Skylder jeg min brors sjæl noget?

(Tolvte årgang, 1853)

Elsk din næste som dig selv.

Kan du elske din næste ret, når du i stilhed ser, at han går fordømmelsen i møde, og du aldrig siger et ord til ham om det? Vi ved jo, at det er vores allesammens højeste pligt næst efter vores egen sjæls frelse at søge vores næstes, at «elske vores næste som os selv» og være oprigtige i kærligheden, så vi ikke i tavshed kan se på vores brødres fordærvelse, men med inderlig medfølelse søger at vække dem til besindelse og bruger enhver mulig lejlighed til den slags bestræbelser. Vi kender de store bevæggrunde: at enhver uomvendt iler mod den evige fortabelse, at den samme sjæl ved omvendelse kan blive arving til himlen, og at den ringeste kristne kan få lov at blive et middel til det, med mere. Vi kender også vor Herres alvorlige vilje i denne sag, som af Kristi ord: «Den, som ikke samler med mig, han spreder», og af Apostlens: «Den, som omvender en synder fra hans vildfarelses vej, han frelser en sjæl fra døden». Vi kender det kongelige bud: «Elsk din næste som dig selv». – Det ved vi; men hvordan går det med det i virkeligheden? – Det er et ganske forunderligt forhold ved dette spørgsmål og et virkelig forfærdeligt tegn på syndefaldets dybde i vores natur, at selv ellers redelige kristne kan glemme denne vigtige forpligtelse så fuldstændigt. Når vi dag efter dag kan være omgivet af sjæle, som uden at vide det går under en skjult dom mod den evige fordømmelse, og vi, som forstår det og selv med forfærdelse er flygtet fra den kommende vrede, alligevel tier og ikke med et eneste ord forsøger at advare dem – så kan man da nok spørge, om vi har en gnist af tro på Guds ord, eller om vi er ved vores fulde fem! I det mindste må man spørge, om vi så er ædru og vågne. – Der er ganske vist stor forskel på kristne her: nogle fortæres af bekymring for deres ulykkelige brødre, nogle arbejder flittigt, med lyst og kraft, for deres vel; men der er andre kristne, som vel har åndelig erfaring af en omvendelse, der har fundet sted, men som dog nu tilbringer deres liv i en underlig forsømmelighed, i en sorgløs magelighed, og er «åndelige egoister», der kun «lever for sig selv». Dem spørger vi: Mon jeres nådeliv nu er friskt og i virkelig øvelse i daglig omvendelse og i troens samfund med Frelseren? – Men sådan er det: de fleste kristne gør nok noget for deres brødre, men dog så lidt, og mindre, end de kunne gøre.

Hvad siger Herren nu om denne sag? Kristus siger, at fra «den, som tror på ham», fra hans indre skal der «strømme floder af levende vand» – og evangelisten bemærker: «Det sagde han om Ånden, som de skulle få» osv. (Joh 7,38–39); og Kristus siger det samme endnu en gang: «Det vand, som jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde med vand, der vælder frem til evigt liv» (Joh 4,14). Nu er det kildens natur, at den uophørligt lader nyt, friskt vand vælde frem, ja, at den ikke lader sig stoppe til, men nødvendigvis vil bryde ud i bække. Sådan siger også David om Åndens drivende kraft: «Se, jeg har ikke lukket mine læber; Herre, du ved det. Din retfærdighed har jeg ikke skjult i mit hjerte» (Sl 40). Se, dér er kilden! Det er på denne kilde, det beror. Hvor den findes, dér strømmer det levende vand ud med sundhed og vederkvægelse til omgivelserne. Men hvor der ingen kilde er, dér arbejder man forgæves på at få livets vand frem. Dér ser man altid et af to tegn: enten at det med alle opfordringer udefra og forsæt indefra aldrig bliver til noget, dette vidnesbyrd om Kristus, dette arbejde for medmenneskers sjæle; nej, det er så tungt, så svært, så umuligt, det bliver ikke til noget – eller også, hvis noget sådant bliver presset frem, er det så kraftløst, så lunkent, så smagløst, det giver intet liv, det giver ingen friskhed. Derfor må enhver, som vil arbejde for sjæle, betænke Kristi gentagne forklaring: Det beror på en kilde i dit indre, nemlig et levende og sandt troens samfund med ham, som alene giver verden liv. Det, der er født af kødet, er kød; kun det, der er født af Ånden, er ånd.

Hør, hvordan apostlen Paulus forklarer kilden til sin virksomhed. Lige efter at han i 2 Kor 5,13 har talt om den (sin virksomhed), tilføjer han i v. 14: «For Kristi kærlighed tvinger os, idet vi holder for, at én er død for alle, og derfor er alle døde». – «Kristi kærlighed tvinger os.» Her er en «tvang», ligesom vi så ved kilden – men åh, en salig tvang! «Kristi kærlighed tvinger os». Tænk så på, hvordan Apostlens hjerte må have smagt og følt Kristi kærlighed. Det må have været noget overvældende og saligt at kende ham sådan, at stå i et sådant kærlighedsfællesskab med Frelseren. Og herfra udsprang Apostlens utrættelige virksomhed. Han kunne ikke virke, som han gjorde, før han først var blevet fyldt af en stor salighed, nemlig denne, at Kristus åbenbarede ham sin kærlighed. Det var den, der gjorde Apostlen så brændende. Her er det ikke nok, at man med forstanden fatter og indser Kristi kærlighed. Nej, skal den blive en tvingende kraft over hjertet, må den gribes med den tro og ses i det lys, som kun Helligånden giver; den må fylde selve hjertet med fred og glæde i Helligånden, gennem den virkelige tros inderlige kendskab til Kristus og hans kærlighed. Først da bliver der en kilde, som med indre tvingende kraft lader livets vand vælde frem. Apostlen har selv forklaret sit troesliv, sit forhold til Frelseren, når han siger: «Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn, som har elsket mig og givet sig selv hen for mig».

Men hvad var det egentlig, Apostlen da så i Åndens lys, når Kristi kærlighed således indtog hans hjerte? Han siger: «Vi holder for, at én er død for alle, og derfor er alle døde». – Se, det var denne salige indsigt – det var den store forsoningshemmelighed, at Kristus i den grad var sat i vores sted, at da han døde på korset for os, gjaldt det for Gud nøjagtig, som om vi alle selv var døde; at Kristus så virkelig stod i vores sted for Gud, at Gud i ham så os alle og så, ikke Kristus, men os dø på korset. – Nogle har villet tolke ordene sådan, at når Kristus er død for alle, så bør alle være døde fra verden og synden – eller sådan, at der kun tales om alle troende, som på den måde dør fra verden osv. Men nej, på dette sted tales der ikke om det. Apostlen siger ikke: Hvis én er død for alle, så bør alle være døde, men han siger: så er alle døde. Han siger heller ikke: Alle troende – men han siger: Alle – og ordet alle må jo betyde det samme i eftersætningen som i forsætningen. Da vi nu ved af hele Skriften, at han, som Johannes siger, «er forsoningen for vores synder, men ikke alene for vores, men også for hele verdens» (1 Joh 2,2), så må ordet «alle» her have sin fulde og egentlige betydning, nemlig at den dyre Frelser er død for alt, hvad der hedder menneske, for «hele verden», for alle menneskebørn, onde og gode uden forskel, og at alle disse menneskebørn for Guds øjne har lidt deres død i Kristi død, at alle menneskers syndeskyld dengang blev udslettet, at ingen fordømmes for denne skyld, men at enhver nu står sin egen prøve ved det nye prøvetræ, Kristus. Sådan har Kristus også selv forklaret det, at kun den, som ikke tror, allerede er dømt, «fordi han ikke tror på Guds enbårne Søns navn»; og igen: «Om synd, fordi de ikke tror på mig». Ja, hvorfor skal vi strides længe om det? Hører vi ikke, hvad Apostlen mener, når han først siger: «Én er død for alle, og derfor er alle døde», og lidt længere nede, v. 21: «For ham, som ikke kendte til synd, har Gud for os gjort til synd, for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham»? Dér har Apostlen jo udtrykt det samme: Én, den hellige og syndfri, er blevet «gjort til synd for os», for at vi skulle blive Guds retfærdighed i ham. Så må hans død være vores død; da han døde, ikke for sig selv, men for os, så var det os, der døde i ham. O, Kristi kærlighed! Så synger vi i sandhed: «Én er død for alle, han alene, og alle døde i den Ene; og jeg er en af alle dem, som døde ved Jerusalem». Sådan sagde Kristus selv den nat, da han gik til sin lidelse: «Jeg helliger mig selv for dem» (Joh 17). Hør: «Jeg helliger mig selv for dem» – ikke for mig, men for dem – for dem. – Tak og pris! Kristus for os, og vi i Kristus, for Guds øjne! Kristus vi, og vi Kristus! Tak og pris! Det var dette, apostlene vidste – dette, som fyldte dem med en brændende ånd, med kærlighed, fred og glæde – dette, som blev en tvingende kraft i deres hjerter, så de gjorde og led hvad som helst, blot for at vinde sjæle for Kristus og for denne salighed. «Kristi kærlighed tvinger os, idet vi holder for, at én er død for alle, og derfor er alle døde.»

Se, sådan skal Kristi kærlighed også tvinge os, blot den ved Ånden bliver udgydt i vores hjerter, og vores tro ikke blot er en spekulation, et tankespil, men et levende Guds værk. Og det er især på tre måder, den skal tvinge os til en levende kærlighedsgerning for brødrene: for det første, som nu er vist, ved at den i vores hjerte bliver en kilde, som af sig selv altid vil lade sit livsvand vælde frem; for det andet ved at den stiller hvert menneske i et så rystende lys for vores øjne, når vi nemlig betænker, at hver sjæl allerede er helt forløst fra sine synder, allerede i Kristus på Golgata har lidt sin død – og kun skal gå fortabt, fordi den bliver borte fra nådens bryllup! Åh, når vi med dette lys i hjertet ser på et stakkels, uvidende menneske, så må vi med inderlig medfølelse tænke: Åh, om du vidste, at alle dine synder allerede er udslettet! Om du vidste, at du allerede i Kristus er død ved Jerusalem og ikke mere behøver at dø, hvis du bare vil komme og tage imod din arvelod! Du kan når som helst få det evige liv for intet. Se, når jeg med hjertets tro betænker sådan noget, så sker det, som står skrevet: «Ånden og bruden siger: Kom! Og den, som hører det, skal sige: Kom! Og den, som tørster, skal komme; og den, som vil, skal tage livets vand for intet». – For det tredje fører denne store nåde for enhver kristen en hellig forpligtelse med sig til aldrig mere at leve for sig selv, men i alle sine resterende dage kun at leve for ham, som har købt os med sit blod.

Det er, hvad Apostlen selv straks tilføjer i v. 15: «Og han er død for alle, for at de, som lever, ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, som er død og opstået for dem». En kristen skal aldrig mere regne sig som sin egen eller som berettiget til kun at tjene sig selv. Han er dyrt købt; hele hans liv, hans legeme og sjæl og alle kræfter, alt tilhører hans Herre – sådan som vi allerede i vores barndom lærte at bekende, «at Jesus Kristus er min Herre, som har forløst, erhvervet og vundet mig, fortabte og fordømte menneske, fra alle synder» – – «for at jeg skal være hans egen og leve under ham i hans rige og tjene ham» osv. Og når du så vil tjene ham og spørger: «Herre, hvad vil du, at jeg skal gøre?», så siger han: «De gerninger, som jeg gjorde, skal I også gøre»; «De fattige har I altid hos jer», og de åndeligt blinde og døve – og «hvad I har gjort mod disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig». – Se, sådan vil Kristus, at vi på jorden skal være i hans sted og gøre hans gerning, ligesom han også har gjort vores gerning og nu «træder frem for Guds ansigt til gavn for os». Han er død for alle, for at de, som nu lever ved ham, ikke skal leve for sig selv, men for ham. Se, hvilket forhold mellem Kristus og en kristen! De lever for hinanden – Kristus for os og vi for Kristus. De kristne ses i Kristi person for Gud, og Kristus i de kristne for verden. Kristus er nidkær for dem, og de er nidkære for ham. Kristus bekender dem for Faderen, og de bekender ham for menneskene (Matt 10,32). At ingen synd skal fordømme dig, det skal Kristus sørge for; at det onde, som endnu ligger i dit kød og desværre også kan bryde ud, aldrig skal tilregnes dig; at du aldrig skal dømmes efter loven, men leve under en bestandig nåde, så længe du bliver i troen – det skal Kristus sørge for; men hvad han vil have af dig, er, at du også lever for ham her på jorden, er nidkær for hans ære og for hans dyrekøbte sjæle og selv hører hans røst og våger og beder mod synden og alle farer. Med disse mindre ting skal du beskæftige dig, mens han som din ypperstepræst tager sig af den store forsoningssag for Gud. Det er jo et saligt bytte! – Når Kristus nu ikke har noget dyrere på jorden end sjælene, som han har købt med sit blod, så ved du, hvad han vil have af dig, nemlig at du, hvilket jordisk kald og hvilken plads i samfundet du end har, dog altid med hans ømhed for sjælene bruger enhver mulig lejlighed til at søge og arbejde for deres frelse ved i kærlighed og ydmyghed at gå dem i møde med en fortrolig samtale om deres salighedssag eller ved at henvise til en god bog, eller på hvilken måde det end bliver dig givet. Blot Kristi kærlighed tvinger dig, og du vandrer i Ånden og i bøn for sagen, så skal Herren selv give dig lejligheden, måden og velsignelsen.