Julebetragtning

(Sekstende årgang, 1857)

– – – sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven (Gal 4,4)

Har du lagt mærke til, hvad dette ord indeholder? Og tror du det? Har du forstået og troet, hvad engelen forkyndte over Betlehems marker, og hvad hele den himmelske hærskare lovsang? Du siger måske: Hvem ved og tror ikke dette, at Gud sendte sin Søn? – men vogt dig for for hastigt at afgøre, at du tror det! Prøv dit hjerte, om det virkelig holder det for sandt, at Guds evige Søn, som var hos Faderen, før verden blev skabt, i tiden er blevet født af en kvinde for at blive den, der opfylder loven for os, ja, et offerlam for vores synder. Hvis jeg rigtig troede det, ville hele verden vel forsvinde for mig, så jeg hverken hørte eller så andet end dette ene, og al sorg ville blive til glæde, alene for denne store glædes skyld. Nej, jeg mærker godt, at jeg ikke rigtig tror det. Og dog ved jeg jo, at det er en evig, himmelsk og guddommelig sandhed, lige så sikker som den, at Gud engang skabte verden, hvad jeg ser med mine øjne. Men mennesket er i alle sine kræfter så fordærvet ved syndefaldet, at vi ikke evner at besinde os på det, men kun tror det som i en søvn. Dog kan Herren give os meget mere saligt lys, glæde og kraft af dette budskab, end vi hidtil har fået. Lad os derfor standse vores tankers løb over for dette ord og tage det til hjerte, som om vi aldrig før havde hørt det. Det kræver uvægerligt en stille, betragtende ånd – ja, det kræver, at Gud forbarmer sig over os og sender os sin Helligånd. Ordet lyder sådan:

Men da tiden var fuldkommet, sendte Gud sin Søn, født af en kvinde, født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven, så vi skulle få barnekår.

Allerede i ordene: «Men da tiden var fuldkommet» – hvilken liflig tone fra hjemlandet! Allerede de ord åbner en hel verden af de herligste glædesemner for os – de stiller på én gang hele den utallige mængde af guddommelige åbenbaringer, løfter og forbilleder på Kristus frem for et åndeligt øje, som hele Det Gamle Testamentes lange ventetid var fyldt af. Med «tiden, som var fuldkommet» menes nemlig «den tid, som var fastsat af Faderen», da Det Gamle Testamentes barnealder og formynderstyre (v. 2) skulle have ende, da alle de profetiske ord og forbilleder skulle gå i opfyldelse. Da englebudskabet lød over egnen ved Betlehem: «Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket, for i dag er der født jer en Frelser» osv., da var Ordet blevet kød, da så man indholdet af alle løfterne i den dyrebare krybbe; her lå nu for øjnene den «kvindens sæd, som skulle knuse slangens hoved»; her lå nu for øjnene den «Abrahams sæd, i hvem alle slægter på jorden skulle velsignes»; her «helten af Juda, som folkene skulle adlyde» (1 Mos 49,10); her den «Davids søn», som på samme tid var «Davids Herre» (Sl 110,1; Matt 22,43); her Spiren, skuddet af Isajs gamle rod, og det tegn, at en jomfru føder en søn, som hedder «Immanuel, Gud med os» (Zak 3,8; Es 11; Es 7,14); her det «barn, hvis herredømme er på hans skulder, og hvis navn er Underfuld, Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste»; her den Herre over Israel, som skulle fødes i Betlehem, men – «hvis udspring er fra fordums tid, fra evighedens dage» (Mika 5); ja, her det lam, som skulle tages ud af hjorden, og hvis blod, strøget på dørstolperne, beskyttede mod ødelæggeren. Af sådanne forudsigelser og billeder var Det Gamle Testamentes tid fyldt. O, hvad betyder dog dette? Hvad betyder dog dette, at der gennem en lang verdensalder på fire tusind år løber en kæde af forudsigelser om en bestemt stor mand, som skulle komme, som skulle knuse slangens hoved, bære verdens synder (Es 53), og i hvem alle slægter på jorden skulle velsignes? Her bliver mit mørke hjertes tvivl og indvendinger dog som støv, der flyver for vinden, over for disse årtusinders utallige vidnesbyrd, og som strå over for det gamle, faste bjerg. Herren Gud være evig lov og pris og tak for sin uudsigelige gave!

Gud sendte sin Søn. Her er nu selve hjertepunktet i vores tekst og i hele vores kristne tro. Men her er også et punkt, som vi aldrig rigtig kan få ind i vores hjerte. Her er et punkt, som man burde bede over, med megen påkaldelse af Gud om, at han ville forbarme sig over os og åbne vores sind, så vi kunne se og skue noget af de umålelige dybder i Guds nådeunder, da han gav sin evige Søn til vores arme, faldne slægt.

Lad os se, hvordan ordene lyder. Der står: «Gud sendte sin Søn». Læg mærke til det! Der står ikke: Da blev Guds Søn født, men sådan: Gud sendte sin Søn, født af en kvinde. Det barn, som du i ånden ser i krybben, er ikke et barn, som har fået så stort et mål af Guds Ånd og Guds velbehag, at Gud derfor kalder det sin Søn – nej, Skriften taler anderledes. Den siger nemlig, at det barn var Guds evige Søn, som «var hos Faderen i begyndelsen», før denne verden blev skabt; den siger, at i Betlehem skulle den fødes, «hvis udspring er fra fordums tid, fra evighedens dage» (Mika 5,1); at «i begyndelsen var Ordet, og Ordet var Gud, at alt er blevet til ved det, og uden det er intet blevet til af det, som er blevet til; og Ordet blev kød, og han boede iblandt os, fuld af nåde og sandhed, og vi så hans herlighed, en herlighed som den enbårne Søns fra Faderen». Det ligger der i ordet «sendte» – Gud sendte sin Søn. Altså en Søn, som var til i forvejen, men som nu, da tiden var fuldkommet, blot blev sendt til jorden. Sådan siger også Kristus selv: «Således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne Søn» osv. «Fader, herliggør du mig med den herlighed, som jeg havde hos dig, før verden var.» «Jeg er udgået fra Faderen og er kommet til verden; jeg forlader verden igen og går til Faderen.» Sådan siger også apostlen Johannes: «Deri er Guds kærlighed til os blevet åbenbaret, at Gud har sendt sin enbårne Søn til verden, for at vi skulle leve ved ham – han har elsket os og sendt sin Søn som soning for vores synder». Og igen Paulus: «Det gjorde Gud, idet han sendte sin Søn i syndigt køds lighed». Se, sådan skal du forstå det, når du i ånden sidder ved krybben i Betlehem og ser det mærkværdige barn, hvis fødsel forkyndes af hele den himmelske hærskare for nogle fattige hyrder på egnen og af den underfulde stjerne for vise mænd fra Østerland. Tak og lov og ære og pris og styrke være vores Gud fra evighed til evighed for hans uudsigelige gave! Gud sendte sin Søn.

«Født af en kvinde.» Ufattelige himmelunder! Guds evige Søn bliver menneske, et virkeligt menneske, blot ikke et syndigt, men et rent menneske. «Født af en kvinde.» Den, som er født af en sand, naturlig kvinde, må være et sandt, virkeligt menneske. En virkelig kvinde føder intet andet end et virkeligt menneske. Så er Guds evige Søn altså virkelig et medlem af vores slægt, så hans stamtræ og slægtninge regnes blandt Adams efterkommere, sådan som også første blad i Det Nye Testamente viser. Guds Søn er vores slægtning, vores kødelige frænde, «lig sine brødre», bortset fra synden. Ufattelige Guds kærlighed, som fattede så underfuldt og nådefuldt et råd om vores frelse!

Men her bliver det dog sort for fornuftens øje. Guds evige Søn vores kødelige frænde, vores bror? Er det sandt? Er det muligt? Jeg begynder, og jeg slutter, og jeg begynder igen med dette punkt. Er det sandt? Er det muligt? Jeg kan ikke begribe det, men jeg kan heller ikke komme bort fra det. Mine tanker bliver fanget som i et net af evige ufatteligheder, men også af vidnesbyrd, man ikke kan komme uden om. Og spørgsmålet har den vægt, at hele kristendommen står eller falder med det, og med den vores frelse og salighed. På den ene side er det alt for stort og herligt, at vi arme, faldne menneskebørn skal være så højt agtet og æret, at Guds evige Søn skal være vores bror og kødelige frænde – det er alt for stort og herligt, så jeg ikke kan tro det for dets størrelses skyld. På den anden side er denne anstødssten for tung for mig at kaste bort. Der står en hel verden af vidnesbyrd om ham; først en hel lang verdensalder af besynderlige forudsigelser og derefter en følgende verdensalder af besynderlige opfyldelser, de mest underfulde og nøjagtige opfyldelser af alt, hvad der var forudsagt. Kan jeg helt kaste den person bort, som er genstand for alle disse forudsigelser og opfyldelser? Den sten, som blev kastet bort af bygningsmændene, men som Gud dog gjorde til en hjørnesten, skal også jeg forsøge at kaste ham bort? Eller kan jeg overhovedet kaste bort, hvad jeg i dag ser for mine øjne af hans rige på jorden? Ja, kan jeg kaste bort alt, hvad jeg selv har erfaret af den trofaste Herre? O nej, han er en levende og nærværende Gud, vi kender ham jo, og det kun som åbenbaret i kødet; for ingen kender Faderen uden Sønnen. Men så – kan jeg så på den anden side tro alt det store og herlige, som ligger i, at Gud er blevet åbenbaret i kødet? Det er jo dog alt for stort og herligt! Og alligevel er det jo en evig og guddommelig sandhed – en sandhed, som er lige så sikker og guddommelig, om så alle menneskers fornuft går i stykker på den. Ja, Gud være lovet, at vi ikke kan begribe den, det vil sige, at vi ikke har en så lille Gud, at vores arme, blinde fornuft kan følge ham! Gud bevare os fra at have en gud, som ikke ville overgå vores forstand, der ikke engang kan fatte vores eget væsen!

Men at det arme, faldne og trange hjerte ikke kan holde fast på denne uudsigelige skat og glæde, er dog en plage, som man kan ønske sig en snarlig forløsning fra. Kunne jeg bare beholde denne store herlighed levende i mit hjerte, nemlig at Guds evige Søn er vores kødelige frænde, vores bror, så ville jeg ikke mere, så havde jeg nok. Ja, nok for tid og evighed. For så ville jeg drage sådanne slutninger af det salige forhold, at ikke en eneste sørgelig tanke mere ville kunne få plads i mit hjerte; nej, mit arme hjerte ville snarere briste af alt for stor fryd og glæde. For er vores faldne og fornedrede slægt blevet så æret, at Guds evige Søn er gået ind i vores slægt, er blevet en af os, er blevet vores kødelige frænde – o, så vil jeg ikke vide mere – så er vores slægt i sandhed blevet så æret og ophøjet over alle englenes troner, ja, helt op til selve himlen, at man vel må sige, at den skade, skam og fornedrelse, vi led ved syndefaldet, er mere end rigeligt gengældt og erstattet; så det nu til sidst er den allerstørste ære at være menneske – ja, så de hellige engle i sandhed havde grund til at ønske: «Ak, gid man var et menneske!» Det er sandt, hvad Luther bemærker, at efter at Guds Søn er blevet et menneske, burde det dog have den frugt og virkning på os, at vi inderligt skulle elske og glæde os over alt, hvad der hedder menneske, og aldrig mere kunne nære uvenlighed mod noget medlem af den slægt.

Alle kristne burde også til deres trøst og opmuntring i al livets modgang fordybe sig noget mere i denne betragtning og bede Gud om nåde til at få den ind i hjertet, så de med stor forundring og glæde kunne sige: «Nu vil jeg ikke mere: Guds Søn er et menneske, og jeg er også et menneske! Så vil jeg ikke mere. Så skal det gå godt med alting». Der findes også i sandhed ingen mere rasende galskab på hele jorden end den, at vi kan glemme dette store forhold og lade en eneste ting bekymre os, som om vi intet håb havde. Er Guds Søn vores bror, så skal det gå godt med alting, hvis vi bare ikke med vold river os løs fra hans barmhjertigheds skød. Når Guds Søn er blevet vores slægtning og kødelige frænde, så aner jeg en større kærlighed i Guds hjerte til os mennesker, end vi almindeligvis tror; så kan det ikke være sådan, som det ofte forekommer os, at Gud er fjern og ligeglad med os, nej, så må der kun ligge en dyb skjulen derunder, en underlig leg med os, når han opfører sig, som om han ikke brød sig om os. For når jeg alvorligt betænker, først hvad jeg ser med mine øjne, at Gud har skabt alt, hvad der er på jorden, for menneskets skyld, at mennesket var genstand for hans tanker i hele skabelsen; og dernæst dette nådeunder, at han forener sig med mennesket i slægtskab, i kødeligt frændskab, så siger jeg: Lad dette største bevis på Guds hjertelag gælde mere end alt, hvad du ellers erfarer, føler og synes at se med dine øjne. Her, hvor Gud giver sit hjerte, sit eget væsen, sin enbårne Søn, i vores kød, skal du se, hvordan Gud egentlig og i sandhed er sindet. Han må, til stadig tugt for os og til at døde det gamle menneske, ofte vise sig helt anderledes: for det første indvortes bekymre, hugge, såre og pine med loven og truende ord, og for det andet udvortes pine, salte og døde det gamle menneske med mange bitre bedrøvelser eller skræmmende stik. Så kommer vi undertiden i en alvorlig undren og spørger: «Hvordan er Gud dog egentlig sindet? Har jeg måske haft et alt for venligt billede af ham?» – O, en giftig fristelse fra selve den grusomme Satan! Så gælder det om, at du holder hårdt fast på dette rette bevis på Guds væsen. Sådan er Gud egentlig sindet i sit hjerte, som du ser af det store bevis, at han giver sit hjerte, sit eget væsen, for menneskets skyld og indgår slægtskab, kødeligt frændskab, med os. Ja, deraf aner jeg også, at der er en langt inderligere sammenhæng mellem Gud og mennesket, end vi almindeligvis tænker; at Gud ikke er langt borte fra nogen af os, «for vi er Guds slægt» (ApG 17,27–28). Men endnu meget mere forstår jeg af det, når jeg også får øje på selve formålet – det ufattelige kærlighedsunder – formålet med, at Guds Søn er blevet menneske, nemlig at Gud selv ville råde bod på det, vi skyldte ham, ville give os en anden, der opfylder loven for os, for at vi for anden gang skulle få vores liv i gave af hans hånd. Om det hedder det nu i vores tekst:

«Født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven.» O, du evige Guds kærlighed, som således elskede verden! Hør nu her, hvorfor Guds Søn er blevet menneske, hvad der var selve det store ærinde og formålet med hans komme til verden: «Født under loven, for at han skulle løskøbe dem, som var under loven.» O, du sorte vantroens mørke, som aldrig tillader os at beholde dette! Se, de, der virkelig tror, at Gud har givet os sin Søn til vor lovopfylder – det undrer mig ikke, at de elsker sådan en Gud og Frelser; det undrer mig ikke, at de er blevet brændende i ånden af en højere, himmelsk glæde og fred og kærlighed; det undrer mig ikke, at de er blevet optændt af nidkærhed mod alt andet, som vil ophøje sig til at have den ære at gøre os retfærdige og hellige. Da Gud ville frelse de faldne mennesker og forløse dem fra lovens domme, hvordan skulle det så gå til? Det måtte gå til på en sådan måde, at den guddommelige retfærdighed ikke led skade i et eneste bogstav eller en tøddel. Og det skete derved, siger Apostlen, at Guds egen Søn blev sendt ind under loven. Han, som var lovens Herre, gav sig til at være lovens tjener og opfylder for os. O, du mageløse Guds kærlighed! Syndefaldet ødelagde alle vore kræfter så grundigt, at der ikke var det mindste tilbage af mennesket, som ikke var forgiftet, fyldt af synd og ondskab, og at ikke et eneste væsen af hele slægten kunne holde Herrens lov, men alt, hvad der er i os, strider imod den. Når vi burde elske Gud af hele vort hjerte og af alle vore kræfter, er hjertet fuldt af afguder og helt iskoldt over for den sande, gode Gud. Når vi burde elske vor næste som os selv, så mærker enhver, at han altid er sig selv nærmest, er meget hensynsfuld mod sig selv og vil, at alle andre skal være det mod ham; men at vi skulle være lige så omsorgsfulde for næsten som for os selv, det er noget, man knap tænker på et øjeblik, endsige gør. Selv når Guds trusler forskrækker mennesket, kan det alligevel ikke gøre Guds vilje af kærlighed og sand lydighed, men gør da alt kun for sin egen skyld, nemlig for at undgå straffen og vinde lønnen. Kort sagt: hele naturen er «kødelig, solgt under synden»; «der er ingen retfærdig, ikke én; der er ingen forstandig, der er ingen, som søger Gud. Alle er kommet på afveje, allesammen er blevet uduelige; der er ingen, som gør godt, ikke en eneste.» Sådan er mennesket af naturen, at det «ikke underordner sig Guds lov og heller ikke kan det». Da nu Gud for sin evige retfærdigheds skyld ikke kunne eftergive et bogstav eller en tøddel af sin lov, blev følgen, at alt, hvad menneske hedder, var under lovens forbandelse og den evige død. Da forbarmede den himmelske Fader sig over denne vor jammer.

Til sin enbårne Søn sagde han: / Jeg må forbarme mig; / Far ned i syndens land / Og løs de arme fanger / Fra deres synd og store nød; / Frels dem fra en evig død / Og lad dem leve med dig.

Sin Fader var Sønnen lydig, / Han kom til mig her på jorden; / Åbenbaret i menneskeskikkelse / Er han blevet min broder. / Sin kærlighed ville han vise / Og frelste mig fra al den ve, / Som jeg havde fortjent at lide.

Gud sendte sin Søn, «født under loven», det vil sige: han blev sat til at opfylde loven for alle mennesker; han skulle være «det andet prøvemenneske» for hele vor slægt (Rom 5,15), den anden Adam (1 Kor 15,45.47); «for ligesom de mange er blevet gjort til syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også de mange gøres retfærdige ved den enes lydighed». Læg mærke til det: ved den enes lydighed – han skulle være lydig under loven så helt og fuldt for os og i vort sted, at hans lydighed skulle være vor egen, ganske som om vi selv havde opfyldt hele loven; ligesom også vor synd blev gjort til hans, så han måtte bære hele lovens forbandelse, ganske som om han selv havde syndet. Det ligger i de ord, at han var «født under loven for at løskøbe dem, som var under loven».

Hvis du nu tror, hvad hele Skriften vidner, at vi alene ved «den enes lydighed», ved Kristi lovopfyldelse, Kristi retfærdighed, skal blive retfærdige, så bliver det eneste spørgsmål, der står tilbage, for at du kan være tryg, dette: «Er jeg vis på, at Kristus virkelig har opfyldt loven, så den evige Fader er tilfreds?» Og så kan du være tryg. Kristus har holdt loven helt fuldkomment; han «elskede Gud af hele sit hjerte, af hele sin sjæl, af hele sin kraft, af hele sit sind»; det var hans mad at gøre Faderens vilje. Lige så fuldkomment har han også «elsket sin næste som sig selv», ja, sådan at han endog glemte sig selv, gav sit liv i døden, blev regnet blandt lovovertrædere, bar manges synder og bad for overtræderne. Han var lydig til døden, ja, døden på et kors. For at han var født under loven, betød også, at han skulle tage lovens dom og forbandelse over synderne på sig. Som der står skrevet: «Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse, idet han blev en forbandelse for os.» Og «da nu børnene har samme kød og blod, fik også han ligeledes del deri, for at han ved døden skulle tilintetgøre ham, som havde dødens magt, det vil sige Djævelen, og for at han skulle gøre alle dem fri, som af frygt for døden måtte være trælle hele livet igennem». Sådan har han gjort alt for os. Priset og højlovet være hans navn! Han var også den eneste, som kunne gøre det; «vi var alt for svage i rustningen til dette værk», som Luther siger; «vi er slået af sadlen»; han alene kunne udføre dette værk.

Lad nu blot enhver se til, at han også giver Kristus æren for dette værk, det vil sige, at han betænker og erkender, at denne Herre har ordnet alt vel. Det er så sørgeligt, at det ikke kan beklages nok med ord, hvordan Djævelen forvirrer vore sind, så vi med al vor fejring af både jul og påske lever vores tid hen, som om vi ikke kendte nogen egentlig nytte af alt, hvad Kristus har gjort. Vi læser, synger og taler om, at Gud har givet os sin egen Søn til vor broder, vor lovopfylder og vort offerlam; og alligevel går alle vore tanker og al vor åndelige stræben ud på, at vi selv skal være ulastelige lovopfyldere, hvis vi skal behage Gud og være helt visse på hans nåde og venskab. Vi vil blot prise Mellemmanden med mange store og smukke ord, men derefter gå i gang med det arbejde selv at forsone os med Gud. Mange har i hele deres liv aldrig haft nogen egentlig tjeneste og nytte af Kristus. Lad os da en gang standse og betænke, hvad Skriften siger om den nytte og tjeneste, vi skulle have af denne store gave, da Gud gav os sin Søn, født under loven. Apostlen siger: «For at løskøbe dem, som var under loven, for at vi skulle få barnekår.» Har du aldrig set eller hørt disse ord? Skulle vi ikke en gang prise den guddommelige kærlighed og lade det, som vor store lovopfylder har gjort, være sandt og tilstrækkeligt? Apostlen siger her, at han ikke har gjort det for sin egen skyld, men for at løskøbe dem, som var under loven. Vi beder enhver, som vil være kristen, om for en gangs skyld alvorligt at betænke det, som er hele Skriftens sum og kerne, nemlig at «Kristus er lovens ende – Kristus er lovens ende til retfærdighed for enhver, som tror» – at det, «som var umuligt for loven, fordi den var svækket af kødet, det, det, det gjorde Gud, idet han sendte sin Søn i syndigt køds lighed».

«Men», siger du, «skal vi så ikke også gøre, hvad loven kræver? Skal den ikke også være vores rettesnor?» Svar: Jo, det skal den være, vores rettesnor, vores høje, elskede rettesnor og mål, som vi uophørligt stræber efter, men som vi også bestandig kommer til skamme over for, såfremt vi ser, hvad loven virkelig kræver. Men så begynder du at tro, at Gud er utilfreds og vred på dig; så lader du lovens domme komme ind over samvittigheden og bliver sky og fremmed over for Gud. Se, det er det, der hedder «at korsfæste Kristus på ny» (Gal 3,1), «at forkaste Guds nåde» (2,21), «at lade sig fange igen» (5,1), «at falde fra nåden» (v. 4). Hold derfor altid fast ved denne forskel: loven skal være vores rettesnor, men ikke vores dommer; for Kristus har løskøbt os fra lovens forbandelse. Skal vi stadig dømmes efter loven, så har vi intet at takke Kristus for; så kan vi ikke fejre nogen juleglæde. For selv om jeg om morgenen fik hele Kristi fortjeneste, ville alt være tabt, inden aftenen kom, hvis jeg skulle dømmes efter loven; nej, det ville være tabt inden næste minut, for jeg er ikke et eneste øjeblik sådan, som loven kræver. «Jeg forkaster ikke Guds nåde; for hvis retfærdighed kommer ved loven, så er Kristus død forgæves.» Se nu her den tjeneste og nytte, vi skal have af dette velsignede barn! Når jeg under betragtninger over De ti Bud mærker uophørlige stik og irettesættelser, så skal jeg nok lade mig ydmyge, tugte og rette af dem, men ikke lade mig forvirre og tænke, at jeg derfor skal være udelukket fra Guds nåde og være et menneske, som Gud ikke har behag i, et usaligt menneske. Det fortjener jeg ganske vist at være, og det er netop, hvad loven uophørligt vil vise os; men her træder Kristus imellem og siger: «Jeg er kommet for at opfylde loven. Jeg lever, og I skal leve.» Sådan ser vi også Kristus handle med sine disciple. Altid irettesatte og rettede han deres fejl; men deres barnekår, deres æressæde i himlen, det var en sag for sig, som ikke kunne rokkes, så længe de hang ved ham i troen. Sådan siger også Johannes: «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde; og hvis nogen synder, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.»

Altså: altid irettesat, men altid retfærdige, velbehagelige og kære børn for Gud, benådet i ham, den elskede – det er de troendes liv på jorden. Og det er den store og velsignede nytte, vi har af dette barn. Og det er det, du skal betænke, når du hører engelens glade udråb: «Se, jeg forkynder jer en stor glæde: i dag er der født jer en Frelser.» Så skal du glad tage imod, takke og prise og sige: «Hør, dér er min lovopfylder! Dér er hele min retfærdighed; dér er min guddommelige broder og bedste ven, som har villet komme fra himlen for at holde loven for mig og gøre alt, hvad der overhovedet behøves til min frelse.» For sandelig: han har jo dog ikke gjort dette for sin egen skyld. Han er jo sandelig ikke kommet fra himlen for sin egen skyld, men for vores skyld! Det er jo hverken sket for englenes skyld eller for de umælende dyrs skyld eller for stokkes og stenes skyld, men for os mennesker! Hvem skal så have nytten af det, hvis ingen tager det til sig? Gud bevare os for Djævelen! Gud åbne vore sind!

Ja, der er al mulig grund til at tro og glæde sig. Du må gerne ryste hele det gamle års syndestøv af dig, ja, alle sorger og byrder, og klæde dig i juleglæde. Det er jo umuligt, at noget, stort eller småt, som du bærer på hjertet, er så stort som dette, som nu forkyndes fra himlen. Så forfærdelige synder kan du umuligt have begået, så dybt kan du aldrig være faldet, så langt kan du aldrig være kommet bort, at ikke alt er rigeligt lægt og kan hjælpes, når Guds Søn er blevet vor broder og vort offerlam. Får blot dette nu rum i dit hjerte, så bliver alt godt. O, dette Guds Lam i krybben er jo sandelig ikke givet for vore fortjenesters og dyders skyld, men tværtimod, blot for vore synders og vor nøds skyld. Bort med mistrøstighed, bort med sorg, bort med hemmelig kval! Får blot denne juleglæde rum i hjertet, så er alt lægt og godt. O, vor Herre Jesus, benåd os med din Ånds lys og glæde og fred! Du skal være vor sang, vor glæde, ja, Kristus alt i alle.