Noget om hykleri

(Tredje årgang, 1844)

Det kan synes mindre givtigt at tage et emne som dette op, når man nemlig ved, at det netop er et kendetegn hos dem, det især angår, at de ikke tager det til hjerte, at de altid er sikre og trygge. Men dels fordi Guds ord har så mange alvorlige advarsler mod hykleri – hvilket jo alligevel viser, at de ikke altid er frugtløse – dels også for de oprigtige sjæles skyld, så de kan vide, hvad de skal vogte sig for, og endelig fordi det er svært at tie, når man ser en snigende fjende, som har snigmyrdet mange kendte og elskede venner – svært at tie, selv om man ikke håber at kunne udrette noget med sit råb – vil vi her, med påkaldelse af Gud og i håb om hans bistand, fremsætte nogle bemærkninger om emnet. Åh, gid det dog måtte bringe nogen til besindelse og alvorlig selvprøvelse! Emnet er sandelig vigtigt, og faren sandelig stor.

Det allerførste, man bør lægge mærke til, er, at ikke alt hykleri er forsætligt og bevidst, så at enhver, der er en hykler, også selv skulle vide det. Nej, tværtimod er det et kendetegn på de falske kristne, at de ikke selv ved af det, ikke så meget som en eneste gang frygter, at de er det – at de er hyklere. Det viser Kristus også ved de tåbelige jomfruer, som gjorde det bedste, de vidste, tog deres lamper og gik sammen med de kloge ud for at møde brudgommen. Havde de dengang vidst, hvad de først erfarede, da det var for sent, ville de sikkert have skaffet olie til deres lamper i tide. Man må derfor her frygte et onde, som man ikke ser eller mærker. Det kendetegner også oprigtige sjæle, at de frygter for at være hyklere, selv om det ikke er tilfældet; og det er netop derved, de bliver bevaret for dette fine, skjulte onde, den falske kristendoms hemmelige død, som Jesus talte om, da han sagde til menighedens engel i Sardes: «Jeg kender dine gerninger, at du har ord for at leve, men er død» (Åb 3,1).

Vi vil dog denne gang ikke tale om denne finere slags hykleri, men om hykleri i almindelig forstand. I Luk 12,1 læser vi følgende ord: «Da der imens var samlet en utallig mængde mennesker, så de trådte på hinanden, begyndte han (Jesus) at sige til sine disciple: Tag jer frem for alt i agt for farisæernes surdej, som er hykleri.» Hvori dette farisæernes hykleri bestod, ser vi i kapitlet lige før og mange andre steder. Dér siger Jesus til dem: «I farisæere gør bægerets og fadets yderside ren, men jeres indre er fuldt af rov og ondskab.» – «I giver tiende af mynte og rude osv., men går uden om dommen og kærligheden til Gud.» Det var det grove farisæiske hykleri, at de omhyggeligt overholdt visse ydre bud i loven, men lovens ånd og formål, dommen, den grundige knusthed, følelsen af sin fordømmelsesdom – se, det, som hørte den rette omvendelse til, måtte stå tilbage. Derinde i hjertet herskede stadig selvretfærdighed og selvtilfredshed, et ubrudt og frækt sind, som derfor ikke kunne værdsætte Guds kærlighed, sådan som den er åbenbaret og bevist i Kristus. De var fromme og åndelige, men Kristus betød intet for deres hjerter. Men en sådan sjælstilstand er jo forfærdelig, for Gud derimod agter intet andet end sin elskede Søn Kristus. Men netop sådanne hyklere er alle de, som søger deres retfærdighed i loven. Dels gør de lovens gerninger med en indre ulyst og fjendskab mod det hellige, som Gud kræver, og altså mod Gud selv; dels betyder Kristus intet for sådanne menneskers hjerter, om han end har en plads i deres forstand og bekendelse. Ja, farisæerne i Jerusalem var på trods af al deres fromhed og omhyggelighed Kristi bitreste fjender og til tider grove og åbenlyse i deres hykleri. For eksempel da de i deres iver for at få Kristus dømt til døden førte ham til hedningen Pilatus: da var de hellige nok til ikke at ville gå ind i rådhuset for ikke at blive besmittet ved at røre ved hedenske ting; men at de tørstede efter den uskyldiges blod, det betød intet for dem (Joh 18,28).

Dette farisæiske hykleri er så frygteligt udbredt i verden, i den uomvendte flok, at man næppe kan finde et eneste menneske, som ikke i større eller mindre grad udøver det. Man er jo som regel omhyggelig med at efterleve visse bud, men lader andre, og de vigtigste, stå tilbage. Man er for eksempel en flittig og ordentlig kirkegænger, men omvender sig aldrig rigtig til Herren, kender og begræder aldrig rigtig sin synd, ærer og værdsætter aldrig rigtig Kristi blodsudgydelse, glæder sig ikke en eneste gang over nåden osv. Man ville ikke kunne tage en øre fra sin næste, men berøver ham måske ved bagtalelse og løgn hans dyrebareste jordiske eje, et godt navn og rygte. Man beder andægtigt: Helliget blive dit navn, men misbruger straks efter selv det samme store og hellige navn og holder aldrig op med et sådant misbrug. Og i det hele taget: man ærer mennesker og kirken, men foragter Gud selv; man er omhyggelig med den anden tavle i Herrens lov, men glemmer den første. Om en sådan farisæisk hellighed sagde Jesus: Det ene skal du gøre og det andet ikke lade ugjort. Det gode, som du gør, bør du gøre og aldrig forsømme; men det gode, som du glemmer, skulle du også gøre, hvis du ikke i din fromhed var en hykler og en skalk.

Men at Kristus advarer selve disciplene, disse oprigtige og trofaste sjæle, mod et sådant hykleri, det er meget mærkeligt og værd at tænke over. Men han vidste, hvor nødvendigt det var; han havde vægtige grunde. Dem kan vi finde, hvis vi blot giver agt på det navn, han her giver hykleriet. Han kalder det «surdej», uden tvivl for at henlede opmærksomheden på hykleriets mest betænkelige og farlige egenskaber. Det mest karakteristiske ved surdej er nemlig, at lægger man blot en lille smule af den i en usyret dej, så syrnes hele dejen (Gal 5,9). Netop sådan er hykleriet. Hvis en oprigtig og levende sjæl på fristelsens onde dag blot begynder at give plads til en lille falskhed og uoprigtighed i sin personlige omvendelse, så han i det stille begynder at nære og hylde en kær synd – for eksempel en finere afgudsdyrkelse, som Ånden dog revser, eller en uærlighed i handel og vandel – men ellers vil være en alvorlig kristen, omgås Guds ord og Guds venner og holder god mine – se, så bliver hele hans ånd besmittet. Det hykleri, han giver plads på ét punkt, trænger snart ind på flere og snart på alle, så han skridt for skridt går over i et falsk, hyklerisk væsen, hvorunder samvittigheden forhærdes og til sidst aldrig mere kan vækkes rigtigt.

Hvordan det kan ske, at denne hykleriets surdej kan gennemsyre, besmitte og fordærve en Jesu discipel til bunds, vil vi nu vise med et eksempel. Da Jesus talte de anførte ord, var der én, som vist ikke rigtig agtede på dem og ikke tog dem til hjerte. Han var en af Jesu nærmeste disciple, de tolv udvalgte – det var Judas Iskariot. Dér har vi et forfærdeligt eksempel på hykleri! Men før vi går til Judas’ historie, bør vi først minde os selv om, hvad der især hører til vores emne, og hvad vi derfor fortrinsvis skal rette vores opmærksomhed mod. Det er for det første selve hykleriet, og hvordan det sniger sig ind og gradvis tager til; for det andet den sikkerhed, der som regel bor i hyklerens hjerte, og de grunde, han synes at have til ikke at frygte; og endelig den uundgåelige fortabelse, som dog til sidst følger efter et falsk, hyklerisk væsen. Alt dette finder vi hos Judas. En hykler er som regel tryg og sikker, ofte af grunde som disse: Jeg har jo modtaget så mange og store beviser på Guds nåde; jeg hører jo trods alt ikke til den vantro flok, men til Jesu disciple; jeg har jo altid haft og har stadig omgang med Guds venner, Guds ord og alle nådemidler; jeg har også ved Guds nåde lys nok i åndelige ting til at vide, hvilken grund jeg står på osv. Intet af alt dette manglede hos Judas. Lad os betragte det. Først var han en af «de tolv», de særligt udvalgte disciple, som Jesus selv havde kaldet til at blive hans nærmeste venner og tjenere. De skulle være hans første fredsbudbringere, som skulle forkynde og kundgøre det liflige budskab om hans forsoning og grundlægge det himmerige på jorden, som siden skulle udbredes til verdens ende. Som en af disse tolv havde Judas altså så store beviser på nåde og så store fortrin, som ingen af os har haft. I mere end tre år fik han vandre med Guds Søn på jorden i synligt, personligt samvær; han fik spise og drikke med ham, våge og hvile med ham; han fik også se hans herlige undergerninger og høre den himmelske visdom fra hans egen mund og hans tunges veltalenhed. Disciplene kunne også vidne om erfaringer som denne: «Ordet blev kød og boede iblandt os, fuld af nåde og sandhed; og vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårne Søns fra Faderen» (Joh 1,14). Det havde Judas oplevet og kunne trøste sig ved, og alligevel dannede der sig imens i hans hjerte et så hyklerisk, falsk, forhærdet og djævelsk væsen, at Jesus engang sagde om det: «Har jeg ikke udvalgt jer tolv, og en af jer er en djævel?» (Joh 6,70).

Men Judas havde også den særlige tillid og det særlige hverv at bære og forvalte den fælles kasse, det eneste lille eje, Jesus som menneske havde på jorden – Judas «bar pungen». Han skulle nemlig modtage og opbevare de gaver, som taknemmelige og velvillige venner af Jesus gav deres Frelser og velgører, og købe det, der var brug for, eller det, der skulle gives til de fattige (Joh 12,5–6; 13,29). Det var i denne forvaltning, han først begyndte at øve en finere form for uærlighed og tyveri; men det skete så langsomt og umærkeligt, at de andre disciple endnu ikke kunne mærke eller mistænke noget; først bagefter kunne de sige: «Han var en tyv» (Joh 12,6). Men lad os forestille os det levende; måske bliver det et billede, der rammer nogen lige i ansigtet. Judas omgikkes dagligt med Jesus og hans omgivelser, hans venner og hans ord; men i visse stunder var han ude i de nævnte ærinder – da handlede han, og da stjal han; da gemte han lidt ud af pungen til sig selv. Men til en sådan gerning havde hans samvittighed uden tvivl fra begyndelsen brug for et slags påskud, som for eksempel: «Jeg fortjener vel at få dette lille for mit besvær» – eller: «Jeg kan jo lægge det tilbage en anden gang» (hvad der dog aldrig skete); og kort og godt: «Jeg har brug for det, og der er ingen, der ved det.» Sådan lyder slangens røster, og de var også nok til at føre Judas i fælden. Det var uærlighed, da det måtte skjules, og det var en indledning til større ting. Kort sagt: Judas var en tyv. Men nu vender han tilbage fra et sådant ærinde til Jesus og de andre disciple, tager igen del i åndelige og hellige ting, og det med et så glat, frit og ærligt ansigt, at ingen kunne mistænke noget. Se, sådan ser det ægte hykleri ud. Sådan ville han narre og bedrage Herren; derfor har Herren også ladet ham blive ved med at bedrage sig selv – til et advarende eksempel for alle. Herren tier så dybt og så truende, når hykleren ikke vil lade sig advare af Ordet. Judas får lov at fortsætte og gå skridt for skridt til den yderste kant af sin fordærvelse; Herren standser ham ikke og hindrer ham ikke, når han ikke længere agter på advarsler. Ligesom Farao blev han kun mere forhærdet og forbitret af advarslerne. Således voksede der i hans hjerte, sammen med pengebegæret og hykleriet, også uvilje mod hans Herre til det yderste, efter at han engang var begyndt at give Djævelen plads, hylde og huse ham. Til sidst kunne han ikke tie, når han så noget, som han gerne ville have haft i pungen, blive brugt på Frelseren. Ja, til sidst forråder han for penge sin guddommelige Herre og Mester. Men han lod, som om han bar stor omsorg for de fattige. – Da han i Betania så Maria salve Frelserens fødder med den kostbare nardussalve, sagde han: «Hvorfor er denne salve ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?» (Joh 12,3–6). Ved den lejlighed fik han en irettesættelse af Herren; og Matthæus siger (26,15), at det var nu, Judas gik til ypperstepræsterne og sagde: «Hvad vil I give mig, så jeg forråder ham til jer?» Og de blev enige med ham om tredive sølvpenge. Således forenede bitterheden sig hos Judas med pengekærligheden for at forråde Herren til fjenderne. – Sådan går det også ofte nu: En indvendigt falden kristen begynder først i mindre ting at lægge sin ånds falskhed for dagen; men får han en broderlig advarsel af de oprigtige kristne, så bliver han åbenbar, så bryder han ud i utilfredshed og i et friere syndeliv. – Men vi vender tilbage til Judas: Aftalen med ypperstepræsterne var indgået, og gerningen var nær – og alligevel holder han god mine over for Jesus! Forfærdeligt hykleri! Judas har endda mod til at tage del i den højtidelige stund i Jerusalem i den beredte sal, hvor Jesus med sine disciple spiste det sidste påskelam og derved talte så mange højtidelige og rørende ord (som det ses af Luk 22,15–16 og de mærkværdige fem kapitler Joh 13–17). Judas tog her også del i nadveren, som nu blev indstiftet, og var således den første i verden, som ved det bord «spiste og drak sig selv til dom», som «blev skyldig i Herrens legeme og blod». Da Jesus nu ved bordet sagde: «En af jer skal forråde mig», havde Judas endnu mod til at spotte Herren og spørge: «Det er vel ikke mig?» – Og endnu mere: Da Jesus med tydelige ord åbenbarer, hvem forræderen var, og tilføjer de forfærdelige ord: Men ve det menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt; det var godt for det menneske, om det aldrig var født – da man skulle tro, at han måtte være blevet bleg, være segnet om og have råbt: Gud, vær mig synder nådig, og skån mig for det dybe helvede – da er han stadig lige sikker, hård og uberørt og går nu hen til selve gerningen. Dette sted i Judas’ historie er i høj grad værd at tænke over og er et forfærdeligt eksempel på, hvad forhærdelse vil sige. Judas havde haft lejlighed til dagligt at se for sine øjne, hvordan alt, hvad denne Herre talte, fik sin bestemte og uundgåelige opfyldelse. Han havde set, hvordan han med blotte ord havde bragt stormen og havet til ro, oprejst døde, befalet figentræet straks at visne osv., og nu kunne han af den samme mund høre en så forfærdelig trussel uden at frygte det mindste. Sådan ser det ud med et menneske, som ved hykleri er blevet forhærdet, så samvittigheden ikke længere kan vækkes! Gud, Gud, forbarm dig over os alle!

Det sidste bevis på Judas’ hykleri og forhærdelse ser vi endelig ved haven, da Jesus blev taget til fange. Da kommer han i spidsen for den udsendte skare for at gribe og binde Jesus – og alligevel går han hen til ham og hilser ham stadig som sædvanlig: Hil dig, Rabbi! og kysser ham. Da fik han også fra Jesus denne milde og sidste tiltale: «Min ven, hvorfor er du her? Judas, forråder du Menneskesønnen med et kys?» – Nu var det slut – slut med hans samvær med denne trofaste, gode Herre – slut med hykleriet over for ham. Siden hørte han aldrig mere denne velkendte stemme, før han skal høre og genkende den på den yderste dag. – Endnu slumrede hans samvittighed nogle timer. Men dagen efter, da Jesus havde fået sin dødsdom, vågnede den i et øjeblik, og nu kunne den ulykkelige mand ikke trøstes, nu faldt han i grusom fortvivlelse. Der står: «Da Judas, som forrådte ham, så at han var dømt, angrede han» osv. Heraf ser vi, at Djævelen havde indgivet ham den tanke, at sagen ikke ville gå så vidt, at det skulle gælde Jesu liv, men at Jesus nok ville hjælpe sig selv med sin almagt. Nu så han noget andet, nu begyndte han at frygte, at det gjaldt livet, og først da vågnede han. Nu var alt mod og alle de indbildninger, som Satan havde fyldt ham med, på én gang forsvundet. Nu var hævnens forfærdelige time kommet. De sølvpenge, som før havde været ham så dyrebare, og som han sikkert havde tænkt med stor fornøjelse på at bruge, blev så tunge og ulidelige, at han ikke kunne bære dem, men går til præsterne i templet og beder dem tage deres penge tilbage. – Men nu var det for sent, Kristus kunne ikke købes tilbage – derfor kaster Judas dem fra sig og udøser sit sorgfulde, ulykkelige hjerte i bitter klage: «Jeg har syndet ved at forråde uskyldigt blod!» – Og disse præster, som før sandsynligvis havde smigret og lovet så meget, har nu ingen bedre trøst til den bedrøvede mand end at svare: «Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag!» – Læg også mærke til et sådant svar. Sådan lønner verden og Djævelen deres tjenere! Det er mærkeligt at se, hvor modløse også disse hyklere er, efter at gerningen er fuldbragt. Nu havde de ikke mod til at sige: «Det er ikke ’uskyldigt blod’, han er dødsskyldig.» – Sådan lader Djævelen sine børn i stikken i nøden!

Den stakkels Judas går nu bort og hænger sig i fortvivlelse – går ned fra tempelbjerget til den nærmeste skov. Og med hvilken hensigt, med hvilke tanker og følelser, ja, med hvilke minder – det må enhver tænke over. – Han går. Og af alle de mange trøsterige ord, han havde hørt af Jesu mund, faldt ikke et eneste ham ind på vejen. Ved Guds styrelse mødte han heller ikke noget menneske, som kunne have hindret ham. Som en, Gud har forladt, fik han lov at gå – og han hængte sig i et træ, faldt ned og revnede midt over og gav alle sine indvolde fra sig på en uhyggelig måde (ApG 1,18). Sådan en ende fik en mand, som kunne have fået en af de tolv troner i himlen og dømt Israels tolv stammer (Matt 19,28), en mand, som havde nydt personligt samvær og venskab med Guds Søn på jorden, var blevet udvalgt ud af verden til at stå i hans pagt – og som dagligt havde hørt Guds ord i den rigeste, reneste og kraftigste form!

Hvad skal vi, som er vidner til dette, lære heraf? Jo, at Gud ikke lader sig spotte og ikke gør forskel på personer; at hyklerens håb bliver skåret over. Vi skal lære, at hvis vi vil være Jesu disciple, så skal vi være ærlige over for ham deri. Hvis for eksempel nogen blandt os vil være en Jesu discipel, omgås Guds ord og Guds venner, taler godt og smukt om det osv., men i andre stunder er i fortroligt samvær med verden, er elsket og afholdt af verden, så er han sandelig en hykler, en Judas, som nok endnu ikke vil lade sig advare, men mener, at det sagtens går an både at være kristen og verdensmenneske; men han skal lige så sikkert som Judas en dag erfare til sin egen ulykke, at den, der vil være verdens ven, bliver Guds fjende. Judas var også en Kristi discipel, ja en Kristi tjener og prædikant, retmæssigt kaldet af Kristus, og han var dagligt i berøring med åndelige ting; men indimellem gik han ud til ypperstepræsterne og kunne også være enig og fortrolig med dem – med netop dem, som var hans Herres fjender. En sådan måde at være enig med alle på kaldes nok nu om dage oftest at være upartisk og ikke sekterisk; men Skriften kalder det: «at tjene to herrer», «at forene Kristus og Belial», «at gå i fremmed åg sammen med vantro» – at være en tvesindet mand, en hykler.

Endvidere: Hvis nogen vil være kristen og regnes for en sådan, mens han øver sig i Guds ord og bøn, men i sit private og daglige liv i det stille holder fast ved og øver en yndlingssynd – om det så kun er en eneste, for vi ved ikke, at Judas levede i flere – en eller anden yndlingssynd, for eksempel uærlighed i handel eller arbejde, eller hemmelig utugt, eller had og uforsonlighed mod en fjende, så er han en hykler, en Judas, en forræder, som, når legen er forbi, ender i fortvivlelse og går fortabt. Men for også at tale om de synder, som man som regel anser for mindre betydningsfulde, såsom ærgerrighed eller forfængelighed eller en eller anden form for afgudsdyrkelse eller misbrug af Guds navn eller løgnagtighed eller bagtalelse eller gerrighed eller ubarmhjertighed mod de fattige eller dovenskab eller frådseri m.fl. – hvis nogen, som vil være kristen, bevidst øver en af disse synder, det vil sige uden at erkende synden som synd, uden at lide under den og kæmpe imod den, men tværtimod holder fast ved den og forsvarer den og aldrig søger at aflægge den eller modstå den, så er også han en hykler, som tydeligvis mangler den hellige, villige ånd, der altid revser sådanne synder; for en ærlig sjæl kan nok blive voldsomt angrebet af fristelser og være svag og skrøbelig i sit liv, ja, kan snuble og falde, men den har dog altid det kendetegn, at den lider under sin synd, forbander den og erkender den for det, den er, og intet hellere ønsker end at blive den kvit. Kort sagt: Den er altid en hykler og en Judas, som ikke er ærlig over for Herren, så han hader det, han hader; eller som kun med munden klager over synden, men aldrig for alvor tager fat på at aflægge den; eller som kun aflægger visse synder for desto trygligere at kunne beholde andre; eller endelig som kun kender og skyr ydre synder, men aldrig kender og lider under hjertets ugudelighed, hårdhed og kærlighed til synden, men i hovedsagen er tilfreds med sig selv, tilfreds med sin alvorlighed, sit had til synden og uvidende om sin kærlighed til synden.

Men hvad vi yderligere og især bør lære af Judas, er, at ingen må være sikker og tænke: Hyklerne er hyklere; en ærlig kristen har intet at frygte. Nej, dette eksempel lærer os noget andet. Da Judas blev udvalgt til apostel af Frelseren, var han bestemt ikke det, han siden blev. Og hvor mange er der ikke, som er begyndt i Ånden, men endt i kødet! Se her på Judas’ eksempel og på alle andre syndefald, hvor let og hurtigt det kan ske, at en kristen går fortabt. Især når den rigtig onde time er inde, når Djævelen angriber dig med sine listige og stærke anløb og på én gang optænder kødets begær og forblinder din forstand, så de mest forfærdelige synder ikke synes dig det mindste farlige, men uendelig kære, ja nødvendige – da er det hurtigt sket, at du falder. Til en sådan fristelsestime hører især tre ting: For det første, at synden bliver dig særlig kær og behagelig; for det andet, at hvor meget du end betragter den, kan du umuligt finde ud af, at den er farlig, men den synes dig ganske ringe og ubetydelig; og for det tredje, at du begynder med at synde en lille smule og tænker, at «så lidt gør jo ingenting». Sådan var det, da slangen bedrog Eva med sin list. Han sagde: I skal ikke dø; det er jo bare at tage et æble; og et æble er jo bare et æble. Men derimod skal I vinde meget, nemlig først at nyde den liflige frugt og siden en større indsigt. – På samme måde, da han forførte Judas. Det begyndte bare med lidt naskeri, og da hed det: Jeg tager jo bare så lidt – og bare denne gang! (hver gang) og – det er ikke forkert, at jeg får noget for min ulejlighed, og så videre. Videre: Da Djævelen indgav ham i hjertet at forråde Jesus, var det jo så naturligt at tænke: 30 sølvpenge er ikke at foragte – og ingen fare! Jesus er for det første uskyldig og for det andet almægtig; det kan ikke gælde hans liv – i mellemtiden tjener jeg godt på det. Sådan har Judas helt sikkert tænkt. Hvem skulle have sagt ham, at han dagen efter gerningen ville være så fortvivlet, at han ville gå hen og hænge sig? Det troede han ikke, men han tænkte kun på, hvordan han den dag skulle nyde sine penge. Havde han om torsdagen, da Jesus advarede ham, troet det, han fik at erfare dagen efter, så havde han sandelig skælvet for den handel som for selve helvede; men han så det endnu ikke selv, og Djævelen fyldte ham med andre indskydelser.

Lad enhver tænke over dette i tide og en gang lære at forstå syndens og Djævelens sande natur, nemlig at hvis du blot giver plads for synd og hykleri i ét tilfælde og ved én lejlighed, så vil du snart blive så sløvet, fortryllet og forblindet, at du ikke kan se, at der er den mindste fare på færde, og sådan vil du lidt efter lidt gå skridt for skridt mod din yderste fordærvelse. Ja, det er så underligt i sådan en ond, satanisk fortryllelsestime, at selv om du nok så grundigt vil overveje og betragte den synd, du fristes til, så kan du alligevel umuligt se andet, end at den slet ikke er farlig, men ringe og let som en fjer. Men samtidig vil den også synes dig uendelig kær og liflig. Det er de sande farver på syndens forside i fristelsens time og de sikre tegn på, at du for øjeblikket er i en fristelse eller står over for en prøve, hvor din udødelige sjæls vel eller ve måske skal afgøres; for begynder du nu bare at hykle, holde fast ved synden og skjule den, så er det forbi med dig.

Hykleriet er syndens og Djævelens gyldne forklædning, og uden den kommer de ingen vegne. Sandelig, tag hykleriet bort, og du vil aldrig kunne blive i nogen synd eller fortsætte i den, men du vil da altid rejse dig fra den og blive frelst. Havde Judas blot bekendt, hvad Djævelen havde indgivet ham – om så kun over for en af disciplene – så havde Djævelen straks været afvæbnet, og Judas var ikke gået videre i synden. Dette er et middel, som hårdt fristede kristne til alle tider har brugt mod Djævelen, og altid med stor velsignelse. Derfor gælder netop her Apostlens formaning: Bekend jeres overtrædelser for hinanden, og bed for hinanden, for at I må blive helbredt (Jak 5,16).

Men alt dette er noget, man sjældent rigtig tror og besinder sig på, før man har lært det af egen bedrøvelig erfaring, og da er det ofte for sent. Hvad er det, man ikke tror? Jo, at man i fristelsens time kommer ud for en virkelig forblindelse og fortryllelse, så man bliver tryg, sikker og dristig og synes at kunne se, at der slet ingen fare er, mens der dog spilles om selve livet og sjælen. Og selv om nogen tror det på forhånd, så sker det alligevel for ham, at når han selv falder i fristelse til en synd, så synes den synd ham alligevel ikke farlig.

Her skulle man dog med rette blive bange og spørge med disciplene: «Hvem kan da blive frelst?» Og Jesus svarede og sagde: «Det, som er umuligt for mennesker, er muligt for Gud.» Så længe vi bliver i denne frygt og denne trøst, kan vi aldrig gå til grunde, men skal altid blive i Guds hånd. Han er en trofast hjælper og hyrde og siger selv: «Ingen skal rive mine ud af min hånd.»