Om Guds hellige lov

Men vi ved, at loven er god, når man bruger den ret (1 Tim 1,8)

(Første årgang, 1842)

Doktor Svebilius siger, «at loven af naturen er nogenlunde kendt, hvorimod evangeliet er en hemmelighed, som er skjult for al fornuft». Det er så sandt og så rammende sagt, og alligevel – hvilket er ganske besynderligt – finder man ofte de frygteligste misforståelser og misbrug af loven herskende i kristenheden. Det er misforståelser og misbrug, som gør hele Guds lov og alt Guds ord helt kraftesløst og unyttigt, så sjæle derved fordærves uden redning. Det er de mest betænkelige af disse misforståelser og misbrug, vi nu med Guds hjælp vil pege på.

Vi taler altså ikke her med lovens foragtere. Deres dom er kort og bestemt – og let at forstå. For enhver kan nok begribe, at Gud ikke tager den med til sin himmel, som ikke blot er uren, svag og syndig, men også frækt foragter Guds hellige vilje (for hvad er loven andet end Guds vilje?). Og den, der foragter Guds vilje, han foragter Gud; og man har vel aldrig et eneste løfte om, at Gud vil være nådig mod dem, der foragter ham. Er du svag og syndig, ja, virkelig skyldig over for Guds hellige lov, så er Guds nåde dog stor nok til at tilgive dig for Kristi skyld. Men at du foragter Gud og hans vilje, at du ikke engang vil prøve at elske og adlyde ham – hvem kan vente, at det skal tilgives? Eller rettere: Kan du så alligevel tro, at du er på vej til himlen? Stands et øjeblik, og tænk over det. Vi har altså nu et emne, som ikke lader sig foragte, men som alle må holde lige så kært som selve saligheden. Men vi skal snart se, at det ikke er nok, at man ærer og bruger loven; det kræves også, at «man bruger den ret».

Apostlen Paulus siger om sine brødre af Israel, at «de havde nidkærhed for Gud», «jagede efter retfærdighedens lov», «læste loven» osv.; men at han alligevel for deres skyld havde «så stor sorg og uophørlig smerte i sit hjerte, at han ønskede selv at være forbandet bort fra Kristus for deres skyld». Hvad var fejlen? Jo, siger han, når de læser loven, ligger der et dække over deres hjerte, så de søger at oprette deres egen retfærdighed (Rom 9,2–3.31 og 10,2–3; 2 Kor 3,15). Det vil sige: De lod sig ikke af loven straffe, dømme, knuse og tugte til Kristus, men gjorde loven til det, de mente var vejen til frelse. Men lovens egentlige gerning og formål er at vække syndere, knuse dem og drive dem til Kristus, som er lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror (Rom 10,4). «For det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed» osv. (Rom 8,3). «Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet, for livet er i Guds Søn» (1 Joh 5,11–12). I ham og «i ingen anden er frelsen» osv. (ApG 4,12). Derfor er, som apostlen Paulus siger, «loven vores tugtemester til Kristus» (Gal 3,24). Det er dens egentlige embede. Den er Johannes Døberen, som ganske vist ikke døber med Helligånden og ild, men dog med omvendelsens dåb og bereder et folk for Herren. Den er det fængsel, hvor vi «holdes indesluttet til den tro, som siden skal åbenbares, for at vi skal blive retfærdiggjort af tro» (Gal 3,23–24).

Det første, største og allerforfærdeligste misbrug af loven er altså det, som gør hele loven unyttig, så dens formål helt forfejles. Og når loven er gjort unyttig, når saltet har mistet sin kraft, hvad skal man så salte, vække og knuse med? Og når hjertet ikke erfarer lovens kraft til knusning, bliver også evangeliet unyttigt og Kristus med al hans fortjeneste unyttig. For de raske søger ikke læge, men de syge, som er blevet syge under lovens hårde regimente. Men når både lov og evangelium, når alt Guds ord ikke længere har nogen kraft over et hjerte, så er det menneske fortabt uden redning og kan ikke frelses.

Lad os da se efter, hvordan det går til, at loven og alle Guds ord gøres unyttige. Det sker, som sagt, ved at du gør loven til vejen til frelse, når den skulle være en fordømmer og en tugtemester, der driver til Kristus. Det sker ved, at man på en sådan måde pruter af på, tilpasser og mildner Herrens bud og domme, at de skal passe til synderens smag og behag eller i det mindste til hans evner. Man siger: «Det og det kan intet dødeligt menneske opfylde, derfor kan det ikke være Guds mening at kræve det; for Gud kan ikke have krævet mere, end vi kan gøre.» Det er grundvildfarelsen. På den måde ville ikke hver mund blive lukket og hele verden blive strafskyldig for Gud (Rom 3,19). Kunne bare et eneste menneske opfylde Guds alvorlige krav, så ville det menneskes mund ikke være lukket; det ville snart frækt rose sig over for Gud.

Den, der vil forstå, hvorfor loven kræver mere, end vi nogen sinde kan gøre, og hvor langt loven går i sine krav, skal blot betænke, hvad loven er. Loven er intet andet end Guds hellighed, Guds hellige vilje, udtrykt i menneskelige ord og i menneskelig bevidsthed. Altså: Lige så langt som Guds hellighed rækker, lige så langt rækker Guds krav. For det er loven, der siger dig: Gud vil det og det; Gud vil ikke osv. Og nu er det naturligt, at denne Guds vilje ikke holder op med at kræve og fordre mere retfærdighed af dig, før du er blevet lige så hellig, som Gud selv er. For det, han ikke selv vil gøre, vil han heller ikke, at du skal gøre. Han siger heller aldrig: «Det og det vil jeg ikke, men for din lysts skyld giver jeg dig lov til det.» Nej, han siger: «I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig» (3 Mos 19,2). Når vi betænker dette, at loven er Guds hellighed, Guds vilje, så forstår vi, hvorfor den aldrig i evighed kan ændres med et bogstav eller en tøddel eller bøjes efter en falden slægts svagheder; for så ville Guds hellighed være ændret. Og den, der får nåde til ret at se ind i lovens hellighed, kan ikke længere håbe at blive fuldkommen for ham, det vil sige blive lige så hellig som Gud, men vil visselig blive ydmyget og knust. Den, der håber at blive retfærdig efter loven, har et dække over sit hjerte; han er blind og ved ikke, hvad loven kræver.

Men du siger: «Man kan ikke blive som Gud eller helt fuldkommen, men man skal dog gøre så meget, som man kan.» Slet ikke! Det godkender Gud ikke. Du skal gøre alt, ellers er du fordømt. Sådan lyder loven: «Forbandet være den, som ikke holder denne lovs ord, så han gør efter dem» (5 Mos 27,26). Og en apostel i Det Nye Testamente siger: «Om nogen holder hele loven, men fejler på ét punkt, er han skyldig i alt» (Jak 2,10).

Du siger igen: «Gud er jo dog nådig for Kristi skyld, så han tilgiver en del, også selv om ikke alt bliver opfyldt?» Nej, Gud er slet ikke nådig mod nogen, der har skyld over for loven. Det er helt anderledes med dem, der ved troen har Kristi retfærdighed. De har ikke en eneste skyld over for loven, for de har ved Kristus (mærk det!) netop den retfærdighed, som loven kræver (Rom 8,4) *). For netop «det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn» osv. (v. 3). Kort sagt: De er ikke under loven, men under nåden (Rom 6,14–15). Men den, der er under loven, får ikke det mindste eftergivet, sådan som Jesus selv vidner: «Ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel af loven skal forgå» (Matt 5,18).

*) Normaludgaven har: «lovens krav» (i stedet for: «den retfærdighed, som loven kræver»).

Åh, hvilken stor skade for sjælene, at man ikke betænker, at der er visse mennesker, som er under loven, og andre, som ikke er under loven, men under nåden (Rom 3,19; 6,14 og 7,4.6), og at regimentet er helt forskelligt på det ene og det andet område. Nåden i Kristus er ganske vist meget stor og rig, men ikke det mindste af den tilkommer dem, der er under loven, som vil være «Moses’ disciple» (Joh 9,28). Apostlen Paulus siger tværtimod, at «alle de, som holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse» (Gal 3,10). At fortie og overse dette og i stedet prædike et kødets evangelium – det vil sige prute af på, tilpasse og trække det fra loven, som synderen synes er for strengt, og sænke målet for den sædelige stræben så lavt, at synderen når det, hvorpå der naturligvis følger selvtilfredshed, selvretfærdighed og sikkerhed – det er det forfærdeligste af lovens misbrug. På den måde går lovens egentlige formål og nytte helt tabt. Det var at knuse, drive og tugte, ikke til selvretfærdighed, ikke til trældommens åg, ikke til fortvivlelsens afgrund, men til Kristus, som er lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror (Rom 10,4).

Men denne tilpasning af loven og denne afbrydelse af dens brod sker også ved, at man bilder sig selv eller andre ind at sætte sit håb til fremtiden: at håbe, at det, der endnu mangler i opfyldelsen af loven, skal ske siden hen med hjælp fra Guds Ånd, og at det så, når den sejr er vundet, er tid til at tilegne sig det fulde håb om Kristi fortjeneste. Ak, hvilket narrespil af Djævelen! Tænk, hvis døden kommer over dig i nat – så er du jo fordømt, eftersom du endnu ikke er, som du bør være? Du svarer: «Jeg har det håb til Guds trofasthed, at han ikke vil tage mig herfra, før jeg er beredt til himlen.» Det er ganske vist smukt, at du har så gode tanker om Gud; men hvor står der skrevet, at Gud vil vente med døden, til du bliver så hellig, som loven kræver? På den måde ville du visselig aldrig komme til at dø. Og vi spørger: Har du da ikke fået Guds Ånds hjælp? Er du sikker på, at fejlen kun ligger hos Gud og i at hans Ånd tøver? Er du sikker på, at du har brugt hans nåde ret og ret påkaldt hans hjælp, at du har våget og kæmpet i hans kraft så alvorligt, som du burde? Tænker du over det, finder du måske, at du ikke har noget at vente på, som Gud ikke allerede har givet. Siger du så, at du på den måde er fortabt, så er svaret: Det var netop det, loven ville vise dig, for at du skulle lære at flygte helt blottet til Jesus. Så behøver du ikke vente på fremtiden; Guds rige er dig ganske nær. For netop den retfærdighed, som loven kræver, men ikke kan frembringe, kan du når som helst vinde ad en anden vej, nemlig ved troen i Kristi blod.

Lad os da vogte os, som for Djævelen selv, for en sådan indsmigrende tolkning af loven, hvorefter mennesket kan opfylde den, og for den tanke, at man ikke kan dø salig, før det er sket og man i sig selv er blevet ren og fuldkommen. For under den tanke skjuler sig en antikrist og en snigmorder: en antikrist, som med list vil gøre Kristi blod overflødigt, som vil sige, at Kristi blod ikke duer til noget, eller i bedste fald er et middel til helliggørelse, men ikke til synderes forsoning; og en snigmorder, som enten med en falsk trøst på egen retfærdighed eller med en tvingende og udtørrende trældomsånd bringer sjælen i fordærvelse. Nej, jo hedere det er ved Sinaj, jo strengere og tydeligere Guds lovs alvorlige og åndelige krav står frem for sjælene, desto bedre for dem, desto før får de trøst – og en trøst, der holder. For desto før bliver den falske trøst taget fra dem, håbet om lovens retfærdighed, og så må de søge en anden mand, søge Jesus – og dér er der frelse og salighed. Mange, der ikke kender til dette, siger: «Hvis man driver og dømmer så strengt, bliver mennesket nedslået og får hverken trøst hos Gud eller kærlighed til ham.» Svar: Skal vi derfor mildne og ændre det, Gud har talt? Hvem er du, som vover at forfalske og forandre Guds bud og domme? Men mærk: Nu er det ikke trøst hos Gud og kærlighed til ham, synderen først har brug for, men knusning. Forbandet være al den trøst, han henter hos lovens retfærdighed; det er en falsk trøst. Det er denne trøst, der narrer sjæle ind i trældom, selvretfærdighed og hykleri – og den vej fører til helvede! Det er denne trøst, loven skal tage bort. Mærk igen: Der findes ikke noget bedre middel til hurtigt at hjælpe sjæle til trøst end at holde loven frem så streng og hed, som den er. For jo før de mister al trøst i deres egen retfærdighed efter loven, desto før tager de imod Kristi retfærdighed i evangeliet. Da Johannes sagde: «Hvem har indgivet jer, at I skal undfly den kommende vrede? Allerede ligger øksen ved træernes rod; derfor bliver hvert træ, som ikke bærer god frugt, hugget om og kastet i ilden», da «sænkede han alle bjerge og høje». Men da han sagde: Se Guds Lam, som borttager verdens synd! – da «fyldte han alle dale» – og sådan beredte han Herrens vej (Matt 3; Luk 3; Joh 1).

Når vi nu har set, at lovens første og egentlige gerning er at ydmyge synderen og give ham syndsfølelse, så spørges der: Hvordan skal denne syndsfølelse være for at være den rette? Svar: Det er ikke nok blot at kende gerningssynder og ydre forbrydelser; for under det kan du alligevel trøste dig med din bedre vilje og din fremtidige forbedring. Nej, syndsfølelsen skal gå helt til bunds og være grundig. Du må kende roden og dybden i syndefordærvelsen, som er hjertets kødelige sikkerhed, hykleri, følelsesløshed, hårdhed og foragt for Gud – og at du derfor er en ulykkelig, en fortabt synder. Så længe du ikke kender dette bundfald af det onde på hjertets bund, lever dit vigtige «jeg» altid: «jeg skal», «jeg vil». Så lever din selvretfærdighed og sikkerhed altid, og så kan du aldrig ret gribe Kristus og hvile helt og alene på hans fortjeneste. Men til denne grundige selverkendelse kommer man sjældent straks ved vækkelsen; for da bliver man vel forskrækket, men ikke rådvild. Man mener: «Jeg ved råd, jeg vil forbedre mig.» Så begynder arbejdet under loven med forbedring og aflæggelse af synder. Og så længe du kun har øje for de ydre synder, og din forbedring lykkes for dig, er du fuld af håb og holder ud i at opbygge din egen retfærdighed. Men begynder du at se på den indre helliggørelse, at se, at Gud kræver hjertet, og du vil rense det, så bliver du snart rådvild. For når du burde elske Gud over alt, føler du dig kold og afgudisk; når du burde bede og kæmpe alvorligt mod synden, giver du dig letsindigt og uden kamp i dens vold og kan ikke engang ret angre og begræde den, men er hård og sikker. Så bliver du bestyrtet og siger: Jeg er helt fortabt, jeg er forhærdet, jeg er en hykler, for jeg kæmper hverken alvorligt mod synden eller angrer den. Se nu! – netop det var det, loven skulle virke. Hvad er det, du mærker? Er det ikke hjertets kødelige sikkerhed, hykleri, hårdhed og foragt for Gud? Men det blev jo sagt før, at dette var lovens rette gerning, og at det var nødvendigt, at du skulle lære dette onde at kende. Og nu kan du ikke trøstes, for det er jo forfærdeligt at være så hård, sikker, hyklerisk osv. Men ville du da ikke have denne rette erkendelse af synden? Jo vel, men du vil kun have følelsen af denne fordærvelse og ikke selve fordærvelsen. Men hvordan skulle det gå til? Du behøver ikke at mærke noget ondt, som du ikke har; mærk blot det onde, som du selv har. Men nu synes du, at du ikke engang har følelsen af dine synder, men kun selve synderne; du ser dem blot, men mærker dem ikke. Men var det ikke også denne følelsesløshed, du skulle mærke? Og var det ikke al trøst i dig selv, du skulle miste, så du blev drevet til Kristus, og han alene blev al din trøst? Men nu er det ikke let at flygte til ham, nu er det ikke let at tro. Ja, nu kommer det an på, om du får den nåde; ellers er du fortabt med alt, hvad du har erfaret. Nu står han så mild og kalder: «Kom til mig, alle I, som arbejder og er besværede» osv. Hvis du nu blot lukker fornuftens øjne og kaster dig, sådan som du er, i hans favn, så er du frelst som en brand ud af ilden, renset i hans blod, retfærdig, frelst og glad. Nu forstår du ordet: «Kristus er lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror» (Rom 10,4).

