De sande kristnes salige fred

(Sjette årgang, 1847)

At have en virkelig og grundfæstet fred i samvittigheden – have fred med Gud, Guds fred – det er nu engang de troende nådebørns egen lykke og salighed på jorden, som er forbeholdt netop dem, og som ingen anden kan tage eller rose sig af – og en lykke, som tusind gange overgår al anden lykke i verden. Åh, det er et halvt himmerige på jorden, som Luther siger: «et paradis i jammerdalen, et dagligt gæstebud». Gud være evigt lovet!

Falske kristne har vel også en slags fred, i det mindste til tider; men ak, en ulykkelig fred, en uhyggelig fred – en fred, som ender i evig kval! Tænk på, hvad det er for en fred, når den kun bygger på, at de ikke ved af den skjulte dom, som hviler over dem i det høje – en fred, som kun kan bevares, hvis de flygter fra en grundigere eftertanke over deres tilstand og vogter sig for at standse op og alvorligt tænke på Gud, døden, dommen og evigheden! Tænk, hvilken fred! Som hos almindelige verdslige mennesker er alle deres tanker: «Der er ingen Gud». De elsker verden og de ting, som er i verden, mere end Gud og – har fred! De misbruger Guds navn, vanhelliger hans sabbat og – har fred! De lever uhæmmet videre i deres lyster, i kødets begær, øjnenes begær og pral over livet, og – har fred! De ved intet om omvendelse, ny fødsel, forligelse med Gud, men foragter alt sådant og – har fred! Eller i en selvlavet religiøsitet, uden nogen sand genfødsel, der er sket efter Guds ord, tager de alskens trøst fra nåderiget til sig, men er uden «bryllupsklæder» og – har fred! De nærer gode tanker og har religiøse øvelser, bøn, betragtninger og barmhjertighedsgerninger; de har altså lamper og går brudgommen i møde, men uden olie i deres kar, uden den tro, som virker et nyt liv, fred, glæde, kærlighed, bekendelse og udgang fra verden; nej, de går deres egen mellemvej mellem Kristus og Belial og – har fred! Åh, en uhyggelig fred, som kun varer, så længe brudgommen ikke viser sig!

Men under en sådan fred skjuler der sig også som regel en klagende, til tider skrigende ufred, en uhyggelig anelse, uvished, utryghed, frygt for døden, bæven for Gud. De ugudelige har ingen fred, siger min Gud (Es 57,21). De siger til sig selv og til hinanden: fred, fred, og der er ingen fred; de siger til sig selv: «Det står godt til, det står godt til, og dog står det ikke godt til» (Ez 13,16; Jer 6,14). Kommer pesten eller koleraen, så er det slut med freden; så løber og haster de, som lige før var så stærke og modige, til bønnebogen, kirken, sakramentet og præsten, som om disse nu i en fart kunne frelse dem fra den Helliges vrede. Således vidner de da selv om, at de ugudelige ikke har fred.

Lige så ynkeligt står det til med mange vakte sjæle. De mener det godt og er alvorlige i deres søgen efter saligheden; de har forladt verdens brede vej, bruger Guds ord, bøn og betragtninger, fører en jammerlig kamp med visse synder, med deres hjerte og deres tanker, og sukker og venter efter nåde og fred; men med alt dette får de ingen fred, ingen varig og grundfæstet fred, ingen virkelig vished om, at de har Guds nåde. Efter en flygtig glædesfølelse i hjertet følger snart igen en lige så pinefuld uvished om nåden, frygt og utryghed, især hvis en pludselig sygdom truer dem med det sidste, afgørende skridt, døden. Det er en meget sørgelig tilstand.

Nu spørger man: Når Skriften derimod siger: Dine børns fred skal være stor; mit folk skal bo på fredens mark, i trygge boliger og i rolige hytter osv., og når man også virkelig ser et folk, som har en stor, salig fred i deres hjerter – en fred, som til tider stråler ud af deres øjne og strømmer ud af deres mund i en glad bekendelse, hvor de lover og priser den store nåde, trøst og glæde, de har fået i deres Gud – hvad er der så sket med dem, hvorfra har de deres salige fred? Apostlen Paulus svarer på alle deres vegne i Rom 5 på følgende måde:

v. 1. Da vi nu er blevet retfærdiggjort ved tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus.

6. For mens vi endnu var svage, er Kristus, da tiden var inde, død for ugudelige.

9. Meget mere skal vi da, nu da vi er blevet retfærdiggjort ved hans blod, blive frelst fra vreden ved ham.

10. For når vi, mens vi var fjender, blev forsonet med Gud ved hans Søns død, skal vi meget mere, nu da vi er blevet forsonet, blive frelst ved hans liv.

Her er hemmeligheden! Her er den dybe, evige grundvold for de kristnes underfulde fred! Og her er det åbenbaret, hvad der mangler de arme hjerter, som savner freden. Apostlen siger ikke: Da vi er, som vi bør være, da vi er så fromme og gode; nej, han siger: «Fordi vi er blevet retfærdiggjort ved tro» – «fordi Kristus er død for ugudelige» – «fordi vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi var fjender, og derfor nu meget mere bliver frelst fra vreden, derfor har vi fred med Gud». Vores fred og trøst er ikke, at vi intet ondt har gjort, at vi er retfærdige i os selv, at ingen synd anfægter os; nej, tværtimod er vi sådanne syndere, at vi har fortjent døden og bæver for den evige vrede. Men se, efter at vi i denne nød forgæves har søgt hjælp og trøst og fred ad alle andre veje, er det omsider blevet åbenbaret for os, at Kristus har lidt døden for os syndere – det er blevet vores sidste, vores eneste, men store, tilstrækkelige og evige trøst, at vi blev forsonet med Gud ved hans Søns død, mens vi endnu var fjender – og at vi, selv om synden endnu raser i vores kød, og samvittigheden vil forskrække os, alligevel nu meget mere bliver frelst fra vreden ved Kristus, da vi blev retfærdiggjort ved hans blod. Det har vi vel længe vidst og bekendt, men altid på en kraftløs måde, uden at det nogen sinde gav fred og liv; men endelig behagede det den barmhjertige Gud ved sin Ånd at give os den dyrebare gave, troen, den levende, virkelige tro, som gav liv og fred, fortroligt venskab med Gud, vished om hans nåde og ro i samvittigheden. Det er det, Apostlen siger: «Da vi nu er blevet retfærdiggjort ved tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus».

Se, du velmenende, søgende sjæl, det er bestemt meget smukt, ja, vigtigere og mere nødvendigt end alt, hvad der er i verden, at du så alvorligt øver din gudsfrygt, flittigt og andægtigt beder, flittigt hører og læser Guds ord, alvorligt kæmper mod det onde og jager efter det gode; men du savner alligevel fred med Gud, du er ikke vis på hans nåde, nej, du er urolig og bævende. Ja, ja, det er heller ikke uden grund; du kan også virkelig blive fordømt med al denne fromhed. Der kræves noget langt højere for at bestå for den hellige Gud og i dommens ild; det siger din samvittighed dig også. Der kræves noget større end alle frommes fromhed, alle helliges hellighed – her slår intet mindre til end det, Apostlen nævnte: Kristi, Guds Søns, død, og at man ved troen er iklædt ham – er retfærdig ved tro og har fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Her kræves det, at dit hjerte har fået den trøst, at du af hjertet kan sige: Kristus er død for mig, for mig, det trodser jeg på; ikke på at jeg er from, troende, alvorlig, men på at Kristus er from, at Kristus er hellig og fuldkommen, at Kristus både har holdt loven og lidt døden, som var syndens løn. Det skete for mig, det slog også til for alle mine synder, det er nok, evigt nok; det trøster jeg mig ved.

