Den skjulte død under navn og skikkelse af liv

Åb 3,1

eller: Grene i Kristus, som skal kastes bort; gæster ved brylluppet, som altså ikke har foragtet indbydelsen og dog skal kastes ud i mørket udenfor; sjæle, der er gået ud fra verden og har skilt sig ud, «jomfruer», men tåbelige, som ikke får lov at komme ind i bryllupssalen. Ak, hvad er dette? Hvad er dette?

(Femte årgang, 1846)

Ja, hvad er dette? Det er Kristi ord – og det er noget, som Kristus ser og ved her, noget, han tænker på og betegner med dette. Men hvad er det? Og hvem gælder det, hvem rammer det? «Det er vel ikke mig» – «og heller ikke mig»? – ja, sådan skal det være, det sagde du.

Grene i Kristus, som dog skal kastes bort, Joh 15; en mand ved brylluppet, som mangler bryllupsklæder og bliver kastet ud i mørket udenfor, Matt 22; Himmeriget, der ligner ti jomfruer, fem kloge og fem tåbelige, fem, som ingen olie har og bliver lukket ude fra bryllupssalen, Matt 25 – hvad er dette andet end den gamle, frygtelige sandhed, at der også blandt dem, som er gået ud fra verden og ved deres gudsfrygt er skilt fra mængden, findes nogle, som skal «kastes ud i mørket udenfor», som ikke er kristne og ikke bliver salige? Hvad er dette andet end den sandhed og kendsgerning, at der ud over den store, frie, sikre verdensskare altid også findes nogle sjæle, som på en vis måde er omvendt, omvendt fra verden og fra deres eget tidligere levned, og som har sluttet sig til de troendes lille flok – religiøse mennesker, som ofte ligner de sande, levende, ægte nådens børn så meget, at ingen her i tiden forstår at skelne dem fra hinanden, ja, så Kristus derfor kalder dem grene i sig, men som dog i det indre er så forskellige fra de sande, ægte børn, at på den yderste dag «den ene bliver taget med og den anden ladt tilbage», så disse til sidst, efter megen religiøs stræben og langvarigt håb om himlens salighed, skal vises bort, forkastes og fortabes? Læg dette uhyggelige, frygtelige forhold sammen med den egenskab hos disse uægte børn, som netop er deres særkende, at de næsten aldrig kan få sig til at mistænke sig selv, frygte for deres tilstand og give agt på Herrens ord om dette – så er det vel de mest smertelige og oprørende forhold, et åndeligt øje nogen sinde plejer at se i Guds menighed. Men hvad skal man gøre? Skal man råbe, skal man skrige, skal man græde, skal man «bære sig ynkeligt ad», *) som Elisa? Eller skal man roligt og koldt sige: Den, som kan fatte det, han fatte det? Man må gøre både det ene og det andet, og oftest er det første lige så frugtesløst som det sidste. Gud, forbarm dig over os alle!

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Men nu – du, som umuligt kan mistænke dig selv, du, som så absolut vil tænke godt om din tilstand, kom og se, hvordan du skal få lov at sove og få trøst og styrke i din sikkerhed: at der ingen fare er for dig, at det ikke er dig, der behøver at frygte – eftersom du selv absolut vil tænke sådan. I 2 Kong 8,7–15 læser vi:

Og Elisa kom til Damaskus, og Ben-Hadad, kongen i Syrien, lå syg. Og da det blev fortalt ham, og man sagde: Gudsmanden er kommet hertil,

sagde kongen til Hazael: Tag en gave med dig, og gå Gudsmanden i møde, og spørg Herren gennem ham, om jeg skal komme mig af denne sygdom.

Og Hazael gik ham i møde og tog som gave fyrre kamellæs med sig af alt det bedste, der fandtes i Damaskus. Og han kom og stillede sig foran ham og sagde: Din søn Ben-Hadad, kongen i Syrien, har sendt mig til dig og spørger dig: Skal jeg komme mig af denne sygdom?

Og Elisa sagde til ham: Gå hen og sig til ham: Du skal komme dig; men Herren har åbenbaret for mig, at han skal dø.

Og Gudsmanden holdt sine øjne stille og fæstede dem længe på ham og græd (fordi han forudså, hvad der skulle følge efter kongens død).

Og Hazael gik fra Elisa og gik til sin herre. Og da denne sagde til ham: Hvad sagde Elisa til dig? svarede han: Han sagde til mig, at du skal komme dig.

Men næste dag tog han et tæppe og dyppede det i vand og bredte det ud over hans ansigt, og han døde. Ak, kære, hvorfor skulle Herrens profet på den måde narre den syge konge, som lå på sit yderste? Hvorfor skulle han styrke ham i sikkerheden og sige: Du skal komme dig (efter grundteksten: Du skal leve, ja, leve), når han dog vidste, at han skulle dø? Ja, sig mig det. Se da her – sådan handler Gud med hyklere, som lader, som om de spørger ham, men samtidig ikke vil tro andet end det, der behager dem. Af de store gaver, der blev bragt med, så profeten straks, at kongen ønskede et trøsterigt svar, at det ikke lå ham så meget på sinde at få den rette sandhed at vide som blot at blive opmuntret; så vidste han også, at selv om han havde sagt ham sandheden, ville han alligevel ikke have troet den og bedret sig. Så var det i overensstemmelse med Herrens hellige retfærdighed at give ham svar efter hans hjertes ønske og lade ham dø i sin sikkerhed. På denne Guds retfærdige dom har vi mange eksempler i Skriften: «Jeg vil forhærde Faraos hjerte» – siger Gud selv – «for at egypterne skal forstå, at jeg er Herren» (2 Mos 14,4). Men hvornår og hvorfor? Jo, fordi Farao havde haft rig lejlighed til at se, at Jehova var den rette Gud, og alligevel havde foragtet ham, hans ord og bud. Ja, om sit udvalgte ejendomsfolk, jøderne, siger Herren: «Forhærd dette folks hjerte, og gør dets ører tunghøre, og blind dets øjne, så det ikke kan se med sine øjne eller høre med sine ører eller forstå med sit hjerte og omvende sig og blive helbredt» (Es 6,10). Men hvorfor, hvordan og hvornår den slags sker, det siger han os i Sl 81,12–13, nemlig: «Mit folk hørte ikke min røst; da lod jeg dem gå i deres hjerters hårdhed, så de fik vandre efter deres egne råd» *).

*) Endnu et bemærkelsesværdigt eksempel på dette har vi i 1 Kong 22: Da kong Akab vil drage i krig mod Ramot i Gilead, rådspørger han fire hundrede falske profeter, som alle med én mund sagde: «Drag op, og Herren skal give det i kongens hånd.» Men den eneste sande Jehovas profet, Mikajehu, Jimlas søn, ville kongen ikke spørge, men sagde: «Han er mig forhadt, fordi han aldrig profeterer noget godt for mig, men kun ondt.» Men da han endelig, efter Joshafats forestillinger, også sendte bud efter ham, opfordrede budbringeren profeten til at stemme i med de andre profeter for at behage kongen; og derfor sagde Mikajehu, da han kom frem for kongen: Drag op og hav lykken med dig; og Herren skal give det i kongens hånd. Men nu lod Akab, som om han var opsat på sandheden, og sagde: «Hvor mange gange skal jeg besværge dig, at du ikke siger mig andet end sandheden i Herrens navn?» Da sagde Mikajehu: «Jeg så hele Israel spredt på bjergene som får, der ingen hyrde har; og Herren sagde: Disse har ingen herre. Lad hver og en vende hjem igen i fred.» Og nu åbenbarede profeten endnu et syn. Mærk dig det, og giv agt! Han sagde: «Jeg så Herren sidde på sin trone og hele himlens hær stå ved ham på hans højre og hans venstre side; og Herren sagde: Hvem vil lokke Akab til at drage op, så han falder ved Ramot i Gilead? Og de svarede, den ene sådan og den anden sådan. Så gik ånden frem og stillede sig for Herrens ansigt og sagde: Jeg vil lokke ham. Og Herren sagde til ham: Hvormed? Og han svarede: Jeg vil gå ud og blive en løgnens ånd i alle hans profeters mund. Og han sagde: Du skal lokke ham, og du skal også kunne det. Gå ud, og gør sådan.» – Enden blev, at Akab, som havde besvoret profeten at sige ham sandheden i Herrens navn, efter alle disse advarsler alligevel drog af sted; og profetiens opfyldelse tænkte han at forhindre ved at forklæde sig; men mod Herrens dom hjælper intet. Akab blev skudt gennem livet, og hæren måtte drage hjem uden konge.

Se her, sådan handler Herren: Den, som ikke vil høre Herrens røst, skal få fire hundrede falske røster at høre; han skal blive så forhekset og forhærdet af dem, at selv når han siden får den alvorligste advarsel fra Herren, vil han ikke være i stand til at adlyde den, men følge sit eget råd og drage af sted mod sin yderste ødelæggelse.

Se her, menneske – sådan handler Gud! Så ser du, hvad det betyder: Gud lader sig ikke spotte! (Gal 6,7). Ligger det dig ikke selv på sinde at få den nøgne sandhed og dit virkelige forhold at vide, så slipper du nok for det; vil du så absolut have en trøsterig tanke om dig selv, så må du også få den; vil du ikke høre og agte på Herrens røst, så vil han snart «lade dig gå i dit hjertes hårdhed, så du får vandre efter dine egne råd». Åh, en frygtelig retfærdig dom fra Gud! Herren ved, hvor mange blandt os den har ramt; men mange steder ser det ilde ud. Der findes nemlig religiøse mennesker, som åbenlyst mangler de mest væsentlige kendetegn på et sandt nådeliv, dem, som Ordet allertydeligst har sat frem, men som samtidig er helt ude af stand til en eneste stund at mistænke deres tilstand, give agt på Kristi ord om det og derefter alvorligt prøve sig selv. Og de synes alligevel at være nidkære for gudsfrygt og salighed og har imens hovedet og munden fulde af Guds ord – også de ord, som åbenlyst fordømmer dem selv. Alt dette er det samme, som vi nu har set, nemlig at den, som på en løs og hyklerisk måde tager imod Guds Ånds vækkelser og Guds ords udsagn og ikke selv er bange for at blive bedraget, ikke selv er opsat på at få det værste hos sig at vide, få de mest skjulte farer at vide – ham lader Gud blive så forhærdet, forhekset, forblindet og forstokket, at han til sidst er helt sikker og glad i sin indbildte, sin døde tro og aldrig mere står til at vække. Men vi vil komme til selve sagen, drage nogle af Kristi egne ord om dette emne frem og betragte dem; vi vil lade ham selv tale om det – ham, som jo dog til sidst skal komme og holde dom over os alle, over levende og døde. Vi skal herved omhyggeligt vogte os for alle vores egne meninger og blot forsøge at fatte meningen i Kristi egne ord – må Herrens Ånd selv være os nær, lyse for os og lede os i sin sandhed!

For det første er det bemærkelsesværdigt at se, hvordan ingen af alle de hellige Guds mænd, som har talt i Skriften, profeter og apostle, så ofte og så tydeligt som Kristus selv *) har talt om denne skjulte død, disse selvbedragne fromme. Det var ham, Evighedsfaderen, som kom ned fra himlen og bedst kendte alle hemmelige og skjulte forhold, som har kasteskovlen i sin hånd, og som selv er fårenes Hyrde og sagde: «Jeg kender mine får» – det var ham forbeholdt at åbenbare den skjulte død i sit rige. Derfor: Hør ham! Han vendte ofte tilbage til dette emne. Den ene gang taler han om lærere, som på den yderste dag skal sige til ham: «Herre, Herre, har vi ikke profeteret i dit navn og uddrevet onde ånder i dit navn og gjort mange mægtige gerninger i dit navn?» – og som han skal svare: Jeg har aldrig kendt jer; gå bort fra mig, I ugerningsmænd (Matt 7,15–23). Den anden gang taler han i en lignelse om jomfruer ved et bryllup, som med deres lamper går ud for at møde brudgommen, men af hvilke halvdelen var tåbelige, manglede olie i deres kar og blev lukket ude. Den tredje gang om en mand ved bryllupsbordet, som ikke har bryllupsklæder, og som brudgommen lader binde og kaste ud i mørket udenfor (intet er her mere skræmmende, end at han både om jomfruerne og om denne mand siger, at det, der manglede hos dem, ikke blev åbenbart, før brudgommen kom). Den fjerde gang taler han om grene i ham, som ikke bærer frugt, og som til sidst skal kastes bort og brændes. Den femte gang siger han direkte til en kristen biskop, som apostlen Johannes havde indsat: «Du har navn af at leve, og du er død» (Åb 3,1). Den sjette gang til en anden sådan biskop: «Fordi du er lunken og hverken kold eller varm, vil jeg spytte dig ud af min mund» (Åb 3,16).

