Alt i alle Kristus

(Sjette årgang, 1847)

*) Normaludgaven (den nye svenske oversættelse) har: Kristus er alt og i alle.

«Alt i alle Kristus» er apostlen Paulus’ ord i Kol 3,11. Åh, hvilket stærkt tordenslag over en hel mængde egenretfærdige vildfarelser! Men også en rig kilde til lærdom, trøst og vederkvægelse for de elendige i alle tænkelige åndelige nøder og bekymringer! Alt i alle Kristus – det er hemmeligheden bag en kristens retfærdighed såvel som helliggørelse, styrke og bevarelse i nåden; det er også hemmeligheden bag den forunderlige fred, glæde og frimodighed, som man ser visse mennesker have midt i den største svaghed og elendighed. Alt i alle Kristus – den sætning er let lært, hvad ordene og betydningen angår, og mange vil mene, at de ikke har mere at lære af den; men det er dog netop dette stykke, som altid mangler hos os, så snart der er nød og sorg på færde. – Alt i alle Kristus – dér har vi også beskrivelsen af, hvad en sand kristen er, til forskel fra alle andre slags fromme. En kristen er nemlig et menneske, for hvem Kristus er blevet alt i alt. Mange er religiøse, men holder i selve hjertet mange andre åndelige ting for vigtigere end Kristus, og derfor kredser deres tanker og ord også mere om dem end om Kristus, sådan som Kristus selv siger: «I mener at have evigt liv i Skrifterne, og I vil ikke komme til mig for at få liv» (Joh 5,39–40). Og hvad der betyder mest for hjertet, mærkes let på talen: «Hvad hjertet er fuldt af, taler munden.» De kan også læse og høre dette ord og denne bemærkning uden at være så ærlige over for sig selv, at de giver agt på, hvordan det står til med dem på dette punkt. Og selv om de bliver mindet om og overbevist om dette deres hykleri og uhyggelige selvforræderi og mærker, at det rammer dem, kan de alligevel være så sløve, at de heller ikke da formår at blive ærlige over for sig selv.

Men der findes andre sjæle, som på en anden måde trænger til denne lærdom, at Kristus er alt i alle – sjæle, som er Guds rige meget nær, ja, også sådanne, som har en virkelig tro på Kristus, men alligevel ikke ved, hvad de har i ham, sådan som vel ingen kristen ved det fuldt ud. De gør sig mange sorger, og selv om de måske ikke helt kan undgå dem, ville de dog ikke tynge deres liv så meget, hvis de blot vidste, hvad de har i deres Herre Kristus. Sådan siger Johannes, at der findes nogle, som «tror på Guds Søns navn, men ikke ved, at de har evigt liv i ham» (1 Joh 5,13).

«Jeg kan aldrig blive stående i nåden,» sukker den ene. «Man ser, hvor mange der er faldet fra, og hvor mange og mangeartede farerne er! Hvad vil der så ikke også ske med mig, som er så jammerlig svag, som har et kød, der er så tilbøjeligt til synd, og et hjerte, der er så letsindigt, så glad for verden og så hyklerisk!» En anden klager: «Jeg bliver aldrig andet end en slave under synden. Jeg ser det onde, men kan ikke modstå det; jeg har prøvet at tro, bede, våge og kæmpe og tænkt, at jeg engang skulle finde den rette, grundige og varige helliggørelse hos mig selv; men nej, det bliver kun værre, jo længere jeg kommer!» En tredje sukker: «Min synd står altid for mig; jeg får ingen fred eller vished om, at jeg har Guds nåde og tilgivelse for de synder, jeg har begået; for jeg mærker stadig anklager i samvittigheden og kan desuden aldrig blive sådan, som en kristen bør være.» En fjerde: «Med mig er det så meget værre, for jeg kan ikke engang føle, angre og forfærdes over mine synder og min tilstand, men går helt hård og død, kold og ligegyldig» osv. I alle disse bekymringer er hovedfejlen altid den, at man helt glemmer Kristus, glemmer og overser Kristus, ikke tænker på Kristus i nogen af sine tanker, men gør ham til intet; at man i sit indre lever, som om der ingen Kristus, ingen Frelser fandtes, ingen tilstrækkelig retfærdighed for Gud, ingen almægtig hjælper, ingen kærlig hyrde – ja, som om vi var overladt til os selv, og som om enhver selv skulle være sin egen frelser, selv tilvejebringe den retfærdighed, der gælder for Gud, selv være sin hyrde, sin hjælper, sin styrke, sit alt i alt. Se, dette skrækkelige mørke af vantro er grunden til alt ondt. For alting ville blive læget og hjulpet, hvis blot Kristus fik lov at være alt i alle, sådan som han er givet os af Gud og «er blevet visdom fra Gud for os og retfærdighed og helliggørelse og forløsning» (1 Kor 1,30).

