Kristi lyst til menneskenes børn og hans leg på jordens kreds

(Tiende årgang, 1851)

Ordene lyder sådan: Jeg var et kært barn ved hans side, og jeg var hans glæde dag for dag; jeg legede altid for hans ansigt, legede på hans jordkreds og havde min fryd hos menneskenes børn (i den gamle oversættelse: «min lyst var med» osv.). Hvem det er, der taler disse ord og hele dette kapitel igennem, står udtrykkeligt allerede i kapitlets overskrift eller første vers. Det er den evige og væsensmæssige Visdom eller Guds Søn. Ligesom han i Joh 1,1 og 1 Joh 5,7 kaldes Ordet, sådan kaldes han her Visdommen. Og det navn har han mange steder i Skriften, som i Matt 11,19; Luk 11,49; 1 Kor 1,30. Og ligesom der i Joh 1,2 står, at «Ordet var i begyndelsen hos Gud, og at alt er blevet til ved det», sådan siger også Visdommen her: «Fra evighed er mit kongedømme, fra begyndelsen, før jorden. – Da Herren grundfæstede himlen, var jeg til stede – da han fastlagde jordens grundvold.» Denne evige, væsensmæssige visdom, Herren Kristus, siger her nogle ord, som er fulde af sødme og liflighed: «Jeg havde min fryd hos menneskenes børn.» Åh, hvilken dyb, glædeskabende mening lyner ikke frem imod os af disse ord! De ligner en kostbar ædelsten: hvordan man end vender den, stråler der altid nye lys og farver frem. Herren giver os her at vide, at også han har en lyst, en yndlingsfornøjelse. Og hvor har han så denne sin lyst? Åh, skulle man sige, hvor andre steder end dér, hvor livets træ og fredens palmer suser, hvor den klare flod med levende vand strømmer, hvor han bærer sin ærekrone, og tusinde gange tusinde med gyldne harper omgiver hans trone? Men nej! Hans sind og hjertes længsel går et andet sted hen: «Jeg har min fryd hos menneskenes børn.» Og det siger han ikke kun om de første mennesker før syndefaldet, hos hvem det nok gik an at have sin lyst, for de var dengang gode, fromme børn; nej, det gælder menneskenes børn i alle tider, så længe jorden står. For ikke at tale om, at dette sted også i visse bibler oversættes sådan: «Jeg har min fryd hos menneskenes børn», så ved vi af hele Skriften, at Herren til alle tider har haft sin lyst blandt menneskene og leget på jordens flade; som han selv siger til sit gamle, faldne folk: «Med evig kærlighed elsker jeg dig» (Jer 31,3). Og har Herren nogen sinde haft sin lyst hos menneskenes børn, så har det især været, siden han blev deres Frelser og Salighedens Fyrste, siden han ved syndefaldet fik så meget at gøre med dem og – blev deres bror, deres slægtning, deres Frelser og Hyrde. Han taler også disse ord: «Jeg har min fryd hos menneskenes børn» på en tid, da hele verden allerede var i det ondes magt, da «alle menneskenes hensigter og tanker altid kun var onde», og hele menneskeheden, død i overtrædelser og synder, bundet i Djævelens lænker og lagt under Guds vrede og forbandelse, lå i elendighedens dynd til op over hovedet. Med rette undrer vi os da over, at herlighedens Herre alligevel siger: «Jeg har min fryd hos menneskenes børn.»

Jeg har min fryd. Hvad er så det? Hvad kan være Guds lyst? Sandelig allerførst det, som fra evighed var hans lyst, fornøjelse og glæde, dengang intet endnu var skabt, som kunne fryde hans øje. Hvad var da genstanden for hans fryd? Sandelig kun ham selv – Kristus. For han alene er i sig selv skøn, elskelig, Guds hjertes lyst, og alt andet er kun skønt, for så vidt det er en del af ham eller udgår fra ham. Herren har sin fryd i sig selv, for han selv er den eneste og evige skønhed. Kun strålerne fra hans egne fuldkommenheder fryder hans øje. Og denne hans øjenlyst skulle være hos menneskenes børn? Ja, hvor skulle den ellers være? Hos englene måske? De har deres egen herlighed; men Kristi herlighed er hos syndere. Ja, hvor underligt det end lyder, så er det dog sandt; og der er noget, der er endnu mere underfuldt: Han har taget den kongelige purpur af sig selv og skænket den til sine fattige, men genløste brødre. «Fader», siger han, «den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem. – Jeg helliger mig selv for dem» (Joh 17). «I kender vor Herre Kristi nåde, at han, skønt han var rig, blev fattig for jeres skyld, for at I skulle blive rige ved hans fattigdom» (2 Kor 8,9). Han blev «gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham» (2 Kor 5,21). Han har ikke villet beholde sin retfærdigheds hvide silke for sig selv, men har givet det til sin brud som dække og pryd, og «ormen Jakob» pranger i hans glans, i hans juveler, kæder og kroner (Ez 16). Åh ja! Hvordan skulle vi ellers være ved godt mod, hvis ikke hans retfærdighed dækkede vores synder? Hvordan skulle vi nogen sinde kunne have fred med Gud, have en god og glad samvittighed og i fortrolighed omgås «ham, for hvem ikke engang himlene er rene», hvis vi ikke vidste, at vi er iklædt den Fuldkommens fuldkommenhed og den ene Helliges hellighed? Hvordan skulle vi, knækkede rør, så frimodigt kunne trodse Djævelen og alle hans hære, hvis vi ikke vidste, at vi havde den Almægtiges venskab? Hvordan skulle vi kunne løfte vores hoveder og med glæde vente på Herrens store dommedag, hvis vi ikke fra hoved til fod var svøbt ind i hans skinnende lydighed, og hvis vi ikke over for Gud kunne lide på hans retfærdighed, på hans kærlighed, på hans herlighed, som på vores egen, som på en ejendom, der virkelig er skænket os? Her vil nogen måske indvende: «At prange med en andens fortjeneste og skinne i en andens glans, det er da ingen kunst!» Lad så være, og alligevel: Hvem gør os det efter? Prøv, hvor let denne kunst er! Det er under alle omstændigheder nok, at det forholder sig sådan, at hans herlighed er givet os. Som vi lige har hørt, siger han kort og utvetydigt: «Fader, den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem.» Og denne herlighed er hans lyst. Han «har sin fryd hos menneskenes børn».

