Kristendommens schibbolet

(Syvende årgang, 1848)

«Og ingen anden kunne lære den sang undtagen de …» (Åb 14,3)

I Dommerbogens 12. kapitel fortælles det, at da Israels dommer og hærfører Jefta kom tilbage fra sin sejr over ammonitterne, rejste efraimitterne sig imod ham med hån og trusler, fordi de ikke havde fået del i æren ved at udkæmpe det sejrrige slag. Derved opstod en ny strid med dem. Jefta indtog da med sine gileaditter vadestedet ved Jordan for ved dette pas at gribe efraimitterne, når de ville tilbage til deres hjemland, som lå på den anden side af Jordan. Hver gang en, der ville over, blev spurgt, om han var efraimit, og han nægtede det, krævede man, at han skulle udtale ordet schibbolet – et ord, som de læspende efraimitter aldrig kunne udtale rigtigt, og som de derfor blev genkendt på. Når de ville udtale dette ord, talte de med deres egen dialekt, og i stedet for schibbolet blev det til sibbolet for dem. Og alle de, der ikke kunne sige schibbolet, blev dræbt ved vadestedet – så denne fejl i udtalen af dette ene ord kostede to og fyrretyve tusind efraimitter livet. Læg mærke til det: Schibbolet var altså kendetegnet, tegnet på liv eller død ved dette vadested – for dette ord frelste livet for alle dem, der kunne udtale det, men bragte døden over dem, der ikke kunne.

Det var historien om schibbolet. Nu er spørgsmålet, om ikke også det åndelige Israel har sit schibbolet, hvorved den eneste, sande og levende kristendom er kendetegnet, kan kendes og er skilt fra al falsk åndelighed – et schibbolet, som Israels Hellige og Dommer selv har ladet skrive op i Skriften for at fælde dom over de mange meninger på jorden om, hvad der er den rette åndelighed. Herrens navn være lovet: Der findes virkelig et sådant schibbolet, tydeligt sat frem i Skriften. Det er et ufatteligt vigtigt spørgsmål, når vi ved og tænker på, hvor utroligt mange meninger der er om, hvad den rette åndelighed er, og når vi samtidig ved, at vejen og sandheden, som fører til liv og salighed, alligevel kun kan være én. Mange mener vel, at de ganske let og flygtigt kan glide hen over dette spørgsmål, fordi de er så sikre og trygge på sig selv, at de ikke behøver at undersøge det nærmere – især så længe sagens alvor endnu ikke rigtig har slået dem i øjnene; men der vil komme en stund, da de gerne ville give hele verden for blot klart og bestemt at få at se, hvad Gud selv har udpeget som den rette åndelighed, den, der fører til salighed. Sker det ikke før, du menneskebarn, så sker det dog for dig – så vidt du da får så meget besindelse – i den vigtige, afgørende stund, «når du skal dø og drage hen, den dyre sidste rejse», når du står ved dødens vadested og gerne ville over den mørke, gådefulde flod og hjem til dit rette hjemland. Da plejer disse alvorlige spørgsmål trods alt at trænge sig på mennesket: Er du en sand kristen? Nu er din nådetid forbi, nu begynder din evighed, nu skal du frem for Gud. Er du vis på, at du nu står i Guds sande nåde (1 Pet 5,12), så verdens Dommer ikke stiller dig på venstre side blandt dem, der skal dø, og som han siger til: «Jeg kender jer ikke, I er ikke af mit folk, gå bort fra mig»? Er jeg vis på, at jeg vil blive stillet på højre side blandt dem, der skal få det evige liv? – Se, når disse spørgsmål stilles os med dødens alvor, så skælver vi på stemmen, hvis vi ikke er beredt på dem, ja, hvis vi ikke er sande israelitter. Når der nu engang skal komme sådan en stund af alvor og afgørende betydning, var det sandelig værd i tide at tage det alvorligt at undersøge dette spørgsmål.

