Om den sande kundskab om Kristus

(Syvende årgang, 1848)

Jeg er blevet en fremmed for mine brødre (Messias; Sl 69,9)

Det er et stort ord med en dyb betydning, som udsiger kristendommens hemmelighed, når Kristus i sin ypperstepræstelige bøn til sin Fader siger: «Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har sendt, Jesus Kristus» (Joh 17,3). Ja, dette er det evige liv! I Es 53,11 siger også den himmelske Fader om sin enbårne Søn: «Ved sin kundskab skal min tjener, den retfærdige, gøre mange retfærdige, og han skal bære deres synder». Overalt knytter Skriften evigt liv og salighed til den sande kundskab om Kristus – det samme som en levende tro på Kristus – men vel at mærke ikke til den kundskab, som enhver kan skaffe sig, der tager fat på historien. Nej, det er den kundskab, som der står skrevet om: «De skal alle være lært af Gud» (Joh 6,45); den kundskab, som kun den sjæl får, «som Sønnen vil åbenbare det for» (Matt 11,27), nemlig den fattige sjæl, som Herren fylder med gode gaver – den kundskab om Kristus, som skaber et himmerige i hjertet, et evigt liv. For den, der kender Kristus ret, har et himmerige; han har fået retfærdighed, fred og glæde i Helligånden, han tror på ham, elsker ham og følger ham.

Selv om alle bekender: «Jeg tror på Jesus Kristus, Guds enbårne Søn, vor Herre» osv., og alle har den samme historie om Kristus og den samme lære om Kristus i Bibelen, er der en uendelig forskel på, hvordan mennesker kender Kristus, hvad de ser i ham, og hvad de har i ham. Nogle har intet af ham ud over hans navn og hans historie. Andre har endda den mest korrekte lære om ham, men dog kun en lære og intet egentligt gavn; Kristus er for dem kun en læresætning og ved visse højtidelige lejligheder et smukt og ophøjet billede for fantasien. Andre har mere i ham, nemlig en virkelig, levende og nærværende tugtemester, en ny Moses med endnu højere og strengere krav end den første. Men Gud ske lov, der findes endnu andre, som har i ham al deres glæde for tid og evighed, deres trøst, deres liv og deres salighed, ham, der tager deres synd bort, deres Frelser, deres retfærdighed og styrke, deres konge og deres Gud, deres alt i alle.

Ingen kender Kristus fuldkomment. Nej, selv de mest oplyste kristne har kun en lille begyndelse til at kende ham; endnu uendelig meget mere herlighed, nåde og salighed har vi at finde i Kristus. Selv Paulus bekender, at han endnu ikke helt har grebet ham, men «jager efter det» (Fil 3). Her er der kun tale om en sand, levende kundskab, som Guds Ånd har virket. Men det er ikke noget bevis på den sande kundskab om Kristus, at man selv påstår at kende ham. Hvis nogen siger, at han kender ham, men hele hans væsen vidner om det modsatte, så bedrager han sig selv. Den sande kundskab om Kristus viser sig ved, at Kristus er blevet for os, hvad Skriften siger, at han skulle være for os, og at han virker i os, hvad Skriften siger, at han skulle virke. Læg mærke til, at Skriften siger klart, hvad Kristus skulle tjene til, hvad han skulle være for os, og hvad han skulle virke i os; når dette er blevet virkelighed hos os, så kender vi ham ret. Herom findes der mange korte og udførlige ord. I 1 Kor 1,30 har Apostlen et stort, klart og betydningsfuldt ord om Kristus, som viser, hvad han må være for os og i os, hvis vi kender ham ret. Det lyder sådan: «Af ham (nemlig Gud) er I i Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud og retfærdighed og helliggørelse og forløsning».

