Noget at betænke ved Herrens nadver

(Femte årgang, 1846)

Se, han er sat til fald og oprejsning for mange i Israel og til et tegn, som modsiges (Luk 2,34). Sådan er Kristus helt og holdent, både i sin person og i sine gerninger: på den ene side den største herlighed, trøst og salighed, Guds kraft og Guds visdom; men også på den anden side det største anstød og dårskab, ja, en anstødssten og en klippe til fald, en snare og et net; og mange af dem skal støde imod den og falde og knuses og fanges i snaren og tages til fange (Es 8,14–15).

Alt dette kan især siges om Herrens nadver. Her kan jeg til uendelig fryd skue det allerstørste underværk af Guds visdom og kærlighed; her kan jeg også støde an og tage anstød, som ved den allerstørste forargelse og galskab. Her kan jeg spise og drikke mig til opstandelse, til usigelig glæde, fryd og salighed; her kan jeg også spise mig til døden, «spise og drikke mig selv en dom til». Dette er det ene, som gør vores emne så vigtigt.

For det andet er det også en bemærkelsesværdig omstændighed, at der findes så mange fromme sjæle midt i kristenheden, som i al stilhed har det særlig svært med nadveren. Nogle har forkerte meninger om den; andre har nok den rette lære, men kan ikke rigtig tro, hvad den indeholder; nogle holdes borte fra nadveren af skrupler over, om de modtager den værdigt; andre bliver borte fra den af kulde, verdslighed og ligegyldighed – for slet ikke at tale om den store, døde flok, som i al sin ubodfærdighed går til alters år efter år, kun for skikkens skyld. Det er især på grund af disse forhold, at vi her vil komme svage brødre og søstre i møde med nogle påmindelser om emnet og derved sige det vigtigste, det som enhver kristen nødvendigvis må vide og betænke ved nadveren. Gud hjælpe os!

Det første, som en kristen må betænke, hvis han nogensinde vil have noget sandt lys, nogen glæde og frugt af nadveren, ja, hvis han ikke vil pådrage sig døden der, er (som vi også mindede om ved dåben), at ingen må komme hertil kun med de ydre øjne – heller ikke kun med fornuften. Her kræves noget andet, nemlig åndelige øjne og sanser; her kræves, at man fast og uafladeligt holder øjnene på Guds ord; her kræves den dyrebare, guddommelige gave, troen – ja, her kræves Guds ord. Kommer jeg til nadverbordet eller til en betragtning over nadveren kun med de ydre øjne, sådan som også dyrene har dem, og vil se, hvad der kan findes der, så finder jeg kun ceremonier og brød og vin, men intet guddommeligt, intet himmelsk og herligt. Vil jeg desuden kun efter min fornuft betragte og bedømme sakramentets indhold og værdi, så bliver jeg ikke opbygget og varmet, men tværtimod en kold foragter, en kætter og spotter af sakramentet. Åh, det er et tegn, en anstødssten, et fald og et net for mange i Israel; mange af dem skal støde an imod det, fanges i snaren og tages til fange!

Men dette må ikke kun verdensmennesker, men også sande kristne betænke alle deres livsdage; for selv om du hundrede gange i troen har skuet og smagt Herrens herlighed og liflighed ved hans nådebord, så vil Djævelen lige så mange gange igen komme for at berøve dig denne salighed, denne himmel på jorden – og det blot ved helt stille, tyst og pænt, når du er mest tryg, at føre dig ind i fornuftens undersøgelser, så at denne Guds høje hemmelighed skal underlægges fornuftens og de ydre sansers afgørelse. Og kan han bare få os til at beskæftige os med at prøve at udregne og forstå, hvordan dette kan gå til, hvordan det og det er muligt, så har han snart vundet spillet og taget det hele fra os. Kristne bør derfor huske, at nadveren er et underværk, et af de mange høje, hemmelighedsfulde underværker, som aldrig i tiden skal kunne fattes og begribes af den stakkels menneskefornuft, men kun tros på den Almægtiges og Sanddrues ord; ja, nadveren er blandt disse høje hemmeligheder en af de største og er af de gamle ikke uden grund kaldt hemmelighedernes hemmelighed (mysterium mysteriorum) – og tænk, det skulle den faldne, formørkede, bedrageriske fornuft begribe og bedømme! Bort med det!

Så bliver dette altså den første lære om dette emne: at vi aldrig behøver at plage os med at prøve at begribe det, men blot stå på Guds almagt og sanddruhed, som har kundgjort os det. Ja, og at vi, så snart fornuften vil begynde at regne efter, hvordan det, Kristus siger, er muligt, straks skal forstå, at det er fristelsens stund, at Djævelen er på færde, den gamle kloge slange, som bedrog Eva med sin list, og i samme øjeblik råbe på Guds navn og hjælp som mod en brat død eller selve helvede. Vil du ikke det, men vil gå ind i fornuftens undersøgelser, så gå og bliv en kætter!

Hertil hører også, at man, når man vil betragte nadveren, også bør betragte dens ophavsmand, dens indstifter. Hvem og hvordan var han? Hvem har indstiftet dette sakramente? – Det var jo Herren Jesus Kristus selv i den nat, da han blev forrådt, i den betydningsfulde stund, da han var på vej til ved sin blodige død at fuldføre det store værk, som han var kommet til jorden for: menneskeslægtens forsoning. Da tog han brødet, siger evangelisterne, takkede, brød det og gav sine disciple det og sagde: «Tag det og spis det, dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig! Ligeledes tog han også bægeret, takkede og gav dem det og sagde: Drik alle heraf; for dette er mit blod, den nye pagts blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse».

For dem, der anfægtes af tvivl om sakramentets indhold, ville det være meget gavnligt, om de kunne betragte ophavsmanden godt. Hvem er han? Han er din skaber og din Frelser. Han er den Store og Høje, den Evige og Hellige; han er den almægtige Gud, den første og den sidste, han som er, som var og som skal være; for Ordet var Gud. «Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os; og alt er blevet til ved det, og uden det blev intet til af det, som er blevet til» (Joh 1). Løft dine øjne og se hans værk; se solen, se stjernerne, se hele skabningen – alt dette har denne Herre gjort; og han bærer alt med sit mægtige ord og har skaffet renselse for synderne ved sig selv (Hebr 1). Tænk! Er noget umuligt eller blot svært for ham at gøre? Hvad kan være lettere for den Almægtige end at gøre, hvad han vil? Du kan ikke forstå, hvordan han kan give os sit legeme og blod, din stakkels fornuft går i stykker og stejler ved det; men forstår du, hvordan han kunne skabe alting af intet? Hvad forstår vi? Og hvad kan den Almægtige ikke gøre? Videre: Skulle han sige noget og ikke gøre det? Kan han, den Hellige, lyve? Vil du således håne din skaber, din nådige Frelser? Han har gjort tusind undere i skabelsen, som vi ikke begriber; så blev han menneske og gjorde tusind undere på jorden, og fordi de var synlige, tror vi dem, selv om vi ikke forstår dem. Til sidst ville han gøre et meget nådefuldt under, som ikke ses, men skal tros på hans ord – og så skulle vi modsige det, gøre ham til en løgner og sige: Her sagde han til sidst noget, som ikke kan være sandt, da han sagde: Dette er mit legeme osv.! Ak, Gud, bevar os! – I en sådan hån lader Gud de stolte ånder falde, som straf for deres formastelighed.

Men for at sige nogle ord om dette punkt, som har forvirret og plaget så mange, også troende sjæle, og fået dem til at gå til sakramentet med splittede, urolige og usikre tanker og gå derfra med dobbelt uro og fortvivlelse – så læg mærke til følgende: Nogen vil måske sige: «Jeg tror nok, at det, Herren mente med sine ord, er evigt sandt, for han kan ikke lyve; men jeg er usikker på, hvad han mente; jeg ved nemlig, at ordet er i Skriften undertiden betyder betegner, forestiller, og at der er mange, som også forklarer det sådan her». – Læg da mærke til følgende, og læg mærke til det med alvorlig eftertanke: At ordet «er» ofte betyder «betegner», kan ikke nægtes; og jeg ville gennem alle stridighederne om ordene dette er aldrig være kommet til nogen vished, hvis jeg ikke havde fundet mere om det i Skriften, hvis jeg aldrig havde fået at se, hvordan de hellige apostle lærte om sagen. Men da jeg så, hvordan de – som var fyldt af Helligånden og godt forstod deres Herres mening, ja, som havde Kristi vidnesbyrd om sig, og hvis videre forklaringer Kristus selv henviste os til – da jeg så, hvordan de forklarede sagen, da vidste jeg, hvad der var det rette, hvad der var Kristi mening. Hvad siger så apostlene? Apostlen Paulus siger først: «Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke en delagtighed i Kristi blod? Det brød, som vi bryder, er det ikke en delagtighed i Kristi legeme?» (1 Kor 10,16). Læg mærke til det! Her ser jeg, at apostlen Paulus forklarer sagen sådan, at Kristi legeme og blod virkelig er sammen med brødet og vinen. For det ord, koinonia, som Apostlen her bruger, og som er oversat med delagtighed, betyder egentlig samvær, fællesskab, forening. (I 1 Joh 1,3 er samme ord i vores bibel oversat med: fællesskab.) Heraf ser jeg, at Paulus med de anførte ord ville sige, at Kristi virkelige legeme og blod er i fællesskab med det velsignede, det sakramentale brød og vin; ja, at han ville udtrykke netop det, som er hovedsagen i sakramenterne, nemlig at Gud med en synlig, jordisk ting har forenet og sammenbundet en usynlig og himmelsk, for at vi, når vi modtager den synlige, jordiske ting, også skal modtage det usynlige og himmelske, som er forenet med den. Derfor bruger Apostlen ordet koinonia, fællesskab, forening, delagtighed. Han siger ikke, at brødet og vinen er forvandlet til Kristi legeme og blod – nej, brødet er og bliver brød, vinen er og bliver vin – men han siger, at Kristi legeme og blod er i fællesskab, i forening med brødet og vinen. Og hvordan skulle Apostlen nu kunne stå ved dette sit koinonia, hvis det velsignede brød og vin kun betegnede Kristi legeme og blod og ikke virkelig bragte dem med sig?

Videre siger Apostlen i det følgende kapitel, at den, som uværdigt spiser af dette brød og drikker af Herrens bæger, bliver skyldig over for Herrens legeme og blod (1 Kor 11,27). Hvad synes du om det? Hvorfor skulle Apostlen sige, at man netop i nadveren bliver skyldig over for Herrens legeme og blod, hvis de ikke var der? – at man bliver skyldig over for Herrens legeme og blod, vel at mærke ved en bestemt spisning af blot brød og vin – ved at spise noget, som ikke havde dette legeme og blod i fællesskab med sig? Tænk efter, og tænk alvorligt!

Men dette, som allerede er så klart, bliver, om muligt, endnu klarere og tydeligere udtalt, når Apostlen i v. 29 siger: Idet han ikke skelner Herrens legeme. *) Hvad er så dette? Har Apostlen ikke her helt udtrykkeligt sagt, at det, man spiser i sakramentet, er Herrens legeme – som nogle korinthere på en uværdig måde ikke vidste at skelne fra almindelig mad? I menigheden i Korinth gik det nemlig så galt til, at når de kom sammen for at holde nadver, var nogle så grove, at de spiste af sakramentets velsignede brød for at stille deres legemlige sult – det handler v. 33–34 om, hvor Apostlen siger, at den, som var sulten, skulle spise hjemme. Når de nu på den måde spiste af sakramentets brød, så siger Apostlen, at de ikke skelnede Herrens legeme fra almindelig mad, ikke skelnede det brød, som var en delagtighed i Kristi legeme, fra andet brød – og således spiste og drak de sig selv en dom til. Glem derfor aldrig de ord: Idet han ikke skelner Herrens legeme.

*) I normaludgaven lyder disse ord: Fordi han ikke bedømmer Herrens legeme rigtigt.

Kan noget nu være klarere end dette? Og der findes ikke ét eneste Guds ord, som så meget som synes at stride imod det; for ordene dette er mit legeme, som man har anset for tvetydige, kan da i det mindste ikke benægte det, men snarere bekræfte det. Så er det altså kun den stakkels, faldne, oprørske skabning, menneskefornuften, som vover at stride imod det. Barmhjertige Gud, bevar os, bevar vores sind, lad ikke forblindelsens dom komme over os!

Åh, så er og bliver det altså sandhed, en klar, bibelsk, guddommelig og evig sandhed, at Kristus virkelig i sakramentet giver os sit sande legeme og blod at spise og drikke! Hvor sandt havde profeten ikke forudsagt: «Han skal kaldes Underfuld, Rådgiver!» Hvem ville ikke med Paulus udbryde: «Åh, hvilket dyb af rigdom og visdom og kundskab hos Gud! Hvor uransagelige er hans domme og hans veje usporlige!» Og med David: «Hvor store er dine gerninger, o Herre! Ja, overmåde dybe er dine tanker. En ufornuftig mand besinder det ikke, og en tåbe forstår ikke sådant» (Sl 92).

Nu kan man spørge: Hvad har den kære Herre så haft til hensigt med denne underfulde og høje indstiftelse? Hvad var hans egentlige formål med den? Der er mange kristne, som aldrig får nogen ret forståelse af nadveren eller af, hvordan man modtager den værdigt, og som heller ikke får den trøst, glæde og fryd, som nadveren ellers skænker, alene fordi de ikke ved eller ikke besinder, hvad der var Kristi mening og formål med denne indstiftelse. At sige alt, hvad Herren har haft til hensigt dermed, bliver nok først muligt i den evighed, der forklarer alt; dog kan vi forstå noget af det. Vi vil begynde nedefra og stige opad – begynde med at betragte nadveren som en ihukommelse af Kristi forsoningsdød. Herren sagde:

Gør dette til ihukommelse af mig. Nu kan vi for det første godt forstå, at han ikke indstiftede denne ihukommelse for sin egen skyld, men for at tjene os; for alt, hvad Kristus gjorde på jorden, skete for os, som han selv siger: «Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, men for at tjene og give sit liv som løsesum for mange» (Matt 20,28). Læg så mærke til, hvilken nådefuld mening vi allerede opdager i, at han indstiftede en ihukommelse af sig selv. Kristus kendte nemlig sine børns svaghed og den møjsommelige vej, de skulle vandre gennem dette livets ørken og jammerdal; han vidste, hvordan de ofte ville være nær ved at give op undervejs, hvordan de med deres svage, ømme, angste hjerter og under en daglig og uafladelig kamp mod kødet, verden og Satans list og pile ville blive trætte, syge, sårede, matte og modløse. Han vidste desuden, at de dog i ham skulle have al deres trøst, kraft og vederkvægelse; at blot de levende tænkte på ham, ville de igen få nyt liv, mod, styrke og frejdighed til at fortsætte vandringen. Han vidste videre, at det, som mest ville slå dem ned, gøre dem forsagte og angste, ville være deres egne synder, fejl og skrøbeligheder; men også, at mod alle synder ville intet andet være deres trøst end hans lidelse og død, hans ofrede legeme og blod, som var givet til syndernes forladelse; og så indstiftede han denne ihukommelse af sin forsoningsdød og sagde: «Børn, kom ofte sammen her; når det begynder at blive mørkt for jeres øjne, og I begynder at give op, så kom sammen for at modtage mit legeme og mit blod, og tænk på mig». Kort sagt, han ville stille hvilehytter op ved vores vej, hvor de trætte vandrere kunne gå ind for at styrke og vederkvæge sig med dette himmelbrød, hans legeme og blod, og med tanken på ham.

For selv om ihukommelsen af Kristus og hans forsoningsdød kunne være holdt ved lige i menigheden alene ved forkyndelsen af Ordet, så behagede det dog den evige visdom og kærlighed også at forordne et særligt, ydre og synligt middel dertil, hvorved denne ihukommelse skulle blive mere levende, følelig og gribende i vores svage, lidettroende hjerter. Sådan har Herren altid hjulpet sit folk i troen. Da Israel, som sukkede og skreg under det grufulde slaveri i Egypten, endelig skulle udfries ved Guds mægtige arm, indstiftede Herren aftenen før påskelammets sakramente til ihukommelse af denne herlige udfrielse, og denne ihukommelse skulle altid styrke og levendegøre folket i tro og gudsfrygt. Nuvel: «Vores påskelam er også slagtet for os» (1 Kor 5,7). Jødernes påskelam var et forbillede, en skygge (Hebr 10,1) af ofringen af det sande Guds Lam og den store åndelige udfrielse, som derved blev vundet for hele verden, og af spisningen af dette Guds Lam i nadveren. Israels folk blev udfriet af et legemligt slaveri under Farao. Et naturligt lam blev slagtet; dets blod blev strøget på dørstolperne for at afværge dødsenglen; lammet blev stegt og spist med usyret brød; og folket stod under måltidet klædt til rejsen og med vandrestav i hånden; og mindefesten blev fejret hvert år den fjortende dag i måneden nisan, når påskelammet blev spist. Nu blev også Kristus, Guds Lam, som bar verdens synder, slagtet – og (mærkeligt nok!) netop på den dag og i samme time, da påskelammet plejede at blive slagtet og spist. Han blev stegt i ilden fra Guds strenge vrede, i ubegribelige pinslers ild. Da blev vores udfrielse vundet: fra syndens skyld, fra lovens forbandelse, fra den helvedes Faraos, Djævelens, krav, fra den evige fordømmelses nød og jammer; og også nu blev mindemåltidet indstiftet aftenen før. Men så meget større, herligere og vigtigere denne sidste udfrielse var end den første, så meget større og herligere er også retterne ved dens mindemåltid – nemlig ikke et almindeligt lams, men Guds Lams, Jesu Kristi kød og blod. Her må vi vel med David udbryde: «Den nådige og barmhjertige Herre har gjort en ihukommelse af sine undere» *) (Sl 111,4).

*) Den nye oversættelse: Han har ladet sine undere blive ihukommet; nådig og barmhjertig er Herren.

Denne ihukommelse af forsoningens under, af Kristus, af hans blodige og blegnede skikkelse på korset, er visselig gavnlig i enhver henseende for det indre menneske: den vækker os af vores glemsomhed og døsighed; den renser vores øjne for det støv, som under vandringen gør dem dunkle; den maler både synden og nåden med deres rette farver; den trøster, husvaler, styrker og giver os barnetillidens fred og glæde tilbage i vores nedslåede hjerter; den løfter vores sjæle fra jorden og vender dem mod himlen osv. Men af den omstændighed, at Kristus i sin nadver ikke blot indstiftede en mindefest, men at han også giver os sit legeme og blod at spise og drikke, og af de ord, han talte, netop idet han rakte velsignelsens bæger frem, mærker vi, at det især var en velgerning, han først og fremmest havde for øje. Hans ord var: «Dette er mit blod, den nye pagts, som udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse». Af disse ord mærker vi, hvad der var det vigtigste: Det var nemlig at trøste os mod vores synder, at give betyngede samvittigheder fred. For det eneste, han sagde om sit blod, var, at det var den nye pagts – og at det blev udgydt til syndernes forladelse. Mærk da Herrens mening og hjertelag! Det var ham ikke nok blot at udgyde sit blod til vores synders forladelse; han ville også på det kraftigste og dybeste forvisse os om, at vi har del i denne forsoning; han ville have os rigtig trøstet og glade over den. Og det ligger ham så meget på sinde, at han også lægger netop dette sit blod i vores mund og siger: Tag og drik alle heraf. Drik her en kraftig modgift mod dine synder, mod deres fordømmende kraft, tag her selv imod løsesummen, så du kan vide, at du, du, du har del i den – dette er mit blod, den nye pagts, som udgydes til syndernes forladelse; i dette blod oprettes en ny pagt mellem Gud og jer; ikke som den gamle (Jer 31,31–34) – den gamle krævede og fordømte, den nye skænker og forsoner; den gamle sagde: Gør, giv, den nye siger: Tro, tag imod. Og den gamle pagts blod var bukkes blod og kalves blod; den nye pagts er Guds Søns blod. Og dette mit blod udgydes til syndernes forladelse. Se, sådan ville Herren sige.

Her er nu en uudtømmelig kilde til trøst for alle sjæle, der plages af synd og samvittighedskval, hvis de bare kunne standse, besinde sig, blive stille og grundigt betænke, hvad Herren her gør og siger. Her er tusinder af udpinte og fordømte sjæle vågnet op og har fundet uendelig rig trøst og salighed, når Herren fik lov at åbne deres sind, så de fattede, hvad der ligger heri. Betænk da engang, du som kommer med syg samvittighed og bævende over dine synder, du som gerne ville være bedre, tro og følge din Frelser, men ikke har kunnet det – mærk dog og betænk, at Kristus her selv siger: Mit blod udgydes til syndernes forladelse. Her hører du jo af hans egen mund, hvad hans blod blev udgydt til, nemlig til forladelse for hele verdens synder; her kan du da mærke, at det er hans mening at ville tilgive synder. Ja, her mærker jeg også, at han ikke havde regnet med disciple, som ikke skulle have nogen synder; nej, når han tilbereder et sådant måltid, hvor alt går ud på at forsikre om syndernes forladelse, og som hans disciple hele deres liv ofte skulle komme til, så mærker jeg, at han tværtimod vidste, at netop synderne hele deres liv skulle være deres første bekymring, og vidste, at han ikke kunne beværte dem med noget bedre end med en forsikring om syndernes forladelse. Ja, hvis du ikke havde nogen synder, så burde du aldrig komme til Herrens bord; så har du jo ikke brug for det, og så havde Herren intet, som han dér kunne glæde og beværte dig med; for dér byder han kun på forsikringen om syndernes forladelse.

Derfor, kære sjæl, selv om det nu står meget ilde til med dig – du har måske været skødesløs, kold, uvågen, du er måske faldet i en eller anden synd, for du har et ondt kød, som er fuldt af alle slags onde lyster, er som krudt for ilden, let antændt til alle slags synder; du er desuden omgivet af mennesker og forhold, som giver dig tusind anledninger til synd; og så har du omkring dig en listig og årvågen Satan, som hvert øjeblik lurer på dig for at vælte dig omkuld. Her kan der da være anledninger nok til fejltrin, synder, kval og bekymring. Selv om det nu står så ilde til, ja, selv om du synes, at du fortjener aldrig mere at blive trøstet – så stands dog, se og hør: Hvad synes du om dette måltid? Kan du se, hvad Herren, din forbarmer, mente med det? Ser du ikke, at det netop var hans hensigt stadig at trøste sådanne arme syndere, da han indrettede et måltid, hvor han giver os sit blod og siger: Dette er udgydt til syndernes forladelse. Se, det er netop den Herre, du har frygtet, der siger dette. Se da til, at du ikke afviser ham, som taler sådan til dig, at du ikke oven i alle dine andre synder lægger også den, at du fornægter hans nåde, hans dyre blod og hans hellige ord. Eller er hans blod nu ikke nok til at udslette dine synder? Dine synder kan nok være store og svære; men mod Kristi, Guds Søns, blod bliver de dog små og lette, ja (som Luther siger) blot små gnister mod det vide hav. Eller blev dette blod kun udgydt for visse synder, og du har nogle andre, som det ikke blev udgydt for? Vågn op og betænk: Kristus udgød i sandhed ikke sit blod kun for nogle synder, men for alle, og ikke for opdigtede eller indbildte, men for virkelige synder; ikke for små, men for store og svære; ikke for overvundne og fjerne synder, men for synder, som endnu er mægtige og nærværende. Ja, det må især være for de synder, som du tænker på med uro, dem du kender og ængstes over, at Kristus ved dette bord vil trøste dig med sit blod og sit tilsagn om syndernes forladelse; for han behøver ikke at trøste os for de synder, som vi ikke kender og ikke bekymres over. Tænk dog hver især over dette: Hvorfor skulle Kristus udgyde sit blod til syndernes forladelse og indstifte et sådant sakramente, hvis han ikke ville løfte alt, alt, hvad der trykker og nager dem, bort fra vores samvittigheder, hvis han ikke ville trøste os helt, trøste os for alt, hvad vi har gjort, så vi bliver rigtig glade og lettede? Og når han vil og gør så meget, for at du skal blive trøstet, hvorfor skulle du så stadig holde så fast på dine synder, at han ikke skal få den glæde at have gjort dig glad, at have gjort dig den tjeneste at befri dig fra synderne? Og hvad gavn eller tjeneste har han gjort os, hvis vi ikke får fred netop for de synder, der nager og betynger samvittigheden? Så var vi jo lige så uhjulpne.

Summa: Når jeg går fra nadverbordet, vil jeg til ære for Herren Kristus sige sådan: Jeg er ganske vist en mageløst stor og uværdig synder, men her fik jeg dog noget, som skal hjælpe mod det; her modtog jeg hans eget blod, som er udgydt til syndernes forladelse; det skal gælde tusind, tusind gange mere end alle mine synder; og hvis min fornuft og følelse nægter og modsiger, så har jeg her hans egne ord, hans, som selv er dommeren; mod et eneste ord af hans mund er alle mine følelser og indvendinger dog kun som småt, flyvende støv og fnug mod et stort bjerg. Det vil jeg også huske i morgen, i overmorgen og hele mit liv. Gud hjælpe mig! Dette var det første, Herren Kristus havde for øje i dette højværdige sakramente. Nu til sidst også nogle ord om en anden, meget herlig ting, som Kristus har for øje og udretter ved at uddele sit legeme og sit blod til føde for os. Det er nemlig den inderlige forening mellem ham og hans troende. Om den siger han selv udtrykkeligt: «Den, som spiser mit kød og drikker mit blod, han bliver i mig og jeg i ham» (Joh 6,56). Og straks efter nadverens indstiftelse sagde han: «I skal forstå, at jeg er i min Fader, og I i mig og jeg i jer». – «Jeg er vintræet, I er grenene; den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt.» Og igen i samme stund til sin Fader: «Jeg har givet dem den herlighed, som du har givet mig, for at de skal være ét, ligesom vi er ét; jeg i dem og du i mig, for at de kan være fuldkommet til ét» (Joh 14,20; 15,5; 17,22–23). Tænk, hvad sådanne ord af Kristus mon rummer! Hvilket under af den guddommelige kærlighed! «Den, som spiser mit kød osv., han bliver i mig og jeg i ham.» Tænk, det er jo Kristi egne ord! Vi studser, vi kan ikke fatte så stor en herlighed, men hvad skal vi gøre? Det er jo Kristi egne ord; det er jo ikke en drøm eller et digt; Kristus kan ikke lyve. Og desuden, hvor går vel grænsen for den store, underfulde Guds herlige nåde og gerninger? Da han først havde forsonet os med sit blod og gjort os rene, retfærdige og yndige for Gud, behagede det ham også at gøre os herlige og selv at forenes og smelte sammen med os så inderligt, som vi her kan mærke, når han giver os sit hellige legeme at spise og sit blod at drikke. For ligesom det, vi spiser og drikker, bliver så helt vores eget, at intet andet kan blive det på den måde – fx kommer det guld og sølv, jeg ejer, mig ikke så nær og virker heller ikke sådan i mig som det brød og den vin, jeg nyder – sådan har vor Herre Kristus villet forordne os sit hellige legeme at spise og sit blod at drikke for at blive optaget i os på det nærmeste og uopløseligt forene vores ånd med sin ånd, vores krop med sin krop, vores blod med sit blod, så hans kærlighed, hans renhed, hans værdighed kan blive vores egne, evigt vores egne. Om dette har den fromme Tauler disse bemærkelsesværdige ord: «Intet er Guds Søn nærmere end hans antagne menneskelige natur, som han har forbundet med sig ved den personlige forening; men os er intet nærmere end det, vi spiser og drikker, fordi det forvandles til vores kød og blod. Da Kristus nu ville forene sig med os på det nærmeste, indstiftede han dette hellige sakramente, hvori vi ved det velsignede brød spiser hans legeme og ved den velsignede vin drikker hans blod».

Åh, dette må vel være højdepunktet af dette højværdige sakramentes herlighed. Burde denne forening dog ikke være os den største herlighed på jorden! Ja, når en sjæl først har fået den store trøst mod alle sine synder, som dette sakramente vil skænke, bliver den ofte så brændende af kærlighed til sin Herre og Frelser, at den nok kunne ønske at trykke ham ind i sit hjerte, så den ikke ville regne nogen salighed for større end at blive forenet med ham på den inderligste måde; og se, så kommer den milde Herre her og finder på en måde, hvorpå også et sådant ønske kan blive opfyldt.

Men vil man tænke over den egentlige grund til dette, må man huske, at det netop var menneskets genforening med sit ophav, med Gud, der var målet for hele forsoningens rådslutning. Mennesket var skabt til at være inderligt forenet med Gud. Derfor var det også gjort i hans billede. Det gik tabt ved syndefaldet. Da blev foreningens bånd revet over, mennesket skilte sig fra sin Skaber; og det var den død, som Herren havde talt om: «Når du spiser af det, skal du visselig dø».

Det første skridt til genforeningen mellem Gud og mennesket blev taget ved Guds Søns fødsel, ved at Guds Søn blev menneske, da han blev som en af os, da han iklædte sig vores kød og antog vores natur og blev vores blodsbeslægtede; da var der allerede sket en bemærkelsesværdig forening mellem Gud og os – for vi var forenet ved blodsbånd; derfor havde profeten også forudsagt: Han skal hedde Immanuel, Gud med os, dvs. ikke blot: Gud blandt os, men: Gud i os, Gud i vores kød, Gud vores blodsbeslægtede. Om dette siger også Apostlen: «Den, som helliger, og de, som bliver helliget, er alle af én; derfor skammer han sig heller ikke ved at kalde dem brødre» (Hebr 2,11). Men denne forening, som begyndte ved Jesu fødsel, syntes han at ville fuldende i dette underfulde sakramente, hvor han lader os forene dette sit antagne hellige menneskelegeme med vores. – Åh, dette er dog noget, som også englene længes efter at se! Åh, hvilken helligdom bærer det menneske ikke i sig, som har fået del i Kristi hellige legeme! – som er ét legeme og én ånd med ham! Hvilken ære og salighed!

Vi vil en anden gang tage det vigtige emne om personerne op for sig, altså de forskellige gæster ved dette undermåltid, hvor nogle spiser til liv og andre til død – hvorfor både de førstes skrupler og de sidstes sikkerhed kunne fortjene at blive betragtet. Gud give imidlertid, at enhver af os er en redelig, om end svag, Jesu discipel; så er han altid en værdig gæst ved Herrens bord – først her, under vandringen, og siden dér, ved den store nadver i himlen! Amen.