Netop fordi nåden er så stor, er faren desto større

(Syvende årgang, 1848)

Hvordan skal vi kunne undfly, hvis vi ikke har agtet så stor en frelse? (Hebr 2,3)

Gud er kærlighed; og ingen menneskers eller engles tunge kan værdigt beskrive Guds kærlighed. Men hvem betænker, at jo større nåden er, desto større er også faren – nemlig hvis den store nåde forsømmes, foragtes, misbruges? Hvem betænker, at der ved siden af den uendelige guddommelige kærlighed er en lige så uendelig retfærdighed og hellighed i Guds væsen? Og at netop fordi nåden er så stor, er Guds nidkærhed, Guds retfærdige dom over dem, der ikke agter, søger, værdsætter og tager imod den store nåde, desto mere forfærdelig? «Hvis jeg ikke var kommet,» siger Jesus, «havde de ikke synd; men nu har de ingen undskyldning for deres synd» (Joh 15,22). Og netop da Apostlen gennem hele første kapitel af Hebræerbrevet har fremstillet den store nåde og herlighed, som verden har modtaget i den sidste tid, nemlig at den enbårne Søn fra Faderens skød er kommet og har talt med os, da siger han (kap. 2,3): «Hvordan skal vi kunne undfly, hvis vi ikke har agtet så stor en frelse?» Kristi blod skal og må – nødvendigvis – blive os til liv og frelse, til visdom, retfærdighed, helliggørelse og forløsning, eller også komme over os til dom og forbandelse, ligesom over de vantro jøder! «Det skal Herren Zebaots nidkærhed gøre!» For «må den, der har brudt Moses’ lov, dø uden barmhjertighed,» siger Apostlen, «hvor meget hårdere straf, mener I, vil da ikke den regnes for at fortjene, som har trådt Guds Søn under fode og agtet pagtens blod for urent!» osv. Men at træde Guds Søn under fode betyder: blot agte ham så ringe, at man lader ham være, at man ikke søger ham, ikke hylder og favner ham, ikke bliver hans egen, hans discipel, ven og efterfølger; for hvad man agter så ringe, at man ikke bøjer sig ned for at tage det op fra jorden, det træder man på. Ikke alle de jøder, som Guds forfærdelige hævndom er gået over, havde spottet eller pint Kristus; nogle af dem græd ved hans lidelse og fik dog samme dom (Luk 23,27–31), blot fordi de ikke tog sådan imod ham, at de blev hans disciple.

Men hvad gør da den hellige, nidkære Gud ved det menneske, der foragter hans kærlighed, hans Søn og hans Ånds røst? Han gør intet mere forfærdeligt ved det, end at han blot overlader det til sig selv; det forlades af Herrens Ånd, bliver ikke mere vakt, uroliget, knust, oplyst af Ånden, men får lov at gå sin egen vej, følge sit eget råd, sit eget behag, uden tugt, uden frygt, uden omsorg for sjælen, ja, det får lov at blive helt sikkert i synden. Så bliver det så forblindet og forvendt i sind og tanker, at det bruger alt til sin egen fordærvelse og skade; at alt, hvad Gud har givet til velsignelse, bliver den sjæl til forbandelse; hvad der er givet til oplysning, bliver den til forblindelse; hvad der er givet til vækkelse, bliver den til forhærdelse; hvad der er givet til trøst og salighed, bliver den til evig kval og fordømmelse. Det gør Herren Zebaots nidkærhed! Sådan går de grufulde ord i opfyldelse: «Ve dem, når jeg viger fra dem!» – og igen: «Gud lader sig ikke spotte!»

«Åh, der er en egenskab hos Gud, en måde at regere på,» siger en gammel åndens mand, «som jeg af hjertet forfærdes over, og som jeg har råbt mig hæs om, med kvalt gråd i halsen og dog mange tårer i øjnene, og alligevel er jeg aldrig blevet hørt nok. Det er den egenskab, den måde, som David taler om: ’Herre, mod den rene viser du dig ren, og mod den falske viser du dig vrang’ (Sl 18,27). Med de rene, dvs. dem, der har en ren hensigt, når de nærmer sig dig, taler du enfoldigt, åbent, forståeligt, oplyser og leder dem nådigt; men mod de falske stiller du dig vrang, gækker dem, ’forblinder dem’.» – Synes nogen, at dette er for hårdt talt om Gud, så lad ham læse den milde Frelsers egen forklaring i Matt 13,10–15 og kap. 11,25, hvor han selv udtrykkeligt siger, at han talte i lignelser, fordi den, der har, til ham skal der gives, og han skal have overflod; men den, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har; og at han har skjult dette for de vise og kloge osv. Og i 2 Thess 2,10–12 siger Apostlen lige så udtrykkeligt: «Fordi de ikke har taget imod kærligheden til sandheden, så de kunne blive frelst, derfor skal Gud sende dem en kraftig vildfarelse, så de tror løgnen, for at alle de skal dømmes, som ikke har troet sandheden, men har fundet glæde i uretfærdigheden.»

Men det, der her er sagt – at den største nåde efterfølges af den største vrede, når nåden foragtes, og at Gud derefter stiller sig vrang mod de falske og lader alt, hvad der var givet til velsignelse, blive dem til forbandelse – skal videre vises ved nogle eksempler på Guds handlemåde mod sit ejendomsfolk, jøderne. De er af Gud gjort til et tegn for alle folk, for at man på dem skal se, hvordan Herren handler. I Es 63,9–10 hedder det om den store ømhed, Gud nærede for dem: «Han ømmede sig over al deres nød, og hans ansigts engel frelste dem. I sin kærlighed og sin mildhed forløste han dem og tog dem op og bar dem i alle fortidens dage. Men de var ulydige og bedrøvede hans Hellige Ånd, og han blev forvandlet til deres fjende; han stred selv imod dem.» Og se, alt det, der havde været det ventende Israel til vederkvægelse og velsignelse, blev det forhærdede Israel til forbandelse og død. Gud var imod dem og slog dem med alt det, som deres fædre havde nydt godt af.

