Glæde i himlen, eller en synders omvendelse og benådning

(Niende årgang, 1852)

«For at I sammen med alle de hellige må kunne begribe, hvad bredden og længden og dybden og højden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår erkendelse» (Ef 3,18–19)

I en tid, hvor så mange sjæle her i landet ved vor Guds inderlige barmhjertighed begynder at vågne op af syndesøvnen og spørge efter vejen til livet, er det emne, vi nu tager op, måske «et ord i rette tid», som ved Guds velsignelse kan blive til vejledning og trøst for nogle af dem. Derfor vil vi denne gang kun høre Kristus selv; vi vil samles om ham ved en lejlighed, hvor han selv med både ord og gerning giver svar på de vigtigste spørgsmål, som vakte syndere bærer på. Hvem skulle vi hellere høre i disse spørgsmål end Kristus selv? Det er godt at høre en oplyst og erfaren kristen om dette, og endnu langt herligere at høre en apostel, som har Herrens vidnesbyrd om sig; men alligevel må vi bekende, at det allerherligste er at høre Herren selv, han som skal dømme på den yderste dag. Gud være lov og pris for en sådan lejlighed! Vi samles om ham ved en lejlighed, hvor «alle toldere og syndere kom til ham», som der fortælles om i Luk 15. Men se her først den situation, som blandt os svarer til vores kapitel, og som Kristus kaster lys over i det:

«Min synd står altid for mig,» sukker nogle sørgende i Zion altid med en hemmelig tyngde på hjertet, «min synd står altid for mig. Åh, jeg forfærdelige synder! Jeg er jo helt ulykkelig, for jeg kan aldrig blive mine synder kvit; jeg kender Herrens vilje, men handler så letsindigt stik imod den, og det gang på gang.» – En anden stønner: «Ak, jeg forhærdede synder! Jeg er jo helt død; jeg ser synden, men kan ikke angre den. Hvis jeg bare rigtig kunne angre synden, så ville jeg tro, at Gud kunne tilgive det allerværste; men når jeg er så død, stenhård og sikker, så er det jo helt forbi! Hvis jeg bare kunne bede, hvis jeg bare var rigtig sønderknust, oprigtig og bange for synden, så ville jeg nok en dag vogte mig for den; men mit hjerte er gennemsyret af hykleri. Kort sagt: jeg er helt uskikket til nåden!»

Men en tredje, som ikke selv er i nogen nød og trænger til trøst, ja, som ikke engang kan forstå en så jammerlig klage, svarer disse elendige og siger: «Synden? Hykleri? Man skulle lade være med at synde, så var man ikke så ulykkelig. Man skulle våge lidt mere alvorligt. Man skulle betragte Herrens lov lidt bedre, så skulle man nok lære at angre synden.» Eller en anden af samme slags, lidt mere oplyst, siger: «Bare fortvivl ikke! Bliv ved med at bede! Gud skal nok give dig syndesorg og sejr over synden. Vogt dig bare, så du ikke løber i forvejen for Guds Ånd og tager trøst til dig, før han har fået fuldendt sit lutringsværk i dig. Han, som begyndte en god gerning i jer, skal fuldende den. Han skal krone din omvendelseskamp med sejr; og så, så er den salige stund kommet, hvor du må tro og tilegne dig Kristi fortjeneste» osv. Og sådanne rådgivere bliver meget forskrækkede og ængstelige, hvis den arme synder stik imod deres råd, midt i elendigheden og uden at have vundet nogen sejr, ja, mens alting endnu manglede, er kommet til Kristus og har fået troens glæde og fred, har tilegnet sig Kristi fortjeneste, før nogen sejr var vundet, og er begyndt at synge en ny sang: «Gud være tak, som har givet os sejren, Kristi vundne sejr!» Åh, så bliver de forskrækkede og klager: «De er forførte, opblæste, betaget af et løst evangelium og er løbet i forvejen for Guds Ånd. Nej, nej, så hurtigt og så let går det ikke at komme til den rette tro. Jeg har nu søgt i så mange år, men kan endnu ikke rose mig af allerede at være salig, og disse kommer direkte fra alle slags synder til troen og er straks salige og fuldkomne!» Sådan knurrer de, selv om den benådede synder kun roser Kristus, ikke sig selv, og selv om hele hans væsen viser, at glæden i Herren er hans styrke, og at han ikke er blevet mere skødesløs i sin vandel, men først nu har fået helliggørelsens rette liv og kraft.

Om alt dette – om fortabte synderes benådning, om deres glæde og fred og deres nye kraft til helliggørelse og om dem, der knurrer – følger nu Kristi egen beskrivelse i vores tekst. Og «nu da, alle I tørstige, kom til vandet, og I, som ingen penge har, kom, køb korn og spis, kom, køb korn uden penge og både vin og mælk for intet» (Es 55). Her er himlens port, her er Herrens «trøstens bryst», her er det godt for os at være. Her kan vi høre Herren Kristus selv tale og se, hvordan han handler med syndere. Men man bør nok frygte for at læse eller høre dette med et koldt, adspredt og ligegyldigt sind, uden sult og tørst; for de mætte og rige lader Herren også her gå tomhændede bort. Og kommer et stykke som dette ikke til virkelig gavn, så er der mindre at vente af andre. Åh, sikke en tekst, hvor man med god grund kan bede med Paulus, «at vor Herre Jesu Kristi Gud, herlighedens Fader, må give os visdoms og åbenbarings Ånd til at kende ham og oplyse vore hjerters øjne, så vi forstår, hvilket håb han har kaldet os til, og hvor rig hans arvs herlighed er blandt de hellige, så vi sammen med alle de hellige må kunne begribe, hvad bredden og længden og dybden og højden er, og kende Kristi kærlighed, som overgår erkendelse».

Se først sammenhængen og anledningen til de tre herlige lignelser i vores kapitel! Alle toldere og syndere kom til Jesus. De blev taget så nådigt imod, at de skriftkloge og farisæerne «knurrede» over det og sagde: «Denne mand tager imod syndere og spiser med dem!» Så svarede Jesus med disse tre lignelser om det fortabte får, den tabte mønt og den fortabte søn. Han sagde ikke: Nej, jeg tager ikke imod syndere; tværtimod bekræftede han det og forsvarede sig. Men han sagde, at det ikke engang var nok, at han tog imod syndere; nej, i alle tre lignelser siger han, at han også søger dem og løber dem i møde, ja, at der endog bliver «glæde i himlen» for Gud og hans engle over en eneste synder, der vender tilbage. Til sidst tegner han også farisæernes knurren, når han beskriver den fortabte søns ældre bror: hvordan han ikke vil gå ind og være med i glæden, men står udenfor og knurrer mod faderen over hans alt for store kærlighedsbevis mod «ham her (broderen), som», siger han, «har fortæret dit gods med skøger».

Se da her højden og dybden, bredden og længden af Kristi kærlighed, som overgår erkendelse! Her bliver der noget dejligt for syndere, her bliver der gæstebud for de fattige, for de mest uværdige gæster! Men de mætte, rige, raske og stærke, for hvem synden endnu er let som en fjer, de vil derimod sige med Israels børn i ørkenen: «Vor sjæl væmmes ved denne løse (eller usle) føde.» Men også for dem skal der komme en dag, hvor de bliver svage, modløse og kraftesløse, hvor de blegner og synker sammen, alene fordi de savner den trøst, som nu er dem så overflødig, og som de nu umuligt kan finde smag i. Nu da, I åndeligt mætte og rige, hvad synes I om en sådan åndelighed, hvor hele Kristi kærlighed ikke kan smage jer? Selv om I er gamle kristne, grånede i Herrens tjeneste, er det alligevel et lige så sikkert tegn på, at døden nu er «i gryden», at livet i Gud nu er sovet ind og død derinde, at I nu er magelige folk, der lever gode dage og svæver i luften, når I er blevet så raske, mætte og stærke, at det ikke længere er vigtigt, dyrebart og dejligt for jer at få stå sammen med toldere og syndere og tage imod barmhjertighed. David, Paulus, Peter og alle de hellige kunne aldrig vokse fra behovet for synderens trøst. (Åh, det er den hurtigste måde at fange hyklere eller afsløre døde kristne på: bare stil nådens rigdom i Kristus frem og se, om den er dyrebar for dem, eller om den tværtimod er overflødig for dem og noget, de kender godt nok i forvejen.)