Johannes siger: «Kristus er den sande Gud og det evige liv. – Og dette er vidnesbyrdet, at Gud har givet os evigt liv, og dette liv er i hans Søn. Den, som har Sønnen, har livet. – – Dette har jeg skrevet til jer, for at I skal vide, at I har evigt liv, I som tror på Guds Søns navn» (1 Joh 5,20.11–13). Da Gud elskede verden sådan, at han gav den sin enbårne Søn, så gav han den i og med ham det evige liv og dermed alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt; «for det behagede Faderen, at al fylde skulle bo i Sønnen» – «og ved ham at forsone alt med sig» osv. Altså kan der ikke mangle nogen hjælp dér, hvor man har Sønnen. Derfor bærer han også de navne, som Skriften giver ham. Læg mærke til, at han kaldes: Vor saligheds høvding – vore sjæles Hyrde og biskop – Herren, vor retfærdighed – vor Talsmand hos Faderen – Immanuel (Gud med os, Gud for os, Gud i os, Gud, som har taget sig af vores sag) – Underfuld, Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste; kort sagt: Jesus, en Frelser. Og til alt dette er Kristus givet til alle. «Hvor der ikke er græker og jøde, barbar, skyter, slave, fri, men Kristus er alt og i alle. For sådan elskede Gud verden, at han gav (verden) sin enbårne Søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.» Der kan ikke findes nogen så ulykkelig, fordærvet, så dybt sunket, så langt bortkommen, så uværdig, at den enbårne Søn ikke alligevel er blevet givet ham; den store gave er givet til hele den arme menneskeslægt, til hele verden, for sådan elskede Gud verden – den store, kærlige Gud, som havde skabt verden og sørger for den i alt, sørgede også for, at hvem der ville, skulle slippe for at fortabes og få evigt liv. «For intet blev I solgt,» tænkte han, «I skal også købes fri uden penge» (Es 52,3). Den, der da ved med sig selv, at han er et lem af den dyrebare, men faldne menneskeslægt, at han er en del af verden, han skal også vide, at han i det mindste har én stor gave, som allerede er blevet givet ham, nemlig Guds enbårne Søn. Lad ham så nøje overveje, om ikke denne store gave opvejer alt ondt, kan sone alting, hjælpe og genoprette alt, hvad der hører til liv og gudsfrygt; så bliver han måske også en af disse «enhver, som tror»; og da følger det tredje helt sikkert: at han ikke skal fortabes, men have evigt liv. Men – «den, som ikke tror Sønnen», han forkaster selv Guds nåde (Gal 2,21), kaster den gave bort, som er blevet givet ham, og holder sig selv uværdig til evigt liv.

Vi vil her tænke på nogle sjæle, som befinder sig i særlige nøder og skrupler, og se, om ikke Kristus er alt i alle, om han ikke også kan hjælpe dem alle. Den første, sværeste og almindeligste nød og klage er: synden – synden, som altid hænger ved os, gør vores samvittighed uren og tynger den og gør, at vi ikke kan se op til Gud med tillid.