Men ligesom Herren Jesus har sin største lyst i sine egne fuldkommenheder, sådan er den glæde, han har i sine egne gerninger, ikke mindre. – «Herren glæder sig over sine gerninger», vidner David. Enhver plejer jo at elske det, han selv har lavet; hvor meget mere da Herren, hvis gerninger alle er lutter skønhed og fuldkommenhed. Tænk godt over dette forhold, for det har en vældig trøst med sig. Skulle Gud ikke være tilfreds med det, han selv har gjort? Han må jo have behag i sine egne gerninger! Men hvor er så hans gerninger? Måske hos Djævelen i helvede? Gud bevare os! Sådan som Satan nu er, er han selv sin egen værkmester. – Måske da hos englene i himlen? Heller ikke! De har selv i gerningernes pagt vundet deres herlighed og tilkæmpet sig deres kroner. – Måske hos de selvretfærdige og i deres egne fortjenester og dyder? Slet ikke! Det er deres egne gerninger, og de skal også selv stå til ansvar for dem. Hvor finder vi da Herrens gerninger, som er hans lyst? Hvor en tolder slår sig for brystet: «Gud, vær mig, synderen, nådig!», hvor en Bartimæus råber ved vejen: «Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!», hvor en kana’anæisk kvinde taler om hundene og smulerne, og en sønderknust Magdalene bader Jesu fødder med sine tårer; hvor en Paulus glad udbryder: «Mig er der vist barmhjertighed», og en Asaf: «Herre, hvem har jeg i himlen foruden dig? Og når jeg har dig, har jeg ikke lyst til noget på jorden»; og hvor en Simon Peter begynder at skælve på stemmen for at sige: «Herre, du ved alt, du ved, at jeg holder af dig» – se, hvor sådanne ting sker, hvor stenhjerter forvandles til blødt ler i hans hånd, og stålhårde ansigter til voks, så han kan trykke sit billede i dem; hvor sjæle, som aldrig har spurgt efter Herren, nu begynder at tørste efter den levende Gud, som hjorten efter friskt vand; hvor de selvretfærdige begynder at kurre som duer på ruinerne af deres retfærdighed, og de vise begynder at regne deres visdom for dårskab; hvor arme syndere begynder at græde ved hans fødder, og fordømte forbrydere frimodigt vover at påkalde ham som deres forsvarer mod anklageren: dér, dér er hans gerning, og hvor hans gerning er, dér er hans lyst. Så er hans lyst altså blandt menneskenes børn, og det blandt hans fattige syndere. Hos dem er hans fryd; hos dem er hans øjenlyst. Hvor nyder en naturelsker ikke en smuk egn, og hvor glæder den, der har plantet en vingård, sig ikke ved at se den blomstre og bære frugt! Sådan har Herren sin lyst i den urtehave, han med sit forsoningsblod og sin Ånd har plantet på jorden. Den nye skabning i en synder, hvor fryder den ikke hans øje! Han kan ikke se sig mæt på den, for den er hans gerning. Derfor siger han også til sin due: «Lad mig høre din stemme, for din stemme er liflig, og dit ansigt er yndigt» (Højs 2,14). – «Men», siger du, «det handler om hans due, om fromme, elskelige sjæle; i dem kan han have sin lyst, ikke i mig og sådan nogle som mig, for jeg er en afskyelig synder!» Hvad hører vi? Skal Gud have behag i din egen fromhed? Skal du behage Gud for din egen skyld? Har du med det samme kastet den trøstefulde sandhed bort, at «Herren glæder sig over sine gerninger»; at vi er «benådet i den Elskede», ikke i os selv? – Men du siger: «Jeg finder lutter synd og urenhed hos mig; det er da ikke Herrens gerning.» Svar: Netop at du finder lutter synd og urenhed hos dig, det er Herrens gerning. Synden er ikke Herrens gerning, men at du mærker den hos dig, det er ikke naturens gerning, heller ikke Djævelens. Slangens indskydelse: I skal blive som Gud, har fyldt hele menneskenaturen med selvforgudelse. En sønderknust og bedrøvet ånd er sådan en gerning af Herren, at Gud og hans engle glæder sig over den (Luk 15); det er sådan en gerning af Herren, som fører fortabte sønner og døtre i Faderens favn, som driver synderen til nådestolen for at svøbe sig i Kristi retfærdighed, «den fineste klædning» – og se, dét er Guds hjertes største lyst og glæde. Den, der er iklædt Kristus, er hellig og herlig for Guds øje, også selv om han i sig selv og i sine egne øjne var den mest afskyelige synder. Det er om sådanne, Herren siger: «De hellige her på jorden, de er de herlige, i hvem jeg har al min glæde» (Sl 16,3). Kan noget menneske være helligt eller herligt i sig selv? «Hvad er et menneske, at det skulle være rent, og at den, der er født af en kvinde, skulle være retfærdig? Himlene er ikke rene i Guds øjne» (Job 15,14–16). Skulle da Peter og de andre disciple være rene i sig selv den aften, da de lige efter at have modtaget to sakramenter «stredes om, hvem der var den største», da de ikke kunne våge med deres bedrøvede Herre i haven, da de alle tog anstød af ham, da Peter fornægtede ham osv.? Men samme aften sagde Kristus to forskellige gange: «Nu er I rene – helt rene!» Men han sagde også grunden. Han talte om badet og om sin tale, sit ord, som de nu troede på (Joh 13,10; 15,3). Selv om vi ikke tænker over det, så mener han dog, hvad han har sagt: «Den, som tror og bliver døbt, osv.» – eller hvad Paulus siger om Kristus og hans brud: «Han har renset den i badet med vand ved ordet.» Det er på den grund, han ser Peter helt ren og siger om Peter og hans arme brødre: «Nu er I rene.» Åh, tænk efter og stands op! Det er jo Kristus, dommeren på den yderste dag, der selv siger dette! Skulle vi ikke vågne op og se, at det er alvor med Kristi retfærdighed – alvor med det, Ordet siger om renselsen i hans blod? Det er forfærdeligt, hvad vi har af vantro og mørke! For os er Kristi blod ofte et intet; for vores øje er Kristi retfærdighed skjult i et tykt mørke; men for Guds øje er Kristus og hans blod altid og af evigt værd. Gud ser Kristi retfærdighed – tænk på det! Gud er ikke fanget i vores vantros mørke; Gud ser Kristus og hans retfærdighed, og for Gud gælder det i al evighed, hvad han har sagt om den. Deraf kommer det, at i samme stund som du ser dig selv afskyelig og uren, i samme stund som du stønner og klager over din synd og afskyelighed, ser Gud sin største lyst i din renhed og herlighed. Gud ser og værdsætter det, han selv har gjort ved sin elskede Søn. Herren glæder sig over sine gerninger. Og deraf følger, at «han har sin fryd hos menneskenes børn».