At du aldrig har fået fred, kommer altså af, at du har villet blive retfærdig og salig i dit eget navn, i dig selv; men hvis det havde været muligt, så er Kristus død forgæves (Gal 2,21). Du har ikke erfaret, hvad den rette tro vil sige. Der er stor forskel på tro og tro. Du har måske ganske godt kendt og bifaldet læren om Kristus og forsoningen og ment, at når du ikke tvivlede på den, så havde du jo også troen. Men dit sind har været sådan, at du tænkte: Med Kristi fortjeneste er alt nok i orden, der er ingen mangel; nej, det er hos mig, fejlen ligger, hos mig må der rettes op – og så har du med begge øjne været vendt bort fra Kristus og ind mod dig selv. Hvordan var det da muligt, at du skulle få fred? Hvordan kunne du da have den rette tro? – Nu er det ganske vist sandt, at alt er i orden med Kristi forsoning, og at fejlen ligger hos dig; men du forstod ikke, at den fejl hos dig er så stor, at den ikke kan rettes med alt dit arbejde på dig selv, at den aldrig kan rettes på anden måde end ved at du fortvivler over dig selv og al din forbedring og søger din frelse i Kristus alene. Fejlen, som er grunden til, at du ikke har fået fred, har været, at du har troet, at alt måtte afhjælpes hos dig, før du kunne have fred; at du ikke har troet eller forstået, hvor fortabt det står til med dig, og hvordan alt er fuldbragt og afhjulpet i Kristus. Du har vel følt dig som en stor synder, men ikke som en helt fortabt synder; og om Kristus har du vel troet, at han frelser store syndere, men ikke sådanne, som du hidtil har været. Eller hvis du også har troet, at han frelser sådanne som dig, så har du alligevel endnu ikke for dit eget vedkommende troet, at også du nu i Lammets død og blod var nok: salig, hellig, ren og god, havde fået tilgivelse for alt og var et Guds barn; i stedet har du nøjedes med at undvære denne trøst og ventet enten på en forbedring eller på en følelse, som skulle komme og sige dig, hvornår du havde nåde. Det er de almindeligste grunde til, at søgende sjæle ikke får fred. Andre ligger også i endnu større kødelig sikkerhed, har endnu noget, der ligger dem mere på sinde end Guds nåde, har afguder og yndlingssynder, som de ikke vil skilles fra – og så er det godt, at de ikke får fred.

For at få Guds fred kræves der altså: for det første, at intet ligger dig så meget på sinde som Guds nåde, så du ikke slår dig til tåls, før du har fået vished om den; for det andet, at du lærer at fortvivle over dig selv, det vil sige over alle forehavender, al din gøren og bliven, og at du, sådan som du er, som en endnu uværdig, ja, fortabt synder, søger al din frelse i Kristus alene; for det tredje, at du ikke venter på visheden i følelsen, ved et indre svar i dit hjerte, men tager Guds svar der, hvor Gud giver det, i Ordet, alene i Ordet. Er det blot kommet så vidt med en sjæl, at den frem for alt andet søger dette og sukker ved sig selv: Ak, havde jeg blot Guds nåde, så ville jeg ikke ønske mig noget højere på jorden, så ville jeg ikke bryde mig om, hvad jeg så skulle lide; og ak, om jeg kunne tro på Kristus alene og blot blive fundet i ham! Var jeg blot vis på, at hans fortjeneste hørte mig til! Og jeg vil tro på Ordet, jeg vil ikke vente på følelser, hvis jeg bare kunne tro! osv. Se, så er troen allerede tændt, og så skal det ikke slå fejl, at den sjæl også får vished om nåden og fuld fred. Den sag vil Gud sørge for. Når nogen med et sådant sind mener og klager over, at han ikke kan tro, så er der ingen fare med ham. Nu står det til Gud og til, at han giver, og så er der ingen fare. Herren siger: «Han holder sig til mig, derfor vil jeg befri ham; jeg vil beskytte ham, for han kender mit navn. Han påkalder mig, derfor vil jeg svare ham» (Sl 91,14–15).

