Noget om helliggørelsen

(Tredje årgang, 1844)

Dette store hovedstykke i den kristne lære er, næst efter stykket om Kristi forsoning og dens tilegnelse ved troen, det vigtigste og mest magtpåliggende for at bevare det åndelige liv; eller rettere sagt: det åndelige, ja, det evige liv ligger i disse hovedstykker: Kristi retfærdighed for os og Åndens helliggørelse i os. De forholder sig til hinanden i nådens rige som skabelsen og opretholdelsen i naturens. Tusinder af sjæle, som «begyndte i Ånden, har endt i kødet», blot fordi de ikke tidligt nok og ikke alvorligt nok tog dette stykke til hjerte og ikke gav agt nok på Herrens ord og Ånd, da han ville virke helliggørelsen i dem. Se her et eksempel: Et menneske bliver vakt og begynder med bekymring at søge sin frelse. Som sædvanlig kommer det først under lovens trældom og det ulykkelige arbejde med at oprette sin egen retfærdighed; det søger at forbedre sig, aflægge synder, våge, bede og stride imod dem for så, når det engang er lykkedes, at tage nåde og trøst i Kristus; men det mislykkes igen og igen; synden bliver det for stærk, det falder, rejser sig vel igen, men falder på ny, det gør ting, som det før har skyet, det bliver så sikkert, hårdt og letsindigt, at det forskrækkes og fortvivler – kort sagt: «synden bliver overstrømmende». I denne ulykkelige stilling får det at høre evangeliet om, hvordan Kristus «er kommet for at frelse syndere», for at «gøre den ugudelige retfærdig», hvordan vi bliver retfærdige uden fortjeneste, uden gerninger, uden lovens hjælp (Rom 3), af nåde, ved troen alene. Her får det liv, her bliver det frelst, i dette nådens ord finder det sin forløsning, sin trøst, sit himmerige på jorden og begynder nu i sandhed at leve i Guds børns herlige frihed; for «den, Sønnen har gjort fri, er virkelig fri». Nu følger straks med dette troens liv et nyt, helligt sind, villigt og rede til al god gerning; det har nu en ny kraft eller lethed til at vandre i Kristi efterfølgelse; og så er den rette helliggørelse nu i sandhed begyndt; det er nu plantet på det rette sted som piletræer ved vandløb, nemlig podet ind i Kristus og levende i hans forsoning.

Hvem skulle tro, at netop her, ved denne lyse forårsblomstring, under det evangeliske ords regn og solvarme, som giver vækst, kan opstå den orm eller råddenskab, som snart vil gøre den smukke plantning til intet? Alligevel sker det ofte, sørgeligt nok. Og hvordan sker det? Jo, måske på følgende måde: Først og fremmest indfinder den gamle slange sig tidligt, han som bedrog Eva med sin list, den snu Satan, og nu, da han ikke kunne forvilde og fastholde mennesket med loven, vil han prøve det fra den modsatte side og indgiver det en trøst, som Ordet aldrig har givet, nemlig at fordi det er befriet fra al syndens skyld og dom, fra lovens forbandelse, fra dødens og Djævelens vold, så er det også undsluppet al fare, så har det intet at frygte, men kan slå sig helt til ro. Men denne indskydelse er lige så skadelig, som den er falsk, for den retfærdiggjorte sjæl er ikke undsluppet al fare; og faren er dobbelt så stor og nær, når man ikke frygter den. Det retfærdiggjorte menneske er ganske vist fri for syndens skyld og dom og forbandelse, men det har stadig en anden fjende tilbage, som snart kunne gøre hele den vundne skat til intet, nemlig det onde kød, den iboende fordærvelse, som uophørligt vil holde forbund med Djævelen og verden. Og selv om denne iboende synd ikke tilregnes dig eller fordømmer dig, så længe du bliver i Kristus, kan den alligevel gøre en anden skade, hvis den ikke i tide bliver angrebet og under daglig omvendelse korsfæstet og dødet – ja, en forfærdelig skade, som hedder: at kvæle og dræbe dit åndelige liv, sådan som Jesus udtrykkeligt sagde om de torne, der voksede op sammen med den gode sæd og kvalte den – og så er jo hele skatten igen tabt, som om du aldrig havde vundet den.