Men i denne dybe tekst synes endnu et lille ord at være udeladt – især når vi sammenligner den med det, Gud altid både har sagt og vist er hans lyst. Det er det lille ord «bo». Hans lyst er at bo hos menneskenes børn. Sådan siger han selv: «Jeg vil bo hos dem og være deres Gud. – Jeg bor i det høje og i helligdommen og hos den, der er sønderknust og ydmyg i ånden.» Og igen: «Herren har udvalgt Zion, han har lyst til at have sin bolig dér. Dette er mit hvilested til evig tid; her vil jeg bo, for dette sted har jeg lyst til» (Ez 37,27; Es 57,15; Sl 132,13–14). Altså: bo, bo vil han hos menneskenes børn. Men, kære Frelser, hvordan kan det være din lyst at bo hos dem, som jo må volde dig den største ulyst, hos hvem du må se meget, som mishager dit øje og bedrøver dit hjerte? Ja, sig det! Alligevel bliver han ved: «Min lyst er at bo hos menneskenes børn.» Sagen er den, at han er en frelser, at han vil være en hjælper for de elendige, en læge blandt syge. Han siger: «Det er min lyst at gøre dem godt.» «Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for at tjene og give mit liv som løsesum for mange.» Det er vores store hovedvildfarelse, det er ondskabens dybde i vores natur, som slangen gød ind i den ved syndefaldet, at vi ikke regner Gud for en Gud, en hjælper og frelser, men for en hård dommer, en herre, der kun kræver vores tjeneste. Herren har et andet sind. Hans eneste lyst er at gøre os godt. Derfor er det hans lyst at bo hos menneskenes børn på jorden. Dér har han et stort, uendeligt sygehus, fuldt af elendighed, af jammer og nød; dér er hans lyst – «dette er mit hvilested», siger han, «her vil jeg bo, for dette sted har jeg lyst til». Da Jesus en dag var sulten og sendte disciplene ind i en by for at købe mad, kom der imens en arm kvinde ud fra byen, en syndbelastet hedningekvinde. Jesus taler med hende; hendes samvittighed vækkes; hun forstod, hvem han var, han som sagde: «Giv mig noget at drikke.» Ramt i samvittigheden, men glad i håbet, løber hun hen for at kalde flere hedninger til Jesus. Disciplene kommer med maden og siger: «Rabbi, spis»; men nu behøvede han ikke at spise, nu var hans sult stillet; han havde fundet nogle arme syndere at frelse, og da siger han: «Jeg har mad at spise, som I ikke kender» (Joh 4). Se her Frelserens hjerte! Se her, hvad der er hans lyst blandt menneskenes børn. Det er hans mad, hans hvile, hans lyst, at han må gøre dem godt. Derfor er det hans lyst at bo hos menneskenes børn. Og at denne hans lyst ikke er noget tilfældigt og forbigående, men en evig tilbøjelighed til menneskeslægten, der har dybe rødder i hans væsen, det har det ene århundrede og årtusinde forkyndt for det næste lige fra verdens begyndelse.

Grunden ligger dybt. Gud gjorde mennesket til sit billede, Gud skabte det til at være hans barn, hans selskab og hans lyst; og da han skabte mennesket, denne jordens herre, skete det ikke som med de øvrige skabninger i en hast, ved et almægtigt: Bliv! Nej, for menneskets skyld blev han en skaber i egentlig forstand: han dannede og formede med megen flid og omsorg dets legeme af en jordklump og blæste derefter sit eget hellige væsens livsånde ind i det, «og så blev mennesket et levende væsen». – Knap er menneskene nu til, før den kære Frelser også er midt iblandt dem og vandrer med dem under paradisets træer. Ja, dengang, tænker I, gik det jo nok an. Det var ikke noget særligt. Men hvis man nu sagde jer, at det først var ved vores fald, vores synd og vores nød, at hans lyst til at bo iblandt os blev rigtig stærk og varm, kunne I så tro det? Og se, sådan er det virkelig. Nu begyndte den evige dybde af hans guddommelige barmhjertighed mod os at bruse i ham. Hans «livs søn» var faldet i fjendens hænder. Det kunne hans hjerte ikke bære. «Gud er kærlighed», han «har lyst til liv». Og nu gjaldt i fuldeste forstand det, Zakarias siger: «Alt kød skal tie stille for Herrens ansigt, når han rejser sig fra sin hellige bolig».

Hvis vi nu foretog en vandring gennem den gamle pagts dage, ville vi med egne øjne se, hvordan den kære Frelser er gået ud og ind hos sine fattige syndere og har bygget sig hytter blandt støv og aske. Vi ville da gå til ørkenen, hvor han besøger Hagar, den egyptiske tjenestepige fra Abrahams hus, og taler så venligt med hende; vi ville gå til Mamres lund og se det yndige syn, hvordan Herren om aftenen sidder til bords med Abraham under de svale træer; vi ville gå videre til Betel og derfra til Penuel og til Horeb, hvor Herren viser sig i den brændende tornebusk; derefter ville vi også betragte den underfulde sky- og ildsøjle og også dér se hans ansigt. Tænk bare: i fyrre år at klæde sig om dagen i en sky og om natten i en skinnende ild, og det for at være vejviser for et halsstarrigt folk og et dække mod solens hede og et skjold og en lygte i mørket – dertil kræves der sandelig, at han har en stor lyst til menneskenes børn. Vi kunne gå videre til Ofra, hvor Gideon ser den kære Frelser sidde under en eg, og derefter til Jerusalem og templet, hvor han bor over nådestolen. Men hvad skal vi med sådan en lang rejse? Vi har ham nu nærmere. Gud er blevet åbenbaret i kødet. Hvad ser vi i julen i krybben i Betlehem? «Et barn.» Ja vist, et barn, og netop det samme, som har sagt: Jeg har min lyst hos menneskenes børn. Gud i kødet, Gud i krybben, Gud i svøb, Gud ved en mors bryst! Her står tankerne stille, her skælver knæene, her bliver hjertet slået af forundring; underet er for stort for svage mennesker. Godt, at vores øjne er dunkle, godt, at vi kun ser det på afstand og knap forstår en tusindedel af det! Ellers ville det tage livet af os, det ville kvæle os, vi kunne ikke bære det. Den måde, han var hos Israel og omgikkes med dem på, var for ham endnu ikke et rigtigt ophold hos menneskenes børn; det var for ham endnu et for fremmed forhold, et for koldt venskab. Han Gud og de fattige syndere – den kløft var endnu alt for bred! Lige og lige forenes bedre. Så blev han selv et menneskebarn, vores kødelige slægtning, vores bror. Det kan vi slå hen, som var det ingenting, og serafimerne har nu allerede i to årtusinder siddet på deres højder og skuet ned i denne kærlighedens afgrund og kan ikke nå dens bund og kan ikke holde op med i hellig forundring at studse og af denne dybe brønd at hente stoffet til alle deres hallelujasange. «Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Og Ordet blev kød, og han boede iblandt os.» O, evige nådesunder!

Hvad har nu drevet ham til det? Slet intet andet, end at han havde lyst til mennesket og ikke blot til englene. «Jeg har min lyst hos menneskenes børn.» Men hvorfra har han fået denne lyst? Hvorfra? Fra sit eget hjerte. Og her er vi ved enden; længere kan vi ikke se. Således elskede Gud verden. Han elskede – derfor elskede han. Længere kommer vi ikke.

