Den kristne kærlighed

(Første årgang, 1842)

Lige så umuligt som det ville være at få sne og is til at være varme, mens de endnu er sne og is, lige så frugtesløst er det at tvinge sig selv til ret at elske Gud og ret at elske sin næste, før hjertet er blevet forvandlet, før du har fået et nyt hjerte, som af sig selv elsker. Kærligheden er en fri sag, den er hjertets sag og kan ikke tvinges. Hvor meget du end kan tvinge dig til at tale og leve, så kan du dog ikke tvinge hjertet til at elske det, det ikke vil. Derfor er det en dårskab at prædike om kærlighed for et hjerte, som ikke er genfødt. Kødets sind er fjendskab mod Gud, for det underordner sig ikke Guds lov og kan heller ikke gøre det. Al den kærlighed, man mener at have til Gud før genfødslen, er indbildt, egennyttig og begrænset, så du kun elsker Gud, når han gør og siger, hvad der behager dig; men når han sætter dig på prøve eller byder dig noget, som du ikke vil, så knurrer du imod ham og anklager på den ene eller anden måde hans bud for at være strenge. Heller ikke elsker du din næste som dig selv, men er altid mere optaget af dit eget bedste end af hans.

Sådan er alle menneskehjerter af naturen, ja, alle, uden undtagelse. Spørger man så, hvordan man får et nyt hjerte, som elsker ret, så læg mærke til dette: Du har aldrig den rette kærlighed til Gud, før han først har vist dig så megen kærlighed, at dit hjerte ligesom smelter af varmen fra hans kærlighed. Du kan ikke begynde med at skænke ham kærlighed, men må begynde med at modtage kærlighed fra ham, sådan som apostlen Johannes siger: «I dette består kærligheden, ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os.» Og Jesus siger: «I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer.» Men nu er der ingen Guds kærlighed, som smelter og forvandler hele dit væsen, uden den, som omfatter hele dit væsen og gør det saligt, den kærlighed, som rører selve livet for tid og evighed, nemlig din benådning hos Gud, dine synders forladelse og din salige optagelse blandt Guds børn. Om dette talte Jesus selv hos farisæeren Simon. En stor synderske kommer ind, falder ned ved hans fødder, vasker dem med sine tårer og tørrer dem med sit hår. Farisæerne undrer sig over det, men Jesus forklarer sagen: «Der var en mand, som havde to skyldnere; den ene skyldte ham fem hundrede denarer og den anden halvtreds. De var for fattige til at betale, og begge fik deres gæld eftergivet. Sig mig, Simon, hvem af dem tror du elskede denne nådige herre mest?» «Den, som fik mest eftergivet,» lød svaret, og Jesus tilføjede: «Du dømte rigtigt; denne kvinde er mange synder forladt, derfor elsker hun meget» osv. (Luk 7,37–50). Se, her har du betydningen af Apostlens ord: «Hvor synden blev stor, blev nåden endnu større. Men loven kom også til, for at overtrædelsen skulle blive stor» (Rom 5,20). Jo mere lov i samvittigheden, des mere stormer og mærkes synderne; og jo mere synd der mærkes, des større bliver nåden, når de alle bliver forladt; og jo mere nåde du får, des større bliver din kærlighed, glæde og taknemmelighed. Det er Det Nye Testamentes styreform: Gud, som befalede os at elske vores fjender og ved velgerninger samle gloende kul på deres hoveder, gør selv det samme mod os. Han smelter og overvinder os med den overstrømmende nådes «gloende kul». Og nu, først nu, begynder du ret at elske Gud igen; nu bliver også dit hjerte så forvandlet, at du elsker alle mennesker med en helt ny kærlighed, for Guds kærlighed er udgydt i dit hjerte ved Helligånden, som er givet dig.

Men denne kærlighed til næsten er også dobbelt, sådan som Apostlens ord lyder: «almindelig kærlighed og broderlig kærlighed». Med den almindelige kærlighed elsker du alle mennesker og gør dem godt, hvor du kan, og i alle deres behov. Denne kærlighed forudsætter ingen fortrolighed og intet venskab, for den stiller ingen anden betingelse til den, den gælder, end at vedkommende er et menneske. Det er om denne kærlighed, Jesus sagde: Elsk jeres fjender, gør godt mod dem, som hader jer osv. Det er vigtigt at lægge mærke til, hvis du vil være kristen, så du ikke, som Jesus også siger, sammen med tolderne kun elsker dem, der elsker dig, dem, der er dine venner og gør dig godt, og kun elsker dem, man kalder elskværdige. Ikke sådan, hvis du vil være kristen! Så skal du kun tænke på, om de har samme menneskeblod som du, om de stammer fra den samme Fader i himlen og den samme stamfader på jorden som du, og om de er genløst med det samme blod som du. Se, det er nok til at være elskværdig for den almindelige kærlighed. Det ville være en stor tilskyndelse til kærlighed for dig, hvis du ved synet af et menneske, der har brug for hjælp, tænkte: Det er min bror, min søster! For efter kødet er vi jo alle brødre.

Hvordan et menneske kan få en så almindelig og virksom kærlighed, som vi finder hos dem, der virkelig er genfødt, kan ikke helt forklares ud fra naturlige grunde. Det er sandt, at det genfødte menneske som sådan er blevet meget lykkeligt og glad ved Guds nåde i Kristus og nu ikke ønsker noget hellere end at gøre ham til lags; og det ved, at han vil, at vi skal elske alle hans genløste – så elsker det dem for hans skyld. Men vi ser, at det også i de stunder, hvor det ikke tænker på dette, alligevel har en helt ny og usædvanlig omsorg og ømhed for alle mennesker, så deres nød smerter det inderligt og deres velfærd glæder det hjerteligt. Det kan ikke forklares på anden måde end sådan: Det er blevet delagtigt i Guds natur, og Gud er kærlighed. Guds Ånd er kærlighedens Ånd, og nu bor denne Guds Ånd i dets hjerte og virker kærlighed. Derfor har dets kærlighed nu også et højere og mere åndeligt sigte end før, for nu ser det og afhjælper ikke blot jordisk og forgængelig nød, men også åndelig og evig.

Men her er stedet at påpege, hvordan denne kærlighed skal vise sig. Lige så sandt som det er, at mange gør godt, men mangler den rette kilde, en kristen kærlighed, og i stedet gør det af naturlig ømhed, af ærgerrighed eller af egennytte, lige så sandt er det, at hvor kærligheden er, der viser den sig i handling og gerning. Altså skal ingen indbilde sig at have kærlighed, når han ikke vil vise den i noget. Derfor siger Apostlen: «Lad os ikke elske med ord eller med tunge, men i gerning og sandhed» (1 Joh 3,18). Og igen: «Hvis en bror eller søster er nøgen og mangler mad for dagen, og en af jer siger til dem: Gå med fred, hold jer varme og spis jer mætte, men I ikke giver dem, hvad kroppen har brug for, hvad gavner det så? Sådan er også troen, hvis den ikke har gerninger, død i sig selv» (Jak 2,15–17). Men spørger man: Hvordan og i hvad skal en kristen så vise kærlighed? så er svaret: I alt, hvor din næste har brug for din tjeneste. Jesus sagde: «Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.» En kristen skal være for sin næste, hvad Gud er for ham. Se på Kristus, hvordan han viste den, og hvordan Gud stadig hver dag viser sin almindelige kærlighed mod onde og gode, retfærdige og uretfærdige. Og Kristus sagde: «Jeg har givet jer et eksempel, for at I skal gøre, som jeg har gjort mod jer» (Joh 13,15). Hvordan viste Kristus sin kærlighed? Hvordan gør Gud stadig i dag? Kristus gav de sultne mad, de syge helbredelse, dem, der havde fejlet, tilgivelse, de sorgfulde trøst, de sikre straf og advarsler, de troende opmuntring og hele verden belæring med ord og eksempel; ja, han tog en tjeners skikkelse på sig og gav sig selv helt og fuldt til menneskenes vel. Sådan skal også en efterfølger af Kristus gøre. Han må vogte sig for den meget almindelige og skadelige vildfarelse at udvælge sig en bestemt måde at gøre godt på og lade velgerninger af anden art ligge. Af det naturlige menneske kan man ikke kræve, at dets velgerninger skal omfatte mere end det timelige, for det er ude af stand til at se og afhjælpe nogen anden nød. Men af den, som har fået øjnene op for de åndelige behov, kan man kræve, at han, selv om han helst vil afhjælpe dem, ikke overlader al legemlig hjælpsomhed til verdens børn; for ved en sådan ensidighed ville han give bagtalerne lejlighed til at sige, at han kun vil elske «med ord og med tunge». Derfor, selv om det indrømmes, at hvert lem har sit eget og egentlige kald, så det ene især er bestemt til at gøre legemlig tjeneste og et andet især åndelig, så er det dog også alle kristnes fælles pligt, hvor det end er og i hvilken nød det end er, at søge at gøre godt, hvor de kan, og på den måde være Guds efterfølgere som elskede børn. Ser du din næste sulten, så giv ham mad; nøgen, så klæd ham; syg og i fængsel, så besøg ham; er han rådvild og bedrøvet, så giv ham råd og trøst; har han forbrudt sig mod dig, så tilgiv ham; farer han vild, så oplys ham; sover han i synden, så væk ham; alt dette, så vidt du kan gøre det. Har du ikke andet at give din næste, så giv ham dit gode eksempel og skån ham for et ondt eksempels forførende magt. Du giver ham ikke lidt, når du beder for ham. Giv afkald på noget, som du selv kunne bruge uden skade; giv afkald på det for hans skyld, hvis han tager skade af det; ellers «vandrer du ikke i kærlighed» (Rom 14,15). Kan du ikke gøre ham andre tjenester, så tjen ham med din uovervindelige og utrættelige tålmodighed med hans mangler og med din stadige tilgivelse. Er det ikke den største tjeneste og velgerning, Gud kan gøre dig, når han giver dig den daglige tilgivelse? Den tjeneste kan du også gøre din svage bror, og det er ikke nogen lille tjeneste. Ser du dem, som du lever sammen med hver dag, sove deres tid bort i synd, i blindhed og i vantro, og du aldrig gør et ydmygt, sagtmodigt og kærligt forsøg på med Guds ord at vise dem faren, så er du ikke fri for deres blod, og de vil måske en dag råbe: Du havde lyset ovenfra, du så vores syndesøvn, men du sagde det aldrig til os. Og tænk i alt på Jesu ord: «Hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem»; og på, hvad han sagde om den yderste dom: «Da skal Dommeren sige til dem, der står ved hans højre side: Jeg var sulten, jeg var nøgen, jeg var hjemløs, syg og i fængsel, og I gav mig at spise, I klædte mig, I besøgte mig» osv.