Men her vil nogen måske endnu sætte spørgsmålstegn ved, om noget menneske i tiden virkelig kan vide, at det er et Guds barn, og om man nogen sinde kan og bør søge den nævnte vished. Det er som regel en af de ubodfærdiges undskyldninger; det føres frem af sådanne, som endnu trives bedst i mørket, i uvisheden. Men svaret er: Hele Skriften vidner om, at alle de gamle troende ved troen fik det vidnesbyrd, at de behagede Gud (Hebr 11), og kun ved en sådan tro var det muligt for dem at lide martyrdøden med glæde; og apostlene siger udtrykkeligt: «Ånden selv vidner med vores ånd, at vi er Guds børn» – de siger: «Den, som tror på Guds Søn, har vidnesbyrdet i sig» – at han skal vide, at «han har evigt liv» – at «den, som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner osv.» (Rom 8,16; 1 Joh 5,10.13). Læg mærke til det sidste! Når Herren udtrykkeligt råber: «Den, som tørster, skal komme, og den, som vil, skal tage livets vand for intet; den, som tror, har evigt liv; om hans synder end var blodrøde, skal de dog blive hvide som sne» osv., men jeg alligevel altid er uvis om mine synders tilgivelse, hvad er det så andet end at gøre Gud til en løgner, eller ligesom at sige: Jeg ved ikke, om man kan stole på, hvad Herren siger; jeg ved ikke sikkert, om Gud er sandfærdig? Og hvilken smuk bekendelse ville det vel være for en kristen! «Derfor» – sådan taler Luther i udlægningen af Gal 4,6 – «skal vi dag for dag stræbe efter at komme ud af tvivlen og til vished, og flittigt sørge for grundigt at rykke den skadeligste vildfarelse op med rod og det hele, som hele verden er forført af, nemlig den tanke, at mennesket ikke skal vide, om det er i eller uden for nåden. For hvis vi tvivler på Guds nåde mod os og ikke holder for vist, at Gud har velbehag i os for Kristi skyld, så nægter vi, at Kristus har forløst os, og kaster alle hans gerninger og velgerninger, som han nogen sinde har vist os, over ende.» – Sandelig, den, som nøjes uden vished om skatten, sætter ikke stor pris på den. Noget andet er, at man bør søge visheden i Ordet og ikke i følelsen.

Som allerede sagt består en kristens fred og vished jo ikke i, at han holder sig selv for så from og tro og er tilfreds med sig selv – nej, tværtimod er der ingen, som mærker flere synder hos sig selv end de mest troende kristne – men hans trøst og ros er denne, at Kristus har lidt døden for os syndere, at han er blevet retfærdiggjort ved tro, det vil sige af nåde. På denne grund burde vi jo med rette have en bestandig og urokkelig fred og sige: Jeg er i mig selv i hvert øjeblik fordømmelse værd, men i Kristus i hvert øjeblik ren og retfærdig, ja, yndig og elskelig for Gud; «for vi er benådet i den Elskede». Jeg trøster mig kun ved det, som gælder for alle, for de største syndere; for Kristus har sandelig i sin død forsonet hele verden (2 Kor 5), verden, verden, ikke kun de troende; jeg ved jo, at også de ugudeliges synder er udslettet i hans blod, at de vantro ikke egentlig dør for deres synders skyld, men for vantroens; hvordan skulle jeg så vove at lade være med at tro? Jeg er jo i det mindste en del af verden, jeg er jo i det mindste forsonet og købt i Kristi død, hvordan jeg end er; den trøst skal Djævelen ikke tage fra mig. Ganske vist er mine synder forfærdelige, mange og svære, så jeg nok fortjente aldrig at få en glad stund; men hvad skal jeg gøre? Når nu Kristus var så nådig og tog mine synder på sig og led døden for mig, en synder, så tør jeg ikke fortvivle, tør ikke lade være med at tro og glæde mig; så vil jeg ikke være så uforskammet, at jeg skulle sige, at Kristus og hans bitre pinedød betyder mindre end jeg og mine synder. Ganske vist er mine synder store og grufulde, men over for Guds Søns blod er de dog kun som små dråber over for det vide hav. Og jeg er dog sandelig ikke døbt til mig selv, så jeg skal bestå i min egen retfærdighed; nej, jeg er netop døbt til Kristus, for at jeg skal være iklædt ham og hans retfærdighed (Gal 3,27). Hvis Gud ville tilregne synderne, hvem kunne da bestå for ham? Vi kan jo ikke svare ham én gang ud af tusind. Men når hele Guds evangelium vidner, at Gud netop derfor gav sin Søn som en forsoning for os, så tør jeg ikke gøre det til løgn. Ganske vist føler jeg noget andet i mit hjerte og min samvittighed; dér føler jeg ikke retfærdigheden, men tværtimod synd og elendighed; ganske vist fordømmer mit hjerte mig; men når Gud selv i sit ord siger, at den samme synd og elendighed, som jeg føler, er udslettet, betalt, tilgivet, så vil jeg dog lade Gud være større end mit hjerte og en Gud, som ikke lyver. Hvad Gud har gjort og sagt, er langt mere sikkert end det, jeg arme menneske ser eller føler. Nu har han jo ikke blot forsonet mig med sig i Kristi død og forsikret mig om det i sit ord, men også i sakramenterne givet mig segl og testamente på hele salighedens skat. Han har i dåben gjort netop min person delagtig i hele Kristi fortjeneste (Gal 3,27; Tit 3,5) og med et evigt, urokkeligt testamente sikret mig den. Og selv om jeg i synd og vantro er gået bort fra min skat og mit testamente, så er skatten dog ikke borte, så står testamentet og pagten dog fast hos Gud; for «skulle vores vantro vel gøre Guds troskab til intet? Det være langt fra!» (Rom 3,3). Selv om jeg er faldet ud af arken, er arken dog ikke gået i stykker; jeg har nu stadig min tryghed i den samme ark. Arken, dåben, testamentet, nåden hos Gud falder og vakler ikke, fordi jeg falder, men står fast i al evighed. Min trøst og fred hviler altså på det, som er hos Gud, ikke hos mig. Min ros lyder sådan: Kristi blod gælder mere end mine synder; Guds ord gælder mere end mine tanker og følelser; dåbspagten, testamentet, gælder hos Gud, selv om jeg i lang tid har været borte fra den. Over for Kristi blod er alle mine synder kun som små gnister over for det store, vide hav; over for Guds ord er alle mine indvendinger, meninger og følelser kun som støv og smuld over for et stort bjerg. På denne faste grund vil jeg trygt både leve og dø.