Mamres lund var for det gamle Israel en dyrebar lund, for der forkyndte den højlovede Gud for Abraham, at i hans sæd skulle alle jordens slægter velsignes. På samme sted (byen Terebinthe blev senere bygget der) solgte kejser Hadrian efter jødernes andet oprør flere hundrede tusind israelitter som slaver. – Ildstøtten i Det Gamle Testamente var fuld af velsignelse for Israel og et forbillede på Messias, som ligesom den også ville føre sit folk gennem fjendtlige hære, gennem ørkener og hav, til det himmelske Kana’an. Men i det sjette århundrede efter Kristus påstod en rabbi Meir i Asien, at han havde set ildstøtten. Den skulle være Messias’ forbud. Han kaldte folket til oprør. Hvis de ville drage til Kana’an, skulle ildstøtten komme og gå foran dem. Men der kom ingen ildstøtte; man så kun strømme af blod. I en syvårig kamp udryddede perserne så mange af jøderne, som deres sværd kunne nå. – «En stjerne træder frem af Jakob, og et scepter rejser sig af Israel,» sådan profeterer Bileam. Vi ved, at den stjerne var Kristus, den skønne morgenstjerne. Men efter at det arme folk havde foragtet den sande stjerne, verdens lys, fik det i år 132 efter Kristi fødsel en falsk stjerne, en bedrager, der udgav sig for at være stjernens søn (Bar Kokhba). En kort tid lyste denne stjerne med vilde flammer, så faldt den ned fra sin himmel. Bedragerens fodspor dryppede af jødernes blod. – Oliebjerget er for de rette israelitter, for alle troende, et dyrebart bjerg; her plejede Herren at tilbringe nætterne hos sin Fader og nyde sin hvile; her begyndte han sin velsignede forsoningslidelse hos sin Fader, og her for han op til himlen. Sandelig et dyrebart bjerg! Men for de vantro jøder havde dette bjerg en anden betydning, andre minder. Da kejser Hadrian havde slukket det andet oprør med blod, blev det forbudt under dødsstraf, at nogen jøde mere satte sin fod på den hellige bys område. Kun på årsdagen for Jerusalems ødelæggelse fik de lov at samles på Oliebjerget og grædende skue over mod byens ruiner og tage afsked med deres gamle hjem, dens helligdom, dens minder. – En frelser blev fra begyndelsen lovet verden, en mellemmand mellem os og Gud; én Herre, én tro, én dåb. Han kom, fuld af nåde og sandhed, afglansen af Guds herlighed, aftrykket af Guds væsen. Han blev alle troendes glæde og salighed. Men det vantro Israel har, efter at det forsmåede den eneste rette Frelser, siden banket på alle døre for at se, om der ikke kunne være en frelser derinde. Man har sagt til dem: «Her er Kristus, der er Kristus!» og de har troet det. Mægtige muslimske krigsfyrster har man spurgt, om de ikke kunne være den, som profeterne bebudede, og som fædrene havde håbet på. Ja, også blandt de kristne har jøderne søgt Frelseren. Til den engelske oprørsleder Oliver Cromwell kom der i det 17. århundrede en jødisk delegation for at spørge, om han ikke var Guds højlovede. Man forhørte sig, om han ikke måske på fædrene side nedstammede fra David. Ikke syv, men halvfjerds gange syv gange er det arme folk blevet bedraget. Omkring 70 falske messiasser er opstået blandt jøderne; og næsten alle deres veje er tegnet med deres folks blod. Israels håb bliver nu bestandig gækket og må blive det, især da Davids slægt, som Frelseren skulle komme af, ifølge deres egne hellige bøger er uddød. Israel står som en stakkels sindssvag mand, som solen for længst er gået op over, men som bestandig stirrer mod øst og venter på, at den skal komme; og når nogen siger til ham: «Der er den jo,» svarer han bestandig: Det er ikke den. Og hvorfor er Israel så vanvittigt, så slået med blindhed? «De strider mod Herren, og Herren strider mod dem» (Es 63,10); for «mod de falske viser han sig vrang»; «men når de vender om til Herren, tages sløret bort»; ellers vil dommen i 2 Thess 2,10–11 vedblive. – Hvor der ingen Frelser er, dér er der heller ingen forsoning. Israel har en stor forsoningsdag, men ingen Forsoner. Gå om aftenen på den dag forbi deres tempel og hør deres råb; det kan gå gennem marv og ben. De råber mod himlen, men «himlen er af kobber». De har templet fuldt af lys, men mørkt på frelsens vej. Røgelsen dufter, men den rette røgelse mangler, bønnen fra sønderknuste og bøjede hjerter; for de vil blive retfærdige ved lovens gerninger. En af de herligste gaver, Gud havde givet dette folk, var loven. Herrens lov var dette folks særlige herlighed. Moses er en tro Herrens tjener til at føre folk til Kristus; loven er en tugtemester til Kristus; en sådan tugtemester er en kærlig ven. Men efter at folket har forkastet Herren, som har købt dem, er loven blevet dets fjende, ja, en vognborg omkring dem, som værre end kejser Titus’ vognborg trænger dem på alle sider og udelukker dem fra nåden, fra børnenes ret, fra himlen. De vil blive frelst ved loven. Frelst ved loven bliver kun den, der holder den. Men nu kan de ikke engang holde den i dens udvortes forskrifter, langt mindre i hele deres levned, allermindst i hjertets kærlighed, som er lovens første og sidste krav. Loven, som skulle føre dem til Kristus, fører dem nu bort fra Kristus. Loven er, som sagt, en vognborg omkring dem. Når de står op eller går til hvile, når de spiser, og når de drikker, når de går ud eller går ind, tidligt eller sent, er de omringet af lovens forskrifter. Israel går ligesom i jernrustning og jernlænker, som trykker, gnaver og sårer dem på alle sider. Og så er det ikke nok med Guds egne bud, men i deres forblindelse skaber de sig endnu flere, for den, der begynder at ville bestå ved loven, finder ingen grænse. Deres rabbinere er kommet så vidt, at de også har rejst det spørgsmål, om man bør spise et æg, som en høne har lagt på sabbatten. Kort sagt: Loven, som var givet dem til gavn og vejledning, er for dem blevet til en uendelig vildfarelse. – Hvor lykkelig er dog ikke en troende kristen! Jo bestemtere han fordømmes af loven, desto vissere bliver han på, at al frelse er i Kristus, desto nærmere slutter han sig til ham, desto friere og saligere bliver han. Siden tvinger Kristi kærlighed ham til alt, hvad han bør gøre, og så er loven hans ven, hans hjertes lyst. Herre, «mod de rene viser du dig ren; men mod de falske viser du dig vrang».

