Jesus Kristus er den samme i går og i dag og i evighed!

(Syvende årgang, 1848)

Sådan udbryder Apostlen i det sidste kapitel af Hebræerbrevet. Det er jo en stor trøst under alle tidens skift og omvekslinger, at Kristus endnu lever og er den samme i går og i dag og i evighed! Så skal alting kunne hjælpes og blive godt! Hvad skulle også ved et årsskifte *) være en mere trøstefuld og kær betragtning for kristne – for hvem Kristus er alt i alle – hvad skulle være mere passende som de kristnes løsen eller feltråb, end dette: Jesus Kristus er den samme i går og i dag og i evighed?

*) Dette stykke var skrevet til nytåret 1848.

I, som kender Kristus, som nogensinde har mærket, at Herren er god, som har erfaret, smagt og set, hvor liflig Herren er, hvor stor han er i nåde og barmhjertighed, hvor trofast og hvor mægtig til at hjælpe i alting – tænk på og betænk, at han på nøjagtig samme måde er sådan endnu i dag og til alle tider, i dag som i går, i år som i det forgangne år, og ligeså i evighed. Han kan umuligt forandres, han er «evighedernes Fader», han er helt uforanderlig, den samme under alle tidens skift. Det er kun her nede, i os, i vores følelser, tanker og fornemmelser, at der sker omskiftelser og forandringer; midt under alt dette er Kristus helt uforandret, ganske den samme – så at hvis vi for eksempel husker, at han nogensinde helt uforskyldt har tilgivet synder, hvis han nogensinde har gjort os, der var helt ugudelige, retfærdige af lutter fri nåde, ved sin egen fortjeneste, så gør han det samme alle dage; hvis han nogensinde har trøstet os, da vi ikke var værd at blive trøstet, men snarere havde fortjent at blive straffet og forstødt, så vil han lige så uforskyldt trøste os endnu i dag; hvis vi husker, at han nogensinde har udfriet os af nød, af synd og fristelser, da vi selv ikke havde den mindste kraft til at befri os derfra, så ved vi, at han både vil og kan gøre det samme endnu, når hans tid er. Hvis vi har at fortælle: den og den gang var jeg helt fortabt, forvirret og forvendt, et bortkommet får, men han, den gode Hyrde, opsøgte mig og hentede mig tilbage, rørte mig igen med sit ord og førte mig tilbage – se, så ved vi, at han også i de kommende tider altid vil gøre det samme; for han er altid den samme: Jesus Kristus er den samme i går og i dag og i evighed. Han har visselig endnu ikke vist os sin sidste velgerning! «Han har først elsket» os; og «efter at han havde (frit, uforskyldt og inderligt) elsket sine egne, som var i verden, elskede han dem til enden».

