Den nye skabelse

(Tiende årgang, 1851)

Apostlen Paulus siger: «Derfor, hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabelse; det gamle er forbi, se, alt er blevet nyt» (2 Kor 5,17). Læg mærke til det: en ny skabelse! Et andet sted siger han også: «Vi er hans værk, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger» (Ef 2,10), og igen: «Det nye menneske, som er skabt i lighed med Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed» (Ef 4,24). Sådan siger også David: «Skab i mig, Gud, et rent hjerte» (Sl 51,12). Her er der altså tale om en ny skabelse ved den samme Almægtige, som i begyndelsen skabte alt af intet og skabte mennesket af jordens støv. Den første skabelse blev fordærvet ved syndefaldet, og det, som var en lyst og glæde for Guds hjerte, da han så på alt det, han havde gjort, blev ødelagt så sørgeligt, at Herren på menneskelig vis talte om, at han angrede, at han havde skabt menneskene (1 Mos 6). Men så gav han os «kvindens sæd», det evige «Ord», «begyndelsen til Guds skabelse», for at frembringe en ny skabelse på jorden – «det nye menneske, som er skabt i lighed med Gud», ligesom i den første skabelse, i «sandhedens retfærdighed og hellighed – skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har beredt, for at vi skulle vandre i dem». Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabelse. «Hvis nogen er i Kristus», siger Apostlen. Hvad det betyder, og hvordan det går til, har vi tidligere betragtet her, nemlig at Ånden straffer alt det, som er i os, synd, vantro og selvretfærdighed, sådan at vi til sidst ikke finder ro noget sted uden i Kristus og hans retfærdighed. Når sjælen, jaget og drevet af Åndens stadige straffen, til sidst helt må svøbe sig ind i Kristi retfærdighed og kun have sit alt i ham, både sin retfærdighed og sin styrke, så hedder det: den er i Kristus, og så, siger Apostlen, er den også en ny skabelse – det gamle er forbi, og alt er blevet nyt. Og det er den mest åbenbare sandhed i erfaringen. Enhver kristen vidner om, at samtidig med at han fik liv i Kristus og fik lys og fred i hans retfærdighed, kom der i det samme et helt nyt væsen i hans indre, et nyt hjerte og sind, så han nu så alting anderledes: han fik en ny forståelse af alle åndelige ting, nyt syn og ny hørelse, ny lyst i hjertet, nye glæder og nye sorger, nye udsigter og nye mål at stræbe efter; kort sagt: han har et nyt liv, en helt ny verden for sig – «alt er blevet nyt». Det viser sig hos ham i et nyt tungemål, ny tale og et nyt levned. Og hvad angår det gamle, som endnu er tilbage hos mig, er jeg nu kommet i et nyt forhold til det: synden og lysterne, som før var min fornøjelse, er nu min plage og forskrækkelse; det åndelige og himmelske, som før var mig kedeligt og fremmed, er nu mit liv og min lyst. Mit sind er nyt, skønt kødet, den gamle adamitiske fordærvelse, altid er sig selv lig. – Dette nye indre er det stærkeste bevis på en ny fødsel; for fødsel betyder, at selve det indre væsen forvandles. Og Kristus siger: «Hvis ikke nogen bliver født på ny, kan han ikke se Guds rige.» Og Johannes siger: «Guds børn, som ikke er født af blod, heller ikke af køds vilje, heller ikke af mands vilje, men af Gud» (Joh 1,13). Ved denne genfødsel af Gud, denne nyskabelse, bliver det gudsbillede, som gik tabt i syndefaldet, genoprettet i mennesket, nemlig i de troendes sind og ånd; men fordi vi endnu lever i kødet, som er fuldt af synd og strider imod Ånden, er dette nye billede endnu ikke åbenbaret og fuldkomment. Men det nye menneske, som er skabt i lighed med Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed, skal en gang forløses fra dette dødens legeme, når Kristus bliver åbenbaret, og da «skal vi blive ham lige». Her må nu enhver prøve sig selv. Apostlen siger bestemt: «Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabelse.» Hvis du mener, at du er omvendt og troende, men ikke har fået dette nye sind og hjerte og ikke i dit indre er blevet en ny skabelse, så ved du endnu ikke, hvad den rette tro og frelsen i Kristus vil sige. Hele Skriften vidner jo overalt om, at den sande tro bringer et nyt sind med sig, et nyt hjerte, venskab og bekendtskab med Gud, lyst til hans lov og sejr over verden. Lige så umuligt som ild kan være uden varme, lige så umuligt kan troen og genfødslen ved Guds Ånd være uden liv og kraft. «Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabelse.» Det er sagt kort og enkelt af Apostlen, men bestemt og afgørende. Skynd dig ikke forbi den prøvende sandhed; stands og vær ærlig over for dig selv! Alt Guds ord skal æres og betragtes med alvor. Det er bedre i tide at opdage falskheden i sin ånd end at opdage for sent, at man er bedraget. Du kan jo selv vide, om du ved din tro er kommet til den indre forandring, som der tales om her. Selv om dine synder og skrøbeligheder endnu var nok så mange og svære, men du dog samtidig har dette nye sind – for det første, at Kristus, Kristus er blevet dit A og O, dit første og dit sidste, din eneste trøst, dit daglige behov, så du helst vil høre noget om Kristus og hans fortjeneste, og for det andet, at du som følge deraf har fået en ny kærlighed og lyst til Guds lov og hans veje, hvorved også dine synder er blevet din værste plage – se, selv om dine synder og mangler er nok så svære, er dette nye væsen dog det sikreste bevis på, at du er født af Gud. De tåbelige jomfruer kan nok være religiøse, elske Ordet i almindelighed og øve deres bestemte hellige gerninger; men at have sin lyst og sit liv i Kristus og hans nåde, helst at høre og tale om Kristus og syndernes forladelse, det finder du ikke hos dem.