Åh, et stort, klart og betydningsfuldt ord! Enhver må jo indrømme, at hvad der her står om Kristus, må blive sandt hos os, hvis vi kender ham ret, tager imod ham og er i ham, kort sagt: hvis vi er sande kristne. Lad os dog engang ærligt betragte, hvad det indebærer! – At Kristus er blevet vor visdom, sådan som Gud har gjort ham til det for os, betyder altså ikke blot, at vi har hentet vor tro og vor lære fra hans profetiske embede, fra hans lære, så vi i alle stykker – om loven og dens åndelige krav, om den rette omvendelse, om troen, om retfærdiggørelsen, om himlen og helvede osv. – tror, taler og bekender efter Kristi guddommelige lære om det. Det betyder også, at Kristus selv og hans store værk til vor forsoning og frelse er al vor visdom, vort hjertes dyrebareste kundskab, vort yndlingsemne, det, vi helst tænker på, taler om og hører om. Af sammenhængen ses det, at dette har været Apostlens egentlige mening. For både før og efter dette store ord er det hans ærinde at ophøje kundskaben om Kristi forsoning som hans eneste visdom og prædiken. Kort forinden siger han (v. 23): «Vi prædiker den korsfæstede Kristus, Guds kraft og Guds visdom», og straks efter: «For jeg havde besluttet ikke at vide af noget andet blandt jer end Jesus Kristus og ham korsfæstet» (2,2). Paulus var grundigt lærd i fædrenes overleveringer osv., men, siger han, «jeg regner alt for tab over for det overvældende i kundskaben om min Herre Jesus Kristus» (Fil 3). Netop sådan er de sande kristne sindet den dag i dag: Kristus er al deres visdom. De, som ellers ikke vil sige noget godt om dem, vidner dog om dette, at de ikke vil tale om andet end om Kristus, altid om Kristus, først og sidst om Kristus, så det bliver alt for ensformigt, enfoldigt og ensidigt for andre. Ja, kære ven, hvad skal man gøre? Det er ikke så let at sætte pris på nogen anden visdom, når man først har fået smag for Kristus og har fået øje på, hvad der er i ham. Nej, så bliver han vor visdom. Selv om vi er grundigt lærde i fædrenes overleveringer og i verdslig visdom, kan man derefter ikke regne den for andet end «tab og skarn over for det overvældende i kundskaben om vor Herre Jesus Kristus». Dette er et sikkert kendetegn på dem, der kender Kristus ret. Se, når et menneske får nåde til virkelig at tro og leve af de herlige ting, som er åbenbaret for os i Kristus: at Guds egen Søn er kommet fra himlen og er blevet vor bror og slægtning; at han blev «født under loven for at løskøbe dem, der var under loven»; at han er vor anden Adam, som har læget, hvad den første skadede; at «han, som ikke kendte til synd, blev gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham»; at han alene er død for alle, så at alle for Guds øjne og dom er døde i ham – se, når et menneske ikke blot læser det, giver det ret, bekender det og taler sådan efter forstandens og Ordets regel, men når det er blevet hans egen erfaring, er blevet sandt og levende for hans hjerte – så at han, da han var i den største nød over sine synder, og Guds hellige krav og domme trykkede ham, blev benådet og retfærdiggjort alene ved Kristus og ved troen fik vidnesbyrd om, at han behagede Gud, og at Kristus i sin egen person, med sine egne gerninger, er hans retfærdighed, så han i ham har en fuldkommen og evig retfærdighed, ved hvilken han til alle tider er Guds behagelige og elskelige barn, hvor ingen synder fordømmer og ingen gode gerninger retfærdiggør os – og videre: når vi har erfaret, at Kristus også er blevet os helliggørelse og forløsning, så at vi, efter hundrede gange at have arbejdet os trætte og ængstelige med helliggørelsen og bedt, våget og stridt, men alt forgæves, mens hjertet blev stadig værre og elskede synden forfærdeligt, erfarede, at så snart vi kom til den salige, fredgivende tro på Kristi fortjeneste og kærlighed, smeltede hjertet, blev varmt, gudfrygtigt og villigt til alt godt, idet Helligånden tog bolig i os; og at vi nu stadig, i samme grad som vi tror, også er mere åndeligt sindede og har overtaget over synden og verden; at vi nu i Kristus også har fået en mild hyrde, en mægtig og trofast hyrde, ven og bror, som ved sit ord og sin Ånd i alle ting passer os, leder og styrker os, vækker og advarer os, hjælper og trøster os osv. – når dette ikke længere blot er ord i smukke bøger og på andægtige læber, men en stor, levende virkelighed på den måde, som nu er vist, så vi har erfaret det, se, så bliver man sådan sindet, at man bekender med Paulus: «Jeg regner nu alt for tab over for det overvældende i kundskaben om min Herre Jesus Kristus».

Men disse lykkelige sjæle, som kender Kristus sådan, er de samme, som dog stadig mærker en mangel på dette punkt og bekender: Jeg har knap en gnist af kundskab om Kristus. Han er ganske vist blevet min eneste trøst og glæde på jorden, min eneste retfærdighed, min eneste helliggørelse og derfor min eneste visdom; men jeg må klage over, at jeg aldrig ret kan holde ham for det, han er. Jeg mister uophørligt hans rette billede, og derfor jager jeg også efter mere og mere at gribe ham, sådan som jeg er blevet grebet af ham. Se, længere kommer det ikke med kundskaben om Kristus på jorden, end at vi stadig hungrer mere efter ham. Vi har vel fået duften, den søde duft af Zions «gyldne rose» (Mika 4,8),*) men kun som en duft af den, som vi stadig mere jager efter at indånde – sådan som vi har set af Paulus’ vidnesbyrd om sig selv (Fil 3,12–13). – Men tænk nu: Når selveste Paulus, den store forkynder af Kristi hemmelighed, bekender om sig selv, at han endnu ikke havde nok af kundskaben om Kristus, og når de kristne, som dagligt studerer i den, altid klager over mangel på dette punkt, hvordan er det så med dem, som aldrig studerer sådan og dog er så tilfredse med deres kundskab om Kristus, så mætte af Ordet om korset, og som regner andre emner, endda religiøse, for vigtigere? De vil bestemt regnes for kristne, men hvordan hænger det sammen? – Tænk videre: Vi bekender alle, at intet i himlen eller på jorden er så stort som Guds åbenbaring i Kristus; at der ikke findes noget større nådens under fra himlens Gud, at ingen større gave og skat er givet os end Guds Søn, at der ikke er nogen større artikel i hele vor himmelske lære, ingen, der udretter mere, eftersom Kristus alene er gjort af Gud til både visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning for os. Samtidig findes der heller intet, som er en så skjult hemmelighed for al fornuft som Kristus, intet, som så sent og så lidt fæster sig i vore hjerter, og alligevel intet, som er så nødvendigt for hele det kristne liv! – Det bekender enhver, som vil være kristen. Hvordan kan det så være, at de, som bekender dette, alligevel ikke først og fremmest studerer, tænker og taler om denne samme velsignede Herre og Frelser, men regner andre ting for vigtigere? Hvad vidner det om? Ja, hvad andet end om hjertets tilstand? Det vidner om, at deres hjertes tilstand, deres sind og smag, ikke stemmer overens med deres forstand og bekendelse, og at de altså lever i et falsk og uægte forhold til sig selv – og dermed, at mange er religiøse, som ikke er kristne. Eller skal vi sige: Der findes også sande kristne, som dog regner andre emner for vigtigere end Kristus? – Her tales der ikke om de stunder, hvor man er tilfældigt adspredt eller kold, men om det, der i almindelighed betyder mest for sjælen! – Skal vi sige: Der findes troende, i Kristus frelste og levende kristne, som regner andre emner for vigtigere end Kristus? Eller sådan: De har vel i Kristus deres hjertes alt, deres vigtigste, men de vil ikke beskæftige sig med ham, tænke, tale og høre om ham?! Det strider helt imod sagens natur. Åh, gid enhver her ville være ærlig over for sig selv og prøve sit indre!

