Ferdinand P....

(Levnedsbeskrivelse)

(Første årgang, 1842)

Den følgende levnedsbeskrivelse giver os et levende billede af, hvordan nådelivet opstår i en sjæl, af Guds Ånds tidlige banken og trofaste arbejde på et ungt hjerte og af de hårde kampe og kvaler, der opstår, når «den stærke, som fuldt bevæbnet vogter sit hus, skal bindes» og drives ud – når hjertet skal løses først fra kærligheden til verden og synden og siden fra selvretfærdighedens dybe smitte – de endeløse kampe og kvaler, som især bliver svære, når der mangler en ret vejledning og et sundt evangelium. Måtte den også tjene os til selvransagelse, vækkelse og vejledning på livets vej!

I et af Sveriges sydlige landskaber levede for nogle årtier siden et par hæderlige borgere, som blandt deres naboer var kendt for flid i deres kald og venskab med hinanden og for redelighed og venlighed mod alle. For sådanne egenskaber fortjente de at blive elsket og agtet af alle; men da de desuden mere end andre elskede og brugte Guds ord og foragtede og flygtede fra verdens fornøjelser og forlystelser osv., var man i det skjulte bange for dem og kaldte dem «læsere». Den ene af dem, hr. P...., havde en søn ved navn Ferdinand, og det er hans liv, vi her vil beskrive.

Ferdinand var kun i sit sjette år, da hans far en dag tog ham med til et lille selskab hos en af sine venner, hvor flere var inviteret med deres børn. Ferdinand legede med de andre børn i salen, og de voksne var i et andet rum og havde deres glæde af at tale med hinanden om åndelige ting, om Guds vilje og råd om vores salighed, og til sidst besluttede de at læse en prædiken i en god postil. Nu fik Ferdinand en helt usædvanlig lyst til at gå derind og høre på, hvad der blev læst, og han var meget stille og opmærksom; men mens han lyttede til Guds ord, mærkede han snart noget usædvanligt lyst i sit hjerte. Han syntes at mærke, at Gud var uendelig god, og han angrede nu, at han så ofte havde undgået at høre Guds ord og at bede sin aftenbøn – som forældrene havde formanet ham til – og at han havde været ulydig mod dem. Nu besluttede han fremover flittigt at høre og betragte Guds ord og at være lydig mod sine forældre. Ja, han besluttede at bede samme aften og altid at være Guds barn, hvad han nu mærkede, at han ikke havde været. Glad vendte han hjem, bad for første gang sin bøn ud fra en følt trang og af egen drift, læste og faldt sødt i søvn. Næste morgen var de søde følelser ganske vist forsvundet, men alligevel bad han også nu sin bøn og fornyede sine gode beslutninger; efter nogle dage glemte han dem dog, blev igen optaget af sine lege, og alt blev ligesom før. Alligevel fik Ferdinand efter denne tid mere lyst til at læse; og da han med tiden fik god øvelse og læste tydeligt og med ærbødighed, måtte han hver søndag aften læse en prædiken eller en anden god bog for sine forældre. Under læsningen blev han ofte dybt grebet og bekymret for sin sjæls tilstand og besluttede lige så ofte at omvende sig; men intet i verden syntes han så svært som dette. «For», tænkte han, «så må jeg ikke more mig som nu, så bliver jeg foragtet af kammeraterne», og alt dette var for svært. Så dukkede ustandselig dette ord op for ham: «Den, som vil være verdens ven, bliver Guds fjende.» Dette ord tænkte han på, og om det spurgte han sine forældre; men aldrig blev han tilfreds med deres forklaringer, for han ville gerne have haft en sådan forklaring på det, at det ikke fordømte kærligheden til verden. Han så nemlig, at han og størstedelen af menneskene ifølge dette ord måtte være «Guds fjender», og det syntes han var alt for hårdt. Så tænkte han igen: «Det bliver nu alligevel en så stor glæde og salighed efter dette liv, at det sikkert er værd at forsage verden for den. Åh, den glæde er uendelig, mens verdens glæde derimod er så kort, og vores levetid så uvis.» Men snart så han igen tilbage på verdens mange glade fornøjelser og tænkte: «Jeg må leve som de andre og så siden dele deres skæbne; jeg kan ikke gøre for det, det går mig ikke værre end dem.»

Af disse og lignende tanker og følelser blev han kastet frem og tilbage i flere år; men til sidst fik kærligheden til verden overtaget. Samvittigheden begyndte at blive hård og falde i søvn, så Guds ord og Åndens banken nu sjældent rørte ham. Ja, det gik så vidt, at han endda beklagede, at han var født af sådanne forældre, som forhindrede ham i at more sig så meget, som han ville.

Ferdinand var nået til sit 14. år. Glad og livlig og opsat på alle de fornøjelser, han kunne få, tænkte han nu kun på dette liv. Det sørgede forældrene over. En dag sagde hans kærlige mor: «Kære Ferdinand, du, som i en tid så ofte og gerne læste – nu ser jeg dig aldrig tage en gudelig bog; aldrig spørger du nu om åndelige ting, men er så ufølsom over for din Gud. Det gør mig så ondt.» Det greb Ferdinand meget, og han besluttede igen at begynde at gå flittigt i kirke og, når det blev for svært, at læse dagens evangelium og epistel og lidt mere derhjemme; men det var alt sammen forgæves. Han havde ingen indre glæde af det og ingen kraft til at tvinge sig til det.

Imidlertid havde Ferdinand ved en uforsigtighed pådraget sig en lidelse, som hans forældre frygtede ville udvikle sig til en farlig sygdom. En dag tog Ferdinand ud på landet med sin far, som skulle besøge en ven. På vejen prøvede faren at vise sin søn den sjælefare, han nu svævede i, når han var blevet så forelsket i verden, og han tog anledning af hans sygdom og sagde blandt andet: «Kære Ferdinand, du er endnu så ung og har dog glemt din Gud! Tænk, om din sygdom er uhelbredelig, og du dør – hvordan vil du så bestå for en retfærdig Gud?» Også nu blev Ferdinand grebet og forskrækket over faren; men da han kom hjem, blev han som sædvanlig adspredt af forfængeligheder. Alligevel havde han fået et stik i samvittigheden, og det ville ikke vige. Ofte, når han om dagen havde været i det muntreste selskab og de muntreste lege og træt gik til ro, blev han plaget af en usigelig uro, som jog søvnen bort og ellers forfulgte ham i alle stille og ensomme stunder. En aften sad faren og talte med en af sine tjenestefolk om de troendes goder og om, hvor tryg den er, som frygter Gud og håber på ham; for i al nød har han trøst og hjælp. Han anførte i den forbindelse et bibelord (Es 43,2): «Om du gik gennem vand, er jeg med dig, og gennem strømme, skulle de ikke drukne dig; og om du gik gennem ild, skulle du ikke svides, og flammen skulle ikke brænde dig.» Det var et ord, der gik Ferdinand gennem marv og ben. Nu mærkede han, hvor fremmed han var for Gud, ja, at han «levede uden Gud i verden», uden håb og fred. Hans sjæl blev rystet, hans følelser stormede, det var umuligt at blive inde, men han gik ud i en afsides krog af gården og brast i den heftigste gråd. Åh, tænkte han, hvor lykkelige er dog de mennesker, som kender deres Gud sådan, som så tillidsfuldt kan stole på ham! Hvor tåbelig har jeg dog været, at jeg ikke ville elske Gud, ikke ville forlige mig med ham, ikke ville lære ham at kende og adlyde ham, som kunne have gjort mig så lykkelig! Nu vil jeg omvende mig, koste hvad det vil. Så faldt han på knæ, bad Gud om tilgivelse for sine synder og lovede ham omvendelse.

Ved omvendelse forstod Ferdinand nu ikke andet end at aflægge synderne og leve fromt, læse Guds ord med andagt og bede morgen og aften; og på den måde troede han for Kristi skyld at få nåde hos Gud. Nu så han efter, hvordan hans forældre og deres venner levede, og prøvede i alt at følge deres eksempel. Når lyster og tilskyndelser til synd og forfængelighed rørte sig i hjertet, kæmpede han og bad Gud om kraft, og det så også ud, som om han af og til vandt glædelige sejre over dem. Hvad der manglede i dette, tilskrev han den menneskelige svaghed. Han hørte sin far og hans venner tale om de troendes svaghedssynder, og blandt dem regnede han nu sine egne.

På dette grundlag havde han nu nåde hos Gud, sådan som han troede; og ved denne tro havde han også en slags fred. Men se, hvilket fint bedrag! Og se dets frugt! Hans omvendelse var grundlaget for hans tro – og alligevel hed det: «Tro på Kristus!» Han troede og havde trøst, når hans omvendelse syntes at lykkes så godt, at han kunne finde trøst i den, og altså i en egen retfærdighed. Derfor havde han også let ved at trøste sig og kalde sine fejl for svaghedssynder; for en sådan omvendelse og tro plejer Djævelen ikke at anfægte, men snarere at støtte.

Nu var Ferdinand 15 år gammel og var meget afholdt af sine forældre og deres venner; for de så, hvilken forandring han havde gennemgået, hvor gerne han nu beskæftigede sig med åndelige ting, forsagede sine tidligere verdslige fornøjelser og sit tidligere selskab og tålte deres hån for sin omvendelse. Men disse gode mennesker forstod ikke, hvordan det stod til med Ferdinand indvendig, for han ville aldrig tale om det indre; han nøjedes med at høre på andre. Nu skulle han forberedes til sin første nadvergang, og han håbede, at denne forberedelsestid skulle blive en velsignet tid fuld af salighed. Forberedelsen begyndte og fortsatte, men uden nogen usædvanlig erfaring. Til sidst kom tiden, da han skulle aflægge sin trosbekendelse og forny sine troskabsløfter for Gud. Det gjorde han med stor alvor; men ak, han kendte ikke af levende erfaring saligheden ved den tro på Kristus, som han nu højtideligt bekendte! Endelig kom også den længselsfuldt ventede dag, da han for første gang ved Jesu bord modtog det legeme og det blod, som havde taget hans synder bort. Indtrykket på hans unge sjæl var sikkert dybt og inderligt, og de forsætter, han nu tog, var varme og oprigtige: fra denne stund at være sin Frelser endnu mere tro og lydig og fremover at tænke mere flittigt på hans kærlighed og hans lidelse.

Men hvad der nu følger i Ferdinands historie, vil forekomme mange meget mærkeligt. Det er ganske vist ikke usædvanligt, men alligevel svært at forstå, især på den tid, da man selv oplever det samme. Han fortæller nemlig, at netop nu, da han havde erfaret de største beviser på Guds nåde og begyndte den mest omhyggelige og alvorlige gudsfrygt, indtraf den allersværeste og sørgeligste periode på hele hans omvendelsesvej. For nu begyndte synden at røre sig frygteligt i hjertet og bryde ud med ny fart; nu gjorde han, hvad han før havde afskyet; nu var al hans fred ødelagt, og han anså sig med en vis forbløffelse for helt fortabt. Han forstod ikke, hvor årsagen lå til, at synden fik et sådant liv og en sådan magt, men tænkte: «Jeg våger ikke nok, jeg kæmper så svagt, jeg er for letsindig og sikker, jeg frygter ikke synden nok; for hvis jeg var mere bange for synden og vågede, bad og kæmpede mere, ville jeg nok med Guds hjælp overvinde den.» Nu begyndte han at frygte for at tage nogen trøst af Frelserens fortjeneste. «For», tænkte han, «så begynder jeg at blive sikker og at tage let på synden. Jeg må knuses dybere af loven og lære synden ret at kende og angre den; når jeg så bliver rigtig bange for synden, så vil jeg overvinde den. Derfor må jeg ikke tilegne mig nåden; det ville jo også være at misbruge den til løsagtighed, så længe jeg endnu ikke har aflagt synden.» Han faldt nu ofte på knæ og bad Gud under megen uro om nåde og kraft til at overvinde synden og om tilgivelse; han vågede og kæmpede og arbejdede imod det onde, men alt forgæves! Synden og lysterne blev stærkere end før, og til tider gav han sig helt i deres tjeneste. Han havde ingen fred, hvor meget han end læste og bad; loven fordømte ham tydeligt og retfærdigt, sådan som han selv indrømmede.

