«I har gjort det mod mig»

(Trettende årgang, 1854)

Matt 25,31–46

Mon nogen tror, hvad disse ord indebærer? Det er Kristi ord – de ord, han skal sige på den yderste dag: Alt, hvad I har gjort mod en eneste af disse mine brødre, har I gjort mod mig. Mon nogen i dette tror den store Herre? Det er bestemt hårdt at spørge sådan, men enhver må prøve sig selv. Vi vil bestemt i almindelighed ære Herrens ord som den evige, himmelske Sandheds ord, men det er at frygte, at han i disse ord ikke får lov at gælde som sandfærdig hos ret mange, ja, knap hos nogen. Og vi taler endda stadig om de troende. For hvis vi kunne tro disse ord – hvis vi virkelig og levende troede, at alt, hvad vi i enfoldig kærlighed og på grund af den store nåde, der er blevet os til del, viser fattige medbrødre, af Kristus blev regnet for at være gjort mod ham selv – så ville der bestemt blive sådan en iver og et sådant løb efter den nåde at måtte tjene Kristus på den måde, at vi aldrig ville finde anledning nok til det. Det er forunderligt, hvor mægtigt den tro sætter mennesker i virksomhed, når de rigtig sikkert kan tro, at de gør Gud en velbehagelig tjeneste. Den overtroiske fakir i Ostindien kan for den tros skyld påtage sig det slid at rulle sig hen ad jorden i hele hundrede mil eller at lade være med at sige et ord i ti år. En overtroisk katolik kan for den tros skyld pine sit legeme dag og nat med nattevågen og faste. Og så snart mennesket er bedraget af løgnens fader til en selvvalgt gudstjeneste, har det en tro så stærk, at knap noget Guds ord kan rokke ved den; men når Herren selv med de mest udtrykkelige ord siger os, hvad der behager ham, så kan ikke engang de troende holde det for rigtig sikkert, og derfor har de så ringe lyst og glæde i hans tjeneste. Gid vi derfor ville betænke, hvor meget ondt der kommer af vantro, og for alvor bede Gud om åbnede sind, så vi kan tro Kristi ord! Det er helt sikkert, at de samme skrøbelige kristne, som dagligt bittert klager over deres kulde over for Frelseren, ville løbe i hans tjeneste med den mest hjertelige glæde og kærlighed, hvis de bare rigtig troede, at hans øjne fulgte dem, og at han satte sådan pris på det, de gjorde, som om det var vist mod ham selv – hvis de bare rigtig troede disse ord: «Jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var nøgen, og I klædte mig; for alt, hvad I har gjort mod en eneste af disse mindste, har I gjort mod mig.» Tænk, hvis Kristus endnu var på jorden i den samme fornedrelse som dengang, han for vores skyld gik her så fattig, at han ikke havde noget sted at hælde sit hoved, og han i den tilstand kom ind i mit hus og nævnte, at han manglede noget; åh, jeg ville aldrig i mit liv have været lykkeligere end da, når jeg fik lov at give ham noget! Jeg ville bestemt ikke spare på noget for hans skyld; jeg ville bestemt give ham det bedste, jeg havde. Og det, selv om jeg samme dag, lige før, af hjertet havde klaget: «Jeg er helt iskold over for ham.» Hvorfor skulle jeg så have så hjertelig en lyst til at tjene ham? Sandelig kun fordi jeg rigtig vidste, at jeg tjente ham, og at han så på min tjeneste med velbehag. Ak, ve over den ulykkelige vantro og det forblindede hjertes mørke, som ikke lader os have den glæde og lyst til Herrens tjeneste, som vi ellers ville have! Og læg nu her mærke til, hvor vigtigt det er at tro dette ord: «I har gjort det mod mig.» Ja, gid alle kristne ville standse ved dette ord og for alvor gøre sig spørgsmålet klart: Er det sandt? Er det virkelig sandt, hvad Herren siger: «Alt, hvad I har gjort mod en eneste af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig»? Eller er Herren Kristus ikke sandfærdig i det øjeblik, han taler sådan? Gud forbarme sig! Gud åbne vores sind og øge vores tro!

Men vi har også endnu en vigtig lære af ordene: «I har gjort det mod mig.» Mangen kristen har undret sig over, at den store, afgørende dom til evig salighed eller evig fordømmelse efter denne Kristi beskrivelse skal bygge på gerninger – når ellers hele evangeliets lære går ud på, «at vi bliver retfærdige af tro uden gerninger». Men nu skal Kristus i dommen kun regne gerninger op, som vi har gjort eller ikke gjort, og efter dem skal vi dømmes. Det er jo underligt. Ja, det må bestemt vække os til at give agt, og det må bestemt med en vældig dommerrøst slå den falske, ufrugtbare indbildte tro ned, som får nogle til slet ikke at ville høre tale om, at troen skal vise sig i gerninger; de vil i al magelighed vugges frem med søde betragtninger om nåde og himmerige, selv om deres tro ikke har nogen levende og drivende kraft, og de aldrig af erfaring kan sige: «Kristi kærlighed tvinger os»; de har, som Luther siger, «kun taget skummet af evangeliet» og har ingen virkelig forening med Frelseren, en forening, som fører en helliggørende ånd og lyst til Guds lov med sig; nej, de vil ikke høre nogen formaning, men klager over, at man dermed «binder samvittighederne med gerninger». Sådanne burde betænke disse Skriftens ord. Det er bestemt sandt, at der findes nogle, som binder de troendes samvittighed med gerninger; men dem kender man på, at de er fjender af den tro, der giver fred, at de altid vil holde sjæle i uvished og stræber efter at gøre folk fromme ved formaning, tugt og straf – at tvinge helliggørelse frem hos dem, som endnu ikke er blevet fri af loven og salige i Kristus. Men det er noget helt andet, når en troende sjæl formanes med kærlig mildhed eller, hvis den er blevet letsindig, straffes med alvor, mens nådens dør hele tiden holdes åben; det kaldes ikke at binde samvittighederne med gerninger, men er det, Kristus og alle apostlene så ustandselig gjorde. Men den, som ikke elsker en sådan kærlig formaning, men vil være fri i sit kødelige væsen, hos ham skal ikke bare kødet, men også hans sjæl og samvittighed bindes under Guds dom; for der bor hverken den villige ånd eller den lovbundne ånd, men en fræk ubodfærdighed. Kristi ord er bestemte. Den, som holder sig for at være en gren på ham, men ikke bærer frugt, skal hugges af og kastes i ilden. Den, som ikke havde gjort de gerninger, han regner op i dommen, bliver vist bort til en ild, der er beredt for Djævelen og hans engle. Det er Kristus selv, der siger det.

«Men det er alligevel underligt,» siger du, «at hele troens lære ser ud til at være glemt, og at kun gerningerne fremhæves.» Svar: Her er en domstol, og dertil hører vidner; gerningerne nævnes her kun som vidner om vores forhold til dommeren. Det er også derfor, denne tekst i vore dage er så dyrebar, nemlig for at vi kan have en afgørende prøve på den ægte kristendom. For det første er der så megen strid, og «alle en mands veje er rette i hans egne øjne» (Ordsp 21,2); da er det godt at få at vide, hvad der er den afgørende prøve. Kristus siger: «Af deres frugter skal I kende dem» (Matt 7,15–20). Læg mærke til, hvilken lære der bærer mest frugt – ikke hvilken der taler mest om sin egen rigtighed, alvor osv., men hvor der virkelig bliver mest frugt, og (læg mærke til det!) sådan frugt, som Skriften taler om: «Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, mildhed, godhed» osv. Vi må ikke dømme efter vores eget forgodtbefindende, men give agt på, hvordan Skriften taler. – For det andet er der så meget selvbedrag også blandt dem, der holder sig til den rette lære. På «det sande vintræ» hænger også de grene, som skal kastes bort. Dem skal man kende på, at de ikke bærer frugt. Her ser vi nu den største grund til, at Kristus her kun taler om gerninger.

Men for det andet: Se lidt nærmere på Kristi ord, så vil du finde, at troens vej her ikke er fornægtet eller glemt. Har du nogen sinde tænkt over eller forstået, hvorfor Kristus her kun taler om sådanne gerninger, som man har vist mod ham selv? Han taler ikke om hvilke som helst gode gerninger. Han siger ikke: En sulten kom, og I gav ham at spise; en nøgen kom, og I gav ham klæder; en hjemløs kom, og I gav ham husly osv., men han siger hele tiden «jeg» og «mig». – «Jeg var sulten, og I gav mig at spise; jeg var tørstig, og I gav mig at drikke; jeg var fremmed, og I tog imod mig» osv., «for alt, hvad I har gjort mod en eneste af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig.» Se, her er hemmeligheden og kraften i hele denne tekst. Det er bestemt sandt og ubestrideligt, at den ene lære, Kristus her vil give os, er den, vi allerede har betragtet, nemlig at han vil sætte sådan pris på sine venners gerninger, som om de var vist mod hans egen person; men den anden lære er, at han ved den yderste dom kun vil nævne og prise de gerninger, som virkelig er gjort for ham eller for hans skyld; for læg mærke til, hvordan han taler! Han siger ikke: Hvad I har gjort mod mennesker, det har I gjort mod mig; men han siger: «Hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre» osv. Læg mærke til det! «Mine brødre – hvad I har gjort mod mine brødre.» – Dermed har han bestemt først tænkt på selve kærligheden til hans troende, som han kalder sine «brødre» (Joh 20,17; Matt 12,48–50), og har så peget på det store kendetegn, der adskiller de rette kristne, nemlig «kærligheden til dem, der er født af Gud» (Joh 13,35; 1 Joh 5,1–2); for ligesom han her siger: «Hvad I har gjort mod mine brødre, det har I gjort mod mig,» sådan sagde han også engang til sine disciple: «Den, som tager imod jer, tager imod mig» (Matt 10,40). Men for det andet har han dermed også villet pege på hjertets hensigt og bevæggrund i vores gerninger; for af den samme kærlighed, som driver os til at tjene hans «brødre», kan man tjene alle mennesker, når det nemlig sker for hans skyld, sker som følge af vores forhold til ham. Hvor afgørende vægt Herren netop lægger på denne hensigt og bevæggrund, kan man se mange steder; som når han i Mark 9,41 siger: «Den, som giver jer et bæger vand at drikke, fordi I tilhører Kristus, sandelig siger jeg jer: Han skal ikke miste sin løn.» Ligeså i Matt 10,41–42, hvor bevæggrunden peges ud lige så omhyggeligt, når Herren siger: «Den, som tager imod en profet, fordi han er en profet, skal få en profets løn; og den, som tager imod en retfærdig, fordi han er en retfærdig, skal få en retfærdigs løn. Og den, som giver en eneste af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg jer» osv. Af alle disse steder ser vi, hvordan Herren ser på hjertets sigte og mening med gerningen; derfor vil det ord: «I har gjort det mod mig» også sige: I har haft mig for øje i jeres gerninger, det er mig, I har villet tjene, det er for min skyld, I har gjort det. Men det kan man jo ikke sige om hvilket som helst menneske; det er jo noget, som netop kendetegner Jesu troende venner. Tusinder af andre gør udvendigt de samme gerninger, men af en helt anden bevæggrund; nogle gør det gode for at blive set af mennesker, og «de har allerede fået deres løn» (Matt 6,1–2); andre gør det af naturlig medfølelse med det lidende væsen, der står for øjnene af dem, en bevæggrund, som også findes hos de umælende dyr; en tredje gør det for at vinde saligheden, for lovens bud, trusler eller løfters skyld, og det kaldes at «holde sig til lovens gerninger», og de, der gør det, er under forbandelsen (Gal 3,10). Kristus kan umuligt sige om de gerninger, der er udsprunget af sådanne bevæggrunde: «I har gjort det mod mig.» Vi har allerede set, hvordan han plejede at tale, og hvordan han så efter hjertets sigte og bevæggrund. Og det er kun de, der er «døde fra loven» og nu lever i Kristi kærlighed – det er kun de, der kan «bære frugt for Gud», gøre det for Kristus, så han kan sige: «I har gjort det mod mig.» Vi må altså indrømme, at denne tekst på en meget kraftig måde taler om troens vej. Vi har jo set, at sådan et hjerte for Kristus, et sind, der drives af Guds kærlighed, kun vindes ved troen, kun ved befrielsen fra loven, når vi bliver indlemmet i Kristus og begynder at leve af hans kærlighed; som han selv sagde: «Hvis I bliver i mig – bliver i min kærlighed – så bærer I megen frugt.» Vi ser altså, at den afgørende dom til evig ulykke eller evig salighed i himlen afhænger af, om vi har levet i hans kærlighed.

Endelig kan vi også af de gerninger, Kristus her regner op, lære noget om, hvor stort et felt og hvor vid en udstrækning den kristne godgørenhed har. Vi lægger mærke til, at Kristus her taler for en virksomhed, der går udad, når han ikke bare taler om det gode, enhver kan gøre i sit eget hus, men også siger: «Jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i fængsel, og I kom til mig.» Det er underligt, at der blandt kristne kan opstå forskellige meninger om et sådant spørgsmål: om vi skal opsøge nøden eller bare vente, til den melder sig ved vores dør. Samtidig med at den ene beklager, at han er bundet til et kald i hjemmet og derved berøvet al lejlighed til at gøre gode gerninger – uden at betænke, at det netop er i hjemmet, blandt vores nærmeste, vi skal øve de fleste gode gerninger – findes der andre, som også vil være kristne, men som helt og holdent forkaster al virksomhed ud over det og vil indskrænke vores godgørenhed til de nærmeste. Men hvor man ikke i det skjulte er ude på at forsvare sin egen magelighed, men virkelig vil se sandheden, der vil man bestemt af disse Kristi ord: «Jeg var syg og i fængsel, og I besøgte mig» – og af det almindelige kærlighedsbud: «Du skal elske din næste som dig selv» – blive tilstrækkelig overbevist om, at enhver kristen efter lejlighed og evne bør tjene alle mennesker, ikke bare sine husfolk og sine venner – «for det samme gør også tolderne» – men også dem, som står udenfor. Der var også på Kristi tid en mand, som ville slippe for budet om at vise kærlighed mod næsten og derfor svarede: «Hvem er så min næste?» Men Kristus viste i sin lignelse om den barmhjertige samaritaner, at man skulle tjene mennesker også dér, hvor der i alle forhold er så stor en afstand som mellem jøder og samaritanere. Læg derfor mærke til: Det er meget gode og for Gud velbehagelige gerninger, når du først ved troen holder venskab med din Frelser og siden med tålmodighed og troskab passer dit kalds gerning i hjemmet, hvad enten du er den, der styrer – husfader eller husmoder – eller den, der adlyder – barn eller tjener; i alle stænder har man mange gode gerninger at øve, som ofte kræver megen tålmodighed og kødets dødelse, og kan du holde trofast ud i det, så er det alt sammen gerninger, som er Gud velbehagelige; for det er befalet og forordnet af ham selv. Men kan du desuden tjene dem, der står uden for hjemmet, i åndelige eller legemlige behov – syge, fattige, uvidende – så ser du her, at Kristus en dag vil prise disse gerninger sådan, at han skal sige: «Jeg var syg, og I besøgte mig; jeg var i fængsel, og I kom til mig.» Kort sagt: «En kristens gerninger har intet navn,» siger Luther, det vil sige: En kristen gør ikke bestemte gerninger som hyklerne, der udvælger sig en bestemt gerning, og ud over den får man intet godt af dem; men en kristen har kærlighed og gør ved den alt muligt godt efter Kristi ord: «Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, skal også I gøre mod dem.» Når han har den store nåde at leve i Guds venskab og under en evig og stadig tilgivelse, så længe Gud ikke forkaster borgensmanden, sin elskede Søn, og når hertil kommer, at Kristus ser på vores ringe gerninger med et sådant velbehag, at han vil sige: I har gjort det mod mig – hvor er det da dejligt i stort og småt at se på ham og sige ved sig selv: For Frelserens skyld vil jeg nu give denne fattige et stykke tøj; for Frelserens skyld vil jeg sige denne uvidende et sundt ord; for Frelserens skyld vil jeg nu have tålmodighed med dette medmenneske, som sætter min tålmodighed på prøve, og give det et glad ansigt og et godt ord; for Frelserens skyld vil jeg gøre mig den ulejlighed at besøge den og den elendige osv. Når jeg har troens trøst og kærlighed i mit hjerte, er alt dette en lyst. Vi skal alligevel synes, at vi intet har gjort, så at når Herren regner op, hvad vi har gjort for ham, skal vi svare: Hvornår var vi så lykkelige, at vi fik lov at tjene dig? Men han skal da forsikre og erklære: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en eneste af disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig.