Nogle ord om mormonerne

(Tolvte årgang, 1853)

Blandt alle de mange kirkelige fænomener, som præger vore dage, er mormonismen nok et af de mest besynderlige. Da man for nogle år siden begyndte at læse om den i amerikanske aviser, undrede man sig blot over, at noget så urimeligt og tosset kunne vinde tilhængere, og ingen troede vel, at det skulle nærme sig vore grænser. Alligevel er det nu sket. I nogle byer i den sydlige halvdel af vort land arbejder der allerede udsendte mormoner, og det kan i det mindste være nok til at vække uro og spørgsmål om, hvad slags nyt lærdomsvind dette er. Det er derfor, vi vil give en kort oplysning om det.

Mormonismen stammer fra det sektrige Amerika. Dens stifter, Josef Smith, født i staten Vermont i 1805, havde forsøgt lykken på forskellige måder, da han til sidst fik fat i et utrykt manuskript til en roman af en dengang afdød forfatter, præsten Salomon Spaulding. Dette manuskript har J. Smith åbenbart lagt til grund for det historiske i den bog, som er mormonernes nye bibel. Navnet mormon skal komme af den foregivne profet «Mormon» eller «Moroni», som taler i bogen. Men Smiths egen fremstilling af, hvor bogen kom fra, var, at en engel var kommet en nat og havde vist ham et sted i jorden, hvor han skulle finde en sådan bibel, skrevet på gyldne plader, og at han fandt det hele, sådan som det var sagt. Men (læg mærke til det!) englen havde strengt forbudt ham at vise disse gyldne plader for nogen – derfor har ingen fået dem at se.*) Mormonerne har altså en ny kilde til religionslæren, en ny bibel, eller, som de siger, en hidtil ukendt del af Bibelen. Desuden foregiver de, at de stadig bliver ved med at modtage åbenbaringer fra oven, så deres lære uophørligt kan blive ændret og få tilføjelser, alt efter hver ny profets sind og indfald. De kalder sig selv «Jesu Kristi kirke af de sidste dage»; for de lærer, at verdens ende er helt nær, og at de er de «hellige», som skal regere med Kristus i et jordisk himmerige; derfor kaldes de også «De sidste dages hellige». Først mente de, at midtpunktet for dette rige, det nye Zion, skulle blive i staten Missouri; for dertil havde Josef Smith ved en særlig åbenbaring fået anvisning på at begive sig med de tilhængere, han havde vundet. Deres ydre fremgang øgede deres forhåbninger; i ånden så de sig allerede i besiddelse af hele staten Missouri og sagde det også højt. Ingen skulle bo i nærheden af dem, uden at han antog deres tro. Det vakte folkets had mod dem. I april 1833 brød den første voldsomme forfølgelse ud. Den 30. oktober stod der et åbent slag mellem mormonerne og det ophidsede folk. Der flød blod på begge sider. Da den indkaldte milits tog parti mod mormonerne, måtte de flygte over Missourifloden. De tre følgende år var svære forfølgelsesår. Men jo mere man forfulgte dem, desto mere bredte de sig. Profeten selv og hans bror Hyrum blev sat i fængsel, men flygtede derfra i foråret 1839. De fleste af hans tilhængere samlede sig nu om ham i landsbyen Commerce ved Mississippi. Her blev nu en ny station grundlagt. Få måneder efter at de var drevet ud af Missouri, var flokken vokset til 15.000 sjæle. De viste sig flittige, dygtige og sparsommelige, og snart voksede der af denne landsby en by frem ved navn «Nauvoo». Josef Smith var nu både verdslig og åndelig overhoved for sit folk. Han kaldtes snart profet, snart præsident, snart major, snart generalløjtnant, eftersom han nu havde kommandoen over en nyoprettet milits. I 1841 byggede de et prægtigt tempel med et tårn, der var 170 fod højt. Trods al undertrykkelse var de blevet rige og brugte alene på dette tempel næsten en million dollars (over tre millioner kroner). Josef stod nu på højden af sin jordiske lykke, og mormonerne løftede hovedet så højt, at de endog foreslog deres profet som præsident for De Forenede Stater. Da blussede det gamle had mod dem op igen; også i deres egen menighed opstod der strid og splittelse; for mange trådte frem og foregav, at de havde fået guddommelige åbenbaringer, lige så gode som Josef Smiths, og sådanne åbenbaringer, hvorved det var dem tilladt at tage så mange hustruer, de ville. Da blev militsen igen indkaldt. Og nu skete det opløb, hvor Josef og Hyrum blev skudt ned, den 27. juni 1844. Nu blev Brigham Young præsident; og da forfølgelsen fortsatte, besluttede mormonerne at udvandre, og så slog de sig ned ved den såkaldte «Saltsø» mellem Rocky Mountains og Stillehavet. Dette sted er nu deres hovedstation og «nye Zion». Her stræber de også efter at blive en stat for sig, hvad De Forenede Staters love tillader, når de har nået et antal af 60.000 – endnu en grund til deres iver for, at samfundet skal vokse. Denne iver er også ganske overordentlig. De sender deres udsendinge til alle verdens ender; de er allerede nået til Kap det Gode Håb, Australien, Sandwichøerne, Ostindien og Europa – og, som allerede nævnt, også til Sverige. Og fra alle kanter vil de få tilhængerne til at drage til Saltsøen. Fra Storbritannien er der allerede draget næsten 17.000 derhen.

*) Mere udførligt om dette i Lunds Missions-Tidning, nr. 6.

Hvad skal vi så til sidst tænke om mormonernes lære? – Det mest bemærkelsesværdige ved den er, at de har nye kilder til den: 1) Mormons Bog; 2) de fortsatte foregivne åbenbaringer. Så er der ingen grænse. De anerkender ganske vist også Bibelen og Jesus Kristus; men – under deres egne kilders overherredømme. – Her er en lille prøve på deres lære, taget fra deres egen katekismus: Hvad er Gud? – «Et materielt, fornuftigt og personligt væsen, som har legeme og lemmer.» – Hvilken skikkelse har han? – «Menneskets, eller rettere: mennesket har Guds skikkelse.» – Har Gud også behov? – «Ja, han spiser og drikker, han elsker og hader.» – Kan han være to steder på én gang? – «Nej, men han kan let flytte sig fra den ene planet til den anden» osv. – Tænk dig en sådan lære! Og dog – hvilken iver og hvilken kraft til at lide og kæmpe for den! Her ser vi, at iver og kraft alene ikke er tilstrækkelige beviser for sandheden! Her går Kristi ord i opfyldelse: Falske Kristusser og falske profeter skal fremstå og gøre store tegn og undere, så at de, om muligt, skal føre selv de udvalgte vild. Se, jeg har sagt jer det forud.