En dag sad han og læste i Det Nye Testamente, og ved ordene: Jesus Kristus er kommet til verden for at frelse syndere, mærkede han noget lyst i sit hjerte. Han standsede op og bad Gud om velsignelse til at betragte disse ord og havde så trøst en stund; men det varede ikke længe, kampen mod synden begyndte igen, og hans trøst var forsvundet. Ofte mærkede han sådanne lyse stråler af evangeliets lys og nåde, og det trøstede ham i sorgen. I disse søde stunder troede han, at det onde var overvundet; men når han igen blev angrebet og overvundet af en fristelse, var han lige så ulykkelig. Hvad der dog bekymrede ham mest, var, at han ikke i fristelsens stund kunne bede og kæmpe rigtig alvorligt, men var så ligegyldig og sikker, og at han bagefter angrede så lidt. For hvad andre synder angik, kunne han tro, at nåden var tilstrækkelig, men dette, som han anså for at være en forsætlig ubodfærdighed, troede han ikke kunne dækkes af nåden. Han læste de strengeste skrifter, hans forældre havde, men blev alligevel aldrig rigtig knust. Og hvordan kunne han så tro nåden? Men var han en gang imellem mere grebet og mere andægtig i Ordet og bønnen, så var han også i samme grad roligere. Stakkels Ferdinand! Han vidste ikke, hvor fejlen lå; han troede ikke, at han med al sin omvendelse endnu lå i vantro under loven, som aldrig kan give Ånden, aldrig liv og salighed, aldrig fred og kræfter. Han kendte ikke Frelseren, han vidste ikke, hvad hans forsoningsblod tjente til, nemlig til at gøre den ugudelige retfærdig (Rom 4,5), ja, først retfærdig, før synden er besejret, først retfærdig, benådet og salig, og siden levende, stærk og hellig. Han vidste ikke, at synderne allerede for 1800 år siden var taget bort, og at en fri nåde, en åben favn lige siden havde stået og ventet på ham. Han vidste ikke, at han skulle komme til Frelseren, som han var, midt i sin største elendighed og uværdighed, men han mente, at han først gennem Ånden skulle blive så og så from og siden benådes for Kristi skyld. Han ville på denne finere måde «opstille sin egen retfærdighed og underordnede sig altså ikke Guds retfærdighed» osv. (Rom 10,2–4). Men at hans synder skulle begynde at røre sig så forskrækkeligt netop dengang, da han havde erfaret den største nåde og taget fat på den mest alvorlige øvelse i gudsfrygt, det er forklaret i Rom 7,8–9, hvor ordene lyder sådan: «Og jeg levede engang uden lov; men da buddet kom, levede synden op; da fik synden en anledning og virkede ved buddet al slags begær i mig; for uden lov er synden død» osv. Sådan går det til i den rette omvendelse. Det var aldrig før sket med Ferdinand; men nu, da han oplevede kraftige påvirkninger og vækkelser og tog fat på at leve mere alvorligt efter budene, da buddet med rette kom til kraft og virkning i samvittigheden, da vågnede den synd, der før havde slumret, da blev den oprørt og blev overstrømmende. Det er altid nødvendigt for at fratage det dybt, fint og sejt selvretfærdige menneske al trøst i sig selv, i sin omvendelse og fromhed; for ellers får Kristi blod ikke lov til alene at være hjertets trøst, liv og hvilested. Og her ser vi nu, hvad der er lovens rette formål i omvendelsen, sådan som der også står skrevet i Rom 5,20: «Men loven kom også ind, for at overtrædelsen skulle blive overstrømmende (ikke overvindes, men blive overstrømmende); men hvor synden blev overstrømmende, der blev nåden endnu mere overstrømmende.» Og igen i Gal 3,24: «Så er loven blevet vores tugtemester til Kristus, for at vi skulle blive retfærdiggjort af tro.»

Men tilbage til fortællingen. En søndag, da Ferdinand sammen med sine forældre skulle gå til Herrens nadver, var han meget bevæget. Nu bad han i alles påhør sine forældre, sin farmor og sine søskende om tilgivelse for alle sine fejl og al sin uhøflighed mod dem, bekendte, at han havde været en synder mod Gud og mod dem, og lovede bedring. Alle græd, og faren svarede: «Ak, mit barn, vi tilgiver dig af hjertet og ønsker dig Guds velsignelse til din forbedring, som vi nok har mærket; men da du aldrig har sagt os noget om din indre tilstand, har vi ikke kunnet give dig nogen personlige råd. Men vi har bedt til Gud for dig og håbet, at han med sit ord ville føre dig på den rette vej. Og kære søn, vi vil også bede dig om tilgivelse, hvis vores uforstand ved din opdragelse og vores forhold til dig er blevet dig til anstød. Vi vil følges ad på den smalle vej, som fører til livet.» Nu var Ferdinand glad for at have gjort det, som han så længe og så ofte havde tænkt på, men af blufærdighed ikke havde kunnet få sagt. Nu skyndte han sig også at gøre det godt igen over for dem uden for hjemmet, som han havde gjort uret. Han havde nu gjort alt, hvad han vidste, for at lette sin samvittighed; derved fik han også en ro for øjeblikket, men ingen sand og varig fred. Mørke, kulde og ufred herskede stadig i hjertet.