Om dette har Luther valgt sine ord med stor omtanke, når han i sin udlægning af Galaterbrevet skriver: «Når vi hører eller læser Ordet om Kristus, og vores hjerter ved en sådan prædiken bliver tændt og oplyst, så vi bliver andre og nye mennesker, begynder at tænke anderledes og på en ny måde om alt og får et andet sind, andre tanker og en anden vilje, end vi før har haft, så er en sådan forandring, en sådan ny forståelse, et sådant nyt sind og en sådan ny vilje ganske vist ikke et værk af menneskelig fornuft og kraft, men Helligåndens værk i os, som kommer ved Ordet, der renser vores hjerter ved troen og gør, at vi bliver åndeligt sindede efter Gud. «Selv om man ikke (altid) kan se udvendigt på os, at vi er fornyede i vores hjerter og har fået Helligånden, så kan man dog mærke og se det på, at vi nu ser anderledes på alle ting, dømmer anderledes om dem og også taler og bekender noget andet, end vi plejede før. – – Dernæst øver vi os også med al flid i at leve gudfrygtigt og vogte os for synden, så meget vi overhovedet kan. Men synder vi, så gør vi det jo ikke med vilje, men af svaghed, og det gør os ondt. Det kan nok ske, at vi falder; for Djævelen sætter uophørligt snarer for de kristne (1 Pet 5,8). Sådan hænger også mange andre synder ved vores natur. Derfor er vi stadig syndere, for så vidt det gælder vores kød, selv om vi har fået Helligånden. Desuden er der en ganske ringe forskel på en kristen og andre mennesker, der er fromme efter verdens målestok, hvis man kun vil se på den udvendige vandel. For de gerninger, en kristen gør, ser udvendigt ringe ud, fordi han ganske enkelt gør, hvad der tilkommer ham efter hans stand og kald, fx forvalter et embede i samfundet, står for sit hus, sår sin mark, råder, hjælper og tjener sin næste; disse gerninger sætter et kødeligt menneske ikke stor pris på, men holder dem for jævne, almindelige og ringe gerninger, som også en hedning kan gøre. Derfor er der intet, verden har så svært ved at tro, som at vi skulle have Helligånden. Dog ser man det nok, hvis man ellers vil se det, når det kommer dertil, at man skal lide, bære korset og bekende troen – når man enten skal forlade hustru, børn, liv og gods eller fornægte Kristus; da, siger jeg, ser man nok, at det kun er af Helligåndens kraft og styrke, at vi bekender troen, Kristus og hans ord på den måde.

«Derfor skal vi ikke tvivle på det, men være visse på, at Helligånden bor i os. For den, som mærker, at han har lyst og kærlighed til Guds ord og gerne hører, taler, tænker og skriver om Kristus, han skal vide, at det ganske vist ikke sker af menneskelig vilje eller fornuft, men at det er Helligåndens værk. For det er umuligt, at det kunne ske uden Helligånden. – – For at vi er sådan sindede, er ikke medfødt af naturen; heller ikke lærer vi det af nogen lov, men den Højestes højre hånd bevirker en sådan forandring hos os. Derfor, jeg siger det igen: Når vi gerne hører prædiken om Kristus, Guds Søn, at han for vores skyld er blevet menneske og født under loven for at forløse os, som var under loven, så sender Herren Gud ganske vist samtidig og ved denne trosprædiken sin Helligånd i vores hjerter. Og det er meget nyttigt og godt, at fromme hjerter, som elsker Gud, er visse på, at de har Helligånden og er i nåde hos Gud. Den, som endnu er vaklende og vil tvivle, skal øve sig i troen og stræbe efter at komme til den største vished om det, så han kan sige: Nu ved jeg i sandhed, at jeg er Gud velbehagelig og i nåde hos ham, ikke for nogen værdighed eller dyd hos mig, men for Kristi skyld, som for vores skyld har underlagt sig loven og båret verdens synder; på ham tror jeg. Er jeg for min egen person endnu en elendig synder, som kan fejle, så er han dog retfærdig. Desuden hører, læser, synger og skriver jeg dog gerne om Kristus og ønsker intet så højt, som at hans evangelium må blive kendt af alle, og at mange må blive omvendt til det.

