Kristus mistet og dog ikke mistet

(Sjette årgang, 1847)

Vi ved, at det er en grundregel i Guds husholdning med sine børn, at han skal skjule sig for dem, ofte længe og dybt skjule sig. Vi ved også, at denne Guds skjulthed for det første i almindelighed bekymrer alle oprigtige Guds børn meget, og dernæst, at især nogle på grund af denne skjulthed går under en langvarig, hemmelig selvfordømmelse og fortærer deres hjerter med de tanker, at Kristus er mistet, at de er faldet fra, er døde osv., eller i de sværeste anfægtelser er nær ved at falde i fortvivlelse. Derfor har vi under denne overskrift: Kristus mistet og dog ikke mistet, villet komme sådanne sjæle til hjælp med en trøst fra Ordet. – En anledning hertil har også været, at vi har besluttet, om Gud vil og hjælper os, i en følgende artikel at vise, hvordan Kristus virkelig mistes, hvordan frafald fra nåden og synd mod Helligånden går til og viser sig; de emner bliver tydeligere, når dette er gået forud.

Kristus mistet og dog ikke mistet er et underligt emne: for nogle sjæle meget svært at lære, for andre alt for let at lære; for nogle meget kært, vigtigt og magtpåliggende, for andre meget ligegyldigt, ubetydeligt og unødvendigt. For ikke at tale om den store verdensflok, så findes der nogle, som vil være meget gode kristne; men – at Kristus skulle være mistet, det bekymrer de sig aldrig om; og at han ikke er mistet, det kan de meget let tro. Deres tro er så stærk, at den ikke engang behøver at holdes oppe ved Ordet; den holder sig nok alligevel af sig selv. Deres tro og fred er nemlig af den slags, som fjenden ikke vil tage fra dem. De er selvgjorte, døde kristne. Det er ikke dem, dette emne er til gavn og smag for. Dog findes der også spædere nådebørn, som i visse tider ikke har brug for dette emne, nemlig når enten brudgommen endnu ikke er taget fra dem (Matt 9,15), når alt endnu er bare fred og fryd, sol og lys og varme, eller også når en forbigående sikkerhed og indbildning har grebet dem (Matt 26,33–35). Men der findes andre sjæle, svage, skrøbelige, anfægtede nådebørn, for hvem dette er et meget kært, vigtigt og magtpåliggende emne: Kristus mistet og dog ikke mistet; for dem findes der ingen større sorg, end når de frygter, at Kristus er mistet, og ingen større glæde, end når de kan tro, at han ikke er mistet. De kan vel også let nok fatte læren om dette med forstanden, ja, også tro den af hjertet; men når det gælder om at erfare det, så slår forstand og tro altid til kort hos dem på dette punkt. At Gud skal forholde sig så underligt, så koldt og hårdt over for dem, som han dog elsker, og som er i hans nåde og venskab; at hans børn, samtidig med at de er så højt benådede, dog så ofte og i så lange tider slet ikke skal få smage, se eller mærke noget af det, men nok mærke og se det, der synes at bevise det modsatte – det er en sag, som de troende til alle tider er snublet over, er blevet forvirrede af, er blevet modløse over, ja, er blevet jammerligt ængstede over og har klaget over, nemlig når det gjaldt om at erfare det. Lad os derfor betænke:

Kristus kan synes os at være bestemt mistet og dog ikke være det; han kan meget længe og dybt skjule sit ansigt og dog være lige så nær og nådig; han kan prøve sine kæreste børn, ja, de mest benådede hellige, på den bitreste måde og dog inderligt og trofast elske dem. Det har vi mange eksempler på i Skriften. Jomfru Maria var jo den højt benådede blandt kvinder, udvalgt til at være Guds Søns mor, og alligevel – se blot i Luk 2,43–49, hvor bittert Gud kunne prøve hende! Det kæreste og dyreste barn, som nogen mor har haft, og som desuden ved høje, himmelske åbenbaringer fra engle og profeter var forkyndt som Guds enbårne Søn – dette barn er tabt i tre dage! Hvor må først moderhjertet ikke have lidt og været ængstet, sådan som hun også bekendte: «Vi har ledt efter dig med sorg!» Og dernæst, med hvilke glødende pile må hendes kristne hjerte ikke være blevet gennemboret af Djævelen, med pinefulde tanker og forestillinger som disse: Åh, jeg uværdige vogterske! Mig var den højeste skat betroet af Gud, hele verdens Frelser og salighed, og ham har jeg vogtet så dårligt, at jeg nu har mistet ham. Det er min egen skyld; det var mig, der skulle have vogtet denne dyre skat, som var givet til hele verdens salighed; nu har jeg forødt og tabt ham, og Gud har taget ham tilbage som straf; himmel og jord skal fordømme mig osv. For man skal lægge mærke til, at i anfægtelsen hersker ikke forstand, besindighed og sandhed, men de mest urimelige tanker og forestillinger; så det er ikke for meget sagt, når Luther om denne Marias anfægtelse antager, at hun kan have ment, at hele verdens forsoning var tabt for hendes skyld, og have anset sig for skyldig i en hel verdens fordømmelse. Der er ingen grænse, ingen besindighed, intet mål, når et bedrøvet hjerte og en kindslående satansengel taler – det vil de, der har prøvet noget af det, nok kunne bevidne. Men især har al anfægtelse to brændpunkter, som er de sværeste. Det ene er: Det er din egen skyld, du har syndet, du har fortjent alt ondt; Gud er nok nådig og retfærdig, men du har selv draget dette onde over dig med din synd: du vidste bedre, men gjorde det værre; du kendte Guds vilje, men den har du foragtet; du vidste, at det og det var synd, men du har alligevel gjort det osv. Det andet lyder sådan: Det er for altid og evigt forbi, det står ikke til at hjælpe, kan aldrig ændres; du er ikke en anfægtet kristen, men en troløs frafalden, som nu lider, hvad dine gerninger er værd osv. Sådan har Maria sikkert også tænkt: Det var dig, der skulle have vogtet dette barn, og det har du ikke gjort; du har begået den største synd i verden; dig var meget betroet, af dig skal der også kræves meget; og for det andet: Han er tabt for altid; for når han ikke findes blandt «slægtninge og bekendte», hvor skal han så findes? Han kan umuligt gå blandt fremmede folk. Åh, det er tabt, for altid tabt, det elskelige barn, det dyre barn, det underfulde barn; jeg skal aldrig mere se dets lyse ansigt, aldrig mere høre dets kære stemme osv. Sådan må det have set ud: bestemt tabt; og alligevel – barnet var ikke tabt, det var i god forvaring. Men se, så hårdt og bittert kunne Gud prøve selv den højt benådede Maria uden at være vred på hende! Så stor skyld kunne hun føle at have, så for altid tabt kunne hun forestille sig, at Jesus var, og alligevel – han var ikke tabt. Men på denne måde har Gud altid plejet at handle med sine kæreste børn. – Hvor dybt skjulte Kristus sig ikke for den kana’anæiske kvinde! Hun går efter ham og beder; han går bort og tier; disciplene beder for hende, så bliver det værre, så svarer han noget, der ser ud som et bestemt afslag; hun beder igen, så kalder han hende en hund: «Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det for hundene.» Og alligevel, hvilket brændende, kærligt og villigt hjerte skjulte sig ikke derunder, som til sidst brød frem i de ord: Åh, kvinde, din tro er stor; det skal ske dig, som du vil (Matt 15,22–28). Hvor så det ikke slemt ud for disciplene, da Kristus blev taget fra dem, naglet til et kors, bøjede hovedet, døde og blev begravet! Da var den korte tid kommet, hvor de ikke skulle se ham og skulle græde og jamre (Joh 16,16–20); dér løber de mellem hinanden påskemorgen og søger blot hans lig, men finder ikke engang det. De troede ikke, at de samme dag skulle få ham at se levende; nej, da var han mistet for dem, men dog ikke mistet. Med de to, der gik til Emmaus, gik han hele vejen uden at blive genkendt, skønt han straks kunne have åbenbaret, hvem han var; men det gør han ikke; han giver dem kun Skriften at betragte og holder sig selv skjult så længe som muligt; og da han endelig åbenbarer sig for dem, forsvinder han i samme øjeblik. For Thomas var han mistet endnu otte dage længere, men lod ham dog til sidst se og røre sig på det allernærmeste. Sådan handler Herren med dem, han elsker. Åh, gid vi dog engang kunne lære det! Han elsker inderligt, men i det skjulte; han leder sine underligt, men nådigt; han er skjult, men trofast. Hvor hårdt prøvede han ikke de gamle fædre, fx Abraham (1 Mos 22), Jakob (1 Mos 32), Josva (Jos 7,5–9), David m.fl.! Kort sagt: det er netop grundreglen i Guds husholdning med sine børn, at han skal skjule sit ansigt, ligesom det netop derfor også er grundreglen i kristendommen at tro – tro uden at se. At være en troende kristen vil netop sige at være et barn, som Gud hver dag leger den alvorlige leg med: en kort tid – en kort tid, og I ser mig ikke – hvor han, sådan som en mor plejer at gøre med sit barn, snart skjuler sit ansigt, snart igen viser det; men salig Prætorius siger, at Herren derved ofte «klemmer sine børn så hårdt, at tårerne står dem i øjnene». Men alt dette gør han til vores bedste, sådan som han siger: «Det er gavnligt for jer, at jeg går bort; for går jeg ikke bort, kommer Talsmanden ikke til jer» (Joh 16,7). Det er netop ved at gå bort, at han holder os vågne og gør sig altid på ny kær og dejlig for os; han øver vores tro, driver os til bøn, årvågenhed og brug af Ordet, gør os dygtige til at trøste og råde andre anfægtede osv. Men især er det troen, bønnen, kærligheden og årvågenheden, han på denne måde øver hos os. Da bruden i Højsangen var kølig, søvnig og træg til at lukke op for brudgommen, skræmte han hende først en smule, og så forsvandt han i et øjeblik, gik bort og skjulte sig. Derved blev forholdet vendt om: hvor det før var ham, der bankede på hendes dør, mens hun ikke engang gjorde sig den ulejlighed at lukke op, blev det nu hende, der søgte ham, som med megen omsorg gik omkring og ledte efter «vennen», som hendes sjæl elskede, og som ikke kunne prise hans dejlighed nok (Højs 5). Sådan går det i opfyldelse: Det er gavnligt for jer, at jeg går bort; og alligevel bliver vi ængstede, så snart det sker for os, og frygter, at der er bare vrede og død på færde, når det dog er en kærlig velgerning.