Den anden slags kristen kærlighed var den broderlige. Broderlig kærlighed er den, hvorved alle Guds børn i verden som indbyrdes brødre er knyttet sammen i et saligt, inderligt og fortroligt søskendebånd. Dette broderskab kender ingen grænser af forskellige kirkebekendelser, former og steder, forskellige stænder og levevilkår, men ser efter noget, som findes overalt, hvor Kristus bliver prædiket, nemlig efter Guds børn, født af Gud. For grunden til denne broderlige kærlighed er alene den, der står skrevet i 1 Joh 5,1: «Enhver, som elsker den, der har født, elsker også den, der er født af ham.» Og her er årsagen til, at Kristus netop angav denne kærlighed som kendetegnet på sine sande disciple, da han sagde: «Deraf skal alle kunne se, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden»; for alt andet kan hyklere efterligne, men ikke den indbyrdes kærlighed, som ser efter dem, der er født af Gud. De kender og elsker kun ydre ting, ydre lighed med dem selv og ydre elskværdige egenskaber. Læg mærke til: Den broderlige kærlighed er et bestemt tegn på nåden, men mange kan også elske en sand kristen uden selv at være det, nemlig når de elsker en kristen for noget andet, end at han er kristen. De elsker ham ikke som kristen, men for eksempel som rettroende, som et godt menneske, som gavmild, som rar osv. Kun da er din kærlighed et nådens tegn, når du elsker ikke blot en enkelt hist og her, men alle, «som er født af Gud», og kun fordi de er født af Gud, når du elsker dem mere end alle, som har ydre elskværdige egenskaber, men mangler livet. Derfor opstår denne broderlige kærlighed også først, når du hos nogen genkender dette åndelige liv. Dog kan de nævnte elskværdige egenskaber gøre, at du knyttes til visse brødre med en særlig, nærmere fortrolighed. Det finder vi antydet og godkendt af Herren Jesus, når evangelisterne fortæller, at han omfattede Johannes med en særlig kærlighed, «den discipel, som Jesus elskede», skønt Jesus elskede alle «sine egne, som var i verden», med broderkærlighed og kaldte dem sine «brødre» (Joh 13,1.23). *)

*) Om afgudisk kærlighed, eller skadelig overdrivelse i broderkærligheden, skal her kort mindes om, at den kun opstår, når der blandes en anden kærlighed ind end den rent åndelige; for hvis det kun var det åndelige, der blev elsket, så ville selve kilden, Gud, blive elsket mest. Kærligheden er afgudisk og skadelig, når 1) hjertet hænger mere ved personen end ved Gud, så et skabt væsen bliver betingelsen for din fred, så du føler dig ulykkelig uden det, selv om du stadig har Gud; 2) når ens lære og liv hænger mere ved denne persons lære og liv end ved Guds ord, så du følger med, hvis personen afviger.

Den broderlige kærlighed, som altid fører fortrolighed med sig i det åndelige, om ikke andet, er et nådens tegn. For verden og hyklerne har intet broderskab i Kristus, men kun broderskab i synder og lyster, broderskab i synspunkter og meninger, men over for de levende nådens børn altid mistanke og uvilje. Det er også som regel det første tegn på, at en sjæl er begyndt at erfare nådens værk i sit hjerte, når den begynder at nære kærlighed og fortrolighed til levende og nidkære Guds børn; og det første tegn på, at dette nådens liv begynder at dø bort, er, når en kristen begynder at kunne undvære brødrene, ja, nære mistanke og mishag mod brødrene og vende tilbage til verden, efter Jesu ord: «Fordi lovløsheden tager overhånd, skal kærligheden blive kold hos de fleste» (Matt 24,12). Når kirken har haft mere liv og mere lidelse, så har kærligheden også været mere brændende. Således læser man om de første kristne, at når nogen i hårde forfølgelsestider kom tilbage til menigheden fra bødlernes hænder, fra pinsler og fængsler, så løb de hinanden i favnen og råbte af glæde og kærlighed.

Men den broderlige kærlighed er også et nådemiddel. At Jesus netop mod slutningen af sin synlige nærværelse gav sine disciple et nyt bud om indbyrdes kærlighed og sagde: «Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden», havde tydeligvis denne mening: Mens jeg har været hos jer, har jeg været jeres samlingspunkt, det, der bandt jer sammen; nu skal den indbyrdes kærlighed være det, der holder jer sammen og styrker jer; lad derfor kærlighedsbuddet være nyt for jer. Og hvor svag er ikke en ensom kristen, der kun er omgivet af verden og dens væsen, hvor kold, hvor magtesløs! Men hvor opvarmende og styrkende er derimod ikke broderkærligheden! Hvor livgivende for ånden er det ikke overalt, i alle lande og alle stænder, at finde søskende, i hvem man genkender det samme liv, den samme Kristus; som lemmer på det samme legeme at være forenet med alle brødre i hele verden i det store, salige broderskab, hvor Kristus er «den førstefødte blandt mange brødre»! (Hebr 2; Rom 8,29).