Nu er det helt sikkert, at enhver, som læser dette, for længst har vidst, at det var netop for denne nøds skyld, at Kristus kom til verden og ofrede sit blod, og at han er vores eneste retfærdighed for Gud; men alligevel er der vist ingen så oplyst og troende, at han ikke, når selve sagen melder sig, nemlig synd og samvittighedens anklager, straks kommer i mørke, forvirring og vildfarelse og har det helt, som om der ingen Kristus fandtes, eller som om han da ikke duede til noget. Mennesket er i sit falske, mørke og egenretfærdige hjerte sådan sindet, at det gerne ville være en synder for Gud af den slags, som vel med munden siger: Jeg er en synder, en stor synder, men i hjertet ikke kender til nogen virkelig synd, dårlighed eller svaghed hos sig selv, men i virkeligheden er helt ren, rask og sund og ikke behøver nogen læge. Ligeledes ville det gerne være en kristen af den slags, som lærer og bekender: Kristus er synderes Frelser og vores eneste retfærdighed for Gud – men det gælder kun, når man selv er ren, from og retfærdig. Derfor undrer det sig, så snart det opdager virkelig synd hos sig selv, som over noget helt uventet, og falder i en sådan nød og forlegenhed, som om ingen Kristus, ingen retfærdighed i ham, nu gjaldt noget. Da hedder det: Ak, jeg er jo ugudelig; det gode, som jeg burde have gjort, har jeg forsømt, og det onde, som jeg burde have flygtet fra, har jeg gjort. Jeg har også vidst, hvad der er ret og uret, og altså syndet mod bedre vidende; og oven i alt dette er jeg desuden hård, sikker og følelsesløs i hjertet – jeg er jo helt ugudelig. Hvordan kan jeg så tro på nåde og barnekår hos Gud? Nej, det er forbi osv. Nu vel, kære sjæl, det er jo ganske forfærdeligt, at du har syndet sådan, som du siger, og det havde været bedre, om du ved stadig at våge og bede havde holdt dig i gudsfrygt og aldrig syndet sådan; du har også nu fortjent, at Gud var vred på dig og aldrig mere regnede dig for sit barn, men fordømte dig. Men det skal nu alligevel ikke ske, så længe du ikke selv modvilligt støder Guds nåde fra dig. Der findes nemlig en mand, som hedder Jesus Kristus, Guds og jomfru Marias Søn, som netop er kommet til jorden alene for at hjælpe de arme syndere i en sådan nød, når de med al deres viden og alle deres gode forsætter ikke kan hjælpe sig selv. Derfor har han «i sit køds dage med stærke råb og tårer frembåret bønner og nødråb», ja, sit liv og blod på korsets træ. Og det har han sandelig, sandelig ikke ofret for fromme og retfærdige, men for syndere (Matt 18,11), og sandelig «ikke for indbildte og malede synder, men for sande og virkelige; ikke for små og ringe, men for meget store og grove; ikke for én eller to, men for alle; ikke for overvundne og udslettede, men for uovervundne, endnu herskende, stærke og mægtige synder» (som Luther siger). Med dette sit udgydte offerblod er han, som Apostlen siger, «én gang for alle gået ind i helligdommen og har vundet en evig forløsning» (Hebr 9,12). Alt dette er sket «efter Guds, vor Faders, vilje», og derfor er Faderen også evigt tilfreds og fyldestgjort med det, for dette var det offer for synderne, som Gud selv bestemte til verdens frelse; derfor hedder det: «Guds Lam». Det, som er Guds Lam, eller det Lam, som Gud selv gav og bestemte til vores forsoning, det må Gud også selv elske og være tilfreds med. Dér har du altså en løsesum for alle synder, som gælder evigt for Gud og gælder tusind gange mere end alle dine synder, om de så var tusind gange flere og større, end de er. Over for Guds Søns blod er de dog kun som små gnister over for det vide hav. Heraf følger, at hvor slemt og sørgeligt det end står til med synden, som endnu «altid hænger ved os», strider imod Ånden og ofte overrumpler os, burde vi alligevel med rette have en højere fred, en evig og urokkelig fred i Kristus, som er vores eneste retfærdighed. Mange oprigtige kristne, som også ved og forstår, at kødet altid forbliver ondt og urent, synker dog sådan ned i deres hverdagsmangler, at de sjældent har en rigtig glad dag. Det er altid en mangel i troen; for de burde betænke, at hvor beklagelig en ting synden end er, så er Kristus, Guds egen enbårne Søn, som er givet hen for synden, dog tusind gange større og vigtigere, og altså er den retfærdighed, som de på samme tid har for Gud, tusind gange større og vigtigere end alle deres mangler; derfor burde vi alligevel altid, ham til ære, glæde os og rose os mere af nåden end ængstes og jamre over synden. Men til et sådant sind kommer vi kun i samme grad, som Kristus bliver vores alt i alt. Når vi selv rigtig bliver til skamme og til intet, og han bliver vores alt, da kan vi også glæde os i Kristus på samme tid, som vi bedrøves over os selv.

