På nåden i Guds hjerte

(Tredje årgang, 1844)

På nåden i Guds hjerte, / som Jesus bragte frem til os, / da han for os i smerte / blev død på korsets stamme, / bygger jeg nu alene / min tro og salighed / og lever derfor trygt, / den Onde til fortræd.

På nåden i mit hjerte / støttede jeg mig en tid; / men så, ved syndens smerte, / mistede jeg al min fred. / Jeg var tilfreds, så længe / jeg følte mig rørt, / men var jeg mindre inderligt stemt, / var min ro straks forstyrret.

Jeg mærkede stadig omskiftelser / mellem mørke og lys: / Snart gav Skriften mig / ret søde glædesrus; / snart rørte den mig ikke / med al sin salighed, / og dette førte i angst / min ret bag lyset.

Den ejendom, som blev købt / med Jesu Kristi blod / og givet mig, da jeg blev døbt, / kun den er fast og god. / Den ligger i Guds hjerte / og i det skøde, / som Guds Søn under dødens smerte / skrev med sit blod.

Men Gud være lovet, som har lært mig / nu at forstå fejlen / og skænket mig en bedre grund / at hvile på nu: / på nåden i Guds hjerte, / som Jesus bragte frem til os, / da han for os i smerte / blev død på korsets stamme.

Vel har jeg endnu omskiftelser / i mit hjertes hus, / snart varm og rørt af Skriften, / snart kold og død og mat; / men nu har jeg lært at se: / Hos Gud skifter det ikke; / og nu har jeg lært at foragte / mit eget hjertes røst.

Vel er min tro anfægtet, / men den er dog nu en tro. / Afmægtig og udmattet / har jeg dog ro med den. / Og kan jeg ret skjule mig / i Kristus og blive stille, / så plejer kærligheden også at følge, / skønt ikke som jeg vil.

Nu! – er det vel deroppe en stor sag, / hvordan det står til her! / Og givet er nu gaven, / og Faderen er blidgjort. / Mens vi var uvenner, / blev vor Gud forsonet. / Om jeg slet intet føler, / så tror jeg mit skøde.