Om kødets dødelse

(Tredje årgang, 1844)

Vi har for nylig her betragtet den fare, som mange nådens børn kommer i, nemlig at misforstå deres frihed, give kødet anledning og forsømme helliggørelsen, hvoraf der opstår en halv, løs eller død kristendom. Vi så i den forbindelse nødvendigheden af en sand og stadig helliggørelse. Det er et vigtigt stykke af den, som vi nu vil betragte. For en sand og stadig helliggørelse er kødets dødelse så vigtig, at man kunne være tilbøjelig til at sige, at helliggørelsen ikke er andet end kødets dødelse, en stadig selvkorsfæstelse; for der findes intet sandt, helligt og godt, som kødet ikke er trægt og fjendtligt over for; derfor må det dødes, så længe helliggørelsen skal have fremgang. Kødet begærer – i alle ting – imod Ånden, og Ånden imod kødet. Så snart et menneske er kommet til live, er kommet fra syndens nød og angst til tro og trøst og fred i Frelseren, får det straks et nyt hjerte, et nyt åndeligt sind, ny «lyst til Guds lov efter det indre menneske», hvilket mærkes ved, at al den synd, der endnu hænger ved, bliver det en plage og en vederstyggelighed, mens alt, hvad der behager Gud, bliver det kært; her begynder så en ny virksomhed i sjælen, nye fortrolige bønner og samtaler med Gud, en ny glad og enfoldig bekendelse, et nyt villigt og kristeligt levned osv. Men der går ikke mange dage eller timer, før det kommer til at mærke en ubehagelig og bekymrende træghed og modvilje mod alt dette, snart også fristelser og tilbøjelighed til alle slags synder; og dette er nu kødet, som strider imod ånden; og nu er tiden kommet, hvor enten kødet må dødes af ånden, eller det nye åndelige liv bliver dræbt af kødet. Dette er derfor et kært og dyrebart emne for det nye menneske, men uendelig bittert og svært for det gamle, for kødet. Vi må da nok her bøje os for Herren og bede om hans Ånds lys og kraft, for at vi både kan forstå og gøre det, han har talt om dette emne. Vi vil nu enfoldigt betragte nogle skriftsteder, som kan give os klar belæring om vores emne. I Gal 5,24 læser vi:

Men de, som tilhører Kristus, har korsfæstet deres kød sammen med lidenskaberne og lysterne. – Og i Rom 6:

3. Ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er blevet døbt til hans død?

5. For når vi er blevet indpodet i ham ved en lignende død, skal vi også blive det ved en lignende opstandelse,

6. idet vi ved, at vores gamle menneske er blevet korsfæstet med ham, for at syndens legeme skulle blive tilintetgjort, så vi ikke mere skal tjene synden.

Og igen i Rom 8:

12. Så står vi altså, mine brødre, ikke i gæld til kødet, så vi skulle leve efter kødet.

13. For hvis I lever efter kødet, skal I dø; men hvis I ved Ånden døder legemets gerninger, skal I leve.

Her har vi nu klare Guds ord foran os. Først kan vi her lægge mærke til, at «kødet», «det gamle menneske» og «syndens legeme» alle betegner én og samme sag; men hvad betegner de? Det er bestemt ikke selve lemmerne; heller ikke blot nogle urene lyster i dem, men med ét ord alt, hvad vi er og har ved den naturlige fødsel fra Adam; hele mennesket med alle legemets og sjælens tilbøjeligheder og kræfter, forstand, hjerte og sind, som alle er fulde af synd; som Jesus siger: «Det, som er født af kødet, er kød». Så at, som det hedder i Luthers fortale til Romerbrevet, «du også godt kan kalde den kødelig, som uden nåden taler og lærer meget om høje åndelige ting»; hvilket du også kan se af de kødets gerninger, som Paulus opregner i Gal 5,19–21, hvor han også nævner partisind, splid og splittelser.

