Om loven, omvendelsen og den retfærdighed, som gælder for Gud

(Syvende årgang, 1848)

Det er så sørgeligt, at det aldrig kan beklages nok med bitre tårer, at vakte sjæle, som søger at komme ind gennem den snævre dør, ikke skal kunne komme ind (Luk 13,24), alene fordi de af deres eget hjerte eller af falske, umodne lærere og skrifter bliver ført ad en forkert vej.

Den sande omvendelse, lovens rette og gennemgribende værk i synderens hjerte, er så nødvendig, at al åndelig stræben uden den er forgæves; al tro, al gudsfrygt, ja, Kristus og hans fortjeneste er frugtesløse for den sjæl. Den, som kun kender sine gerningssynder, synder i tanker, ord og gerninger, kun ser på dem, arbejder og kæmper med dem, men ikke ved lovens krav til hjertet synker ned i naturens urene dynd og dér kommer i nød, det menneske gør en halv, hyklerisk omvendelse; han omvender sig på en måde, men kun fra et mere frit, verdsligt liv til sin egen retfærdighed og bliver en farisæer. Ja, også den, som kender naturens ondskab, hjertets fordærvelse og urenhed, men flygter til nattevågen, bøn, kamp, forsagelse og gudsfrygt og ikke mister tilliden til alt dette, men håber og håber på sejr og har sit øje, sin trøst og sin forhåbning rettet derpå, han bliver også kun det samme som den første. Kommer han ikke, mens det endnu står dårligt til, mens han endnu ikke har vundet den sejr, han stræber efter, men stadig ligger nede i sin elendighed – kommer han ikke, mens han endnu er i denne usselhed, til Kristus, til nåde, trøst og salighed alene i Kristus, så bliver han aldrig en ret kristen, men enten en bedraget gerningshelgen, som har fået trøst i sin omvendelse og gudsfrygt, eller en udmattet træl, som opgiver det hele, falder tilbage til sin sorgløshed eller bliver stående i fortvivlelse og fortabelse. Om dem, der med forsæt kan holde fast ved visse yndlingssynder, taler vi ikke nu, men om dem, der virkelig søger at komme ind gennem den snævre dør, men ikke kan. Fejlen hos alle disse er, at de aldrig lader sig sige – eller også bliver det ikke sagt rigtigt til dem – hvad den rette omvendelse er, hvad der er lovens egentlige værk, dens egentlige formål og mening. Åh, gid de ville give agt på Herrens eget ord, fx blot følgende bibelord, og hæfte sig sådan ved dem, at ingen egne meninger og ingen gerningshelgener kunne drage dem bort derfra! Hør da! Skriften siger udtrykkeligt:

Rom 3,19: «Alt, hvad loven siger, taler den til dem, der har loven, for at enhver mund skal lukkes, og hele verden blive strafskyldig over for Gud».

Rom 5,20: «Men loven kom også til, for at overtrædelsen skulle strømme over; men hvor synden strømmede over, dér strømmede nåden endnu mere over».

Rom 7,7–10: «Hvad skal vi da sige? Er loven synd? Slet ikke! Men synden kendte jeg ikke uden ved loven; for jeg havde ikke vidst af begæret, hvis loven ikke havde sagt: Du må ikke begære. Men synden tog anledning og virkede ved buddet al slags begær i mig; for uden lov er synden død. Og jeg levede engang uden lov; men da buddet kom, levede synden op, og jeg døde».

Og v. 13: «Synden er blevet det, for at den skulle vise sig at være synd, idet den ved det gode virkede min død, for at synden skulle blive overmåde syndig ved buddet».

Læg dog mærke til ordene her. Her stod der (Rom 3,19), at lovens egentlige formål og rette virkning er, «at enhver mund skal lukkes, og hele verden blive strafskyldig over for Gud» – ikke blive from, ikke ren og hellig – men strafskyldig. Og grunden til, at loven ikke vil andet, står i det følgende vers (v. 20): «Fordi intet kød skal blive retfærdiggjort for ham af lovens gerninger; for ved loven kommer erkendelse af synd». Her stod der (kap. 5), at loven kom til, for at synden skulle strømme over – ikke overvindes, men strømme over – men hvor synden strømmede over, dér strømmede nåden endnu mere over. Her stod der (kap. 7), at denne overstrømmen ikke kun er en overstrømmen af syndsfølelse og anger, men at, som ordene lød, synden, virkelig selve synden, strømmer over ved buddet; for der stod, at «synden tog anledning og virkede ved buddet al slags begær i mig»; «at synden ved det gode virkede min død – for at synden skulle blive overmåde syndig ved buddet». Ja, i samme kapitel v. 4 og 6 står der, at for at kunne bære frugt for Gud må man være «løst, død fra loven ved Kristi legeme», som er offeret for synderne.

Sådan taler Skriften om lovens rette virkning ved et menneskes omvendelse. Sådan bekræftes Luthers ord, når han siger: «Hvad gør loven da? Jo, det gør den: Den er uegentligt (dvs. som følge af vores naturs ondskab) en årsag til synden. Ja, ’den er syndens kraft’, siger Paulus; ’den virker vrede’; den gør ikke from, nemlig i hjertet, sådan som de pavelige sludrer og de verdsligt vise foregiver. I det ydre holder den nok hånden tilbage; men af det bliver der ikke andet end hykleri for Gud; men i hjertet volder den en sådan jammer, at den ikke alene ikke gør mennesket from, men også gør det meget værre end før» (Luthers Epistelpostil nr. 66, § 19).

Og denne sin naturlige virkning må loven nødvendigvis udøve i dit hjerte, hvis omvendelsen skal blive sand! Det er ikke ved krav og bud, du skal blive fromere og helligere – nej, det skal du blive ved en anden, som døber med Ånd og ild – men ved loven skal du blive «strafskyldig», syndig, «overmåde syndig» – der findes ingen anden hjælp, hvis du nogen sinde rigtigt skal tage imod Kristus, så han kan tænde et nyt liv i dit hjerte. «Hvis der var givet en lov, som kunne gøre levende, så ville retfærdigheden virkelig være af loven» (Gal 3,21), og så «var Kristus også død forgæves» (2,21). Loven udretter også helt sikkert sit rette værk, hvis den bare kommer ind i hjertet; angriber den kun overfladen, så kan du blive meget from – nemlig i gerninger og indbildninger – og blive en farisæer. Sådan var også Paulus, før «buddet kom», før lovens åndelige krav trængte ind på hans hjerte. Sådan er også mange religiøse i vore dage, som driver loven på den måde og i den mening, som kunne man virkelig blive fromere og bedre ved den, hvis man bare tager mere alvorligt fat, og som påstår, at man ikke skal opgive håbet om det, men blive ved med at kæmpe, bede og håbe. Den rette omvendelse går dybere, oprører hjertets ondskab og gør mig ikke bedre og bedre, men syndig, «overmåde syndig ved buddet», så jeg bliver til skamme med alt, hvad jeg foretager mig, virkelig ikke bryder mig om mig selv og min omvendelse og altså ingen trøst får i mig selv. Læg mærke til: Da Kristus begyndte sin lærergerning, var hans første gerning at forklare lovens åndelige krav så højt, at intet menneske ville kunne opfylde det. Se Matt 5,21–48. Og da en mand troede, at han havde opfyldt, hvad loven krævede, var Kristus ikke tilfreds, men skyndte sig straks at give ham et bud, som skulle blive ham for svært: «Hvis du vil være fuldkommen, så gå bort og sælg, hvad du har, og giv det til de fattige» (Matt 19,20–21). Han hjalp ikke manden til trøst i hans fromhed. Derfor, når nogen siger, at han vil omvende sig, blive from og hellig, kan man svare: Ja, hvis du bare først blev en synder og ugudelig, dvs. hvis du først kunne komme ned i din usselhed og lære at kende, hvilket fortabt væsen du er, fordærvet til grunden og ugudelig, så kunne du siden i sandhed tro på ham, «som gør den ugudelige retfærdig» (Rom 4,5), og så blive from og hellig. Her må vi anføre et bemærkelsesværdigt stykke af Luther, hvor han taler over Davids 5. salme således:

