Hvordan opnås et sandt liv i Ånden, og hvordan bevares det i sjælen?

(Sjette årgang, 1847)

Ånden kommer ikke umiddelbart og tager sig af vore sjæle – der kræves bestemt, at man bruger nådemidlerne – Ordet – Ordet og sakramenterne! Vil du have Ånden, hans værk og gaver i dit hjerte, så gå til Ordet, Åndens ord; læs det, hør det, skriv det, tal og syng det, og gør det under bøn om Ånden, så skal han ikke udeblive. Her og der findes der sjæle, som går og tænker og tænker, ja, sukker og beder om Ånden og Åndens værk, men aldrig får det i sandhed og kraft, aldrig kommer til nogen tro, fred, kærlighed, vished og fasthed, men hele tiden bliver i det samme sygelige arbejde, det samme sukken og stræben; og se, til sidst opdager man, at de ikke bruger Ordet, at de kun arbejder med sig selv, kun tænker og sukker, men ikke bruger Ordet – og hvordan skulle der så kunne blive noget guddommeligt og åndeligt hos dem? Apostlen siger udtrykkeligt i Gal 3,2, at Ånden fås alene ved troens prædiken, eller, som der egentlig står, «troens hørelse». Og i Apostlenes Gerninger læser vi, at mens Peter talte, faldt Helligånden på alle dem, som hørte hans tale. Hvad havde de så gjort for at få det? Slet intet andet end at høre efter; de sad helt stille og hørte blot Ordet, og så kom Ånden i deres hjerter, så kom anger, tro, kærlighed, liv og kraft, som gjorde dem til helt nye mennesker (ApG 2 og 10).

Derfor: Ordet, Ordet, brug Ordet! Det er hele kunsten og hemmeligheden bag det åndelige livs opståen, næring, vækst og bestand. Det er ikke sandt, hvad nogle enfoldige mener, at den og den kristne nu er så fast og grundfæstet i nåden, at han derfor kan tro og leve, som han gør. Nej, har han en tro og et liv, som er Åndens værk og ikke blot naturens, så kommer det ikke af hans fasthed og styrke, at han kan tro og leve sådan, men alene af, at han lidt flittigere nærer sin sjæl med det guddommelige ord. Forsømmer han det, begynder den gamle natur straks at vokse op igen, og det sandt åndelige at dø ud. Ja, besøg ham en dag, når han i længere tid har forsømt Ordet, så vil du finde ham kun lidt åndelig. Holder hans tro og fred sig alligevel uden Ordet, så er de ikke Åndens værk. Kort sagt: det er alene ved Guds ord, at Guds Ånd kommer til at bo og virke i mennesket – og dog, læg mærke til det, ikke alle, som læser Guds ord, får Ånd og liv af det. Tusinder bruger Ordet, og alligevel kommer der ingen Ånd i dem. Tusinder af skriftkloge og farisæere iblandt os beviser det. Hvad kræves der så? Det kræves, at man, samtidig med at man bruger Ordet, tænker netop på dette, at det stadig står i Guds hånd, om vi skal få dets kraft; det kræves, at man omgås Ordet i det sind, som denne påmindelse burde fremkalde – ja, med den ydmyghed, frygt, lydighed og tro, som passer sig for den hellige Guds ansigt, når han taler. Læg derfor mærke til det: det står i Guds hånd og frie behag, om han vil give dig nogen del i Ånden. Vi er ikke engang i stand til at tænke noget som af os selv – langt mindre til at tro, til at våge, til at vandre værdigt, til at bevare en ret forståelse af sandheden og dens kraft i hjerte og samvittighed; nej, det er altsammen forgæves, hvis Helligånden ikke virker det – altsammen forgæves «uden Helligåndens fællesskab». At besinde sig på og agte på sådan noget ville være højst nødvendigt for enhver kristen, også selv om vi levede i al fred og ro, for at vi ikke med al vores kundskab og vores brug af Ordet skulle findes døde i vort indre; men det er langt mere nødvendigt, når vi tværtimod lever midt i det farligste fjendeland, i en vedvarende krig. Vi ved, at den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan og har bedraget tusinder af vore brødre, altid har ondt i sinde; han har svoret os døden, og han agter at fuldbyrde den; derfor går han uden hvile omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan sluge. Hvert år bærer da også altid nogle sørgelige spor efter ham: her har han slemt flænget et får, der har han jaget eller lokket et andet ind på vildveje, og endnu et andet har han helt slugt; her er en vakt sjæl faldet i søvn igen og vendt tilbage til verden, der er en kristen blevet sikker og overmodig, så han ikke tager imod nogen formaning; en anden er faldet dybt i synd og blevet liggende; en tredje er blevet fanget i falske lærdomme og er blevet en vildfarende ånd osv., og også de var engang oprigtige og salige – og de mente helt sikkert, at de ville forblive sådan. Men læg her mærke til, hvad Djævelen har i sinde med os! Læg her mærke til, at det ikke er så trygt og ufarligt på jorden, og at Kristus og apostlene ikke uden grund så ivrigt og flittigt advarer os; vi burde ikke være så sikre og skødesløse; aldrig er nogen kristen heller kommet lykkeligt igennem uden møje og kamp. Ja, hertil kommer, at netop denne tid er en særlig farefuld tid, hvor både onde og gode magter er i en påfaldende bevægelse, hvor vækkelser og forvildelser, omvendelser og frafald kappes med hinanden. Det er i sandhed nødvendigt, at vi har øjnene åbne, at vi holder os tæt til vore sjæles Hyrde og tilsynsmand, at vi holder os flittigt og strengt til Ordet – især holder den store, velsignede grundartikel om Kristus og hans værk klar, ren, fast og uforfalsket; at vi er helt fattige og enfoldige i troen og aldrig lader «den nye sang» blive gammel, lang og udsunget for os; at vi er oprigtige over for os selv og Herren, retter alle vore tanker, ord og gerninger efter hans hellige vilje og ved, at Herren er nær; at vi mere og mere søger at forstå vore fjender og farer og forstå de lønlige gange, hvorigennem den listige fjende søger at komme til vores åndelige og evige liv; og endelig, at vi ofte beder, dels hver for sig, dels med og for hinanden – og beder først og sidst om Helligåndens fællesskab. Ja, det formaner Kristus og hans apostle os til, og det er nødvendigt.

Men han, som er med os, er stærkere end den, som er imod os; vi behøver ikke at gå til grunde og heller ikke at miste modet. Vor Herre Jesu Kristi nåde er en tilstrækkelig, en fri og åben kilde mod synd og urenhed; Guds kærlighed er en tilstrækkelig, en uudtømmelig kilde til salighed midt i al tidens genvordighed og modgang; Helligåndens fællesskab ved Ordet og sakramenterne er et tilstrækkeligt, et rigt apotek med al den hjælp, kraft, trøst og vederkvægelse, der behøves i alle tænkelige sygdomme og farer. – «Gud er vores tilflugt og styrke, en hjælp i nødens tider, vel prøvet. Derfor frygter vi ikke, om så jorden blev omvæltet, og bjergene vaklede og sank i havets dyb; om så dets bølger brusede og svulmede, så bjergene bævede ved dets oprør. En flod går frem, hvis strømme glæder Guds stad» (Sl 46).