Men der findes nogle usle syndere, som (efter hvad de selv mener) aldrig burde trøstes, fordi de aldrig kan være, som de burde; eller nogle store syndere, som har noget forfærdeligt på samvittigheden og med rette burde være fordømt; eller nogle uhjælpeligt fordærvede hjerter, som aldrig kan blive rigtig oprigtige, alvorlige, sønderknuste og bedende. Hør, alle I toldere og syndere! I er altså fortabte væsener, fortabte får, fortabte sønner og døtre! Men hør her af Kristi egen mund, at det netop er sådanne, han søger, og netop i denne fortabte tilstand, før de endnu er blevet bedre. Og ligesom enhver sag efter loven «skal afgøres efter to eller tre vidners udsagn», sådan har vi også her tre vidner for denne trøstefulde sandhed. For det første vidner Kristi virkelige gerninger om det; for hele grunden til farisæernes knurren var jo netop, at han havde taget så nådigt imod toldere og syndere. Her ser jeg da for mine øjne, at Kristus virkelig tilgiver og benåder syndere – og store syndere, som havde virkelige synder, svære og helt utilbørlige synder på samvittigheden. Tolderne var almindeligt kendt for deres dårlige levned, især for flåning, rov og skurkestreger i deres embede ved tolden. Ordet syndere omfatter i denne sammenhæng alle andre, som var berygtede for grove synder og laster; så de to ord betegner selve bundfaldet og udskuddet af folket. Nu ser jeg her for øjnene, at Kristus virkelig tager imod disse allerværste syndere, så snart de i deres skam og fordømmelse kommer til ham og vil være hans. Det vidner hans gerninger om, her og overalt i hele Skriften, lige fra verdens begyndelse. Dette er summen af hele Guds evangelium, at «Jesus tager imod syndere». Men for det andet vidner endog hans fjender om det samme. De knurrende farisæere ville bestemt ikke sige noget godt om ham eller noget, der kunne trøste syndere; men i deres fjendskab siger de her det, der er vores dejligste evangelium: «Denne mand tager imod syndere og spiser med dem!» De, som frygter, at Jesu venner roser ham for meget, kan da tro hans fjender! Også de siger: Han tager imod syndere! For det tredje vidner hans egne ord allerherligst om det. Åh, en evig trøst! Hvem skulle jeg tro i dette mit allervigtigste spørgsmål om Gud, om ikke ham selv? Her får jeg da se Gud ind i hjertet, se, hvordan han ser på syndere, hvilke tanker han har om os. Se nu her «højden og dybden»! Med blikket på de groveste syndere, «toldere og skøger», siger Kristus: «Jeg ser dem som fortabte får, som en tabt dagløn, ja, som fortabte børn, man har sørget over! Jeg har et sådant hjerte for dem, at jeg gør som den, der har hundrede får, men savner et eneste og straks forlader de nioghalvfems, som er i behold, og går rundt og leder efter det ene, som er borte, indtil han finder det. Og når jeg har fundet mit får, slår og driver jeg det ikke foran mig, men lægger det på mine skuldre med glæde og bærer det til hjorden og siger til mine venner: Glæd jer med mig, for jeg har fundet mit får, som var fortabt. Jeg er som den kvinde, der har ti mønter (drakmer), som for hende er lige så mange dages arbejdsløn; hun har tabt en af dem, og straks tænder hun lys og fejer gulvet og leder omhyggeligt efter den ene mønt, som er borte; og når hun har fundet den, bryder hun ud: Glæd jer med mig! For jeg har fundet den mønt, som jeg havde tabt. Sådan har også jeg arbejdet for menneskesjæle og regner hver eneste af dem som løn for min møje på min trediveårige arbejdsdag og vil ikke miste en eneste af dem. Nej, ligesom der blev glæde for hyrden, som fandt sit fortabte får, og for kvinden, som fandt sin mønt, sådan, siger jeg jer, bliver der glæde i himlen over en eneste synder, der omvender sig. Ja, jeg er en far, som har to sønner. Den ene af dem bliver et sorgens barn for mig. Han vil ikke blive under min tugt, han vil hellere undvære mit brød; han rejser bort til et fremmed land og ødsler dér sin arv bort ved et udsvævende liv. Men han kommer i nød. Fornedret til svinenes selskab får han ikke engang lov at stille sin sult med svinemasken. Så kommer han til besindelse, begynder at tænke på sin fars hus, hvor daglejerne har brød nok, og rejser sig så for at gå tilbage til sin far. Og mens han endnu er langt borte, ser faderen ham og genkender i ham sit barn. Det bliver så underligt for ham om hjertet; varmet af faderfølelser bliver han ung på ny – han begyndte at ynkes; han kunne ikke tænke på den uværdige søns forbrydelse, men sagde ved sig selv: Han er jo min Benoni, min smertes søn, for hvis liv jeg er død i en kamp, hvor jeg svedte, hårdere end Rakels (1 Mos 35,18). Jeg må forbarme mig over ham! Og han løb ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham; og han klædte ham i det bedste klædebon og satte en ring på hans hånd og sko på hans fødder og lod holde en glædesfest for hans hjemkomst og sagde: Nu skal vi glæde og fryde os; for denne min søn var død og er blevet levende igen; han var fortabt og er fundet igen. Sådan er mit hjerte for syndere, ja, for disse foragtelige toldere og skøger!» Sådan taler Herren selv. Se højden, se dybden «af Kristi kærlighed, som overgår erkendelse».

Når man med rimelig opmærksomhed og besindighed tænker over, at Kristus med alle disse lignelser maler sig selv og synderen, at hans hensigt netop er at lade os mærke, hvordan han forholder sig til syndere, hvordan synderen ser ud for hans hjerte, og hvordan han betragtes, så er det jo i højeste grad værd at tænke over, først at den nådige Herre vælger lignelser, som handler om uskyldige, ja, bevidstløse og blot tabte ting som «fåret» og «mønten»; og dernæst at han om den uværdige søn ikke har et eneste ord om det forbryderiske i hans adfærd, men kun peger på hans fortabte tilstand. Han siger ikke: Denne min søn var en nedrig foragter, men jeg har tilgivet ham; men han siger: «Denne min søn var død og er blevet levende igen; han var fortabt og er fundet igen; lad os spise og være glade.» – Åh, her mærker jeg, at det er alvor med det, Paulus siger: «Idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser.» – «Gud forsonede i Kristus verden med sig selv, idet han ikke tilregnede dem deres overtrædelser»; og med det, Herren selv udtrykker sådan: «For intet blev I solgt, og uden penge skal I også løskøbes»; og igen Paulus: «Ligesom fordømmelse kom over alle mennesker ved én overtrædelse, sådan er også retfærdiggørelse til liv kommet over alle mennesker ved én retfærdighed. For ligesom de mange er blevet gjort til syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange gøres retfærdige ved den enes lydighed. Vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender.» Og så forstår jeg, hvad Paulus igen har forklaret: at bebrejdelser, krav og domme, kort sagt «alt, hvad loven siger, det taler den til dem, der har loven, for at (med det formål at) enhver mund skal lukkes og hele verden blive skyldig for Gud» – det taler den med det formål, at den skal være os en tugtemester til Kristus, så vi skal blive «retfærdiggjort af tro». For siden Herren «lod vor alles synd ramme ham», siden Guds Søn blev «født under loven» for os «og udgød sit blod til syndernes forladelse», gælder slet intet for Gud i himlen eller på jorden uden Sønnens lydighed alene; så er alle syndere lige for Gud – «der er ingen forskel; alle har syndet og bliver retfærdiggjort» osv. (Rom 3); så har Gud intet i himlen eller på jorden, som han værner så nidkært om som Lammets ære, idet han siger: «Hyld Sønnen, for at han ikke skal blive vred» osv. – Dette er hele hemmeligheden bag, at Herren tager så nådigt imod de mest uværdige, fortabte sønner og glæder sig over dem. For til at hylde Sønnen er ingen så skikket og beredt som de arme syndere, der ikke har andet end synd og skam. Derfor sagde Herren til de mest religiøse: «Toldere og skøger går ind i Guds rige før jer»; derfor sagde han: «De første skal blive de sidste, og de sidste de første.» Så underligt dømmes der i nådens rige! Derfor gælder det, som Luther siger: «Mange går i fromhed lige til himlens port og kommer alligevel i helvede; og mange går i synd og ugudelighed til helvedes port og kommer alligevel i himlen.» Dette høje, underlige styre, denne fine, skarpe, hemmelige dom går gennem hele Kristi rige. Derfor, hvis du vil nærme dig Gud, så vogt dig vel for at komme frem for ham med nogen egen værdighed; for så er han en fortærende ild. «Men over for synden er han også en fortærende ild! Hvordan skal jeg så bære mig ad?» – Svar: Derfor må du blive stående ved Guds vidnesbyrd om sin Søn, at «han tog vores smerte på sig», nemlig netop smerten fra denne fortærende ilds hede og lovens forbandelse; «han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore misgerninger». – Hvis du ikke tror, at dine synder blev kastet på Kristus og gjort til hans egne, og omvendt at hans fortjeneste og gerninger er skænket dig og er dine egne, så bliver du evigt fordømt! – Selv om du har været i svære synder og endnu sidder fast i dem, ja, i noget helt utilbørligt, så du er helt ulykkelig og fortabt, så kan du umuligt blive fri af det ved noget arbejde (se Rom 7,7–13), men kun ved at du midt i din værste nød kommer til denne tro på Kristus; ved at du bliver stående ved den gode Hyrdes røst, det vil sige hører evangeliet sådan, at dit hjerte bliver overvundet, indtaget og trøstet af det, alene med Kristi fortjeneste og nåde. Så er du i samme øjeblik i hans favn og på hans skuldre. Så er der i samme øjeblik glæde i himlen og glæde i dit hjerte. «Både du og Gud er tilfreds, og al din dom forsvandt.» Faderen omfavner sønnen, og sønnen omfavner faderen. Nu er det ikke en svær, ængstelig og umulig sag at elske og tjene din Frelser. Nej, nu er det dit hjertes lyst og liv. Alt dette følger alene med troen. Alt dette sker i den stund, hvor du i syndenød tror på Kristus. Derfor endnu en gang: Hvis du ikke tror, at dine synder er Kristi egne og hans gerninger dine egne, at hans fortjeneste, «det bedste klædebon», er din egen, så er du evigt fordømt. Åh, når du her ser Kristi kærlighed, hvordan han brænder, hvordan han beskriver den, at han løber efter et bortkommet får, og hvordan det bliver hans glæde, når det bliver fundet igen, så giv ham denne glæde. Du har ofte bedrøvet ham, giv ham nu glæde! Det sker ved troen – den tro, at dine synder er hans, og hans retfærdighed er din.

Så snart Kristus med både ord og handling havde vist sit brændende hjertelag, hvordan han «tager imod syndere», ja, søger efter dem osv., fremstiller han straks derefter den vej, ad hvilken vi får del i denne hans store nåde. Han vidste godt, hvor nødvendigt det var. Hele evangeliet, al prædiken om nåden, om Kristi fortjeneste og Kristi kærlighed, bliver helt frugtesløs, hvis man ikke også får sand besked om, hvordan og hvornår man får del i den, om nådens orden eller synderens omvendelse. For ellers vil nogle tyde nåden sådan, at også alle sikre og ubodfærdige skal have trøst; andre derimod lige omvendt, sådan at alle rigtigt vakte, syndtyngede og elendige sjæle bliver lukket ude fra den. Den ene beskriver omvendelsen, som går forud for troen (Mark 1,15; Luk 24,47), på nøjagtig samme måde som helliggørelsen og mener, at al synd først må overvindes, før der gives nåde. En anden mener derimod, at når man blot har kval over sine synder, har man den rette omvendelse og må tro, at man er frelst, selv om ingen forandring følger med denne anger og tro. Den ene vil have enhver åndelig fødsel i alle dens mindste dele og omstændigheder til at passe på en bestemt, nøjagtig skabelon og kræver, at enhver, som er født af Ånden, skal kunne gøre rede for det hellige vindpusts gang (Joh 3,8), før han må tro, at han er frelst. En anden mener derimod, at alt, hvad der er religiøst og fromt, skal være saligt og godt, uden nogen prøvelse af, om den omvendelse og den tro, som Skriften taler om, er der – for ikke at tale om de grovere vildfarelser, som enten på grund af Guds almindelige nåde eller af Kristi fortjeneste opbygger den mening, at intet menneske skal gå fortabt, men at alle skal blive salige. Alene på grund af en sådan forvirring i meningerne – åh, hvilken nåde, at Herren Kristus selv har forklaret os også vejen til at modtage nåden! Men især skal dette være kært og lifligt at høre for en sjæl, som for alvor er bekymret for sin salighed. En sådan gør ofte hele evangeliet til intet for sig selv med ét eneste spørgsmål: «Hvem skal alt dette tilhøre? Om Kristi kærlighed ved jeg, om nåden, om forsoningen ved jeg; men alt dette skal også de fordømte vide og huske til deres evige hjertekval. Alle er genløste; dog bliver ikke alle derfor frelst og salige. Der findes altså en betingelse på vores side. Hvis jeg bare vidste, at jeg havde den rette bod, omvendelse, tro osv., så ville jeg tro, at de frygteligste synder blev mig tilgivet» osv. – Se da her Kristi eget svar på alle sådanne spørgsmål. I den fortabte søn og hans hjemkomst har han med de mest levende farver malet en synders omvendelse og bod, og hvad der følger derpå. Gud oplyse blot vores forstands øjne, så vi kan se det! – Han siger:

En mand havde to sønner. Hvorfor to? eller hvem er disse to sønner? De er to slags mennesker, som altid findes inden for kirken; de to skarer, som også dengang omgav Kristus, og som han hermed skildrede. For at forstå en lignelse er det altid nødvendigt at tænke over anledningen til den. Anledningen var, at der kom en skare ulykkelige, fortabte, fornedrede syndere til Jesus, mens en anden skare, som ikke mente, at de var så fortabte, knurrede over den nåde, hvormed Herren tog imod den fortabte, uværdige skare (se v. 1–3). Derfor følger her til sidst, hvordan den fortabte søns ældre bror knurrede over faderens godhed mod den hjemvendte søn og roste sig selv af aldrig at have overtrådt hans bud. Disse to sønner er altså: den store, letsindige skare og den selvretfærdige skare inden for kirken. Men snart har vi endnu en tredje person i lignelsen: den hjemvendte, benådede og på ny levende søn. Hvor evangeliet prædikes, og nogle kommer til sand omvendelse, findes alle disse tre. Og så har vi hele kristenheden beskrevet her: for det første den letsindige, gudsforglemmende skare; for det andet den omvendte og benådede skare; og for det tredje den selvretfærdige, knurrende skare. Den første er verdslig, uåndelig; de to sidste er religiøse og dog indbyrdes forskellige. Disse tre skarer findes til alle tider og i alle verdens lande, hvor Kristi evangelium prædikes, hvilket kirkesamfund, hvilke partier eller enkelte meninger der så end ellers råder. – Men lad os nu følge den fortabte søn i hans ulykkelige fornedrelse og i hans salige hjemkomst og benådning.

Her beskriver Herren Kristus først synderens fortabte tilstand. Sønnen tog sin arv ud og rejste bort – rejste langt bort til et fremmed land, og der ødslede han sin ejendom bort ved et udsvævende levned. Hvad dette betegner, er let at forstå, nemlig hvordan et menneske går bort fra Gud, bliver et verdens barn, ødsler dåbens nåde og alt, hvad der fulgte med den, bort, er død i overtrædelser og synder og lever uden Gud i verden. For at være sådan langt borte fra Gud og have ødslet sin arv bort kræves det ikke, at man er lastefuld og forbryderisk; for det liderlige levned nævnes først bagefter (v. 15), blot som en anden grad og form af det samme gudløse liv. Nej, man kan være det bedste medlem af samfundet, redelig, ordentlig og godgørende, og alligevel være «levende død», alligevel være «uden Gud i verden». Lad os give agt på de ord, Herren her bruger om den fortabte søn. Det første er, at han rejste langt bort til et fremmed land. Læg mærke til, at han ikke siger, at han begik en forbrydelse, men kun at han «rejste bort», ja, «langt bort» – «til et fremmed land» – var borte fra sin far. Et verdens barn, dvs. et menneske af den almindelige slags, den store skare, en ikke genfødt sjæl, er altid borte fra Gud; selv om det ellers er det mest naturligt fromme og mest elskelige menneske, er det dog altid borte – ja, også når det beder eller bøjer knæ ved Herrens alter; for derom siger Herren: «Dette folk nærmer sig mig med sin mund og ærer mig med sine læber, men dets hjerte er langt borte fra mig». Det andet ord var: Han ødslede sin ejendom, sin arv, bort, dvs. barnekåret hos Gud, delagtigheden i hele Kristi fortjeneste, Helligånden i hjertet og den evige salighed i himlen, kort sagt alt, hvad Kristus har vundet os, og som skænkes os i dåben, er ødslet bort; mennesket er igen helt og holdent under Djævelens magt, sunket ned i al den elendighed, som udsprang af Adams fald. Men af Adams fald kom tabet af hele Guds billede, og det blev menneskehjertets bestemte natur at elske synden og det forgængelige, men derimod at være uvillig over for Gud og det himmelske; og det blev menneskeforstandens bestemte natur at fatte det jordiske, men ikke det himmelske, i sine tanker om Gud og åndelige ting at fare vild og hellere tro løgnen end sandheden. Alt dette er én gang for alle den menneskelige naturs lige så bestemte art, som det er sneens og isens art at være kold og ildens art at være varm. Når mennesket er gået bort fra Gud og har ødslet sin arv bort, er det straks denne natur, der regerer. Hertil hører, hvad Herren videre siger om den fortabte søn: «Han var død» (v. 24). Læg mærke til: død! I det legemlige var han ganske vist levende og livlig; men han var åndelig død, død for Gud og det åndelige! Herren antyder også (v. 17), at han var fra sig selv, fra sans og samling, for hvor der står: han besindede sig, står der i grundteksten: han kom til sig selv. Ja, et menneske, som kan leve borte fra sin Gud, er sandelig fra sans og samling. Alt dette kunne vises på det mest levende med utallige eksempler fra ethvert almindeligt menneskes forhold til det åndelige time for time. Er du ikke fra sans og samling, når du kan tro, at Gud er nærværende, og alligevel vover at sige og gøre det, du ikke ville gøre, hvis blot en engel viste sig i rummet? Er du ikke åndelig død, når du tror, at Guds egen Søn er blevet menneske, er blevet vores bror og slægtning, og du alligevel aldrig har været så glad for det som for en ringe jordisk gave? Er hjertet ikke af natur jordisk og åndelig dødt, når du kan tale hele dagen om det jordiske og ikke en time om Frelseren? «Hvad hjertet er fuldt af, taler munden.» – Men eksemplerne ville blive for mange at regne op. Alt, hvad Kristus her har sagt om den fortabte søn – «han rejste langt bort» – «til et fremmed land» – «ødslede sin ejendom bort» – «var død og fra sig selv» – er blot, hvad Apostlen siger om os alle i Ef 2: «I var uden Kristus, udelukket fra Israels samfund og fremmede for løftets pagt, uden håb og uden Gud i verden – I var døde ved jeres overtrædelser og synder, som I før vandrede i efter denne verdens skik, efter fyrsten over luftens magt, over den ånd, som nu er virksom i vantroens børn, blandt hvilke også vi alle før levede i vores køds begæringer og gjorde, hvad kødet og tankerne ville, og var af natur vredens børn ligesom de andre» (v. 1–3.12).

Men at leve uden Gud i verden bliver til sidst øde og uhyggeligt for menneskeånden. Tænk at stå op om morgenen uden Gud, falde i søvn om natten uden Gud, være uden Gud i arbejdet og uden Gud i hvilen, uden Gud i glæden og uden Gud i sorgen – åh, et uhyggeligt og øde liv! For da sjælen nu engang er udgået fra Gud og bestemt til livet med Gud, opstår der derved en øde tomhed. Derom siger Jesus nu videre om sin fortabte søn: Og da han havde ødslet det hele bort, kom der en stor hungersnød i det land, og han begyndte at lide nød – han følte en øde tomhed og savn i sin sjæl. Og hvad gjorde han så? Se nu her overgangen fra det pænere verdensliv til det grove og liderlige levned, hvormed en øde sjæl vil bedøve al besindelse og søger en erstatning for freden i Gud! Han gik hen og tog tjeneste hos en af indbyggerne i det land; og han sendte ham ud på sine marker for at passe svin. Dette er fornedrelsens dyb! Der sidder nu en rig mands og øm fars elskede søn, langt borte fra det rige, lykkelige fædrenehjem, i et fremmed land, med slidte og urene rester af gode, kostbare klæder, udsultet og tom, bag en ubarmhjertig herres udhus, for at se på de rodende svin og høre på deres grynten. Så jammerligt beskriver Kristus tilstanden hos en synder, som har forladt sit livs Gud, sin himmelske Far. Bestemt til at være i Guds og englenes selskab, til at gå smykket i Kristi retfærdigheds skinnende klædning, til at have Herrens Helligånd i sit hjerte, er han nu fornedret til den grusomme Djævels træl og sat til at passe de ureneste lyster og begæringer.

Da længtes han efter at fylde sin mave med de bælgfrugter, som svinene åd; men ingen gav ham. Synderen finder ikke den tilfredsstillelse, han har søgt, ikke engang i det frieste liv efter sine lyster. Han får nok smagt på svinemasken, men får ikke fylde sig, dvs. han bliver ikke mæt og tilfreds, men blot endnu mere ulykkelig, uhyggelig til mode og urolig i sit indre. Denne nød blev, siger Herren, en årsag til, at han besindede sig: Da besindede han sig og sagde: Hvor mange af min fars daglejere har ikke brød i overflod, og jeg går her til grunde af sult! Jeg vil stå op og gå til min far. Her er der forskellige omstændigheder at lægge mærke til. At Herren her siger, at nøden drev den fortabte søn til besindelse, og ikke taler om noget bud fra faderen, ikke taler om det egentlige vækkelsesmiddel, Ordet, eller om Åndens kald, kommer af, at hans ærinde her var at vise forskellen mellem de grovere syndere og de selvretfærdige. Han sagde til farisæerne: «Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer». Da han nu skulle vise årsagen til det, nævnte han ikke det, som de havde fælles, Ordet og Åndens kald, men kun det, som udgjorde forskellen mellem dem, nemlig at mens farisæerne var daglejere, som havde brød i overflod, dvs. havde trøst nok i deres eget arbejde, deres tjeneste og retfærdighed *), var tolderne derimod sådanne fortabte sønner i et fjernt land, som følte deres nød og derfor lettere tog imod Ordet og Åndens kald. Men ellers er det Kristi bestemte erklæring: «Ingen kan komme til mig, uden at Faderen drager ham». Til en genfødsel ved Ånden kræves Åndens eget middel og Åndens eget arbejde i sjælen. Syndens grovhed og frygtelighed, væmmelsen, tomheden og uroen, som følger derpå; endvidere legemlig nød, sorger og tab, skuffede forhåbninger i verden, pårørendes uventede død – alt sådant, som her betegnes med den fortabte søns svære hungersnød i det fremmede land, bruger Herren til at vække syndere til den første besindelse; men ingen genfødsel af hjertet sker alene derved. Der er mange, som på grund af sorger og skuffede forhåbninger flygter til religionen for at finde trøst og erstatning i den; men de bliver ikke sande kristne, medmindre Ordet nu vækker en ny sorg hos dem, som overgår og opsluger den jordiske sorg – en «sorg efter Guds sind, som virker omvendelse til frelse, som man ikke fortryder». Derfor siger Herren også her, at den fortabte søns sorg egentlig var denne: Far, jeg har syndet mod himlen og over for dig, jeg er ikke længere værd at kaldes din søn.

*) Hvordan farisæerne både er den ældre søn og samtidig daglejere, forklarer Paulus i Gal 4,1; men sådanne trællesønner, siger han, «skal drives ud og ikke arve sammen med den frie kvindes søn», v. 22–30, jf. kap. 3,10.

Men lad os vende tilbage til teksten. Herren siger: Da besindede han sig, eller da kom han til sig selv – han havde været fra sig selv, været som i vildelse. Vi har også vist, at enhver, som er borte fra sin Gud, selv det allerklogeste og bedste naturlige menneske, er fra sig selv. Det er klogt og tænksomt i alt andet, men i det åndelige er det fra sans og samling og synes alligevel, at det også dér er meget klart, tænksomt og klarsynet. Men bagefter sidder alle vakte og undrer sig og siger: Hvor har jeg haft min forstand, hvor har jeg haft mine øjne og ører, siden jeg ikke før har set og tænkt over dette? – Men da den fortabte søn nu var kommet til sans og samling, åh, hvilke bittert ømme betragtninger stod da ikke for hans sjæl! Han sagde: Hvor mange af min fars daglejere har ikke brød i overflod, og jeg går her til grunde af sult! Her sidder jeg i et fremmed land, langt borte fra min fars bolig, i sult og snavs, fornedret til svinenes selskab, og får ikke engang fyldt mig med svinemask; og i min fars hus har daglejerne brød nok; og jeg, som er søn og arving, går her til grunde af sult. Åh, jeg vil stå op og gå tilbage til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og over for dig; jeg er ikke længere værd at kaldes din søn; lad mig være som en af dine daglejere. Læg mærke til, at han endnu kun havde den tro og trøst, som ligger i vores natur, nemlig at hvis han rigtig omvendte sig og kom rigtig angerfuld og sønderknust til sin far, så ville han få nåde. Sådan er alle vaktes første trøst. Derfor kan de ofte ved den første vækkelse have mange søde og trøsterige forestillinger om Gud, grundet på deres kommende anger og omvendelse. Af en sådan trøst kommer nu de ømmeste betragtninger, som den, vi netop anførte fra den fortabte søn: «I min fars hus har daglejerne brød i overflod, og jeg (som er søn) går her til grunde af sult». Sandelig en betragtning, som burde vække enhver fortabt synder til besindelse. Når billedsproget lægges til side, lyder den i en vakt sjæls mund omtrent sådan: Her går jeg i slaveri under verden, Satan og lysterne, fornedret, langt borte i synd og foragt for nåden. Men ak, jeg er jo stadig et menneske, bestemt til noget højere end dette fornedrende slaveri. Jeg har jo stadig en Far i himlen! Ja, stadig en mild Frelser, som engang har købt mig dyrt til at være et himlens barn, og som også engang i dåben har taget mig i sine arme. Og nu, nu er jeg kommet så langt bort, så dybt fornedret, blot for mine syndige lysters skyld. Åh, hvad har jeg vundet i deres tjeneste? Intet andet end tomhed og kval. Hvor må de sjæle være lykkelige, som kender Gud og står i venskab og forening med Gud! Åh, jeg vil stå op og gå tilbage til min Far. I en sand omvendelse, med et sønderknust og ydmygt hjerte, vil jeg bede ham om nåde – dog ikke kun om nåde, men også om at måtte blive hans tjener, så vil han ikke støde mig bort osv.

Se, på denne måde blander anger og selvretfærdighed, gode forsætter om omvendelse og vantro, kval og søde følelser sig nu med hinanden. Det rummer modsigelser, vil nogen måske mene, og det kan ikke nægtes; men sagen er netop den, at en vakt sjæls omvendelsesarbejde er fuldt af modsigelser. De uerfarne siger: Hvordan kan en sjæl, som er forskrækket og nedslået over sine synder, nære et ønske om egen retfærdighed? Jo, det står nok ikke bedre til med Adams børn, end at de selv under de værste omstændigheder vil omgive sig med nogle selvretfærdiggørelsens figenblade og ikke komme frem for Gud helt nøgne og fortabte. Det skal snart blive bevist med Kristi egne ord i denne hans beskrivelse af en synders omvendelse. Men først vil vi se på, hvordan Herren her kendetegner omvendelsens ægthed og redelighed, for at, om muligt, en selvbedraget sjæl engang i Herrens navn kunne vækkes og mærke falskheden i sit væsen.

Vi taler ikke om, at den fortabte søn klagede over sin synd: Far, jeg har syndet mod himlen og over for dig osv., for alle mennesker ved, at man skal erkende og angre synden; mange ubodfærdige lider også ofte stærke kvaler over synden og kommer alligevel aldrig til omvendelse. Nej, det første ord, hvorpå vi her skal se, at omvendelsen er ærlig, er dette: Jeg er ikke længere værd at kaldes din søn; men lad mig være som en af dine daglejere. Læg mærke til det! Han ville hellere blive blot en «tjenestekarl» i sin fars hus, hellere slide i hårdt arbejde som karl, end være borte i syndens fremmede land. Han ville tage tjeneste hos sin far og blive bundet til ham. Der er mange, som i kval over deres synder kommer til Gud og hans ord og vil have nåde, trøst og ro for deres urolige hjerter; men de vil ikke for altid blive hans, og de vil heller ikke for Herrens skyld forsage og lide noget. De vil så at sige have faderens brød med ud i det «fremmede land», hvor de befinder sig; de vil ikke i hans tjeneste. I den rette omvendelse søger sjælen derimod at blive et helt nyt menneske for alle sine levedage, at blive Herrens livegne, og den bryder sig ikke om, hvad den skal lide, blot den for altid må blive Herrens egen. Den siger af hjertet: «Koste hvad det vil, blot jeg må blive Herrens; så bryder jeg mig ikke om, hvad jeg skal lide.» Og sandelig, når bekymringen for omvendelsen ikke når så vidt, at alt andet i hele verden bliver en småting mod at blive en sand kristen, så er den endnu ikke ret. En anden sag er, at mennesket, som Luther siger over Salme 6, «i denne nød påtager sig mere, end det nogen sinde kan udføre», og at det går skrøbeligt med selve gerningen; men det er alligevel dets fulde alvor og mening, og det må komme så vidt, at det gerne vil gøre og lide alt, blot det kan få nåde. De, som har denne alvor, og for hvem intet i verden ligger så meget på sinde som at blive oprigtige kristne, klager alligevel altid over, at de ikke er alvorlige, men alt for lunkne og trege.

Herren siger videre: Og han stod op og gik til sin far. Det er det andet bevis. Hør! Det blev ikke ved blotte tanker, ord, klager og forsætter, men det blev også til handling og gerning. Vil du stadig have mod til at tie med din falskhed og holde god mine, håbe og være rolig, du, som blot hører, tænker og, når det kræves, taler om omvendelse, anger og om at forlade synden og verden, men aldrig virkelig tager fat på selve sagen? Således driver du gæk med Herren og din sjæl: du beder om nåde, men vil blive i dine yndlingssynder! Du beder om nåde, du vil ikke gå til grunde med verden; men du vil alligevel blive i verdens væsen og alligevel have verdens venskab og agtelse! Herren Kristus ved godt at skelne mellem at tænke og tale og at gøre. Han lader sig ikke spotte. Også de, der har kval over synden, men alligevel bliver i synden, de, der lider under verdens væsen, men alligevel bliver ved med at være verdens slaver og aldrig får kraft til at forkaste dens væsen og tage forhånelsen på sig, burde dog lægge mærke til, at selv om de er besøgt og vakt af Gud, så er de i hvert fald ikke født af Gud og har endnu ikke den rette tro; «for alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er sejren, som har sejret over verden: vores tro» (1 Joh 5,4). Men ganske vist taler vi endnu om sønnen, som blot er vakt, før han er kommet til troen, er blevet omfavnet af faderen og iklædt retfærdighed og styrke; og se, alligevel kunne han ikke blive i det fremmede land blandt svinene. Han havde ikke egentlig kraft til helliggørelse – den fik han først siden, da han fik sko på fødderne – men alligevel blev han af nøden tvunget til at gå ud af det fremmede land. Man ser jo også hos alle rigtig vakte sjæle, at allerede nøden alene driver dem ud af verden, før de endnu er kommet til troen. Og desuden: har du ikke kraft til alt, gør det ikke noget, blot du mærker, hvad du mangler, og har fået det stik i hjertet, så du ikke kan slå dig til ro, før du er kommet til det sande liv. Men på forhånd at hvile, være tilfreds og tænke: Jeg er dog på vej til at blive en kristen, selv om jeg ikke er blevet det – læg mærke til det: at være tilfreds med det er sikkerhed, og det gør, at man aldrig bliver en kristen. Hvis veerne holder op, bliver der ingen fødsel. Nej, Herren siger: «Han stod op og gik.» Det blev til handling og gerning.

Men med denne prisværdige alvor, denne elskelige ærlighed og oprigtighed forener sig en tilbøjelighed, som kunne gøre hele det påbegyndte nådeværk til intet og gøre en vakt sjæl til en farisæer, hvis ikke Herrens Ånd modvirkede det, dels med kraftige advarsler, dels på andre måder. Mennesket ligner en beruset, som aldrig kan gå midt på vejen, men raver fra den ene side over til den anden. Enten vil det ligge helt trygt og ubekymret i synden, eller også vil det ligefrem være sin egen frelser. Kristus har ikke glemt at tegne denne almindelige, dybe tilbøjelighed hos os her. Han siger, at den fortabte søn overvejede ved sig selv, hvordan han skulle sige til sin far: Jeg har syndet mod himlen og over for dig – men lad mig være som en af dine daglejere. Læg mærke til det! Hvis han blot var brudt ud i denne bekendelse, da han kom frem, havde den kun vist, at hans hjerte var sønderknust; men at han overvejede den derovre i det fremmede land, vidner om, at han selv lagde vægt på sin ydmyghed og bøn og mente, at den var nødvendig for at røre og bevæge faderen til barmhjertighed. Netop det er selvretfærdighed. For det første kunne han ikke tro, at faderen allerede var så forsonet og nådig, at han straks kunne tage ham til sig som barn; han mente, at han først måtte «tjene sig op» og måtte tilbyde at blive daglejer. Og for det andet troede han, at han måtte vise sig meget ydmyg og bedende; sønderknuselse og bøn, mente han, skulle bevæge faderen. Det skal ikke nægtes, at han mente det hele oprigtigt; men at han overvejede det, viser, at han anså det for nødvendigt for at bevæge faderen. Se her, hvor godt Herren Kristus ved, hvordan vi er: han kender vores art. Han har jo også haft tid nok til at se det hos de mange tusinde fortabte sønner, han har taget imod. Der er ingen, som har set det sådan som han. Utallige er de arbejdende hjerter, han har set, som her har bøjet sig og tænkt at bevæge ham med deres ydmyghed og bøn. Han vidste nok, hvordan han skulle skildre det. Og hvor findes der en eneste omvendt sjæl, som ikke ved med sig selv, at der intet er, man så hænger ved og tænker på som dette: hvordan man dog kan komme frem rigtig ydmyg, sønderknust og bedende? Er det ikke alle de vaktes, ja ofte også de troendes, suk og tanke: Åh, hvis jeg blot rigtig kunne angre min synd og rigtig bede! Hvis jeg blot var rigtig sønderknust over min synd, så ville jeg tro på Guds nåde for de sværeste synder; men når jeg er så hård, så kold og ikke kan bede, som jeg skal, så kan jeg ikke tro, at Gud er mig nådig. Det er sandt, i denne omsorg for anger, sønderknuselse osv. ligger der også en ærlighed, en rimelig og sund frygt for selvbedrag, for en falsk omvendelse og falsk, selvtagen trøst; men dér blander selvretfærdighedens smitte sig ind, når man synes, at Gud ville blive os nådig, hvis man blev så og så sønderknust og bedende. Vi skulle jo ellers besinde os på, at anger og sønderknuselse ikke er nødvendige for Guds skyld, men for vores; at sønderknuselsen ikke tjener til at bevæge Gud til os, men til at bevæge os til Gud; ikke til at skaffe os plads i Guds hjerte, men til at skaffe Gud plads i vores hjerte; ikke til at gøre Herren beredt for folket, men til at gøre folket beredt for Herren. Men hvor stor sønderknuselsen og angeren da må være, mere om det om lidt.

Det andet, som selvretfærdigheden hænger ved, er tjenesten: «Gør mig til en daglejer», det vil sige: Hvis jeg blot nu kunne vise Herren nogen troskab! Hvis jeg blot kunne våge og stride mod synden med nogen kraft og være from og hellig i hele mit væsen og på den måde bevise, at min anger og tro er ærlig, så ville jeg tro, at Gud var mig nådig; men hvordan kan han ellers være det? Se, på den måde kæmper alle ærligt vakte sjæle for at oprette deres egen retfærdighed for ikke at skulle kaste sig på Kristus som helt fortabte syndere. Men lad os nu se videre, hvordan det går, når det går rigtigt til.

Vi har allerede set to beviser på en sand omvendelse: det første, at sønnen hellere ville lide og underkaste sig alt end blive borte fra sin far, hellere blive «daglejer»; det andet, at han ikke blot tænkte og talte, men at det blev virkelighed, at «han stod op og gik».

Nu følger det tredje tegn på, at omvendelsen er ægte; og det består i, at sønnen på sin omvendelsesvej aldrig nåede det mål, han stilede mod (nemlig at komme frem, bede og ydmyge sig), men endnu var langt borte, da faderen overraskede ham med sin nåde (v. 20). Og nu er vi kommet til selve den store hemmelighed ved den sande omvendelse. Læg mærke til det! Historien om den fortabte søn er ikke en virkelig begivenhed, men en lignelse, som Kristus har sat sammen, og hvor han gjorde billedet efter sagen, som skulle afbildes. Ellers kunne han have sagt: Da sønnen endelig kom frem og havde udøst sig i anger og bøn, sådan som han havde besluttet, så ynkedes faderen over ham osv. Nej, sådan går det aldrig, når det går rigtigt til. Herren siger: Da han endnu var langt borte, så hans far ham og ynkedes over ham og løb ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham ømt. – Læg så mærke til dette: langt borte! Det er de åndeligt fattiges ord. Deres klage er altid denne, at de er så langt fra det, de burde være; de kan ikke angre sådan, ikke bede sådan, ikke omvende sig sådan, ikke blive sønderknust sådan, som de burde, men er i alt langt fra. – Men der findes andre, som siger: «Jeg har angret, bedt og omvendt mig sådan, som Ordet kræver; og da jeg så fandt, at min omvendelse svarede til Ordets krav, vidste jeg, at tiden var inde til også at tro og tilegne mig nåden.» De burde vågne op her og mærke, at deres omvendelse er en «abegerning». Hvorfor det? Hvorfor er sådan en omvendelse ikke sand? Svar: fordi den går lige imod Skriftens tydelige ord om lovens rette virkninger (se Rom 7,7–13), lige imod lovens formål (se Rom 3,19; 5,20), lige imod disse ord: da han var langt borte, og lige imod lignelsen om tolderen i templet, som «stod langt borte og slog sig for brystet» osv.

Hemmeligheden er denne: De, der har held med deres omvendelse, så de bliver sådan, som de vil, og kan bede, angre og omvende sig, som de skal, har aldrig set Moses’ ansigt afdækket, har aldrig mærket lovens åndelige krav, dens krav til det indre menneske, men har kun taget lovens overflade og kun kastet sig over gerninger, over visse religiøse skikke, over religiøse øvelser og et redeligt og fromt liv, over en eller anden religiøs virksomhed osv., og over for alt det, der manglede i det indre menneske eller i livet, har de trøstet sig selv med, at «ingen er fuldkommen», og således helt ladet alt ligge, som var svært for dem. De har ikke bekymret sig om at styre hjertet og om hjertets genfødsel. De har altså prutet med loven og knækket dens brod; de har selv sat et mål for deres fromhed efter eget forgodtbefindende eller efter andre lige så overfladisk virksomme kristnes regler eller eksempel; og det mål sættes da passende højt, så de kan nå det. Åh, de har dristet sig til at flytte den Helliges skelsten! Og hovedgrunden er, at deres vækkelse aldrig var dyb, åndelig og grundig nok. Den, som først er blevet rigtig vakt af Ånden og siden lader målet stå, hvor Gud har sat det, det vil sige tager Guds hellige lov, sådan som den lyder, og vil rette sig efter den, den, som har fået øje på Guds hellighed og mærker hans krav til hjertet og hans krav om fuldkommenhed i alt, også det inderste, han vil aldrig sige, at han har nået det mål eller har gjort sådan en omvendelse, bøn osv., som han burde; han vil snarere sige: «Åh, jeg er så langt fra!» Mange kan ganske vist indrømme og sige: «Jeg er langt fra»; men her er det et spørgsmål om erfaring og sandhed. Da bliver det ofte en forfærdelig nød: Jeg ser, hvor rimeligt alt det er, som Gud kræver; jeg tager fat på det, men kan ikke udføre det; jeg beder Gud om hjælp, men det bliver værre. Synder, som jeg før knap vidste af, bliver mig nu overmægtige (Rom 7,7–15). Jeg burde da i det mindste blive forskrækket; nej, da er jeg til tider letsindig og sikker. Jeg burde i det mindste bede mere alvorligt; nej, da flyver tankerne bort. Og selv om jeg er syndig og svag, burde jeg dog våge og alvorligt stride mod det onde; nej, da følger jeg hurtigt den første fristelse. Det er jo forfærdeligt. Og jeg ville gerne rive mig selv i stykker for at blive anderledes, men er stadig den samme. Jeg flygter til Guds ord; da er det mig tørt og smagløst som at tygge på tørt træ. Jeg går til nadveren, og dér bliver jeg dobbelt ulykkelig. Jeg må frygte, at jeg helt er overgivet af Gud til et uværdigt sind, at jeg ikke er blandt de udvalgte, eller at jeg har begået synd mod Helligånden. Åh, hvor hårdt det holder, åh, hvilken kamp på liv og død det er, før et hårdt selvretfærdigt menneske kommer igennem denne snævre port og kan bringes til som helt fortabt at overlade sig til Guds egen rene barmhjertighed i Kristus og som ugudelig, som hård, sikker, hyklerisk, død, kold, tilbøjelig til synd, ja djævelsk, lade sig tage op, sådan som det er, ud af sit blod, ud af syndens søle, og helt magtesløst overlade sig til den barmhjertige samaritaner for blot at ligge på hans skuldre, på Kristi egen blodsfortjeneste! Nej, man vil absolut føle sig from og levende, før man vil tage imod tilgivelse. Andre kommer lettere igennem, og det bidrager mange omstændigheder til; men alle bekender de: Jeg fik nåde netop, da jeg var allerværst, da jeg endnu var «langt fra» det, jeg stræbte efter. Da bliver nåden ren nåde, da kommer den som en uventet, salig overraskelse; da bliver troen ikke dette: «Jeg fandt, at min omvendelse var, som den burde være, og så vidste jeg, at det tilkom mig at tro»; nej, tværtimod sådan: «Jeg fandt, at jeg i alt var langt fra, jeg tænkte, at det umuligt kunne tilkomme mig at tro nu, jeg søgte tværtimod at blive mere forskrækket og sønderknust; men da kom Herren med et evangelisk ord og trøstede mig, før jeg ventede det.» Er det ikke det, der står her: Da han endnu var langt borte, løb hans far ham i møde og faldt ham om halsen og kyssede ham?

Og her er nu forskellen mellem en selvtagen tro og en tro, som Gud har virket. Den selvtagne er den, som jeg selv tager mig, når jeg synes, at jeg er værdig til den og godt beredt; den, som Gud har virket, er den, der kommer af evangeliet, netop når jeg er allermest uværdig. Og her ser vi ud fra de tre nævnte tegn på den rette omvendelse, hvor stor syndenøden må være for at opfylde sit formål. Vi har set, at syndenøden er for lille, når du endnu har noget i verden, der er dig kærere end Guds nåde, eller ser noget på gudsfrygtens vej, som er dig for svært, noget, du ikke vil underkaste dig; når du altså kan blive, hvor du er, og blot tænker og taler om omvendelse osv., men der ikke bliver mere ud af det. For det andet er vækkelsen og syndserkendelsen ikke ret, når du ikke bliver til skamme i din omvendelse, men oplever en glædelig fremgang og altså finder trøst i den. Men når det kommer så vidt, at du for det første gerne vil lide alt hellere end at være borte fra Gud, og at du derfor kommer i strid og kamp med dit onde, men for det andet i en sådan kamp, at du derved bliver «skyldig», ulykkelig og rådvild, at din mund bliver «lukket», og du ikke kan lide dig selv – se, så kan loven ikke udrette mere, og så vil Gud ikke længere have dig bedrøvet; så er det kun den overstrømmende nåde, som nu kan give liv, salighed og kraft.

Men lad os nu til sidst se på det salige møde mellem faderen og sønnen; lad os se, hvordan Kristus deri beskriver sit hjertelag over for syndere: Og da han endnu var langt borte, så hans far ham og ynkedes over ham og løb ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham ømt. Faderhjertet brændte for stærkt i ham, da han så den fortabte søn, som han havde sørget over, nærme sig; han kunne umuligt tøve og vente, til sønnen nåede frem, men mens han endnu er langt borte, løber faderen ham i møde, falder ham om halsen og kysser ham. I Jer 31,18–20 taler Herren ud af sit hjerte om dette salige møde med sin uværdige, fornedrede Efraim, som han har sørget over: «Er Efraim ikke en dyrebar søn for mig, er han ikke et yndlingsbarn, som jeg passer desto mere på, jo mere jeg irettesætter det? Derfor bevæges mit hjerte for hans skyld, og jeg vil forbarme mig over ham. Jeg har ofte hørt Efraim klage: Du har tugtet mig, og jeg er blevet tugtet som en utæmmet kalv. Omvend mig, så bliver jeg omvendt; for du, Herre, er min Gud. For efter at jeg er vendt tilbage, vil jeg angre, og efter at jeg er kommet til besindelse, vil jeg slå mig på hoften, blues og skamme mig, for jeg har båret min ungdoms skam.» – Læg mærke til Herrens ord: «Derfor bevæges mit hjerte for hans skyld, og jeg vil forbarme mig over ham!» – – Og mens sønnen går med matte, vaklende skridt, siger Kristus her, at faderen løber; det vil sige: Synderen kan aldrig være så ivrig efter at få nåde, at Gud ikke er langt ivrigere efter at give nåde. Og her høres ikke ét eneste bebrejdende ord. Lad os huske sønnens grufulde skyld: hvor uværdigt han forlader og foragter sin far, ødsler sin arv bort, lever i grove laster, lever sammen med svinene – og nu er alt glemt, dødt og begravet! Hvor uren og fornedret sønnen end er, falder faderen ham om halsen, græder det barmhjertige faderhjertes tårer og kysser ham, glad over endnu en gang at kunne tage sit savnede barn i favn. Han siger: Nu må vi glæde os; for denne min søn var død og er blevet levende igen; han var fortabt og er fundet (v. 24.32); og nu skal det bedste klædebon frem og en ring på hans hånd og sko på hans fødder; og nu skal «fedekalven» frem, og der skal holdes glædesfest i huset! – og ikke ét eneste bebrejdende ord. Det gjorde «det bedste klædebon». Kristi retfærdighed dækker rigeligt over al synd. Så må ingen bebrejdelse høres.

Lad os aldrig glemme, at Kristus med alt dette beskriver sig selv og os – beskriver sit hjertelag over for syndere – og at det angår dig og mig. Åh, så kan jeg jo være lige så lykkelig, som om jeg allerede var i himlen! For så ved jeg jo helt bestemt, hvordan Herren dømmer i den allervigtigste sag. Så ser jeg, hvordan Gud tager imod mig og ser på mig. Hvem skulle jeg tro mere end ham selv, når det gælder Gud? Hvem i himlen eller på jorden kan bedre sige, hvordan Herren er sindet, end Kristus selv? Hvad i hele verden er da mere sikkert og trygt end det, han selv har sagt? Og her ser jeg, at selv om jeg har været eller nu er lige så dybt sunket og uværdig som denne søn – først en nedrig frafalden fra Gud; siden tilsølet i alle grove synder og laster; endelig ulykkelig i min omvendelse, kun nået halvvejs, «langt borte» fra målet, skyldig i alt, magtesløs, kold, død – så skal det alligevel være en glæde for Gud og hans engle, hvis jeg blot lader mig skænke nåde. Åh, så tør jeg ikke opgive håbet. Bort med sorgen! Bort med mismodet! Herren selv har sagt det!

Vi vender nu tilbage til teksten. Efter at faderen allerede havde omfavnet og kysset sin søn, kommer sønnen alligevel frem med sin angrende bekendelse: «Far, jeg har syndet mod himlen og over for dig og er ikke værd at kaldes din søn.» Faderens kærlighed og omfavnelse havde ikke gjort hans følelse af synd til intet! Nej, tværtimod var angeren vel aldrig så dyb, øm og bitter som netop nu. Netop nådens storhed gør min synd endnu mere uværdig og bitter for mig. Hvis Gud ikke var så overmåde nådig, ville min synd være mindre utilbørlig og mindre knusende for mit hjerte; men at den himmelske Fader stadig vil nære et så kærligt og brændende fadersind over for mig, en fortabt syndens slave, det knuser mit hjerte helt, det får mig til at briste og smelte. Som Luther siger om Adam, der, skønt han var faldet og skælvede, alligevel kom frem med udflugter, undskyldninger og uvilje mod Herren selv: «Havde Gud straks sagt: Adam, du har syndet, men jeg vil tilgive dig din synd, så ville Adam i højeste grad have forbandet synden og ydmygt og uden hykleri erkendt den.» Det er altså en vildfarelse, når man mener, at nåden og troen skal gøre en ende på angeren over synden. Nej, tværtimod! Nåden og troen gør dels synden endnu mere uværdig, dels virker de i mennesket en øm og fintfølende ånd, som nu våger over sin vens øjne, og derfor bliver synderne langt finere og skarpere bemærket og følt. Derfor bliver følelsen af synd tværtimod større gennem den salige forening med Frelseren i troen, selv om den nu er en sorg med tro og barnekår, ikke en slaves skælven.

Læg mærke til, at sønnen nu i sin bekendelse udelod ordene: «Lad mig være som en af dine daglejere.» Ved faderens store barmhjertighed og omfavnelse var han kommet til den tillid, at han havde noget bedre at håbe på end at blive karl. Desuden synes hans bekendelse at være blevet afbrudt af faderens befaling om «det bedste klædebon»; for netop da, mens sønnen taler om sine synder, befaler faderen, at klædebonnet skal bæres frem. Dette klædebon blev svaret på syndsbekendelsen. Da sønnen fremførte den bekendelse, han havde besluttet sig for: «Far, jeg har syndet mod himlen og over for dig» osv., svarede faderen ham ikke, men vendte sig til tjenerne med befaling om det bedste klædebon, som for at vise, at han slet ikke behøvede denne bekendelse for at blive bevæget til barmhjertighed, men allerede havde et klædebon parat, som skulle dække over alt.

Vi vil nu se på ordene: «Hent det bedste klædebon frem» osv., og vi skal deri finde ord og ting, som man aldrig i evighed kan prise den kære Herre nok for – men som man vel må bede særskilt om hjælp til at betragte: Herre, hjælp os! Åbn vores øjne!

De fleste og mest åndfyldte skriftfortolkere har været enige om, at disse ord om klædebonnet, ringen, skoene osv. ikke blot var fyldord i lignelsen, men at hvert af dem havde sin tilsvarende åndelige betydning, som vi også snart vil betragte. Men læg her først mærke til, at selv om vi antog, at disse ord om klædebonnet, ringen osv. kun var nødvendige for at gøre lignelsen fuldstændig og samlet kun skulle betegne, at faderen udøste al sin barmhjertigheds rigdom over sin hjemvendte søn, så er der stadig en mærkværdig omstændighed tilbage, nemlig denne: Hvorfor siger Kristus, at netop «det bedste klædebon» skulle frem og tages på den fortabte søn? Faderen kunne jo have sagt: Hent et godt, et rent, et smukt klædebon frem! Hvad mener Herren med at udtrykke sig sådan? Lad os huske godt, at det er Herren Kristus, den guddommelige alvor og sandhed, der siger dette. Og han siger dog her noget, som ikke har sin grund i en naturlig hændelse, men er helt særligt. For når en uværdig, bortløben søn vender hjem, ligger der ingen naturlig grund og nødvendighed til, at netop han skal have det bedste klædebon, ligesom der heller ikke er nogen naturlig grund til, at faderen netop skulle se ham på afstand; i en naturlig hændelse er det lige så muligt, at sønnen kommer helt ubemærket frem til huset og overrasker faderen. Nej, sådanne ord i lignelsen er ord, som Kristus har taget fra selve den sag, der skulle afbildes, og ikke fordi den lignelse, han brugte, krævede sådanne tilføjelser. Så spørger man med rette: Hvad vil Kristus give til kende, når han lægger faderen ordene i munden: «Hent det bedste klædebon frem»? Grunden var, at det var den mest uværdige søn i huset, der skulle dækkes og smykkes med det! Den, der var faldet dybest, vakte jo den største glæde, da han kom tilbage. Eller er dette ikke præcis det samme, som hele Guds evangelium lærer os: at «hvor synden blev overstrømmende, blev nåden endnu mere overstrømmende» – at hvis du er «den største af syndere, vil Gud først og fremmest vise hele sin langmodighed mod dig» (1 Tim 1); «for at du kan komme til besindelse og skamme dig og ikke mere åbne din mund på grund af din skam, når jeg tilgiver dig alt, hvad du har gjort, siger Herren, Herren» (Ez 16,63); «for du får dobbelt igen af Herrens hånd for alle dine syndestraffe» (Es 40,2), «og nåde på nåde» (Joh 1,16). «For at du kan komme til besindelse og skamme dig», siger Herren. Tænk, hvilken salig skam den fortabte søn må have følt, da han – med alt det, han vidste med sig selv: at han foragteligt havde forladt sin far, ødslet sin arv bort, levet et lastefuldt liv osv. – ikke blot blev taget nådigt imod, men også skulle smykkes med det bedste klædebon! Han, den mest uværdige, skal få den største nåde! Men det er jo også, hvad hele evangeliet viser, nemlig at Guds hjerte ikke har nogen større lyst end at gøre syndere salig skamfulde med uventet nåde; at han ikke har noget kærere syn end at se den salige forlegenhed, som synderen kommer i, når han som den allermest uværdige forbryder mod sin Gud alligevel får den største nåde, ligesom den ureneste får det bedste klædebon. Vi ser også, hvordan den nådige Herre har fremstillet præcis det samme i andre lignelser, fx når han siger, at netop de, der havde stået ledige på torvet hele dagen og kun arbejdet én time, fik en gave af vingårdsejeren, da de kendte og erkendte deres skam; men de, der havde båret dagens byrde og hede, fik ikke det mindste som gave, men kun ret og rimeligt det, de havde fortjent, og blev oven i købet vist bort med skænd, da de knurrede. Ligeså bliver tolderen, som med rette skammede sig over sine mange bevidste synder, så han ikke vovede at løfte øjnene, retfærdiggjort frem for den anden, som havde mange ubestridelige fortjenester. En sådan orden har Herren fastsat for at ydmyge Adams stolte slægt dybt. «Han har indesluttet alt under synd, for at han kan forbarme sig over alle.»

Hvis nu nogen ville sige: «Så skal vi altså synde, for at nåden kan blive overstrømmende», så har vi først Paulus’ velkendte svar i Rom 6, og dernæst tilføjer vi: Synder mangler du ikke; du behøver ikke at synde mere, for at synden skal blive overstrømmende! Nej, tværtimod: Hold op med at synde, sæt engang en dæmning for dine synder, så skal du mærke, hvordan de strømmer over. Af loven – ikke af lovløsheden – kommer erkendelse af synd; «loven kom også ind – den blev ikke kastet bort – for at overtrædelsen skulle blive overstrømmende». Sådan står der. Lær derfor blot at kende de synder, du har, så har du straks overstrømmende synd. Men den store, usigelige trøst, som Herren Kristus giver her, er den, at selv om du er kommet så ulykkeligt i syndens og Satans vold, at du ikke blot synes, du er den allerværste synder, men også virkelig er den mest afskyelige, jorden har båret, så skal det alligevel ikke forhindre dig i at blive den højest benådede; for så fuldstændigt har Herren nedtrådt og forkastet al vores værdighed, når det gælder spørgsmålet om benådning for Gud, så fuldstændigt har han indesluttet alt under synd, for at han kan forbarme sig over alle, at når den mest uværdige, mest fortabte syndens slave vender tilbage, er det hans største lyst at give ham netop denne allerstørste nåde og derved gøre ham allermest salig skamfuld. I himlen skal heller ingen salige ånder så stærkt og smukt udråbe Lammets ære som netop de mest uværdige syndere. Det viser sig også allerede her på jorden.

Men vi vender tilbage til teksten. Der er ingen tvivl om, at Kristus ville betegne noget særligt åndeligt gode med hver af de gaver, den fortabte søn fik. Og hvad kunne Herren så mene med «det bedste klædebon»? De troende ved det godt. Gid de blot lige så godt kunne tro og huske denne herlige dragt, som de ud fra Ordet ser og forstår dens betydning! Men vi vil alligevel anføre nogle steder i Skriften, som skal kaste et klarere lys over det herlige klædebon. Da Herren et øjeblik åbnede himlens port for Johannes’ øje, og han foran Lammets trone så en stor, utallig skare, klædt i lange hvide klæder, spurgte en af himlens ældste ham: «Hvem er de, der er klædt i de lange hvide klæder, og hvorfra er de kommet?» Men Johannes undslog sig for at svare og sagde: «Herre, du ved det!» Da sagde himlens borger: «Det er dem, der kommer fra den store trængsel, og de har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor er de foran Guds trone» (Åb 7). Læg først mærke til: «de kommer fra den store trængsel». Nu er det sandt, at vi må gå ind i Guds rige gennem megen og mangfoldig trængsel; men den eneste trængsel, der tjener som et bestemt kendetegn på den salige skare, er den bedrøvelse, der driver til Lammets blod og kun stilles ved at blive vasket i det (2 Kor 7,10). De har haft stor trængsel, men vasket deres klæder i Lammets blod. Dér har vi også den fortabte søns nød og bedrøvelse, som drev ham tilbage til faderen; dér har vi en lignende sammenhæng som mellem ordene: «Og han sagde: Far, jeg har syndet mod himlen og over for dig» osv. Da – læg mærke til: da sagde faderen til tjenerne: «Hent det bedste klædebon frem og klæd ham i det.» – Men et klædebon, der er blevet hvidt i Lammets blod, hvad betegner det andet end fortjenesten ved Kristi blod, tilregnet os, iført os? «For blodet er det, der skaffer soning, ved sjælen, der er i det» (3 Mos 17,11). Så ser vi altså, at «det bedste klædebon» ikke er andet end Kristi retfærdigheds kappe (Es 61,10), sådan som det også står med klare ord i samme Åbenbaring, kap. 19: «Men linnedet er de helliges retfærdighed.»

Endnu et eksempel på en sådan påklædning. I Zak 3 sagde Herren om Josva: «Er han ikke en brand, revet ud af ilden? Og Josva var klædt i urene klæder og stod foran englen (pagtens engel, Kristus, eftersom han er den, der tager synder bort, v. 4); og englen sagde til dem, der stod foran ham: Tag de urene klæder af ham! Og han sagde selv til ham (Josva): Se, jeg tager din skyld fra dig og vil klæde dig i festdragt.» – Har vi ikke her igen den fortabte søn, «som en brand revet ud af ilden», stående i sine «urene klæder» foran Herren? Og hvad var de urene klæder? Og hvad fik han i stedet for dem? Svar: «Se, jeg tager din skyld fra dig og vil klæde dig i festdragt.»

Ja, når Herren Kristus, som selv har sagt: «Mit blod udgydes til syndernes forladelse», her med få ord vil tegne de store gaver, som den himmelske Fader giver en hjemvendt søn, var det naturligt, at han først skulle nævne denne allerstørste, forsoningen ved hans blod, den gave, der lægger grunden til hele den nådestand, som sønnen nu skulle sættes ind i, og som er grunden til alle de andre gaver, sønnen fik. Skriften taler ganske vist om to slags åndelig klædning. Paulus siger fx i Kol 3: «Ifør jer derfor som Guds udvalgte, hellige og elskede inderlig barmhjertighed, mildhed, ydmyghed» osv. Men det er ikke «det bedste klædebon», ikke «festdragten», som man kan stå i for kongen; det er Guds børns hverdagsdragt, som de skal leve i blandt mennesker; men her tales der om det bedste klædebon, som dækker synderne og består for Gud.

Her har vi altså selve den store hovedgave, som gør os værdige for Gud – og her den store hemmelighed i nådens rige – hemmeligheden ved den underfulde og høje nåde, hvormed Gud kan tage imod de allerværste syndere, hemmeligheden ved den underfuldt urokkelige nådestand, som de troende lever i, og hvorved ingen synd nogensinde mere tilregnes dem, skønt de ikke er fuldkomment rene, men synden altid hænger ved dem. At de alligevel altid er yndige og elskelige i Guds øjne, at de alligevel i Skriften kaldes hellige, at de lever under et nåderige, der er så mægtigt over gerningerne, som himlen er høj over jorden, så de for alle deres fejltrin ikke et øjeblik mister deres høje værd, deres retfærdighed og elskelighed for Gud – det kommer alt sammen af dette hemmelige bedste klædebon, som er usynligt for os, men altid skinner for Gud.

Men hvor beklagelig en jammer og nød er det ikke, at vi aldrig kan holde denne herlige dragt fast for vores troens øjne, men hele tiden glemmer den igen og kun ser på vores egne klæder, kun på os selv og vores egen retfærdighed! Om ikke for andet, så kunne man alene for denne nøds skyld ønske snart at få lov at drage herfra. Vores hjerte er ved Adams fald så fordærvet, at alt, hvad Gud siger os, straks bliver os et intet, så snart vi ikke ser det med de ydre øjne. Når det bedste klædebon ikke består i noget, der findes hos os, og derfor heller ikke ses hos os, men består i Kristi egen retfærdighed, så er det straks for os, som om det slet ikke fandtes, og vi lever vores dage, som om der ingen Kristus og ingen skænket retfærdighed fandtes, ja, som om man havde lært os, at vi skal bestå for Gud i vores egen retfærdighed. Sådan kan vores onde hjerte, vores vantro og Djævelen gøre alt det til løgn, ja, til intet, som Gud har forkyndt os ved en stor skare af vidner. De vidner med én mund om dette kostelige klædebon. Hos Esajas siger bruden eller den troende sjæl: «Jeg vil glæde mig i Herren. Min sjæl fryde sig i min Gud! For han har klædt mig i sejrsdragt og lagt retfærdighedens kappe om mig» osv. (Es 61,10). Hos Ezekiel siger Herren til bruden: «Jeg vaskede dig med vand og skyllede dit blod af dig og klædte dig i broderet stof og gav dig sko af tahaskind – – – og din skønhed var fuldkommen ved min pryd, som jeg havde lagt på dig» (Ez 16). Hos Zakarias siger englen: «Se, jeg tager din skyld fra dig og vil klæde dig i festdragt» (Zak 3). David siger til Herren: «Kongedøtre er blandt dine elskede; smykket med guld fra Ofir står dronningen ved din højre side» (Sl 45). Paulus siger: «Så mange af jer, som er døbt til Kristus, har iført jer Kristus» (Gal 3). Johannes siger: «Linnedet er de helliges retfærdighed; de har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.» Og Kristus selv siger: «Hent det bedste klædebon frem og klæd ham i det.»

Se denne lysende række af vidner, se, hvad de alle ligesom med én mund bevidner – men det gælder slet intet! Vores onde hjerte gør alt dette til intet, til løgn, så snart vi ikke ser noget herligt hos os selv, men tværtimod synd og urenhed. Det er sandelig jammerligt; man kan med god grund ønske sig udfriet fra et så fordærvet hjerte, som gør Gud til løgner og hele tiden berøver os den glæde, som vi med rette skulle have.

Men da hele Guds evangelium taler om dette bedste klædebon, vil vi nu slutte, når vi først har føjet to bemærkninger til vores tekst. Faderen siger: «Hent det bedste klædebon frem» osv. Han siger ikke: Lav et klædebon; allermindst siger han, at sønnen skulle få stof og tid til selv at lave sig et klædebon; men sådan: Hent det bedste klædebon frem! Det var altså færdigt i forvejen, før sønnen kom tilbage. Åh, en dyrebar og vigtig lære! Kristi retfærdighed står færdig for enhver og venter på synderen, hvis han blot kommer og lader sig iføre den. Paulus siger: «Vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender – mens vi endnu var syndere» (Rom 5). Og igen: «Gud forsonede i Kristus verden med sig selv» – læg mærke til: hele verden, ikke blot de omvendte! Luther taler om sofisternes falske drøm, idet de mener, at Kristi retfærdighed skal være en nåde, der er indgydt i os, skal være Kristi hellighed og dyder, genspejlet i os ved Åndens værk i os. Åh, hvilket fint mesterstykke af Djævelen for at berøve arme sjæle hele trøsten og nytten af Kristi retfærdighed! Nej, Kristi hellighed, genspejlet i os, er vel et fortræffeligt værk, men slet ikke den retfærdighed, som består for Guds luende ildøjne; den hører til helliggørelsen, som aldrig bliver fuldendt her. Nej, den retfærdighed, som er det bedste klædebon, og som består for Gud, er Kristi egen retfærdighed, som han fuldbragte i egen person her på jorden, og som helt skænkes og tilregnes den nedslåede synder, så snart han i troen flyr til Kristus. Den består helt og holdent kun i, at Kristus blev født under loven og blev gjort til synd for os; at han i vores sted var, gjorde og led alt det, som vi burde have været, gjort og lidt, og som, når vi i troen tager imod det, skænkes og tilregnes os så fuldt, som om vi selv havde været, gjort og lidt det i egen person. «Vi er nået til den overbevisning», siger Apostlen, «at én er død for alle, og derfor er alle døde»; – «for ham, som ikke kendte til synd, har Gud gjort til synd for os, for at vi skulle blive Guds retfærdighed (læg mærke til det) i ham» (2 Kor 5). «Derfor skal dette være hans navn, som man skal kalde ham med: Herren, vor retfærdighed!» (se og læg mærke til Jer 23,6). Kristi blodsved er en fuldgyldig anger over synden; Kristi gennemstungne hjerte er mit helt rene hjerte; Kristi gennemborede hænder og Kristi fromhed, andagt, kærlighedsgerninger, bøn osv. er min fromhed, mine kærlighedsgerninger, min bøn osv. «Men», siger Luther, «denne retfærdighed er helt hemmelig og skjult, ikke blot for verden, men også for de hellige; for den er ikke engang en tanke, et ord eller en gerning i os selv (sådan som sofisterne drømmer, at den er noget, der er indgydt i vores hjerte), men helt uden for og over os, nemlig Kristi gang til Faderen (dvs. hans lidelse, død og opstandelse); ja, den er også sat uden for vores sanser og øjne, så vi ikke kan se og føle den, men må gribe den alene med troen på Kristi, den evige sandheds, ord, som siger, at han selv er vores retfærdighed. Det er jo en underlig retfærdighed, at vi skal have retfærdighed sådan, at den ikke er nogen gerning, ingen tanke, kort sagt slet intet i os, men helt uden for os, i Kristus, og alligevel i sandhed bliver vores ved hans gave og så helt og holdent vores egen, som var den erhvervet af os selv! Hvem kunne forstå, at det kaldes retfærdighed, når jeg intet gør eller lider, ja, intet tænker eller føler, og der i mig slet intet findes, for hvis skyld jeg bliver Gud velbehagelig og salig, men jeg ser helt bort fra mig selv og holder mig alene til Kristus?»

Se, sådan forstår jeg, hvad Kristi retfærdighed er, nemlig noget, som er færdigt og venter på os, lige siden han udbrød: «Det er fuldbragt» – venter på, at vi blot kommer og lader os iføre den.

«Kan dette ske eller ej, så er nåden dog givet. / Gør vi os rede dertil, så får vi også gaven; / men om vi støder den fra os, er gaven dog til stede. / Vil du ikke nyde livet, så dø da, som du vil.»

Det andet, der burde bemærkes, var, at det ord i grundteksten, som Kristus her bruger for «klædebon», egentlig betyder et langt, fodsidt klædebon, en stola. Herved må man først lægge mærke til, at sådan et fodsidt klædebon plejede at kendetegne frie, ansete personer – og den fortabte søn og alle syndere, som er iklædt Kristi retfærdighed, er i sandhed frie og høje personer for Gud, kongesønner, Kristi brødre og medarvinger. Men vi vil huske på endnu en kostelig omstændighed ved dette fodsidde klædebon, nemlig at retfærdighedens kappe også dækker vores fødder, dvs. vores vandel; som Luther siger: «Kristi retfærdighed gør både vores personer og vores levned velbehagelige for Gud». Der findes kristne, som både forstår og elsker Herrens veje, men sjældent har ret trøst, fordi de støder sig på deres eget levned, som i en eller anden henseende er noget mere fejlbehæftet; og de siger: «Jeg kunne nok tro, at alle synder er tilgivet, hvis jeg blot kunne leve, som det sømmer sig og anstår en kristen; men der er tydelige fejl i mit levned!» osv. – Kære, det er bestemt slemt og beklageligt; men hvad er synd, hvis ikke fejl i levnedet og i den måde, kristendommen viser sig på? Hvad gavn havde vi af Kristi retfærdighed, hvis ikke alle disse fejl var dækket, hvis vi ikke helt og holdent var dækket med alt, hvad der er i os, indre og ydre mangler? En kristen er derfor i sådan et rige, hvor intet må skade ham og ingen synd tilregnes ham, så længe han er i Kristus. Som Skriften siger: «Salig er den mand, som Gud ikke tilregner synd» – der står ikke: som ingen synd har, men: som ingen synd tilregnes. Det gør det fodsidde, hvide klædebon; det dækker også mine fødder – dvs. Kristi retfærdighed gør både min person og mit levned velbehageligt for Gud.

Om ringen, skoene, fedekalven osv. kan vi fatte os kortere; for hvis vi blot kender det bedste klædebon godt, hvis vi blot lever i troen på Kristi retfærdighed, så følger alt det øvrige af sig selv. Det er Ordet om Kristi retfærdighed, som er troens egentlige livsnæring.

Ringen var hos romerne et tegn på en fribåren person, eller på at nogen var søn og ikke træl; hos grækerne betegnede ringen høj stand og rigdom; men da den fra gammel tid er blevet brugt til at forsegle med, har de gamle her ved ringen især forstået «Åndens vidnesbyrd og besegling», jf. 2 Kor 1,22; Rom 8,15–16. I det sidste skriftsted har vi ringens hele betydning: «I har ikke fået trældommens ånd igen til frygt, men I har fået barnekårets Ånd, ved hvem vi råber: Abba, Fader! Ånden selv vidner sammen med vores ånd, at vi er Guds børn. Men er vi børn, så er vi også arvinger» osv. Nå, den, der har fået ringen, vidnesbyrdet, han ved det. Den, der ikke har fået det, skal vogte sig for at være ligegyldig med det; men han skal vogte sig for at søge det i følelsen, før han har troet Guds vidnesbyrd om sin Søn og taget Gud på ordet.

Sko på fødderne. Da fødderne betegner vandring, og man altid går bedre med sko end uden, betegner skoene her den nye kraft til helliggørelse, som især følger efter vidnesbyrdet og visheden om barnekåret; for så kommer der et liv, en lyst og en kraft til at efterfølge Kristus, så man glad løber Guds buds vej, som David siger: «Jeg vil løbe dine buds vej, for du trøster mit hjerte» (Sl 119). Så siger man: «Nu gør jeg med glæde, hvad der før var svært»; eller med Johannes: «Hans bud er ikke tunge». Og se her rækkefølgen: først klæderne, derefter ringen, vidnesbyrdet, og så sko, kraft til helliggørelse. I den rækkefølge går det. Men om kraften til helliggørelse er der tidligere talt meget her, så derfor ikke mere om det nu.

Gæstebuddet eller glædesfesten er for en del let at forstå. Det er en hjemkomstglæde og en glædesfest, både for den benådede synder og for Gud og hans engle, efter Kristi ord: «Hvis nogen åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid (gæstebud) med ham og han med mig». Det er naturligt, at den skal glæde sig, som nu ser sig selv som en brand revet ud af ilden, har tilgivelse for alle sine synder, er iklædt Kristi egen retfærdighed, er forenet med Frelseren på det inderligste og har Helligånden i sit hjerte. Var troen ikke endnu indhyllet i dunkelhed, ville vi vel dø af glæde. Nogle sjæle, især de, som har været i dybere mørke, får også smage så usigelige ting og bliver så berusede af Guds hus’ rige gaver, at deres jordiske hytte næppe kan holde det ud. Men det er nødvendigt at lægge mærke til, at Gud her uddeler meget forskelligt. Det eneste, som er væsentligt her, er, at enhver må få fedekalven slagtet til sit gæstebud, dvs. at Kristus, ofret for os, bliver min og bliver mit hjertes højeste glæde. Om den glæde, der bliver i himlen over en synder, som er kommet tilbage, siger Faderen her usigeligt lyse ord: «Lad os spise og være glade; for denne min søn var død og er blevet levende igen; han var fortabt og er fundet igen». Det er sådan en beskrivelse af Guds kærlighed, som vi aldrig her i tiden får ind i hjertet, aldrig rigtig kan tro. Det hjælper ikke, at Kristus har sagt det, og at vi ellers vil tro ham i alt. Her kan vi dog ikke tro ham. Vores tro på Guds kærlighed og sindelag mod os når ikke gerne højere op end til, at vi tror, at han tilgiver os vores synder og af nåde tager os til sig som børn og venner; men at vi skulle være en glæde for Gud og hans engle – vi, arme, uværdige syndere – nej, det går ikke ind i vores hjerte. Alligevel har Herren selv sagt det. Vi burde visselig bøje os tilbedende for hans sandhed og erkende: «For Gud er intet umuligt». Han kan også have sådan et hjerte. Himmel og jord skal forgå, men hans ord skal ikke forgå. Og han siger i alle tre lignelser og med tydelige ord, at «der bliver glæde for Gud og hans engle over én eneste synder, som omvender sig».

Om den ældre søn får vi vel tale under en særlig overskrift. Så slutter vi her. Den fortabte søn og hans hjemkomst er og bliver dog et usigeligt og uudtømmeligt emne til lære, trøst og salig fryd. Gud give os nåde til aldrig, aldrig at glemme det, men under jammerdalens sorger og alle anfægtelser altid at vende tilbage til dette emne igen!