Meningerne om vejen til frelse er jo så mange. Og enhver vil tro, at han kender den rette; som Skriften siger: «Alle en mands veje er rene i hans egne øjne, men Herren prøver ånderne» (Ordsp 16,2). Vi ser jo, at ingen er tryggere på sig selv end den døde, blinde verden, der mindst af alle søger sandheden. Med let sind og i en tryg og bestemt tone siger den ene: «Gør bare ret mod alle og så meget godt, du kan, og vær vis på, at Gud ikke vil kræve mere; Gud er mild og retfærdig.» Den anden siger: «Jeg har ikke noget på min samvittighed, jeg går til alters og lever ordentligt og tror, at Kristus har lidt og er død; hvis der mangler noget – for ingen er fuldkommen – så vil Gud tilgive det.» Den tredje siger: «Gud har set mine bønner og tårer i ensomme øjeblikke; det er min trøst.» En fjerde: «At Gud er mig nådig, det siger mit hjerte mig, det siger mig hans nådige førelser med mig, ja, det har han selv sagt mig ad særlig vej (fx i en drøm); jeg behøver ikke at granske mere i det» osv. Men en femte, en mere alvorlig sjæl, siger: «Her kræves mere: en grundig vækkelse, en sand omvendelse, tro og helliggørelse; det er vejen.» Men Kristus siger også om de mere alvorlige: «Mange vil prøve at komme ind gennem den snævre port og vil dog ikke kunne» (Luk 13,24); og Paulus: «Jeg vidner om dem, at de brænder for Gud, men ikke med forstand» (Rom 10,2). Så har den ene sit alt i alle, sin salme og sin vise i den nådens orden, der lige er nævnt, så Kristus og al hans fortjeneste i sammenligning dermed er et intet; en anden taler kun om tro; en tredje kun om gerninger; en fjerde sætter al salighed i sønderknuselsen og følelsen af fordømmelse; en femte taler kun om at dø fra sig selv, om forsagelse, lutring, bøn, om at dø fra verden og fra sin egen vilje; en sjette siger: «Størst blandt dem er kærligheden; bøn, ydmyghed og kærlighed i Jesu fodspor, det er vejen.» En syvende siger: «Åndens og kraftens bevis, det er min sag. Herre, har jeg ikke profeteret i dit navn og i dit navn uddrevet onde ånder og i dit navn gjort mange mægtige gerninger?»

Sådanne og endnu flere er de forskellige meninger og formodede frelsesveje, som midt i kristenheden løber på kryds og tværs af hinanden. De indeholder sandelig mange kostelige ting, dyder og øvelser, som ingen sand kristen må foragte, men alvorligt stræbe efter; ja, det er ting, som kun findes i virkeligheden hos sande kristne. Men det, der kendetegner en sand kristen, schibbolet – som også beviser, at disse dyder hos et menneske er ægte og er Åndens værk – dette schibbolet ligger ikke i disse bekendelser, men al denne åndelighed kan være lige så langt fra den sande, som sibbolet afveg fra schibbolet. Man kan med alt dette gode alligevel få dette svar på Herrens store dag: «Jeg kender jer ikke, gå bort fra mig!» Se blot Matt 7,22–23, hvor Herren selv siger: «Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn og uddrevet onde ånder i dit navn og gjort mange mægtige gerninger i dit navn?’ Og da vil jeg bekende for dem: Jeg har aldrig kendt jer; gå bort fra mig, I som øver uret.»

Ved de udtryk, der lige er nævnt for forskellige slags frelsessøgende, bør enhver dog forstå, at det ikke drejer sig om udtryk, om ord, men om sjælens tilstand, om hjertets retning, tilflugt og vigtigste sag; og Kristus siger: Hvad hjertet er fuldt af, taler munden; men om nogen udtrykker sig ufuldstændigt eller forkert, betyder det intet for selve sagen. Her skal man blot lægge mærke til, at der virkelig findes så megen falsk åndelighed og så mange frugtløse anstrengelser, også blandt dem, der virkelig stræber efter saligheden, at det viser en helt forfærdelig ligegyldighed med sjælen ikke omhyggeligt at undersøge, hvilken der er den rette vej. Det er jo et ord, der får os til at studse, som vi hører af Herren Kristi egen mund: «Mange, siger jeg jer, vil prøve at komme ind og vil dog ikke kunne!» Om disse ord siger Luther: «Hvorfor vil de ikke kunne? Uden tvivl fordi de ikke ved, hvad den snævre port er.» Og når Kristus videre siger, at der ved «brylluppet», som er «Himmeriget» på jorden, vil være en mand, dvs. en flok, som bliver kastet ud i det yderste mørke, og at af de ti jomfruer, der går ud imod brudgommen for at tage imod ham med deres lamper, bliver fem lukket ude for evigt – så burde vi jo for sjælens evige saligheds skyld ikke altid være så sikre, at vi anså det for unødvendigt at prøve vores åndelighed, men betænke, at når den milde Frelser selv taler sådan, så er faren sandelig stor. Hjertet er jo en ond og lumsk ting. Har det ikke altid været sådan? Djævelen har jo også til alle tider været en listig slange, der, som Skriften siger, om muligt vil forføre selv «de udvalgte». Desuden er sagen jo så vigtig, når det gælder evig salighed eller evig fordømmelse, at den på ingen måde burde tages så letsindigt. Lad heller ingen lade sig forføre af «tomme ord» fra dem, der mener, at man bør nære sådan «kærlighed» og så milde tanker, at man aldrig skulle drage i tvivl, at enhver, der søger salighed, er på en god og rigtig vej. Hvad hjælper kærlighed og milde tanker her, når forholdet i virkeligheden er sådan, at der alligevel er virkelig fare? Og Kristus har vel ikke talt sådan, som vi har set, af mangel på kærlighed. Det var vel ikke mangel på kærlighed, der gjorde, at Paulus havde så «stor sorg og uophørlig smerte i sit hjerte for sine brødre, at han ønskede sig forbandet bort fra Kristus for deres skyld», hvis det kunne frelse dem; og dog forsikrer han, at han talte om sådanne, som «jagede efter retfærdighedens lov» og «brændte for Gud» (Rom 9 og 10). Nej, det er den rette kærlighed, som ser mere på gavnet end på øjeblikkets fred og ro. Hvilken uhyggelig kærlighed, som for ikke at forstyrre freden ville tale om liv og salighed, hvor den evige død bliver enden!

Men nu til sagen. Spørgsmålet er dette: Har Den Hellige Skrift givet et kendetegnende schibbolet for Kristi rige, hvorved «Guds sande nåde», den eneste rette åndelighed, skiller sig ud fra alle falske veje? Ja, kunne det tænkes, at Gud, som så alle de kommende forskellige meninger om, hvordan kristendommen, dens hovedsag og hemmelighed, rettelig skal forstås, ikke skulle have givet et sådant schibbolet? Gud være lovet, et sådant findes virkelig, tydeligt og håndgribeligt sat frem. De, der allerede er kommet til sandheden og har øjne at se med, finder det overalt i Skriften; de ser nemlig, at det er én eneste ting, alt afhænger af – de ser, at det er al sand kristendoms kendetegn, hemmelighed og hovedsag, at Kristus, Kristus er blevet hjertets alt i alt, så man i sandhed kan sige med Paulus: «Alt, hvad der var en vinding for mig, det har jeg regnet for tab og skarn, sammenlignet med det overvældende ved kendskabet til min Herre Jesus Kristus – jeg døde; men Kristus lever i mig; og det liv, jeg nu lever i kødet, lever jeg i troen på Guds Søn osv.; jeg vil ikke vide af andet end Jesus Kristus og ham korsfæstet.» De ser det som fuldt afgjort: «Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Sønnen, har ikke livet; for livet er i Guds Søn» (1 Joh 5,11–12). Sådant ser de troende overalt i Skriften – det, der skal siges her, er derfor ikke noget nyt for dem – men det vil dog for mange være en hjertens lyst at se, ikke blot hvad der er kristendommens hemmelighed og kendetegn, men også at Herrens Ånd har talt om det som om et schibbolet og har fremstillet det som et sådant, til alvorlig selvprøvelse og rettelse for alle dem, som ellers ikke vil se det.

Er det ikke sandt og klart, at hvis der findes noget, som Skriften siger, at ingen uden for et bestemt folk kan lære, så er det et schibbolet og kendetegn på det folk? For alt, hvad flere har til fælles, er aldrig kendetegn på én bestemt. Nu læser vi i Åb 14 om den nye sang, som blev sunget for Lammet af den beseglede skare på Zions bjerg, hvor Lammet stod midt iblandt dem, og vi læser udtrykkeligt disse ord: «Og ingen anden kunne lære den sang undtagen de hundrede og fireogfyrretyve tusind, som var blevet købt fra jorden» (v. 3). Her ser enhver, at Herrens Ånd netop har villet gøre denne sang til kendetegn på Zions folk. For lad os tænke over det: Hvorfor var schibbolet et kendetegn, som gileaditterne og efraimitterne blev skilt ad ved? Sandelig kun fordi ingen efraimit kunne lære det ord. Hvorfor er så den nye sang Zions folks, de saliges beseglede skares, schibbolet? Fordi ingen anden kunne lære den sang end de. – Men hvad bestod denne sang så i, og hvad var det, ingen kunne lære undtagen de beseglede? Johannes siger: «De synger for Lammet: Du er blevet slagtet og har købt os til Gud med dit blod» (Åb 5,9). De sang om Lammets fortjeneste og vores genløsning i dets blod! – Ja, vil måske nogen sige, hvem kan ikke synge om det? Og hvem ved ikke, at det er det største og mest lovprisningsværdige i himlen og på jorden? Men betænk, hvad Den Hellige Skrift mener, når den siger det, og hvad den mener, når den siger, at de synger dette, at det udgjorde en sang, og at de synger kun dette, og at ingen kunne lære den sang undtagen de beseglede. Det drejer sig altså ikke om blot at vide, anerkende, bekende eller blot med munden synge det. Skriften lærer ikke hykleri; og den, der ikke med forsæt vil bedrage sig selv, må give agt på Skriftens egen mening.

For det første plejer det at synge i Skriften at betegne, at noget på en mægtig måde har indtaget hjertet, og som regel på en lys måde, så det, der synges om, er hjertets glæde, lyst og liv, hjertets højeste fornøjelse og skat. Det ser vi mange steder i Skriften. I Davids salmer og hos profeterne ser vi overalt, at glæde, fryd og taknemmelighed betegnes med sang, og omvendt, at glæden svinder, med at sangen hører op. Sl 106,12 siger: «De troede hans ord, og de sang hans lov.» Es 30,29 siger: «Da skal I synge som i den nat, da højtiden indvies, og jeres hjertes glæde skal være som deres, der under fløjtens lyd drager op til Herrens bjerg.» Men derimod Sl 137: «Ved Babylons floder, der sad vi og græd» osv., og «i piletræerne, som var der, hængte vi vores harper op», og forklaringen: «Hvordan skulle vi kunne synge Herrens sang i fremmed land?» (v. 4); og Jer 48,33: «Al glæde og fryd bliver taget bort fra frugthaverne og fra Moabs land, og vinen i vinpresserne gør jeg en ende på» med flere. Apostlen Jakob siger derfor: «Lider nogen blandt jer, skal han bede; er nogen ved godt mod, skal han synge salmer.» Kort sagt: At synge betegner i Skriften et lykkeligt og glad hjerte, og at noget på en levende måde har indtaget hjertet. Man finder aldrig sange om ligegyldige ting; i sangen lægger man det bedste, man kender. Hertil hører også Davids ord: «Herren er min styrke og min lovsang, og han blev min frelse» (Sl 118,14). Heraf er det nu klart nok, at den nye sang om Lammet, som er blevet slagtet, ikke betegner, at man blot med munden bekender eller synger om Kristi fortjeneste; nej, den sang betegner hjerter, som har deres trøst og glæde, deres liv og deres lyst i Lammet, og en glæde, som ikke kan skjules, men bryder ud i lovprisning af Lammet; som David igen siger: «Mit hjerte strømmer over med skønne ord; mit digt, det siger jeg, gælder en konge» (Kristus); og igen: «Han drog mig op af fordærvelsens grav, af det dybe dynd, og han lagde en ny sang i min mund» (Sl 45,2; 40,3). Dette, at hjertet digter, er det første, vi skal lægge mærke til ved den nye sang.

For det andet skal vi overveje, hvad det indebærer, at de i denne særprægede sang kun sang om Lammets fortjeneste og ikke om alle mulige velgerninger fra Gud. Det er sikkert, at den salige, beseglede skare på Zions bjerg frem for nogen kender og erkender alle Guds herlige gerninger, både skabelsens og forsynets og især Åndens dyrebare gaver og priselige værk i menneskers hjerter. Hvad kan det så betyde, at de i denne schibbolet-sang kun synger til Lammets ære og om dets forsoningsværk: «Du er blevet slagtet og har købt os til Gud med dit blod»? Ja, hvad betyder det andet end netop det samme, som Paulus mente, da han sagde, at han ikke ville vide af andet end Jesus Kristus og ham korsfæstet? – nemlig at dette alene er hjertets trøst, glæde, skat og ros – at Lammets forsoningsoffer er det eneste, hjertets tro, dets sult og tørst, dets håb og tilfredshed retter sig imod. Og er det ikke netop dette, hele Skriften driver på som det kendetegnende for den rette tro og åndelighed, nemlig at vi ikke skal have vores trøst i noget, som findes hos os, ikke engang i selve Åndens værk, ikke engang i vores tro, endnu mindre i nogen af troens frugter som kærlighed og gudsfrygt, men alene i Kristi legemes offer; sådan som han selv taler om troen i Joh 6 og siger: «Mit kød er sand mad, og mit blod er sand drik». Se, derfor er dette kendetegnet på de rette kristne, at Lammet, som er blevet slagtet, er deres eneste trøst; at intet i deres hjerte står på lige fod med det, men at alt, hvad de gør, og al deres erfaring af Åndens værk, som i sig selv er så godt og herligt, dog aldrig kan stille dem tilfreds, men kun Lammet, som er blevet slagtet og har købt os til Gud med sit blod.

Endelig følger de mærkelige ord: Og ingen kunne lære den sang osv. Heraf burde dog enhver lægge mærke til, at der ligger en skarp alvor i sagen – lægge mærke til, at det ikke er nok at bekende og påstå: Jeg tror, jeg har min eneste trøst i Kristus, men at det må være hjertets sag; man burde her lægge mærke til, at ikke hvem som helst, og når han vil, skal kunne hjælpe sig selv ved i nøden hastigt at tro og bekende Kristus og så dø salig. Nej, det kommer an på, om du også har et sådant hjerte. Her står: Ingen kunne lære den sang osv. Deraf kan du se, at der her ikke tales om en sådan tro, bekendelse og lovprisning, som hvem som helst kan komme frem med, men om en tro, som kun et bestemt folk har, og som er virket af Herrens egen nåde og Ånd. Både sagen og udtryksmåden er her netop den samme, som når Herren selv i Jer 31,33–34 siger om den nye pagts børn, at «de skal ikke mere belære hinanden og sige, den ene til den anden: Kend Herren! men Herren skal selv skrive sin lov i deres hjerte»; eller som Jesus gengiver det: «De skal alle være lært af Gud» (Joh 6,45). Se, at tro historien om Kristus og hans forsoning, at aflægge en smuk bekendelse, ja, at «profetere i hans navn», det er noget, som mange uden for den beseglede skare kan, noget, som den ene bror kan lære den anden – og derfor er det intet tegn på de frelste – men virkelig og af hjertet at have sin trøst og fred i Kristus, virkelig at glæde sig i ham, det kan ikke hvem som helst, det kan man ikke selv tage til sig, nej, det kræver et særligt hjerte, et nyt hjerte, som kun Gud med sit ord og sin Ånd kan skabe i mig. Hjertet kan man ikke tvinge, det går sin vej, hvad enten man vil eller ej; som Luther siger: «At ville få et menneske til at fryde sig i Herren, når det endnu ikke har fået den rette tro, ikke har fået sin trøst, fred og skat i Kristus, det er lige så forgæves et arbejde som at ville få sne og is til at brænde». Nej, hjertet går sin vej og gør, som det er. Her hjælper intet andet end en ny fødsel, en ny skabelse. Men er der blevet et nyt hjerte, en skat, en ny fylde, så kommer der også en ny tale, en ny vise i munden, sådan som Kristus siger: «Hvad hjertet er fuldt af, taler munden». Nu taler man ikke kun sådan, som man bør og skal tale for at være en rettroende kristen, men man taler af egen fri lyst, sådan som enhver taler om det, der ligger ham mest på hjerte; nu sker det, som David siger: «Jeg tror, derfor taler jeg; Herren har trukket mig op af det dybe dynd og (netop derved) lagt en ny sang i min mund». Så får man høre disse frie, umiddelbare, naturlige, glade og barnlige bekendelser om Kristus, om nåden og retfærdigheden i ham, om troen, om syndernes forladelse, om den rette vej til livet osv., som alt sammen kommer af sig selv fra hjertets liv, skat og fylde, så man ikke blot kan, men vil tale sådan. Kommer der en tid med kulde eller mørke i sjælen, ændrer det ikke det nye forhold som helhed. Man vender altid tilbage til det samme; det er i hovedsagen en og samme vise, de bestandig har i munden, så andre nok synes, at det er alt for ensformigt. – Hvad nu ordene eller læren angår, er der intet særligt nyt, for så vidt man i forvejen har været rettroende, men det gamle, som man har hørt fra begyndelsen; men selve omgangen med sagen, hjertets liv og lyst i sagen, sjælens syn på den og forståelse af den, alt dette er nyt. – Mange kan ikke begribe, hvorfor sjæle, der alle synes at være åndeligt sindede, søger det samme mål og har den samme bekendelse om Kristus, alligevel er så forskellige fra hinanden. Ja, mange vil aldrig kunne begribe det, nemlig de, som aldrig er kommet eller kommer til dette nye åndelige sind, som nu er nævnt. Men det er schibbolet, der gør forskellen; og det kan efraimitterne ikke forstå sig på, men synes, at sibbolet og schibbolet godt kan være det samme. Men apostlen Paulus siger: «Det er ikke alle, som nedstammer fra Israel, der er israelitter». Det gælder også her; og det er hemmeligheden.

I en by levede to brødre, som af natur lignede hinanden så meget, som to mennesker overhovedet kan. De havde også fået samme opdragelse, var blevet undervist af samme lærer og havde læst de samme bøger. Til sidst blev de også vakt samme år og begyndte sammen at søge deres sjæls frelse; de trak sig tilbage fra verden, dens levevis og forfængelige fornøjelser, sluttede sig til andre vakte sjæle på stedet og øvede sig i Guds ord med megen flid og alvor og søgte i alt at blive rette kristne. Men trods de nye, ædlere glæder, som omgangen med Ordet og Guds folk skænkede dem, havde de dog ofte i deres indre en nagende uro, fordi de var sig visse synder bevidst, som ikke rigtig ville slippe dem; men så trøstede de altid hinanden med, at ingen kristen var fuldkommen, at enhver havde sine fejl, og at Gud kendte deres redelige forsæt og derfor for Kristi skyld ville være dem nådig. Talte nogen med dem om Kristi forsoning og retfærdiggørelsen ved troen, så var deres svar, at netop sådan troede også de, og de kunne tilføje en smuk bemærkning om det. Desuden deltog de med stor glæde i forskelligt kristeligt arbejde som missionssagen og afholdssagen. Sådan gik deres liv i seks år. Men nu skete det, at da den ældste bror var rejst bort nogle dage, sad den yngste en aften og læste 2 Kor 5 i Bibelen. Og se, hans frelses time var kommet. Ved vers 14 standsede han først og undrede sig over, hvad det mon betød: «Én er død for alle, og derfor er alle døde»; men ved vers 19 og 21 fik han lys over det, et lys, som fyldte hele hans sjæl med en trøst og glæde, som han aldrig havde haft; hans hemmelige uro og tunge samvittighed blev her forvandlet til fred og salighed; han så alt, alt rigeligt lægt, da Kristus, gjort til synd for os, døde så fuldstændigt for alle, at alle i Guds øjne døde i ham. I den inderligste samtale med sin Frelser begyndte han at prise og takke ham, og han kunne heller ikke tie med sin salige opdagelse over for dem omkring ham. – Da så den ældste bror kom tilbage, så han straks, at hans brors ansigt og øjne var så usædvanlig glade og milde, og fik ved hilsenen også et ord at høre, som undrede ham en smule. Snart spurgte han, hvad der var sket, og hvorfor han var så glad. «Ak», svarede den yngste, «først nu har jeg set Guds herlighed i Kristus. Én er død for alle, og alle er døde i én. Ham, som ikke kendte til synd, har Gud selv gjort til synd for os! Vi er alle døde i Kristus og har i ham allerede udstået alt, hvad loven nogen sinde kan lægge på os. Ved hans sår er jeg nu helbredt for mine gamle indre sår, som du kender til» osv. Efter et øjebliks tavs forundring svarede den ældste: «Har du aldrig vidst det før?» – Den yngste sagde: «Har du vidst det og aldrig været glad over sådan en sag?! Vi har nok vidst det på en måde; men hvorfor har det aldrig glædet os?» – Det fik han intet svar på; men så forklarede han selv, at der var stor forskel på tro og tro! – Fra den tid var der altid en forskel mellem disse brødre, der ellers lignede hinanden i alt. Den yngste kunne aldrig nok ophøje Kristi værk på Golgata og tale om den rette tro. Han havde virkelig fået en ny vise i munden og regnede alt for tab og skarn over for det overvældende store i kendskabet til Kristus, hans Herre. Men derved blev han ikke ligegyldig over for gudsfrygtens øvelser, bøn, ydmyghed, kærlighed og selvfornægtelse, men tværtimod mere varm og nidkær; men alt på den grund, som Apostlen nævner: «Kristi kærlighed tvinger os, idet vi har sluttet, at én er død for alle, og derfor er alle døde». Den ældste blev derimod fra den tid mere kold og beregnende, afvisende, lovisk, stiv og død. – Lad det være nok til at forklare den ægte kristendoms hemmelighed.

Dette bør nu enhver først og fremmest bruge til at prøve sin egen åndelighed. Og den, der er kommet til lyset, han takke Gud! Han må da vist også forstå meget om andre slags åndelighed; måtte han blot derved være klog og varsom i sin kærlighed, men nidkær af kærlighed i sin varsomhed. Mange, som endnu ikke er kommet til sandheden og livet, er dog de samme, som en gang skal komme dertil, især hvis alle troende med kærlighed og visdom ville søge at oplyse dem. – Imidlertid bliver Kristus, Kristus, altid schibbolet – «tegnet, hvorved mange hjerters tanker skal åbenbares» – en «duft af liv til liv og en duft af død til død» – ja, Skriften siger udtrykkeligt: en «prøvesten», «et helligt tilflugtssted for dem, der tror; men også for dem, der ikke tror, en anstødssten og en klippe til fald, så mange skal støde an mod den og falde og knuses, gå i snaren og fanges» (Es 8,14–15). Og ubetinget holder vi fast ved dette Kristi ord: «Hvad hjertet er fuldt af, taler munden»; og ved Paulus’ ord: «Da vi har den samme troens Ånd, ifølge det, som står skrevet: Jeg troede, derfor talte jeg, så tror også vi, og derfor taler vi også» (2 Kor 4,13).

Summa: at nogle ivrer for og lægger vægt på sønderknuselse og alvor som det vigtigste, andre på kærlighed og ydmyghed, atter andre på selvfornægtelse, afdøen osv., det er alt sammen godt, alt sammen kostelige ting, men endnu ikke livet (1 Joh 5,12), endnu kun forberedende ting. Af den salige, beseglede skare kan endnu en træde frem og sige: Også jeg har arbejdet på alt dette gode; men da jeg arbejdede allermest, mærkede jeg, at Guds øjne var som ildsflammer, at ikke engang himlene var rene for ham, at Guds dom gik meget højere end menneskers; «og jeg døde» (Rom 7), men Kristus blev mit liv, og han er nu min styrke og min lovsang – for hvis skyld jeg har regnet alt for tab og skarn – – Herren har lagt en ny vise i min mund: Du er blevet slagtet og har købt os til Gud med dit blod! Du er værdig til at have ære og pris og lov fra evighed til evighed. Amen.