Der var dog noget, der mærkbart gjorde Ferdinands omvendelsesvej sværere og hindrede ham i at nå frem til den nåde og fred, som de sandt genfødte har. Det var følgende: Hans forældre var fromme og ivrige for gudsfrygt, men hvad sjælens tilstand angik, hørte de til det samme folk, som beskrives i Rom 10,2–4: «Jeg vidner om dem, at de har iver for Gud, men ikke med forstand; for da de ikke forstår Guds retfærdighed, men søger at oprette deres egen retfærdighed» osv. De stod på samme punkt som Kornelius, ApG 10,2, der var «from og gudfrygtig med hele sit hus, gav folket mange almisser og bad altid til Gud». Med andre ord: De var lovens børn, «trælkvindens sønner», som nok har en redelig iver for gudsfrygt, men ikke har set Herrens herlighed i Kristus og ikke dér er kommet til troens forløsning, fred og salighed, og som derfor har deres hovedsag og deres trøst i det, de selv gør. Som følge af en sådan sjælstilstand talede de ofte med afsky og advarsel om skrifter og personer, der i høj grad ophøjede Jesu forsoningsblod og hans uforskyldte nåde, og de erklærede dem for farlige og for at føre til åndelig sikkerhed. Nu var det naturligt – dels fordi sådanne tanker stemte helt overens med Ferdinands egne, som vi allerede har set, dels fordi han anså sine forældre for de mest oplyste og pålidelige – at han omhyggeligt holdt sig fra en sådan nådelære. Derfor fik han heller ikke ret lys over Kristi forsoning, og heller ikke det liv, den fred, den salighed og den sejr over det onde, som alene udspringer af troens forkyndelse. Han erfarede, hvad Paulus siger: at lovens gerninger ikke gav Ånden, og at alt uden den var død og trældom. Her kæmpede han nu og bad og stred, men alt var forgæves: Han blev mere og mere overvundet af det onde og mere og mere hård og kold indvendig, og snart begyndte han at regne sig selv for helt fortabt både for tid og evighed. Hans daglige klage og jammer i hans lukkede, urolige indre lød som regel sådan: «Jeg ulykkelige! Med verden kan jeg ikke leve; dér er jeg ulykkelig og foragtet og udstødt. Heller ikke med Guds børn; dér er jeg en usalig hykler. Heller ikke hos Gud, for for ham er alt nøgent og åbenbart: at jeg har trodset og trodser hans vilje. Sådan går min ungdom nu hen i kval og elendighed, et afskum for verden, en uduelig for samfundet og en hykler for Gud og mennesker.» Ofte mærkede han i den forbindelse bespottelige tanker mod Gud over, at han overhovedet var kommet til verden, og fristelser til selv at gøre en ende på sit liv. Men åh, du elendige Ferdinand, du vidste ikke, hvordan Herren kan forvandle tider og stunder; du vidste ikke, hvor nær ved døren denne hjælper i nøden var.

I denne allerdybeste elendighed havde Ferdinand levet i tre et halvt år og var nu i sit nittende år, da en forløsningens og salighedens dag nærmede sig. Der kom en skolelærer til egnen, som blev bekendt med Ferdinands far og ofte kom i hans hus. Denne unge mand talte meget om Frelseren og hans store kærlighed til fattige syndere, og det med en glæde, der strålede ud af hans ansigt. Men netop det blev en grund til, at Ferdinands forældre mistænkte og misforstod, hvad slags kristendom han havde. Det gav han også selv anledning til. Som svag og nybegynder på nådens vej skjulte han nemlig endnu med en vis forsigtighed sin gudsfrygt for verden, fordi han frygtede sine foresattes unåde. Derfor betragtede skolelæreren også den unge Ferdinand med en vis utryghed og var usikker på, om han elskede eller spottede den mere alvorlige kristendom, for Ferdinand talte, som sagt, aldrig om åndelige emner, men gik tavs og lukket omkring. En dag lagde han dog mærke til, at Ferdinand med en særlig og synlig bevægelse tog imod noget, der blev sagt om sjælens vel, og nu besluttede han at lære denne mærkelige unge mand nærmere at kende. Han bad derfor faren om lov til, at Ferdinand måtte besøge ham, og det fik han. Ferdinand gik altså en dag hjem med ham. Da de var kommet ind i kammeret, gav skolelæreren med venlige ord udtryk for sin glæde over at se Ferdinand hos sig, og snart begyndte han at stille ham forskellige spørgsmål om hans indre tilstand. Men Ferdinand var forbeholden og gav kun undvigende svar. Så begyndte skolelæreren at fortælle om sin egen vækkelse, og hvordan han var nået frem til nåden i Kristus, og se, det fik Ferdinand til at åbne sig. Nu begyndte også han at fortælle noget om sine erfaringer, og hvordan han havde det nu. Så forstod skolelæreren, hvor Ferdinand stod. Med et glædesudbrud rejste han sig fra stolen, omfavnede ham og sagde: «Kære ven! Her gælder det nu kun om at flygte til Kristus, Deres barmhjertige Frelser, netop sådan som De er nu. Kristi retfærdighed, som allerede er vundet for Dem, kan helt og fuldt dække Deres hjertes urenhed og alle Deres synder. Alene for hans blodige død på korset kan De få tilgivelse og blive hjulpet. Og når De beder og tror, at Gud alene for dette blods skyld tilgiver Dem Deres synder, så har De i samme øjeblik Deres synders forladelse og nåde hos Gud og skal snart erfare trøst og fred i Deres bedrøvede hjerte. Først da skal De også få kræfter til et helligt liv ved Helligåndens fornyelse, og han skal vejlede Dem til hele sandheden.» Sådan og meget mere talte han, og det med ømhed og bevægelse. Hvordan den stakkels Ferdinand nu havde det, kan kun de forstå, som har oplevet noget lignende. Nu så han, at det var muligt at blive lykkelig og salig, og med ubeskrivelig glæde vendte han hjem.

Men da han ikke kunne skjule sin glæde, da han kom hjem, blev faren, som havde besluttet at holde øje med, hvilken virkning dette bekendtskab ville få på Ferdinand, meget bange for, at han nu var forført. Fra den dag begyndte han at formane sin søn til, som han sagde, at vogte sig for «nye vildfarende lærdomme, der gør vejen til saligheden lettere og bekvemmere end Guds ord; og sådan en vej er mennesket altid hurtigt til at løbe ad; den er altid behagelig for kødet». Derved blev Ferdinand igen rådvild og vidste ikke, hvad han skulle tro, og han kom igen i stor bekymring, og i den forblev han i lang tid. Alligevel betragtede han ofte Guds store kærlighed til mennesket, som er åbenbaret i Kristi forsoningsdød, og syntes at finde, at det faldne menneskes genoprettelse alene lå i Kristi blod.

