«Sort, men dog yndig»; «fattig, men dog rig»; «svag, men alligevel stærk!»

eller De store modsætninger i Kristi rige.

(Syvende årgang, 1848)

Bruden i Højsangen siger: Sortbrun er jeg – men yndig (Højs 1,5)

Kristus siger: Jeg kender din fattigdom, skønt du er rig! (Åb 2,9)

Apostlen Paulus siger: Når jeg er svag, så er jeg stærk (2 Kor 12,10)

Det er netop hele hemmeligheden ved Kristi rige, at det er et troens rige – et rige, der strider imod al fornuft, følelse, syn og mening, usynligt, underligt, hemmelighedsfuldt. Den, som ikke besinder sig på dette og ofte igen besinder sig på det, vil aldrig kunne bestå i troen. – Vi bør betænke, at Kristi rige ligner Kristus; at bruden skal ligne sin Brudgom; at det er den rette kristendoms kendetegn, at vi bliver «ligedannede med Kristi billede» (Rom 8,29; 6,3–11; 2 Kor 3,18). Johannes siger: Ligesom han (Kristus) er, sådan er også vi i denne verden (1 Joh 4,17). Men hvordan var Kristus i denne verden? Er det ikke summen af al kundskab om Kristus, at de største modsætninger var forenet i ham: den dybeste fornedrelse og den største ophøjelse; den største mængde synd (hele verdens) og den største hellighed (hans egen); den største vanære og den største ære? «Foragtet var han – – – og vi agtede ham ikke», men også den mest ærefulde, genskinnet af Guds herlighed og aftrykket af hans væsen. Han var alle tjeneres tjener, men også alle kongers Konge og alle herrers Herre; han var den fattigste, men også den rigeste. Men ligesom han var, sådan er også vi i denne verden; også i de troende er de største modsætninger forenet: den dybeste fornedrelse (helt ned til at være en fordømt synder) og den største ophøjelse, højhed og ære (at blive Guds egne børn); den største elendighed i synd og den største retfærdighed og renhed; den største fattigdom og den største rigdom; den største svaghed og den største styrke. Det ene har vi i os selv, det andet i Kristus; det ene er arven fra Adam, det andet er arven fra Kristus; det ene mærkes i alle vores lemmer og fornemmes med alle vores sanser, det andet er dybt skjult for vores fornuft og alle sanser og må tros alene på Guds sandfærdighed – bortset fra, at Kristus en gang imellem kommer os i møde og lader os, ligesom Thomas, se og føle Guds herlighed.

Men det koster ubeskriveligt meget, før vi kan finde os i denne blanding, disse modsatte ting, og tro det, som ikke mærkes, tro den skjulte nåde og retfærdighed, når vi kun ser og føler det modsatte. De, der kun har kristendommen som en videnskab, et studium, de kan desværre altfor godt denne kunst; men når Guds rige hos et menneske er begyndt at bestå ikke blot i ord, men i kraft, så det virkelig føler syndens brod og virkelig tror sin retfærdighed i Kristus – åh, hvor megen svaghed, urenhed og lunkenhed, og hvilken skrøbelig tro, hvilket mørke og hvilken frygt må det så ikke føle! Da hører man ofte sådanne sjæle klage: Det bliver jo aldrig til noget helt og grundigt hos mig; mit væsen er så halvt og delt; jeg var ganske vist begyndt at tro på Frelseren, jeg var varm og salig i hans nåde og fællesskab med ham, men nu føler jeg mere vantro end tro, mere mørke end lys, mere kulde end varme; jeg var begyndt at have en salig fred i Kristus, men har nu lige så meget mørke og ufred; jeg er rigtignok begyndt at elske retfærdigheden og hade synden, ligeledes at leve og tale anderledes end før; men samtidig føler jeg undertiden kærlighed til synden og træghed over for det gode, og undertiden forser jeg mig også i gerning og handling, nu som før. Der står jo: «Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning»; det skulle jo engang blive et mere helt værk i mig, ikke så blandet og delt osv. Se, nu mærker sjælen, hvor svært og forvirrende det er at finde disse modsatte ting hos sig selv, nemlig arven fra Adam og arven fra Kristus; kødet og Ånden. Du ville have en sådan kristendom, hvor du kun skulle have det ene, kun retfærdighed, kun fred, kun tro, kun kærlighed; men sådan bliver det ikke «i denne verden»; det hører det forherligede liv i himlen til. – Se da her, hvor nødvendigt det er at skelne mellem disse modstridende ting, som findes i de troende: Adam og Kristus, kødet og ånden. Kødet er og bliver kød og har altid sin gamle art; som Kristus siger: «Det, som er født af kødet, er (er, er, forbliver) kød; men det, som er født af Ånden, er ånd» (Joh 3,6). Derfor siger Paulus også i Rom 8: «De, som er åndelige, de er åndeligt sindede» – læg mærke til: sindede! Han siger ikke, at de er åndelige i kødet eller i vores egen menneskelige natur, for den har altid sin art; men det, som bliver helligt og godt i os, det er ånden; som Jesus igen siger: «Ånden er villig, men kødet er svagt». – «Men», fortsætter Apostlen, «de, som er kødelige, de er kødeligt sindede», dvs. de har også et sind, der er enigt med kødet – et sind, som holder med kødet og er i fred med det.

Om du er blevet «en ny skabning» eller ej, det skal du altså mærke på sindet, eller på dit forhold til dine fejl, dine syndige lyster, din vantro osv. – om du hylder og forsvarer dem eller tværtimod tænker på udveje for at slippe fri af dem. For at kødet elsker synden og begærer imod Ånden, at naturen er fuld af vantro, lunkenhed, ufred osv., det er noget, som alle hellige har måttet klage over og lide under. – Men den «dobbelthed» og «halvhed», som strider imod et oprigtigt væsen i Kristus, består i en «falskhed i ånden» (Sl 32,2.3.5), hvorved et menneske ganske vist lægger visse synder bort, men hylder og forsvarer andre; ganske vist vil have Guds nåde, men lige så ivrigt verdens venskab; ganske vist vil høre noget af Guds ord, men ikke vil vide af andet osv. Men se, selv om du er oprigtig, selv om du af hjertet opgiver alle synder og vil adlyde alle Guds ord, selv om du af hjertet hader verdens venskab og er stødt ud fra den – se, alligevel forfølger, frister og plager alle slags synder dig, også onde lyster, også lunkenhed, vantro, mørke, ufred – det er noget, som alle hellige har måttet lide – og det er derfor ikke den dobbelthed, som strider imod et oprigtigt væsen.

Åh, hvor vigtigt det derfor er at besinde sig på, at Kristi rige er et troens rige, hvor de mest modsatte ting er sammen, de mest bedrøvelige ting sammen med de mest herlige, og at det alligevel er et salighedens rige, hvor nåden og saligheden er tusind gange mægtigere, rigere og større end synden og sorgen; at det er et nådens og salighedens rige, som er mægtigt over vores gerninger og sorger, ikke et gerningsrige, som er mægtigt over nåden! Husk det godt! At vi i Adam er faldet i synd og under Guds dom til døden, det er sandt; at vi derved blev så grundfordærvede, at hele naturen er en uudtømmelig giftkilde, fuld af synd, vantro og al ondskab, det er også sandt; men at Gud gav sin enbårne Søn til en forsoning, som gælder evigt, det er også sandt; at vi i ham, midt under al naturens ondskab, er lige så rene, retfærdige og yndige for Gud, det er også sandt. Vi må derfor sikkert og fast beslutte aldrig at vente noget bedre af vores eget kød end det, Ordet beskriver det som, men altid betragte det som et ondt dyr, og dog lige så sikkert vide, at vores retfærdighed, renhed og ynde i Guds øjne alligevel er lige store, eftersom de jo i sandhed ikke består i vores retfærdighed, men i Kristi.

Se, «Zakarias blev fyldt med Helligånden, profeterede og sagde: Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk og oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus» (Luk 1,68–69). Lad os betragte disse sidste ord: frelsens horn i Davids hus. «Horn» betegner i Skriften magt, herredømme, styrke, rige, som man ser af Dan 8,3–23. Frelsens horn er derfor frelsens rige. Herom siger Luther: «Dette rige består ikke i vores levned eller gøren, men i hornet, i Kristus og i hans evangelium – om hvilket rige I ofte har hørt, at det er et nådens rige, et livets rige, et retfærdighedens, et salighedens og barmhjertighedens rige, så at den, som er i det, alligevel er i det rige, hvor der intet andet er end lutter sundhed og saliggørelse, uanset at han er svag og skrøbelig og ikke så hellig som Johannes, heller ikke så fuldkommen som Kristus. For deraf har det sit navn; og Gud lyver ikke, når han kalder det et frelsens rige». – – Men læg mærke til dette!

«Han siger også: I Davids hus! Det skulle være et rige på jorden og alligevel et frelsesrige. Forén de to ting. ’Davids hus’ er Davids æt og slægt; han har været et menneske, og undersåtterne i hans rige er mennesker. Du kan altså ikke sige, at han taler om et rige i himlen, blandt englene; nej, men om et rige, som ligger blandt mennesker, der har kød og blod. – – Men hvordan kommer både ære og skam her ind i frelsens rige? Mennesker, som er dødelige, skal ikke dø; de, som har fortjent døden, skal have livet; de, som er usalige, skal være salige; og de, som tilhører Djævelen, skal være Guds børn? (Se, de store modsætninger!) Dette må man forene med hinanden, at der i dette Davids hus skal være dødelige mennesker, og dog mennesker, som ikke dør! – – Hvordan går det til? Det går sådan til:

«I har ofte hørt, mine venner, at Gud lader skikkelsen og følelsen af død, synd og djævel blive tilbage hos os, så at synden gnaver mig, angriber mig i samvittigheden og vil tvinge mig til fortvivlelse; Guds dom forskrækker mig også; ligeledes trænger døden ind på mig og vil sluge mig; Djævelen træder mig på halsen osv. Det udvortes skin lader Gud blive tilbage og tager det ikke bort; denne ham (skikkelse) må blive tilbage, så vi ikke føler andet, end at vi er syndere og ligger under Djævelen og døden; og alligevel bliver liv, uskyld og herredømme over synd, død og djævel tilbage under denne ham; som Kristus selv siger i Matt 16,18: ’Dødsrigets porte skal ikke få magt over min menighed.’ Han siger ikke: skal ikke anfægte den, men han siger: ’de skal ikke få magt over den’; for anfægtelse og kamp bliver tilbage».

«Eftersom anfægtelsen nu bliver tilbage, bliver følelsen også tilbage, når Djævelen angriber mig. Jeg må jo også mærke det, når synden gnaver mig, Guds vrede forskrækker, og dødsfrygt og selve døden falder over mig. Men dette ser kun sådan ud for mig og for verden, som ikke fornemmer andet, og heller ikke jeg kan dømme anderledes, end at synd, død og djævel har magt over mig. Men under en sådan anfægtelse er Ordet og Ånden dog nær. Han giver mig mod og gør mig vis og forvisset om, at Gud ikke er vred, at synden er mig tilgivet, at jeg ikke skal dø, og at jeg ikke er forladt af Gud. Hjertets grund bliver fast i håbet; og med en sådan tillid bliver mennesket ikke under synden, synker heller ikke ned i døden, men bliver herre over synden og døden. Og det kaldes: ’ikke få magt over’; så Djævelen ikke vinder, selv om han anfægter. Det kalder vi ’Davids hus’, et dødeligt hus, et syndigt hus, underlagt Djævelen, som jo alt kød og blod er; og alligevel ligger frelsens horn i dette hus, så de mennesker, som er i dette rige, har liv og salighed».

«Heraf ser I, at dette hus eller rige er et troens rige, som man ikke kan tage og føle på, men som kun står grundet på Ordet, på den store Guds evige, urokkelige sandhed, som troen griber, så man, når disse svære følelser af synd, samvittighedsuro og død indfinder sig, i troen kan sige: Jeg har ganske vist svære synder, men også en langt mægtigere retfærdighed; Guds egen Søn er død for mig og født under loven for mig, det er min trøst. Synden er taget bort af ham, loven er opfyldt af ham; hvem er det, som vil fordømme, hvem vil gøre mig skade? osv. Ved en sådan tro er sjælen altid i frelsens rige; og selv om troen er svag og mit hjerte sart, så er selve hornet, ’frelsens horn’, dog stærkt og mægtigt, Kristus og hans fortjeneste langt mægtigere end min synd, og Guds eget ord fastere og sikrere end min følelse, som Johannes siger: ’Hvis vores hjerte fordømmer os, så er Gud større end vores hjerte.’ Og Guds ord siger: ’Der er ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus’, ’de er helt rene’ for Guds øjne, ja, yndige for ham som en brud, ’der ikke har nogen plet eller rynke’ (Ef 5,27).

«Men», siger Luther videre, «mener du ikke, at det ville glæde os, hvis vi fik en sådan at se? (nemlig ren og retfærdig – hvis vi fik et menneske at se, der var sådan, så det med vores egne øjne). Jeg har ikke selv set nogen; enhver har sin fejl». (Vores retfærdighed er ikke hos os, kan ikke ses, men er i Kristus, vores broder og Mellemmand, som derfor skal kaldes: Herren vor retfærdighed!) «Tag hvem du vil, så er han ikke uden synd. Paulus, den allerhelligste apostel, roser sig i Rom 7 af, at han ’mærker synden i sine lemmer’. ’Viljen har jeg’, siger han, ’men at gøre det gode finder jeg ikke. For det gode, som jeg vil, gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.’ Han ville nødig være i synden og måtte dog være i den. Jeg og flere andre ville også gerne være foruden synden, men det lader sig ikke gøre, selv om vi undertvinger den. Når vi er kommet til at falde i synd, så står vi ganske vist op igen; men imens plager og piner vi os rigtignok med den, for så længe vi lever i dette kød og slæbes med denne stinkende sæk, kan vi ikke undertvinge den sådan, at vi ikke skulle mærke dens tillokkelser. Vi må nok arbejde på at undertvinge den sådan; men den gamle Adam vil også have sit liv, indtil han engang kommer i graven.

«Kort sagt: Kristi rige er et syndigt rige (forstået på den måde, som lige er sagt). Hver eneste helgen må her sige: Åh, almægtige Gud! Jeg bekender, at jeg er en fattig synder; tilregn mig ikke min skyld! Alle må synge den vise: Fader vor, du som er i himlene, forlad os vor skyld! – Dette er ikke prædiket for de selvfromme helgener, som ingen ende ved på deres hellighed og slet intet forstår af dette; for de mener, at det er sådan med Kristi rige, at der slet ingen synd er, men at alt må være så rent og pænt, som om det var fejet helt rent, og de vil have en sådan kristen, som er helt uden synd og hellig, ja, som Kristus selv er. Det er langt derfra. Men den er en kristen, som er en synder og erkender sin synd; det ærgrer ham og er ham af hjertet imod, at han stadig mærker dens fristelser. Den er ingen kristen, som slet ikke mærker noget til den. Men finder du sådan en, så er han en antikrist og ikke en sand kristen.

«Således ligger Kristi rige og står midt i synder. Dér har han også oprettet det, i ’Davids hus’. Ja, tag selv David, som Gud dog giver det skudsmål, at ’han var en mand efter hans hjerte’ (1 Sam 13,14). Ingen behøver her at skamme sig over at bede: ’Herre, forlad os vor skyld!’ Er det da sandt? Ja, sandt er det; for hvis de ville lyve, så var de Djævelens børn. Men fromme kristne hader dette liv og ville gerne over i det andet; dog kommer de her ikke så langt, at de kan sige: Jeg er uden al synd. Og mener de, at de er kommet så langt, så har Djævelen selv bedraget dem. Ingen hellig nægter, at han står midt i synder, men alle bekender det, og det gør dem inderligt ondt, at de må slæbes med dette elendige kød; derfor råber de også med Paulus: ’Jeg elendige menneske, hvem skal frelse mig fra dette dødens legeme?’ Sådan skriger og klager de alle af den grund, at de mærker synden og begærer at blive forløst fra den. I denne følelse og erkendelse af synden ligger Kristi rige sådan, at der i synderne ingen synd er; det vil sige: uanset at jeg mærker og fornemmer synden, er saligheden og riget dog så stærkt dér i samvittigheden, at den har mishag til synden; og Gud siger: Jeg vil tilgive dig, fordi du er i troen og har din trøst i Kristus, min enbårne, elskede Søn, som er givet hen for dig; derfor skal intet som helst skade dig». Så vidt Luther (i Kirkepostillen, Epistelbogen nr. 71, § 19–29).

Se, sådan ser Kristi rige ud. Åh, hvilken høj kunst, hvilken stor, guddommelig nåde fra det høje, der her kræves for midt under en sådan elendighed at se og tro, at Guds venskab er uforandret, at se den skjulte retfærdighed, renhed og velbehag for Guds øjne, som vi har i Kristus! – især fordi denne elendighed aldrig får ende, bliver så langvarig, så endeløs, ja, bliver værre og værre. – Åh, hvem kan holde ud her? Åh, hvilken troens kamp! – For selv om jeg bliver helt fri for en og anden gerningssynd, så bliver min indre fordærvelse mig dog mere og mere uudholdelig og nedslående; «for des mere finder jeg mit dybe syndefald, jo nærmere jeg når til Jesu fodskammel». Johannes siger: «Gud er lys, og der er intet mørke i ham» (1 Joh 1,5). Jo nærmere en sjæl kommer lyset, desto mere ser den sin egen urenhed. Desuden trækker Gud altid den følelige nåde tilbage i samme grad, som troen vokser og kan tåle at blive prøvet, eller også når sjælen trænger til at blive ydmyget dybere; da føler den sig tør, død, kold og svag; da opstår der en elendighed, en afmagt, en åndelig lammelse, et mørke og en mistrøstighed, hvor sjælen ikke kan synes andet, end at den er helt faldet fra, død, forladt af Gud og overladt til et forvendt sind. Åh, hvilken hård kamp og høj kunst nu at tro, nu at trænge igennem disse tykke, sorte skyer og midt under synden se retfærdigheden, midt under døden se livet, under den følelige forladthed se Guds store trofasthed og kærlighed smile imod os! Dertil kræves, at man for alvor lukker øjnene for alt, hvad man ser og føler, og kun ser på Guds ord – for alvor tror, at det er helt forbi med al vores retfærdighed, at Gud aldrig et øjeblik dømmer efter den, men kun ser på sin Søns fortjeneste, så vi i den alene står rene og yndige for Gud, benådede i den elskede (Ef 1,6).