Men en sådan trøst har vi ikke blot ud fra vores egen korte og begrænsede erfaring; nej, helt fra verdens skabelse og gennem alle århundreders længde går den samme erfaring af vor Herre Jesu Kristi nåde og kraft. Jesus Kristus er den samme i går og i dag og i evighed! Når vi ser, hvordan han tidligere tog imod syndere og tilgav de største misgerninger, så ved vi, at han også nu gør det samme med os. Når han i sin tid siger til en berygtet storsynderske, som græder ved hans fødder (Luk 7): «Dine synder er dig forladt, gå med fred»; når Saulus, som var en «spotter, forfølger og voldsmand», bliver den mest benådede apostel; når David, som efter at have nydt den allerstørste nåde endda falder i de blodigste misgerninger, igen får tilsagn og tilgivelse, og så videre – så ved vi, at der ingen ende er på vor Herre Kristi nåde, at han endnu vil tilgive alle dem, som søger ham, alle deres synder. Ja, når vi ser, hvordan han aldrig blev træt af sine disciples svagheder, men uafladeligt irettesatte og rettede dem, men aldrig forkastede dem, så ved vi, at han heller aldrig bliver træt af os; og når vi ser, hvor villig han var til at høre bøn, selv når den var så kort, at den kun bestod i at røre ved hans klæder (Matt 9,20), så ved vi, at han også endnu hører de korteste bønner. For ved alt dette skal vi betænke, at Kristus endnu i dag er ganske den samme: Jesus Kristus er den samme i går og i dag og i evighed! Det er en ubeskrivelig stor trøst og en fast borg, når tiderne skifter, stormer og formørkes; da kan en kristen endnu med glæde synge: «Jeg sidder i skyggen af ham, som jeg længes efter. Du, Herre, er min styrke, min klippeborg, min borg og min redningsmand, min Gud, min klippe. Du er den samme, og dine år har ingen ende.» Men vi skal også lægge mærke til, at al lykke, fred og salighed her endnu afhænger af, at Kristus ikke blot i sig selv er hele verdens Frelser og salighed, i går og i dag og i evighed, men at han også nu og til alle tider bliver dette for vores hjerter; at det også om vores hjerter, om vores dybeste længsel, trøst og skat kan hedde: «Jesus Kristus er den samme i går og i dag og i evighed!» Her skilles vores veje, nemlig når det ikke blot gælder, hvad vi forstår, indrømmer og bekender, men hvor vores hjerter har deres tilholdssted, deres skat, trøst og salighed. Ja, her skilles vores veje. Forældre og børn, brødre og søstre, naboer og bekendte, som ellers er ens, bliver her forskellige og skilt fra hinanden. Nogle bekymrer sig slet ikke om Kristus; de har så mange andre bekymringer, interesser og gøremål, og de har desuden trøst nok uden Kristus. Der findes andre, som nok ikke er ligeglade med saligheden, men som har en religion, en omvendelse, en gudsfrygt og en alvor, hvori de ganske vist ikke har haft brug for eller fået al deres trøst i den korsfæstede, men alligevel har håb om, at de er på den rette vej, og det er de tilfredse med. Disse har alt undtagen sandheden, vejen og livet. Endelig findes der også nogle, som ikke har kunnet få trøst i deres omvendelse, gudsfrygt og alvor, men som med skam over deres omvendelse, rådvilde og ludfattige, har fået deres eneste håb, trøst og ros i Kristus, så at de med Paulus «ikke vil vide af andet end Jesus Kristus og ham korsfæstet». Han er blevet deres alt i alt, deres A og O, begyndelse og ende, så at de siger med David: «Herren lagde en ny sang i min mund.» – «Han drog mig op af fordærvelsens grube, af det dybe dynd; han stillede mine fødder på en klippe, han gjorde mine skridt faste. Og han lagde en ny sang i min mund, en lovsang til vores Gud» (Sl 40,3–4). Den vise er denne: «Jesus Kristus er den samme i går og i dag og i evighed.» «Du er blevet slagtet og har købt os til Gud med dit blod» (Sl 118,14; Åb 5,9). Disse er kristne, og disse er lykkelige, om så alt i verden vendes op og ned, ja, om de så må døjes med mange skrøbeligheder og fejl, sorger og trængsler; for Herren er deres retfærdighed, deres evige og herlige retfærdighed, lige så vel som deres styrke; og Herren er deres hjælper og evige Fader. «Den, som sidder i den Højestes ly og hviler i den Almægtiges skygge, han siger til Herren: Du er min tilflugt og min borg, min Gud, som jeg stoler på; for han skal redde dig fra fuglefængerens snare og fra pesten, som ødelægger. Med sine fjer skal han dække dig, og under hans vinger skal du finde tilflugt; hans trofasthed er skjold og værn. – Om så tusind falder ved din side, ja, titusind ved din højre side, skal det dog ikke ramme dig» (Sl 91).

Men nu, I lykkelige, troende sjæle, som står i Herrens pagt, nu kommer vi til den vigtige belæring, advarsel og formaning, som Apostlen vil give i det feltråb, vi har valgt. Den advarsel og formaning kan lyde sådan:

«Lad ikke den nye sang / blive jer gammel eller lang!» Faren er, at Kristus og hans nåde og hans liflige evangelium i tidens løb kan miste sin vægt og sit værd for hjertet. Kristus sagde et betydningsfuldt ord: «Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle søvnige og faldt i søvn.» Tiden bliver måske lang, vandringen ensformig, sagen gammel, og et uendeligt mangfoldigt virvar drager vores ustadige, glemsomme hjerter bort fra vores store, ene fornødne; da kan det let ske, at Kristus og hans nåde og Ordet om korset, som engang var vores usigelige glæde, skat og salighed, mister sin smag, sit værd og sin kraft for hjertet. Mod denne fare har vi et stærkt advarende eksempel i Israels børn i ørkenen; og Apostlen siger: «Det blev skrevet til advarsel for os, til hvem tidernes ende er kommet.» Hvordan gik det så med Israels børn? Jo, da Herren med stærk arm, med store undere og kraftgerninger havde udfriet dem af det grufulde slaveri i Egypten og ført dem gennem Det Røde Hav på vejen til det gode land, som var givet dem, da sang de Herrens pris, da var de brændende i ånden og villige til alt godt. Da Gud siden gav dem brød fra himlen og vand af klippen, da var de taknemmelige, da var Herren stor og kostelig for dem; men hvad skete der? Jo, vandringen i ørkenen blev lidt langvarig, himmelbrødet lidt ensformigt og hverdagsagtigt, og se, da indtraf den skændige utaknemmelighed; da glemte de alle trældommens trængsler og udfrielsens velsignelser, da opstod lysten efter forandring, og om himmelbrødet hed det: «Vor sjæl væmmes ved den usle føde, vi får.» Da blev de advaret af Moses, men ville ikke give agt på det; de blev ved med at væmmes og råbe: «Giv os kød, giv os kød, rødløg og hvidløg!» Hvad gjorde Herren så? Jo, Skriften siger: «Og Herren lod kød regne over dem som støv, vingede fugle som havets sand. De spiste og blev overmætte. Han lod dem få, hvad de havde lyst til. Men mens de endnu havde kødet mellem tænderne, før det var fortæret, blussede Herrens vrede op mod folket, og Herren anrettede et meget stort mandefald blandt folket. Og stedet fik navnet Kibrot-Hatta’ava, det vil sige ’begærets grave’; for der begravede man dem af folket, som var blevet grebet af begær» (4 Mos 11; Sl 78). Den alvorlige advarsel, dette giver os, er, at den, som engang er blevet gjort ren, fri og salig i Kristus, må se til, at han ikke igen bliver så kold, at Kristus, forløsningen i Kristus og forsoningens ord, dette himmelske manna, igen bliver ham uvigtige, gamle, smagløse og kraftløse; eller, hvis vi også er begyndt at blive kolde på den måde, at vi dog lader os advare, stadig vender om og fornyes i vores sinds ånd, så at det alligevel må blive sandhed i vores hjerter: Jesus Kristus er den samme i går og i dag osv. For hvad der skete med Israels børn, det sker endnu med mange i det åndelige Israel. Når de først kommer til sandheden og erfarer den store udfrielse fra deres trældom under synden og Djævelen, loven og samvittighedens kvaler, da er Israels Hellige stor iblandt dem, da er evangeliet lifligt og velsmagende, da synger, taler, skriver og hører de gerne om Kristus, om forløsningen, nåden og saligheden i ham; men nogle år går, vandringen i nåden bliver mere ensformig, ingen særlige storme og kampe optager dem, syndsfølelsen køler af, og i samme grad bliver nåden mindre vigtig; da indtræder kedsomheden og væmmelsen; da bliver det for ensformigt at høre om Kristus; da er evangeliet en gammel, smagløs lære; da hedder det: Vor sjæl væmmes ved denne usle føde. Nu vil man have noget nyt, noget eget og usædvanligt, noget mærkværdigt – man vil have «kød, rødløg og hvidløg» – noget skarpt og pirrende. Åh, så er det ikke et godt tegn!

Men hvad gør Herren da med sådanne overmætte og utaknemmelige sjæle? Ja, hvad skal han gøre? Han gør som med det legemlige Israel: han lader dem først advare ved sit ord, og når dette så ikke agtes, lader han dem «stille deres begær», lader dem fare af sted og blive stående ved kød, ved menneskepåfund, ved sådanne røster og skrifter, som er født af kødet og rummer kød, ved fornuftens og menneskets tankers værk i åndelige ting, som nu er mere interessante og underholdende for det kødelige sind; og så føres de længere og længere bort fra «enfoldigheden i Kristus», fra den rette åndelige smag, så at de til sidst, som Apostlen siger, «ikke vil tåle den sunde lære» (det gamle, enfoldige ord om omvendelsen, troen og kærligheden), «men efter deres egne lyster samle sig flokke af lærere, fordi det klør dem i ørerne» (2 Tim 4,3). Sådan ender den skændige utaknemmelighed, når man ikke i tide lader sig advare.

Det var mod denne fare, Apostlen ville advare de troende, da han udbrød: Jesus Kristus er den samme i går og i dag og i evighed; for derpå følger disse ord: «Lad jer ikke forføre af mangfoldige og fremmede lærdomme» (Hebr 13,8–9); som om han ville sige: Den samme Kristus, som fædrene har haft, og som de har levet på og er døde salige på (for det nærmest foregående vers 7 taler om de lærere, der er sovet salige hen i troen), denne Kristus, som de troede på, han er også i dag og til evig tid den samme; bliv derfor faste og urokkelige ved ham og ved den sandhed, han har lært os – en sandhed, som må være lige så evig og uforanderlig, som han selv er; lad jer ikke føre hid og did af mangfoldige og fremmede lærdomme. Sådan lyder Apostlens formaning. Og hvor vigtig og nødvendig er den ikke! Vi er ikke uvidende om, hvad Satan har i sinde. Han ved godt, at intet kan skade os, så længe Kristus er os dyrebar og vigtig, er vores alt i alt; og omvendt, at intet kan hjælpe os, hvis Kristus går tabt; Kristus er dog den eneste, der formår at «nedbryde Djævelens gerninger» og er «en gift for helvede og en plage for døden». Kan jeg blot holde mig til Kristus og det rene, sunde ord, så kan alting hjælpes; ja, selv om det ikke altid gik så rigtigt og godt med mit liv, så bliver jeg dog altid rejst op igen. Men kan den gamle slange føre os bort fra Kristus og den sande kundskab om ham, så har han vundet, så har han os våbenløse og hjælpeløse i sin hånd. Derfor vil vi altid finde, at al Djævelens stræben, magt og list går ud på at føre bort fra Kristus og stille noget andet for vores øjne – om det så er lutter hellighed, fromhed og gode gerninger – blot Kristus ikke er det, vi ser hen til, i en enfoldig tros hunger eller tillid. Derfor siger også den store apostel: «Jeg frygter for, at ligesom slangen bedrog Eva med sin list, sådan skal også jeres sind fordærves og vendes bort fra den enfoldige troskab mod Kristus» (2 Kor 11,3; se også de følgende vers). Faren er derfor visselig ikke fjern. Ud over denne uafladelige stræben fra Djævelens side ligger der også i hele menneskenaturen, som allerede nævnt, dels denne grufulde utaknemmelighed, glemsomhed og forglemmelse af Guds velgerninger og af den nød, han har udfriet os fra; dels også en uendelig trang til noget nyt, eller den almindelige menneskelige egenskab altid hurtigt at blive led ved det, man har, og ønske sig noget nyt, altid at elske forandring. Desuden er Kristus og hans evangelium en dårskab og en anstødssten for al fornuft. Skal vi nu under sådanne omstændigheder dog altid blive faste i ham, så må vi sandelig ikke følge vores natur. Vi bør betænke, at kristendommen ikke er en vilkårlig sag eller noget, der blot skal forsøde dette liv, som et frommere tidsfordriv, man kan forme efter forgodtbefindende; nej, det gælder, hvordan vi skal undslippe vores synders evige straf, Djævelens vold og helvedes fordømmelse, og i stedet indtage himlen og være Guds børn i tid og evighed. Det sker ikke ad en hvilken som helst vej, men kun ad den ene vej, som Gud selv har givet os. Har Gud nu engang ført os ind på vejen, ført os til ham, som er vejen, sandheden og livet, så skal vi vide, at den vej, vi da er kommet til, er den eneste vej og sandhed, som fører til salighed; at det uden for den vej ikke er muligt at finde livet; som Johannes siger: «Den, som har Sønnen, har livet; den, som ikke har Guds Søn, har ikke livet; for livet er i Guds Søn» (1 Joh 5,12); og igen: «Enhver, som viger af og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud; den, som bliver i læren, har både Faderen og Sønnen» (2 Joh 9). Dette er altså ikke noget at spøge med$1Apostlen Paulus var for sit eget vedkommende så omhyggelig i denne sag, at han – for at være rigtig sikker på, at intet andet i det skjulte skulle være hans hjertes trøst, men at han virkelig måtte findes i Kristus – regnede alt, hvad der var det bedste hos ham, for «skarn», for urenhed. «Ja», siger han, «jeg regner også alt for tab over for det, der overgår alt: kundskaben om min Herre Jesus Kristus» (Fil 3,8). Hvordan skal det så gå dem, som tankeløst svæver ud i hvilken som helst åndelighed og er glade for hvilken som helst trøst, deres hjerte måtte have, uden overhovedet at give agt på, om det virkelig er «Lammet, som blev slagtet», eller noget andet? Lad os derfor se godt til, at vi altid er på den rette vej og i det rette sind, så det, som er størst i himlen og for Gud, også er størst for os! For Guds øjne er intet stort og gyldigt undtagen Sønnen alene, ofret for os; det samme må også for os være det eneste store og dyrebare, sådan som vi nu har set det hos Johannes og Paulus. Har vi en anden smag, så er det ikke et godt tegn; så bør vi klage det for Gud og bønfalde ham om den rette smag og det rette sind. Sådan bør vi også vide og betænke, at der ingen synd findes på jorden så forfærdelig, ingen, som i den grad må vække Guds vrede, som utaknemmeligheden og foragten for hans store velgerninger; og nu er ingen af Guds velgerninger større end den, at han gav os sin egen Søn og i ham det evige liv, da vi havde fortjent evigt at bære vores synders rette løn. Derfor: «Hvordan skal vi kunne undfly, hvis vi ikke har agtet så stor en frelse?» (Hebr 2,3). Endnu mere: hvis vi også engang har set Guds herlighed i Kristi evangelium, er blevet Guds børn ved troen og har fået smage, hvor liflig Herren er, så ville det jo være en forfærdelig utaknemmelighed, om vi nu holdt den samme nåde og det samme evangelium for en ringe ting, som ikke smagte os. Det ville være, hvad Jesus kalder at «have forladt den første kærlighed». Paulus skriver også om den første kærlighed blandt galaterne (Gal 4,14), at de dengang havde sat evangeliet så højt, at de havde taget imod ham, som prædikede det, «som en Guds engel», ja, «som Kristus Jesus», og tilføjer: «Hvor er nu jeres tale om jeres lykke? For jeg giver jer det vidnesbyrd, at hvis det havde været muligt, havde I revet jeres øjne ud og givet mig dem.» Så højt satte de evangeliet dengang! Men da de siden var blevet «forhekset» af en «fremmed lære», så at de ikke «adlød sandheden», men «søgte at blive retfærdiggjort ved lovens gerninger», da kalder han det, at de på ny korsfæstede Kristus (Hebr 6,6), og siger, «at de var helt skilt fra Kristus og faldet ud af nåden» (Gal 5,4). Og er det ikke forfærdeligt, når sådan noget ifølge Kristi egne ord kan ske – at den første kærlighed forlades – midt mens man dog bliver ved med at arbejde og lide for Kristi navn, er årvågen over for falske ånder og har et skarpt blik til at skelne dem, altså blot ved en stille, indre bortdøen fra øvelsen i den rette omvendelse og tro? For sådan lyder Kristi tankevækkende ord i Åb 2,2–5: «Jeg kender dine gerninger og dit arbejde og din udholdenhed, og at du ikke kan tåle de onde og har prøvet dem, som kalder sig apostle og ikke er det, og har fundet, at de er løgnere. Og du har udholdenhed og har båret for mit navns skyld og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed. Husk derfor, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de første gerninger; ellers kommer jeg snart til dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig.»

Til sidst skal vi også lægge mærke til (hvad man også kan se af disse Kristi ord), at hvis Kristus altid skal blive ved med at være os dyrebar og kostelig, vores hjertes alt i alt, og den nye sang aldrig blive os gammel eller lang, så er det nødvendigt, at ikke blot den rette lære, men også det oprigtige liv bevares – at vi står i stadig øvelse, dagligt lever i den omvendelse, som gælder for Gud, i en vågen samvittigheds erkendelse af synden, og dagligt vil være forvisset om syndernes forladelse, om nåde og venskab hos Gud. Så skal Kristus altid blive ved med at være os højst nødvendig, dyrebar og uundværlig; så skal evangeliets ord altid være os et stadigt behov, velsmagende og kært; så skal vi gerne høre, læse og tale om Kristus. Så skal han bo hos os og over os, og vi skal følge Lammet, hvor det end går. Så skal det med rette hedde: Jesus Kristus er den samme i går og i dag og i evighed. – Ja, det give han os selv, som er troens banebryder og fuldender og altid den samme, Jesus Kristus, velsignet i evighed! Amen.