bliver straffet af Ånden og således har al sin retfærdighed i Kristus, han er en kristen. Men er jeg en kristen, retfærdig og frelst kun i Kristus ved troen, så bliver ordet sandt: «Jeg tror, derfor taler jeg»; så kan jeg ikke tie; jeg begynder at bekende denne tro og vidne med Ånden om synd og retfærdighed. Og så er ilden løs – så får jeg hele verden og alle de skriftkloge, ypperstepræster og lovkyndige på nakken; så bliver der summen af dømmen og knurren; og så følger det sidste punkt i Åndens embede ganske på sin plads, og det lyder sådan:

«Men om dom, for denne verdens fyrste er nu dømt.»

Ånden skal beholde den højeste dom og erklære, at verdens fyrste nu er dømt – den endelige dom er faldet i den store strid mellem kvindens sæd og slangen, mellem Mikael og dragen, og himlens skarer synger allerede sejrssangen: «Vores brødres anklager er kastet ned. – Nu er frelsen og kraften og riget blevet vores Guds og magten hans Salvedes, fordi vores brødres anklager er kastet ned, han som anklagede dem over for vores Gud dag og nat. Og de sejrede over ham på grund af Lammets blod osv.» (Åb 12). Derfor, når verden summer og dømmer og siger, at det at straffe dens vantro og synd er en ny og farlig lære, som skaber uro og splittelse osv., så skal alle troende frimodigt svare: Ånden skal overbevise verden; dens fyrste er dømt, og den med ham; den har intet at skulle have sagt, den forstår ikke det, som hører Guds rige til – den må lade sig dømme og straffe eller også være evigt fordømt. Er den ikke tilfreds med det, men raser og forfølger de kristne, så skal de ikke frygte; for Lammet har sejret, verdens fyrste er dømt; nu er frelsen og kraften og riget blevet vores Guds og magten hans Salvedes; den Almægtige står med os; «han som er i jer», siger Johannes, «er større end han som er i verden». «Og var verden end så stor og fuld af mørkets hære» osv. – «Verdens fyrste er jo dømt» osv. – Kommer lovhelgenerne og brokker sig over, at også retfærdighed bliver straffet, og råber op om et skrækkeligt kætteri og en alt for let vej og løs lære, når vi vil være retfærdige kun i Kristus og hans gang til Faderen, så skal vi blot frimodigt minde om: Lammet har sejret, anklageren er kastet ned, verdens fyrste er dømt; og alt, hvad anklageren havde at støtte sig til, er ryddet af vejen: synden blev taget bort, og loven opfyldt, da Kristus gik til sin Fader – en «ny og levende vej er åbnet for os gennem forhænget, det vil sige Kristi kød». Derfor løber jeres visdom panden mod klippen, I forstår ikke Guds retfærdighed osv. – Dette stykke: «Om dom» osv. følger her efter det foregående punkt (om retfærdigheden) ganske som i lignelsen om den fortabte søn: lige efter at han har fået den fineste klædning, «retfærdighedens kappe», og glædesfesten, følger der om den ældste brors knurren. Og David siger: «Jeg tror, for derfor taler jeg; men jeg var meget plaget.» – Hvordan jeg end taler, så vil de have strid. Og sådan skal de troende lide, tugtes og dødes af verden og Djævelen, men kun til deres uundværlige tjeneste og gavn, «hvis så skal være».

Luther slutter sin prædiken over denne tekst sådan: «I dette evangelium bliver der altså forelagt os tre stykker, nemlig synden, retfærdigheden og korset eller forfølgelsen. Fra synden bliver vi befriet ved troen; hvis vi tror, at Kristus har gjort fyldest for vores synder, og at hans fyldestgørelse er vores, så er det vores retfærdighed. Når vi er løst fra synden, retfærdige og fromme, så vil verden, Djævelen og kødet kæmpe og stride imod os; deraf kommer så forfølgelsen og korset.» – Disse tre stykker skal optage os alle vores livs dage, hvis vi er kristne: synden, retfærdigheden og korset. Synden skal stadig bekymre, bedrøve og ydmyge os; retfærdigheden i Kristus uophørligt oprejse, trøste og glæde vores hjerter; korset dræbe vores kød, vores verdenskærlighed og egenkærlighed og gøre os trætte af dette liv, så vi er glade for at rejse herfra og være «hjemme hos Herren». Det er det endelige mål. Og dertil hjælpe han os, som er vores gode slægtning, vores bror og Frelser, vores retfærdighed og styrke!