Men til den nævnte forvildelse fra Satans side kommer også nogle medvirkende omstændigheder fra menneskets side. Det har nylig under det ulykkelige lovarbejde på en levende måde erfaret og lært, at loven ikke kan gøre levende, at loven hverken tjener til retfærdighed for Gud eller til at overvinde synden og udrydde den af kødet. Det læser i Guds ord alvorlige advarsler om «ikke igen at lade sig fange under trældommens åg, men stå fast i den frihed, som Kristus har befriet os til» (Gal 5,1). Det kan heller aldrig holde samvittigheden fri og ren nok for besmittelse fra loven og egenretfærdigheden – en besmittelse af samvittigheden, som det dagligt plages af og irettesættes for i Ordet. Af alt dette tager det sammen med den gode lære også den falske mening, at det nu ikke skal bryde sig ret meget om det ord, som kræver noget af os, men udelukkende holde sig til det lyse evangelium – og blander således (med hensyn til friheden fra loven) samvittigheden sammen med kødet, retfærdigheden for Gud sammen med livet på jorden og drager friheden ind over begge disse vidt forskellige forhold, stik imod Apostlens advarsel, Gal 5,13. Ja, desværre! Det giver langt mere frihed til kødet og livet end til samvittigheden; for den smitte og uart ligger i vores natur, at vi i samvittigheden vil være lovbundne, trællesindede og egenretfærdige, men i kødet og livet frie og lovløse. Når nu Ordet også taler om frihed fra loven, og mennesket ikke skelner godt mellem det, der skulle være frit, og det, der skulle være bundet, og der desuden kommer særlige fristelser til synd, så sker det let, at det «bruger friheden som en anledning for kødet» og «forvender vor Guds nåde til udsvævelse».

Men det er da ikke muligt, skulle man mene; ånden er jo villig, ånden er jo ren. Det er sandt; men hør! ånden er ikke alene; også hos oprigtige kristne er det gamle adamitiske kød stadig tilbage, og det er altid uvilligt og trægt til det gode og tilbøjeligt til det onde; de har stadig den forblindede fornuft og det bedrageriske hjerte, som er «en listig og fordærvet ting». Havde det aldrig kunnet ske for oprigtige kristne, at de gav kødet anledning, så havde Apostlen ikke advaret dem imod det, Gal 5,13. Men han nævner også straks (v. 17) årsagen: «Kødet begærer imod ånden.» – Når nu det nyomvendte og uerfarne menneske, som har en sådan iboende fordærvelse, der bestandig trækker til en eller anden side eller strider imod ånden, desuden kan få bildt ind, at det er undsluppet al fare, og derfor bliver frit, sikkert og skødesløst; når det misforstår nådestanden og den kristne frihed og mener, at det ikke bør agte på og tage til sig det, der angriber kødet og kræver, at det skal dødes, at synden skal korsfæstes, og at gode gerninger skal øves; når der hertil kommer endnu andre vildfarelser, som for eksempel den, at det ser en anden, som det anser for en ret kristen, ja, måske en af de fornemste, alligevel tillade sig den eller den verdslige eller kødelige frihed i livet og omgangen, og det mener, at denne, som måske er en ældre kristen, bedre forstår, hvad der går an osv., så er det let sket, at det bliver fordærvet, bliver ført bort fra den rette, smalle vej, den alvorlige helliggørelses og fornyelses vej, og bliver en løs halvkristen, som deler sig mellem Gud og verden, mellem retfærdighedens og syndens tjeneste, som skåner forførelsens øje, hånd eller fod og ser gennem fingre med de syndens «torne», som netop nu burde angribes og hugges af, ja, nu og fremover, og som vel endnu kan være spæde og usynlige, men som alligevel, hvis de bare får lov at være i fred og vokse, med tiden bliver så store og stærke, at de helt kvæler det åndelige liv.

Hermed er det dog ikke meningen, at en sådan sjæl bliver i alle sine tidligere synder eller i alle verdens syndige vaner; nej, den kan godt aflægge en og anden, ja, endda mange, men samtidig ligesom tage et hemmeligt forbehold for en eller anden, som den holder mest af. Således kan den for eksempel godt gå ud af verdens syndige kredse, men beholde en eller anden af verdens syndige lyster; opgive for eksempel drukkenskab, banden og misbrug af Guds navn, men blive i gerrighed, egennytte eller hovmod; opgive gerrighed eller hovmod, men blive i en eller anden urenhed osv. Sådanne yndlingssynder får nu en finere dragt og pænere navne, så de kan forsvares; således må for eksempel hovmodet og forfængeligheden i klædedragt og bohave ikke kaldes sådan, men «passende ordentlighed»; gerrigheden og egennytten må ikke hedde sådan, men «nødvendig omsorg for husholdningen» osv. Vi taler altså ikke om de sjæle, som til deres store plage og sorg må mærke, at sådanne synder hænger ved dem, men som erkender dem for det, de er, forbander og fordømmer dem og intet hellere ønsker end at blive dem kvit; for sådanne sjæle har, hvad sindet angår, helt forladt synden, selv om de, hvad kødet og livet angår, ikke altid har overtaget over den og er fri for den, men må sande Apostlens ord: «I gør ikke det, I vil» (Gal 5,17); nej, her tales om sådanne, som hylder og forsvarer deres synder og ikke tænker på at forlade dem, eller kun tænker og vil, men aldrig virkelig tager fat på at skille sig af med synden, våge og bede imod den – og det som følge af de nævnte vildfarelser, som altså gør, at den rette helliggørelse aldrig får fremgang hos dem; for det er egentlig dem, der gør det onde ulægeligt. Så længe mennesket forbliver en ydmyg og lydig discipel af Guds ord, så det vil høre og følge hele Guds vilje og råd om vores frelse, vil Helligånden altid fuldføre sin gode og påbegyndte gerning og fremover afsløre, hvad der endnu kan være skjult, og rette det, som er forkert. Men den tilstand, som nødig lader sig hjælpe, indtræder, når det ligefrem gør det til et princip ikke at tage det til sig, som indeholder irettesættelse og formaning, men foretager et vist udvalg af Guds ord og ikke vil høre eller agte på det, som angriber kødet og synden. Det er ganske vist sandt, at man bør skelne sådan, at man ikke, samtidig med at man griber Kristus, også griber lovens forbandelse og dom i samvittigheden; for de to kommer aldrig sammen. Den, der har Kristus, den, der søger eller tror sin retfærdighed alene i ham, er fri for al lovens forbandelse og bør altid få lov at holde fast ved det, for ellers spotter og foragter han Kristi blod og alle Guds løfter; men dette gælder kun spørgsmålet om, hvordan vi står over for Gud; hvad derimod vores liv her på jorden angår, kan vi aldrig få formaninger, irettesættelser og opmuntringer nok; og dem må vi da nødvendigvis tage til os og rette os efter i gerning og handling, såfremt vi vil være kristne. For med dem, som ud over det sind, at de vil være frie i kødet og livet, også gør det til deres princip kun at vælge det ord ud til sig selv, som lyder sødt og godt, og at sky det, som angriber og foruroliger dem i deres synder – hvoraf følger, at de er utålmodige over for den sunde formanings ord, regner det for lovlære, som de som troende bør flygte fra, og, utålmodige over for broderlig irettesættelse og advarsel, vender sig imod den og forsvarer sig selv og deres synd; og måske slår sig ned ved en eller anden løs, uvirksom og sløvet åndelig lærdomskilde, hvor man på én gang kan være gudeligere end den almindelige verdensflok og samtidig stå på ganske god fod med verden og i hverdagslivet ligne den – for den slags religiøsitet findes også –, med dem, siger jeg, som går den vej, er det helt forbi, medmindre der sker et særligt Guds nådeunder; for de forskanser sig uophørligt bag det princip, de har fattet, så de ikke agter på det ord, som ville rette dem; de skyr det eneste middel, som kunne hjælpe dem, skyr sund lære, skyr besværet med en grundigere prøvelse osv. Dette er den anden brede vildvej, som til alle tider har taget imod mange af dem, der heldigvis undgik den første afvej, nemlig at søge at oprette deres egen retfærdighed under loven – ja, mange, som virkelig var kommet til troens liv –, og så meget mere sådanne, som aldrig har været ret omvendt. Hvor har apostlene ikke i deres tid advaret mod disse to afveje! Hvor stærkt og højlydt klager Luther ikke over dem! «Se», siger han, «hvordan man nu alle vegne stiller sig så tåbeligt over for evangeliet, at jeg næsten ikke ved, om jeg skal prædike mere eller ej. Jeg havde for længst holdt op med det, hvis jeg ikke vidste, at det gik Kristus på samme måde. For så snart man prædiker, at det ikke afhænger af vores liv eller vores gerninger, men af Guds gave, så vil ingen gøre noget godt, leve tugtigt eller være lydig – og oven i det siger man også, at vi forbyder gode gerninger. – Når man derimod prædiker om et tugtigt og stille liv, så vil verden straks kaste sig over det og bygge en stige op til himlen af det. Det kan Gud ikke tåle. – Et skændigt liv duer ikke, og et ærbart liv tager jeg også anstød af; ja, de, der kun ser på et ærbart og pænt liv, for dem var det bedre, at de var skøger og skurke og lå i skidtet. Og alligevel vil Gud ikke, at vi skal føre et slet og ondt liv. – Hvordan skal vi da bære os ad? Du må se til, at du holder dig på midtervejen og hverken viger til venstre eller til højre side, men fører et stille, pænt og fromt liv for verden, men ikke gør noget væsen af det eller holder det for bedre, end om du sover eller våger; ligesom jeg ikke siger om det: dermed vil jeg fortjene himlen; altså skal alt ærbart og tugtigt liv føres frit, så ingen siger: for den eller den gernings skyld vil jeg blive salig. – Jeg ville gerne have sådanne disciple, som godt forstod, hvad et kristent liv er; men man finder dem ingen steder, der er sindet sådan. For en flok vil enten være for ugudelig eller alt for hellig. Nuvel, den, der kan fatte det, han fatte det; vi kan ikke mere end bringe det ind i ørerne; Gud må hjælpe det ind i hjertet.» Så vidt Luther i en prædiken på Johannes Døberens dag.

Men for nu at komme til selve sagen vil vi helt enkelt tage et tydeligt bibelsted for os og kun undersøge, hvad Helligånden selv kan have ment og sagt om dette emne. Et sådant finder vi for eksempel i Rom 6,22, der lyder:

Men nu, da I er blevet befriet fra synden og er blevet Guds tjenere, har I jeres frugt til helliggørelse og som endemål evigt liv.

Her har vi nu gode og klare ord om helliggørelsen for øje. Deres betydning er vel tydelig, men bør alligevel forklares for de enfoldiges skyld. Det første, der bør forstås ret og godt, er, hvad disse ord betyder: I er blevet befriet fra synden. Den Hellige Skrift taler om en dobbelt frihed fra synden, som vi kommer til ved troen på Kristus. Den første er «den frihed, som Kristus har befriet os til» (Gal 5,1), og den består i, at enhver, som tror på ham, er fri for alt det, han som mellemmand tog på sig, altså fri for alle sine synders skyld og dom og straf, fri for alt ansvar over for loven, fri for al dens forbandelse, for Guds vrede og den evige død; for alt dette tog Kristus på sig, «da han blev plaget for sit folks overtrædelser»; Kristus tog alle vores synder på sig, påtog sig at stå til ansvar over for loven i vores sted, tog lovens forbandelse, vreden og døden på sig. Om dette hedder det: «Hvis Sønnen gør jer fri, så er I virkelig frie.» Om denne frihed har Apostlen talt tidligere i det brev, som vores skriftsted er hentet fra, især i 3., 4. og 5. kapitel; men ikke nok med det, det var netop denne frihed, som i dette 6. kapitel gav anledning til talen om tjenerne og deres forskellige herrer, loven og nåden, synden og retfærdigheden, som vores skriftsted (v. 22) er en del af; for Apostlen stillede sig (v. 15) det spørgsmål: «Hvad da? Skal vi synde, fordi vi ikke er under loven, men under nåden?» osv. Dette at «ikke være under loven» er det samme som at være «befriet fra synden». Den anden frihed fra synden, som også omtales i samme kapitel, er friheden fra dens herredømme, hvorved vi ikke længere er trælle under den, men kan døde og korsfæste den; denne frihed er en frugt af den første og virkes i os ved Ånden. Om den har Apostlen i samme kapitel talt med disse ord: «I er døde fra synden, men lever for Gud» (v. 11); «synden skal ikke herske over jer, for I er ikke under loven, men under nåden» (v. 14); «I var syndens tjenere, men er blevet lydige af hjertet» osv. (v. 17). Men denne sidste frihed ligger også tydeligt udtrykt i ordene i vores skriftsted: «og er blevet Guds tjenere». – Nu siger Apostlen, at efter at I på denne måde er blevet befriet fra synden, har I jeres frugt til helliggørelse.

Her tager vi nu allerførst den lære, at ikke enhver behøver at bekymre sig om helliggørelsen (i denne almindelige betydning, som troens følge); at den, som ikke er blevet befriet fra synden, som ikke kan sige: «Gud ske lov! jeg er fri, jeg er retfærdiggjort, jeg er i Lammets død og blod salig, hellig, ren og god nok», men stadig er bekymret for sin benådning og retfærdighed over for Gud, en sådan sjæl behøver ikke, ja, bør ikke besvære sig med helliggørelsen, men bør først sørge for at blive befriet fra synden, før den kan have denne frugt at blive hellig. Mener den, at den netop ved helliggørelsen skal blive fri for synden, så vandrer den endnu i mørket. Her siger Apostlen jo udtrykkeligt: I er forinden blevet befriet fra synden, før I har jeres frugt til helliggørelse. Også i det følgende kapitel (v. 4) siger han, at vi først må være «gjort døde fra loven ved Kristi legeme», før vi kan «bære frugt for Gud». Og Jesus siger, at ligesom vingrenen ikke kan bære frugt uden (først) at være forenet med stammen, sådan kan heller ikke vi uden ved troen at være i ham (Joh 15,4).