«Så mister jeg altså ikke nåden hos Gud, når jeg af kødets ondskab og svaghed synder og forser mig?» Her kan ingen fornuft, ingen følelse mene andet, end at man da må miste nåden. Men Gud bevare os for den mening, at vi skulle have nåde hos Gud i de stunder, hvor vi finder os selv fromme, og ikke have nåde i de stunder, hvor vi finder os selv syndige! Det ville jo helt åbenlyst være at hævde vores egen retfærdighed og gøre Kristus med hele hans blodsfortjeneste til intet; det ville være helt at fornægte summen af hele evangeliet og gøre det, som Paulus kalder at forkaste Guds nåde – som man ser af sammenhængen i Gal 2, der slutter sådan: «Jeg forkaster ikke Guds nåde; for hvis retfærdighed kommer ved loven, så er Kristus død forgæves.» Ja, hvad skulle Kristus med al sin blodsudgydelse, død og opstandelse så nytte os? Hvad havde vi så at takke for og glæde os over? Så var jo alt tabt; for «hvem kan mærke, hvor tit han fejler?» siger Skriften, og igen: «Der er intet menneske, som ikke synder.» Hvis nåden afhang af det, så levede vi i et gerningernes rige, som herskede over nåden, og ikke i et nådens rige, som hersker over gerningerne; og så var Kristus sandelig død forgæves. – Nej, noget andet siger 1 Joh 2,1 os: «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde; og hvis nogen synder, har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.» Læg mærke til dette gyldne ord! Vel advarer Apostlen mod synden; men hvis det går så galt, siger han, at nogen synder, så skal han alligevel vide, at han netop da har en talsmand hos Faderen – og hvornår skulle en talsmand ellers gøre gavn? Den, som ikke har syndet, behøver ingen talsmand. Læg derfor mærke til, at Apostlen siger: Hvis nogen synder, så – «så», «så» – har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus. Videre: «den retfærdige». Læg mærke til: Talsmanden er retfærdig, det skal være al vores trøst. Det er hans retfærdighed og ikke vores, som her må hjælpe. Sådan taler også Kristus selv: «om retfærdighed: at jeg går til Faderen». Læg mærke til: Jeg går – jeg går til Faderen, det er al den retfærdighed, som gælder for Faderen (for denne gang til Faderen bestod i hans sonende død).

«Ja, men,» siger en, «jeg føler heller ikke Kristi retfærdighed i mig!» – Svar: Hvad betyder det? Hvordan er det muligt at føle Kristi retfærdighed i sig? Hvad mon der da menes med Kristi retfærdighed? Det er en meget mesterlig list af Djævelen, når han indgiver os, at der med Kristi retfærdighed skal menes en nåde, der er indgydt og virket i vores hjerte, en Kristi retfærdighed, der er overført til os og består i det åndelige sind, den lighed med Kristus, den efterligning og efterfølgelse af ham, som virkes i os ved troen. Alt dette er vel et godt og yderst vigtigt værk, som altid følger med den sande tro, men det udgør slet ikke den retfærdighed, som består for Guds hellige øjne og dom. Nej, dertil kræves noget andet; og noget andet siger Kristus her: Jeg går til Faderen; jeg lider, dør og går ind i helligdommen med forsoningsblodet – det er al jeres retfærdighed for Gud. Sådan taler Herrens Ånd gennem hele Skriften: «Han, min tjener, den retfærdige, skal gøre mange retfærdige; og han skal bære deres synder. – Man skal kalde ham: Herren, vor retfærdighed» (Es 53,11; Jer 23,6); og disse Johannes’ ord: «Jesus Kristus, den retfærdige». Med Kristi retfærdighed menes altså det, han selv i egen person gjorde og led for os, den retfærdige for de uretfærdige, og at han med denne sin egen fortjeneste kommer os til gode for Guds åsyn. Men på denne måde bliver mennesket helt til intet, og Kristus derimod alt i alle.