*) Den gamle oversættelse.

Men de, som ikke har deres visdom i Kristus, har heller ikke deres retfærdighed, helliggørelse og forløsning i ham; for når Kristus er blevet alt dette for os, så kender vi intet bedre end ham. De kan nok have en klar forstand om retfærdiggørelsen og bekende: Hvad er vor egen retfærdighed? Hvem skulle dog have sin trøst i den? Men når Kristus ikke er en daglig nødvendighed for dem, beviser det, at de ikke kender synden og altså ikke i sandhed har al deres trøst og retfærdighed i Kristus. Det er to forskellige ting pænt at give afkald på æren for sin retfærdighed og helt at mangle denne retfærdighed og i stedet have tyngende skyld. Lovens rette gerning er ikke blot at tage æren og fordringerne fra mennesket, men også at gøre det «skyldigt» over for Gud (Rom 3,19); ikke at fortjenesterne bliver overstrømmende, men tværtimod at «synden bliver overstrømmende» (5,20). Først da kan man i sandhed have al sin retfærdighed i Kristus. Men så er han også dyrebar og nødvendig for det menneske. – Hvad helliggørelsen angår, så er den et punkt, hvor mange hjerters tanker bliver åbenbaret. For der er så langt fra, at Kristus bliver dem helliggørelse, at de ikke engang kan forstå eller tro, hvad Skriften siger, at Herren «rensede deres hjerter ved troen» (ApG 15,9). De mener snarere, at det at høre og prædike meget om troen, om nåden og om Kristus tværtimod vil skade helliggørelsen. Dermed bekender de jo, at de ikke selv har erfaret, hvad det er, at Kristus er gjort til helliggørelse for os. I stedet mener de, at helliggørelsen skal virkes ved at våge, bede og stride, uden at lægge megen vægt på, om de forinden er benådede og salige i Kristus ved troen – hvad der efter Skriften og de troendes erfaring må gå forud som den eneste rette grund, livet og kraften i helliggørelsen, før det at våge, bede og stride kan blive sandt og gavnligt. – Se, på den måde kan man finde ud af, om man kender Kristus ret.

Det punkt i kundskaben om Kristus, som egentlig alt afhænger af, og som er selve livet i kristendommen og i de kristnes hjerte, er spørgsmålet om forsoningen, eller hvad Kristus egentlig udrettede i sin død. Men her skal man lægge nøje mærke til, at ikke alle hjerter er skikkede til ret at lære dette. De «raske» kan nok forstå at anerkende lægens og lægemidlets kraft, men de «syge», som erfarer den, kender den på en anden måde. Her kræves fattige hjerter, som arbejder med synden og er besværede. Desuden har Herren forbeholdt sig selv at give den egentlig frelsende kundskab om Kristus, som han selv sagde: «Alt er blevet overgivet mig af min Fader, og ingen kender Sønnen uden Faderen, og ingen kender heller Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare det for» (Matt 11,27). Og hvem han vil åbenbare det for, siger han i 25. vers, nemlig dem, der er «enfoldige» i egne øjne, og hvem han vil «skjule det for», nemlig dem, der er «vise og kloge» og lærde i egne øjne, og som altid ved nok. «Gud står de hovmodige imod, men de ydmyge giver han nåde.» «De rige lader han gå tomhændede bort, og de sultne mætter han med gode gaver.» Lovet være Herrens navn! For de enfoldige åbenbarer han det, og de sultne mætter han med gode gaver. Men ve den sjæl, som Gud selv vil skjule dette for! Åh, ve den sjæl, som Gud selv «står imod» – som Gud lader forblive tom! Det er forfærdelige ord, men de er talt af den samme sandhedens mund, hvis ord vi håber al salighed på. De er altså lige så guddommeligt sande som hele Guds evangelium. Gud give, at vi med ydmyge, fattige og sultne hjerter tog imod hans ord!

Nu – hvad var det egentlig, Kristus udrettede med sin bitre lidelse på legeme og sjæl og sin blodige død på korsets træ? I katekismen har vi lært at bekende: «Jeg tror, at Jesus Kristus – – har forløst, erhvervet og vundet mig fortabte og fordømte menneske fra alle synder, fra dødens og Djævelens magt, ikke med guld eller sølv, men med sin uskyldige lidelse og død.» Her bekender vi med Luthers ord, at Kristus med sit hellige og dyrebare blod allerede har forløst os, allerede har erhvervet og vundet os fra alle synder; at altså hele verdens synder alle sammen ved Kristi død blev sonet, betalt og udslettet med hans blod; at hele verden blev forløst fra lovens forbandelse, fra dødens og Djævelens magt, og at Gud blev formildet over for hele Adams slægt. Ja, sandelig, sådan er det. Men enhver, som for alvor tænker over, hvad vi her siger, må indrømme, at han bliver forbløffet over det. De troende kan kun med stor møje og ved dagligt at betragte Herrens egne ord holde fast ved en sådan tro. De stakkels fornuftshelgener gyser ved det og anser det for yderst farligt at tro sådan, men de bliver forvirrede og ved ikke, hvordan de skal forklare, hvad Kristi forsoning betyder, eller hvad han udrettede med sin død. Han er jo rigtignok død for verdens synder, mener de, for det står så tydeligt i Bibelen, «at han gav sit liv som skyldoffer» (Es 53), at han var «Guds Lam, som bar verdens synd bort» (Joh 1,29); men – men – men man må ikke tage det sådan, at alle menneskers synder er udslettet og strøget ud, at alle allerede er forløst fra lovens forbandelse; det kunne føre til sikkerhed osv. Men kære ven, hvad skal man gøre, når Gud selv har sagt det så tydeligt, og Kristus selv sagde: Mit blod udgydes til syndernes forladelse? Hvordan går det her med troen og med at tage fornuften til fange under lydigheden mod Kristus (2 Kor 10,5)? Og det er sandt, at mange forvender vor Guds nåde til tøjlesløshed og misbruger evangeliet, nadveren og alle Guds velgerninger til sikkerhed; men skal vi derfor fornægte eller kaste disse kostelige ting bort? Bibelen har andre midler mod sikkerheden end at skjule og fornægte evangeliets sandhed. Her bliver spørgsmålet derfor kun, hvad der er sandhed. Hvad siger da Skriften om det store og vigtige spørgsmål om Kristi død?

I Esajas’ 53. kapitel står der: «Herren lagde alle vore synder på ham. Han blev såret for vore overtrædelser og slået for vore misgerninger. Straffen blev lagt på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår blev vi helbredt. – – Når han har givet sit liv som skyldoffer, skal han se afkom – – og ved sin kundskab skal min tjener, den retfærdige, gøre mange retfærdige; og han skal bære deres synder.»

I Dan 9,24 står der: «Halvfjerds uger er fastsat for dit folk og for din hellige stad, indtil overtrædelsen bliver taget bort og synden dækket og skylden sonet, og den evige retfærdighed bragt frem og profetsynet beseglet og det Allerhelligste salvet.» Læg altså mærke til: på den fastsatte tid, da skulle overtrædelsen tages bort, synden dækkes og skylden sones!

I Zak 3,8–9 står der: «Jeg vil sende min tjener, (Zemah) Skuddet. For se, den sten, som jeg har lagt foran Josva – på denne ene sten våger syv øjne. Se, jeg vil indridse en indskrift på den, siger Herren Zebaot, og udslette dette lands skyld på én eneste dag.» Læg mærke til: «udslette»; læg mærke til: «på én eneste dag»!

I Joh 1,29 står der: «Se, Guds Lam, som borttager verdens synd.» Læg mærke til: «borttager»; og læg mærke til: «verdens».

I Matt 20,28 siger Kristus: «Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange.» («Mange» som modsætning til den ene, som gav sit liv. Se 1 Tim 2,5–6 og Rom 5,15–19.)

I Matt 26,28 står der: «Dette er mit blod, den nye pagts blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.»

I 1 Joh 2,2 står der: «Og han er soning for vore synder, og ikke alene for vore, men også for hele verdens.»

I Romerbrevets 5. kapitel står der: «Gud viser sin kærlighed til os ved, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere. – – For når vi, mens vi var fjender, blev forsonet med Gud ved hans Søns død, skal vi meget mere, efter at vi er blevet forsonet, blive frelst ved hans liv. – – Ligesom altså fordømmelse ved én overtrædelse kom over alle mennesker, sådan er også ved én retfærdighed retfærdiggørelse til liv kommet over alle mennesker.»

I Andet Korintherbrevs 5. kapitel står der: «Én er død for alle, altså er alle døde. – – For ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham. – For Gud forsonede i Kristus verden med sig selv, så han ikke tilregnede dem deres overtrædelser, og han lagde ordet om forsoningen ned hos os.»

I Gal 3,13 står der: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse, da han blev en forbandelse for os; for der står skrevet: Forbandet er enhver, som hænger på et træ.» – Læg mærke til: «har forløst os»; men hvornår? Jo, da han blev en forbandelse for os.

I Kol 2,14 står der: «Og han har udslettet håndskriften med dens bestemmelser, som var imod os og stod os i vejen, og den har han taget bort og naglet den til korset.» Læg mærke til: «udslettet håndskriften»; læg mærke til: «naglet den til korset».

I Ef 2,16 står der: «Og at han skulle forsone dem begge med Gud i ét legeme ved korset, idet han på det dræbte fjendskabet.» – Læg mærke til: «ved korset»; og læg mærke til: «dræbte» – «dræbte fjendskabet». Om dette ord, «dræbte fjendskabet», skriver kirkefaderen Chrysostomos: «Intet kan siges mere eftertrykkeligt eller mere betydningsfuldt; han siger ikke opløse eller tage bort, men det, som er endnu mere eftertrykkeligt: dræbe eller slå ihjel, så at det aldrig mere kan få liv igen.»