Sådan har vi nu set, hvordan «loven er god, når man bruger den ret», og peget på både dens rette og dens urette brug ved menneskets omvendelse. Men loven har også sin gerning i den daglige omvendelse: dels at vise det genfødte, retfærdiggjorte og benådede menneske, hvordan det skal forholde sig i alle tænkelige tilfælde; dels at straffe og tugte kødet, når det vil blive letsindigt, og dagligt at drive os til Kristus. Her står der endnu tilbage at pege på en farlig vildfarelse, som også i vores land er dukket op til forskellige tider og på forskellige steder, nemlig antinomisternes (lovforkasternes), som anser loven for unødvendig og unyttig både til omvendelsen og til den daglige omvendelse. Hermed vil vi dog ikke give udtryk for den samme frygt, som hersker hos Moses’ disciple. Både nu og på Paulus’ tid siger de, så snart lovens gerninger forkastes som uduelige til retfærdighed for Gud, at man gør loven til intet ved troen (Rom 3,31). De har aldrig lært at skelne mellem retfærdiggørelse og helliggørelse, lov og evangelium, samvittigheden og kødet. Derfor synes de, at den samme Paulus snart er alt for evangelisk og åbner en alt for vid dør til nådestolen, snart alt for streng og nøjeregnende med kødet og straffer det, de gerne ville have ustraffet. Det er ikke deres frygt, vi nærer; vi taler om de virkelige antinomister, som tror og påstår, at loven er unyttig til omvendelsen. Som bevis anfører de, at det aldrig var loven, men kun evangeliet, der virkede på deres hjerter. Åh, en stor vildfarelse! Hvad skulle nåden virke, hvis synden ikke var kendt? Alt, hvad der straffer synd, er lov, også når det taler gennem Kristi sår. Og loven virker oftest på en umærkelig og skjult måde; dog: Synden kendte jeg ikke uden ved loven (Rom 7). Selv om loven ikke selv giver liv, er det dog den, der gør, at evangeliet giver liv. Loven er pløjningen, evangeliet er sæden. Det er sandt, at der ikke kommer vækst og høst af blot at pløje; der kræves også sæd. Men er jorden ikke først pløjet, bliver såningen frugtesløs; sæden tørrer ind på den hårde overflade og bliver ædt af fuglene. De, som derimod anser loven for unødvendig for de genfødte, der har den villige ånd, anfører misforståede bibelord som: «Men efter at troen er kommet, er vi ikke længere under tugtemesteren», og: «Loven er ikke givet for en retfærdig», og siger: «Du skal ikke binde samvittigheden med loven.» Svar: Hvis du er under nåden, mente jeg ikke samvittigheden, men dit kød. Men er dit hjerte ikke ret for Gud, så du har lyst til Guds lov efter det indre menneske, men du (mærk vel!) vil beholde en og anden synd ustraffet, så skal også din samvittighed være bundet, ja, dit legeme og din sjæl bundet til helvede; og det, der sådan bindes på jorden, skal være bundet i himlen. «Hvis I lever efter kødet, skal I dø» (Rom 8,13). Men er du en sand kristen, så er ånden nok villig og behøver ikke at tvinges med loven; men kødet er svagt, trægt og ondt. Det er det, der har brug for at blive straffet og tugtet, sådan som Luther skriver et sted: «Pisk og bidsel hører ikke til brudekammeret, men til stalden og æslet.» «Til frihed har Kristus frigjort os; stå derfor fast, og lad jer ikke igen fange under trældommens åg» – men – «lad blot ikke friheden give kødet anledning» (Gal 5,1.13).