«Dette er sikre kendetegn på, at Helligånden er i os; for en sådan kærlighed og lyst til Kristus og hans ord får vi ikke af menneskelige kræfter, og ingen lærer eller skaffer sig dem ved flittigt arbejde og øvelse; men ved Kristus når vi frem til dem, han, som ved kundskaben om sig først gør os retfærdige og derefter skaber et rent hjerte i os, som bliver anderledes sindet.» Så vidt Luther. Man bør lægge godt mærke til det udtryk, der gentages så ofte her, «om Kristus» – «gerne høre, tænke, tale og skrive om Kristus»; for det er med vilje og omtanke udtrykt sådan af denne vores lærefader. Hele Skriften bekræfter det. O, du er død, en tåbelig jomfru, hvis det ikke er Kristus og hans forsoning, som er dit hjertes liv og lyst. Som før sagt kan man nok være religiøs, elske Guds skønne ord og forskellige åndelige øvelser, sådan som de skriftkloge også gjorde, uden at stå i den omvendelse over for Gud, som gør forsoningsnåden til noget, vi har brug for hver stund, til vores liv og vores alt. Så kan du gerne beskæftige dig med alt andet åndeligt eller kirkeligt, blot ikke med dette livsvigtige punkt om synd og nåde i Kristus, om Lammet, som blev slagtet, som dog var sjibbolet-sangen på Zions bjerg. O, hvor uhyggeligt! Læg derfor mærke til ordene: «Gerne høre, tænke, tale og skrive om Kristus.» – Men for det andet: Har du virkelig din trøst i Kristus for dine egne synder, og taler du gerne om ham på grund af denne benådning og dette venskab med Gud og ikke blot af glæde over din indsigt i evangeliet eller af andre kødelige hensigter – så følger også det andet tegn, nemlig at du har et nyt hjerte og sind, har lyst til Guds lov, tænker på, hvad der behager ham, og på hans bud og øver dig i mere og mere at gøre efter dem, hvor sørgeligt svagt du end synes, det går. Vid dog, at en sådan lyst til Kristus og en sådan øvelse i at følge ham ikke er naturens værk, men er en ny skabelse af Gud i dit hjerte. O, glæd dig! Og «hold fast ved det, du har, så ingen skal tage din krone!» Bedrøv ikke Guds Ånd, adlyd hans maninger, fly synden og gør det, som er ret – og «våg og bed, så du ikke kommer i fristelse». Men først og sidst: hold troslivet ved lige i hjertet med evangeliets ord.

Men om dette har vi før talt mere. Nu vil vi gå over til et mere hemmelighedsfuldt emne, som i samme grad er herligt og livgivende for troen og kærligheden.

Summen af alt, hvad Kristus har vundet for os, og summen af alt, hvad menneskesjælen dybest har brug for, og hvad den troende føler som sit dybeste behov, er netop det, som var selve målet for menneskets skabelse i tidens begyndelse, nemlig foreningen med Gud – et fortroligt samkvem med Gud, venskab og fællesskab med Gud – Guds velbehag, nåde og nærvær. Jeg vil have ham selv, være ham til behag og have ham nær. Men det står altid for mig, at jeg er uværdig, syndig og uren, og at han derfor ikke kan have sin lyst hos mig, men er langt borte fra mig. Ud over mine egne synder bidrager også Guds egen underlige førelse med mig, hvormed han skjuler sin kærlighed, til denne frygt. Over for alt dette nedslående skal vi besinde os på, hvad Ordet siger om Kristi sindelag og hjerte over for menneskene og om hans værk på jorden. «Herren er Gud, han er ikke som vi, hans tanker er ikke vores tanker.» Han ser på sit eget værk og ikke på vores. Han har her blandt menneskene sin æres plantning, han har her det, han har givet sit blod for, her sine genløste og her sine nye skabninger; derfor har han her igen sin lyst og sit paradis. Sådan er genoprettelsen i Kristus, at hans lyst igen er hos menneskenes børn, ligesom i paradiset, skønt han nu ikke kun omgås os som en skaber og far, men også som vores bror, som en læge blandt syge, en hyrde blandt sine får og en vingårdsmand i sin plantning. – Vi går forbi mange andre bibelord om dette og samler denne gang vores opmærksomhed om det bemærkelsesværdige sted i Ordsp 8,30–31, og det i den følgende betragtning.