Se, sådan lyder nu Den Hellige Skrifts egne ord i både Det Gamle og Det Nye Testamente – ord af både Faderen og Sønnen, af både profeter og apostle – ord, som skal stå fast i evighed, om så himmel og jord forgår. – Disse ord forklarer, at «forsoningen», «forløsningen i Kristus Jesus», virkelig var en forsoning, en betaling og udslettelse af syndeskylden, at den skyld og dom, som stod i budene, blev dræbt; at vi virkelig «blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi endnu var fjender», uomvendte og bortkomne fra Gud; for Gud forsonede i Kristus verden med sig selv, så han ikke tilregnede dem deres synder, for synden var lagt på Guds Lam. – Spørger nu nogen: Hvad kræves der da mere? Så er alle jo frelst? – så følger det i samme skriftsted (2 Kor 5,19–20): «Og han lagde ordet om forsoningen ned hos os. Vi beder i Kristi sted: Lad jer forsone med Gud.» Dette er alt, hvad der kræves: Gud er forsonet med verden; synden er taget bort af Guds Lam og kan derfor ikke længere fordømme os («så han ikke tilregnede dem deres synder»); nu står kun tilbage, at også vi kommer og «lader os forsone med Gud», tager imod den store nåde, som Kristus så dyrt har erhvervet os, fatter tillid til den forsonede Fader og får et barnligt sind over for ham. Det kaldes omvendelse, bod og tro. Men hvad enten dette sker eller ej, så er forsoningen dog sket, Guds retfærdighed dog fyldestgjort, synden betalt og udslettet, Gud formildet. Tager vi imod gaven, så har vi den; skyder vi den fra os, så har vi den ikke; men givet er den; den står og venter på hver eneste én; brylluppet er gjort i stand, Faderens favn er strakt ud, og den fineste klædning ligger parat og venter på sønnen; men når de indbudte ikke vil komme, så får de intet af det alt sammen. Sådan bliver sjæle altså fordømt, ikke for deres synders skyld, men, som Kristus selv udtrykkelig siger: fordi «de ikke troede på Guds enbårne Søns navn» (Joh 3,18); fordi de «ikke ville komme til ham for at få liv».

Åh, hvilken sørgelig nød og skade, at ikke alle får at vide, hvad de har i Kristus, hvad der er sket i hans død! Det er sandt, at de fleste er sikre, sovende og letsindige foragtere af nåden, som fortjente aldrig at få så store ting at høre, og «hvis dom er ganske retfærdig» – de skal en dag «se den, de har gennemboret», ham, som de har foragtet. – Men I, som kender jeres synd og lovens dom over jer og gerne vil vende tilbage til Gud, men ikke kan og ikke tør for alt det, som fattes jer – hør, hør! At loven og samvittigheden fordømmer jer, er ikke underligt, for synd mangler der ikke. I kan ikke det, I burde, ikke engang angre nok, ikke bede, ikke elske, ikke våge og stride; men alt, hvad loven kræver, det mangler I, og hvad loven forbyder, det har I i overflod. Men hør! Al denne jammerlige, uforsvarlige og fordømmelige elendighed har Kristus taget på sig; Kristus, som ikke kendte til nogen synd, er af Gud blevet gjort til synd «for os» – «for os» – «for os» – gjort til synd! – – «for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham» – «i ham»! – «Kristus løskøbte os fra lovens forbandelse, da han blev en forbandelse for os» – «for os»! Hvad skulle han gøre mere? Er dette ikke nok? Hvem fordømmer dig nu, menneske? Gud fordømmer dig ikke; for han er fuldkommen tilfreds med det, Kristus har gjort, og beder dig komme straks. Frelseren fordømmer dig ikke; for han har givet sit blod og liv for at gøre dig frelst og salig og siger: «Kom til mig, alle I, som slider og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile.» Ånden fordømmer dig ikke; for han forklarer kun Kristus for sjælene, kalder og indbyder til brylluppet. Hvem fordømmer dig så? – Det er vantroen, som fordømmer dig; det er Djævelen og det onde hjerte, som giver dig vantro ind og fordømmer dig og siger, at det ikke er nok, hvad Jesus har gjort. Bliv forskrækket over vantroen; du er skyldig at tro, at tro straks; du har befaling til at tro; du trues med døden, hvis du ikke tror. Bed så Gud om troen og slip ham ikke, før han i dit hjerte har indpræget: det er nok, evigt nok, hvad Jesus har gjort og lidt. Og den, som i sin elendighed har fået sit alt og sit nok i Kristus, han er frelst, han er salig, han har troen, han er en kristen – han kender Kristus og har evigt liv.