Denne bortgang er altså noget, som Herren altid vil, skal og må anvende over for os – sådan som vi også hele tiden erfarer det på mange måder. Et nådebarn har knap nok fået vidnesbyrd om barnekåret, trøst og glæde i sin Frelser, før man ser det efter nogle timer, dage eller uger nedslået og trist og hører det klage med bekymring: Jeg ved ikke andet, end at jeg har mistet Frelseren; jeg er så tør, kold, død og uden lyst, har ikke den glæde ved Ordet og bønnen som før osv. – Endnu sværere bliver dette mørke, hvis sjælen også er kommet til at forse sig på en eller anden måde; så hedder det: Jeg er faldet, det er min egen skyld, at Frelseren er veget bort; jeg skulle have våget, bedt og stået synden imod; det har jeg ikke gjort, jeg har syndet, og nu er han veget fra mig osv. – Men hvor svær anfægtelsen er, afhænger af, hvor længe den varer; dem, der hurtigt går over, er lette at bære. Til et mere vedvarende og svært mørke har som regel en særlig årsag bidraget: hos én, at han ikke nøjes med Guds husholdning, med det mål af nåde og gaver, Gud giver; en anden er forvirret af fremmed lære; en tredje af langvarig legemlig nød; en fjerde af en vedholdende fristelse til synd osv. Allersværest bliver det, når flere sådanne omstændigheder støder sammen. At et menneske bliver utilfreds med Guds husholdning, tager anstød af Kristus og synes, at Gud ikke holder sine løfter, kommer ofte af, at det i sin tro og bøn, uden at tænke over det, selv foreskriver Gud mål, tid og måde for hans hjælp, hvor han dog vil være fri; og når det så ikke får alt efter dette mål, på den måde og til den tid, som det har troet og bedt om, så bliver det nedslået. Et eksempel: Ved nåden er mennesket blevet et nyt menneske, men ikke et fuldkomment; det har fået et nyt, rent hjerte, dvs. et sind, der er enigt med Gud, men kødet strider imod og elsker synden (Gal 5,17); når det så beder Gud om, at også dette forhold må blive ændret, og det ikke sker, så bliver det nedslået og mener, at det ikke står rigtigt til. Eller: Gud har lovet hjælp mod synden; så tager det det sådan, at vi skal blive alle synder kvit, nemlig så helt kvit, at de aldrig skal friste os, i hvert fald aldrig overrumple os, hvis vi er hans børn; når alt dette nu ikke sker, mister det tilliden, som om Guds løfter var blevet til intet. Det kaldes at tage anstød af Kristus. Så kommer sjælen i mørke og mener: Jeg har mistet Kristus.

En anden bliver forvirret af fremmed lære og bliver revet bort fra målet, fra det enfoldige at blive i Kristus og hans sandhed, så denne sandhed for en tid mister sin smag og kraft for hjertet. Så trækker Gud sig tilbage med sit lys, sin fred og salighed, for at den arme sjæl ikke skal få lov at fortsætte og blive stående på den falske vej, men tvinges til at vende tilbage til fredens eneste sande vej, hvor Herren engang lod sig finde. Da er det gavnligt, at han går bort; for ellers ville han gå helt tabt.

Videre: mange af Guds børn kommer også i dybt mørke gennem nedslående erfaringer i det legemlige; derom har man mange eksempler i Salmerne og profeterne: hvor svært det har været for de hellige at anse Gud for nådig, når han lod det gå dem meget ilde. Når en troende ikke blot bruger alle tilbørlige menneskelige midler for at hjælpe sig selv, men også med uafladelig og brændende bøn påkalder Herren og vil grunde sin bøn på hans egne løfter om en faderlig omsorg, og alt synes at være forgæves, nøden bliver større og ikke mindre – og det varer længe; da, og især hvis der på samme tid kommer en længere indre tørke til, da hedder det gerne: Jeg kan ikke være et Guds barn, for så ville han dog en eller anden gang høre min bøn og gøre en forandring; eller: Der er ingen Gud, intet Guds ord osv. Og på sådanne tanker følger nye anklager; da hedder det: Jeg har jo ingen tro, jeg spotter jo Gud – Kristus må være tabt. Men selv om vi nu finder, at det om alle disse tilfælde med rette hedder: Kristus mistet og dog ikke mistet, så hjælper det kun lidt i den rette nød; for dér kan det endnu hedde: Ja, med mig er det dog langt anderledes, langt værre. Derfor skal vi også betænke den omstændighed, at selv om en kristen virkelig var faldet fra troen, i synd og trældom eller i sikkerhed, men alligevel en dag kom til anger over alt dette, til bekendelse for Herren (Sl 32) og til længsel efter endnu at måtte vende tilbage og tro og leve med Kristus, så er det helt det samme, som om han ikke havde været faldet; han har den samme nåde og adgang som den anfægtede troende, eller som den, der for første gang kommer til Kristus; han bliver igen omfavnet med den samme guddommelige kærlighed som første gang. Kristus er der igen, og hans forsoningsnåde er lige så tilstrækkelig – og derfor er det en overflødig møje at opholde sig længe ved undersøgelser af, hvor dybt et fald har været. Det skal vi straks se af Skriftens ord. Men lad os først betragte et endnu sværere tilfælde end de nævnte, som igen skal vise, hvordan Kristus er tabt og alligevel ikke tabt.

En kristen er måske ved ændrede ydre forhold og en ny bopæl kommet ind i en tilstand af særlig adspredthed, kølighed og forsømmelighed i brugen af Ordet, i bønnen og bekendelsen; i mellemtiden angribes hjertet af en særlig svær fristelse, en stærk, vedholdende, endeløs fristelse, som fører sjælen i synd og nød; den ængstes og råber fra dybet; men det mærkelige er, at netop nu, når sjælen for alvor begynder at søge Herren, bede og råbe, da trækker Herren sig tilbage, da begynder Guds dybeste skjulthed; den arme sjæl får ingen kraft, ingen trøst, intet lys af Ordet eller bønnen; dage, uger og måneder går i det samme ængstelige mørke; da hedder det for alvor: Kristus er tabt, Ånden er veget bort, det er forbi. – Et stærkt billede af dette finder vi i Bunyans «Kristens Rejse» blandt de ting, der blev vist frem i «Fortolkerens hus». En mand sad i et mørkt jernbur; han så meget bedrøvet ud, med øjnene vendt mod jorden, hænderne foldet og under dybe, tunge suk. Da Kristen spurgte ham, hvem han var, svarede han: Jeg er, hvad jeg før ikke var. Da han blev spurgt, hvad han da før havde været, svarede han: «Jeg var en herlig og blomstrende bekender, både i mine egne og i andres øjne, og havde stor glæde i håbet om himlens salighed.» – Og nu? – «Nu er jeg et trøstesløst og ulykkeligt menneske, hårdt fængslet, ja, lukket inde i dette jernbur; jeg kan ikke komme ud herfra, åh nej, jeg kommer aldrig ud» o.l. – Og da Kristen spurgte, hvordan han så var kommet i denne ulykkelige stilling, svarede han: «Jeg har forsømt at være ædru og våge; jeg har lagt lastens åg på min lysts hals; jeg har syndet mod Guds ords lys og mod Guds godhed; jeg har bedrøvet Ånden, så han er veget fra mig; jeg har fristet Djævelen, og han er kommet ind til mig; jeg har vakt Guds vrede, og han har forladt mig» osv. Til sidst, da han blev spurgt, om han ikke kunne angre og omvende sig, svarede han: Gud nægter mig omvendelsen,*) hans ord giver mig ingen lyst til at tro; ja, han har selv lukket mig inde i dette jernfængsel osv.

