Noget om syndefordærvelsen og erkendelsen af den

(Anden årgang, 1843)

Men loven kom også til, for at synden skulle strømme over

I Romerbrevets 5. kapitel, som visselig er et af de mest bemærkelsesværdige i hele Bibelen, har Apostlen (v. 12–19) fremstillet de to urkilder til de vigtigste og mægtigste kræfter, der strides om menneskeslægten: på den ene side kilden til al synd, al nød, al død og al forbandelse, som findes i verden, og på den anden side kilden til al nåde, alt liv, al velsignelse og salighed. Den første, den ulykkelige parts urkilde, var «den enes overtrædelse», «det ene menneskes, Adams, ulydighed»; den anden, den velsignede og salige parts, var «den enes lydighed», «det ene menneskes, Jesu Kristi, nåde». Apostlen viser, at ligesom vi har al synd, al død og forbandelse kun fra en anden, ved arv, uden at vi selv har gjort noget – for «vi er af natur vredens børn» – sådan har vi også al nåde, al retfærdighed, liv og frelse kun fra en anden, som en arv, uden egen fortjeneste. Det er hovedindholdet af følgende ord og af de andre ord i vores kapitel, som lyder på samme måde: «Ligesom altså fordømmelse kom over alle mennesker ved én overtrædelse, sådan er også retfærdiggørelse til liv kommet over alle mennesker ved én retfærdighed.» Men da Apostlen nu på denne stærke, håndgribelige måde har fremstillet forsoningens hemmelighed i sig selv, nævner han også straks, lige så fortrinligt og tankevækkende, vejen til at få del i den, når han (v. 20) siger: «Men loven kom også til, for at overtrædelsen skulle strømme over; men hvor synden strømmede over, dér strømmede nåden endnu mere over.»

Det er om denne syndens overstrømmen, vi her vil fremsætte nogle spredte bemærkninger, og om muligt især tage sådant op, som plejer at blive mest overset og misforstået, og som forvirrer de svage. Vi vil for eksempel ikke nu tale om, at synden må blive kendt og blive svær og tung, og at det åndeligt sovende og drømmende menneske må vækkes til at kende sin fare, før det nogen sinde kan søge og finde frelse i Kristus. Det springer os straks i øjnene i hele Guds ord. Der siger Jesus: «De raske har ikke brug for læge, men de syge.» Der siger Paulus: «Sådan er loven blevet vores tugtemester til Kristus» – «synden kendte jeg ikke uden ved loven» osv. Men noget, der ligger mere skjult, er dette: Når en vakt og redelig sjæl, som længe har arbejdet og været besværet, søger sin benådning og salighed, men aldrig når frem til den, aldrig når frem til troens rette fred og glæde og sejr over det onde, men stadig går lige hjælpeløs, uden evangeliets rette kraft og virkning – så er årsagen, siger jeg, sædvanligvis, at den ikke rigtig kender dybden af sin fordærvelse. Den ville snarere komme til trøst og fred, hvis den lærte rigtig at kende sin dybe, uhjælpelige elendighed; for så ville den straks synke ned i sin fuldkomne afmagt og i samme stund søge og få den nåde, som den ellers tænker at søge engang i fremtiden, når den er blevet, som den bør være. For fordi den ikke kender fordærvelsens dybde og uhjælpelighed og misforstår Ordet om omvendelsen, går den måske flere år lige ulykkelig, under et ængsteligt, frugtesløst og ynkeligt arbejde på at oprette sin egen retfærdighed, i håb om at den dog en dag skal overvinde sit onde og blive så from og hellig, at den kan få lov at tro nåden. Hvem skulle tro, at det hos sådanne er mangel på erkendelse af syndenøden, der gør dette ulykkelige arbejde endeløst – at det ikke er ydmyghed, men overmodig og blind indbildning? Men sådan er det ikke desto mindre; mere om det senere.

