Om det åndelige præstedømme

(Anden årgang, 1843)

Denne gang, eller med dette emne, vender vi os helt og holdent kun til de troende i Kristus, de åndelige, de sjæle, som Ånden har vakt, omvendt og genfødt; for det er egentlig kun dem, der behøver at kende, anerkende, tage sig til hjerte og efterleve det; det er alene dem, det åndelige præstedømme tilhører. Hvis andre ikke fatter, anerkender og billiger det, betyder det kun lidt; for de er ikke åndelige og kongelige præster, og de, som ikke er præster, bør ikke lære andre, men tie i åndelige ting. Men de rettroende er dels altid ufuldkomne i indsigt og desuden omgivet af vildledende røster, som de behøver at blive oplyst og styrket imod med Herrens ord, dels er de også besværet af kødets træghed, menneskefrygt, forsømmelse osv., så de behøver at blive vakt og opmuntret til at udføre deres hellige pligter; derfor vil vi, om muligt, med Guds velbehag og bistand og til gavn for hans rige give nogen vejledning herom. Emnet er og har længe været forbavsende glemt og fortiet, så det vil forekomme mange som noget nyt, skønt det altid har stået for de troende i Bibelens gamle, hellige ord; derfor er det på høje tid at løfte øjnene og se, hvad Herrens mund taler. En sand kristen skal heller aldrig behøve mere for at «være fuldt vis i sit sind» end at se, hvad Kristus og Bibelen siger om det. De derimod, som ser og lægger mærke til Kristi og Bibelens ord, men alligevel kan foragte og modsige den sag, som disse ord kræver, er ingen sande kristne. Det har til alle tider været et uhyggeligt, men sikkert tegn på åndeligt forfald og død – både for tider, lande og kirkeafdelinger og for deres enkelte lemmer – at Kristus og Bibelen blev ringeagtet og gjort underordnet mennesker og menneskebud, sådan som det skete i den jødiske kirke på Kristi tid og i den katolske på Luthers tid og siden. Kristus, den store Hyrde for fårene og vore sjæles biskop, er sin kirkes eneste overhoved og enerådende styrer, og Bibelen er hans eneste kirkelov; hvor Kristus og Bibelen nu ringeagtes og foragtes, dér er Kristi kirke ikke, selv om man hylder dem i bekendelsen; dér er forholdet kun det, at den frafaldne discipel, som engang var blandt de udvalgte, nu forråder sin Herre ved at sige: «Hil dig, rabbi!» og kysse ham, men straks lader ham binde (med menneskebuddene) og overgive til ypperstepræsterne for at blive dømt og dræbt. Det sker, når man lader egne eller andres meninger, skikke og vedtægter gælde mere end Kristi og Bibelens ord.

Hvad angår dette emne, lærer Skriften, som det snart skal vises, at «han, som blev slagtet og købte os til Gud med sit blod af alle stammer og tungemål og folk og folkeslag», vil udbrede denne salighed over jorden og give den til mennesker gennem synlige midler, nemlig Bibelen og dens tjenere («Ordets tjenere»), Bibelen og de mennesker, der bærer dens himmelske lærdomme ud og planter dem i sjælene. Det er alle de, som med al deres menneskelige ringhed, ja, synd og skrøbelighed, dog er Guds benådede børn, er Kristi disciple, af nåde kaldet, omvendt og iklædt hans retfærdighed og udrustet med hans Ånd, visdommens og forstandens Ånd, rådets og styrkens Ånd, kundskabens og Herrens frygts Ånd; denne Ånd danner de åndelige præster; for om alle benådede siger apostlen Peter: I er en udvalgt slægt, et kongeligt præstedømme, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans dyder, som har kaldet jer fra mørket til sit underfulde lys (1 Pet 2,9). Og Herren Kristus selv: Den, som ikke samler med mig, spreder (Luk 11,23). Nu tilkommer det ikke et eneste Guds barn at «sprede»; derfor tilkommer det dem alle at «samle med ham», «at gøre godt hver mand og utrætteligt søge at forøge hans rige, så vidt man nogensinde kan» (Den svenske salmebog). Sådan vil Kristus det. Men fordi de jordiske gøremål i almindelighed hindrer dette himmelske og åndelige arbejde så meget, udskilte han særligt nogle bestemte, som skulle have dette som deres eneste embede, deres sag, som de helt skulle ofre sig for; mens andre åndelige mennesker derimod kun ved siden af deres jordiske kalds gerning skulle forkynde hans dyder, som har kaldet dem, med deres væsen, deres forbøn, ord og gerninger. Allerede dette skulle vel forståeligt nok antyde forskellen mellem det åndelige præstedømme og præsteskabet i den almindelige betydning. Ligesom til det levitiske præstedømme hører der også tre ting til det åndelige: 1) At lære, irettesætte, trøste, formane; 2) at bede for folket; 3) at ofre, nemlig sit eget kød, hele sit liv, og derved være et forbillede for andre.

Til alt dette vil vi anføre bekræftende bibelord; men da Luther taler med så megen iver og kraft om dette emne, vil vi først anføre nogle steder fra hans skrifter, nemlig de følgende: «Præster er alle troende kristne, som Peter siger, 1 Pet 2. Deres tro giver dem alt godt og al visdom, så de ved deres gode er rige konger og ved deres visdom store præster og kan dømme, bedømme og lære hele verden» (Kirchenpost. Winterth. fol. 136). «En præst i Det Nye Testamente må ikke gøres, men fødes. Han bliver ikke viet, men skabt; men han fødes ikke ved den kødelige fødsel, men ved den åndelige, af vand og Ånd i genfødelsens bad. Derfor er de kristne allesammen præster, og det ville være forbandet tale, hvis man ville sige, at en præst er noget andet end en kristen; for sådan tales der uden for Guds ord, kun ud fra menneskelære, efter gammel skik eller efter den store hob, som mener det» (Tom. II. Altenb. fol. 502). «Det tilkommer en præst, at han er Guds sendebud og har befaling fra Gud til at forkynde hans ord. Hans dyder, siger Peter, dvs. det under, som Gud har gjort med jer, da han førte jer fra mørket til sit underfulde lys, skal I forkynde, og det er den højeste præstetjeneste. Og sådan skal en prædiken være, at den ene broder forkynder for den anden Guds kraftige gerning, hvordan vi ved ham er forløst fra synd, helvede, død og alt ondt og kaldet til det evige liv. Således skal I også undervise andre folk i, hvordan de kan komme til dette lys. For alt skal være rettet derimod, at I erkender, hvad Gud har gjort for jer, og siden lader det være jeres fornemste gerning offentligt at forkynde dette og kalde hver mand til det samme lys, som I er kaldet til. Hvor I ser mennesker, som ikke ved dette, dem skal I undervise og lære, sådan som I selv har lært, nemlig hvordan man ved Guds dyd og kraft må blive salig og komme fra mørke til lys» (Tom. II. Altenb. fol. 431). «Nu vil du måske sige: Er det sandt, at vi alle er præster og bør prædike, hvad skal det så blive til? Skal der da ingen forskel være mellem mennesker, og skal også kvinderne være præster? Svar: I Det Nye Testamente burde der med rette ikke gøres nogen forskel mellem en præst og en almindelig kristen, for det kan troen ikke tåle; så de, der kaldes præster, skulle være som andre og kun blive udvalgt af menigheden til at prædike. Altså er der kun udvortes en forskel for embedets skyld, som én af menigheden er kaldet til; men for Gud er der ingen forskel; og nogle bliver kun trukket frem af flokken, for at de i menighedens sted skal føre og drive det embede, som de alle har, men ikke for at én skal have større magt end de andre. Derfor skal heller ingen af sig selv træde frem og prædike i menigheden, men man må trække én frem af flokken og indsætte ham, og man kunne afsætte ham igen, når man ville. Men nu har de oprettet en egen stand, som var den af Gud, og har vundet sådan en frihed, at der midt i kristenheden næsten er større forskel end mellem os og tyrken. Når du ser på de kristne, skal du ikke se på nogen forskel og sige: Dette er en mand eller en kvinde, en tjener eller en herre, gammel eller ung; men som Paulus siger: ’Her er ikke træl eller fri, her er ikke mand og kvinde; for I er alle én i Kristus Jesus’ og lutter åndeligt folk. Derfor er de allesammen præster og kan alle forkynde Guds ord, bortset fra at kvinder ikke skal tale i menigheden, men lade deres mænd prædike for det buds skyld, at de skal være deres mænd underordnet, som Paulus lærer i 1 Kor 14. – Det er det rette præstedømme, som består i disse tre stykker, at man ofrer åndelige ofre, beder for menigheden og prædiker. Den, der kan gøre det, er præst; men alle er skyldige at prædike Guds ord, bede for menigheden og ofre sig til Gud» (Tom. II. Altenb. fol. 426). «Det kan ingen bestride, at hver kristen har Guds ord, er lært af Gud og salvet til præst, som Kristus siger: ’De skal alle være lært af Gud’, og Sl 45: ’Gud har salvet dig med glædens olie mere end dine medbrødre.’ Disse medbrødre er alle kristne, Kristi brødre, som sammen med ham er viet til præster, som Peter siger: ’I er det kongelige præstedømme’ osv. Men er det sådan, at de har Guds ord og er salvet af ham, så er de også skyldige at bekende dette ord, at lære og udbrede det, som Paulus siger: ’Da vi har den samme troens ånd – derfor taler vi også.’ Og Sl 51 siger: ’Jeg vil lære overtræderne dine veje, og synderne skal omvende sig til dig.’ Heraf følger det med vished, at en kristen ikke alene har ret og magt til at lære Guds ord, men er skyldig at gøre det, så sandt han ikke vil miste sin sjæl og pådrage sig Guds unåde» (Tom. II. Altenb. fol. 330).

«I Kol 3,16 gør Paulus læreembedet fælles for alle kristne, når han siger: ’Lær og forman hinanden’, og desuden hver især sig selv, ud over den offentlige prædiken, så Guds ord altså kan komme i omløb overalt, offentligt og i det skjulte, i fællesskab og hver for sig.» – «Her opstår det spørgsmål, om lægfolk og menigmand også må prædike, eftersom Stefanus her ikke blev sat til at prædike – det embede forbeholdt apostlene sig selv – men til at forvalte, og han alligevel, når han kommer på torvet og blandt folket, straks rumsterer med tegn og undere og oven i købet irettesætter de øverste. Men her står Stefanus fast og giver med sit eksempel enhver magt til at prædike, hvor han end er, være sig i huset eller på torvet, og lader ikke Guds ord være så bundet til bestemte mennesker. Dermed hindrer han dog ikke apostlene i deres prædiken, men passer også sin egen tjeneste og er rede til at tie, når apostlene selv prædiker. For der må være en orden, så ikke alle prædiker på én gang, men som Paulus lærer: Profeterne skal tale to eller tre, og de andre skal bedømme det; men får en anden, som sidder der, en åbenbaring, så skal den første tie; sådan som også ApG 15 viser. Da Peter var færdig med at prædike efter nogle farisæeres prædiken, prædiker Barnabas og Paulus efter ham, til sidst også Jakob, og den ene taler efter den anden. Det skinner stadig en smule igennem ved universiteternes disputatser. Men nu snakker én alene løs om det, han har drømt, eller om sine egne indfald. En rigtig prædiken burde foregå som en samtale, hvor noget drøftes; ligesom også Kristus indstiftede den hellige nadver ved aftensmåltidet. Men alt er vendt op og ned, og lutter menneskeorden er opstået i stedet for Guds orden» (Kirchenpost. Winterth. fol. 122). «Nuvel, navnet og titlen præstedømme er herligt og hurtigt nævnt og rost. Men embedet og offeret er sjældent; for det gyser enhver, for det gælder krop, liv, gods, ære og alt, hvad verden har, sådan som Kristus har vist det på det hellige kors. Ingen vil gå ind på at vælge og tage død for liv, pine for lyst, skam for ære, fjender for venner; for sådan har Kristus gjort på korset, os til eksempel. Og alt dette skal man gøre, ikke for sin egen skyld eller til sin egen nytte, men til tjeneste for sin næste og til Guds pris og ære, ligesom Kristus har ofret sit legeme – det er et højst ærefuldt præstedømme» (Kirchenpost. Winterth. fol. 214).

Disse og mange andre lignende udtalelser af Luther bør tjene dels til at vække og skærpe vores opmærksomhed, dels til at give os den rette betydning af de hellige bibelord om dette emne, som man så ofte læser, men sjældent rigtigt overvejer og efterfølger, og af dem vil vi nu anføre nogle. Fx 1 Kor 14,1: «Jag efter kærligheden; stræb efter de åndelige gaver, dog mest efter at profetere.» – «Men den, der profeterer, taler til mennesker til opbyggelse og formaning og trøst» (v. 3). «Jeg ville gerne, at I alle talte i tunger, men hellere, at I profeterede» (v. 5). «Derfor, mine brødre, stræb efter at profetere, og hindr ikke nogen i at tale i tunger» (v. 39). Her betyder at profetere at «forklare og udlægge Skriften» og ud fra den lære, formane og trøste, sådan som både Apostlens egne ord og Luther og Gezelius og flere skriftfortolkere godtgør. Videre: «Lad Kristi ord bo rigeligt iblandt jer, lær og forman hinanden i al visdom med salmer og lovsange og åndelige sange, og syng i nåden til Herrens ære i jeres hjerter» (Kol 3,16). «Og lad os give agt på hinanden for at tilskynde til kærlighed og gode gerninger, så vi ikke forlader vore egne sammenkomster, som nogle har for vane, men formaner hinanden, og det så meget mere, som I ser dagen nærme sig» (Hebr 10,24–25). «Men I, mine elskede, opbyg jer selv på jeres allerhelligste tro, idet I beder i Helligånden. – – Og irettesæt nogle, dem som tvivler, frels nogle ved at rive dem ud af ilden, forbarm jer over nogle med frygt» (Jud 20.22–23). «Mine brødre, hvis nogen blandt jer farer vild fra sandheden, og nogen omvender ham, skal han vide, at den, som omvender en synder fra hans vildfarelses vej, frelser en sjæl fra døden og skjuler en mængde synder» (Jak 5,19–20). «Trøst derfor hinanden og opbyg den ene den anden, sådan som I også gør. – Og vi formaner jer, mine brødre: Forman de uordentlige, trøst de modløse, tag jer af de svage» (1 Thess 5,11.14). «I er en udvalgt slægt, et kongeligt præstedømme, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans dyder, som har kaldet jer fra mørket til sit underfulde lys» (1 Pet 2,9). Til disse hellige bibelsprog kunne der lægges endnu flere af samme betydning, som Hebr 3,13; Sl 51,15; Luk 22,32; Rom 12,6; Ef 5,18–20; 1 Thess 4,18; Gal 6,1 og 4 Mos 11,29 m.fl.; men de anførte er mere end tilstrækkelige for oplyste og lydige kristne til at forvisse dem om, hvad Herrens ord lærer om emnet, og det er nok for dem. De ser af disse bibelsprog ikke alene, at de har et åndeligt præsteembede at udøve, men også, hvori det består, og hvordan det udøves. De hører af Kristus, at de bør «samle med ham», så kært det er dem ikke at sprede (Luk 11,23), ja, at de dertil er «lært af Gud» (Joh 6,45). De hører af Paulus, at de bør stræbe efter de åndelige gaver, dog mest efter at profetere (udlægge Skriften). De hører Moses udbryde: «Gid hele Herrens folk blev profeter, ved at Herren lod sin Ånd komme over dem!» (4 Mos 11,29). De hører af apostlen Jakob, at «den, som omvender en synder fra hans vildfarelses vej, frelser en sjæl fra døden». De hører af apostlen Judas (ikke Iskariot), at de bør «opbygge hinanden på deres allerhelligste tro». De hører igen af Paulus, at de bør «formane de uordentlige, trøste de modløse, tage sig af de svage». De hører af Peter, at de derfor er «et kongeligt præstedømme, for at de skal forkynde hans dyder, som har kaldet dem fra mørket til sit underfulde lys». De hører også, hvordan de øverste og de ældste og præsterne i Jerusalem befaler disciplene «slet ikke at tale eller lære i Jesu navn»; og så hører de også Peters svar: «Om det er ret over for Gud at adlyde jer mere end Gud, det må I selv dømme om» (ApG 4,18–19).

Hvis vi nu ved dette, er vi salige, hvis vi gør det. Denne lære vil, ligesom Guds ord i det hele taget, ikke blot være kendt og godkendt, men også sat i værk. Det bliver den også af alle sande, levende kristne, af den ene på én måde, af den anden på en anden; for gaverne og embederne er mange slags, men Ånden er den samme; «men åbenbaring af Ånden gives enhver til gavn» (1 Kor 12). På alle uden undtagelse går Jesu ord i opfyldelse: «Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder»; og i de ord ligger tydeligt også denne mening: Den, som ikke er imod mig, samler med mig. Det ser vi også i den daglige erfaring: Så snart en arm synder bliver vakt og ser den afgrundskant, han har vandret på, den sjælefare, han har sovet midt i og drømt om fred, og ser sine venner, slægtninge og bekendte, ja, hele den uomvendte skare leve i den samme fordømmelse, så får han en brændende omsorg for deres udødelige sjæle og vil gøre alt for at vække dem. Endnu mere, når han kommer til evangeliets lys, fred og salighed i Kristus og får Ånden, som er kærlighedens ånd, bliver alle menneskers frelse genstand for hans ømme omsorg; da kan han ikke beholde det store gode, han har fundet, for sig selv alene, men vil også give andre del i det; da har han som regel den egenskab, som Paulus finder hos kærligheden, at han «håber alt» – han håber nu, at hvis han blot fik beskrevet det, som står så klart for ham selv, så ville også andre forstå det og se, hvad han ser, og komme til sandheden; da taler han ikke med kunstfærdige ord efter menneskers visdom, men i den elskelige enfoldigheds sprog kan han nu på den mest naturlige måde og af egen erfaring beskrive for eksempel syndesøvnen, sikkerhedens støtter og vildfarelser, Guds ord og domme, synden og dens følger eller den store og uforskyldte nåde i Kristus, og hvilken stor og inderlig glæde og salighed det er at kende Frelseren osv. Sådan går Luthers ord i opfyldelse, at «evangeliet ikke føder sådanne børn, som ligger stille i vuggen, men raske unge mænd, som også er dygtige til at omvende andre»; for de skal alle være lært af Gud, både små og store, og i kraft af denne Åndens lærdom taler en ellers ulærd da langt dygtigere om de åndelige ting end de mest højlærde, som selv endnu er uomvendte og uerfarne.

Men gaverne og kaldene og måderne er forskellige, for ikke alle lemmer i legemet har den samme opgave; øjet ser, men kan ikke høre, fødderne går, men kan ikke tale, tungen taler, men går ikke osv. Den ene har gaven til med egne ord at tale ud fra Guds ord til sjæles opbyggelse, til venligt og viseligt at råde, advare, vække, oplyse og beskrive de åndelige ting; den anden har «en tung tunge» ligesom Moses, men kan være virksom ved at læse op af en bog og pege på vigtige og vækkende stykker; en tredje taler meget tydeligt med sin alvorlige, gudfrygtige vandel, hvorved alle troende med mere eller mindre held stræber efter at prædike, hvorved de irettesætter og – som også verden indrømmer – virkelig «dømmer», selv når de ikke siger et eneste ord med munden; den fjerde er et uophørligt bedende hjerte i Kristi åndelige legeme, som på denne stille måde virker Guds værk med forbøn; den femte er ivrig og virksom i gode kristelige foranstaltninger og stiftelser. Dette synes i vor tid at svare til Apostlens ord: «En får ved Ånden at tale visdom, en anden at tale kundskab, en anden tro ved den samme Ånd, en anden gaverne til at helbrede syge ved den samme Ånd, en anden kraftige gerninger, en anden profeti» osv. Her skal blot bemærkes, at dette ikke skal forstås, som om hver enkelt kun virker på én måde og ingen har del i den andens gave; her tales kun om, at hver har sin særlige gave. For eksempel kan den, som i det hele taget mangler gaven til at lære og undervise med ord og har en tung tunge, alligevel tale noget, kan ligesom hyrderne fra Betlehem i fårehyrders enkle sprog «fortælle», hvad de havde set ved Jesu krybbe, kan ligesom kvinden ved Jesu grav løbe med en hilsen fra den opstandne Frelser og bringe sørgende sjæle et glædeligt budskab: Han er opstået – selv om det sker i kvindeligt og enfoldigt sprog. Sådan må de jo også alle prædike med livet, og alle må de bede for folket osv. Dette, som her er nævnt, hører med til alle kristnes kald.

Hvor megen visdom og dømmekraft er der dog ikke brug for her, sammen med kærligheden og nidkærheden, for ikke at fremkalde lutter forbitrelse i stedet for forbedring – visdom til at vælge passende lejligheder og en passende måde; for eksempel ikke at «kaste perler for svin eller give det hellige til hundene» (Matt 7,6), ikke at tale på et upassende tidspunkt, hvor enten stormende sindsbevægelser eller de omgivende forhold ville gøre det gode forsøg til en ren forargelse; og hvad måden angår, især når man skal advare og formane, hvor nødvendigt er det dog aldrig at give sig af med det uden den både virkelige og mærkbare ydmyghed, mildhed og sagtmodighed, som er så meget mere nødvendig, især i en sag, der i sig selv er så ubehagelig for naturen! Her kræves det sandelig dels at bede Gud om visdom og ledelse, dels også at sætte sig i hans sted, som får advarslen; så kan man nok mærke ud fra sig selv, hvad der ville være den mest tjenlige måde (se Gal 6,1–4, som er værd at tænke over her). Men det er især i ét tilfælde, at en kristen bør vise særlig visdom og varsomhed, ikke blot for at undgå forargelse, men også for sin egen samvittigheds skyld. Det er, når flere er forsamlet i Jesu navn for at opbygge hinanden på deres allerhelligste tro, hvor de alle har lige ret til at lede andagten. Da kræves nemlig den forsigtighed, at ingen selv træder frem til det uden at være opfordret af de tilstedeværende. For bortset fra at der snart kunne opstå uorden, rangstrid og skjult eller åben utilfredshed deraf, og at den, som havde mest selvtillid eller indbildning om sin dygtighed og netop derved er den mindst egnede, altid ville trænge sig frem, så ville du også ved en sådan uopfordret fremtrængen berede dig bitre samvittighedskvaler i fremtiden og give Djævelen anledning til at anfægte dig med spørgsmålet om, hvem der har kaldet dig til det, og så stod du uden svar. Også på dette kan apostlen Jakobs ord anvendes: «Ikke mange af jer skal blive lærere, for I ved, at vi vil få en strengere dom» (Jak 3,1), og ligeledes det, som Luther med så mange og stærke ord siger om dem, der uden kald trænger sig selv frem til læreembedet. Det indrømmes, at Apostlen og Luther taler om læreembedet som et ydre og virkeligt embede, der ikke angår de troendes indbyrdes belæring, formaning og opbyggelse, som alt sammen hører til det åndelige præstedømme og altså til enhver kristen; det indrømmes, at apostlen Paulus (1 Kor 14,29–31) og Luther selv hævder, at i en sådan sammenkomst som den nævnte*) skal ikke blot én tale, men enhver, som «får en åbenbaring», og da skal «den første tie»; men vi taler her om det tilfælde, at de forsamlede ikke ville eller ikke kunne tale flere til lige stor opbyggelse, men ville have en, der ledede andagten. Da gælder det, at ingen må træde frem af sig selv eller uopfordret, ja, ikke engang tilbyde sig, men vente, til nogen opfordrer ham. Heller ikke må han, fordi han én gang er blevet opfordret, anse sig for berettiget til fremover altid at lede andagten, hvorved han i virkeligheden ville antage en lærers skikkelse – noget, som Spener, der havde stor erfaring med religiøse sammenkomster, særligt misbilliger; men han bør hver gang være forvisset om, at de tilstedeværende ønsker hans tjeneste. Dette er især nødvendigt for hans samvittighed, så den ikke en dag med bitter bebrejdelse skal spørge ham: Hvem har kaldet dig til det, du har gjort? Hvordan ved du, at Gud har villet det? – Da er det en stor trøst at kunne sige: Jeg er jo blevet nødt og drevet til det af menneskers ønske; jeg er jo ikke gået alene på Åndens tilskyndelse, men altid på et ydre kald fra mennesker; jeg har jo vidst af loven, at Gud kræver af enhver, at han skal tjene sin næste, hvor han kan, og gøre mod andre, hvad han selv vil have af dem; ja, at jeg ikke havde ret til at nægte denne tjeneste, når den blev bedt om af mig. Se, så nødvendigt bliver i dette tilfælde også et ydre kald, som Luther udførligt viser for eksempel i sin prædiken på 8. søndag efter trinitatis i Evangeliepostillen og på Sankt Andreas’ dag i Epistelpostillen. Der hedder det blandt andet: «Kære, vent, til Gud kalder dig (også udvortes, gennem mennesker); vær imens tryg og ved godt mod. Ja, om du var visere og klogere end Salomo og Daniel, skulle du alligevel vogte dig som for helvede for at tale et eneste ord, medmindre du bliver kaldet. Har Gud brug for dig, skal han nok kalde dig; kalder han dig ikke, kære, så lad ikke din kunst sprænge maven på dig. Du nærer kun en tåbelig indbildning om den nytte, du mener at kunne gøre» osv. Men for kristne, som har forstand og, hvad mere er, en øm, vågen samvittighed, er dette mere end nok til, at de ikke trænger sig frem uopfordret; endnu mindre kan de misforstå det åndelige præstedømmes betydning sådan, at de skulle forlade deres ordentlige kald og ligefrem gøre sig til lærere, medmindre de går den almindelige vej dertil. Det åndelige præstedømme rokker ikke ved nogen ydre og menneskelige forhold, men virker både stærkest og smukkest midt under eller sammen med den trofaste udførelse af det jordiske kalds gerning, sådan som Herren befaler i 5 Mos 6,7: «Du skal indprente dine børn disse (mine) ord og tale om dem, når du sidder i dit hus, og når du går på vejen, når du lægger dig, og når du står op.» Men måske bliver forskellen mellem det åndelige præstedømme og præsteskabet i almindelig betydning tydeligst ved følgende enfoldige lignelse: I en by er alle borgere forpligtet til først selv at omgås ild varsomt og dernæst, hvis de ser en anden gøre noget, som kunne forårsage ildebrand, at advare ham, og især, hvis der et sted bryder ild ud, ikke at skjule det, men straks råbe det ud. Men derfor er de ikke alle sammen tårnvægtere eller brandvægtere; det tilkommer dem heller ikke at forlade deres eget arbejde og gå ud for at våge over ilden. Dertil er nogle andre bestemt, som står i tårnene eller går rundt i byen om natten. Men antag, at en, som ikke var brandvægter, tilfældigt fik øje på en ildebrand og løb for at melde den – hvilken dårskab, hvis nogle så sagde: Du er ikke brandvægter, du skal tie om ilden, du gør dig selv til tårnvægter! – Anvendelsen er let.

*) For det, Luther hævder om dette i de ord, der er anført ovenfor, kan ikke passende udføres i kirkerne, og derfor kan Luther ikke have ment det om kirkerne. Han taler også særligt om, at enhver kristen og på ethvert sted efter Stefanus’ eksempel bør have lov at prædike.

Til det åndelige præstedømme hører også at ofre, ja, uophørligt ofre. Åh, dette at ofre, som er alt for bittert for kødet, dette uendelige ofre! Vil du være Kristi trofaste efterfølger og ikke skamme dig over ham og hans ord, så må du allerførst ofre ham al egen ære, fred, bekvemmelighed og venskab i verden og tage spot i stedet for ære, fjendskab og strid i stedet for venskab og fred med mennesker, sådan som Jesus så ømt har forudsagt: «I skal blive hadet af alle for mit navns skyld.» «Frygt ikke for det, du vil komme til at lide. Se, Djævelen vil kaste nogle af jer i fængsel, for at I skal blive prøvet, og I vil have trængsel i ti dage. Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets krone» (Åb 2,10). Det er dit kald at ofre alt, Gud til ære og velbehag og mennesker til gavn, som Apostlen siger: «Kristus er død for alle, for at de, som lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som døde og opstod for dem» (2 Kor 5,15), og igen: «Jeg formaner jer ved Guds barmhjertighed til at bringe jeres kroppe som et offer, der er levende, helligt og Gud velbehageligt; det er jeres fornuftige gudstjeneste» (Rom 12,1). Dette skal også tjene til lærdom, vækkelse og oplysning for medmennesker, som Kristus siger: «Sådan skal jeres lys skinne for menneskene, så de kan se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i himlene.» Kort sagt: hele dit væsen må og kan være en prædiken for dine medmennesker; dine gerninger skal vise det for øjnene og derved kraftigt indprente, hvad du lærer med dine ord. Gud bevare i nåde enhver kristen fra omvendt at rive ned med sine gerninger, hvad han bygger op med sine ord! Du er aldrig sikker på, at dit nærmeste medmenneske, som har hørt din fromme bekendelse, hørt dig irettesætte andres synder, hørt dig tale om troen og dens frugter, om retfærdighed og om helliggørelse, når det en anden gang ser dig begå en fejl, en synd, enten af vrede eller letsind, af egennytte eller ubarmhjertighed – du er ikke sikker på, at det ikke da ganske stille går sin vej med det, det har set, og tænker: «Dér ser jeg, hvad den fromhed og smukke bekendelse er værd», og går hen og fortæller det til sin lige, som en anden gang vil le ad din fromme tale og måske i stilhed svare dig med dette bibelord: «Den, som siger, at han bliver i ham, skylder selv at leve sådan, som han levede» (1 Joh 2,6). Folk holder hele tiden et lurende øje med præster og nidkære kristne for at se, om de også til alle tider og på alle steder lever, som de lærer. Ve dig, hvis du en dag må tænke: Den og den, min tjener, mit barn, min nabo, de ville måske være blevet overbevist, vakt og omvendt, hvis de ikke havde set på mit skrøbelige liv og deraf taget anledning til sikkerhed og tilfredshed med sig selv, fordi jeg ikke var bedre end dem; og så har de for min skyld foragtet Ordet og er faldet i søvn osv. Hvordan skal du trøste dig, når du på den måde tror, at du har begået mord på andres sjæle? Og dog var du en benådet og oplyst kristen, som jo snarere burde have gjort og ofret alt for dine medmenneskers frelse, i overensstemmelse med Paulus’ sind; han sagde: «Alt er mig tilladt, men ikke alt er gavnligt» for de svage, som kan tage anstød selv af det, der i sig selv er uskyldigt (se Rom 14 og 1 Kor 6 og 8). Derfor siger han videre: «Hvis mad bringer min broder til fald, vil jeg aldrig nogen sinde spise kød» – «den, som heri tjener Kristus, er velbehagelig for Gud og anerkendt af mennesker». Vogt dig derfor, mens der er tid, så du ikke drager andres blod over dig! Mennesker ser som regel mere på vores gerninger end på vores ord; men vores ord bliver kraftige, når vi besegler dem med vores liv, som en vis mand har sagt: «De troendes ord er søm, deres eksempel er hammerslagene på dem.»

Endelig hører det også det åndelige præstedømme til at bede for folket: at bede for, at de åndeligt blinde må blive oplyst, at de sikre må blive vakt, at de sønderknuste hjerter må blive trøstet, og at Kristi rige må vokse over hele jorden. Åh, du ulykkelige vantro og det forblindede hjertes mørke, som ikke lader os fastholde og tænke over den tillid, vi har til, hvad Gud vil gøre, når hans børn beder! Vi skal vel ikke tro, at Gud for vores forbønners skyld går bort fra sin nådes orden og krænker et genstridigt menneskes frihed, friheden til at forkaste den nåde, som kalder og vækker; men det skal vi tro, at Gud for de troendes forbønners skyld gør særlige kraftbesøg hos det menneske, de beder for, og sender det helsebringende erfaringer, for eksempel nedslående og tugtende hændelser, og gode lejligheder til at blive oplyst samt de stærkeste indre kald. For det er værd at tænke over og betydningsfuldt, at Kristus selv beder sine disciple om forbøn for sit rige og siger: «Høsten er stor, men arbejderne få; bed derfor høstens Herre om at sende arbejdere ud til sin høst» – og at Paulus ofte bad sine menigheder om at bede for ham om velsignelse over hans arbejde. Det fortælles også, at da Monica, Augustins mor, med tårer fortalte en from biskop om sin bekymring for sin søn, der endnu var hedning, svarede biskoppen: «Det er ikke muligt, at en søn af så mange tårer kan gå fortabt.» Og hans ord blev til sandhed på Augustin, som også blev en bemærkelsesværdig kristen.

Vi har nu til en vis grad set, hvad vi har at gøre som åndelige præster, og så mangler vi kun at sætte det i værk. Det er sandt: En kristen, som hver dag vasker sine klæder i Lammets blod, hver dag klager sine forsømmelser og synder for Gud og søger nåde i Jesu forsoning, har sikkert en bestandig tilgivelse for alle mangler og forsømmelser, også på dette område, også for de forfærdelige synder, at han i ord eller gerning eller ved forsømt forbøn har nægtet sine medmenneskers sjæle den tjeneste, han kunne have gjort dem; ja, endog for at han med sine synder har givet anstød og lagt hindringer i vejen for Guds værk – alt, alt er sonet i Kristi dyrebare og evigt gyldige blod. Men den, som har modtaget og tror så megen nåde, han må ikke misbruge den til løsagtighed; han må vogte sig for også fremover at forsømme de hellige pligter, som netop den store nåde så meget stærkere kræver. I «den første kærligheds» iver og varme blander der sig vist ofte en uvisdom, som bør lægges bort; men visdommen må ikke blive en sådan klogskab og forsigtighed, som fortrænger den første kærlighed. Mange falder med tiden i en sløvhed og forsømmelse, som er langt værre end den første kærligheds uvisdom. Det er fra denne forsømmelse, kulde og søvnighed, vi igen skal vække hinanden med Guds ord, ja, med de rene, enfoldige bevæggrunde, som i den første tid så virkningsfuldt gav os liv. For eksempel: Hvis du havde sovet, men var blevet vækket i et hus, der stod i brand og snart ville brænde ned, kunne det så forsvares, om du da kun ville redde dig selv og ikke prøvede at vække dem, der lå i samme rum? – Hvis du lige var faldet i søen gennem svag is og endelig var blevet reddet, kunne du så se din nabo straks derefter gå ud på den samme is uden at advare ham og fortælle ham, hvad du havde oplevet med den is? Du er måske far, mor, husbond; du har børn og tjenestefolk, du har naboer og venner, som du omgås hver dag; du er selv ved vor Guds underfulde barmhjertighed taget ud af det mørke, den sikkerhed og den syndesøvn, som vi alle har ligget i; du ser dem omkring dig blive liggende netop der, hvor du selv har ligget – skulle du så ikke ville gøre noget for at vække dem? Skulle du ikke prøve med en venlig, ydmyg og kærlig samtale at bringe dem til besindelse? Eller ved at låne dem en god bog give dem et middel til vækkelse? Eller har du hjerte til at læse og betragte Luk 17,34–36, hvordan Kristus forudsiger, at den nat, når han kommer, «skal to ligge i én seng», som ægtefolk eller søskende, og «den ene skal tages med og den anden lades tilbage» – «to kvinder skal male sammen; den ene skal tages med og den anden lades tilbage» – «to skal være ude på marken; den ene skal tages med og den anden lades tilbage» – har du hjerte til i al stilhed at vide dette og ikke gøre noget ved det? Hvordan kan Guds kærlighed så blive i dig? Hvad siger det almindelige kærlighedsbud her? Du skal elske din næste som dig selv – ja, du må ikke slå ihjel! Men du er ikke helt fri for deres blod, som du har set gå i den evige fortabelse, uden at du har advaret med et eneste ord, når du kunne have gjort det. Du er ikke sikker på, at dine bekendte ikke en dag vil sige dig lige op i ansigtet: «Du var den, der så vores tilstand og vidste, hvad der skulle ske med os, men du sagde det aldrig til os!» Desuden har du åndelige brødre og søstre, som du ser falde i en eller anden fristelse eller vildfarelse, hvis fare de ikke forstår, og du advarer dem ikke; de falder i synd og ved synden ind i et trællesind, ja, måske fortvivlelse, og du går dem ikke i møde for at trøste og oprejse dem. Hvad siger det almindelige kærlighedsbud her? Alt, hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, skal også I gøre mod dem. Hvis du selv var i deres sted, hvor sjælens evige salighed er i fare, hvem kunne så gøre dig en større tjeneste end den, der hjalp dig ud af den? Men skulle du så ikke også gøre mod din næste, hvad du selv ville have af ham?

Åh, når man rigtigt tænker over alle de pligter, som påhviler alene det åndelige præstedømme, at være sin næste til tjeneste med ord, eksempel og forbønner, mærker man en tung skyldbyrde på sit hjerte, og man vil med angst råbe: Gud, fordøm mig ikke! Hvad skal man da tænke om tyngden af den ansvars- og embedsbyrde, som trykker de troende læreres hjerter? Hvem undrer sig over, at disse «fredens engle græder bittert», og at de, mens andre nyder en rolig og god søvn, ofte af bekymring vender sig frem og tilbage en søvnløs nat og sveder i angst over tilstanden hos de sjæle, der er betroet dem, og over deres eget arbejdes mangler og frugtesløshed, sådan som de i hvert fald ofte selv synes? Skulle ikke også dette bevæge enhver levende kristen til at søge at lette og glæde disse grædende fredsengle, lette og glæde dem ved trofast at opfylde det åndelige præstedømmes pligter? For da skal de (lærerne) se deres lyst, når deres tilhørere som lydige børn selv begynder at øve sig i Ordet, sammen med forbønner og et eksemplarisk liv, og derved opbygger hinanden til et helligt tempel i Herren, når menigheden vokser til sin egen opbyggelse ved Ånden; for først da, når folket begynder at røre sig i det åndelige, viser Ordets frugt sig. Da tørres de troende sjælesørgeres tårer bort, og med Peters sind bruger de også hans ord (1 Pet 2,5) til deres tilhørere: «Lad også jer selv som levende sten blive opbygget til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, for at bringe åndelige ofre, som er Gud velbehagelige ved Jesus Kristus.» Amen.