Herrens veje

Min sjæl, lov nu og pris Herren / for al hans kærlighed, trofasthed og nåde! / Skønt underlig, skjult og fjern / han har syntes mig i sine råd, / ser jeg dog nu et himmerige / af lutter nåde og trofasthed, / et Faderhjerte uden lige / fra evighed til evighed.

Skjulte er Herrens veje, / men nåde og trofasthed tegner dem; / med menneskenes børn plejer han samvær / ligesom en fader i sit hjem. / Skønt de er faldne, syndige, fortabte, / elsker han dem dog, mild og god; / til børn skabte han dem fra begyndelsen, / til børn har han købt dem med sit blod.

Et fortabt barn er Faderens smerte, / han søger det selv og råber så: / «Å, giv mig dog, mit barn, dit hjerte!» / og lytter og nærmer sig det – å, da / bliver der glæde i det milde Faderhus, / bliver der også glæde i barnets hjerte. / Guds børns fred og glæde i lyset – / i troens lys – er lykkens højde.

Så fare hen, hvad der ikke vil blive, / så komme, hvad der komme kan. / Hvad vor Fader end vil give os, / tager vi imod med barnligt sind. / Vor rejse er kort – hvad gør det, hvordan vejret er – / vi har intet hjem på denne strand. / Kun fremmede som vore fædre / skynder vi os til vort rette land.

Om også over stormfuld bølge / vor svage farkost må gå, / om også vrede bølger skyller / ud over alt – vor sjæl har dog / en dyb, en salig fred / i troen, en Herrens ro; / for Frelseren omslutter selv os / med evig nåde og trofasthed.

Kun Gud og Ordet i hytten, / kærlighed til hinanden, fred i hjemmet, / se, dér er vor rigdom! Fattigdommens lænke / bliver da let – det gør vor tro. / Min arme sjæl, er du ikke glad? / Du kender ikke Guds trofasthed. / Hvem ved, hvor meget godt vor Fader / kan give os endnu? Hvem ved?

Og farver solen vore dage, / en jordisk lykkes milde sol, / og glansens magt svækker vort blik / og drager det bort fra rejsens pol, / da skal Guds Ånds indre tugt / desto mere lægge bånd på os. / Å, hold os, Herre, i din frygt, / til vi vel har nået det gode land!