Men vi vil endnu vise et eksempel fra Frelserens egne samtaler med jøderne på, hvordan han stiller sig vrang mod de falske og lader dem storme længere og længere bort. Det er i Joh 8,46–59. Da jøderne begyndte at foragte og håne, sagde han dem blot endnu flere guddommelige sandheder, men udtrykte sig sådan, at kun de troende skulle fatte det til gavn og salighed, mens modstanderne skulle blive endnu mere rasende. Da de først havde sagt, at han havde en ond ånd, svarede han: «Jeg har ikke en ond ånd» osv. «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis nogen holder mit ord, skal han aldrig i evighed se døden.» Dér fik de bekræftelse på det, de havde sagt, at han havde en ond ånd, mente de; for de sagde: «Nu forstår vi, at du har en ond ånd. Abraham og profeterne døde, og du siger: Hvis nogen holder mit ord, skal han aldrig i evighed smage døden.» Ja, de anser deres bevis for så stærkt, at de gentager det for anden gang: «Du er da vel ikke større end vores far Abraham, som er død? Også profeterne er døde; hvem gør du dig selv til?» Læg nu mærke til, at Herren Kristus ikke med et eneste ord forklarede sig om det, der stødte og forvildede dem – at han ikke sagde: Jeg taler ikke om den legemlige død osv. – nej, i stedet kaster han endnu en anstødssten frem, som de skulle støde endnu hårdere imod, og siger: «Abraham, jeres far, frydede sig over at skulle se min dag; og han så den og blev glad.» Atter en ny bekræftelse på hans afsind, mente jøderne og svarede: «Du er endnu ikke halvtreds år, og du har set Abraham!» Og læg mærke til, at den milde Herre Jesus heller ikke nu forklarede sig, fx med ordene: Jeg mener, at han så mig åndeligt – nej, han gav dem blot igen en endnu sværere anstødssten og sagde: «Sandelig, sandelig siger jeg jer: Før Abraham blev født, er jeg.» Nu finder de det ikke længere værd at svare med ord – nu tager de sten op og kaster dem efter ham. – Se nu her: Herren talte lutter guddommelig sandhed og visdom; men for de vantro blev det den største dårskab. Og at han ikke forklarede sig for de trodsige fjender, men lod dem storme blot længere og længere ind i deres fordærvelse – denne forfærdelige guddommelige straffende retfærdighed forklarer han selv, som sagt, i Matt 13,10–15. Og det hele viser, at jo større nåden er, desto farligere er det at foragte den; at Gud ikke lader sig spotte.

Men det, vi nu her har set om Guds hellige nidkærhed mod dem, der foragter ham, er hans evige og uforanderlige natur. Han gør på nøjagtig samme måde endnu i dag. Vi ser også mange bedrøvelige eksempler på sjæle, der får det at mærke. Sjæle, der en tid blev besøgt af Herrens Ånd og hørte Ordet, men aldrig lod sig vinde helt, men stod imod sandhedens kraft på hjertet, bedrøvede Guds Ånd og drev ham bort – om et, to, tre år er de så forladt af Ånden, at de ikke engang kan høre sandheden, eller hvis de også hører den med ørerne, så alligevel ikke fornemmer den, ikke formår at tage noget til hjerte og være oprigtige mod sig selv og søge Ordets kraft, men er helt tilfredse i deres ubodfærdighed, helt lukkede, stokkesikre og forhekset i hovmod, stolthed, forfængelighed og al synd og skam. Og alt, hvad der er givet os til velsignelse, er dem nu til skade og forbandelse; fx bliver loven dem til hykleri, evangeliet til kødelig frihed, nadveren til sikkerhed og til at «spise og drikke sig selv en dom», medgang til overmod, modgang til knurren. Kort sagt: Hvor Ånden er veget, dér er alt til forbandelse. Så grufuldt kan Gud straffe dem, der foragter ham. Det er svært at stride med Gud; det er forfærdeligt at falde i den levende Guds hænder. Bedst er det at holde sig gode venner med ham, som har al magt i himlen og på jorden. – Dem, der søger, elsker og følger ham, skal barmhjertighed omslutte, uendelig barmhjertighed, godhed og trofasthed, alle deres livs dage – men de, der løber efter en anden, skal have stor bedrøvelse! (Sl 16,4).