Men af det ord: «De, som tilhører Kristus, har korsfæstet deres kød sammen med lidenskaberne og lysterne», skal vi især lægge godt mærke til, at hvis nogen af os, som mener og siger, at han «tilhører Kristus» eller er en kristen, alligevel ikke vil korsfæste sit kød, ja, ikke virkelig har begyndt at korsfæste det, så bedrager han sig selv med en falsk tro og er ingen ret kristen; for her står klart, kort og afgørende, at de, som tilhører Kristus, har korsfæstet deres kød sammen med lidenskaberne og lysterne; at altså de, som ikke korsfæster deres kød, ikke tilhører Kristus. Her må nu enhver gå i sig selv og prøve sig selv, for sagen er tydelig og klar. Hvis for eksempel nogen for længere eller kortere tid siden er blevet vakt og har gjort en vis omvendelse, er kommet til Ordet og dets venner, hører og roser evangeliet og troen osv. og nu mener at være genfødt, så er alt dette godt og vel; men hvis den samme alligevel bliver ved med at leve i en eller anden af sine gamle kæreste synder, som i sin tidligere gerrighed, egennytte og uredelighed, eller i et herskende had til en uven, eller i sit tidligere hovmod og forfængelighed, eller stolthed og selvros, eller i en skjult og plejet urenhed, eller endnu en anden synd, idet han blot søger at skjule eller undskylde og forsvare den i stedet for at opgive og overvinde den – så er dette ene et tilstrækkelig tydeligt og sikkert tegn på, at hans omvendelse er falsk og hans tro død, at han ikke er gået gennem den snævre port, ikke er født på ny, ikke tilhører Kristus; for her står klart: De, som tilhører Kristus, har korsfæstet deres kød osv. Hos dem, som tilhører Kristus, kan der vel endnu findes megen svaghed og mangel i kødets dødelse; men der er dog en himmelvid forskel på at stå i et fredeligt og venskabeligt forhold til nogen eller i stadig krig med ham, selv om jeg er svag i striden og undertiden lider nederlag; en forskel mellem en hengiven ven, der forsvarer og undskylder den anden, lever i fred og enighed med ham under samme tag, skjuler ham for fjender osv., og på den anden side en bitter fjende, der ikke blot overalt bagtaler og udskammer den anden, men dels flygter fra ham og frygter ham som en plage, dels gør alt for at modarbejde ham, ja, for at dræbe og korsfæste ham – dette er en stor og klar forskel, også på et tidspunkt, hvor du endnu ikke har formået helt at overvinde og dræbe din fjende. Enhver, som vil være ærlig over for sig selv, burde let kunne mærke, i hvilket af disse forhold han står til sin synd, om han står i et hengivent og fredeligt eller tværtimod i et fjendtligt forhold til den. En ret kristen er i uvenskab med sig selv; hans eget kød er hans største plage, så han derfor ofte ønsker sig døden og sukker med Apostlen: «Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?» – og det ikke fordi han ikke har nogen kærlighed til synden, men tværtimod netop fordi han har så megen kærlighed til den, nemlig i kødet eller efter det gamle menneske, så han med rette siger: «Jeg elsker synden forfærdeligt, men jeg hader denne min kærlighed». Hvor man står i et sådant forhold til synden, er der dog en vis korsfæstelse i gang, en vis dødelse af synden, om den så synes nok så svag. Helt modsat er forholdet der, hvor man lever i fred med synden, hvilket sker, når man enten ikke ved af nogen synd at være bekymret over, at lide under, at stride imod, eller når man, overbevist om synden, kun søger at finde undskyldninger for den, at fornægte eller skjule den. Dér er man den hengiven og tro, dér er ingen korsfæstelse.

Herom finder vi endnu en forklaring i det billede, der ligger i Apostlens udtryk: har korsfæstet deres kød. En morder eller røver, der er naglet fast til korset, er ikke straks helt død, men kan endnu leve ret længe og i sit onde hjerte beholde sit raseri, ja, endog vise det med miner og spot og ønske sig løs fra korset; men imens hænger han der dog, bundet på hænder og fødder, så han ikke kan gøre det, han gerne ville, så længe man ikke med fuldt overlæg lader sig overtale til at løsne ham fra korset. Dette er vel ikke en fuldbyrdet død, men dog unægtelig en dødelse, en tilintetgørelse (det hedder: syndens legeme skal blive tilintetgjort). Sådan også med kødets dødelse. Kødet bliver ikke på én gang helt dødt, og det bliver heller aldrig helligt og godt, så det ikke mere skulle have nogen kærlighed til synden, nogen modvilje og træghed over for det gode; men så meget må Ånden nødvendigvis udrette hos dem, som tilhører Kristus, at kødet ikke mere får sin frihed eller får lov at gøre, hvad det lyster, men tværtimod nu må gøre og lide det, det mindst af alt ville, og således dagligt tvinges, pines og dødes. Dette kaldes at blive korsfæstet – en bitter lidelse, en angstfuld dødsmåde at blive dræbt så langsomt og lidt efter lidt. Sådan er det også uendelig bittert for kødet hele tiden at skulle nægte sig det, man efter kødet helst og inderligst ønsker, og i stedet pålægge sig det, man efter kødet mindst bryder sig om – og det ikke blot én gang, én dag, én måned, men alle dage og så længe man lever. Dette er sandelig en bitter lidelse og det rette kors, som de troendes gamle menneske er naglet til – en lidelse, hvis bitterhed alle de kan bekræfte, som sandfærdigt og alvorligt er midt i den. De må vride og vende sig, som de vil, de skal dog lide; og de må lide desto mere, jo stærkere og mere uroligt deres kød endnu er, så det stritter og strider imod ånden; for bryder det i en ulykkelig stund løs og forårsager et fald, så følges det kun af en dobbelt straf, en fornyet lidelse under Herrens tugt, samvittighedens og Ordets revselser, så kødet i sidste ende intet vinder derved. De troendes syndefald er deres bitreste ulykker og straffe, som de gruer for mere end for noget andet – sådan er det, så længe Ånden bor og regerer i dem, så længe de i sandhed tilhører Kristus. Og så længe forholdet er sådan, nemlig at synden er vores største plage og skræk og hårdeste straf – ikke en lyst, så vi vil blive ved i den – så gælder også om selve syndefaldet det ord: «For dem, der elsker Gud, samvirker alt til det gode»; som også Luther siger, at «når Gud vil tugte, blødgøre og berede vores hjerter, tager han selve synden og Djævelen til hjælp». Men er det tværtimod sådan, at vi kan trives og blive i en synd, så er der ingen korsfæstelse. For «de, som tilhører Kristus, har korsfæstet deres kød sammen med lidenskaberne og lysterne».

I Rom 6 har Herrens Ånd med stærke og høje ord fremstillet den samme lære. Dér siger han, at «vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er blevet døbt til hans død» (v. 3) og «er blevet indpodet ved en lignende død» (v. 5) som Kristi, der var en død fra synden; «for (v. 10) hans død var en død fra synden én gang for alle», nemlig en død fra de synder, han havde påtaget sig; at «vores gamle menneske er blevet korsfæstet med Kristus, for at syndens legeme skulle blive tilintetgjort, så vi ikke mere skal tjene synden» (v. 6). Lad os her især betragte det ord: «Alle vi, som er blevet døbt til Kristus, er blevet døbt til hans død». Det siger os, for det første, at vi har fået del i hans døds fortjeneste, så hans egen død på Golgata for 1800 år siden i dåben er blevet så helt vores egen, som om vi selv havde været der og udstået den død, vi havde fortjent (2 Kor 5,14); men også for det andet, at vi på samme tid er blevet indviet til at følge ham i døden, så vi, så snart vi er blevet kristne og har fået del i Kristi fortjeneste og alle hans riges goder og skatte, i samme øjeblik er indviet til døden fra synden, forpligtet til straks at tage afsked med vores tidligere syndeliv, vores tidligere tjeneste under uretfærdigheden; til under daglig korsfæstelse af kødet mere og mere at dø fra synden og leve for Gud; ligesom Kristus ved korsets død tog afsked med de synder, han havde båret. Og ligesom Kristus dengang gav sig selv til Gud som et evigt gyldigt sonoffer, sådan skal vi nu give os selv til Gud som et rimeligt takoffer, der behager ham; som v. 13 lyder: «Overgiv jer selv til Gud som nogle, der lever efter at have været døde, og jeres lemmer som retfærdighedens redskaber for Gud». Og alt dette, fordi vi er blevet døbt til Kristus, tror på ham og er iklædt hans retfærdighed. Grunden og bevæggrunden er her de samme som dem, der fremstilles i v. 14: «Synden skal ikke herske over jer, for I er ikke under loven, men under nåden»; og i v. 22: «Men nu, da I er blevet befriet fra synden» osv. Men måske er dette endnu for lidt for dig som bevæggrund til en alvorlig dødelse af kødet; det er måske lidt for dig, at du er døbt til Kristus, at du nu ikke er under loven, men under nåden, at du er blevet befriet fra synden; måske befinder du dig bedre i syndens tjeneste, for så slipper du for denne bitre dødelse, så behøver du ikke hele tiden at fornægte dig selv og følge Kristus til korset; så er du fri for retfærdighedens krav (v. 20). Se, ingen tvinger dig til mod din vilje at tjene Kristus, og det er nok roligere for kødet hos synden; tænk dig godt om, siger Jesus (Luk 14,28–33), før du slår følge med mig, så du ikke gør som den mand, der begyndte at bygge et hus og ikke havde beregnet omkostningerne, men efter mange dages arbejde og store ofre måtte opgive det; eller som den mand, der gik i krig og ikke havde tænkt over fjendens styrke. Synden giver kødet mange fornøjelser; men det ville være forkert at fortie dens løn – «syndens løn er døden» (v. 23). Således bør vi, når det, Kristus giver, forekommer os ringe, tænke over det modsatte, tænke over, hvad det vil sige ikke at tilhøre Kristus, ikke at være under nåden, men under loven, ikke at være fri for synden, men endnu i dødens stund at være uden Mellemmand, at være i sine synder, under lovens forbandelse, og i dommen at modtage syndens løn, som er døden, den evige død i det dybe helvede. Sådan er vilkårene hos synden. Tænker vi rigtigt over dem, vil vi meget hellere her en lille tid være korsfæstet med Kristus og dø fra synden for siden at være med ham i Paradis for evigt, end en lille tid have lyst i synden og siden have evig lidelse; især fordi vi allerede her ved den store nåde, ved Åndens husvalelse og Ordets trøst har vundet langt mere, end vi har givet afkald på, og her ved bestænkelsen med Kristi blod har en god samvittighed, som er «et dagligt gæstebud». Ja, er du en af de lykkelige sjæle, som ikke blot er blevet døbt til Kristus, men også er blevet vakt og er kommet til troen; har du det håb, at du er en af de rettroende; ved du, at du er blevet «befriet fra synden» og nu ikke er «under loven, men under nåden», så intet af alt det onde, der endnu hænger ved dig, kan tilregnes dig, loven ikke kan fordømme dig og Gud ikke blive vred på dig, så du nu ikke behøver at tænke på den tunge bekymring for selv at befri dig fra synden over for Gud – har du ikke en sådan tro og en sådan frihed, men er du endnu bekymret for, hvordan du skal blive din syndeskyld kvit og få en nådig Gud, så hører du ikke til her, så kan du ikke dø fra synden og leve for Gud, så må du først komme til troens frihed – men er du, som lige blev sagt, ved troen befriet fra dine synder og dit trællesind, så du nu med glæde ved, hvor mægtigt, tilstrækkeligt og fuldkomment den sag er ordnet af Kristus, og har smagt, hvor god Herren er, har erfaret hans Ånds vidnesbyrd om dit barnekår og har Helligånden i dit hjerte, så må det også være din lyst at dø med Kristus, at være korsfæstet med ham, at give dig helt og holdent til ham; så må du også erkende det som din pligt ikke mere at være din egen, ikke mere at følge dit eget kød, din egen smag, din egen vilje, dine egne lyster og begæringer, men alle dit livs dage at sige nej til ugudelighed og verdslige lyster og leve gudfrygtigt, retfærdigt og sindigt i denne verden, ja, leve for ham, som levede og døde for dig; som Apostlen siger: Han døde for alle, for at de, som lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem (2 Kor 5,15). Lige så klart og alvorligt taler Apostlen herom i Rom 8, når han siger:

12. Så står vi altså, mine brødre, ikke i gæld til kødet, så vi skal leve efter kødet.

13. For hvis I lever efter kødet, skal I dø; men hvis I ved Ånden døder kroppens gerninger, skal I leve.

Disse ord vil vi høre forklaret af vores evangeliske lærefader Luther i hans prædiken over epistlen på 8. søndag efter trinitatis, hvor det blandt andet hedder: – – «Så står vi altså ikke i gæld til kødet, så vi skal leve efter kødet. – – I er skyldnere, det vil sige: jeres nye kald, jeres stand og væsen, som I er kommet til, fordi I er blevet kristne og nu har Helligånden, kræver netop af jer, at I også skal leve sådan, som Ånden viser og lærer jer. Og det står ikke til jeres frie vilje, om I vil gøre det eller lade være; men vil I rose jer af nåden og Ånden, så må I også erkende, at I er skyldige at leve, ikke efter kødet, som altid vil blive ved i synder, men efter Ånden, som viser jer, at når I er blevet døbt og frelst, så skal I straks vende jer fra synden til et nyt liv i retfærdighed og ikke igen vende tilbage fra det til synden.

«For hvis I lever efter kødet, skal I dø. Her udtaler han kort og ligefrem dommen over den slags påskud fra tåbelige mennesker, som vil bruge den frihed, der kommer af nåden, til at give kødet lejlighed; det gør han for at skræmme dem bort fra en sådan vildfarende indbildning, så de ikke i stedet for liv og nåde, som de roser sig af, skal drage evig vrede og død over sig. Det rimer slet ikke, vil han sige, at I, når I engang er frelst og befriet fra den evige død, herefter vil leve efter jeres kød; for gør I det, så må I ikke tro, at I skal beholde livet, men at I hører døden til og er fordømt til helvede.

«For I ved, at I for syndens skyld har ligget under Guds vrede og er faldet i døden og har fortjent fordømmelsen ved at leve efter kødet. Sådan gavner Kristi død sandelig heller ikke dem, som vil blive i deres synder; Kristi død er nemlig kun sket for at hjælpe dem fra synden, som gerne vil forløses fra den og dog ikke selv kan frelse sig fra den.

«Derfor skal den, der nu er en kristen, ikke hugge så meget i luften eller sige: Jeg er fri for loven, derfor må jeg gøre, hvad jeg har lyst til; men han skal sige og drive på det modsatte. Netop fordi han er en kristen (og er gjort fri af loven), skal han frygte og vogte sig for synder, så han ikke på ny falder fra sin frihed ind i sit tidligere syndefængsel, under loven og Guds vrede, eller falder fra sit påbegyndte liv ind i døden; for her hører han den alvorlige dom: Hvis I lever efter kødet, skal I dø. Som ville han sige: Det skal ikke hjælpe jer, at I har hørt evangeliet, roser jer af Kristus og har modtaget nadveren, hvis I ikke ved den tro og den Ånd, I har fået, dæmper jeres syndige lyster, som sigter mod et ugudeligt væsen, foragt for Gud, griskhed, ondskab, hovmod, had og misundelse osv.

«Men hvis I ved Ånden døder kroppens gerninger, skal I leve. Her erkender han, at også de kristne har noget af kødet ved sig, som må dødes – nemlig alle slags fristelser og lyster imod alle Guds bud, som rører sig i naturen og pirrer til synder; dem kalder han her kroppens gerninger, som fx vantroens og mistillidens tanker, kødelig sikkerhed og formastelighed i stedet for gudsfrygt, kulde og træghed over for Guds ord og bønnen, utålmodighed og knurren i lidelsen, vrede, hævngerrighed eller misundelse og had mod næsten, griske bekymringer, utugt osv. For da sådanne tilbøjeligheder er i kød og blod, holder de ikke op med at forurolige og friste mennesket, ja, i denne menneskelige svaghed at overrumple det, fordi det ikke tager sig flittigt nok i agt, men gør for meget og går så vidt, at de også får overmagten over det; og det sker ganske vist, hvis det ikke værger sig imod dem og, som han her siger, døder kroppens gerninger.

«Derfor kræves her en heftig kamp og strid, som ikke holder op, så længe vi lever. Og en kristen må her ikke være doven og træg, men vække sig selv op ved Ånden, så han ikke giver kødet plads, men hele tiden døder kødet, for at kødet ikke skal døde ham; som Apostlen har sagt: Hvis I lever efter kødet, skal I dø; og derimod: Hvis I ved Ånden døder kroppens gerninger, skal I leve; for dertil er Helligånden givet ham, at han nu skal og kan døde sådanne syndige lyster.

«Denne dødelse af synden ved Ånden går sådan til, at mennesket vedkender sig sin synd og svaghed og, når det mærker sådanne syndige lyster røre sig, straks besinder sig og kommer Guds ord i hu og ved troen på syndernes forladelse styrker sig imod dem og således gør synden modstand, så det ikke samtykker i den eller lader den komme til gerning. For dette er forskellen mellem dem, der er rette kristne, og de andre, som er uden tro og Ånd eller lader ham fare og mister ham. For selv om også de troende lige så vel som de andre stadig har kødets syndige lyster ved sig, så bliver de dog i omvendelse og gudsfrygt og beholder troen på, at deres synder er dem tilgivet for Kristi skyld – de bliver i omvendelse og tro, fordi de ikke giver synderne plads, men står dem imod. Derfor bliver de også under tilgivelsen; og en sådan tilbageblevet svaghed er ikke dødelig eller fordømmelig for dem, som den er for de andre, der lever videre i sikkerhed uden omvendelse og tro og med forsæt følger deres lyster imod deres samvittighed og således støder både troen og Helligånden fra sig.

«Derfor minder Paulus sine kristne om, at de skal betænke, hvad de har modtaget, og hvad de er sat til, det vil sige: Fordi de har syndernes forladelse og Helligånden, bør de ikke igen miste det, men bruge det til strid mod kødets syndige lyster og trøste sig med, at de har Ånden, dvs. hjælp og styrke, hvormed de kan modstå og døde synden; det har de, som er uden troen, ikke og formår det ikke. Derfor siger han også videre: Alle, som drives af Guds Ånd, de er Guds børn. Paulus havde, ligesom vi, at gøre med to slags kristne, nemlig oprigtige og falske kristne. – – Når nu Djævelen også iblandt os sår sin sæd, nemlig sådanne, som også kalder sig kristne og roser sig af evangeliet, så gælder det om at se, ikke på deres mund, men på deres gerninger, når de vil regnes for kristne; ikke (blot) på hvad de siger, men også på hvad de gør. For det er let at rose sig af Gud, Kristus og Ånden, men om en sådan ros er ægte, ses på, om Ånden også virker i dig og er så kraftig, at han dæmper og døder synden i dig. For hvor Ånden er, der er han sandelig ikke forgæves eller uden kraft, men viser sig sådan, at han regerer og driver mennesket, og mennesket også adlyder og følger ham.