«Ja,» siger mange, «jeg ved alt dette om Kristus og holder det også for sandt; men jeg får ingen kraft af det i mit hjerte; det virker ikke det liv, den trøst, fred, glæde og kraft, som det skulle» osv. Sådan klager mange. Og det er sandt: «Troen er ikke alles» (2 Thess 3,2). Mange har denne viden om Kristus, denne historiske tro, men har aldrig smagt den liflighed og kraft, som den sande, levende og tilegnende tro bringer med sig. – Andre igen udtrykker med denne klage kun en tørst efter følelser og søde fornemmelser af nåden, af Frelserens kærlighed og nærværelse. De har virkelig tro; for de har i Kristus deres eneste trøst og skat, deres alt i alle; de har også ved troen fået et nyt sind og kan tydeligt skelne mellem den tid, da de stod under loven, og denne tid under nåden; men de husker også, hvilke søde følelser de havde i begyndelsen, og tørster nu efter dem igen. De burde en gang betænke, at hele Skriften kun taler om tro, tro på Jesus Kristus, og aldrig om følelser – om at tro på selve Ordet, sådan som det lyder, og holde sig til det, hvad enten følelsen er sød eller bitter. De burde betænke, at de jo bør glæde den gode Frelser og lade sig nøje, hvis det behager ham at skjule sig og prøve deres tro – sådan som han gjorde med den kana’anæiske kvinde – og huske, hvor kært det var for ham, at hun alligevel troede, så at han ligefrem havde en hjertelig glæde ved det og udbrød: «O kvinde, din tro er stor; det skal ske dig, som du vil» – og så fik hun også lov at smage og se, hvor liflig han var. Lad os give Frelseren denne glæde! Han har ingen større glæde af os, end når vi tror på ham.

Men virkelig at tro, det vil sige midt i al bekymring over sig selv, i al usselhed, synd og anfægtelse alligevel virkelig at have sin trøst, sit fæste, sin retfærdighed og fred i Kristus, det er helt nødvendigt. Og for at vi kan få denne kraft af Ordet, for at Gud, som har troens gave i sin hånd, kan give os en virkelig og levende tro, er det især nødvendigt, at vi stille og enfoldigt giver agt på et bestemt stykke af Guds ord, et bestemt kerneord om Kristus, og betragter det langsomt, dybt og alvorligt; «for troen kommer af prædikenen». Mange forspilder Guds nåde alene ved hele tiden at vende tankerne hid og did, om end mod åndelige ting, og de kan ikke holde øjnene stille på den korsfæstede en eneste stund. De vil ikke tro det, som Skriften vidner overalt, at alt, alt skal helbredes ved troen, at Kristus er blevet os gjort både til retfærdighed og til helliggørelse; derfor har de så mange slags bekymringer, at Ordet aldrig når at synke ned i deres hjerter og virke troens liv og kraft. Et brusende hav kan ikke engang varmes op af solens hedeste stråler, mens en stille overflade let tager imod dens lys og varme. Sådan er det også med hjertet.

Derfor vil vi nu, ligesom vi allerede af en hel række kerneord om Kristus har set, hvordan hans forsoning skal forstås, tage blot ét af disse ord for os og se, hvad det indeholder. Vi tager det, som står i Gal 3,13, og som lyder sådan: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse, da han blev en forbandelse for os; for der står skrevet: Forbandet er enhver, som hænger på et træ.»

Se nu, hvis dette ord fik plads i hjertet, hvilket himmerige af usigelig trøst, evig og urokkelig trøst ville der så ikke blive der, så vi kunne trodse hele helvedes magt og i al vor ynkeligste svaghed triumfere og rose os i Herren! For tænk dog over, hvilke ord der står her, hvilket billede vi ser! Kristus blev en forbandelse! – Her er især nogle ord af allerstørste vigtighed at tage til hjerte, grunde over og holde fast ved: 1) Han blev en forbandelse; – 2) for os; – 3) og han har dermed løskøbt os fra lovens forbandelse. – At Kristus, Guds egen Søn, blev en forbandelse, er en underlig og hård tale, men en overmåde stærk og vældig trøst, hvis man kan tænke over det. Som Apostlen viser, har ordene deres grund i Guds egen lov. I 5 Mos 21 ser vi, at Gud havde fastsat en dødsstraf, som al lovens forbandelse var knyttet til, og en forbandelse «for Gud», som ordene lyder der; nemlig når nogen «blev hængt på et træ»; for forskriften om denne straf lyder sådan: «for den, som er hængt op, er en Guds forbandelse.» Og den forbandelse var så tung, at hvis et sådant legeme hang over jorden en nat, så var hele landet ifølge samme lov urent. En sådan lov havde Herren utvivlsomt givet med henblik på Kristus, for at man skulle vide, hvad den dødsmåde, han fik, indebar. Læg altså mærke til: Kristus har båret hele lovens forbandelse. Men den var så stor, at Apostlen siger, at han blev en forbandelse, blev helt og holdent lutter forbandelse – ikke blot belagt med megen forbandelse, men så overvældet af den, at han helt og holdent kunne kaldes en forbandelse. Paulus bruger samme udtryk i 2 Kor 5,21, når han siger, at Kristus blev gjort til synd. Læg mærke til: ikke blot tungt belastet med synd, men lutter synd. Det har biskop Hersleb stærkt udlagt, når han i en tale over dette ord, s. 22, siger: «Ham (Jesus) har Gud gjort til synd, ganske til selve synden, så at Gud ikke anså ham for andet end lutter synd; ja, han anså ham ikke blot for synd, men gjorde ham så at sige til en syndemasse – – for at al vor straf, al Guds vrede, al helvedes grusomhed, al Satans ret over os skulle for syndens skyld støde sammen i ham som i et midtpunkt, efter at alle synder var samlet i ham; fordi hele verdens synder ligesom skulle have kvarter, rum og plads hos ham, så de skulle findes igen hos ham, og så alle skulle se, at de var lagt på ham.» Og s. 26: «Jesus kunne på ingen måde undskylde sig, ikke forsvare sig, ja ikke engang over for Gud sige, at han var uskyldig; for når Gud tilregner synder eller retfærdighed, så er det højeste alvor og virkelighed.» – Nu lyder det alt for underligt, at Kristus er gjort til synd og blev en forbandelse; men hvad er det andet end det, Johannes siger: «Se, Guds Lam, som bærer og borttager verdens synder» – som vi hører blive sunget over vore hoveder, hver gang vi bøjer dem ved Jesu nadverbord for at tage imod hans legeme og blod, om hvilke han selv dér erklærer: givet og udgydt til syndernes forladelse – og det samme, som står i Es 53: «Herren lagde alle vore synder på ham; han bar deres synder» osv.? Det er derfor et ord, som vi aldrig kan grunde og tænke nok over, at Kristus blev en forbandelse.

Det andet højst bemærkelsesværdige ord er dette: for os – for os, for os!! Det er i dette korte ord, for os, at hele udsagnets kraft ligger. For sin egen skyld behøvede Kristus bestemt ikke at blive en forbandelse; for i sit eget væsen var han helt uskyldig, hellig og retfærdig. Men at han blev en forbandelse, kom af, at han havde taget vor skyld på sig. Men efter loven skulle enhver morder hænges på forbandelsens træ, derfor har også Kristus efter loven måttet hænge på det. For han havde påtaget sig en synders og morders person, ja, ikke blot én synders, men alle synderes og morderes tilsammen; for vi er alle sammen syndere og mordere for Gud. Derfor har han for Gud måttet blive det, vi er, nemlig en synder, morder, misdæder, som der står skrevet: «Ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os». Men på den måde blev Kristus for Gud den allerstørste synder, hvis lige aldrig har været på jorden. For idet han er et offer for hele verdens synder, er han nu for Gud ikke en sådan person, som er uskyldig og uden synd, som Guds Søn i herligheden; nej, en synder er han, «en liden tid forladt af Gud» *) (Sl 8,6), en, som bærer og har på sin ryg Paulus’ synder, han, der var en Guds bespotter, forfølger og voldsmand; Peters synder, han, der fornægtede sin Herre; Davids, der begik hor og mord; ja, mine og dine og hele verdens. For alle de synder, som jeg, du og vi alle sammen har gjort og stadig gør hver dag, er lagt på Kristus, Guds Lam, med en sådan kraft og guddommelig alvor, som om han selv havde gjort dem; så virkelig er de Kristi egne synder. Sandelig: enten må vore synder være Kristi egne synder, eller også må vi være fortabt for evigt!

*) Den gamle oversættelse.

Se, dette – at Kristus havde vore synder så helt på sig, som om han selv havde gjort dem, og omvendt, at alt, hvad han gjorde og led, skete så helt i vort sted, som om vi selv havde gjort og lidt det – dette var, hvad Paulus mente, da han sagde: «Ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham». Og igen i samme kapitel: «Vi holder for, at én er død for alle, og derfor er alle døde!» Deraf kan vi se, hvad ordet «for os» indebærer, når han siger: «Kristus blev en forbandelse for os». Af usigelig barmhjertighed og i kraft af Faderens evige forsoningsråd har Kristus gjort et overmåde nådigt bytte med os: Det, vi havde, nemlig synden, forbandelsen og døden, tog han på sig; og det, han havde og vi manglede, nemlig retfærdighed, liv og salighed, gav han os. Det kostede bestemt den kære Herre overmåde meget, stærke råb og tårer, sved og blod, da han blev til forbandelse; men det skulle dog ske, og han gik herligt igennem det.

Nu siger Apostlen, at Kristus derved virkelig «har løskøbt os fra lovens forbandelse». Han siger ikke: skal løskøbe os, fx når vi bliver rigtig fromme, troende og helliggjorte; nej, han «har løskøbt os» på den dag og i de timer, da han blev en forbandelse for os. Her ser vi nu, hvorfor Skriften lærer, at vi kun bliver fordømt på grund af vantroen, udeblivelsen og foragten for nåden. Og her er grunden til, at de største syndere og synderinder, når de kom til Jesus for at søge nåde og for hele deres liv blive hans egne, straks fik nåde og blev taget imod, som om der ingen lov fandtes, som om de aldrig havde syndet; for Kristus var «gjort under loven for at løskøbe dem, som var under loven». Her er grunden til, at vi alle, når vi kommer sådan til Jesus, straks bliver retfærdige og salige, så snart vi blot i tro vil tage imod vor store, evige, skænkede retfærdighed, som har stået og står parat og venter på os. Og selv om synden også hos de troende bliver boende i kød og blod og ofte kan bryde ud under vandringen, så kan ingen synd dog tilregnes dem, og loven kan aldrig fordømme dem; de forbliver alligevel for Guds øjne i alle stunder lige rene, yndige og hellige. Det kommer alt sammen af, at al synd og lovens forbandelse er blevet lagt på Kristus, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham! For Kristus har sandelig ikke lidt for indbildte synder, men for virkelige og utilbørlige, og han har ikke taget blot nogle synder på sig, men alle, ikke blot de små, men også de store, ikke blot de tidligere, men også de nuværende, ikke blot de ugudeliges, men også de troendes. Hvordan skulle vi ellers kunne have fred, som han ifølge profetens ord ville skaffe ved sin forsoning (Es 53,5)? Ja, hvordan var han ellers en fuldkommen Frelser?

