Den gode hyrde

(Sjette årgang, 1847)

Hvor jeg går, i skove, bjerge og dale, / Følger mig en ven, jeg hører hans røst; / Usynlig er han vel, men han taler, / Taler undertiden advarsel, undertiden trøst. / Det er den gode Hyrde. Vel var han død, / Men han lever i al evighed; / Følger og plejer kærligt sine brødre / Med usigelig trofasthed. :,:

Alt, hvad vi til evig tid behøver, / Alt i alle har jeg i min ven; / Alt, hvad der kan bedrøve mit hjerte, / Kender han og hjælper det igen. / Vel forsvinder den kære ven ofte; / Men han sagde selv: en kort tid; / Så igen en tid, og jeg er nær; / Da bliver der igen glæde og fred. :,:

Når Sejrsfyrsten tænker på Thomas, / Hvor han går fuld af sorg og vantro, / Skynder han sig og skænker ham adgang / Til at se og røre ved hans sår. / Thomas, smeltet af Jesu milde hjerte, / Overvundet af hans pinsels dragt, / Råber, fuld af glæde og kærlighedssmerte: / «O, min Herre og min Gud!» :,:

Skænk også mig, o Jesus, denne lykke, / Som fordriver vantroens mørke kval! / Værdes at trykke sårenes billede i mit hjerte / Til besegling af mit nådevalg! / Milde Hyrde, tænk på, at fårene, / Samlet ved evangeliets lyd, / Kun af røsten og af sårene kender / Dig, deres Herre og deres Gud! :,:

Følg mig, du mildeste gennemstukne hjerte, / På den vej, jeg går gennem ørkenen! / Lad min tro, i glæde og i smerte, / Altid kunne hvile ved dine sår. / Lad mig sove ind i dit milde skød; / Lad mig opstå, klædt i din dragt; / Frelst og salig råbe, når jeg møder dig: / O, min Herre og min Gud! :,: