Nogle ord om bønnen

(Anden årgang, 1843)

Før vi går til selve sagen, nemlig at give de svage, kæmpende, bedende børn et opmuntrende ord, vil vi først ganske kort nævne og beskrive fire slags bedere, og blandt dem vil enhver, som læser dette og er ærlig over for sig selv, nok finde sin plads. Gud hjælpe os nådigt hertil!

Vi taler altså om bedere og ikke om den store, vilde flok iblandt os, som aldrig beder; for alle ved jo i forvejen, at de er fordømmelsens børn; de lever allerede her et uhyggeligt og ildevarslende liv. Ja, et uhyggeligt, ulykkeligt og ildevarslende liv må det vel være at vågne om morgenen og stå op uden bøn til sit livs Herre og Gud, gå til arbejdet uden bøn, leve dagen igennem uden bøn, gå til nattens hvile uden bøn; og sådan hele livet igennem «leve uden Gud i verden» (Ef 2,12) og med hele sit væsen vende ansigtet bort fra Herren og råbe: «Vi vil ikke, at denne skal herske over os», eller: «Hos Gud er der intet at hente!» Vi taler ikke om dem, men om bedere, men også dem finder vi i fire klasser.

Den første slags bedere er dem, som beder til Gud, skønt de ikke vil omvende sig ret til ham; de beder i en ubodfærdig tilstand og bliver i forsætlige synder. Der findes nemlig nogle, som har så store tanker om bønnen, at de vil bøde på alt, hvad der fejler i deres forhold til Gud, med den. De synder og beder, og synder igen og beder så, det ene lige så let som det andet. Men tænk dog, hvordan skal en sådan bøn behage den hellige Herre? Hvad skal han sige, når for eksempel de, som dag og time misbruger hans navn, alligevel kommer for hans ansigt og siger: «Fader vor – helliget blive dit navn»? Skal han ikke blive vred og sige: «Du hykler, gå bort fra mig»? Når de, som aldrig selv søger Guds rige og hans retfærdighed, omvendelse, nåde og fred, og som aldrig bryder sig om, at Guds rige vokser på jorden, alligevel kommer frem for ham og siger: «Komme dit rige!», når de, som aldrig vil gøre Guds vilje, men træder hans bud under fode og bliver ved med at følge deres egen kødelige vilje, alligevel kommer frem for Herren og siger: «Ske din vilje!», hvad skal den hellige Herre så mene og sige om det, om ikke: «Dette folk nærmer sig mig med sin mund og ærer mig med sine læber, men dets hjerte er langt borte fra mig»? *)

*) Til denne klasse hører også de sentimentale (følsomme), naturbegejstrede bedere, de, som især ved forårets vestenvinde, ved lundens susen, fuglenes kvidder og bækkens rislen og ved de skønne kunsters frembringelser bliver så lyst oplivet til at bede til en gud, som de ser og smager dér mere end i Guds ord og sakramenterne – og alligevel anser de sig selv for den sande Guds rette tilbedere. Men deres gud er en mærkelig gud på den måde, at han er så medgørlig og bøjelig efter alle sine tilbederes sind og smag, at alt, hvad der tiltaler og behager dem, også tiltaler og behager ham. Det er ikke den alvorlige, strenge Gud, som taler i de ti bud eller på Golgata. For man skal lægge mærke til, at disse tilbedere med alle deres rørelser, tårer og bønner alligevel, frække og sikre, kan blive ved med at leve i direkte strid med de ti bud, og at de bliver mere rørt af fuglens kvidder i lunden end af Kristi klage i Getsemane have – mere rørt af bækkenes rislen end af Kristi blodstrømme. Skal vi så ikke forstå, at denne letbøjelige følelsesgud er den hvidklædte Djævels fortryllende afgrundsspøgelse? Den sande Gud «lader sig ikke spotte», siger Skriften.

Den anden slags bedere er de førstes modsætning på den måde, at de ikke foragter Guds bud og vil bøde på alt med bønnen, men tværtimod foragter de bønnen, fordi de selv er så gode og sig selv nok. De foragter bøn og følelser, men sætter til gengæld forstand og gode gerninger højt. Det gælder især visse nidkære tjenere for Gud og menneskeheden, som måske har været vakt af Guds Ånd, men som, fortryllet af hovmodets ånd over deres gaver eller deres værker, ikke føler behov for at bøje sig rigtig dybt for Gud i bøn om nåde og velsignelse, men arbejder i egen kraft. Alligevel hører det med til fromheden – eller måske også til deres kald – at «holde bøn» eller «læse bønner», men det klares så tilfredsstillende, at de ikke behøver at bede, det vil sige virkelig at bede Gud om nogen nåde og hjælp for dem selv. Disse mundbedere ødelægger således deres eget værk, og selv om de er stærke i tanker og ord, er de dog svage i værk og gerning – rige i egen ånd, men fattige på Guds Ånd, på frugt og velsignelse; til dem siger apostlen Jakob: «I strides og fører krig, og I har ikke, fordi I ikke beder»; og Jesus: «Uden mig kan I intet gøre».

Den tredje slags bedere er dem, som er vakt af Guds Ånd, som arbejder og bærer tungt under omvendelse og bøn, som stoler på omvendelse og bøn, og som derfor er selvretfærdige bedere. De foragter ikke Guds bud, sådan som de første bedere, men de foragter heller ikke bønnen, sådan som den anden slags, nej, bønnen er netop en af betingelserne for deres håb og trøst. Deres kendetegn er, at de siger i deres hjerte: «Hvis jeg dog kunne bede, åh, hvis jeg bare kunne bede, så kunne jeg have håb, men når jeg er så kold og adspredt i bønnen – jeg kan jo ikke bede – så kan jeg jo ikke tro og være glad.» Altså betyder deres bøn mere end Kristi blod og forbøn; ja, selv om de med tanker og ord ophøjer Kristus, så er bønnen dog vigtigere i deres hjerter. De driver afgudsdyrkelse med deres bøn og giver ikke Lammet æren.

Den fjerde slags bedere er de troende, nådens børn, i hvis hjerter Gud ved genfødslen indgyder «nådens og bønnens Ånd», sådan som også apostlen Paulus siger: «Fordi I er børn, har Gud sendt sin Søns Ånd i jeres hjerter, som råber: Abba, Fader!» «Ånden selv vidner sammen med vores ånd, at vi er Guds børn» (Gal 4,6; Rom 8,16), og først nu kan man bede «i ånd og sandhed», sådan som Gud vil tilbedes. Først nu beder man med glæde, med inderlig fortrolighed, sådan som barnet taler med sin far – det ser man hos de mest enfoldige og ukyndige mennesker: så snart evangeliets lys og fred og liv er gået op i hjertet, opstår der en uimodståelig trang og en særlig gave eller evne til at bede, til på den mest fortrolige måde at tale med Gud og sige sit «Abba, Fader» på en måde, som ingen nogen sinde kan bede, selv med al verdens undervisning om bønnen, så længe han ikke har fået denne barnekårets nåde. Derfor siger Apostlen også, at «Ånden (som råber: Abba, Fader) selv vidner, at vi er Guds børn». Her ser vi nu, hvad der skal til for at være en ret beder, nemlig at være et Guds barn. Men Guds børns nådegaver er endnu ufuldkomne og desuden anfægtet af fristeren, og sådan er det også med bønnen. Hvis man bare altid måtte blive i en varm bønnens ånd, hvor ville livet så ikke være et paradis, hvor ville alle nådens kræfter så ikke vokse og alle fjender blive overvundet! Men snart melder sig dels træghed og forsømmelse, dels også anfægtelser i bønnen. Nu helt kort noget om dem.

For at nævne og besvare nogle af de mest almindelige indskydelser, som Djævelen hindrer bønnen med, så er den første, at du tænker: «Jeg vil bare først gøre det og det, om en time eller en halv vil jeg bede; jeg føler mig også mindre oplagt til det lige nu» osv. På den måde har han tusind gange narret Guds børn til at udsætte bønnen den ene time efter den anden, så den til sidst helt blev borte. Forstå derfor, at det er fristeren, og bed straks, når du vågner eller er stået op om morgenen, bed i dagens første ledige stund og så videre. Og hvad angår det, at du ikke er oplagt, så bliver det naturligvis værre og værre, jo længere du bliver væk fra bønnen. Derfor råder Luther til, at man skal svare på denne indvending om, at man ikke er oplagt: «Du lede Djævel, vil du den vej, så må en slyngel følge dig; er jeg ikke oplagt, villig eller andægtig nok i denne time, så er jeg endnu mindre oplagt om en halv time; derfor vil jeg, uden at regne med, at jeg ikke er oplagt, nu i hvert fald bede et Fadervor, før jeg bliver endnu mindre oplagt. – – Søg altså at komme i forkøbet, før Djævelen overrasker dig og får dig til at tøve, for det er bedre at bede nu, når du kun er halvt uoplagt, end senere, når du er det helt. Og kan du ikke bede andet, så kan du begynde med at klage for Gud over, at du ikke er oplagt, og bede om ’nådens og bønnens Ånd’, så skal du snart blive mere oplagt.»

Den anden sataniske indskydelse er: «Din tosse, hvad beder du for? Se, hvor stille der er omkring dig! Tror du, at Gud er her i dit lille værelse? Det er bare indbildning!» osv. Svar så med Guds ord: Kristus har sagt: «Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.» Sig: «Hvor skal jeg gå hen for din Ånd, og hvor skal jeg flygte hen for dit ansigt?» Overbevis dig altså med fuld vished om, at Gud er til stede og i det mindste ser dig og hører, hvad du siger. Bliver diskussionen alligevel ved, og Gud bliver ved med at være skjult, så sig: Nå, så har Gud heller ikke set og hørt mig, da jeg syndede, hvis han ikke nu ser og hører mig, når jeg beder. Eller hvad?

For det tredje anfægter og hindrer Djævelen dig med dine synder og din uværdighed og råder dig til at vente med bønnen, til du bliver frommere og renere. Åh, hvor vrider de oprigtige Guds børn sig her og ængstes, når de lige har syndet og nu burde bede, men studser ved deres uværdighed! Læg så mærke til, at hvis du nu adlyder Djævelen og vil vente, til du er blevet mere værdig, så falder du i selvretfærdighedens snarer, så du i dit hjerte fornægter Kristus og siger: Kristus er ikke kommet for at kalde syndere, men de retfærdige til nådestolen. Vid derfor, at du aldrig kan være faldet så dybt, aldrig have syndet så grueligt, at Kristi blod ikke rigeligt kan råde bod på det og gøre dig velkommen hos Faderen. Skynd dig derfor frem til nådestolen, så uren du er, før nogen egen forberedelse ved omvendelse har nået at grumse og fordærve din rene tro på ufortjent nåde og nået at lægge noget af egen retfærdighed til den, for det er troens fordærvelse. Men her vil vi gengive følgende af Luthers udlægning af Joh 16,23: «Vil du ikke bede, før du er blevet værdig, så må du aldrig bede. Derfor frisk af sted midt i denne følelse (af synd og uværdighed) og frejdigt fremad, og tag et spring over værdighed og uværdighed, selv om du står midt i synder. Ja, om du så i denne stund var faldet og kom lige fra synden, hvad skulle du så gøre? Skulle du derfor holde dig fra bønnen, til du kom til afløsningen? Nej, på ingen måde. Men langt hellere må du midt i synden knæle og bede af hjertet: Kære Fader, tilgiv mig og frels mig!, for at Djævelen ikke skal lade dig synke dybere og holde dig fast deri for evigt. Du må jo også bede midt i døden og al ulykke, og det så meget stærkere, jo dybere du ligger deri. Og hvad ville det blive til, hvis du ikke ville begynde, før du mærkede udfrielse og hjælp?» – Profeten Jonas måtte jo bede og råbe midt inde i hvalfisken under den tunge, ulidelige bevidsthed om sin synd.

For det fjerde tænker du ved Djævelens indskydelse: «Hvad nytter det, at jeg beder? Min bøn er jo så svag, så ufuldkommen og uværdig, at Gud ikke kan høre mig.» Svar: Gud bevare dig fra at grunde din tro i bønnen på din egen bøns duelighed eller værdighed, og det gør du, når du på grund af dens uværdighed tvivler på, at den bliver hørt. Er det da i dit eget navn, du skal bede? Har Kristus ikke givet dig lov til at gå til Faderen i hans navn, til at tage på hans regning, på det, han har indbetalt af fortjenstfuld møje, lidelse og forbønner, stærke råb og tårer, liv og blod? Har han ikke sagt omtrent sådan: «Hidtil har I ikke bedt om noget i mit navn; men bed nu i mit navn», og: «Alt, hvad I beder Faderen om i mit navn, skal han give jer»? (Joh 16,23–24). Sig derfor, trods sådan en indskydelse om din uværdighed: Jeg har slet ikke brug for min egen bøns værdighed; jeg har en skriftlig anvisning fra den store Herre, Guds enbårne Søn. Han har befalet mig at gå til Faderen i hans navn og sagt: «Alt, hvad I beder Faderen om i mit navn, skal han give jer.» Og se, når denne anvisning, som bærer Jesu navn, bliver vist frem for Faderen, så har din bøn en kraft og betydning, som slår til. Det er det, vi skal mene, hver gang vi i bønnen bruger ordene: «ved din Søn, Jesus Kristus, vor Herre». Gud sætter også den største pris på sin befaling og på vores lydighed mod den. Nu har han selv befalet dig at bede. Så gør du jo kun det, han selv har befalet; så har din bøn kraft og værdi for hans befalings skyld. For hvis han så på personen, kunne intet menneske komme frem for ham. Om dette læser man i et af vores bekendelsesskrifter følgende ord af Luther: «Derfor må du sige sådan: Mine bønner er ikke ringere, mindre hellige eller mindre behagelige for Gud, end Paulus’ og de allerhelligstes bønner har været. Grunden er denne: Jeg indrømmer gerne, at hvad deres personer angår, har de været helligere i deres levned; men jeg står ikke tilbage for dem, når det gælder budet (om bøn). For jeg er vis på, at Gud slet ikke ser på bønnen for personens skyld, men for sit ords skyld og for den lydighed, man viser ham. Nu har jeg det samme bud og den samme Kristi fortjeneste, som de hellige havde; da Gud altså kun ser på det, skal jeg ikke holde min bøn for mindre vigtig og hellig end deres.»

Her kræves der nu kun troen, den dyrebare gave, troen, især når det, du beder om, ser helt umuligt ud, og når Gud længe venter med at høre bønnen. Når det, du beder om, synes dig umuligt, så foretag en grundig undersøgelse af, om noget kan være umuligt for Gud. Denne undersøgelse kan ikke blot foretages på Bibelens hellige blade – som i beretningerne om Israels udfrielse fra Egypten, deres vandring gennem havet osv. og Daniel i løvekulen, de tre mænd i den brændende ovn og det, der står i Dan 2, eller i alle Kristi undergerninger i Det Nye Testamente; men du kan også foretage den undersøgelse blandt undergerningerne på himmelhvælvingen og på blomstermarken. Sig så: Kan noget være umuligt for Gud? Men når han tøver, så tænk på alle de hellige, som har ligget i den samme prøvelsens ovn, og forstå, at det netop hører med til kuren; du har brug for det som øvelse for din tro, bøn, ydmyghed, tålmodighed osv. Men kan du ikke tro så meget godt om din Gud, så tænk på enken i Luk 18, om hvem Jesus siger, at hun i sin nød havde vendt sig til en hård mand, en dommer, som hverken frygtede Gud eller tog hensyn til mennesker, og derfor ville han i en tid ikke hjælpe hende; men til sidst sagde han ved sig selv: «Selv om jeg ikke frygter Gud og ikke tager hensyn til noget menneske, vil jeg dog, fordi denne enke volder mig besvær (med sin bøn), skaffe hende ret, så hun ikke til sidst kommer og overfalder mig. Og Herren sagde: Hør, hvad den uretfærdige dommer siger. Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte ret, de, som råber til ham dag og nat, og er han ikke langmodig med dem?» – Hvilket forunderligt hjertelag, at Jesus blot for at få os til at tro vil bruge sådan en lignelse om sin kærlige Fader! – Skulle vi ikke skamme os og bæve over vores vantro? Gud må dog have et bedre hjerte end denne dommer, og alligevel var dommeren ikke uovervindelig. Skulle Gud så lade os råbe forgæves til sig dag og nat?

Gid Gud vil give hver kristen mere flid og tro i bønnen, så ville Guds værk i ham og omkring ham vokse mere. De, som er blevet flittigere bedere, er altid vokset mere mærkbart i nåde og visdom, i gaver og kræfter. Ser du en kristen, som er rigere og mere frugtbar i det, så vid, at han har bøjet knæ mange gange for sin Gud. Derfor ved man også, at de gamle hellige var fremragende bedere, som David, Daniel og flere. Man fortæller om evangelisten Johannes, at huden under hans knæ var lige så tyk som under hans fødder, fordi han havde ligget så meget på knæ. Og Prætorius siger: «Jeg har ikke talt så meget med noget menneske som med Gud.»