Hvordan kan et menneske, som får nåde til at indse og tro dette, andet end blive helt optændt af glæde og kærlighed? Den sjæl, som ikke bliver trøstet af en sådan kærlighed fra vor Herre Kristus, må nødvendigvis ligge dybt nede i en hård vantro. Og det hjerte, som ikke bliver varmet af denne Guds kærlighed og bevæget til genkærlighed og til en glad og villig efterfølgelse af Frelseren, må nødvendigvis være i vantro og hårdere end stål, og det har god grund til at forskrækkes. Åh, når den guddommelige kærlighed er gået så vidt, at den har givet sin enbårne Søn, og Sønnen er blevet en forbandelse for os for at forløse os derfra, og vi ved, tror og bekender det og fornemmer Åndens banken på hjertet, men alligevel bliver ved med at følge naturen, lysterne og verden – så skal man ikke undre sig over, at Gud i hellig vrede lader sådanne foragtere fare, at de bliver forladt af Ånden og overladt til Djævelens forhekselse, forblindelse og forhærdelse, så de evigt, evigt bliver borte! Gud lader sig ikke spotte! – Men det er let at forstå.

Det, der derimod er en svær hemmelighed, er, at Guds vrede også hviler over en flok mere alvorlige sjæle, som har nidkærhed for Gud, men alligevel aldrig vil høre, hvad Gud siger, og hylde Sønnen; i deres alvorlige nidkærhed træder de sammen med jøderne hans blod under fode, og forvildet af Djævelen skyr de ligefrem troen, den fulde modtagelse af forsoningens nåde. De ser skævt til Kristi forsoning, nåden og troen og anser læren om det for skadelig for deres omvendelse, alvor, helliggørelse osv. At gribe Kristus som en synder og være glad og salig i ham anser de enten for formastelse og sikkerhed eller for at forvende nåden til løsagtighed. De mener, at man bør tro med måde, så loven altid kan få lov at regere i samvittigheden; de mener, at lovens krævende stemme i samvittigheden må være helliggørelsens rette drivkraft. Gud åbne deres øjne! Hele Skriften vidner, at alt, hvad der ikke sker af tro, er synd; at glæden i Herren skal være vor styrke; at alle de, der holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse; at Kristus er gjort til helliggørelse for os. Det bliver svært for dem at forstå disse ord, svært at undslippe deres dom. Imens må de vandre i ørkenen. Når det gode land, troens liv i Kristus, har fået et så dårligt ry hos dem, at de ikke tør indtage det, må de gå deres 40 år i Sinajørkenen og dø der – på grund af vantro – som Paulus siger: «Hvem var det, han svor, at de ikke skulle komme ind til hans hvile, om ikke dem, der havde været ulydige? Og vi ser, at de ikke kunne komme ind på grund af vantro» (Hebr 3,18–19).

Men de, som midt i deres elendighed, midt i usselheden ved selv deres mest alvorlige omvendelse og midt i den overstrømmende synd bliver rådvilde og magtesløse og som sådanne tror Ordet, der siger, at Kristus kom for at frelse syndere og er blevet en forbandelse for dem, og som får deres trøst, deres nok, deres alt i det, de bekender: Nu først fik jeg liv, nu først fred med Gud, nu først vished om nåden og en glad, villig, hellig ånd, nu først kraft, nu først sand helliggørelse! Og sandelig: Nu først begynder de at «bære frugt for Gud» og at «tjene i Åndens nye væsen og ikke i bogstavens gamle væsen» (Rom 7,4–6). For nu gør de det gode, ikke fordi man skal, bør, må, men fordi de ved nåden har fået en ny natur, et nyt hjerte og sind, så det gode, hellige og Gud velbehagelige er blevet deres lyst, og alt ondt deres største plage. Og denne hellige ånd i dem vokser i samme grad, som de i samvittigheden er fri af loven og er glade og salige i Kristus. De har erfaret, hvad disse ord betyder: «Således er også vi blevet dræbt for loven ved Kristi legeme, løst fra det, som vi blev holdt fanget i – – for at vi skulle bære frugt for Gud» osv. Det er det, der menes med, at Kristus er blevet gjort til helliggørelse for os. Få er de, som forstår dette, som har erfaret dette. – I, som er så lykkelige, «hold fast ved det, I har, så ingen tager jeres krone!» «Lad jer ikke igen fange under trældommens åg!» Djævelen og falske lærere i fåreklæder vil føre os derhen, men allermest vor egen samvittighed, som synden anfægter, og fornuften og følelsen. I samme stund vi er kommet til troen, må vi forberede os på, at den skal anfægtes, og at kødet skal forblive ondt, rase og stride imod Ånden; men også på, at nåden i Kristus skal forblive lige uformindsket. At vi er grundfordærvede i alt, det er sandt; at loven skal fordømme os i alt, det er sandt; men at Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse, det er også sandt; at han er blevet gjort til synd for os, og vi til Guds retfærdighed i ham, det er også sandt; at vi derfor i ham i alle stunder er retfærdige, hellige, rene og yndige for Gud, det er, lovet være Herrens navn, visselig sandt! Gud øge den sande kundskab om Kristus hos os! Hvad der her er fremstillet, er blot et glimt af det; det er et emne, som de kristne aldrig bliver færdige med. Gud give os mere lys over det! Amen.