En søndag, da Ferdinand var alene på sit kammer, skete der også noget, som fik stor betydning og virkning for hans liv i nåden. Han læste en tale af en luthersk lærer, som havde emnet Fire slags hørere af Ordet. Ferdinand genkendte sig selv i beskrivelsen af en af disse slags, nemlig dem, der nok havde erfaret lovens kraft og gerning, altså vækkelse, men endnu ikke var kommet til evangeliets kraft og gerning, troens lys og fred, men stræbte efter at oprette deres egen retfærdighed. Ferdinand læste og blev forbavset. Han rejste sig og gik frem og tilbage på gulvet, urolig og grublende, læste og grublede og læste igen, indtil talen sluttede med disse ord: «Åh, hvilket mesterstykke af selve Djævelen i helvede!» *) Nu blev Ferdinand forskrækket, græd og sagde ved sig selv: «Hvad skal jeg tænke? Sådan siger mine forældre, sådan siger deres venner, og denne tale siger det stik modsatte. Nu har jeg gået så længe på denne måde og søgt at blive omvendt og salig, men jeg ser jo, at det er umuligt for mig. Nu ved jeg ingen råd.» På den måde var Ferdinand helt rådvild og hjælpeløs. Men nu, først nu, i denne yderste rådvildheds og afmagts stund, gik der et lys op for ham i mørket, så han endelig så at sige tog på Guds rige med hænderne – det rige, som nok havde været ham helt nær, men som lige før havde syntes ham allerlængst borte. Nu talte Guds Ånd til ham i hjertet, og nu tænkte han: «Er Jesus Kristus kommet til verden for at frelse syndere, så er han jo kommet for at frelse mig.» Nu faldt han ned på sit ansigt og sagde under høj gråd: «Nådige Gud, du som har sendt din Søn til verdens frelse, frels mig, fattige synder, for din store barmhjertigheds skyld. Jeg ved intet og forstår intet, men ville så gerne forstå den rette måde at komme til din nåde på. Derfor kaster jeg mig, så hjælpeløs og elendig jeg er, på din barmhjertighed» osv. Imens fik han trøst, priste og lovede Guds uforskyldte nåde ved Kristus og begyndte at stole på den alene. Nu fandt han igen, at denne nådens vej var den rette. Derfor søgte han at få mere kundskab om Frelseren og sluttede sig nærmere til den omtalte skolelærer, som flittigt underviste ham om Kristus, nåden og troen. Nu var den stakkels Ferdinand trøstet og husvalet ved troen på Kristi blod og havde i det sine synders forladelse og frihed fra den tunge syndebyrde, som så længe havde trykket ham. Mere og mere lærte han for hver dag Frelserens ømme hjertelag og hans store kærlighedsbevis over for syndere at kende, og at vidne om det for mennesker blev hans kæreste samtaleemne. Han var nu et helt andet menneske i sin måde at være på. Han var glad og kunne omgås mennesker og var ikke længere så dyster og lukket som før. Gennem sin ven, skolelæreren, blev han bekendt med nogle evangeliske kristne, som var kommet til liv ved den vækkelse, der to år tidligere var opstået på egnen, og som af de ældre, folk som Ferdinands forældre, blev kaldt «de nye». Med dem havde Ferdinand sit kæreste samvær, og i dette samvær fandt han stor opbyggelse og opmuntring. Hvor glade talte og sang de ikke sammen om Frelseren, og de ønskede sig ingen anden lykke i de kommende dage end blot at kunne være ham tro og lydige i alt!

*) Det ville være både interessant og nyttigt at vide, hvad det var, der her i talen blev kaldt et mesterstykke af selve Djævelen. Af det foregående er det også let at forstå. Udbruddet «Åh, hvilket mesterstykke» osv. var de sidste ord i afsnittet om dem, der søger at oprette deres egen retfærdighed. Vi forstår da, at der her blev talt om det samme mesterstykke, som Djævelen spillede over for de mest religiøse blandt jøderne, og som Rom 9,31–32 siger om: «Israel, som stræbte efter retfærdighedens lov, er ikke nået til retfærdighedens lov. Hvorfor? Fordi det ikke skete af tro, men som af lovens gerninger; for de stødte an mod snublestenen.» At selve iveren for gudsfrygt – i sig selv en hellig iver, som Guds hellige lov virker og kræver – ved en forkert orden og hensigt kan blive den største hindring for frelsen, som ligger i Kristi blod, når det gribes i tro, det er et mesterstykke af selve Djævelen. At tro og bekende, at Jesus er kommet til verden for at frelse syndere (1 Tim 1,15), ikke for retfærdige, men for syndere (Matt 9,13), for at gøre den ugudelige retfærdig (Rom 4,5), og så alligevel – sådan som det var med Ferdinand – at mene: «Jeg kan ikke få del i Kristi fortjeneste, før jeg er blevet en sådan og sådan sand kristen og har fået nok anger og alvor i omvendelse og bøn, helliggørelse og kraft over det onde» osv., det er et mesterstykke af selve Djævelen! Ja, af Djævelen selv. For det strider mod Guds Søn, der derved berøves sin ære og på en krænkende måde kun anses for en halv frelser, som med sit blod har udrettet alt undtagen det egentlig nødvendige, nemlig at frelse helt fortabte syndere. Og det strider mod sjælene, som – hvor meget de end drives af omvendelsesforkyndelse, omvendelsessorg og omvendelsesarbejde – dog aldrig skal komme til fred, salighed og sejr over det onde, så længe den frie, uforskyldte nåde ikke bliver forkyndt for dem. Det ved Djævelen. Men hvordan kan det kaldes et mesterstykke? Jo, fordi det ser helt anderledes ud end som noget, der skulle være fra Djævelen, eftersom der jo synes at være den redeligste iver for at blive hellig og salig. At man – som det var med Ferdinands forældre – under iver for den rette vej, den vej, som Guds ord, nemlig loven, har afstukket, håner den virkelig rette vej, «den nye og levende vej gennem forhænget, det vil sige gennem Kristi kød» (Hebr 10,20), hvor man i tro tager imod nåden som ren nåde uden fortjeneste – at man kalder denne vej «en lettere vej end den, Guds ord foreskriver, en vej, som man gerne vil løbe ad» – det er Djævelens rette mesterstykke. For læg mærke til, hvor godt og hvor fornuftigt det lyder at sige: «Vogt dig for en vej, der er lettere end den vej, Guds ord lærer!» Man ville blive helt vildledt, hvis man ikke betænkte, hvad det var, de kaldte sådan. Deres søn havde nu i mange, lange, usalige år kæmpet på deres vej, lovens og omvendelsens vej, for at finde trøst og salighed for sit vakte, urolige hjerte – men alt forgæves! Og på den vej måtte det vel være blevet evigt forgæves, hvis han ikke havde fået høre om Kristus. Da han så endelig havde fået en lille stråle af kundskaben om Kristus, og den stråle gav liv og lys og fred og salighed, så advarer de og kalder denne fredens og salighedens lysstråle «en ny lære, en lettere vej end den, Guds ord lærer». At rose selvretfærdighedens vej med så blændende smukke ord og håne det, der var den stakkels udmattede sjæls eneste hjælp, ja, alle synderes hjælp til alle tider, det må med rette kaldes et «mesterstykke af selve Djævelen». Det er om denne blændende art af selvretfærdighed, at Luther i en prædiken på søndagen efter jul tordner sådan: «Der er ingen større, farligere eller giftigere anstødssten end det udvendigt skinnende liv i såkaldte gode gerninger og åndelig vandel. Det er fru Kozbi, den midjanitiske fyrste Surs smukke datter, for hvis skyld 24.000 af Israel blev slået (4 Mos 25). Det er den rette dør til helvede og den brede landevej til fordømmelsen. Åh, hvilken skændig vederstyggelighed af vantro og ugudelighed ligger der ikke under det skinnende liv! Hvilken ulv under fåreklæderne! Hvilken fare under æreskransen!» Og til dette «skinnende liv» kan regnes al den gudsfrygt, som loven tvinger frem, det vil sige alt, hvad du er og gør for at blive benådet, hvad enten det er anger, bøn eller omvendelse; for det udspringer ikke af troen, af det frie, glade, forsonede og taknemmelige hjerte. Men et sådant hjerte er det første, Gud vil se hos dig. Og det kan du ikke få, før du først har ladet dig skænke den uforskyldte nåde i Kristus, så uværdig og uberedt du er – den nåde, som gør hjertet glad og levende. Denne vej er bestemt lettere end lovens; men hvad så? Det er dog den eneste vej, hvor du kan få fred og salighed og nye kræfter, den eneste vej, hvor Gud tager imod syndere.

Men åh, hans forældre sørgede over deres søn som så godt som fortabt, som forhekset af «de nye», som alt for fri i sin tro, ja, som overmodig og opblæst. Med forestillinger om de vildfarelser, de mente, han var faldet i, søgte faren at føre ham tilbage «under trældommens åg», Gal 5,1 – naturligvis med en kærlig fars redeligste gode mening. Men Ferdinand gjorde rede for det håb, der var i ham, og blev ved salighedens klippe, som han efter så megen angst og kamp endelig havde fået fodfæste på. Han blev «stående i den frihed, som Kristus har frigjort os til».

Til at befæste ham i nåden bidrog i ikke ringe grad en rejse, som han kort efter fik lov at gøre ved en pinsefest til en redelig, evangelisk præst, S . . . n. Hans ven skolelæreren var i mellemtiden blevet lagt mærke til af verden som en af «læserne», og han bekendte nu åbent sin tro og kunne derfor også besøge den samme evangeliske præst. Mange af Guds venner rejste derhen til denne pinsefest, og glæden var stor – dels broderkærlighedens glæde over at mødes med mange søskende i nåden, dels glæden over det gode Guds ord, som i disse dage flød rigeligt her ved prædiken, samtale og sang. Men særlig højtidelig var gudstjenesten pinsedag. Utrolig mange mennesker, også fra fjerntliggende egne, var samlet i den store, rummelige kirke, og den ærværdige mand prædikede med stor kraft og livfuldhed om de troendes frihed. Blandt det, der i prædikenen særlig livede op og styrkede Ferdinand, var følgende lignelse om, hvordan man i enfold tager imod den uforskyldte nåde: «Forestil dig, at du var kommet ud på den stejle side af en frygtelig skrænt, med et forfærdeligt dyb under dig og en lige så forfærdelig, stejl højde over dig, mens dit svage fodfæste hvert øjeblik truede med at give efter, så du ville styrte ned. Hvis nu en barmhjertig hjælper firede et redningsmiddel ned til dig, ville du så have tid til at se efter, hvordan du var klædt, eller om du havde en plet på dig, som først skulle vaskes af? Åh nej! Du ville straks gribe fat i det redningsmiddel, der blev firet ned. Sådan også i åndelig nød. Var du virkelig rådvild, det vil sige, så du virkelig den afgrund, som du hvert øjeblik kan styrte ned i, og på den anden side den stejle højde, eller umuligheden af selv at fyldestgøre Guds retfærdighed, selv at betale de ti tusind talenter og nærme dig Gud, så ville du bestemt straks gribe det redningsmiddel, som den barmhjertige Gud har givet dig fra himlen, nemlig den enbårne Søns forsoningsdød, uden at tænke på nogen egen pyntning eller forberedelse. At kende din nød og din hjælpeløse stilling ville være den rette forberedelse. Og dette kendskab er så stort, som det skal være, når du tvinges til at gribe redningsmidlet; så længe du ikke gør det, er kendskabet til nøden for lille» osv. Mange andre skønne lærdomme og opmuntringer må vi forbigå. Også hjemrejsen fra denne fest bød på store vederkvægelser. Hele vejen så man mennesker på vej hjem fra den samme fest, og det mindede levende om, hvordan jøderne samledes til den store påskefest. Hvor nogle hvilede, hørte man åndelige sange og glade samtaler, som vidnede om, at Ånden, som giver liv, virkede og boede i dette folk.

Over alt dette, som således havde oplivet Ferdinand, blev hans forældre igen dybt bekymrede. En dag ville også en af deres venner, hr. A., advare Ferdinand og sagde blandt andet, at Luther siger: «Vildfarelse i læren er farligere end fejl i livet; for er læren ren, så kan livet forbedres, men falder læren, så er alt tabt». Det sagde han, fordi de ikke kunne opdage, at Ferdinand ved den megen nåde var blevet mere forsømmelig i det gode; tværtimod havde han nu fået både indre lyst og nye kræfter til at leve bedre end før. Ferdinand gav Luthers ord ret, men mente, at netop læren om nåden og troen var den rette lære. Alligevel blev han ved alle disse endeløse advarsler og indvendinger fra de ældre ofte dybt bekymret og tænkte: «De er jo ældre, mere erfarne og lærdere end jeg; bare fejlen nu ikke ligger hos mig på grund af en eller anden forblindelse af egenkærlighed!» Men da han jo havde prøvet både deres vej og nu også «den nye», levende vej gennem Kristus, og hans egen erfaring bekræftede netop, hvad Ordet sagde om begge disse veje, og da han desuden snart lærte, at evangeliets rette mening er en hemmelighed, som disse nidkære forkæmpere for loven endnu aldrig havde skuet, så blev han dag for dag befæstet i sin tro og begyndte også at forkynde og prise evangeliets hemmeligheder for andre, som endnu trællede under synden og loven. Ja, til sidst holdt han kundskaben om Kristus for sin højeste skat, for den kostbare «perle», som var værd at købe ved at ofre alt andet. Og da han ved denne himmelske visdom selv var så glad og lykkelig, følte han sig også inderligt drevet til at give andre den samme. Når han mødte et bekymret menneske, talte han med det om Kristus, priste hans fortjeneste og opfordrede det frimodigt til at flygte til denne kære Frelser, som havde udgydt sit blod for sådanne osv.

Men her viste hans nidkærhed sig ofte større end hans klogskab og erfaring; for når nogle for eksempel kom med indvendinger og sagde, at de vidste alt dette, men alligevel ikke kunne tilegne sig det for deres eget hjerte, så blev han streng over for dem og anså dem for «underlige, siden de ikke kunne tro» osv. Han forstod ikke, at nådens Ånd først må bearbejde hjertet og berede det til at tage imod troen; han forstod ikke, at troen er et Guds værk, som ingen kan tage sig selv; ja, han forstod ikke at gøre den forskel, at skønt forkyndelsen af nåden giver hjertet liv, ja, er det eneste, der giver liv, så sker det alligevel kun med sådanne hjerter, som forinden ved en kortere eller længere syndenød er blevet forberedt til det; og at man derfor aldrig skal undre sig over dem, som ikke kan tro, men kun i kærlighed, ydmyghed og sagtmodighed oplyse dem. Ligeledes undrede og forargede han sig over ældre, benådede kristne, som trods megen kundskab om evangeliet alligevel for deres egen del igen klagede over mistrøstighed og vantro. Men ak, Ferdinand måtte siden lære af egne bekymrede erfaringer, hvordan det går til. Endnu var syndelysterne for nådens lys ligesom døde eller trængt tilbage; i den fortabte, men hjemvendte søns glædesdage lå de ligesom og hvilede; men siden kom der andre dage, da følelserne kølnedes, og en vis ensformighed og en forbigående søvnighed satte ind; da kom de gamle lyster frem og gav den stakkels Ferdinand nok at gøre. Da blev han mange gange højst forbavset, især fordi han ikke blot mærkede fristelser til det onde, men også undertiden blev overvundet af dem, faldt og fejlede. Da begyndte han selv for alvor at frygte, at det ikke var rigtigt med hans liv i nåden, at hans omvendelse og tro havde været bedrag – og hvordan kunne han så blive ved at tro? mente han. Der kom dage, da han ligefrem afgjorde med sig selv, at han var fortabt, at han enten var faldet fra, eller også, som lige blev sagt, at han aldrig havde været rigtigt omvendt. Nu kunne han ikke græde en tåre, men kun i kold, tør angst udstøde et klageråb eller en selvfordømmelse. Han havde altid troet, at når han først var blevet en rigtig kristen, ville han blive en meget from yngling og en hellig mand. Han vidste godt, at ingen, så længe han lever i kødet, bliver fri for syndens rod; men så snart Ferdinand opdagede en virkelig synd hos sig selv, blev han så forbavset, som om han havde troet, at han var helt hellig, og nu først opdagede det modsatte. Men – og det var det allerværste – han fandt til sin bestyrtelse hos sig ikke alene virkelige og utilbørlige synder, men til sidst også en underlig hårdhed og ugudelighed i hjertet, som bestod i, at han ikke engang rigtig angrede sine synder. Han så og forstod kun, hvor afskyelige de var, men følte ikke den smerte i hjertet over dem, som han vidste, at han burde have. Derfor sagde han ofte: «Jeg har ingen syndsfølelse, kun selve synderne».

Imidlertid skrev han, da nøden var størst, til den tidligere nævnte trofaste lærer og fortalte om sin bekymrede tilstand, og snart fik han et meget oplysende og trøstende svar i et brev. Blandt andet hedder det i brevet: «Det er så almindeligt, at når Gud har givet sine børn Åndens vidnesbyrd om, at de er hans børn, så plejer Djævelen at friste dem og anfægte netop denne tro på barnekåret; sådan som han gjorde med Kristus, da han ved dåben havde fået vidnesbyrdet: ’Denne er min elskede Søn’ osv. Da sagde Satan: ’Er du Guds Søn, så sig’ osv. Og at flygte til Frelseren, så snart man har fejlet, også selv om sorgen derover ikke er så mærkbar, er helt rigtigt og nødvendigt, hvis man ikke vil falde fra troen. Kristus er jo vant til sådanne stakler og støder ingen bort, som kommer til ham. Det er for virkelige syndere, han er kommet, er født, død og opstået. Ganske vist skal vi ved ham mere og mere overvinde synden; men så længe vi lever her, skal dens rod og kilde alligevel blive tilbage i os; og så ofte vi behøver en kraftigere ydmygelse eller tugt til Kristus, skal den få lov at røre sig og rase sådan i os, at vi bliver glade for at holde os tæt til Forsoneren». Sådan skrev den gamle Guds mand, og derved blev Ferdinand meget trøstet og styrket. Og således blev han under skiftende erfaringer dog dag for dag styrket i det indre menneske ved Ordet og bønnen. Ja, man kan sige, at han voksede i visdom, alder og nåde hos Gud og mennesker. Udrustet med en god naturlig forstand og en vis blanding af grundighed og lethed i talen og med et stort forråd af erfaringer blev han til ikke ringe opbyggelse og glæde for sine kristne venner og bekendte. Han blev ofte bedt om at lede andagten ved mindre sammenkomster, og det gjorde han også med dygtighed, og han talte da til manges åndelige oplysning, trøst og glæde og var således Guds og menneskers yndling.

Men ak! Ferdinand havde endnu svære kampe at gennemgå. På grund af det håndværk, han drev, blev han nødt til at bosætte sig i en af rigets største byer. Her mødte han nye åndelige vanskeligheder, ja, kampe på liv og død. Han havde nu forladt den rolige, enkle, naturlige landsbygd, forladt den kærlige, beskyttende åndelige søskendekreds og de gamle, erfarne venner med deres faderlige kærlighed, som han altid før havde kunnet læne sit hoved mod for at få råd og trøst. Han trådte ind i byens stormfulde, uoverskuelige, forvirrende vrimmel; han kom uundgåeligt i omgang med ugudelige og udsvævende kammerater i faget. Åh, hvor var han ikke her som et lam blandt ulve! Nu følte han ingen styrke; nu var han et dirrende blad på et stormfuldt hav; ja, nu var han i stadig kamp mellem menneskefrygt og gudsfrygt, mellem at såre selskabet og at såre samvittigheden.

Hertil kom endnu en omstændighed, nemlig at han i tale og optræden ikke fandt sig egnet til bylivet; han fandt, at han ikke kunne føre sig godt, men var stiv og uden belevenhed. Og hvem kunne have troet, at her skulle ligge anledningen til en af hans sværeste fristelser? Han frygtede nemlig, at man på grund af denne stivhed og manglende belevenhed ville anse ham for dum og enfoldig; og det kunne han naturligvis slet ikke tåle, det var forfærdeligt for ham. Så begyndte han at tænke, at hans manglende dannelse var en følge, først af den lange trældomstid, som han i sorg og ligegyldighed over for verden havde tilbragt under loven, siden af livet i nåden, som tog hjertet endnu mere fangen og i åndelig glæde, i Guds kærlighed og i fromme venners selskab havde fået ham til at foragte verden og dens forfængelighed og smålige leveregler. Han var nu, i denne fristelsens onde tid, nær ved at begræde sin ungdomstid og dens saligste erfaring, blot på grund af det, han syntes, han derved havde mistet i ydre dannelse.*) Han ville nu forsøge at gøre sig nogenlunde lig verden, men naturligvis ikke på bekostning af samvittigheden og sit liv i nåden. Djævelen bildte ham nemlig ind, at han skulle forsøge den kloge middelvej mellem indvortes gudfrygtighed og udvortes lighed med verden; med andre ord: indvortes og i det skjulte skulle han som et Guds barn elske og frygte, adlyde og tilbede Gud, men udvortes skjule det og leve som andre mennesker. Derved blev hans væsen nu endnu mere tvungent og ubehageligt, da han indvortes skulle tænke på Gud og hans nærvær, på hans øjne og hans vilje, men udvortes på menneskers øjne og deres vilje. Stakkels Ferdinand! Fredens engle græd af medlidenhed over den fare, du var i; for nu var du nær ved hykleriets, troløshedens og frafaldets afgrund, hvor du nok ville være gået evigt fortabt, hvis ikke den trofaste Gud havde vendt din situation. Du betænkte ikke, at Guds øjne og vilje også rækker til dit udvortes liv, og at det derfor ikke kan lykkes at tjene to herrer på én gang. Du betænkte ikke, at hykleri og forstillelse i sig selv er en synd, som mishager Gud, og at Jesus sagde: «Den, der skammer sig ved mig og ved mine ord i denne utro og syndige slægt, ved ham skal også Menneskesønnen skamme sig, når han kommer i sin Faders herlighed med de hellige engle»; ja, du huskede ikke din kindslagne og bespottede Frelsers blik på den fornægtende Peter, hvorved denne «gik ud og græd bitterligt» og ikke længere fornægtede, men var sin Herre tro indtil martyrdøden!

*) Åh, en svær, satanisk fristelse! «Han var nær ved at begræde sin ungdomstid og dens saligste erfaringer». Han var her ikke langt fra at begå den allerforfærdeligste synd, den synd, som aldrig kan tilgives, synd mod Helligånden (Hebr 6,4–6). Han var udvalgt fra verden til at leve med Herren i et særligt, saligt fællesskab. Han havde smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter og fået del i Helligånden, del i de helliges arvelod i lyset. For alt dette havde han ikke med alle englenes basuner kunnet prise Guds nåde nok. Men nu var han nær ved at beklage sig selv og sætte den tomme, naragtige verdslige belevenhed højere, den ulykkelige og fordømte verdens venskab, nær ved at agte menneskers ros højere end Guds ros og højere end den sande, ægte, grundige, høje dannelse, som kun findes hos en sand kristen, der er skabt efter Guds billede.

Men fra den sjælefare, som Ferdinand nu svævede i, blev han for denne gang frelst ved, at han blev bekendt med nogle troende sjæle og gennem dem med endnu flere; og så fik han et sundere selskab og nød igen, i disse kredse, som den store, larmende by ikke kendte, lige så salige glæder i omgangen med Guds ord og Guds venner som før på sin fødeegn. Med den Guds kraft, han på den måde vandt, kunne han om dagen gå ud til de nødvendige jordiske gøremål uden at søge venskab med de verdens mennesker, han var omgivet af – nu da Gud var hans ven – og uden at frygte deres fjendskab, nu da han havde Guds frygt i sit hjerte og for sine øjne. Med dygtighed og dømmekraft tilegnede han sig, hvad der var nødvendigt for hans stand og kald, og passede sit arbejde og sit hus med flid og orden. Men dette og alt, hvad der var ham en vinding, regnede han dog for skarn mod den overvættes kundskab om vor Herre Kristus, mod den salige nådestand hos Gud.

Sådan er hans liv i nåden, for at tale om hans erfaringer i almindelighed, skredet frem til denne dag. Vi vil derfor her forlade vor Ferdinand – med tak for den opbyggelse, vi allerede har fået af hans erfaringer – og ønske, at han må blive tro indtil døden og få livets uforgængelige krone. Han er endnu ikke kommet frem; engle og mennesker venter endnu med opmærksomme øjne på at se slutningen på hans historie, at se, hvordan han udkæmper de resterende kampe mod Satan, kød og verden. Ve ham, hvis han efter så mange og salige erfaringer af Guds nåde, hjælp og trofasthed troløst skulle bryde den salige pagt med sit livs Gud og vende tilbage til verden, til synden, til Djævelen og døden! Vel ham, hvis han redeligt kæmper og består den prøve, som måske snart er fuldendt! «Dette siger den Hellige, den Sanddru: Se, jeg kommer snart; hold fast ved det, du har, så ingen tager din krone. Den, der sejrer, vil jeg gøre til en søjle i min Guds tempel, og han skal aldrig mere gå ud derfra, og jeg vil skrive min Guds navn på ham og navnet på min Guds stad, det nye Jerusalem, som kommer ned fra himlen fra min Gud, og mit nye navn. Den, der har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne» (Åb 3,7.11–13).