Men netop denne salighed og dette nådemiddel er det, Djævelen angriber og vil ødelægge ved splid. Hertil bidrager også vores onde hjerter og de mangler, vi støder på i brødrenes lære og liv. At en kristen er så øm over lærens renhed, at han forkaster alt, hvad der afviger fra den, bliver ofte kaldt kærlighedsløshed, men med stor uret; for aldrig er det befalet os at elske falsk lære. Og som Luther siger: «Et eneste ord, der er udgået i Guds navn, kan fordærve et helt land»; og igen: «Hvis man begynder med at give plads for falsk lære i ét punkt, så æder den om sig som kræften og fordærver alle punkter.» «Men visdommen fra oven er – – fredelig, mild, eftergivende,» skriver Apostlen. Når en, der farer vild, ikke vil lade sig sige, hvordan kan han så regnes for en bror? Se, disse tanker er vigtige og sande og må ikke kaldes kærlighedsløshed, når blot vi forstår at bruge dem ret. Men netop det er også vigtigt, for ellers kan de føre en velmenende og redelig kristen til kødelighed, ja, til virkelig kærlighedsløshed. Læg derfor mærke til: «Et eneste ord kan fordærve et helt land», «én eneste vildfarelse føder flere», men kun når de rører ved hovedsagen i en livsvigtig artikel. Hvis man for eksempel i læren om syndefaldet og dets følger antog, at mennesket ikke er så fordærvet, at det ikke ved fornuft og fri vilje kan kende og gøre Guds vilje sådan, at Gud bliver det nådig, så bliver hele forsoningen overflødig ved den lære, og så falder hele kristendommens grundvold med alt det velsignelsesrige, der er bygget på den. Eller hvis man i læren om Kristus blot antager, at Kristus ikke var evig Gud, så følger det snart, at han ikke kunne sone synder osv., og hele bygningen falder. Eller hvis man lærer, at Kristus ganske vist er verdens Forsoner, men at ingen må tilegne sig hans fortjeneste, før han først har overvundet sine synders magt, så er Kristus ikke længere trøst for de helt fortabte og hjælpeløse, men kun for de retfærdige, og så er hans egentlige værk gået tabt. Eller hvis man lærer, at fordi nåden jo strømmer over af lutter nåde, så er det ikke så nøje med helliggørelsen, så vil kødelig frihed snart fordærve hele livet. Se, hvor ømtålelige de livsvigtige punkter er, hvor «lidt surdej gennemsyrer hele dejen»! Men de reformertes vildfarelse i nadverlæren har for eksempel ikke født flere vildfarelser i andre punkter. Vær ikke børn i forstand, men tænk på, at en hånd, en finger, som jo også er lemmer på legemet, kan blive skadet, ja, fjernet, og mennesket lever alligevel; men tager du hovedet eller hjertet bort, så dør det. Men alligevel: Når du kan beholde hånden også, hvorfor så tage den bort? Behold din bedre lære også i de mindste punkter; men skeln nøje mellem hovedsag og bisag, når det gælder om at bedømme brødrene.

