Alligevel, eller At føle og at tro

(Sjette årgang, 1847)

Vel mig, nu har jeg nået borgen, / Mit salighedsbjerg og mit slot! / I tusinde kvaler har jeg gået / Og aldrig forstået / Den fredens grund, jeg nu har fundet. / Hvor storme og bølger nu end slår, / Mit bjerg og min borg står alligevel, / – Alligevel!

Vi vil gerne kun tro, hvad vi føler, / Men sådan er det ikke at tro, / Og ingen kan således få den ro, / Som hos kristne bør bo. / Hvor skifter dog følelsen! – i den / Går bølgerne for vindene; / Guds nådepagt står alligevel, / – Alligevel.

Hvert minut sker der tusinde skift / I en følsom sjæl, / Og ofte ved vi knap hvorfor. / Snart har vi det så godt / Ved sangen, ved bønnen, ved Skriften, / Snart får vi slet intet deraf, / Men – Ordet står fast alligevel, / – Alligevel.

Snart brænder du saligt af kærlighed, / Du ligger ved Frelserens bryst / Og nyder hans kærlighed og trøst; / Snart er alt opløst; / Kold, ensom og død finder du dig selv. / Forandres da Kristus også? / Nej, han er den samme alligevel, / – Alligevel!

Se solen – den sol, som løftede / Sin strålende pande så glad – / Sank ned i skyernes nat; / Og dunkelt og mat / Er rummet, hvor den herlig dvælede; / Men – skønt den ikke ses, hvor vi står, / Visselig skinner solen dog alligevel! / – Alligevel!

Se fuglen – den fugl, som flyver / Med gladeste kvidder i luften; / Ved himlens mørkeblå rand / Bort fra vort syn / Lister den sig lidt efter lidt ind i skyen, / Og alt bliver stille, hvor vi står; / Men – fuglen, den synger alligevel, / – Alligevel!

Så mærk da, mit hjerte, som klager / Over, at Herren visselig har glemt dig / Og ikke kender din jammer og nød: / Hverken Gud eller hans Kristus / Forandres af skiftende dage! / Skønt du ikke kan forstå det, / Er hans nåde den samme alligevel, / – Alligevel!

Heller ikke på gerninger hviler / Guds nåde, men på Kristus står den. / Snart vandrer du vel i hans spor, / Og snart forser du dig / Og føler da tusinde pile. / Men skønt du nu ikke synes det, / Er hans nåde den samme alligevel, / – Alligevel!

Hver stund er jeg uværdig i mig selv; / Om Herren skulle se på mig, / Min fromhed, min vandel og sti, / Gud forbarme sig! / Men hver stund retfærdig i Kristus; / For om jeg har fejlet også, / Har Kristus ikke fejlet alligevel, / – Alligevel!

Her skifter stunderne bestandig. / Min bedre eller ringere stund / Er derfor ikke nådens grund; / Nej, Herrens pagt, / Den står dog ikke bygget så elendigt. / Skønt stunderne skifter således her, / Så skifter dette dog ikke alligevel, / – Alligevel!

Hver stund er jeg uværdig i mig selv – / Jeg siger det igen – hør efter! / Også den stund, jeg er frommest, / Kan jeg ikke bestå; / Men hver stund retfærdig i Kristus; / Den stund, jeg er ringest, ligeså, / Retfærdig i ham alligevel, / – Alligevel!

Jeg taler om en, som i sandhed / Har fæstet sin tro på Kristus / Og lider mest under synderne, / Har det bedst med Gud. / Trods den ængstelige blanding / Af stunder og følelser står / Pagtens grundvolde alligevel, / – Alligevel!

Dog – godt, at stunderne iler, / Mit bedre og ringere minut! / Jeg vil dog holde ud i troen, / Til striden er endt. / Da får jeg min uforstyrrede hvile / I følelse og skuen også. / Jeg venter – jeg får den jo da, / – Alligevel!