En sådan erkendelse af syndefordærvelsen, som kan drive os til Kristus, får man dog ikke af Ordets beskrivelser af den, men hovedsagelig af erfaringen af den. For selv om man ved og giver sit bifald til alt, hvad Ordet siger om fordærvelsen, sidder der alligevel i hjertet en fin, dyb, uendelig egenretfærdig indbildning, som siger: «Jeg må dog prøve at bede og kæmpe endnu bedre mod det onde, og så skal jeg vel med Guds hjælp en dag overvinde det og så få lov at begynde at tro.» Det er kun ved den bedrøvelige, nedslående erfaring af disse endeløse, frugtesløse kampe, at mennesket, ligesom drevet ud og udmattet, håbløst og fortvivlet over al egen kraft og anstrengelse, endelig synker ned i sin elendighed, og først da lader det Frelseren tage sig op og frelse sig, sådan som det er. Og sådan må det gå, hvis Kristus skal få sin ære for sit dyre, udgydte blod. Sådan må det gå, hvis troen skal blive sand, det vil sige virkelig sat på Kristus alene; ellers vil disse ord altid vise sig at være sande:

Jeg talte nok om troen, / om nådens rige elv; / jeg råbte: «Herre, skån!» / men stolede på mig selv.

Sådan må det gå, hvis der skal komme nyt og åndeligt liv og en mere varig fred. Jo før mennesket mister al trøst i sig selv, desto før får det den rette trøst, en større og fastere, en højere og helligere trøst – i Kristus. Men selv om det kun sker ad erfaringens vej, er det dog af stor vigtighed og nytte med Ordets vidnesbyrd om menneskets dybe fordærvelse dels at fremskynde elendighedens modning, det vil sige så hurtigt som muligt at rive al trøst og alt håb til sig selv bort fra den kæmpende sjæl, dels også at oplyse de håbløse om, at det ikke dermed er helt forbi med deres frelse, selv om det er forbi med deres egen omvendelse, bøn, hellighed osv.

Men når nu erfaringen af dette er det mest nødvendige, det eneste, der gælder, så spørges der: Hvordan kommer man til den? Det er jo meget svært at lære rigtig at kende sin fordærvelse og elendighed. Der er jo meget få, der rigtig kender den, selv blandt de vakte. Hvordan kommer man til en sand og dyb erkendelse af syndens elendighed? – Svar: For at komme dertil er det meget godt ofte og grundigt at prøve sig selv i Guds lov og der prøve og spejle sine tanker, sin tale, sine begæringer og sine gerninger og forsøge at bøje sit hjerte til anger. Det er meget godt flittigt og alvorligt at bede Gud om øjensalve, om et sandt kendskab til sin egen sjæl og et sønderknust hjerte; for en sådan bøn plejer Gud gerne og snart at høre, når den er alvorlig. Men alt dette er ikke nok; der findes et endnu mere virksomt middel. Hvilket er det? Svar: Vil du lære rigtig at kende syndefordærvelsen, så begynd bare alvorligt at sætte en dæmning for denne flod, det vil sige: begynd en gang alvorligt at aflægge og modstå al synd og ugudelighed og trofast, flittigt og omhyggeligt i alle ting at gøre Guds vilje. Sæt dig for trofast at leve efter Guds bud – så skal du snart lære mere om din fordærvelse end af alle beskrivelser af den. Det er jo under alle omstændigheder en nødvendig sag ikke blot at kende og læse Guds bud, men også en gang alvorligt at begynde at leve efter dem. Er det ikke forfærdeligt, at mennesket lever så søvnigt og gudsforglemmende hen, at det ikke engang gør sig umage for at gøre Guds vilje? Man undrer sig mindre over, at det er svagt og i kampene bliver overvundet af det onde; men at det ikke engang kæmper imod, måske i løbet af dagen ikke engang tænker på Gud og hans bud, men lever ganske efter sit eget sind og sit eget behag og ikke spørger, om dette eller hint behager Gud eller ej, men kun, hvordan det behager det selv og andre mennesker – det er netop, hvad der menes med ordet ugudelighed, som slet ikke forudsætter lastefuldhed, men kun at man ikke spørger efter Gud og hans vilje, men lever for sig selv. Og de ugudelige skal jo ikke arve Guds rige. Derfor er det højst forfærdeligt ikke at stå i arbejde og kamp mod det onde og ikke at tænke på at leve efter buddene. Hvad skal det nytte at læse og lære Guds bud, hvis man aldrig lever efter dem? Og hvem skal gøre det, om ikke du, som også vil blive salig? Og hvornår skal du gøre det, om ikke nu? Hvad venter du på? Begynd derfor uden ophold at tage afsked med alle synder og indrette hele dit liv efter Guds bud.

Det, Gud har krævet, er slet ikke for meget eller for svært, men de allermest rimelige ting. Hvis det var svære, urimelige bud, han havde givet mennesket, så var det mindre at undre sig over, hvis det fejlede imod dem; men at det ikke vil opfylde de allermest rimelige krav, det er højst forfærdeligt. Hvad kan for eksempel være mere rimeligt end det, som det første bud kræver, nemlig at du elsker Gud mest? Er Gud ikke mest værd at elske? Vend dine øjne, hvorhen du vil, i naturens eller nådens rige, og se rigdommen af Guds store og nådige gerninger, og sig så, om ikke Gud er mest værd din kærlighed. Begynd bare med den fortegnelse over Guds velgerninger, som udgør forklaringen til trosartiklerne i Luthers Lille Katekismus, og sig, om ikke Gud er mest værd din kærlighed. Sæt en pris, om du kan, på hver af de velgerninger, der regnes op dér, læg dem sammen og se på summen, og sig, «hvor meget du skylder din Herre». Nu beder han kun om, at du lader ham være dit hjertes Gud, at du elsker ham mest; er det ikke et meget rimeligt bud? Ville det ikke være forfærdeligt, hvis du i stedet gik kold og hård omkring eller elskede andre ting eller personer mere end Gud? Men du elsker Gud mest, når du helst vil tænke på ham, helst vil tale med ham (i bønnen), helst vil tale om ham til dine venner og tjene ham, så ofte du kan. For sådan plejer man jo at gøre med den, man elsker. Eller hvad mener du? Hvis du nu ved med dig selv, at du plejer at tænke mere på andre ting, hellere tale om noget jordisk, og at du sjældent eller koldt beder, så ved du, at du ikke elsker Gud, men er en, der foragter Gud – og sådanne skal vel heller ikke komme ind i Guds rige? Men omvend dig, siger din Gud, vend om, vend snart om og begynd at elske ham. – Se, det er vejen til at lære sin fordærvelse at kende. – Ligeledes kræver Guds første bud, at du skal «frygte Gud over alle ting», så du ikke er bange for noget så meget som for at synde mod ham; så du hellere lider alt, ja, selve døden, end at du skulle gøre noget imod ham; så du hellere gør modstand indtil blodet i kampen mod synden, end at du skulle gøre noget, som mishager Gud; og desuden, at hvis det er gået så galt, at du er kommet til at synde, så du da i det mindste rigtig bittert angrer det. Se, det er jo ikke for meget forlangt, men helt rimelige bud. Men tænk nu, hvis du tværtimod går uvågen og sikker omkring, ikke frygter synden, ikke alvorligt strider, kæmper og beder imod den, men lader dig let og hurtigt overvinde – er det ikke forfærdeligt? Endnu mere, hvis du derudover er så forhærdet og gudløs, at du ikke engang begræder den med bitter anger, men går tør og kold omkring, når du har syndet. Men skulle det indtil nu have været så slemt med dig, så lad nu denne ugudelighed få en ende, så du fra nu af bliver anderledes i disse stykker, så du ikke blot ved og indrømmer, hvor nødvendigt det er, men virkelig gør det. Mange taler om at elske og frygte Gud, men har ikke selve sagen i virkelig øvelse. Bliv Ordets gører! – Se, det er vejen til at kende syndefordærvelsen.

Men gå videre til det andet bud. Også det er jo højst rimeligt i sit krav, nemlig at du ikke blot ikke misbruger Guds navn, men også ofte og gerne beder og er varm og brændende i bønnen, og at du ikke skammer dig over Jesus og hans navn, men bekender ham for mennesker. Alt dette er jo rimeligt; lad det også blive gjort! – Se, det er vejen til den bedrøvelige erfaring af syndefordærvelsen. Fortsæt sådan gennem alle buddene, men se frem for alt ikke blot på den ydre opfyldelse, men se til, at hjertet holder loven, at du gør alting med hjertens lyst og for Guds skyld – vær bare alvorlig og omhyggelig i din omvendelse og gudsfrygt, så skal du snart til din forbløffelse opdage en fordærvelse og elendighed hos dig selv, som du aldrig havde ventet; så skal du synes, at du bliver værre og værre, og begynder nu at forstå Paulus’ ord: «Synden virkede ved buddet al slags begær i mig – synden bedrog mig ved buddet og dræbte mig – og jeg døde» (Rom 7). Dette ord, jeg døde, er netop det rette udtryk for en sand erkendelse af syndens elendighed. Det betegner nemlig ikke blot, at jeg «er død i overtrædelser», at «jeg er kødelig, solgt under synden», men at jeg i min omvendelse, udmattet af arbejde og magtesløs, endelig synker ned i en vis uformåenhed til at gøre det allermindste til min frelse, opgiver alt håb om det og kun råber på en anden mand, som hedder Nødhjælper, Frelser; eller rettere sagt, da jeg ikke engang kan bede, kun venter hjælp fra ham, eller også dør. Nu kan et eneste ord om den ufortjente nåde i Kristus tænde ild og liv og fryd i den arme sjæl, i den samme sjæl, som før, mens den endnu havde meget selv at gøre og blive, ikke kunne hente trøst og ro, selv ikke fra de rigeste trøsteprædikener. Nu kommer evangeliet som regnen på den tørstende jord, nu giver det liv og frugtbarhed. Som noget meget underligt skal det her bemærkes, at man oftest ikke selv forstår, at det er denne tilintetgørelse og syndenød, man oplever, skønt det virkelig er tilfældet; eller som Luther siger, at «lovens virkning ofte er skjult», så man synes ikke at have syndserkendelse, men kun synden – men hvad er det så, man mærker? Det er ikke syndserkendelse, men selve synden, man mærker; og det er ikke trøsteligt og opmuntrende, men meget bedrøveligt. Men det var netop sådan, det skulle være. En syndsfølelse, som er dig til trøst, strider ganske imod hensigten; for dens rette hensigt var at berøve dig al trøst, som ikke er Kristus selv, ofret for os, al trøst i mennesket selv, for at ikke engang nådens værk i mennesket, men kun Kristi fortjeneste må blive dets trøst; for sådan er den rette og saliggørende tro.

De fleste mennesker blandt os er sorgløse folk, som anser synden for en meget ringe og let sag, som man kan ryste af sig med nogle bønner, tårer og gode gerninger. Men langtfra! Synden er noget grufuldt. Synden indebærer en forfærdelig Guds vrede, som ikke kan sones med alle menneskers tårer og blod. Synden indebærer en så grufuld skyld og en så forfærdelig Guds vrede, at det er en stor nåde og velgerning, at intet menneske, når det vækkes, på én gang får se og føle alle sine synder; for så ville et sådant menneske aldrig kunne trøstes, men ville straks dø af rædsel og af sine synders bjergtunge byrde trykkes ned i helvedes afgrund. Derfor lader Gud også i stor nåde og visdom kun lidt efter lidt mennesket se mere og mere af syndens elendighed. Og alligevel, skønt ingen har set og følt alle sine synder, ser vi dog, når et menneske bliver rigtig vakt, hvilken angst og nød det falder i, så næppe noget evangelium er lyst og trøsterigt nok til at kunne hjælpe det ud af den; ja, vi ser, hvordan de mest evangeliske, oplyste og fromme kristne under den daglige omvendelse ofte bliver så ængstede, klager og forfærdes over synden, at de med al deres evangeliske kundskab og hele deres forråd af trøsteord knap kan trøstes.

Men skønt intet menneske uden ved erfaringen kan tro eller ane, endsige rigtig begribe denne syndenød, kan man dog forstå noget af den, når man stiller synden hen i lyset og ser på den dér. Dette lys, hvori synden bliver synlig og «overmåde syndig», er Gud og hans lov. Gud er et lys, siger Johannes, nemlig den uendelige helligheds og retfærdigheds klart skinnende lys, så selv himlene, som Skriften siger, ikke er rene for ham, så «han ikke stoler på sine tjenere og finder fejl hos sine engle». Hvordan skal da det urene menneske kunne vise sig for ham? Han er en fortærende ild. Hvordan skal da den arme synder bestå for ham? «Ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel af loven skal forgå», sagde Jesus. Og apostlen Jakob siger: «Om nogen holder hele loven, men fejler på ét punkt, er han skyldig i alt.» Og Moses: «Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, der er skrevet i lovens bog, så han holder det.» Hvordan vil da den arme synder bestå for Herren? Men nu kan dog intet dødeligt menneske begribe, hvor stor vores skyld vurderes at være i Guds hellige dom; for alt, hvad vi dømmer om den, er kun efter vores egen mening, og Gud kan vurdere og bedømme den helt anderledes. Derfor var det en kostbar ting, at Kristus selv, hele verdens afgørende dommer, engang i en lignelse lod os forstå, hvordan vores sag og vores regnskab hos Gud ser ud, og hvordan vores stilling til ham er. Han sagde nemlig, at den ligner en tjeners, som hos sin konge stod i en gæld på ti tusind pund (efter nogles udregning svarende til 40 millioner kroner), altså en ubestemt, men uhyre gældssum, som den fattige, skyldige tjener aldrig kunne betale. Desuden fik han den dom, at han skulle sælges med hustru og børn og det lille, han ejede, for derved at betale en ringe del af gælden. *)

*) Hvilken dårskab, hvis denne tjener nu havde sat sig for selv at prøve at betale alt dette! Vi vil gøre brug af Jesu lignelsessprog og bemærke: Hvis den ulykkelige tjener nogen sinde havde kunnet betale hundrede tusind kroner, så manglede der dog stadig 39 millioner ni hundrede tusind. Havde han så endnu en gang betalt lige så meget, så manglede der dog stadig 39 millioner otte hundrede tusind osv. Hvad var der her andet at gøre end at kaste sig ned for kongens fødder på nåde og unåde og søge fuld skånsel og eftergivelse – eller også blive solgt og dø? Det ville jo have været et angstfuldt og frugtesløst foretagende at prøve gennem årene at arbejde den uhyre sum sammen for at betale den, især når det alligevel til sidst ville have været umuligt. Sådan står det nu med enhver synders sag hos Gud. Med din gæld er du i dag lige så langt fra at få den betalt som næste år, o menneske! Ved en så stor gæld som ti tusind pund betyder nogle øre mere eller mindre meget lidt. Du kan alligevel aldrig betale din gæld. Ja, den bliver større for hver dag. Mens du med tårer, bønner og omvendelse vil afbetale nogle øre, forøger du gælden med kroner ved dine fortsatte synder, som bliver stadig sværere, efterhånden som dit lys over det forkerte i dem bliver stadig større. Jo før du opgiver boet, des før bliver du fri for din gæld og din uro. Her kommer heller ingen til at lide tab på dig, for Jesus betaler for alle, som vil opgive boet og tage imod nåde som nåde. Hans blods værdi er mere end tilstrækkelig. Den, som har forstand, han fatte dette.

Af alt dette kan man let regne ud, at det ikke er umagen værd at prøve at blive retfærdig ved lovens gerninger eller blot at formindske den uhyre gæld, for at Gud lettere skal kunne eftergive den. Du tænker at bede, angre, stride, kæmpe og være bedre i nogle dage og så gå frem til nådestolen og søge nåde i Kristus. Det er dårskab. Synden er alt for svær. Kom straks, sådan som du er, og giv Lammet æren! – Men du mener, at Ordet kræver det, at du først skal omvende dig og siden tro. Ganske rigtigt. Det er netop det, som allerede er vist, nemlig at du aldrig lærer din nød og elendighed at kende, medmindre du har taget alvorligt fat på omvendelsen og derunder af egen erfaring har lært, at du ikke kan hjælpe dig selv. Dette er den eneste rette omvendelse, som går forud for troen. Nogle ydre synder kan du ganske vist aflægge, men grundfordærvelsen bliver dig værre og værre, hvis omvendelsen er ægte. Sådan sagde jo Paulus: «Men loven kom også til, for at overtrædelsen skulle strømme over» – mærk! ikke for at synden skulle overvindes, men «for at den skulle strømme over» – «men hvor synden strømmede over, dér strømmede nåden endnu mere over». Og igen: «Da buddet kom, levede synden op» (Rom 7). Og igen: «Sådan er loven blevet vores tugtemester til Kristus» (Gal 3). Men det tror mennesket ikke; derfor må det prøve sig frem på omvendelsens vej for at overbevise sig om det. Det er kun farisæere, som bliver så gode og tilfredse med sig selv, at de af den grund har lettere ved at tro; for de giver sig ikke af med – de kender ikke – den indre, uendelige fordærvelse. Er omvendelsen ret, så bliver du værre og værre i dine egne øjne; du beder og sukker om kraft til at stå imod det onde, men du får ingen; du strider undertiden, men glemmer dig selv andre stunder; du falder, du står op, du falder igen; du lider og ængstes, men du kan ikke rigtig angre; din ånd råber, men du kan ikke rigtig bede; du bliver hård og kold, ja, du siger som Paulus: «Og jeg døde». Sådan går det til ved Sinaj. Se, her er den rette syndenød! Undrer du dig over, at det går så dårligt, så læs beskrivelserne af mennesket, og forstå dem nu. Skriften siger, at «menneskenes ondskab var stor på jorden» – «hjertet er mere svigefuldt end alt andet og fordærvet» – «alle deres hjerters tanker og planer er altid kun onde» – «jeg er kødelig, solgt under synden» – «de er af natur vredens børn» – «døde ved overtrædelser» – «fatter ikke det, som hører Guds Ånd til» – «er ikke dygtige til at tænke noget som af os selv» – er med ét ord fortabte osv.

Også vore bekendelsesskrifter*) siger, at «arvesynden, den menneskelige naturs store fordærvelse, består i, at mennesket ikke kender Gud, at det foragter ham, at det ikke har nogen gudsfrygt og heller ikke stoler på ham; at det hader Guds dom, flygter fra den dømmende Gud, vredes på Gud, fortvivler om hans nåde og sætter al sin lid og tillid alene til de synlige og nærværende ting». Og igen: «Hvem har nogen sinde vovet at sige, at det er valgfrit eller ikke ubetinget synd at tvivle om Guds vrede, om Guds nåde, om Guds ord, at vredes over Guds domme, at harmes eller være utilfreds over, at Gud ikke straks rykker os ud af nøden, at knurre og mukke over, at de ugudelige har bedre lykke i verden, at ophidses til vrede, at optændes til utugt og letfærdighed, ærgerrighed, gods, penge og ejendele osv.? Alt dette føler og fornemmer gudfrygtige mennesker dog hos sig, sådan som det er klart af Davids salmer og profeterne».

*) Artiklen om «Arvesynden» i Apologien for Den Augsburgske Bekendelse, som vel fortjener at blive læst af enhver, der har eller kan få fat i denne bog, som er så vigtig for vores kirke.

Men du siger: «Bare jeg havde en redelig vilje! Men jeg våger ikke rigtigt over mig selv, jeg strider ikke alvorligt.» Kære, hvorfor våger du så ikke og strider? «Nej, jeg er så letsindig, hård og kold, jeg har ikke en rigtig alvorlig vilje.» Men hvorfor så det? Hvorfor være kold og hård? Hvorfor ikke ville det alvorligt? – Forstår du endnu ikke Apostlens ord, at vi ikke er dygtige til at tænke noget, endsige til at råde over viljen eller hjertet – ja, at du er «død ved overtrædelser»?

«Men hvis jeg bare havde en stærkere syndserkendelse, hvis jeg bare følte mine synder rigtig bittert, så ville jeg vel engang tage mig i agt for dem; samvittighedskvalernes ild ville brænde synden ud og lære mig ikke mere at give mig hen i synden.» Det lyder fortræffeligt, men er en stor vildfarelse. De frygteligste syndekvaler, de bitreste samvittighedsplager formår ikke at brænde synden ud; de mest alvorlige forsætter formår ikke at stå imod det onde i fristelsens stund. Ofte går de frygteligste samvittighedskvaler og den mest ynkelige og groveste synd hånd i hånd. Med rette synger man: «Vort hjerte er vel ringe, / dog lader det sig ikke tvinge / og bringe under lydighed, / om så hele verdens tyngde og magt blev lagt derpå. – / Om Moses med sin hammer / det stundom slår og knuger, / så er det dog, før han vel har sluttet, / som det var.» Og igen: «Hvad hjælper samvittighedskvaler / og lutringsildens luer / til at dæmpe syndens bølger? / Uden troen er al omvendelse / en hård, men marvløs skal.» – Men det tror man ikke, det betænker man ikke, skønt Apostlen udtrykkeligt har sagt, at «loven kun virker vrede», at «da buddet kom, levede synden op» – døde ikke, men levede op – «at synden ved buddet virker al slags begær» – ja, at loven kom til, ikke for at synden skulle overvindes, men strømme over. – Det tror man dog ikke, før man har lært det af en ynkelig og bitter erfaring.

«Men», siger du videre, «man kan vel ikke komme så elendig til nådestolen, før man endnu har overvundet synderne?» Jo, sådan lærer Skriften overalt, nemlig at nådestolen netop er givet for sådanne ulykkelige, fortabte syndere, som ikke selv formår at gøre sig fri af synden, for at de først skal få nåde og barmhjertighed og siden liv og kræfter til helliggørelse; at Kristus ikke kom for de retfærdige, men for syndere; at han «gør den ugudelige retfærdig» (Rom 4,5).

Men at Gud har fastsat denne orden – nemlig ikke først at give liv og kræfter til helliggørelse og siden nåde og barnekår, men først nåde og barnekår midt i menneskets største elendighed og siden liv og lyst og kraft til et nyt levned – det ser man tydeligt grunden til i Luk 7,41–43, hvor Kristus viser, at hvis mennesket først får lov at formindske sin gæld, før det får tilgivelse, så elsker det siden mindre. Derfor vil han, at synderen skal komme, når gælden er størst, for, siger han: Den, som får lidt tilgivet, elsker lidt. Kristus vinder størst ære ved de værste syndere, ligesom også en læge bliver mest berømt, når han har helbredt nogle, som andre læger har erklæret for uhelbredelige.

«Men burde vi så ikke give os fri i synden og synde helt uhæmmet, så nåden kan blive stor, prist og overstrømmende over os?» Sådan kan Djævelen undertiden forvilde selv vakte sjæle. Mærk dig: Nåden bliver kun overstrømmende, stor og herliggjort der, hvor synden også i følelse og samvittighed er svær og strømmer over. Men det sker ikke der, hvor man vil blive i synden, men der, hvor man vil drive den ud og omhyggeligt aflægge den. Læg mærke til: Apostlen sagde ikke, at lovløsheden, men at loven havde lært ham synden at kende. Ved buddet fik synden liv, ikke ved at buddet blev glemt. «Loven kom til» – men blev ikke afskaffet – «for at synden skulle strømme over». Kort sagt: Vil du, at synden skal strømme over, så luk alle dens veje, sæt en dæmning for floden, stå den alvorligt imod – så vil den strømme ud over bredderne; men giver du den frihed, så vil floden blive så jævn og glat, at du knap vil mærke, at den rører sig, og du vil blive så forhærdet, så rolig og tilfreds med dig selv, at du knap føler en eneste synd hos dig. Havde farisæerne været alvorlige med den indre gudfrygtighed og ikke hyklerisk set kun på det ydre og glemt det, som var vigtigere i loven, så havde de ikke været så sikre og stolte, men havde haft brug for en Frelser.

Her ser vi nu, hvad syndserkendelsen egentlig skal tjene til, og hvad der er tegnet på, at den er ægte. Formålet var nemlig ikke, at Gud skulle kunne tilgive synden, for til det formål har en anden mand måttet kende og angre den, så han derved svedte en uhørt blodsved. Heller ikke at synden skulle brændes ud og overvindes ved den bitre erkendelse af den, for dertil krævedes Ånden, som kommer ved prædikenen om troen. Det er sandt, at du af syndsfølelsen kan lære at aflægge forskellige ydre synder, og at letsindigheden og vildskaben lægger sig og bliver mat; men den egentlige fordærvelse stiger i samme grad indvendig. Nej, formålet var, at du skulle drives til Kristus, at du ikke andetsteds skulle få nogen ro og hvile end i fristaden Kristus. – Og tegnet på, at du har den rette erkendelse af dine synder, bliver derfor dette, at dette formål er nået, nemlig at du ikke mere kan håbe at vinde nåde ved noget eget arbejde, men nu kun søger forsoningens nåde i Kristus. Kan du endnu blive, som du var, i verden og synden, så er du ikke engang vakt, ikke engang drevet ind til dig selv og din egen omvendelse, og så kender du slet intet til synden. Men er du også vakt, men har kunnet blive stående hos dig selv, i din omvendelse, anger, bøn osv., og har dit håb, din trøst og din hvile dér, så kender du ikke fordærvelsen ret; så er du endnu uden for Kristus og lige så fortabt som en sikker synder. Her åbenbarer den falske, kainitiske syndserkendelse sig da. Der findes mange vakte og religiøse mennesker, som føler og erkender megen synd, ja, undertiden føler sig ligefrem fordømte, men som under alt dette alligevel kan klare sig; de lever den ene dag efter den anden i samme tilstand, og det går an; de er vel ikke helt tilfredse, men de kan dog bære det, de kan spise og drikke, arbejde og sove, ja, le og spøge, skønt de ikke ved, at de har Guds nåde, men måske frit bekender, at de er fordømmelsens børn. Hører de den frie, ufortjente nåde blive prist eller budt dem, så slår de den hastigt bort og nægter af sær ydmyghed at tage imod den, sådan som de nu er, og dermed siger eller mener de: «Nej, nej, jeg er ikke så formastelig, mine synder er for svære til, at jeg så frit skulle tilegne mig nåden; det kan kun den gøre, som ikke føler så megen synd som jeg» – og så er de i hemmelighed tilfredse med sig selv eller mener at have det bedre end disse troende, som efter deres mening ikke kan have den syndserkendelse, de selv har. De har et særligt skin af syndserkendelse, og man skulle ikke tro det, som dog er tilfældet: at der endnu hersker en inderlig selvtilfredshed, en stolt ånd, som har gjort selve samvittighedskvalerne til sin trøst, så Kristus og hans blods fortjeneste og frie, store nåde stadig lukkes ude. Selv om de pinte sig til døde med synder, bliver de dog borte fra fristaden, fra det eneste, som gælder for Gud, og på den måde skal de dø i deres synder. De er tegnet med rammende træk i Kains historie. Også han sagde for Guds ansigt: «Min misgerning er større, end at jeg kan bære den»; han havde virkelig en slået og bævende samvittighed, en urolig ånd, som skælvede for et raslende blad; han var fremmed for Gud og ulykkelig alle sine dage; men mærk: Han havde dog kræfter nok til at gå bort til landet Nod, østen for Eden, og bygge en by og have hustru og børn; det var ikke for svært for ham, at Gud var vred på ham, det kunne han bære; han behøvede ikke at falde ned for Gud og sikre sig hans nåde. Se, her er forskellen mellem en urolig samvittighed og Åndens vækkelse, mellem den syndenød, som synden selv og samvittigheden har forårsaget, og den, som Guds Ånd har virket ved Ordet. Den første findes ofte hos de mest ugudelige efter nogle udbrud af synd, men lader dem lige så uforandrede; for alt det, som er af mennesket, af nogen menneskelig kraft, såsom af dets samvittighed, kan aldrig føde det på ny; dertil kræves Ånden. Den vækkelse og syndenød, som er Åndens værk, driver altid mennesket til omvendelse og tro og virker en hel forandring. Derfor bliver prøven på en sand syndsfølelse altid den, som allerede er nævnt: nemlig at den virker en forandring, et opbrud, en flugt, eller at mennesket ikke kan blive, hvor det er, men søger sin redning, og endelig at det ikke kan søge den hos sig selv, men i Kristus; at det ikke kan hvile, før det har fået nåde i ham og vished om den – den nåde og vished, som virker fred, kærlighed og et nyt, villigt hjerte over for Gud og det gode. Og dette var syndenødens formål, nemlig ikke at Gud derved skulle bevæges til at give nåde, men at vi skulle bevæges til at tage imod nåde. Derfor: Synes du, at du ikke ret kender dine synder, at du er letsindig, ligegyldig og hård, men er du også derfor altid utilfreds med dig selv og, drevet af netop den nød, hungrer og tørster efter nåden i Kristus, så dit hjertes trang og suk er: «Åh, vidste jeg bare, at nåden tilhørte mig! Åh, havde jeg hans nåde og var vis på den, så ville jeg ikke ønske mig mere i verden!» – så kender du dine synder nok, ja, så er du allerede benådet i Kristus; for et sådant suk er netop den hunger og tørst, den kommen og modtagen, som Skriften forbinder al salighed og barnekåret hos Gud med, både i tid og evighed.