«Det er en fast og afgjort sag, at enhver, som vil blive retfærdig og from, først må blive en synder og uretfærdig; enhver, som vil blive rask, from, retskaffen og gudfrygtig, ja, en ret troende kristen, han må først blive syg, tåbelig, en nar, forvendt, djævelsk, en kætter, vantro og en tyrk; det vil sige, han må få at mærke, at han af naturen har et lige så ondt og vantro hjerte, fyldt med synd og Djævelens sæd, som en tyrk eller kætter; og som Paulus siger i 1 Kor 3,18: ’Hvis nogen blandt jer synes, at han er vis i denne verden, så lad ham blive en tåbe, for at han kan blive vis.’ Sådan står nu, siger jeg, denne sætning fast og urokkelig; for dette er den uforanderlige Guds vilje i himlen, at han vil gøre vise af tåbelighed, fromme af ondskab, retfærdige af synd, et retskaffent væsen af et forvendt, kloge mennesker af vanvid, troende af kætteri og gudfrygtige af en djævelsk skikkelse; hvilket skal forstås sådan, som det er bemærket før, nemlig når et menneske kender den onde sæd eller Satans væsen og værk i sig og råber til ham, som er kommet for at nedbryde Djævelens gerninger, det er Guds Søn (1 Joh 3,8). Spørger du nu, hvordan dette skal gå til, så er svaret kort og godt dette: Du kan ikke blive den i Gud eller Kristus, som du gerne ville være, uden at du først i dig selv og over for alle mennesker bliver den, som han vil, at du skal være. Men han vil, at du i dig selv og over for alle mennesker skal være det, du virkelig er, nemlig en synder – en synder, ond, tåbelig, forvendt, djævelsk, vantro og lignende. Det er dit navn, din titel og værdighed, at du hedder og er et vredens barn af natur (Ef 2,3). Dette er den rette ydmyghed. Har du erfaret dette, så er du i Guds øjne den, som du ville være, det vil sige: hellig, from, oprigtig, retskaffen, troende og mere af den slags». Så vidt Luther.

Men hvordan går dette til, som Luther nævner til sidst, at den, der for sig selv er blevet ugudelig, syndig, forvendt og djævelsk, nu i Guds øjne er den, han ville være, nemlig hellig, from, retskaffen, gudfrygtig og elskelig? Nu er vi inde i det allerhelligste! Jo, det går til sådan, som Paulus siger: «Sådan er loven blevet vores tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjort af tro» (Gal 3,24). Nu kryber synderen til Kristi fødder og søger ly under hans retfærdighed; nu foragter han ikke længere Kristus, men holder ham for alt for dyrebar for sig; nu takker han for de smuler, der kastes til hundene, og er tilfreds med at hedde en hund, når han bare kan få nåde og tilgivelse; og han kunne nu næsten gå i stykker af salig forundring over, at han, så uværdig, så højst uværdig, skulle få hele Kristi fortjeneste tilregnet sig. Og se, netop dette var, hvad Gud ville med loven; nu vil han ikke længere bedrøve synderen, målet er nået; nu skænker han ham det hele for intet, hele Kristus med al hans fortjeneste. Nu er den fattige synder på stedet en rig og salig helgen (dette er nådens orden!); nu har han hele lovens opfyldelse at rose sig af; for hør nu videre, hvad Skriften siger:

Rom 8,3: «Det, som loven ikke kunne udrette, fordi den var svækket af kødet, det gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed» osv.

Gal 4,4–5: «Da tiden var fuldkommet, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven, så vi skulle få barnekår».

Hebr 10,5–10: «Derfor siger han, da han kommer til verden: Offer og gave har du ikke villet; men et legeme har du beredt mig. Se, jeg kommer; i bogen er der skrevet om mig, for at gøre din vilje, o Gud! – – ved denne vilje er vi blevet helliget ved ofringen af Jesu Kristi legeme én gang for alle». *)

*) En kristen, som ofte og andægtigt vil læse og grunde over disse og lignende bibelsteder under bøn til Gud om øjensalve og åbnede sanser, ville uden tvivl have stor nytte af det for sin kristendom.

Her ser det ud til, at den udskæmmede, usle synder igen får lov at løfte sit hoved! Han er blevet til skamme med sin lovlydighed. Men her ser det alligevel ud til, at han har en lovlydighed at rose sig af. Hvad synes du, når Paulus her siger, at netop det, som loven krævede af os, men ikke kunne udrette hos os, fordi den var svækket af kødet, det, netop det samme, gjorde Gud, da han sendte sin Søn i syndigt køds lighed – da Sønnen blev født under loven for i egen person at opfylde den for os og dermed «løskøbe os, som var under loven»? Og ved sin indtræden i verden erklærer han udtrykkeligt, at det var ham, der skulle opfylde Guds vilje. – «Jeg, jeg skal gøre din vilje, o Gud! – og ved denne viljes opfyldelse er vi blevet helliget ved ofringen af Jesu Kristi legeme én gang for alle». Åh, den himmelske Guds forunderlige kærlighedsråd! Skulle vi ikke engang begynde, som Luther siger, at «spytte og sige fy» ad vores egen stakkels retfærdighed og med Paulus regne den for «skarn», når den barmhjertige Gud har behaget på denne måde at skænke os hele lovens opfyldelse, for intet, alene ved sin Søn, som påtog sig at gøre, hvad vi var skyldige at gøre, men ikke kunne, og som led for os, hvad vi skulle have lidt?

Summa: retfærdig må man sandelig være, lovens opfyldelse må man sandelig have; men vi er ikke de personer, som kan udrette det. Kristus har gjort det. Han har holdt loven fuldkomment, men ikke for sig selv – nej, sandelig for os; sådan som han selv så nådefuldt siger: «Jeg helliger mig selv for dem – for dem, for dem – for at også de skal være helliget i sandhed» (Joh 17,19). Kristus helligede sig for os ved lidelse og lydighed. Kristus holdt loven fuldkomment; han elskede Gud over alle ting; han havde et helligt hjerte, hellige tanker, hellige ord og gerninger. Han elskede også sin næste som sig selv; elskede sådan, at han døde for sine fjender og led, hvad vi skulle have lidt; og når han blev hånet, hånede han ikke igen; og når han led, truede han ikke. Dér er min lovopfyldelse, dér er min fuldkomne fromhed og retfærdighed. Når Paulus siger: «Én er død for alle, altså er alle døde», så ligger der også deri: Har én opfyldt loven for alle, så har alle opfyldt loven. Apostlen siger jo udtrykkeligt, at Kristus blev født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven. Én har opfyldt loven for alle. Vil jeg så være en kristen og rigtigt tro og ære Sønnen, så må jeg jo bestemt sige: Jeg har fuldkomment opfyldt loven, jeg er helt uden skyld, bestemt ikke i mig selv, i egen person, men ved min borgen, Mellemmand og stedfortræder, Kristus. Jeg fortjente at blive kastet ud i det yderste mørke på stedet, hvis jeg ikke for al hans møje gav ham den ære, at jeg regnede mig for fuldkomment retfærdig i ham; for ikke at tro og bekende sådan er jo det samme, som om jeg sagde, enten at han ikke rigtigt har udført det hverv, han påtog sig, ikke fuldkomment har holdt loven og udstået straffen for synderne, eller også at det ikke virkelig skete for os, men at han havde brug for det for sin egen skyld. Og hvad slags bekendelse ville det være for en kristen?

Hvis en konges søn af stor barmhjertighed, af inderlig medlidenhed med en ulykkelig tjener, der har forødt kongens ejendom og for sin store gæld er sat i fængsel, tager sig af den ulykkelige, betaler hele gælden og derudover udstår den fængselsstraf, som tjeneren var idømt, og kongen engang har godkendt dette – hvordan skulle den gæld så nogen sinde mere kunne kræves af tjeneren? Og hvad skulle den stakkels tjener gøre? Skulle han ikke med inderlig glæde og taknemmelighed falde ned for kongesønnen og sige: Alt har du gjort godt, det er nok og evigt godt med det, du har gjort! Ville det ikke være en synd og skam over al anden synd, hvis han stadig tænkte og sagde: Ja, men jeg har ikke selv, i egen person, udstået min straf og betalt min gæld med egne midler; hvordan kan jeg så være tryg for, at jeg ikke bliver siddende i fængslet? Ville det ikke være det samme som at sige: Hvem ved, om man kan stole på, hvad kongen og hans søn har sagt og gjort? Nu står der jo her udtrykkeligt: «Det, som loven ikke kunne udrette, det gjorde Gud, idet han sendte sin Søn i syndigt køds lighed»; og igen: «født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven». Der står jo her, at Gud netop sendte sin Søn, for at han skulle gøre det samme, som loven ikke kunne udrette – «født under loven». Han var jo da i vores fængsel – «for at han skulle løskøbe dem, som var under loven». Det er jo ikke en drøm eller et digt, men den evige, guddommelige sandhed, som hele Skriften fra verdens begyndelse har åbenbaret som summen af alt, at Gud gav os sin Søn til Mellemmand og Frelser. Han siger jo selv om loven: «Jeg er kommet for at opfylde den» (Matt 5,17). «Jeg helliger mig selv for dem, for at også de skal være helliget i sandhed. Se, jeg kommer, i bogen er der skrevet om mig, for at gøre din vilje, o Gud – ved hvilken vilje vi er blevet helliget ved ofringen af Jesu Kristi legeme én gang for alle». Det står jo tydeligt her. Hvad vil vi gøre ved det? Det er bestemt alt for meget, at Gud selv skal skænke os hele lovens opfyldelse; men Gud har jo i alle ting været alt for stor, underfuld og ubegribelig for os. Hvad andet skulle vi gøre end blot som børn tage imod og takke og med hjertets glæde og gengældende kærlighed bruge den herlige frihed og inderligt gerne og villigt, som børn, elske og tjene vores nådige Fader – gøre det gode, vi får nåde til; men først og sidst vide, at vores retfærdighed for Gud består i en andens gerninger, og at denne retfærdighed derfor står fast og uformindsket, også når vi selv er allermest elendige, og gør, at vores synder ikke tilregnes os? Og kan denne store nåde ikke bevæge os til at elske og tjene vores Gud, så er alt, hvad vi gør, lige frugtesløst; det hjælper os ikke at gøre det gode for kravets skyld, for buds og truslers skyld; for alt, hvad der ikke kommer af tro, er dog synd (Rom 14,23). «Alle de, som holder sig til lovens gerninger, er under forbandelse» (Gal 3,10).

Alt dette bør kristne overveje og bruge alle deres livsdage; for det er ikke kun i den første store omvendelse, at Gud ydmyger os med loven og åbenbaringen af vores usselhed, men det gør han, så længe vi lever på jorden og skal stå i troens øvelse, altså også under den daglige omvendelse. Ja, jo nærmere vi kommer Gud, desto mere kender vi hans hellighed; og jo større nåde, desto større pligter og forpligtelser. Men alt, hvad der kræver noget af os, er lov. Heraf kommer det, at ingen har mere lys i loven og følelse af mangler end en oplyst kristen; som Luthers ord lyder: «Jo større lys i loven, des mere fornemmelse af synden». Loven er nu rigtignok både vores lyst og vores leveregel; men den gør os aldrig retfærdige; for så skulle vi være lige så hellige i os selv, som Gud selv er. Når vi altså uophørligt mærker mangler og mærker dem mere og mere, så gælder det alligevel om at stå fast i den frihed, som Kristus har frigjort os med, og ikke lade sig fange under trældommens åg igen (Gal 5,1). I samme øjeblik og i samme grad, som man bliver fanget af trællesindet i lovtanker, har loven straks sin gamle virkning på os, nemlig at vække synden til dobbelt kraft og gøre os ulykkelige på ny. Hvad skal vi så gøre, når loven revser os for synd? Vi skal straks give den ret i, at i vores kød bor intet godt; men også på stedet vise den hen til Kristus som vores eneste retfærdighed og sige: Dér er den mand, som i mit sted har opfyldt alt, hvad jeg burde. Gå til ham; han er min borgen, han blev født under loven og har bestemt ikke syndet. Men hedder det igen: «Du burde dog også selv være from og gøre det gode», så svar: Det er sandt, og når spørgsmålet gælder mit levned, og jeg er blandt mennesker, der har brug for det, så må du gerne minde mig om det, og så vil jeg gerne høre på dig; men når spørgsmålet nu gælder min retfærdighed for Gud, så gælder ikke mine gerninger, men en andens; så gælder hverken min fromhed eller min synd noget; for det er bestemt ude med mig, hvis jeg skulle dømmes efter dem; men så har jeg en andens fromhed, hellighed og renhed, en andens kærlighed og gode gerninger, nemlig Guds Søns, som blev født under loven. I dette spørgsmål vil jeg gerne i mig selv være en stor synder og ikke hedde noget andet, for at Kristus alene kan være min retfærdighed; her siger jeg med Paulus: «idet jeg ikke har min egen retfærdighed, den der kommer af loven, men den, der kommer ved tro på Kristus» (Fil 3,9). Om mit kød rasede tusind gange vildere, min synd var tusind gange større og mit hjerte fordømte mig tusind gange hårdere, så er Gud dog større end mit hjerte, og Kristi blod og Kristi lovlydighed tusind gange mægtigere end min synd. Det er Kristi gerninger, Kristi fromme hjerte, Kristi fuldkommenhed, som er min trøst, min retfærdighed og min ros i al evighed. Amen.

(Den, som vil opbygge sig videre i dette allervigtigste stykke, bør andægtigt betragte Luthers herlige prædikener, fx i Epistelpostillen nr. 8, § 89–99; nr. 63; nr. 66, § 9–25; og i Evangeliepostillen nr. 70, § 12–33.)