«Men,» siger en videre, «bare jeg rigtig kunne tro! Jeg ved, at al retfærdighed er i Kristus for dem, som tror ret; men også, at den, som ikke tror, skal blive fordømt. Jeg har prøvet at tro, men det vil ikke gå ind i mit hjerte» osv. Svar: Sådan skal du lære, at også troen er Herrens værk og gave, for at Kristus rigtig kan blive alt i alle. Derfor lykkes det ikke, så længe du mener, at det er din egen sag at kunne tro. Læg mærke til: Det er Kristus og ikke du, som i Hebr 12,2 kaldes «troens begynder og fuldender». Og videre siger Apostlen: «Ingen kan sige: Jesus er Herre» (nemlig med sand og levende tro) «uden ved Helligånden» (1 Kor 12,3), og igen: «Vi er ikke af os selv engang dygtige til at tænke noget» osv. (2 Kor 3,5). Men Herren virker troen i os på den måde, at han dels jager og driver os sådan med krav, at vi mærkbart og bittert erfarer vores jammerlige afmagt til alt, dels lokker og opmuntrer os sådan med evangeliets søde løfter, at vores hjerte til sidst bliver fyldt af inderlig sukken og længsel efter at kunne tro, sukker til Herren efter den nåde og således bliver åbnet for at tage imod den dyrebare gave. Imidlertid er troens værk allerede begyndt dér, hvor man således ønsker at kunne tro; for da har sjælen allerede sit eneste fattige håb til Kristus, eftersom den ikke længere vil prøve noget andet til sin retfærdighed; og da liv og salighed ikke ligger i selve troen, allermindst i dens fulde vished og klarhed, men i Kristus, som troen griber, så regner Gud os allerede denne svage tro til retfærdighed, sådan som man ser af alle eksemplerne på dem, der kom til Jesus blot med en sukkende og råbende tro, men fik det vidnesbyrd: Din tro har frelst dig; gå bort med fred. Herom siger også Luther: «Nu må en kristen dog nå dertil, at han giver Gud og Herren Kristus den ære, at hans ord er sandhed, og at man straffer sin egen vantro som løgn. Og hvor det sker, dér har Helligånden allerede udøvet sin kraft og begyndt troens værk; og da er hjertet så vidt åbnet, at det kan fatte denne skat, som er større end himmel og jord, selv om det endnu sker i stor svaghed. For her på jorden kan man dog ikke nå så langt, at man føler troen, sådan som det burde være; men man bliver hele tiden i Åndens ønsken og sukken, som er uudsigelig, idet hjertet siger: Åh, gid det var sandt! Ak, om jeg kunne tro det! Åh, om jeg vidste, at det gjaldt mig» osv.

Hovedsagen bliver altså først at besinde sig grundigt på, at det er i Kristus, at al retfærdighed, liv og salighed ligger, og ikke i selve troen; at vi altså stiller Kristi egen retfærdighed frem foran os over for Gud, ikke vores tro; at vi ikke har øjnene på vores egen tro, grubler og stirrer på den, men har dem på Kristus. Det er netop den rette tro. Men når vi så alligevel ikke kan tro sådan, og alt det, vi læser, hører og betragter om Kristus, ikke af sig selv giver nogen kraft til tro og fred, så skal vi til vores trøst straks huske, at også den sag er taget ud af hænderne på os, at den trofaste og almægtige Herre også har påtaget sig den sag, nemlig at virke troen; at han også bærer titlen troens banebryder og fuldender; at vi sammen med disciplene også må bede: Herre, giv os mere tro! Det er nemlig overordentlig vigtigt at tænke på, i hvis hænder det ligger, så vi straks vender os til ham og råber: «Herre, jeg tror, hjælp min vantro»; jeg vil gerne tro, men kan ikke, jeg måtte hellere tusind gange fare til helvede, end jeg selv kunne tage mig den dyrebare gave, troen; giv du mig selv den gave osv. Se, dette er allerede en tro, som åbner vejen for en større. Og sådan lærer vi også i denne sag af hjertet at bekende: Alt i alle Kristus.

«Men,» siger endnu en anden, «jeg er vel begyndt at tro, men føler dog ofte en så uendelig svaghed i det ene og det andet. Hvordan skal jeg nå frem til mere kraft og vækst i helliggørelsen?» Ak, hvor er det bedrøveligt, at man igen skal være afhængig af Kristus! Ja, sådan synes den gamle Adam virkelig. Men hvad hjælper det? Når man ikke engang selv kan tro, hvordan skal det så gå med de andre kræfter? For troen er jo hovedkraften, som de andre udgår fra; som der står skrevet: «Dette er den sejr, som har overvundet verden, vores tro; alt er muligt for den, der tror; og glæde i Herren er jeres styrke.» Når nu troen selv er Guds egen frie gave, så må det hele, fra begyndelsen til enden, være Guds gaver; eller som Paulus siger: den vækst, som Gud giver (Kol 2). Åh, dette er dog den herligste trøst for et udslidt, ydmyget, dødet, men i Kristus trøstet nådebarn! Og det indrømmer vi vel alle; mange har også erfaret det – har erfaret, at den samme sag, som var dem helt umulig på et tidspunkt, da de arbejdede og kæmpede med den af al deres alvor, blev dem på et andet tidspunkt, da Herren gav tro, fred, glæde og kraft, uendelig let og gik ligesom af sig selv. Og alligevel glemmer man det uophørligt; den gamle, evige selviskhed i os rejser altid på ny sit slangehoved, og man vil selv forsøge og formå noget og siger: «Jeg skulle jo, jeg burde jo dit og dat; jeg kan ikke tro, når jeg er så svag» osv. Man vil ikke tro, at man slet intet formår, undtagen det, som er ondt. Og heraf kommer ofte usigelige kvaler, anfægtelser, mørke og vildfarelser; især hvis man samtidig har et helt andet billede af en kristen for øjnene, end Skriften fremstiller, og drømmer om en helt anden vej og kraft, end Gud har lovet, nemlig om en jævn og bestandig kraft til tro, fred og styrke, som ligesom er overladt i vores egne hænder. Når man har et sådant opdigtet billede af en kristen for øjnene og endnu aldrig i virkeligheden har fundet noget, der svarer til det, hos sig selv, så bliver man snart forvirret, knurrer og fornægter al nåde imod sig, alt Åndens værk. Forvirringen og fortvivlelsen bliver også fordoblet af, at man ubemærket også i bønnen foreskriver Gud tid og mål. Man tænker: Gud har jo lovet at høre bøn; og det, som jeg nu beder om, må da nødvendigvis være hans egen vilje; han kan jo ikke ville, at jeg skal være så svag og syndig, ja, «ligge som en slave under Djævelen»! Når han nu ikke hører mig, så ser jeg jo, at han har forladt mig osv. Så er det hurtigt gjort, at man falder i dårskab (Sl 85,9), at man fornægter Herren eller fortvivler.

Åh, så var det godt at huske, hvor underligt Herren fører sine, hvordan for eksempel Paulus tre gange bad Herren om udfrielse fra Satans engel, men fik til svar: «Min nåde er dig nok, for min kraft fuldendes i svaghed» – og hvilken lærdom, hvilken beslutning Apostlen drog af det, nemlig: «Derfor vil jeg hellere med største glæde rose mig af mine svagheder, for at, læg mærke til det, for at Kristi kraft må hvile over mig – for når jeg er svag, så er jeg stærk» (2 Kor 12). Læg mærke til det: når jeg er svag, så er jeg stærk. Det er hemmeligheden ved en kristens styrke! Som ville Apostlen sige: Den eneste hindring for min styrke er, at jeg er for stærk i mig selv; jo mere svagheden i mig selv bliver følelig, desto større kraft fra Gud får jeg, desto lettere kan Gud gøre med mig, hvad han vil. Og hvorfor Gud sendte denne Satans engel over Apostlen, siger han i v. 7: «For at jeg ikke skulle blive hovmodig over de overordentlige åbenbaringer», hvilket viser, at Gud plejer at bruge denne måde, denne vej til at ydmyge os. I samme brevs 1. kapitel fortæller Apostlen om en lige så hård nød og siger: «Vi er blevet overmåde tynget, ud over hvad vi magtede, så vi endog opgav håbet om livet. Ja, vi havde selv den besked i os, at vi skulle dø, for at vi ikke skulle stole på os selv, men på Gud, som oprejser de døde, og som har reddet og redder os fra en sådan død, og til hvem vi har det håb, at han også fremover vil redde os.» På den måde må Gud dog få lov at blive vores eneste håb, så vi ikke har noget andet at trøste os ved end ham, som kan oprejse de døde. Åh, da synes mennesket at være meget ynkeligt, når det bare har Gud at håbe på. Gud er ikke noget at håbe på, synes det! Sådanne dyr er vi; derfor har vi vel brug for denne øvelse, hvis den rette tro og styrke nogen sinde skal virkes i os. Sådan står der dog om Abraham, da han gik for at ofre Isak, at han «troede på Gud, som gør de døde levende og kalder det, som ikke er, som om det var. Og hvor der intet håb var, troede han med håb» (Rom 4,17–18). Og i 5 Mos 8,16 ff. står denne bemærkelsesværdige forklaring på Guds hensigt: «Han ville tugte dig og prøve dig for siden at kunne gøre godt mod dig. Du må ikke sige ved dig selv: Min egen kraft og min hånds styrke har skaffet mig denne rigdom, men du skal huske, at det er Herren din Gud, som giver dig kraft til at skaffe dig rigdom.»