Nu gælder det blot om at besinde sig på, at selv om han ikke længere ligger i krybben, så er han dog stadig menneske og også i dag vores bror, skønt han desuden atter sidder på tronen; og han har stadig et broderligt hjerte og er blevet fristet i alt ligesom vi, så han godt kan have medlidenhed med vores svaghed. Og selv om vi nu ikke længere kan tage ham i armene, sådan som Maria og Simeon engang gjorde, så er hans lyst til at bo blandt menneskenes børn derfor slet ikke blevet mindre, og hans ophold iblandt os er lige så nært, ja, meget nærmere og inderligere. Og det er nu at bo og ikke længere at gæste, ikke blot at have herberg, ikke at komme og gå, men at bo; derfor siger han også, at «ligesom han bor i det høje og i helligdommen» – og dér er han jo bestandig – sådan bor han også hos sine på jorden, altså også dér bestandig. Kristus siger udtrykkeligt: «Jeg er med jer alle dage!» «Vi (jeg og Faderen) vil komme til ham (den, der elsker mig) og tage bolig hos ham.» Han er vores husfælle – lov, tak og pris! – og hvad slags husfælle? En fornem herre måske, så det allerede ville være nåde og ære nok, at han bare nedlader sig til os, og at vi får lov at opvarte ham, men som vi ikke ville vove at bede om nogen tjeneste? Gud bevare os! Nej, Kristus vil kun tjene, og vi skal lade os tjene; det siger han selv: Jeg er ikke kommet for at lade mig tjene, men for at tjene osv. – «Åh, til så stor en nåde er jeg alt for uværdig», siger du, «jeg er fuld af synd for hans ansigt!» Men det er netop hans ærinde og hans lyst at tjene dig, især imod dette onde, synden, og at give sit liv for dig. Netop at gøre dig en stor, underfuld tjeneste, det er hans lyst. «Lovet være Herren, for han har vist mig sin underfulde godhed», siger David. – Du er bedrøvet og rådvild – han er ikke rådvild, ikke bedrøvet. Han vil tjene dig. Deraf hans lyst til menneskenes børn! – «Så skal han vel være en rådgiver, som vi skal spørge til råds i vigtige anliggender?» I «vigtige» anliggender – hvorfor da kun i den grad? Han vil regnes for at høre til huset, ja, til familien; han vil være vores egen, sådan som han jo er blevet vores nærmeste slægtning, vores bror; han vil selv tage del i alt og gå os til hånde i stort og småt, i det vigtige og det ringe. Vi skal bare bære alt frem for ham. Og tro ikke, at han er alt for andægtig og ophøjet, så vi kun tør tale med ham om åndelige ting. Nej, han vil sørge for melet i krukken og olien i dunken. Han vil spørge efter brødet i kurven og kødet i gryden. «Børn, har I noget at spise?» spørger han ved Genesaret Sø, da han allerede var i sit herliggjorte legeme, og han steger fisk på stranden. Skulle Gud holde noget anliggende for ringe til sin omsorg? Hvor skulle grænsen for den så gå? Har han ikke selv skabt også alt det små og ubetydelige, som findes på jorden? Han taler selv om små fugle, af hvilke ikke én falder til jorden uden den himmelske Faders vilje. Alt, hvad der er stort nok til at bekymre dig, er også stort nok til, at han tager del i det. Åh, havde vi blot troen, så skulle vi se Herrens herlighed! Immanuel, vores bror, menneskenes hoved og salighedens høvding, han bor iblandt os og har sin lyst blandt sine kødelige slægtninge. O Israel, Guds Israel! Hvor er det folk, som guderne kommer så nær, som Herren vores Gud kommer os nær, hver gang vi påkalder ham, han, som våger ved vores leje, hjælper os i arbejdsstuen, og hvis omsorg rækker helt til de små fisk til vores måltid? For han har sin lyst hos menneskenes børn.

Da profetiens Ånd hos Esajas i kapitel 9 med korte, dybe ord, i betydningsfulde navne ville udtrykke de mest kendetegnende træk ved den kommende Messias, Guds Søn i menneskenatur på jorden, blev det første navn dette: Han skal kaldes Underfuld (v. 5). Og sandelig, sådan har han også vist sig. Underfuld – underfuld i alt – underfuld i sit væsen, underfuld i sit hjertelag, underfuld i sine veje med menneskenes børn. For nu blot at tale om vores emne: Er det ikke overmåde underfuldt, at han kan have sin lyst hos menneskenes børn – hos syndere? Og en sådan lyst, at han ikke nøjedes med mindre, end at han selv blev kød og boede iblandt os, blev vores bror og kødelige slægtning og ville bo iblandt os alle dage og ikke se på, at vi er syndere, men netop derfor – netop for at gøre os godt, for at hjælpe os mod synden og Djævelen, være de syges læge og de faldnes forsvarer – netop derfor har han sin lyst hos menneskenes børn. Sådan er han underfuld i sit hjertelag. Det burde vi nu med glæde tro, og i det burde vi have vores daglige gæstebud og paradis på jorden og hver dag blot prise og love en så usigelig kærlighed fra Gud og vores Herre Kristus, så længe vi lever her; men mange svære hindringer stiller sig i vejen. Sådan går det ikke; tværtimod går vi ofte med modløshed og en hemmelig frygt i hjertet for, at det står meget dårligt til med os, at Gud er langt borte fra os, ja, at vi er helt forladt. Og læg nu mærke til: alle disse bekymringer kommer kun af, at Gud fører os så underfuldt, og at vi ikke forstår os på hans underfulde veje. For selv synden, som jo er vores egen skyld og grunden til de bitreste kvaler, selv den ville ikke længere tage vores trøst over Guds nåde og nærvær fra os, hvis vi blot troede; og vi ville gerne tro den evige sandheds ord, hvis vi bare ikke syntes, at vi selv så og erfarede det modsatte. Ordet forsikrer os for eksempel om tilgivelse for alle vores synder, men vi føler stadig lovens dom i samvittigheden; Ordet lover befrielse fra syndens herredømme, men vi synes, at synden stadig hersker fuldstændig over os. Sådan noget slår straks vores tro og tillid til Herren ned. Men hver gang vi synes at erfare det modsatte af det, Gud selv har lovet, så er det, vi erfarer, intet andet end den Underfuldes leg. Det skal vi snart se, når vi nu går over til at betragte Kristi leg på jordens kreds.

Legende på hans jordkreds, siger han. Allerede det støder os for hovedet. Det evige Ord, visdommen – legende – hvordan passer det sammen? Men hvor anstødeligt det end er, skal vi dog se, at ordene ikke lyver for os. Vi skal blot gøre os lidt nærmere bekendt med den guddommelige visdoms leg. Når Gud vil gøre Abram til en Abraham, en «fader til mange folk», lader han ham blive hundrede år uden en arving. Da han havde givet ham underbarnet, «løftets søn», og erklæret: «Det er gennem Isak, at du skal få efterkommere, der skal bære dit navn», så befaler han, at netop Isak skal ofres. Da han vil gøre Josef til en stor herre, som alle hans brødre skulle bøje sig for, lader han de samme brødre sælge ham som slave. En slave og en stor herre er store modsætninger. Hvad var det andet end den evige visdoms leg? Og siger han ikke selv: «I vrede skjulte jeg mit ansigt for dig en kort tid, men med evig nåde vil jeg forbarme mig over dig» (Es 54,8)? Herren gør med os som en mor, der gemmer sig for sit barn for at fryde sig over barnets søgen; eller som en far, der først giver barnet et æble, men straks tager det tilbage for at prøve dets tålmodighed. Som Luther siger: «Når Gud vil prøve et menneskes tro, indretter han det sådan, at al tro begynder at svigte det, og han stiller sig så underligt an, som ville han ikke holde det tro og love.» Det skal vi betragte her.

Men først vil vi undersøge, hvad selve teksten egentlig kan sigte til. Herren taler her egentlig om skabelsens dage og siger: «Da Herren grundfæstede himlen – da han lagde jordens grundvold – var jeg et kælebarn ved hans side, og jeg var hans daglige lyst, legende for hans ansigt bestandig, legende på hans jordkreds og med min lyst hos menneskenes børn.» Heraf ses, at han i første række sigter til en leg i skabelsen og de værker, der da blev frembragt, og antyder, at han skabte og prydede jordens kreds ikke blot med visdom, men også med kærlighed, ikke blot til nytte, men også til glæde og fornøjelse for sine menneskebørn, som han allerede dengang tænkte hjerteligt på. Og sandelig – et sind, som er åbent for at se Gud i naturen, finder allerede dér overalt et lystspil af den guddommelige visdom og kærlighed. Da han klædte markerne med blomster og blomsterne med så mange smukke farver; da han udspændte den skyhimmel over os, der skifter til så megen vederkvægelse; da han skabte bjergene og imellem dem de stille, fortrolige dale med de svale bække i deres dyb; da han gav de små fugle deres yndige og skiftende stemmer – da Herren Gud beskæftigede sine høje tanker med så små ting, med at pryde og smykke, med farver og lyde – da legede han på jordens kreds. Og da han i skabelsens værk lagde en mængde billeder på de høje, åndelige ting, som især lå ham på hjerte; da han gjorde hele den synlige natur til en stor, sindrig billedskrift, som vi endnu i dag staver os igennem og deri finder høje åndelige lærdomme – som når han for eksempel satte solen til et billede af sig selv for med dens virkninger at afmale sin Ånds værk i nådens rige; når han bød hvedekornet, at det ved at hvile i jorden og spire op i et nyt strå skulle tale til menneskenes børn om deres legemers opstandelse til et nyt liv osv. – da var den evige visdom virksom og legede på jordens kreds.

Til dette Herrens nådige leg med menneskebørnene hører også, at han i sin måde at tale til dem på har nedladt sig til deres svage, menneskelige begreber og forestillinger og har afpasset sine ord efter dem, sådan som en ældre person gerne gør, når han vil indlade sig med et lille barn. Se, hvordan Herren overalt i sit ord har gjort vores fattige og barnlige sprog til sit eget for at gøre sig forståelig, for at komme os nær og blive en Gud blandt støv og aske, en Gud for svage og sky syndere. Læg mærke til, hvordan han fx siger, at det og det «angrede» ham, skønt han egentlig «ikke kan angre»; videre, hvordan han taler om den kommende herlighed i billeder af det, som her på jorden fryder vores øjne, som bryllup, smukke huse og paladser, ædelstene, skinnende metaller, grønne træer og søde frugter osv. – er ikke denne nedstigning til vores barnlige begreber og tanker for at føre os op til hans egne høje rådslutninger en leg med små børn fra den store Guds side? Hertil hører også forskellige billeder, som Herren bruger i sit ord; som når han taler om det løfte, han gav Noa, og for at holde det friskt i vores erindring viser os en smukt farvet bue på himlen, som fryder vores øjne. Om denne bue siger han os, at så ofte han så den, ville han tænke på, at han ikke mere skulle ødelægge jorden med vand – som om Gud havde brug for et mindetegn for sine øjne for ikke at glemme det. Men han vidste, at vi havde brug for sådanne tegn, og at det skulle trøste og styrke vores tro; derfor legede han med os.

Til sidst kommer han selv, af sin brændende lyst til menneskenes børn, og tager bolig iblandt dem, bliver beslægtet med dem og bliver selv et menneskebarn. Og hvordan begynder han så ikke straks at lege på jordens kreds! Han, hvis navn er Stor og Høj, den Evige og Hellige, himlens og jordens Herre, opsøger nu den allerlaveste plads, der fandtes på jorden – han lader sig føde i en krybbe! Den himmelske hærskare bebuder hans fødsel med stor pragt, men deres Herre og konge har sit herberg i en stald! Var det ikke straks en underlig leg? – og sandelig en høj og tankevækkende leg, hvorved han gjorde al fornuft til skamme og stødte alle «vise og kloge» for hovedet, dem, der ville se Zions Konge herlig og stor på jorden, for at kun de ydmyge børn skulle kunne blive hos ham. Og siden, hvilken høj og underlig leg øvede han ikke ved sin lidelse og død med sine fjender og den gamle slange! Den Almægtige, som med et eneste ord kastede den bevæbnede skare til jorden, er straks derpå svag og afmægtig og lader sig binde, føre bort, dømme og korsfæste. Nu mente fjenden at have vundet sejr; graven forsegles og bevogtes af vagter; men da timen kommer, opstår den nedlagte, bryder seglet og forskrækker vagten; og netop disse fjendtlige foranstaltninger måtte tjene som den vigtigste bekræftelse på, at hans opstandelse var virkelig. Sandelig, i alt dette ligger en leg af den guddommelige visdom på jordens kreds.

Vi vil nu betragte den leg hos Kristus, som er vanskeligst at begribe og mest bekymrende, og som det derfor er mest nødvendigt at forstå. Det er det, man kunne kalde hans hårde lege med sine børn, nemlig dette underlige styre, som forekommer vores barnlige hjerter alt for bittert og bekymrende, men hvorunder der dog skjuler sig lutter guddommelig kærlighed, trofasthed og venlighed. Vi taler altså ikke om den grufulde leg, som han undertiden øver med sine fjender, især med falske sjæle, der hykler for ham, og som vil gøre nar af den Hellige. Med dem leger han på en forfærdelig måde. David siger: «Mod den rene viser du dig ren, og mod den falske viser du dig vrang» (Sl 18,27). Når en Farao ikke vil lade sig sige, og dommen er faldet: «Jeg vil forhærde Faraos hjerte og gøre mange tegn og undere i Egyptens land, for at egypterne skal sande, at jeg er Herren», så lader han Egyptens troldmænd gøre de samme undere som Moses og Aron, indtil Faraos hjerte var så forstokket, at han siden ikke kunne vækkes af de mest forbløffende undere og de mest pinefulde tugtelser. Da jøderne ikke ville lade sig sige af Kristi alvorligste advarsler og klareste beviser, men svarede med bitterhed: «Siger vi ikke med rette, at du er en samaritaner og har en ond ånd?», da begyndte Kristus blot at forblinde dem endnu mere, idet han sagde ting, som de aldrig kunne forstå, og som syntes at give dem fuld grund til deres dom; for da han sagde: «Hvis nogen holder mit ord, skal han aldrig i evighed se døden», svarede de: «Nu forstår vi» – det vil sige: nu har vi fået bekræftet det, vi sagde – «at du har en ond ånd. Abraham og profeterne døde, og du siger: Hvis nogen holder mit ord, skal han aldrig i evighed smage døden.» Her synes deres slutning nu at være klar som solen; derfor gentog de den også: «Du er da vel ikke større end vores far Abraham, som er død? Også profeterne er døde; hvem gør du dig selv til?» Tænk nu: De fremhæver to gange de helliges død for at gendrive hans ord, og alligevel forklarer han sig slet ikke, fx sådan: «Jeg mener ikke den legemlige død, jeg taler om den evige», men lægger i stedet blot en ny anstødssten for dem – det var sandelig en forfærdelig leg af den guddommelige retfærdighed! Han siger nu yderligere til dem: «Abraham frydede sig over, at han skulle se min dag; og han så den og blev glad.» Da syntes jøderne jo igen at have den største grund til at svare: «Du er endnu ikke halvtreds år, og du har set Abraham?» Stadig ingen forklaring! men blot en ny anstødssten: «Før Abraham blev født, er jeg» – hvortil jøderne ikke mente at burde svare med ord; nu gik det for vidt, og de gik hen for at stene ham (Joh 8). Sandelig, det er en grufuld leg! Mange kan synes, at det var alt for hårdt; men sådan handler Herren med dem, der ikke vil ydmyge sig under hans mægtige hånd. Alle folk skal se, at han er Herren. Esajas siger: «De var ulydige og bedrøvede hans hellige Ånd; og han blev forvandlet til deres fjende; han stred selv imod dem» (Es 63,10). Og når Gud bliver «fjende», så er han grufuld.