«Men at drives af Guds Ånd vil sige at have et sådant hjerte, som gerne hører Guds ord og tror på Kristus, at mennesket i ham har nåde og syndernes forladelse, og som desuden bekender og viser en sådan tro for verden, idet det frem for alt søger Guds ære og vil leve uden at give anstød og være tjenstvilligt, lydigt, tålmodigt, ærbart, kysk, mildt og godmodigt osv. over for andre mennesker; og selv om det en gang imellem er blevet overrumplet og er kommet til at snuble, så rejser det sig straks ved omvendelse og holder op med at synde.» – Så vidt Luther.

Vi har nu her set alt det, der især er nødvendigt til dette emne. Vi har set grunden for kødets dødelse, nemlig at være i Kristus, gjort fri af synden og loven; kraften til kødets dødelse, nemlig Ånden, som er glæde, liv, lyst, kærlighed og villighed til alt, hvad Gud kræver; tiden for kødets dødelse, nemlig: straks, når vi har fået liv, og hele vejen frem indtil vores forløsning; vi har også set, hvordan og i hvad kødet skal dødes. Nu står kun ét stykke tilbage, og det hedder: udførelsen; dette emne skal ikke blot vides, men egentlig gøres og erfares. Jesus siger: Hvis I ved dette, er I salige, hvis I gør det.

Der er altid lejlighed, hvor kødet må dødes. Er du ikke i fristelse til grove synder, så har du en dyb, fin og uendelig egenrådighed, egne meninger, egen vilje og egen ære, som hele tiden skal dødes. Denne finere indre fordærvelse bliver lettere glemt end den ydre og grovere, men er dog selve kilden til alt ondt; derfor kræver den en særlig alvorlig opmærksomhed. Begynd derfor at besinde dig på, at det, du selv mener, selv vil og selv synes om, netop er det første, der skal mistænkes, prøves efter Guds ord og dødes ved Guds Ånd. – Dernæst bliver der også i alle andre stykker en bestandig beskæftigelse, en bestandig dødelse, ofte en bitter lidelse. Men «åh», siger Luther igen, «åh, hvor højt skal man ikke regne det menneske, som ikke følger sine lyster, men står dem imod med stærk tro og lidelse!» – Ja, åh, hvilket skønt skue for Gud, englene og troende kristne, når fx et ungt menneske, som holdt meget af verden og dens fornøjelser, nu for Kristi skyld giver afkald på alt det; eller når et barn, som af naturen var meget egenrådigt, nu strider imod sig selv og bøjer sin egen vilje under Guds og forældrenes; hvilken pryd, når et menneske, som var meget tilbøjeligt til hovmod og forfængelighed, nu ved Åndens tugt er blevet beskedent og enkelt i klædedragt og optræden; og når en, som var meget tilbøjelig til griskhed, nu for Kristi skyld bliver nøjsom og himmelsk sindet og nu søger det, som er oventil; eller når en anden, som tværtimod var tilbøjelig til dovenskab og forsømmelighed i at passe det jordiske, for Guds viljes og ordens skyld bliver flittig og arbejdsom; ja, hvilket skønt syn, når den stolte og vredladne begynder at tugte sig selv og være mild, ydmyg og sagtmodig; når den forfængeligt snakkesalige bliver forstandig og tilbageholdende! Se, når mennesket for nådens skyld begynder at gå lige imod sin natur og strider mod sig selv, så vidner det om, at Ånden bor der; og de, som således drives af Guds Ånd, de er Guds børn.