Hvem er værdige nadvergæster?

(Ellevte årgang, 1852)

Så saligt og velsignet, så rigt på trøst, kraft og vederkvægelse som vor Herre Kristi legemes og blods højværdige sakramente er, så tankevækkende og for oprigtige sjæle bekymrende er de apostoliske ord om at nyde det uværdigt, som vi læser i 1 Kor 11,27–29: Den, som spiser dette brød eller drikker Herrens bæger uværdigt, bliver skyldig over for Herrens legeme og blod. Men et menneske skal prøve sig selv, og så skal han spise af brødet og drikke af bægeret. For den, som spiser og drikker uværdigt, spiser og drikker sig selv en dom til, fordi han ikke skelner *) Herrens legeme.

*) I stedet for «skelner» har normaludgaven: «bedømmer rigtigt».

For at vi ikke uden at vide det skal spise og drikke os selv en dom til, er det jo højst nødvendigt omhyggeligt at undersøge i Guds ord, hvem og hvordan en værdig nadvergæst er, og hvem der derimod spiser og drikker Herrens legeme og blod uværdigt – især fordi de mest skadelige vildfarelser hersker blandt os på netop det punkt.

Det er især to vildfarelser angående den værdige brug af den hellige nadver, som er så almindelige, at deres fordærvelighed burde råbes ud fra alle tage og om muligt med en basunrøst, der fik bjergene til at skælve. Det er forfærdeligt, at den høje, salige, lysende nådesordning, Kristi legemes og blods sakramente, som af stor kærlighed blev indstiftet for at være hans svage børn og venner til vederkvægelse, trøst og styrke under vandringen, ved disse vildfarelser skal blive nogle sjæle ligefrem til fordømmelse og andre, benådede, men åndeligt fattige, til pine, bæven og forskrækkelse.

Den første af disse vildfarelser er den, at hvilket som helst menneske ved en såkaldt «kristelig forberedelse» skulle kunne blive en værdig nadvergæst, uden hensyn til om han er en sand ven og discipel af Jesus; at også de, som både før og efter deres nadvergang hele deres liv igennem hører til den almindelige, uomvendte flok, ved en forberedelse, de gør til lejligheden, skulle kunne gå værdigt til Herrens hellige nadver. Åh, en forfærdelig vildfarelse, som kan få hårene til at rejse sig på enhver oplyst kristen! – Hvor findes der et eneste ord i Skriften, som antyder noget sådant, at også de skal forberede sig til Herrens nadver og derved blive værdige, som ikke forinden er omvendt til Herren, ikke er Jesu venner og disciple og ikke alle dage hele livet igennem lever af Kristus og med Kristus? Åh, gid alle, som har ører, ville høre, og alle, som har en stemme, ville råbe ud imod denne vildfarelse! Eller mon Kristus lader sig narre af en midlertidig forberedelse, af en fromhed, man har taget på til lejligheden, så han regner dig for sin ven? Mon den Hellige lader sig narre af en påtvungen og selvgjort fromhed, anger, syndsbekendelse og bøn, hvorefter du straks vender tilbage til det samme forfængelige liv som før, når du blot har fået din årlige nadvergang overstået? Gud forbarme sig! Og Gud vække alle de lærere af søvnen, som ikke ærligt siger folk den slags! Burde de ikke med korte, tydelige og ærlige ord udsige den sandhed, at det for at være en værdig nadvergæst kun drejer sig om én ting, nemlig om du er en ven og discipel af Jesus, eller i det mindste er i bekymring og søger efter at blive det for hele dit liv? – Ved en midlertidig forberedelse bliver ingen en værdig nadvergæst, men kun ved en hel omvendelse, hvorved han for hele sit liv bliver en ven og discipel af Jesus. Er du det, så er du en værdig nadvergæst; er du det ikke, så er du uværdig. Man skal ikke besvære sig med nogen blot midlertidig forberedelse, men vide, at man under alle omstændigheder «spiser og drikker sig selv en dom til», om man så ikke blot et døgn, men en uge, en måned arbejder så ivrigt på sin nadverforberedelse, at man endda lå på knæ og badede sig i tårer imens – man er alligevel en uværdig gæst og spiser og drikker sig selv en dom til, så længe man blot vil gøre en nadverforberedelse og ikke for hele sit liv bliver Herrens egen, bliver og lever under ham i hans rige. Her er sagen! Kristus indstiftede dette høje måltid for sine venner. Den inderlige forening, som sker i nadveren mellem Kristus og hans troende, er den samme, som han talte om i sin bøn den samme aften, som han indstiftede nadveren: «Jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommet til ét, ligesom du, Fader, er i mig, og jeg i dig» osv. Og om den bøn tilføjede han: «Jeg beder ikke for verden, men for dem, du har givet mig» (Joh 17). Og hvordan skulle han kunne bede noget sådant for verden? Hvordan er det muligt, at han kunne byde verden at fejre mindet om hans død, byde dem, der foragter ham, at spise hans kød og drikke hans blod? Åh, det er forfærdeligt, når man tænker over, hvad det vil sige, at et menneske, som alle sine dage «lever uden Gud i verden» og klarer sig så godt uden ham, en gang om året skal træde frem for Guds ansigt i dette hans venners hellige kærlighedsmåltid og nu give udtryk for det inderligste venskab med ham – for straks derefter at vende tilbage til det samme forfængelige væsen og ugudelige liv som før! Er det ikke ganske det samme, som da Judas trådte frem i haven og hilste Jesus: «Hil dig, Rabbi!» og kyssede ham? Skal Herren ikke også sige til sådanne nadvergæster: «Min ven, hvorfor er du her? Forråder du Menneskesønnen med et kys?» Burde du ikke bæve i hele din sjæl og krop ved at træde frem for Guds ansigt med et sådant sind? Forstår du ikke, at den store, hellige Herre da vil sige til dig: «Du hykler, jeg kender dine gerninger! Du er ikke min, men verdens ven; hvorfor kommer du her, hvor mine venner fejrer mindet om min død? Jeg ved, at du i morgen vil gå bort til den samme tjeneste for verden og synden som hidtil. Gå bort, du hykler!» Burde du ikke vente et sådant svar fra den Hellige, hvis øjne er som en ildslue – du, som blot gør en nadverforberedelse og ellers alle dine levedage ikke bryder dig om at høre ham til og følge ham?

Vi har i den foregående artikel betragtet, hvordan påskelammet skulle spises. Dermed er det nærværende emne på en vis måde allerede behandlet; for at spise påskelammet var et forbillede ikke blot på den åndelige spisning af Kristus, men også på den sakramentale – og derfor indstiftede Kristus også netop nadveren i påskelammets sted, for at den skulle være dets modstykke i Det Nye Testamente. Vi så dér, at det var forbudt under tab af sjælen at spise påskelammet sammen med surdej, at det skulle spises med usyret brød, at de skulle tage det helt – og i rejsedragt, «som de, der har travlt med at komme af sted» osv. Alt dette ville jo sige, at man må være en israelit, som er draget ud af syndens og verdens egyptiske trældom eller nu er ved at drage ud – en ven og efterfølger af Jesus, eller i det mindste nu midt i en alvorlig omvendelse; at den, som under sin gudfrygtighed og sine religiøse øvelser vil blive i sine yndlingssynder og således smugle surdej ind i spisningen af påskelammet, hans sjæl skal udryddes af Israel. Han «spiser og drikker sig selv en dom til». – Vi gentager endnu en gang: Åh, gid alle, som vil gå til Herrens bord, altid måtte få at høre med korte, tydelige ord, at det her kun drejer sig om én ting: om de én gang er omvendt til Herren, er Jesu venner og disciple, eller i det mindste nu er i bekymring for en hel omvendelse!

Den anden store vildfarelse, som plager og undertvinger mange troende hjerter og helt berøver dem den trøst, lise og glæde, som nadveren skulle bringe, er den, at man anser Herrens nadver for en slags højtidelig offerfest, hvor vi skal give Gud noget godt, skal træde frem til alteret med nogle offergaver, som behager ham, af vor fromhed, anger, tro, bøn, forsæt om bedring osv., og ikke betænker, at nadveren er et nådemiddel, hvor Herren tværtimod vil give os, sine arme, fattige, nedslåede børn, den trøst, styrke og vederkvægelse, vi har brug for. Mærk dig det: Nadveren er ligesom Guds ord et nådemiddel. Ligesom man ikke kommer til Ordet for at give Gud eller fremvise noget godt for ham, men kun for at få noget godt af det, få kraft og hjælp til sin svage tro, sin mangelfulde anger og bøn osv., sådan bør man også komme til Herrens hellige nadver som til et nådemiddel, hvor man kun søger hjælp til alt det, der mangler. Du gruer for at gå til Herrens bord, fordi du ved med dig selv, at du i dit hverdagsliv er så mangelfuld; du er ikke, som en ret kristen skulle være, der er enten i din tro eller i dit liv noget sygeligt, der er en bestemt betænkelig fejl i din kristendom, og derfor kan du ikke gå frimodigt til Herrens bord. Hvad er det andet end helt at glemme, hvad der var nadverens hele formål og hensigt, nemlig netop at være et lægemiddel mod alle disse sygdomme og fejl i vor tro og vort liv? Var alt allerede godt med din kristendom, din tro og dit liv, så behøvede du ikke at komme til dette nådemiddel; ligesom heller ikke Kristus med hele sin fortjeneste var kommet for retfærdige, men for syndere, som han også selv siger: «De raske har ikke brug for læge, men de syge.» Tænk nu, om en legemligt syg på en opfordring til at søge læge svarede: «Det tør jeg ikke, for jeg er så hårdt syg; mit blod er så fordærvet, mit udslæt så slemt, at jeg ikke kan søge læge i en så dårlig tilstand; jeg burde jo først være noget bedre.» Ville man ikke undre sig over den dårskab og svare: «Er det ikke netop på grund af sygdommen, man bør søge læge?» – Fuldstændig på samme måde er det, når man på grund af åndelig mangel og sygdom frygter for at gå til Herrens hellige nadver. Den er netop givet til hjælp og lægemiddel mod alle slags mangler og sygdomme. Lad os aldrig glemme den milde Frelsers store kærlighed, da han indstiftede dette nådemiddel! Hvad sagde han selv om sit blod, da han rakte det velsignede bæger frem? Af alt det mangfoldige store, som kunne være sagt om dette blod, nævner han kun dette: «Det udgydes til syndernes forladelse.» Dér ser vi, hvad han ville. Det var til trøst mod synden, mod denne nød, som trykker hans børn mest, synden, at han indstiftede nådebordet. Til syndernes forladelse! Det er synden, det er bevidstheden om synder og utroskab mod min Gud, som berøver mig den trøst og frimodighed, jeg skulle have over for ham; det er som lægemiddel mod denne nød og jammer, at Herren indrettede denne salige mindefest for sin forsoningsdød. Han har plantet nadverbordene som hvilehytter ved vor vej, for at vi, når vi bliver trætte af vandringen, matte og sultne i sjælen, bedrøvede og sårede af vore fejltrin, vor snublen og vore fald, dér skal gå ind og vederkvæge os med livets brød, med mindet om ham og ved at nyde det legeme og det blod, som blev givet til vore synders forladelse, og derved på ny blive forvisset om, at han ikke er vred på os. Deraf kommer det, at det især er, når vi er i en særlig svaghed, i en åndelig nedgangstid, at det er den rette tid til at skynde sig til Herrens nådebord, ligesom man også skynder sig til Ordet på grund af de samme mangler. Deraf kommer det, at gamle lærere, som har indset dette, taler på en sådan måde om, hvad en værdig nadvergæst er, at man kan undre sig over, om de har været ved deres fulde fem. Luther siger: «Du bør ofte gå til dette bord, men især når du er godt skikket dertil, det vil sige: når du er besværet af mange og svære synder.» Doktor Swedberg siger som svar på spørgsmålet om, hvornår man bør gå til Herrens nadver: «Når trældomssindet begynder at indtage barnetillidens plads i dit hjerte.» – De har forstået, at nadveren er et nådemiddel.

Men for yderligere at udfolde dette trøstefulde punkt vil vi anføre nogle mærkværdige udtalelser om det af vor lærefader Luther, som, selv om de er kendt i forvejen, aldrig kan gentages og udbredes for meget.

I en prædiken på palmesøndag siger han: «Når du mærker, at synden bider og forskrækker dig, og du er anfægtet af kødet, verden og Djævelen: snart er du vred, gnaven og utålmodig, snart igen anfægtes du af gerrighed og bekymring for udkommet osv., så at du uden ophør har den ene anstødssten efter den anden og imens begår rigtig grove fejl, så din sjæl bliver såret – så er du jo et fattigt og elendigt menneske, som frygter døden, er modløs og ikke kan være glad. Da er det på høje tid, og du har grund til at gå dertil, bekende og klage din nød for Gud og sige: ’Herre, du har indstiftet dit legemes og blods sakramente med det formål, at man dér skal få ’syndernes forladelse’; nu mærker jeg, hvor hårdt jeg trænger til det: jeg er faldet i synd og ligger i frygt og mistillid og tør ikke bekende dit ord, fordi mine mangler og overtrædelser er så mange; derfor kommer jeg hertil, for at du må hele, trøste og styrke mig’» osv.

«Mærker du nu, at du er uskikket, svag og uden tro, hvor vil du så få styrke, om ikke her? Vil du vente, til du først bliver ren og stærk, så kommer du vel aldrig hertil; og hvis du nogen sinde synes, at du kan komme på den måde, så er sakramentet dig til ingen nytte.» – – – «For dem er det farligt og til døden, som kommer til det i overmod og ikke mærker nogen svaghed, mangel og nød, men synes, at de forinden er rene og fromme. Det vil have sådanne gæster, som mærker deres mangel, og at de ikke er fromme, men alligevel gerne ville være det; ja, alt kommer an på netop den erkendelse; for vi er vel alle syndere, men ikke alle mærker det.»

I en prædiken på anden påskedag siger han: «Disse to (disciplene, som gik til Emmaus) er et forbillede på dem, som nok har smag for evangeliet i deres hjerter og inderligt ønsker at kunne tro og leve efter det, men dog stadig er så modløse over deres mangler, at de ikke rigtig tør gå til dette sakramente; for de føler sig ikke stærke og brændende nok og vil ikke gå dertil, før de er blevet noget bedre på disse punkter. Til sådanne hører evangeliet. For selv om de imens snubler og forser sig, er de dog utilfredse med sig selv over det. De mærker deres skrøbelighed og ville gerne være den kvit og er altså ikke forhærdede i deres hjerter. Sådanne må man lokke og drage til Kristus. Vi har heller aldrig endnu prædiket evangeliet for nogen andre end sådanne.

«For det er troens natur, at mennesket føler sin mangel og gerne ville være fri for den. Men så må ingen give sig til at vente på, at Gud skal komme og gøre et særligt tegn med ham og give ham troen på en anden måde, end han giver den til andre, hvilket sker gennem Ordet og sakramenterne. For netop derfor har Gud givet os dem, for at vi dér skal søge lægedom mod vor mangel. Når du nu føler din svaghed, så gå derhen og sig: ’Herre, jeg er meget svag og falder ofte og ønsker mig intet højere end nogen styrke mod denne min svaghed. Nu har du indstiftet sakramentet til det formål osv., derfor er jeg nu her og vil modtage det.’ – – Når du altså føler, at du ikke kan tro og leve ret som en kristen, men alligevel inderligt ønsker at kunne det, så skal du ikke forskrækkes og flygte fra sakramentet, men netop dér søge hjælp mod din svage tro og din lunkenhed.

«For selv om man har revset dem hårdt, som uværdigt og uden tro har taget sakramentet, så skal det dog kun forstås om de forhærdede og hårde hjerter. Men du skal derimod gøre og tænke sådan: Se, Herre, dér har jeg dit ord, og her er min mangel og sygdom. Du siger jo selv: ’Kom til mig, alle I, som er trætte og bærer byrder, og jeg vil give jer hvile’ osv. (Matt 11,28). – Mener du, at han har sagt det til dem, som allerede er brændende og stærke i troen? Hans rige går ikke ud på, at han vil kalde de retfærdige, men han vil frelse syndere og også gøre dem fromme. Derfor: den, som føler sig svag, han komme hertil og lade sig hjælpe.

«Men her er endnu en flok sværmere, som heller ikke er på den rette vej. Vi har her og der profeter i landet, som lærer folk at trodse alt for frit og tale med den guddommelige majestæt som med en læredreng. Sådanne spottende og stolte ånder skal man for alt i verden heller ikke følge. For det er godt, at du er blødhjertet og modfalden, frygter og bæver. Den frygt mishager mig ikke; bliv ved den, og kom på den måde hertil, så din samvittighed kan blive styrket. Men de stolte ånder og ubrudte vildhjerner, som farer frem med deres trods og vil stille krav til Gud, som om han skulle være bange for dem, dem kan han slet ikke lide. Du skal derfor kende din svaghed, så du vandrer i frygt og af hjertens grund ønsker at have troen osv.

«Hvad ville det være for en tro, hvis du kunne gå hertil uden nogen frygt og bæven i hjertet, når det dog er derved, troen skal øve sig? For det er egentlig troens natur, at den viser sin kraft i frygt, i synd og død og alt det, som ellers gør mennesket forsagt. Derfor, når du føler dig sådan, så er det netop den rette tid til at gå til sakramentet, hvor din tro får noget at gøre. Og da er også det hemmelige skriftemål godt, så du går til en from mand og lader ham forstå din mangel, beder ham om råd og følger det osv. Skriftemålet og sakramentet er netop indstiftet til, at de svage og syndtyngede samvittigheder skal blive hjulpet derved.

«Men nu siger du: Hvad så, hvis jeg er helt træg og kold, så jeg slet ingen lyst har dertil, og dog føler, at jeg trænger til det; men evangeliet og sakramentet vil alligevel ikke smage mig, og hver eneste trosgnist er næsten helt slukket i mit hjerte? – Svar: Du skal alligevel ikke blive borte derfra. For så længe du føler sådan i dig, er du endnu ikke helt død og følelsesløs, eftersom du jo gerne ville være brændende. Hvad skal du gøre? Jo, tag Guds ord for dig; gå i kirke og hør det, læs det, skriv det, syng det, så du bare omgås det og betragter det; så skal du helt sikkert få noget at mærke, det slår ikke fejl. Og gå så til sakramentet og sig: Herre, jeg er et dovent æsel, derfor kommer jeg nu og beder dig hjælpe mig og gøre mit hjerte brændende. – Du behøver ikke at tænke på, hvor godt du skal forberede dig og gøre dig værdig; for du er allerede beredt, når du føler din nød og længes efter hjælp.

«Det er også ofte sket for mig, at jeg har skyet sakramentet, og dermed har jeg ikke opnået andet, end at jeg kom længere og længere bort fra det, indtil jeg til sidst mærkede, at det ikke duede, og så måtte jeg gå til det, sådan som jeg var. Det vil I også finde: at sådan noget er et blændværk af Djævelen, som vil drage menneskene bort derfra, så at jo mere de vil vogte sig og vente, til de kan mærke troen i deres hjerter, desto længere kommer de bort derfra; og bliver de ved med det, så forsvinder til sidst al lyst og længsel hos dem, både efter evangeliet og sakramentet, og de kommer aldrig dertil. Derfor må du slå en sådan frygt og afsky ud af sindet og bede Gud om hjælp. Gør du det ofte, så skal du mærke mere og mere lyst og glæde dertil. Derfor ville jeg ønske, at I gjorde sådan, og at alle gik til sakramentet i den mening og hensigt, at de netop dér måtte vinde den lyst og længsel, de savner, og blive stadig stærkere.»

Denne bemærkning af Luther er meget fortræffelig. Mangen kristen, som ser, hvordan verdens børn går til nadver blot af vane, uden nogen åndelig trang, mener, at det til en værdig nadvergang er nødvendigt at have en inderlig lyst og længsel efter selve sakramentet. En sådan lyst ville da også være ganske rimelig, og det er sandelig beklageligt, at den mangler; men sådan er det onde kød, også hos de troende, at det ofte føler lede og ulyst ved alt åndeligt, ved Kristus, Ordet, bønnen og sakramentet, så Guds kæreste ord til tider «smager som tørt træ». Men skulle vi derfor slet ikke bruge disse nådemidler? Vi må jo midt i denne træghed og ulyst komme til nådemidlerne for netop gennem dem at blive tændt på ny til noget liv og nogen lyst til dem. Lad derfor netop denne træghed og ulyst ved sakramentet være dig en ny, drivende nød og grund til så meget hurtigere at begive dig derhen; ligesom du i din træghed over for Ordet og bønnen ikke har noget bedre middel imod den end netop at skynde dig til det samme ord og den samme bøn. Hertil hører, hvad Luther siger lige efter: «Hvilken forberedelse vil du ellers gøre? Er det ikke nok, at du har Guds ord, som byder og lokker dig, og at du er kommet til den erkendelse af din elendighed, at den nu driver dig hertil? Her er ingen andre udelukket end de hårde, stolte, sikre og sorgløse fyre, som blot farer frem med hykleri og aldrig mener det alvorligt. Du skal derfor gå hertil og vide for vist, at Kristus ser meget dybere ind i dit hjerte end du selv og også giver dig mere, end du kan ønske. Når du ikke føler dig så brændende, som du gerne ville, så ser han dybere ind i dit hjertes grund end du selv, eftersom du vel ikke ville have noget imod at være helt og holdent tændt og brændende.» Så vidt Luther.

Endelig kan du også af sakramentets frugt og virkning på dit hjerte se, om du har været skikket til at modtage det. Når din tro er blevet genoplivet og styrket, så du nu kan tale med din Gud med mere trøst og fortrolighed; når din kærlighed er blevet varmet op, så du nu med fornyet lyst vil tjene din næste, bære over med hans fejl, hjælpe ham i nød, opmuntre ham i tro og gudsfrygt osv., så har du sikkert været gæst hos din Frelser med velsignelse. Du behøver ikke at tænke efter, med hvor stor andagt du modtog sakramentet, hvor bevæget du var, hvor sødt ordene smagte dit hjerte – alt dette er vel godt og vederkvægende, men kan ikke tjene som bevis på en virkelig velsignelse af sakramentet; det er det, Luther bemærker, «at en stor bevægelse, så man endda græder af glæde derved, kan være lige så farlig som god», fordi man gerne gør selve den søde bevægelse til sin trøst og sin ros og derved glemmer det væsentlige: troen og kærligheden. Som sagt: har du blot fået et fornyet kendskab til din Frelser og fået en ny kærlighed til brødrene, en ny lyst til at tage dig af din næste og være venlig mod din fjende osv., så har du sikkert været ved Herrens bord med velsignelse.

Men hvad skal du gøre, hvis du ikke finder nogen frugt og nytte af sakramentet hos dig? – Svar: Lad det blive dig en ny grund til på ny at skynde dig til din Frelser, klage over denne tilstand og bede om hans hjælp og sige: «Jeg er gået til dit hellige bord, men er alligevel uden frugt som før. Jeg har modtaget en så stor skat, og alligevel ligger den ufrugtbar hos mig. Du, som alene er troens begynder og fuldender; du, som alene virker både at ville og at virke efter din gode vilje, forbarm dig over mig og forøg min tro og optænd min kærlighed, så jeg ikke skal have modtaget Guds nåde forgæves» osv. For sådan må man blive ved med at søge bedring og ikke i mismod og vantro forlade Frelseren, Ordet og sakramentet, fordi det ikke allerede har båret al den frugt, det skulle. Vort liv, vor tro og kærlighed bliver alligevel aldrig fuldkomne her på jorden, men vi må hele tiden blive ved med at søge deres vækst i Ordet og sakramentet; og dog er vi allerede salige og fuldkomne i Kristus, når vi står i denne troens øvelse.

Se på de første nadvergæster, om hvem Kristus vidnede, at de var rene, at de troede, var hans venner og brødre – de var på ingen måde fuldkomne, men fulde af mangler og skrøbeligheder. Ja, det er ynkeligt at se: Samme aften, som de havde modtaget to sakramenter og for første gang deres Herres hellige nadver, når de knap at komme ud af det hellige rum, før de på vejen til Getsemane have, i selskab med deres bedrøvede Herre og Mester, «stredes om, hvem af dem der var den største» – så fuldstændig glemmer de hovedlæren fra den fodvaskning, de lige havde fået. Og i Getsemane have formåede de ikke at våge en stund med deres Frelser, da han i angst svedte blod, skønt han bad dem: «Våg med mig en stund». Og siden, da han fængsles og bindes, flygter de; og da han anklages og bekender, fornægter Peter ethvert kendskab til sin kære Herre og Frelser. Alt dette var jo grufulde synder, og – det allerforfærdeligste – det skete netop i de første timer efter deres første nadvergang! Og hvad gjorde den kære Frelser? Han straffede, han advarede, han gav dem ikke lov til at synde; han formanede dem: «Våg og bed, for at I ikke skal komme i fristelse»; men han forkastede og fordømte dem ikke; han opsagde ikke venskabet med dem; han forbød dem ikke at komme igen til mindefesten for hans død, men sagde: «Gør det endnu ofte til ihukommelse af mig». Ja, se, hvor hjerteligt venligt han samme aften talte med dem som med sine allerkæreste børn, der ikke havde gjort ham det allermindste imod; han trøster dem på det kærligste og forbereder dem på alle de bedrøvelser, som skulle møde dem, nu da han skulle skilles fra dem. «Jeres hjerte være ikke uroligt», siger han – «jeg vil ikke efterlade jer faderløse, jeg kommer til jer – I skal se mig igen; for jeg lever, og I skal leve. – Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte være ikke uroligt og heller ikke forsagt.» Se, hvilken kærlighed, hvilken hjertelig venlighed der kommer til udtryk i disse ord! Og ikke alene det, men han vidner også udtrykkeligt, at de var rene for hans øjne ved troen på hans ord; at han elskede dem og ikke ville kalde dem tjenere, men venner. Vi anfører endnu et stykke af denne hans søde trøstetale. Han sagde: «Nu er I rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg i jer. Jeg er vintræet, I er grenene; den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt, for uden mig kan I intet gøre. – – Ligesom Faderen har elsket mig, så har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. – Ingen har større kærlighed end den at sætte sit liv til for sine venner. Nu kalder jeg jer ikke længere tjenere, for tjeneren ved ikke, hvad hans herre gør; men jer har jeg kaldt venner, for alt, hvad jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort jer. I har ikke udvalgt mig, men jeg har udvalgt jer. – – Dette har jeg talt til jer, for at min glæde kan blive i jer, og jeres glæde blive fuldkommen» osv. Se, med et sådant hjerte indstiftede vor Frelser sit legemes og blods sakramente, hvor han ville komme sine venner så nær, at han, som han selv siger, ligefrem skulle «blive i dem, og de i ham», og hvor han på det allerhjerteligste ville trøste dem mod deres synder, til hvis forladelse han gav sit blod. Han ville, at de på det inderligste skulle smage hans kærlighed og vide, at han ikke det mindste ville tænke på deres fejl og svagheder, men at han var helt forsonet med dem, «for at hans glæde måtte blive i dem, og deres glæde blive fuldkommen». I nadveren skulle hans legeme og blod, som er givet til vore synders forladelse, på en væsentlig måde forenes med os, så vi også legemligt skal blive ét med ham – ikke blot åndeligt, men legemligt og væsentligt forenet med ham. «Jeg i dem og du i mig, for at de kan være fuldkommet til ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig.» – Skulle en sådan kærlighed fra vor Herre Kristus da ikke fuldt ud trøste og glæde vore hjerter og lifligt lokke og drage os til hans bord? Gid vi engang ret måtte lære at forstå, elske og flittigt bruge dette søde nådemiddel, så længe vi vandrer i denne pilgrimsørken, hvor vi så hårdt har brug for den trøst og styrke, det skænker, indtil vi ved den store nadver i himlen evigt skal nyde hans fuldkomne glæde! Amen.