«Men,» vil nogen måske sige, «er det ikke Guds alvorlige vilje, at vi ikke skal synde, men være hellige i al vor færd? Synder du ikke alligevel imod Guds ord, og hvordan kan du så være så tryg?» – Svar: Hører du ikke, at det netop er på grund af disse mine daglige mangler og synder, at jeg er nødt til at tage al min trøst i Kristus? Jeg har ganske vist kæmpet jammerligt for at blive så from, at min samvittighed engang skulle give mig det vidnesbyrd: Nu er du, som du bør være. Jeg ønsker også endnu intet hellere end at kunne være from, og jeg har ingen større sorg end mine egne synder. Men skal da også min salighed, trøst og fred med Gud afhænge af denne min fromhed? Åh, Gud bevare os! Det ville jo være lige imod hele Guds evangelium – så var Kristus jo død forgæves. – Hvad skulle Kristus være til for, hvis loven alligevel kunne fordømme dem, der tror på Kristus? Når «Kristus er lovens ende, til retfærdighed for enhver, som tror», hvad har lovens trusler så at gøre med sådanne? Eller hvordan kan den med rette forurolige og bekymre dem, når de jo i Kristus fuldkomment har opfyldt den og i Kristus har gjort alt, hvad loven nogen sinde har krævet? Har jeg desværre ikke holdt loven, så har dog min kære Frelser fuldkomment og overstrømmende holdt den for mig og skænket mig hele sin lydighed til evig ejendom. Johannes siger: «Mine børn, dette skriver jeg til jer, for at I ikke skal synde; og hvis nogen synder, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, som er retfærdig» (1 Joh 2,1). Enhver kristen bør derfor, Kristus til ære og sin sjæl til salighed, vænne sig til at holde Kristus frem over for lovens trusler og alle Satans glødende pile, stole trodsigt på ham og rose sig af hans renhed, hans ulastelighed, som jo alligevel er givet os. Det er at være retfærdig ved tro og have fred med Gud (læg mærke til det) ved vor Herre Jesus Kristus. Den, der aldrig lærer på denne måde at kæmpe mod lovens dom og stå på Kristi retfærdighed alene, kan aldrig få nogen grundig og varig fred. Som retfærdigheden er, sådan er også freden. Er retfærdigheden af forgængelig art, af vor egen ustadige fromhed, så bliver freden lige så skrøbelig og ustadig. Derfor siger David, at retfærdighed og fred kysser hinanden, at de ligesom moderen sin datter og datteren sin mor kysser hinanden, mødes, forenes og stemmer overens. Endnu en gang: «Da vi er blevet retfærdiggjort ved tro, har vi fred».

Men nu spørges der: Har en kristen da en vedvarende fred? Frygter han aldrig Guds vrede eller døden? Svar: Alt godt, altså også freden, vil Djævelen anfægte; ja, den tro og fred, som ikke anfægtes, er falsk. Desuden er troen aldrig fuldkommen. Heraf følger det, at fornuften, samvittigheden og Satan angriber freden og foreholder os vore synder og Guds strenge trusler; men netop da viser denne tro og fred sin høje, guddommelige natur ved at bryde igennem disse sorte skyer og alligevel trænge sig frem til Guds hjertelag i Kristus og der igen gribe trøst og fred og sige: Jeg takker dig, Herre Kristus, som har frelst mig fra så grufulde synder og domme! – Her vil vi anføre nogle kostelige ord af den store Luther over epistlen på søndagen efter jul: «Da mærker man abba-råbet, når samvittigheden uden al tvivl og vaklen fast tror og er vis på, at ikke alene dens synder er tilgivet, men også at man er Guds barn og sikker på sin salighed og med et glad og vist hjerte kan påkalde og tilbede Gud som sin kære Fader. Herom må man være så overbevist og sikker, at man ikke holder sit eget liv for så vist, ja, at man hellere ville lide al slags død, ja, også helvede, end lade den trøst tage fra sig og ville tvivle på den. For det ville være en stor forsyndelse imod det, som Kristus så rigeligt har gjort og lidt for os, hvis vi ikke troede, at han derved overstrømmende havde vundet os alt dette, og hvis vi ikke lod dette lige så kraftigt opmuntre og styrke os til en sådan tillid, som vi lader synden og anfægtelsen skræmme os bort fra den og gøre os modløse.

«Her kan der nok være en sådan strid, at mennesket frygter for, at det ikke er Guds barn, og synes at mærke, at Gud er vred på det og en streng dommer, sådan som det gik Job og mange flere. Men i denne kamp må den barnlige tillid til sidst beholde overhånd, hvor meget den end bæver og skælver; ellers er alt tabt. Men når de kainitiske helgener hører dette, slår de nok fra sig med hænder og fødder og siger af stor ydmyghed: Åh, Gud bevare mig for dette grufulde kætteri, denne formastelighed! Skulle jeg, fattig synder, være så hovmodig og sige: Jeg er Guds barn? Nej, nej, jeg vil ydmyge mig og erkende, at jeg er en fattig synder osv. Lad dem fare, og vogt dig for dem som de største fjender af din kristne tro og din salighed.

«Vi ved også godt, at vi er fattige syndere; men her gælder det ikke om at se på, hvad vi er og gør, men på, hvad Kristus er for os og har gjort og stadig gør. Vi taler ikke om vor natur, men om Guds nåde, som er så meget større end vi, som himlen er højere end jorden (Sl 103,11). Synes du, det er noget stort, at du er Guds barn, kære, så lad det heller ikke synes dig at være lidt, at Guds Søn er kommet, født af en kvinde, født under loven, for at du skulle blive et sådant barn!

«Hvad Gud gør, er alt sammen stort. Derfor skaber det også stor glæde og frimodighed og uforfærdede sind, som ikke frygter for noget og formår alt. – – – – – Dog skal du ikke forlange, at et sådant glædefyldt og fortroligt abba-råb skal være ene og alene hos dig; der må også være et mordskrig ved siden af, som driver og øver dig i et sådant abba-råb, sådan som det er sket for alle andre. Også din synd må skrige, det vil sige vække en stærk mistrøstighed i din samvittighed. Men Kristi Ånd skal og må overdøve dette skrig, det vil sige give en stærkere tillid, end din mistrøstighed er – sådan som Johannes siger, at vi kan stille vort hjerte for ham, og at hvis vort hjerte anklager os, så er Gud større end vort hjerte og ved alt.»

Men den, der vil bestå i sådanne erfaringer og bevare og styrke freden i sit hjerte, må frem for alt flittigt og enfoldigt omgås fredens evangelium. Det er den rette kilde til Guds fred. Evangeliet må hele tiden holde os oppe over de anfægtelser, kvaler og sorger, som fornuften, følelsen, samvittigheden og Satan uophørligt vil trække os ned i. Mod alle disse fredsforstyrrere har vi kun Ordet og sakramenterne til værn og mure. Dér bor og taler Trøsteren med os, trøster os og siger: Frygt ikke! Vær ved godt mod! Er du syndig, så er Kristus retfærdig; du er nu i det rige, hvor synden aldrig tilregnes dig; du er nu ikke i et gerningernes rige, som har magt over nåden, men i et nådens rige, som har magt over gerningerne; du er for evig tid forsonet med Gud, og han har svoret, at han ikke vil vredes på dig til evig tid. Det er Guds riges rette fredsbasun, som uophørligt må lyde i vore ører og hjerter, hvis vi her skal have nogen fred. Men ud over Ordet har vi også brug for Herren selv, det vil sige, vi skal flittigt bede Helligånden om hans kraft i hjertet, sådan som Paulus så kraftigt lærer i Ef 3,14–19. «En kristen bør,» som Prætorius siger, «hver morgen, når han vågner, og ofte i løbet af dagen sukke: Guds fred, som overgår al forstand, bevare i dag mit arme hjerte for al ufred, som kan komme over mig af Djævelens tyranni, af verdens ondskab og andre genvordigheder!»

Og nu – hvor ønskeligt ville det ikke være, om Guds fred i højere grad regerede i hjerter og sind hos alle kristne! For det første er det jo den barmhjertige Guds hjertelige vilje med os, at vi ikke skal slide vore dage op i mørke og kval – vi, som dog er så dyrt købt, også i Guds øjne er så højt agtet, så herligt klædt, så rige og lykkelige i Kristus – men at vi skal have stor fred i ham. Apostlen siger udtrykkeligt: «Vær altid glade osv., for dette er Guds vilje med jer» (1 Thess 5,16.18); og Kristus selv: «Jeg er kommet, for at mine får skal have liv og have overflod». Læg mærke til: Denne fred var et hovedformål med hele Kristi forsoning, som der udtrykkeligt står: «Straffen blev lagt på ham, for at vi skulle have fred, og ved hans sår blev vi helbredt». Og igen: «Retfærdighedens frugt bliver fred, og retfærdighedens løn bliver evig fred og tryghed» (Es 53,5; 32,17). Derfor, jo gladere og mere fredfyldt nogen er i Kristus, desto kærere er det for Gud, og desto mere æres og ophøjes Kristus derved, han som er grunden til denne fred og glæde. Desuden har en kristen i øvrigt ikke just megen glæde på jorden; i denne onde verden, hvor der intet andet er end strid og anfægtelse fra kødets, Djævelens og verdens ondskab, er det nok nødvendigt, at han er godt udrustet med en høj, urokkelig Guds fred i sit hjerte, sådan som Jesus siger, da han slutter sin afskedstale til disciplene natten før sin død: «Dette har jeg talt til jer, for at I skal have fred i mig; i verden har I trængsel; men vær ved godt mod, jeg har overvundet verden» (Joh 16,33). Det var altså Frelserens alvorlige vilje, at vi skulle have fred i ham, skønt ingen vidste bedre end han, hvor syndige og uværdige vi er. Når han nu alligevel under os at have fred, ja, derfor lider og dør for os, trøster og taler venligt med os, for at vi skal have fred i ham, så ville det jo være rimeligt, at vi også slog os til ro på hans regning som små børn ved deres mors skød. Endelig er det også netop denne fred, som frem for noget andet styrker og bevarer vore hjerter i Kristus og giver liv, lyst og kraft til alt godt, som der står skrevet: «Guds fred, som overgår al forstand, skal bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus» (Fil 4,7); og igen: «Glæde i Herren er jeres styrke» (Neh 8,10). Når jeg i troen har fred med Gud, kan jeg gøre og lide alt; når jeg er vis på Guds venskab, kan hvem som helst være uvenlig mod mig; når jeg er glad over den himmelske skat, kan jeg tåle et jordisk tab osv. Men når hjertet er tomt for Guds fred, er jeg svag i alt og åben for enhver fristelse. Det er derfor en sandhed, som enhver kristen gerne må huske, at Guds fred bevarer hjertet, at glæde i Herren er vor styrke. Amen.