Kort sagt: jo før vi kommer til denne grundige mistillid til al kraft i os selv, desto før bliver det bedre med os; da falder vi i Herrens hånd, og hans barmhjertighed er stor; da siger vi til Herren Kristus: Du ser og ved jo, at jeg slet intet kan gøre, at jeg hellere måtte fare tusind gange til helvede, end jeg af mig selv kunne tro eller leve det mindste bedre. Slipper du mig, så styrter jeg fra synd til synd, fra tvivl til tvivl, fra dårskab til dårskab. Til dig alene håber jeg; og du har jo sagt: «Uden mig kan I intet gøre. Jeg, jeg vil løfte, bære og redde jer» osv. Og se, så får vi også snart erfare det; for når Kristus har fået lov at blive vores alt, så kommer den længselsfuldt ventede udfrielse, freden og kraften tilbage. Da står vi stille i salig undren over Herren og siger: Hvor let gik det dog nu, og før var det mig helt umuligt! Jeg mærker, at alt afhænger af, at Gud giver; «når han giver, går det let» – og så har man lært, hvad der skulle læres: «Alt i alle Kristus!»

Endelig vil måske nogen sige: «Jeg har vel for øjeblikket nåde til at tro; men hvordan skal jeg kunne blive stående til enden? Man ser, hvor mange der har kunnet falde fra og gå fortabt!» Svar: Kristus siger: «Jeg er den gode hyrde, og jeg kender mine og er kendt af mine. – Mine får hører min stemme. Og ingen skal rive dem ud af min hånd» (Joh 10). Disse ord, ligesom også Rom 8,35–39, viser kun, at ingen behøver at opgive håbet om at blive stående, at ingen behøver at gå fortabt; ingen kan rives ud af den gode Hyrdes hånd, ingen skilles fra Guds kærlighed i Kristus Jesus – og længere går Skriften ikke i sine forsikringer om det. Mange, som ikke er tilfredse med at stå i en bestandig afhængighed af Kristus, vil have en forsikring om, at de aldrig kan falde fra; men Skriften giver ikke nogen sådan forsikring, tværtimod viser den det modsatte og advarer enhver mod faren. Vi efterlades altså altid i frygt for os selv og i tillid til Herren alene; og det er det allersundeste for os. Det er også, hvad Skriften med tydelige ord kræver: «Vandr i frygt i jeres udlændigheds tid – glæd jer med bæven – lad os, da der står et løfte tilbage om at gå ind til hans hvile, frygte for, at nogen blandt jer skal vise sig at være blevet tilbage. I, som frygter Herren, stol på Herren. Deres hjælp og skjold er han» osv. Men hvad er da nu vores trøst i Herren? Jo, den, at Kristus, Guds Søn, som har sat sit liv til for os, er vores Hyrde. «Gud er os en Gud, som frelser os, og hos Herren, Herren er der redning fra døden» – en hyrde, som vi med god grund kan vente os alt godt af. Når han er af en sådan kærlighed og troskab, at han for vores skyld er blevet menneske, er blevet «lig sine brødre», «er blevet fristet i alt ligesom vi» og til sidst har «sat sit liv til for fårene», hvad skulle vi så ikke vente af ham? Og når han samtidig er en almægtig Gud, hvilken fjende kan så gøre det får nogen skade, som ligger på hans skuldre, som hører hans stemme og holder sig tæt til ham? Det er vores trøst, at han, den gode Hyrde, efter Ez 34 selv skal græsse sine får, det vil sige bestandig holde vores tro ved lige med evangeliets ord og stadig styrke og give liv til trøsten og glæden i ham, kærligheden, tålmodigheden og håbet; at han «skal opsøge det bortkomne og føre det adsplittede tilbage»; så at han, også når vi er faret vild fra den rette vej, alligevel ikke vil forlade os, men går efter det får, som er borte, kalder og lokker det tilbage og, hvis det blot igen begynder at lytte til hans stemme, lægger det på sine skuldre med glæde – sådan taler Kristus selv i Luk 15. Videre: at han skal forbinde det brækkede, det vil sige trøste og husvale de sjæle, som Satan har behandlet ilde, og føre dem tilbage til fred og sundhed; styrke det syge og samle lammene, som ikke kan følge hjorden, i sin favn og bære dem i sit skød; kort sagt «vogte alle fårene, sådan som de har brug for».

Men skal fårene da ikke selv gøre noget i sagen? Om dem siger Herren kun dette: «Mine får hører min stemme.» For det første er det jo ganske det samme som: «De stoler på mig, de har intet andet håb end mig»; for den, som er vores håb i nødens stund, hans stemme giver man agt på. For det andet betyder «at høre hyrdens stemme» at give agt på den, ære og adlyde den og at skelne den fra fremmede stemmer. Og det er alt, hvad der behøves. For alt, hvad den gode Hyrde gør for at bevare os, det gør han med sin stemme. Når vi da blot giver agt på hans stemme, så bliver alting lægt. Alle Satans listige angreb, alle kødets fristelser, alle verdens forførelser, al vores svaghed, vantro, lunkenhed og hovmod – kort sagt, alt ondt læges kun ved hans stemme. Ingen kristen er så stærk, så lærd i Gud, så troende, så fast i sin kristendom, at han ikke kan blive angrebet af hvad som helst ondt; så afhænger alt af, om han endnu har det sind, at han lader sandhedens ord gælde mere end sine egne tanker, meninger og følelser og altså lader sig rette, straffe og trøste – det kaldes at høre Hyrdens stemme. Så kan alting hjælpes. Vi ser, at Frelserens disciple aldrig nåede til en sådan fuldkommenhed i forstand, i tro, i årvågenhed og styrke, at de siden kunne lede sig selv og tro og vandre, som de burde; der forekom dagligt større eller mindre mangler; men det, der gjorde, at de alligevel blev bevaret og voksede i nåden, var kun, at de var nær ved Hyrden, at de hørte hans stemme og dagligt lod sig rette, advare, straffe og trøste af ham. Derved blev alt godt igen; og sådan lærte de altid mere og mere af det, de havde brug for at lære. Hvad var det derimod, der gjorde, at den stakkels Judas gik fortabt? Intet andet end at han ikke hørte Hyrdens stemme; at han, da Djævelen gav ham det onde ind i hjertet, ikke agtede på Herrens advarsler; og at han, da samvittigheden vågnede med rædsel, ikke lod noget nådens ord trøste sig; havde han blot agtet på sin milde Hyrdes stemme, så var alting blevet lægt. Derfor: så længe vi endnu hører Hyrdens stemme, elsker Ordet om Kristus og bruger det med alvor for at få dets kraft til tro, kærlighed og gudsfrygt; så længe vi lytter til den trofaste ven, som usynligt følger os og taler til vores hjerter, den trofaste Ånd – som vi så hjertegribende formanes: «Bedrøv ikke Guds Helligånd!» – kort sagt, så længe vi hører hyrdestemmen sådan, at vi endnu lader os advare, trøste og lede, at vi vedkender os vores synder, frygter fjenderne, men har trøst og tilflugt hos Kristus – så længe skal ingen fjendtlig magt kunne skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, «hverken liv eller død, det høje eller det dybe, det nuværende eller det kommende»; for Herren er større end alle; og han har højtideligt bevidnet: «Ingen skal rive dem ud af min hånd.»

Således skal Kristus også i dette være vores eneste trøst. Summen og slutningen bliver: Alt i alle Kristus. Er jeg i alt fattig, usel og elendig, så er jeg dog en del af verden og altså en af dem, som Gud gav sin Søn; denne store gave er dog også givet til mig, og i denne ene har jeg alt. Er jeg syndig, så er Kristus retfærdig, ja: Herren vor retfærdighed; kan jeg ikke tro, så er han troens banebryder og fuldender; er jeg svag, så er han stærk; er jeg forskræmt og urolig, så er han fri for al ængstelig uro; er jeg et sølle får, der let farer vild, så er han den gode Hyrde osv. Sådan skal jeg fortsat altid rose mig og glæde mig i Herren, kun i Herren! – og glæde i Herren skal være jeres styrke. Amen.