*) Her gøres i «Kristens Rejse» den bemærkning, at disse ord skal vise, hvordan det for en anfægtet sjæl tydes, synes og føles, og at de på ingen måde må forstås, som om det virkelig var sådan. Gud siger selv: Skulle jeg vel have lyst til den ugudeliges død, og ikke til at han omvender sig fra sine veje og lever? (Ez 18,23). Læg nu mærke til: om det her skal blive liv eller død, om Kristus her er virkelig og evigt tabt eller kun for en tid, det spørgsmål afhænger egentlig af én eneste omstændighed, nemlig om det er det virkelige forhold, som her udtrykkes med ordene: «Guds ord giver mig ingen lyst til at tro». For det første ved vi, at i alle tilfælde, faldet eller ikke faldet, første eller hundrede gang, afhænger vores salighed af, at vi tager imod den, tager imod Kristus; for «alt er rede»; «den som har Sønnen, har livet»; og for det andet, at «ingen kan komme til Jesus, uden at Faderen drager ham» (Joh 6,44); ingen længes efter at tro på ham, uden at Ånden virker det; at fx en, som har syndet mod Helligånden, eller som ellers ligesom Farao er overladt til et forvendt sind til forhærdelse, en sådan har, selv om han skælver for helvede, dog ingen «lyst til at tro»; han længes ikke efter Åndens nåde til tro og omvendelse; al erfaring bekræfter det samme som disse Kristi ord: «Ingen kan komme til mig, uden at Faderen drager ham.» Derfor: Hvis det virkelig forholder sig sådan med et fortvivlet menneske, at det af Ordet aldrig får så meget som lyst til at kunne tro, til at være et omvendt Guds barn, men med uvilje mod Herren foragter hans nåde og ikke vil have den, så er det et uhyggeligt tegn på et Kains – en Judas Iskariots – hjerte, som går bort fra Gud og ikke kan hjælpes. Men læg mærke til: det er ikke afgjort, at det var tilfældet her; den anfægtedes klage over det vidner netop om det modsatte. Det sker nemlig meget ofte, at et anfægtet hjerte, som Ånden ikke er veget fra, ikke selv mærker eller forstår sin længsel efter Herren; den opdages først, når der allerede er begyndt at komme lidt trøst; for så mærker man, at trøsten giver liv og glæde, og det beviser, at der alligevel var en gnist af længsel tilbage, selv om den var skjult. Også Thomas afviste alt vidnesbyrd om Kristus og syntes ikke engang at ville tro, men syntes at være en modstander; men da han var blevet overbevist om, at hans Herre ikke var tabt, brød han ud: Åh, «min Herre og min Gud!» Da kunne man se, hvilket hjerte han under al tvivlen havde båret for Frelseren, kunne se, at der i dybet endnu havde spiret en inderlig, om end skjult, længsel efter ham. Det er derom, Luther i en prædiken på anden påskedag siger: «Gud ser dig dybere ind i hjertet end du selv, eftersom du vel ikke ville være imod det, hvis du var helt og holdent antændt og brændende.»*)

*) Gid enhver ville lægge mærke til, hvad der her siges! Her tales om en sjæl, som ønsker at få tro, at kunne tro. Der findes endnu mange sjæle, som også er i mørke og fører en vis klage og sukken, men som ikke vil komme ud af det; i al hemmelighed elsker de deres sorgbundethed og vil blive i deres mørke som den rigtigste og bedste sjælstilstand, mens de forkaster troens frimodighed som formastelighed. Det viser, at det ikke er meget bevendt med deres sorg; den går dem ikke hårdt på; ja, det vidner om en falskhed i deres ånd; for en oprigtig sjæl i anfægtet tilstand har ingen lyst til at blive der, har ingen fornøjelse af det, frygter virkelig for, at det står ilde til, og ønsker at komme ud af det, til fuld vished, tro og bekendelse; derfor plejer den også snarere at beklage sin ringe længsel, sin kulde og ligegyldighed over for nåden. – Se mere herom i Luthers Epistelpostil nr. 8 om de «kainitiske helgener».

Hvor nu denne – om end skjulte – sult og tørst findes, dér er Kristus ikke tabt for evigt, men, hvor ilde det end ser ud, kun «en lille tid». Det har vi tydelige ord og eksempler på i Skriften. For det første, at det i anfægtelsens tid kan gå så vidt med en troende, at han anser sig for helt forladt af Gud, drevet bort fra hans øjne og ligesom lukket inde i et fængsel; det ser vi fx hos Jeremias, da han i svær anfægtelse sagde: «Herren har spærret mig inde, så jeg ikke kan komme ud, han har gjort mine lænker tunge. Og om jeg klager og råber, lukker han ørerne for min bøn. Han har spærret mine veje med hugne sten og gjort mine stier krogede – – min sjæl forkastede freden – – jeg sagde: Mit håb er ude, og min tillid til Herren» osv. Men kort efter siger han med stor trøst: «Det er Herrens nåde, at det ikke er ude med os, at det ikke er slut med hans barmhjertighed. – – Din trofasthed er stor. – – Herren forkaster ikke for evigt, men om han bedrøver, så forbarmer han sig igen efter sin store nåde» (Klag 3). Ligeså bekender David om sig selv: «Jeg sagde i min angst: Jeg er drevet bort fra dine øjne; dog hørte du mine bønners lyd, da jeg råbte til dig» (Sl 31,23).

Men nu – hvad siger Herren om dette? – om enhver sådan elendig sjæl? – Så siger Herren:

«Han holder sig til mig, derfor vil jeg befri ham; jeg vil beskytte ham, for han kender mit navn. Han påkalder mig, derfor vil jeg svare ham; jeg er med ham i nøden, jeg vil redde ham og lade ham komme til ære» (Sl 91). «For jeg ved, hvilke tanker jeg tænker om jer, siger Herren, fredstanker og ikke ulykkestanker, så jeg kan give jer fremtid og håb» (Jer 29,11).

«Jeg forlod dig for en lille tid, men med stor barmhjertighed vil jeg tage dig til mig igen. I vrede skjulte jeg mit ansigt for dig en lille tid, men med evig nåde vil jeg forbarme mig over dig, siger Herren, din Forløser» (Es 54,7–8).

Ja, med hvilken højtidelig alvor siger Herren Kristus ikke: «Jeg er A og O, begyndelsen og enden; jeg vil give den, som tørster, af livets vandkilde for intet!» «Den som tørster, han komme, og den som vil, han tage livets vand for intet!» (Åb 21,6; 22,17).

Se, o sjæl! Antag gerne, at du er faldet fra, er kommet på afveje. Hvis du alligevel vil vende tilbage, så er det helt det samme, som om du aldrig havde været faldet. For dette Herrens ord gælder jo til alle tider og under alle forhold: Jeg vil give den, som tørster – og den, som vil – livets vand for intet. Den store hovedsandhed står højt over alle sandheder og over alle betænkeligheder. For læg dog mærke til, læg dog mærke til! For det første er det «et troværdigt ord og værd at modtage på enhver måde, i alle tilfælde, at Kristus Jesus er kommet til verden for at frelse syndere», også «den største» – for at frelse det fortabte – hvad enten det så er første eller hundrede gang fortabte! – at «han fik gaver blandt menneskene, ja, også blandt de genstridige; for Herren Gud ville bo der» (Sl 68,19). For det første står dog dette fast som en hovedsandhed over alle sandheder. Men for det andet dette: «Den som tørster, han komme; og den som vil, han tage livets vand for intet.» «Den som tørster», «den som vil» – dette er virkelig en regel uden undtagelse, som vi allerede har set. Så snart en synder vil vende om, vil tro på Frelseren, vil forlade alt sit eget og flygte til ham, så er alt genoprettet. – Men siger du, at du nok vil alt dette, men ikke kan tro, så er der ingen fare ved det; bi blot; Herren sagde jo: «Han holder sig til mig, derfor vil jeg befri ham». – Anderledes er det med dem, som virkelig ikke vil tro, som aldrig lader sig bevæge til igen at søge nåden, til at vente på Herren, men vender sig hid og did. Det er over sådanne fortvivlede, at Bibelen forkynder et trefoldigt «ve». Derfor: de, som frygter, de bør også håbe. Sådan lyder Skriftens ord: «I, som frygter Herren, sæt jeres lid til ham; for han fejler (svigter) jer ikke. I, som frygter Herren, håb det bedste af ham, så skal nåde og trøst altid vederfares jer. I, som frygter Herren, vent på hans nåde og vig ikke fra den, så I ikke går til grunde! Se på de gamles eksempel: Hvem er nogen sinde blevet til skamme, som har håbet på Herren? – – Herren er nådig og barmhjertig og tilgiver synderne og hjælper i nøden. – Ve dem, som fortvivler om Gud og ikke står fast, og den ugudelige, som bøjer sig hid og did! Ve de fortvivlede, for de tror ikke; derfor bliver de heller ikke beskyttet! Ve dem, som ikke holder ud!» (Sir 2,7–16). Men så siger igen et andet skriftsted: «Enhver, som påkalder Herrens navn, skal blive salig» (Joel 3,5). Amen, amen.