Til det nye år. Trøst i alle bekymringer

Åb 5,1–6

(Sekstende årgang, 1857)

Og jeg så i højre hånd på ham, som sad på tronen, en bog, skrevet indeni og udenpå, forseglet med syv segl.

Og jeg så en stærk engel, som råbte med høj røst: Hvem er værdig til at åbne bogen og bryde dens segl?

Og ingen i himlen eller på jorden eller under jorden kunne åbne bogen eller se i den.

Og jeg græd meget over, at ingen blev fundet værdig til at åbne bogen eller se i den.

Og en af de ældste sagde til mig: Græd ikke. Se, løven af Judas stamme, Davids rodskud, har sejret, så han kan åbne bogen og bryde dens syv segl.

Og jeg så, og se, mellem tronen og de fire livsvæsner og de ældste stod et Lam, som var det slagtet, og det havde syv horn og syv øjne, som er Guds syv Ånder, der er udsendt over hele jorden.

Så overmåde stærk, vældig og herlig er den trøst, der ligger i disse ord, at hvis vi bare fik øjnene åbnet til at se den og i en vågen tro kunne holde den for virkelig sandhed, så ville vi sikkert en gang for alle kaste alle vores bekymringer fra os og sige: Nu vil jeg ikke mere. Nu må Gud gøre med mig præcis, hvad han vil; ja, nu må alle onde ånder og onde mennesker gerne gøre med mig, hvad de formår – jeg frygter nu ingenting. Lad os nemlig se lidt på bare to eller tre punkter i de anførte bibelord. Johannes ser og hører noget i himlen. Hvad ser han? Han ser en bog i højre hånd på ham, som sidder på tronen. Og hvad indeholder denne bog? Den indeholder, sådan som den første røst fra den åbnede himmel sagde, hvad der skal ske herefter (kap. 4,1). Det samme finder vi også i de følgende kapitler, når seglene på bogen brydes. Læg nu mærke til, hvad hele synet betyder. Bogen indeholder «hvad der skal ske herefter» – hvad der skal ske med hele verden og især med Guds folk på jorden. At en sådan bog hviler i højre hånd på ham, som sidder på tronen, betyder ikke blot, at Gud på det nøjeste kender alt, hvad der skal hænde os, ligesom det, der er skrevet i en bog, altid ligger for øjnene; men når bogen netop er i hans højre hånd, den virkende hånd, så er det dermed betegnet, for det første at den store, almægtige Gud leder og styrer alting, og for det andet at han har så nøje omsorg for, hvad der skal hænde os, at han har det skrevet op i en bog. Vi ved jo, at det at føre bog over, hvad der gøres, viser den nøjeste omsorg for det, og allermest når husets herre beholder bogen for sig selv, så ingen anden engang må åbne eller læse den. Sådan er meningen med dette syn.

Men nu: Er det ikke netop det, der skal ske herefter, som er genstand for alle vores bekymringer? Vores hjerter er som regel fulde af uro og tanker om, hvad der skal hænde os. Også den, der er så lykkelig ikke at blive fortæret af verdens sorg, som virker død, men er blevet en troende kristen, har dog en ny verden af bekymringer for mange slags vigtigere ting: her vores egen sjæl, vores synder, fristelser, kampe og farer for fald og afveje; dér vores pårørendes og andre menneskers sjæle, og hvordan det skal gå dem; her kirkens fremtid, eller hvad der skal ske i samfundet; dér en mængde småting, som dog ofte uroer os bittert. For ud over at kristne har kærlighedens omsorg for, at alt må gå godt, og et mere oplyst blik for vigtigheden af det, som andre regner for ingenting, er de også altid en skydeskive for alle Djævelens glødende pile – denne urolige fjende, der med fristelser, anfægtelser og alle mulige falske indskydelser søger at forstyrre vores fred, så Guds børn ofte hverken har ro dag eller nat. Hvad skal de så stole på? Hvorpå skal jeg hvile mit trætte hoved? Åh, gid det var mig givet at se, hvad der ligger heri! Alt, hvad der kan møde os, er skrevet i en bog, som hviler i højre hånd på ham, som sidder på tronen. Sådan som også profeten David allerede så det og sang til sit hjertes trøst: «I din bog var alle mine levedage skrevet op, før en eneste af dem var kommet» (Sl 139,16). Vi har endnu en trofast Fader i himlen, som med så kærlig omsorg tager sig af alt, hvad der angår os, at han har det skrevet op i en bog, som han selv holder i sin højre hånd. Åh, hvis vi kunne tro og se en sådan Guds godhed og omsorg for os – tror du så ikke, at vi ville have en salig ro og hvile for vores arme hjerter og en høj fred og trøst for alle kommende dage?

Men her kommer nu hedningen i vores bryst, vores vantro, mørke hjerte og fornuft, og siger: Ja, de store verdensbegivenheder, eller det, der skal ske med hele kirken, det har Gud skrevet i sin bog, det hviler i hånden på ham, som sidder på tronen; men ikke det, som angår så små og enkelte væsener som mig. – Ja, det synes bestemt at være for meget, og det er bestemt helt ubegribeligt for vores forstand, hvis vi skulle sige, at han også i sin bog har skrevet alt, hvad der skal ske dig og mig. Men hvad skal man så gøre, hvis den samme store Herre, som sidder på tronen, selv siger, at han rækker til, ikke blot for hvert enkelt menneske og dets mindste anliggender, men endda for hver fugl på jorden? Hvad skal vi stille op med denne Herre? På den ene side siger vores fornuft: Det er helt urimeligt, umuligt; og på den anden side står endda hele den synlige skabning, fuld af utallige vidner, imod os og siger med tusind røster: Se, hvad Gud har gjort! Se, hvilke storværker, og se, hvilke småting den samme Herre Gud selv har gjort! Og når han engang har gjort alle disse småting, så har han vel lige så let ved at se dem og tage sig af dem. Åh, gid vi kunne vågne af vores ynkelige vantros mørke! Vi går midt i den uendelige rigdom af vidner om Guds magt og herlighed og ser dog intet. Lad os begynde at bede for vores ynkelige hjerter! Du vil vel ikke helt forkaste Herren Kristus og åbenlyst gøre ham til løgner; men det er ham selv, der siger: «Sælges ikke to spurve for en skilling? Og ikke én af dem falder til jorden uden jeres Fader. I er mere værd end mange spurve» (Matt 10,29–31). Man burde gerne gå på sine knæ til Rom eller Jerusalem for at få et sådant ord af Herren Kristus! Ja, han siger endda noget, som er endnu mere. Han siger: «På jer er endog alle hovedhårene talt» (v. 30). «Ikke et hår på jeres hoved skal gå tabt» (Luk 21,18). Hvad kan vel være mindre betydningsfuldt end et hårstrå? Og nu siger den trofaste Herre Kristus, som umuligt kan lyve, at han har så nøje omsorg for alt, hvad der angår os, at også alle vores hovedhår er talt. Tænk over, hvad sådan en talemåde udtrykker. Her har vi jo ingen anden udvej end enten at vågne op til, at Gud er meget større end alle vores tanker, at han er os ubegribelig i sin magt og omsorg for os, og at vi er små, blinde væsener, når det gælder om at fatte Gud – enten skal vi vågne og se dette, eller også skal vi helt forkaste Kristus som en løgner og forkaste hele Guds ord. Ja, ikke engang det er nok; vi må også være sådanne tåber, der ikke engang ser, hvad hele den synlige skabning viser, hvordan Gud er mægtig til at sørge for sine mindste skabninger; vi må være sådanne tåber, som David taler om: «Tåben siger i sit hjerte: Der er ingen Gud» (Sl 14,1).

Nu, det er vel børnelærdom at tale om for kristne, som tror tusind gange større ting – tror, at Gud endda er blevet et menneske for vores skyld, er blevet vores bror og vores offerlam. Men det går så underligt og forkert til i vores tanker, at når vi med den største andagt og glæde har fejret jul og påske, så kan vi straks efter mangle tro på de første bogstaver i kundskaben om Gud. Vi tror så meget, vi vil, bare ingen prøvelse møder os; men så snart der sker noget virkelig bekymrende, er det, som om der ingen Gud var. Derfor bør vi for alvor gøre os klart, hvad vi virkelig tror om Gud: om vi tror, at han stadig lever iblandt os, og at han er sådan, som han beskrives i Ordet, og om han er det i alle stunder og tider, også når det bliver helt kulsort for vores øjne – så vi da kan stille vores hjerte for ham og sige: Endnu, o Gud, er du lige så nær og lige så uendelig kærlighed, trofasthed og magt som i det og det år, da jeg smagte og så, hvor liflig du var, så jeg bare ville smelte hen af det. Jo mere bittert og mørkt du nu gør det for mig, desto større er den nåde og glæde, du derved bereder mig. Se, det er til et sådant kendskab til Gud, vi bør nå. Så har vi en høj, vældig trøst i alle mulige bekymringer, en salig ro i de bitreste tider.

Men her møder vi en mere oplyst indvending, som siger: «Det er sandt, at alt, hvad der hænder os, er sendt os af den trofaste Gud, men kun så længe det ikke angår det, der afhænger af menneskets egen frihed. Hvis jeg selv ved min egenvilje og andre syndige tilskyndelser har ført mig selv i ulykke, så må jeg skylde mig selv og ikke trøste mig med Guds førelse.» Svar: Dette er i sig selv rigtigt, men bliver ofte taget forkert. Det er sandt, at Gud har givet os en vis betænkelig frihed, hvorved vi kan gøre os ulykkelige for tid og evighed, nemlig når vi vedvarende og forsætligt modstår hans Ånd. Men her er altså to ting at lægge mærke til. Det første er: Selv om du ved synd og dårskab har bragt dig i ulykke, men nu er kommet til anger og en lydig ånd, så du herefter vil følge Herrens råd, så er Guds nåde og faderlige godhed så stor, at han vil vende alt dit onde til det gode og alle følgerne af din dårskab til din tjeneste. For «for dem, der elsker Gud, virker alt sammen til det gode» (Rom 8,28), for Gud vredes ikke evigt og kives ikke til evig tid. Han er en nådig Gud og Fader, så selv om man længe har trodset ham, men blot en gang omvender sig, er han os derefter lige så god, som om vi aldrig havde syndet. Det var i stor egenvilje, at Israel fik konger; men Herren forlod dem alligevel ikke, men gjorde dem lige så meget godt bagefter, selv om de måtte lide mere. Paulus havde i sin vantro været Kristi fjende og forfølger, men Kristus gjorde ham dog til den største apostel og gjorde endda selve den store synd til to gode ting: dels et mægtigt middel til at knuse Apostlen selv (1 Kor 15,9), dels et mægtigt middel til at trøste andre (1 Tim 1,13.16). Her ser vi, hvad der lige blev sagt: at Gud også kan vende vores største fejl og dårskaber til vores tjeneste, når vi blot en gang kommer til omvendelse. Ja, Luther bemærker, at Herren Gud også må vise sine hellige den samme godhed ved deres fejltrin. De fortrinlige ord lyder sådan: «Det er Guds værk og kunst, at han kan gøre onde ting gode, når vi har ødelagt og forsømt dem. Jeg har i sandhed udrettet mange ting meget uklogt og tåbeligt og er bagefter blevet stærkt forskrækket over det, og jeg kunne ikke se, hvordan jeg siden skulle blive løst fra sådanne ting, som var blevet ødelagt ved min dårskab, og komme ud af dem. Men så har Herren fundet sådan en vej til at gøre godt igen, hvad jeg havde skadet, at det er blevet helt godt igen. Og sådan styrer Gud alle sine hellige, at de nok kan fejle og gøre noget forkert, men at det alligevel må få en god ende med dem eller i det mindste løbe af uden stor skade. Gud er en almægtig Skaber, som gør alt af intet; derfor kan han også gøre godt af ondt.» – Ak, Gud er en trofast og kærlig Fader! Dette var det første, der skulle lægges mærke til. Men det andet er: Den, der frygter, at han stadig på en eller anden måde står Guds vilje imod, men har en ånd, der sukker i angst: «Gud, forbarm dig! Døde min egenvilje og bring mig ind på din viljes vej; brug hellere, hvad bittert du vil, bare jeg rigtigt bliver din og lydig mod dig» og så videre – han har al ret til at trøste sig med Guds nådige førelse. For al den modstand mod Guds vilje, som nogen selv i angst beklager, og som han påkalder Guds almægtige hjælp imod, er intet andet end kødets hårde kamp mod Ånden. Så er sindet på Guds side, og så er sagen straks i Guds hænder. På grund af en sådan kødets modstand, som blot driver os så meget mere til Gud, bliver intet menneske ulykkeligt. For hvis kraften til at slide båndene over, kraften til at overvinde kødet, lå hos os, så var hele Guds ord falsk, for det siger, at dette aldrig står i vores magt. Men det kan godt ske, at du kun gennem megen lidelse skal pines og dødes så længe, indtil den mægtige egenvilje bliver træt, og du giver dig ind under Guds vilje, så du for alvor begynder at flygte fra alt, hvad du ser, at Gud forbyder i sit ord. Går det derimod lige omvendt, så du begynder at søge nogle af «de ugudeliges råd», undskyldninger og forsvar for synden, for at besmykke din «indgang på synderes vej», så er sindet faldet, så er du «enig med dig selv om at følge syndens vej», og så er modstanden mod Ånden «forsætlig». Så må du ikke trøste dig med Guds førelse; så går du din egen vej til ulykke.

«Men hvis dette nu gælder mit eget liv,» vil måske nogen sige, «så er der dog tunge ting tilbage at bekymre sig om, når det gælder andre: her mine børns og andre dyrebare sjæles vel eller ve; dér kirken, og hvad de store i verden beslutter om den» osv. Svar: Hvad dine børns og andre sjæles vel angår, så må du blot vogte dig for at lægge på dit svage hjerte, hvad du ikke formår og ikke er befalet at bære. Søg hos Gud al nåde til at kunne bruge de midler, som er givet os, med visdom, troskab og flid, men overgiv dem så til Gud som en trofast og mægtig Fader, og overlad så din omsorg til ham. Men hvad kirken angår og alt sådant, som du synes afhænger af andre mennesker, så følg ikke naturens blindhed og tro på andre guder, andre mægtige, end den ene Gud. Han leder også kongers hjerter som vandbække og kan endog gennem de ondes råd tjene sin sag, fx gennem de straffe og plager, han sender gennem dem. Og kan du tro og se, hvor meget Gud gør for et helt folk for sine troendes forbøns skyld (1 Mos 18; 2 Mos 32 m.fl.), så vær flittig i forbøn og overgiv så alt til Herren. Han regerer så underligt, at en kristen til sidst intet ved om, hvad der er bedst, før han får at se, hvad Gud gør. Glem aldrig, at han, som sidder på tronen, har den store rigsbog i sin højre hånd. Mærkværdigt er også det andet syn i vores tekst. Johannes var så bekymret for, hvordan det skulle gå med kirken, at han «græd meget», da ingen fandtes værdig til at åbne bogen. Da sagde en af himlens ældste til ham: «Græd ikke! Se, løven af Judas stamme har sejret» osv., og i samme stund så Johannes, og se, mellem tronen og de ældste stod «et Lam, som var det slagtet, og det havde syv horn». Horn betegner nu i Skriften «herredømme, kongemagt» (Dan 7,24). Læg mærke til det! Lammet skal regere; efter at det blev slagtet, har det fået horn. – «Og det havde syv øjne» – det betegner dets årvågenhed over sit rige, som udøves gennem Ånden; derfor tilføjes der: «som er Guds syv Ånder» (dvs. Åndens mangfoldige kræfter), som er «udsendt over hele jorden». Dette skal være vores trøst: Lammet har horn og øjne, magt og årvågenhed.

Men vi vender tilbage til de personlige bekymringer for os selv, som dog plejer at gnave sig dybest ind i hjertet. Når vi nu taler om Guds børn, som trods al det gamle hjertes mangfoldige ondskab dog altid har en ånd, der sukker efter alt godt og klager over alt ondt for sin Gud – Guds børn, som netop på grund af fornuftens mørke først og sidst sukker til Gud om hans ledelse – så gælder den trøstefulde sandhed som en regel uden undtagelse, at alt, hvad der sker dem, er sendt dem af deres himmelske Fader eller tilladt til deres bedste; at intet, legemligt eller åndeligt, stort eller småt, kan ske dem, som ikke skal tjene til deres bedste. Lyst eller bittert, stort eller småt – hvad der end sker dig, er det bestemt af din trofaste Fader til dit bedste. For et Guds barn, en sjæl, der frygter sig selv, sin egen vilje og sin egen forstand og sukker efter Guds ledelse, sådan et menneske er ikke længere sin egen fører; sådan et menneske hviler på Guds omsorg, og det regerer Gud. Alt, hvad der sker sådan et menneske, er sendt det af Gud, hvad enten det er lyst eller bittert, godt eller ondt, og alt skal tjene det til det bedste. Det må man med rette kalde en stor lykke her på jorden. Og synes du, at det er alt for meget, så du har svært ved at tro det, så luk dog øjnene op og se dig omkring. Eller er du så blind, at du ikke ser, hvad selv den blotte fornuft plejer at se, at alt, hvad der er skabt på jorden, er gjort for menneskets skyld? At der ikke findes en sten eller et træ eller et strå dér, som ikke er bestemt til menneskets tjeneste? For hele mængden af de andre dyr er jo også til for mennesket; det tager jo alle dyrene i sin tjeneste. Siger alt dette dig ikke, at Gud har en særlig omsorg for mennesket – at mennesket er en helt særlig genstand for hans hjerte? Åh, begynd dog at se på skabelsen, hvis du er så vantro, at du kan gøre din Frelser til en løgner, når han siger, at «alle vores hovedhår er talt». Han har selv til sidst henvist os til skabelsen (se Matt 6,26–34). Og kan du få øjnene åbnet til at se, at Gud i hele skabelsen har haft mennesket for øje, så må det dog en dag blive dig et vældigt vidnesbyrd om, hvad mennesket er for Guds hjerte, og hvordan han da i alt, hvad han sender, allerførst må se på dets højeste vel, dets evige salighed.

Se nu i dette lys på dine allerbitreste erfaringer, så vil du måske finde lutter guddommelig kærlighed og troskab i alt, hvad der er sket dig. Du har måske mistet al din ejendom og er kommet i de hårdeste bekymringer for dig selv og dine; eller du har mistet den kæreste ven, du havde på jorden, som du ikke kunne leve uden; eller du har på én gang mistet de kæreste forhåbninger, som du længe har næret med et dybt følende hjerte – det er bittert; men en dag i evighedens lys skal du se, at ikke det mindste af alt dette bitre skete dig uden Guds højeste kærlighedshensigt, nemlig din udødelige sjæls frelse, som er så stor en sag og så svær for vores gamle menneske, at der må skæres så dybe sår i det. Eller du har måske en endnu bitrere erfaring, fx den, at efter at du ved Guds store nåde mod dig havde fået dit hjertes højeste ønske, at hele dit liv herefter måtte blive til ære for din Gud og til velsignelse for mange sjæle, så er du ved uventede fristelser blevet ført ind i en sådan syndens elendighed, at du ligefrem er blevet, eller tror, at du bliver, til forargelse og vanære for evangeliet; og dog ville du mange gange hellere være død end opleve sådan noget. Åh, stil dit hjerte til ro! Selv noget så usigeligt bittert lader Gud sine kæreste børn opleve. Den mest trofaste discipel, som gerne ville dø for sin Herre og til sidst gjorde det, måtte først en gang græde bitterligt over den forfærdeligste fornægtelse. Den højt benådede blandt kvinder, udvalgt til at være selve Guds Søns mor, som en gang sang så henrykt: «Herefter skal alle slægter prise mig salig», måtte en gang miste det dyrebare barn så meget af syne, at det var forsvundet i tre dage, og i sit hjertes bitre bekymring måtte hun fordømme sig selv som den allerstørste synderske, som nu var skyld i, at hele verdens Frelser var forsvundet, så hun nu meget gerne tav om, at hun var Guds Søns mor. Det er vores hjertes dybe fordærvelse, dets tilbøjelighed til at gøre sig selv til gud og til andre synder, som skal brændes ud ved sådanne bitre erfaringer. Lad os derfor blot ære Gud og hans høje nådige hensigt med os, nemlig at bringe os til den evige salighed i himlen – lad os ære hans høje mening med alt, hvad han tillader eller sender os, nemlig at «rense», lutre og befæste os i nåden, dræbe vores gamle menneske, helliggøre vores sind, øge vores tro, bøn, ydmyghed og alvor og gøre os lede ved det forførende jordeliv og fulde af længsel efter himlen. Når vi forstår, at Gud har så høje og kærlige hensigter med alt, hvad han sender os, så lad os blot ydmygt og taknemmeligt prise ham for alt, hvad der sker os, og aldrig glemme det gyldne ord, som står og falder med Herren Kristus selv: På jer er endog alle hovedhårene talt.

Og ser du dig selv som alt for uværdig til så overmåde stor en nåde, så hør, hvad der i vores tekst så højtideligt siges om alle skabte væseners uværdighed over for Gud. Dér står der, at «ingen i himlen eller på jorden eller under jorden fandtes værdig, ikke engang til at se på bogen» – og dog skulle Johannes ikke græde over det, for der var Én, som var værdig, sagde en af himlens ældste: Græd ikke! Se, løven af Judas stamme, Davids rodskud, har sejret – og da så Johannes et Lam, som var det slagtet. Åh, gid det syn måtte gå os sådan gennem marv og ben, at det altid blev stående for vores øjne – at vi aldrig glemte, at kun det slagtede Lam er værdigt, og det for os! – for det er sandelig ikke slagtet for sig selv, men for os – og at det er for dette Lams skyld, at vi er så meget værd for Gud, at også alle vores hovedhår er talt, så ikke et hår falder af vores hoved uden hans vilje. Amen.