Men hvis en, der farer vild, ikke vil lade sig sige af Guds ord, det vil sige af Bibelens egne bestemte udtryk, men foragter og modsiger dem blot for sine egne forudfattede meningers skyld, så er det åbenbar kødelighed og foragt for Gud; regn ham da for en hedning. For i sådanne punkter, hvor Skriften selv med bestemte ord, som ikke behøver nogen tolkning, afgør spørgsmålet, der strides redelige kristne aldrig. Det skal du altid lægge mærke til. Men der står: Vi forstår delvis og profeterer delvis (1 Kor 13,9). I dette «profetere», som betyder tolke, udlægge, er det, at der opstår forskellige meninger blandt redelige sjæle, og der kan vi ikke kræve, at nogen skal «lade sig sige», før han er overbevist, det vil sige, før han indser, at vores tolkning og mening er bedre end hans. Den frihed beder vi alle om, uden at være forhærdede i vildfarelser. Læg her mærke til, hvor tåbeligt det er at tro, at Åndens enhed først kan vindes, når vi bliver fuldt enige i alle punkter. På den grund kan Åndens enhed aldrig vindes, for denne fuldkomne overensstemmelse indtræffer aldrig, før dette livs «delvis» går over i det forherligede evige livs «fuldkommenhed». Derfor sagde Apostlen ikke læremeningernes enhed, men «Åndens enhed». Husk det godt.

Men ak, her kræves en særlig nåde, et godt mål af ydmyghed, kærlighed og selvfornægtelse, for at man med sine fortrin i lære og liv kun kan tjene svagere brødre og ikke træde på dem; for at man kan fornægte sig selv så meget, at man kan se, hvor en bror eller et samfund tager fejl, og alligevel ikke ophøje sig, men, så vidt de er brødre i Kristus og i hovedsagerne, bære over med dem i disse fejl og kun søge at rette dem. Men ak, Jesus sagde et ord, der er værd at tænke over: «Mens folk sov, kom hans fjende og såede ukrudt midt i hveden.» Når kristne af åndelig dovenskab forsømmer at vokse i tro og helliggørelse og tager sig fri, så går Djævelen frem i en engledragt og giver dem en anden beskæftigelse, som har skin af åndelighed, men er den samme beskæftigelse, som verdens vise uden Guds Ånd kan udøve med lige så stor skarpsindighed, nemlig arbejdet med lærepunkternes renhed. Ved det arbejde kan egenkærligheden vinde ære, skønt det ikke just er nogen stor ære, eftersom Djævelen selv og åndeligt døde skriftkloge kender læren lige så rent og skarpsindigt som vi. Djævelen kender lærepunkterne lige så godt, men har ingen troens fred og salighed indvendig og ingen kærlighed og helliggørelse, der viser sig udvendig. Tænk alvorligt over dette, og forstå Apostlens ord: «Kundskaben opblæser, men kærligheden opbygger» (1 Kor 8,1).

Hvad der her er sagt om læren, kan for størstedelen siges om livet. Kort sagt: Kærligheden vil aldrig bestå, hvis du ikke vil elske andre end fejlfrie brødre. Elsk aldrig deres fejl, men irettesæt, advar og hjælp dem af med dem; men vogt dig for at nægte personerne din broderkærlighed, så længe de ikke åbenlyst tror, lærer og lever imod evangeliet og frækt forsvarer deres fejl. Så længe de erkender deres fejl og ønsker at blive dem kvit og imens ærer og elsker Guds ord, skal du elske dem, ikke blot med almindelig kærlighed, men med broderlig. Se også til, at du ikke gør nogle af dine egne særheder til rettesnor for andre, ja, at du ikke for en mindre brist i deres liv forårsager en større, nemlig ved at ødelægge kærligheden. Kærligheden er «summen af budet». Ødelæg ikke hele summen for noget mindre, og vid: Du vil aldrig finde en helgen, som ikke har sin særlige fejl. Læs mere om dette i Gal 6,1–5. Og især 1 Kor 13: «Om jeg talte med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, så var jeg et klingende malm» osv. – «Men nu bliver disse tre: tro, håb, kærlighed; men størst af dem er kærligheden», for den er de førstes fuldendte frugt, den er lovens opfyldelse, og den hører aldrig op i evighed.