Men vi vender tilbage til vores emne. Vi skulle nu betragte den nådefulde, venlige leg, som Kristus øver med sine børn og fortrolige venner, men som de som regel opfatter som det strengeste alvor. Den består nemlig i, at han skjuler sit ansigt i den «lille tid», da vi skal lære ikke at se og dog tro. Knap har nådens børn fået forsikring om deres benådning og smagt Herrens liflighed, før Herren begynder at øve deres spæde tro ved at skjule sit ansigt. Så tager han de søde følelser fra dem, som de havde i de første salige bryllupsdage; de kommer ind i en ubehagelig og bekymrende tørhed i sjælen, hvor Ordet ikke længere smager dem og giver dem liv som før, men er tørt og kraftløst for deres hjerter; bønnen er dem ikke længere så kær og liflig, men tværtimod tung og besværlig, og de får nu ikke det søde genmæle i hjertet, som de før har kendt. Så bekymres de og jamrer og frygter for, at Guds Ånd er blevet bedrøvet og drevet bort, og at de er forladt af Gud. Åh, vidste du, kære sjæl, hvad det er, du nu oplever, så ville du fryde dig inderligt! Det er intet andet end den fortroligste leg af den milde Frelser. Sådan plejer han at gøre. Hvordan gjorde han med den kana’anæiske kvinde? Hun kommer til ham med fuld tillid, overbevist af det almindelige rygte om, at han var en mild og venlig hjælper, der ikke stødte nogen bort. Hun kommer med en stor nød på hjertet og beder om hans hjælp. Han går blot sin vej og svarer hende ikke et ord. Hun går efter ham og råber – han går sin vej. Til sidst bliver disciplene rørt til medlidenhed og beder for den stakkels kvinde; da giver han et svar, som var endnu meget hårdere end hans tavshed: «Jeg er ikke udsendt til andre end de fortabte får af Israels hus.» Åh, hvilket stik gennem den stakkels kvindes hjerte! Hun får at høre, at al hans nåde ikke tilhører hende. Hun er ikke blandt dem, der skal få hans hjælp. Åh, kære Frelser, at du kan prøve dine kæreste børn så hårdt! Men kvinden taber ikke modet og beder endnu en gang: «Herre, hjælp mig!» Så bliver han endnu hårdere, kalder hende en «hund» og siger: «Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det for hundene.» Var det ikke forfærdeligt? Her ser jeg, at Frelseren kan skjule sin nåde på det dybeste og bedrøve og såre dem på det bitreste, som han elsker allerinderligst. Eller hvordan var det i hans hjerte, mens han talte disse hårde ord? Det ser vi snart, da han åbenbarer sig. Kvinden tager ham på ordet, og da hun hører, at hun dog fik lov at være så meget for ham som en hund, griber hun fat i det og siger: «Hundene spiser jo også af de smuler, som falder fra deres herrers bord.» Så kunne han ikke holde sig længere; nu kommer det frem, som han havde haft i hjertet. Med kærlighed og inderligt velbehag udbryder han: «O kvinde, din tro er stor; det skal ske dig, som du vil.» Se nu her, hvad han havde båret i sit hjerte, mens han gjorde hende til en hund: lutter brændende kærlighed og venlighed. Hedder det ikke at skjule sig dybt? – at have sin lyst til menneskenes børn og alligevel stille sig så hård over for dem? – Men du siger: «Her var det vel en leg, men med mig er det ikke sådan. Jeg har syndet, jeg har bedrøvet Ånden; det er min egen skyld, at han er veget fra mig.» – Hvad hører vi! Har der nogen sinde været en sjæl, som søgte at stå i nåde hos Frelseren og søgte at have nåde alene for hans fortjenestes skyld, men som alligevel var forladt af Gud? Læg mærke til det: en sjæl, som ikke søger selv at fortjene Guds velbehag, men alene i evangeliets ord søger den nåde at kunne tro – har der nogen sinde været sådan en sjæl, som alligevel var forladt af Gud? At du har syndet og bedrøvet Guds Ånd, kan nok være sandt; men at han derfor skulle være veget fra dig, mens du endnu sukker efter nåden i Kristus, det er helt umuligt. Den, som af Gud er overladt til et vrangt sind, sukker aldrig efter nåde og venskab med Gud. Intet er sikrere end dette. Læg mærke til denne forskel! Farao søgte nok at slippe for landeplagerne; men at forlige sig med Gud, det ville han aldrig. Esau søgte nok under tårer at få den jordiske velsignelse tilbage; men venskab og forening med Gud søgte han ikke. Den forskel skal man lægge godt mærke til. Derfor: Når en sjæl hungrer og tørster efter Kristus og hans retfærdighed og sukker i sit hjerte: Ak, gid jeg var i Guds nåde! Ak, gid jeg vidste, at Kristi fortjeneste også tilhørte mig, at Gud havde tilgivet mig alt, og at jeg var et sandt Guds barn! så ville jeg ikke ønske mig noget højere på jorden osv. – se, når en sjæl har dette sind, er intet sikrere, end at den er i Guds venskab og er et kært nådebarn ved Frelserens hjerte. Men når så intet af dette mærkes, men tværtimod det modsatte, mørke og tørhed, synd og kval – hvad er det andet end en underlig leg af den evige visdom?

Men endnu meget hårdere går det til med dem, der har en mere øvet tro, mere nåde og flere gaver og mere lys i evangeliets hemmeligheder. Der er det ikke nok med, at følelsen tages bort, eller at Gud skjuler sit søde ansigt. Over en Job, «hvis lige ikke fandtes på jorden», som var retsindig og frygtede Gud og veg fra det onde, over ham måtte hele styrtfloder af bedrøvelser komme; mod ham måtte selve Satan slippes løs. Peter, som var en søjle blandt apostlene og havde et sådant mod og et så brændende hjerte for sin Herre, at han alene drog sværd mod den bevæbnede skare, han måtte overlades sådan til Satan for at sigtes, at han ikke blot som de andre disciple trækker sig tilbage i mørket, men med udtrykkelige ord tre gange fornægter sin Frelser og bekræfter med ed, at han ikke kendte «den mand». «Se, Satan har forlangt jer for at sigte jer som hvede», sagde Jesus. Paulus, det udvalgte redskab, som blev «bortrykket til den tredje himmel og hørte uudsigelige ord», han måtte have «en torn i kødet, en Satans engel, som skulle slå ham i ansigtet»; og da han tre gange beder så inderligt til sin Herre om at blive fri for den, må han tage imod et afslag: Min nåde er dig nok osv. Det er en leg af den evige visdom, som alle de hellige er veget forskrækket tilbage for og har jamret og råbt over. Gud handler nemlig, som det synes, lige imod sine egne ord: Han lover velsignelse, men sender dem nød og elendighed; han kræver hellighed og lover hjælp mod syndens magt, men slipper Djævelen og mægtige styrtfloder af synd og usselhed løs over dem. De kæmper, de beder, de råber dag og nat, men alt er forgæves; det onde bliver værre og værre. Hvor er da hans store nåde og trofasthed? Han synes jo at handle lige imod sit ord; ligesom han gjorde med Abraham, da han først lover ham i Isak en sæd, talrig som stjernerne på himlen og sandet i havet, og siden befaler ham at ofre den samme Isak. Er det ikke en hård og underlig leg?

Vi går forbi mange andre prøvelser og vil til sidst kun betragte den sværeste. Svære prøvelser er det også, fx altid at have modgang i verden, fattigdom og gæld, eller at slæbe sig gennem en langvarig og pinefuld sygdom, eller for livstid at være bundet sammen med en person, som er et bestandigt kors – alt dette er bittert, men angriber dog ikke selve livet, min trøst i Guds nåde, så hårdt, som når også min kristendom er ramt af en svær sygdom og skyldbyrde. Ved de legemlige sorger har jeg dog Ordet klarere til min trøst, som i al bedrøvelse siger mig: «Den, Gud elsker, tugter han»; og «vores bedrøvelse, som er kort og let, bereder os på overvættes måde i overvættes mål en evig fylde af herlighed» osv. Men når en kristen, som intet højere har søgt på jorden end at blive et ret alvorligt og helligt «Guds menneske», som ved Guds inderlige barmhjertighed er ført fra mørke til lys, har fået tilgivelse for alle sine synder og smagt og set, hvor liflig Herren er, har lært den himmelske visdom i Guds Ånds skole og fået lys i evangeliets store hemmelighed – når sådan en til sidst ser sin kristendom som helt fordærvet og ser det dyreste mål for sin stræben forfejlet, når den hjertelige fromhed, kærligheden og samfundet med Gud, som i den første tid af hans liv i nåden var hans himmel og paradis, er borte: hans hjerte er som en slangerede, fuldt af syndige lyster, af hykleri og letsind, af hårdhed og død; og ikke det alene, men synden og Djævelen synes at tage deres tidligere magt over hele hans væsen tilbage; han føler ikke blot den onde lyst i hjertet, men den bryder også ud i virkelige syndefald; han kæmper, ængstes og beder, han søger kraft i nådemidlerne, Ordet, sakramenterne, det enkelte skriftemål, brødrenes forbøn osv.; han ved, at et lovisk sind vækker synden og svækker ånden, og at kun «glæden i Herren er vores styrke», og derfor søger han denne evangeliske glæde, og han får den også, men alt forsvinder igen, synden overrumpler ham og kaster ham igen ned i mistrøstighedens dynd – så er han snart parat til at sige: Hos Herren er der ingen hjælp at hente; «om jeg klager og råber, lukker han ørerne for min bøn; han har spærret mine veje med tilhuggede sten og gjort mine stier krogede» (Klag 3). Kan en sjæl i dette mørke tænke andet, end at den af Gud er overladt til et vrangt sind, eller også at alt Guds ord er falsk, at der ikke findes noget Guds ord? I denne nød jamrer undertiden de frommeste sjæle så bittert, at bjergene kunne røres ved det. Her er den prøvelse, som får dem til at ønske sig døden. Paulus havde megen lidelse, var blevet hudstrøget fem gange og tre gange «pisket» osv., men på grund af al denne lidelse ønskede han sig aldrig døden; men én gang udbryder han i bitter klage: «Jeg elendige menneske, hvem skal frelse mig fra dette dødens legeme?» Det var, da han talte om «syndens lov i hans lemmer», da han fortalte, at han trods al den lyst, han efter det indvortes menneske havde til Guds lov, alligevel «blev taget til fange af syndens lov i hans lemmer». Da udbrød han: Jeg elendige menneske osv. Én gang græd også Peter «bitterligt»; det var, da han havde fornægtet sin trofaste Frelser, som han havde villet gå i fængsel og død med.

Du spørger: «Kan også dette høre med til den guddommelige Visdoms leg? Har Gud da nogen del i min syndenød?» – Hvad mener du? At Gud skulle friste dig til synd? Langt fra! «Gud fristes ikke af det onde, og selv frister han ingen» (Jak 1,13). Men sådan gør den evige Visdom: Når en kristen ikke lader sig tugte til ydmyghed og gudsfrygt alene ved Ordet og heller ikke værdsætter nåden og Helligåndens gave, så trækker Gud sig tilbage. Så overlader han det menneske til sig selv, til synden og Djævelen, og Djævelen kaster det nu rundt i sin sold, indtil det ikke mere siger med Peter: «Om så alle andre er svage, så skal jeg dog være stærk.» Det er nu, vores kristendom bliver fuldstændig ødelagt, gamle synder flyder over bredden, og vores fromhedsreder går op i røg. Og ud af ruinerne kryber nu en forlegen, svag, ydmyget ånd, som knap ved, om den tør se på en kristen – så foragtelig er den selv, så herlige er andre nu, sammenlignet med den. Hvor skulle vi tidligere have fået denne ydmyghed fra? Se, sådan virker den himmelske Visdoms leg med os!

Siger Skriften ikke dette udtrykkeligt? Om Peter står der, at det var netop da han forsikrede, at han skulle være stærkere end de andre, at han fik til svar: «I denne nat skal du fornægte mig; Satan skal sigte jer.» Paulus siger også udtrykkeligt: «For at jeg ikke skulle blive hovmodig over de store åbenbaringer, blev der givet mig en torn i kødet.» Der står jo udtrykkeligt, at Satan fik Guds tilladelse til at angribe Job så hårdt, at han til sidst forbandede sin fødselsdag. Og disse mænd ville bestemt ikke synde; de oplevede bestemt det, Paulus siger: «Det, jeg vil, gør jeg ikke, men det, jeg hader, det gør jeg.» Job kendte intet kærere på jorden end fromhed og retfærdighed; Gud selv sagde om ham, at han i den henseende «ikke havde sin lige på jorden». Og i den første hårde prøvelse, da al hans ejendom og alle hans børn på én gang blev taget fra ham, havde han endnu sin fromhed i behold og sagde med inderlig hengivelse: «Herren gav, og Herren tog, Herrens navn være lovet!» Havde Gud nu sat en grænse for Satan, så havde Job ikke forsyndet sig, men var gået herlig og sejrrig ud af kampen. Men Satan får lov at angribe ham endnu hårdere, og nu falder Job så dybt i utålmodighed, som jeg lige nævnte. Her fristes jeg nu til at trættes med Gud og sige: Hvorfor lader du ikke Job være from? Hvorfor lader du fjenden råde, til den fromme mand forsynder sig? – sådan som Job også selv sagde: «Om jeg så vaskede mig i sne og rensede mine hænder med lud, så dyppede du mig dog ned i pølen» (Job 9,30–31). Sådan også med Peter. Også han ville være stærk og tro; det viser han jo, da han alene griber til sværdet for sin Herre. Han følger også kun med til paladset, fordi han elskede ham så inderligt. Og han græd så bittert efter faldet, netop fordi han så gerne havde villet være stærk og tro. Hvorfor skulle Satan få lov at kaste ham så rundt, at han alligevel, mod sin vilje, forsynder sig så grueligt? Gud, elsker du ikke hellighed og styrke? Men Herren vil svare mig: «Hvor var du, da jeg grundlagde jorden?» Jeg vidste bedst, hvad Peter havde brug for. Fornægtelsen, løgnen og eden var visselig gruelige synder, men formasteligheden var endnu mere dødbringende. Se, hvad Satans sigtning udrettede. Før var Peter dristig og formastelig; nu blev han ydmyg og bange for hovmodet, så han siden på spørgsmålet «Elsker du mig?» svarer med tårer og frygt – og derefter skrev så eftertrykkeligt: «Hold jer fast til ydmygheden» osv. (1 Pet 5,5).

Åh, siger du, det forstår og tror jeg, men jeg frygter alligevel, at det står værre til med mig, at mine magtfulde synder vidner om åndelig død. Jeg er ikke rigtig alvorlig i kampen, i bønnen og i at våge; mit hjerte er så falsk og letsindigt. – Også i denne bekymring har vi ingen anden trøst end den trofaste og mægtige Frelser. Han er den eneste, som både kender fejlen og kan afhjælpe den. David vidste intet andet råd end dette: «Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig og kend mine tanker, og se, om jeg er på en ulykkesvej, og led mig på den evige vej.» Er det mon muligt, at den milde Frelser skulle kunne høre dig sukke den bøn dag og nat og alligevel lade dig blive på en ond vej – han, som opsøgte og vakte dig dengang, da du ikke selv ville vækkes? Skulle han ikke nu ville vække dig, når du selv beder ham om det? Eller er det dig, der skal gøre det? Står det i din magt, så gør det! Du siger, at du ikke er alvorlig nok, ikke årvågen nok og ikke streng nok mod dig selv og lignende. Hvorfor forandrer du dig så ikke og bliver alvorlig og årvågen osv.? Kan du selv gøre dette, så gør det snart, og vær ikke længere bekymret. Du svarer: «Jeg er så letsindig, fuld af hykleri og falskhed.» Det er jo forfærdeligt! Hvor længe vil du være sådan? Forandr dig! – Åh, mærker du ikke din vildfarelse? Du mener, at du selv har evne til noget. Du tror ikke, at vi af os selv ikke er duelige til noget som helst, ikke engang til at tænke noget som af os selv. Er det ikke netop det, hele Guds ord vil overbevise os om, nemlig at vi intet som helst formår andet end at synde? Men så bliver hovedspørgsmålet: Kan den sjæl blive overladt og opgivet af Gud til et vrangt sind, som fra et ængsteligt hjertes dyb råber til Herren: «Ransag du mig, og led du mig på den evige vej»? Hvordan er Frelserens hjertelag mod syndere? Du mener, at bare du ikke viger fra hans spor, bare du i alt er, som du bør være, så vil han være din milde Frelser. Åh, hvem har givet dig et sådant billede af ham? Han siger selv, at han er en sådan hyrde, som netop opsøger det fortabte får, det vil sige en sjæl, som ikke har fulgt hans spor så godt, men desværre er veget bort fra hans veje. Og for et sådant får har han et så brændende hjerte, at han forlader hele den øvrige hjord og går efter dette ene, til han finder det. Sådan har Kristus selv beskrevet sit hjertelag. Er han ikke sådan, så er alt falsk. Men hvis Kristi hjertelag er sådan, kan han så alligevel lade dig blive på en ond vej, dig, som nu råber efter ham? Er det muligt?

Så siger Herren: «Han holder sig til mig, derfor vil jeg befri ham; jeg vil beskytte ham, for han kender mit navn; han påkalder mig, derfor vil jeg høre ham» (Sl 91). – Og igen: «I vrede skjulte jeg mit ansigt for dig en lille tid, men med evig nåde vil jeg forbarme mig» osv. Åh ja, det er jo Frelseren! Han søger jo dem, som ikke vil vide af ham. Han er kommet for at blive vores bror og har forsonet os med sit blod, mens vi endnu var hans fjender.

Skulle han nu slet ikke bryde sig om os? Har al hans tidligere godhed nu fået en ende? Men når han nu alligevel stiller sig, som om han slet ikke hørte os, hvad er det så andet end den evige Visdoms leg – hans, som engang sov så tungt i båden, da disciplene råbte: «Vi går under!»? Netop nu skulle Israels vogter sove. Men han kendte nok sin tid. Han sov ikke for længe. Lukas siger også udtrykkeligt, at han lod, som om han ikke ville gå med de to disciple ind i Emmaus. Og da han satte Andreas og Filip i forlegenhed med spørgsmålet om brød til de fem tusind i ørkenen, bemærker Johannes: «Dette sagde han for at prøve dem, for han vidste selv, hvad han ville gøre.» Åh, er det ikke en ubegribelig mildhed og venlighed, at Herren Kristus også vil lege med os? Han må visselig have en stor «lyst til menneskenes børn». – Midt i dine sørgeligste erfaringer af synd og ynkelig svaghed, når du synes at se klart, at du er forladt af Gud, så oplever du en nåde, som du aldrig i evighed kan prise Guds kærlighed nok for, nemlig at den evige Visdom leger med dig. For intet er mere sikkert end dette – og hold fast ved dette som vist og sikkert: Når et menneske er kommet så vidt, at det ikke kender nogen højere lykke på jorden end at være fri for al sin ondskab og kunne være virkelig gudfrygtig, ren og from, både indadtil og udadtil, og ingen tungere plage har end sine egne synder, sukker og jamrer over dem, men alligevel bliver ved med at betragte evangeliet og vil tro og holde fast ved sin benådning i Kristus – hvis synden og Djævelen så, trods alt dette, til visse tider synes at have det i deres vold, og Frelseren, nåden og kraften synes langt borte, så er intet mere sikkert, end at den sjæl står under den guddommelige Visdoms leg, og at Kristus stadig er dens tilstrækkelige retfærdighed og styrke, hvor underligt, ja urimeligt det end ser ud. Helt anderledes er det, hvis du slutter forbund med synden og slår dig til ro i dens skød, eller hvis du i fortvivlelse forlader Frelseren og ikke længere søger noget hos ham. – Men hvor en ånd, som endnu kæmper, sukker efter Kristus og hans retfærdighed, dér har hans kærlighed altid noget at være øm over; og om han skjuler det i sit hjerte, så er det kun Visdommens leg. For på den måde har han sin lyst hos menneskenes børn. Gud give, at vi lærte mere og mere at forstå den guddommelige Kærlighed og Visdom! Amen.