For det andet skal vi her lære, at vores frihed fra synden over for Gud er fuldkommen, samtidig med at helligheden i os er ufuldkommen. Om friheden fra synd over for Gud hedder det: «I er blevet befriet fra synden», men om helliggørelsen: «til helliggørelse», dvs. til at blive hellige. Retfærdigheden over for Gud med alle dens dele, friheden fra synd, lov, vrede, evig død osv., er alt sammen noget blevet, dvs. noget, der allerede er sket, allerede er fuldbragt; men helliggørelsen, Åndens værk i os, med alle dens dele, troen, kærligheden, gudfrygtigheden, er alt sammen noget vordende, dvs. noget, der endnu ikke er fuldendt, men er under arbejde. Det bør vi lægge mærke til og nøje vogte os for at forandre Åndens ord; vi må ikke gøre det vordende til noget blevet, og heller ikke det blevne til noget vordende. Når det gælder vores frihed fra synden, vores retfærdighed over for Gud, skal vi altså ikke et øjeblik give plads til fx den tanke, at vi nok håber at være benådet og befriet fra den gamle syndemasse, men at vi for de daglige skrøbeligheders skyld alligevel er mindre velbehagelige for ham, ja, urene og vederstyggelige; nej, så skal vi, til ære for Lammet, som er slagtet, og for Åndens ord, regne os selv over for Gud som fuldkommen befriet fra synden, tilstrækkelig retfærdige, ulasteligt hellige og sige til loven, fornuften og følelsen: «Hvad Gud har renset, må du ikke regne for urent» (ApG 10,15). Når Jesus siger til så skrøbelige disciple som Peter og Thomas: «I er helt rene» (Joh 13,10), må jeg ikke sige: Jeg er kun noget ren, men også noget uren, eller i visse stunder ren og i andre stunder uren; nej, jeg må vide at sige: I mig selv er jeg uren i alle stunder, men over for Gud er jeg ren i alle stunder i Kristus, ja, «helt ren». Når Paulus her siger til dem, som ikke var blevet hellige, men kun var begyndt at blive hellige, at de alligevel over for Gud var «befriet fra synden», bør også jeg lade det stå ved magt og sige: I mig selv er der kun noget vordende, men over for Gud er der noget fuldkommen blevet. Se, dette er nødvendigt for helliggørelsen; for som vores tro er, sådan er også dens frugt, helliggørelsen.

Men her finder vi også svar på spørgsmålet om helliggørelsens højde. Da ikke alle lægger det samme i spørgsmålet, må det ses fra flere sider. Spørger nogen da, hvor stor en hellighed han skal have for at være benådet, så har han allerede fået svaret: ingen; for du må først blive benådet, blive «befriet fra synden», før den sande helliggørelse overhovedet kan begynde. Men spørger nogen, hvor stor den hellighed må være, som – som troens frugt – viser, at ens tro og kristendom er den rette, så ser vi af ordene: «I har jeres frugt til helliggørelse», at hvor troen er sand og levende, hvor man virkelig er «befriet fra synden», dér følger altid som frugt et nyt, helligt sind, eller det, som Skriften kalder «et rent hjerte», en ny lyst og glæde ved Guds lov, og et nyt levned; for det er det, der her kaldes at blive hellig. Da dette nye, åndelige sind ikke er menneskets eget værk eller foretagende, men er en delagtighed i Guds natur, eller Guds Ånd, som bor i de troende, så er det så fint og rent, at det ikke tåler at have en eneste bevidst synd i øvelse, men lider under og kæmper imod alt det, som det ved er synd og mishager Gud; sådan at en sand kristen aldrig kan gøre nogen synd, som han bestemt ved er synd, uden at lide under den, kæmpe imod og ønske at være fri for den, ja, om muligt fri for al lyst til den. Men det gælder ikke kun de ydre og grove synder, men også de indre, finere og usynlige synder, såsom kulde, træghed, sikkerhed, hovmod, egenkærlighed, onde tanker osv., som alt sammen bliver en plage for oprigtige sjæle. En falsk kristen derimod kan nok aflægge mange synder; men da han mangler Helligånden, denne fine, rene Ånd, kan han aldrig rigtig vurdere eller mærke disse indre og mere skjulte synder, og desuden kan han blive i den ene eller anden syndevane, som han holder mest af, og som han kan skjule eller undskylde. Og det er det, der hedder at «gøre synd», når man ikke står i kamp imod den, ikke tænker på at forlade den, ikke har i sinde nogen sinde at gøre det eller beder Gud om det; og «den, der gør synden, er af Djævelen»; «enhver, som er født af Gud, gør ikke synd, for hans sæd bliver i ham, og han kan ikke synde, for han er født af Gud», som vi ser af 1 Joh 3,8–9; og på det sted betyder synde det samme som gøre synd, som vi ser af sammenhængen. Men hvis en kristen, som ligger i bestandig kamp imod al synd, overrumples af en lyst og falder i synd, hvorfra han igen rejser sig med omvendelse og tro, så hedder det ikke at gøre synd, men at have synd. «Hvis vi siger, at vi ikke har synd, bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os.» «Og hvis nogen synder (falder i synd), har vi en talsmand hos Faderen» (1 Joh 1,8; 2,1). *)

*) Paulus siger: «Men når jeg gør det, jeg ikke vil, så er det ikke længere mig, der gør det, men synden, som bor i mig» (Rom 7,20). Selv de, som vil tyde Rom 7 helt og holdent kun om dem, der er under loven, er alligevel stødt an mod Gal 5, som alt for tydeligt taler til dem, der nu stod i troens frihed; for Apostlen formaner dem så indtrængende (v. 1–12) til at «stå fast» i den frihed, den tilstand i troen, som de var kommet til. Men til dem siger han nøjagtig det samme som i Rom 7, når han siger: «Vandr i Ånden, så fuldbyrder I ikke kødets begær; for kødet begærer imod Ånden, og Ånden imod kødet; og de ligger i strid med hinanden, så I ikke gør det, I vil» (v. 16–17); og han advarer dem mod så grove kødets gerninger som utugt, urenhed, udsvævelser, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskab, kiv, misundelse, vrede, partiånd osv. At selv de hellige har kunnet falde i sådanne synder, er der tydelige eksempler nok på. Det var over ti år efter den store pinsedag, da Ånden blev udgydt, at Peter hyklede sådan i Antiokia, at Paulus offentligt irettesatte ham, Gal 2,11–14; og endnu senere var det, at Paulus og Barnabas kom i så skarp strid, at de skiltes, ApG 15,39. Sådan noget kan hænde kristne, men det kan ikke øves, ikke være en vane, ikke dyrkes og undskyldes af kristne. Og under ordet: «Alt formår jeg ved ham, som giver mig kraft», Fil 4,13, skriver doktor Gezelius: «Apostlen formår alt», nemlig det, «som han lige har sagt i v. 12; for hele teksten handler kun om medgang og modgang, overflod og mangel, og om hvordan Apostlen kunne skikke sig ret og kristeligt deri (se v. 18). Derfor må dette ord ikke misbruges, som om de genfødte skulle kunne fuldbyrde loven; for noget andet læres i Rom 7,14–25 og 8,3».

Sådan forstår vi også af ordene «til helliggørelse», at hvor troen er levende, dér er helliggørelsen nødvendigvis begyndt, men ikke fuldendt; dér er der nok et nyt lys, men ikke fuldt lys; nok en god vilje, men ikke lutter god vilje, men også en ond; nok en ny tale og et nyt levned, men ikke med den flid, kraft og udholdenhed, som det burde være; her er altså en kamp, et arbejde, en strid, og det hedder helliggørelse. For helliggørelse betyder ikke at være blevet hellig, men at være ved at blive hellig: helliggørelse er ikke det samme som renhed; ved en rengøring er der meget urenhed i bevægelse, og sådan er der også ved helliggørelsen meget uhellighed. Herom siger Luther i en prædiken på søndagen efter jul: «Kristi rige er sådan beskaffet, at hans kristne ikke er fuldkomne helgener, men de er kun begyndere og i vækst. Derfor finder man stadig fejl og levn af den gamle Adam, svagheder og skrøbeligheder, som man må bære over med (Rom 15,1). Når en falsk dommer kommer og regner Åndens frugter op (Gal 5,22), vil han ikke tro, at de er kristne, hos hvem sådanne frugter ikke er uden nogen mangel, og så tager han af lutter visdom forargelse over Kristus selv; for han roser sig af, at han efter Skriftens anvisning vil kende de kristne på deres frugter, og drømmer om, at kristendommen skal være en fuldkommen hellig stand uden fejl og lyde, sådan som den skal blive i himlen blandt de hellige engle. Men sig mig, hvor taler Skriften på den måde om kristenheden? Den, der derimod kender kristendommen ret og ved, at den er en begyndende og voksende stand, han forarges ikke, selv om en kristen er skrøbelig, for han ved, at det hedder hos de kristne: Bær hinandens byrder, eller: Bær ofte over med skrøbelighederne. Han ved, at Åndens frugter ikke er givet som en lov, der enten skal opfyldes fuldkomment, eller også skal Kristus fornægtes; men sådan skal det forstås: De kristne bør være fromme og godartede (og er begyndt at være det); det er det mål og den målestok, de stræber efter. Deres art er at begynde at blive fromme og at vokse i det; men undertiden slår det fejl, så de også bærer vanartede frugter, som strider mod Ånden» osv.

At plage sig med det spørgsmål, hvor langt et menneske kan nå i helliggørelse, er temmelig formålsløst. Den rette bevæggrund til at jage efter helliggørelse er ikke den højde, som en eller anden helgen har nået, men den højde, som de alle har stræbt efter, og som Gud har sat os som mål for øjet. Den højde er skøn at skue og under skuen at nærme sig; det mål vildleder ikke. Imidlertid må vi aldrig glemme, at når vi i Kristus er «befriet fra synden», er vi allerede frelst og hvert øjeblik rede til ligesom røveren på korset at gå ind i Paradis; dertil kræves ikke nogen bestemt højde i helliggørelsen. Den højde i helliggørelsen, som vi jager efter, er den samme, som vi er faldet fra ved Adams synd, nemlig Guds billede. Derfor siger Apostlen også til dem, der «har iført sig det nye menneske, som fornyes til erkendelse efter hans billede, som har skabt det» (Kol 3,10), og «har iført sig det nye menneske, som er skabt efter Gud i sandhedens retfærdighed og hellighed» (Ef 4,24), at de stadig skal iføre sig inderlig barmhjertighed osv., stadig skal aflægge løgnen og tale sandhed osv. Men hvordan vi så skal blive, eller hvori Guds billede egentlig har bestået, synes svært at sige, eftersom ingen af os efter syndefaldet har haft erfaring af det. Men lovet være Gud! Han har givet os et menneske, som havde Guds billede fuldkomment, at se på og efterfølge, «mennesket Jesus Kristus», som var «hans herligheds afglans og hans væsens udtrykte billede» (Hebr 1,3). Vil vi se Guds billede, se, hvordan vi skal være og blive, så skal vi bare se på Jesus, ikke sådan som han var som Guds Søn eller Guds Lam, vores Forsoner, men sådan som han var som menneske. Så har Gud altså givet os ikke bare det allerfuldkomneste og skønneste forbillede at skue og efterfølge, men også det, der er os kærest, idet han på samme tid er vores salighedshåb, vores Frelser og Talsmand hos Faderen. Om denne skuen og efterligning siger Apostlen igen: «Men vi alle, som med utildækket ansigt skuer Herrens herlighed som i et spejl, forvandles til det samme billede fra herlighed til herlighed, som af Herrens Ånd» (2 Kor 3,18). – Guds billede i Kristus bestod og lyste frem især i disse stykker: Han havde et inderligt fællesskab med sin Fader, og Helligånden boede i ham; Guds lov havde han i sit hjerte, dvs. han var fuld af kærlighed til Gud og mennesker; han var fuld af visdom og lys, af nåde og sandhed; Faderens vilje gjorde han så gerne, at det var hans mad, dvs. han hungrede virkelig efter at få gøre Faderens vilje; det var hans liv, så han ikke kunne leve uden at gøre Faderens vilje; han havde intet selvbehag og søgte ikke sin egen ære, for han var ydmyg af hjerte; han var også sagtmodig af hjerte, skældte ikke igen, når han blev skældt ud, truede ikke, når han led, men overgav sig til Faderen; men for sin Faders ære brændte han med hellig nidkærhed imod de forhærdede; i øvrigt var han mild og medlidende og blev grebet af inderlig medfølelse, når han så menneskers elendighed; den, der havde brug for hans hjælp, hjalp han gerne uden at undersøge, om vedkommende var det værd eller ej; i Satans fristelser var han fast og urokkelig og holdt sig til Guds ord og bud; alting ventede han fra sin Fader og tilbragte ofte hele nætter i bøn; det, som mennesker kalder gode dage, søgte han ikke, og han tragtede heller ikke efter denne verdens skatte; han var altid fuldkommen tilfreds med de omstændigheder, han efter sin Faders vilje befandt sig i; det, der var tungt, bar han tålmodigt og hengivent for sin Faders velbehags skyld; hans vandel var hellig, og han kunne frimodigt spørge sine fjender: «Hvem af jer kan overbevise mig om synd?» Sandheden bekendte han, også når han vidste, at det kostede ham livet – sådan er det billede, Skriften har tegnet for os af dette allerfuldkomneste billede af Gud, vores helliggørelses forbillede og mål.

Det gamle menneske derimod, som skal afklædes, korsfæstes og dødes, består i al den fordærvelse, som Adams fald førte med sig, fx først det kødelige sind, som er fjendskab mod Gud, den dybe egenkærlighed, den egne vilje og egenrådighed, hvorved man i alt søger sig selv, mener sig selv, er optaget af sig selv; det uendelige hovmod, som vil være noget; forfængeligheden, som vil ses og høres som noget; den dybe, evige vantro med alle dens skud: foragt for Guds ord, sikkerhed i medgang, mismod i modgang, jordisk sorg, hårdhed og kulde over for Gud og næsten, ulyst til Ordet og bønnen, onde tanker, urene lyster og begæringer osv.; dernæst alle slags udbrudssynder: tom snak, et sjusket levned, hykleri, løgn, uredelighed i handel og arbejde, vellyst, løsagtighed, utugt, gerrighed, ubarmhjertighed, vrede, had og mange andre synder og laster, som knap kan tælles. Sådan er det fæle billede, som skal korsfæstes og dødes. Vi ville ikke være så sikre, frie, frække og tilfredse med os selv, hvis vi for alvor beskæftigede os med dette.

Nu har vi sagen for øje; nu står kun tilbage, at vi øver os i den. Herom lyder Guds vilje og råd, ja, Ordets og Åndens milde røst til de troende sådan: Eftersom du nu er befriet fra dine synder, så du slipper for at tænke på denne allertungeste bekymring, nemlig at befri dig fra dine synder, så tag nu med glæde og taknemlighed denne lettere omsorg til hjertet, nemlig bare at følge Jesu fodspor, at blive fornyet efter hans billede, han som har elsket, købt og befriet dig, at ligne ham og alle dine levedage hade det, som han hader, og elske det, som han elsker. Eftersom du er fri for dine synder og slipper for at bekymre dig om dem, eftersom du er et Guds barn og Kristi bror, så vær, som han var, og vandr, som han vandrede; fx han var inderligt forenet med sin Fader; han var fuld af kærlighed til Gud og mennesker; det var hans liv og mad at gøre Faderens vilje osv. Vær også du inderligt forenet med din Fader, omgås ham flittigt og fortroligt, lad det også være din mad og dit liv således at gøre hans vilje, at tjene din næste, at døde dit kød osv. Eftersom du er «Helligåndens tempel» (1 Kor 3,16), så den samme Ånd bor i dig som i din Frelser, så jag ikke den due bort; bedrøv ikke Guds Ånd med ulydighed mod hans påmindelser, med tomme ord eller andre synder; fordærv eller besmit ikke Guds tempel med kødets lyster eller kødets gerninger, men lid hellere alt, end at du skulle gøre noget imod din Gud. Kristus bekendte sandheden, også da det kostede ham livet; bekend også du Kristus, også selv om det koster dig menneskers agtelse, dit navn og rygte, ja, liv og gods. Kristus var tilfreds i enhver af sine kår for Faderens velbehags skyld; vær også du tilfreds med din stilling, og lad dit ubehag forsvinde i Guds velbehag. Kristus sås aldrig spøge letsindigt, men han var glad med gudsfrygt. Dig, som er Guds barn og Kristi bror, klæder det samme væsen bedst osv.

Men hvem er dygtig til dette? siger du måske; hvis jeg bare kunne alt dette! Svar: Det var aldrig meningen, at du skulle gøre dette selv, eller at du straks skulle blive fuldkommen, men at du skulle begynde at gøre dig flid med det og under den flid grundigt lære, at du ikke kan det, og så blive nødt til at sukke og råbe til Herren, som selv – og på denne måde – udfører helliggørelsens værk. Helliggørelsen er ikke menneskets værk, men Herrens værk; men det værk udføres ved kraften i det tilskyndende og advarende og trøstende ord. «Vi er ikke engang dygtige til at tænke noget som af os selv.» – «Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke – læg mærke til det – for sit velbehags skyld» (Fil 2,12–13). Det, som nu ikke kan udrettes med Ordet og med indre påmindelser og tilskyndelser, det gør Herren med riset, med trængslens ovn, «om det må være» – for «tugtens ris lærer at give agt på ordet». Og de troende siger af hjertet: Lige meget, «brug, o Gud, hvad vej du finder, når du blot mit hjerte vinder»; for ét er fornødent; og uden helliggørelse skal ingen se Herren, men sådan at man dog først og sidst holder det punkt rent: «med ét eneste offer har han for bestandig fuldkommengjort» – gjort evigt fuldkomne – «dem, som bliver helliget» (Hebr 10,14).