*) Det samme gælder også nogle andre emner, såsom den yderste dom, himlen og helvede og andre lignende evighedsforhold, som Kristus først og fremmest har åbenbaret. Når nu Kristus, den milde Frelser, som jo helst ville trøste arme syndere, taler sådan, så er det sandelig noget, han ser og ved, en stor og skjult fare, som truer fromme mennesker, og som er værd at lægge mærke til; så må det sandelig være en grufuld vildfarelse, de nærer, som holder alt religiøst for godt og saligt, og som mener, at bare et menneske er religiøst, så er alt vel. Men du har jo Kristi religion, mener du. Så mærk dig, menneske, at her tales der ikke om religiøse fra andre religioner, men netop om religiøse inden for den kristne; vi ser, at Kristus alle de anførte steder taler om sådanne. Han siger: De skal profetere i mit navn – de er grene i mig – jomfruer, som venter på brudgommen – der var en mand ved brylluppet (brylluppet er Bibelens billede på Kristi nåderige på jorden). Biskopperne i Sardes og Laodikea var forstandere for kristne menigheder. Det, der må undersøges, er altså, om du, som kender, forstår og kan tale både om omvendelse og tro, også virkelig selv ejer disse stykker i hjertet, i øvelse og erfaring, eller om du måske kun har dem i forstanden, i idéen, i indbildningen. Lad os derfor se lidt nærmere på Kristi ord. I Matt 22 siger Kristus, at «Himmeriget», dvs. hans nåderige på jorden (for i himlen sker der ikke sådan noget som det, der forekommer her), ligner et bryllup, som en konge holdt for sin søn. Til det indbød han mange; men de fleste foragtede indbydelsen og undskyldte sig med, at de ikke kunne komme, den ene hindret af sin jord, den anden af sin handel, den tredje af sin hustru. Dog var det ikke alle, der foragtede kaldet sådan: nej, mange tog imod det; bryllupssalen blev fuld af gæster ved bordene. Men nu siger Kristus, at netop blandt dem, som havde taget imod kaldet, var kommet til brylluppet og sad ved bordene, fandtes der også en mand, som ikke havde bryllupsklæder på, men sad der i sit eget tøj, og at han alene af den grund blev bundet på hænder og fødder og kastet ud i mørket udenfor. Åh, hvad er dette? Hvad mener Herren? Manden var jo kommet til brylluppet, hørte ikke til de foragtere, der blev væk, men sad ved bryllupsbordet blandt de andre lykkelige gæster. Ja, hvad er dette andet, end at der findes mennesker, som ikke blot i deres hjerter har erfaret Åndens kald og vækkelse, men også for så vidt har adlydt dem, at de er begyndt at søge deres salighed, har forladt deres tidligere forfængelige «gader og veje», levevis og selskaber og har sluttet sig til de troende i omgang, i skikke og vaner, i at læse, høre og synge Guds ord, i bønner og betragtninger, i en eller anden kristelig virksomhed, kort sagt i alt det, der regnes for at høre med til en mere alvorlig gudsfrygt end mængdens? For denne mand kan umuligt betegne den store, sikre flok blandt os; for hvor havde vi så dem, der fik kaldet, men ikke kom? Hedningerne, som ikke har Ordet, har jo ikke indbydelsen. Vi finder altså, at denne mand er en religiøs mand og betegner et religiøst folk inden for de troendes menighed, eftersom han var med ved brylluppet og ikke havde foragtet kaldet – og dog mangler disse noget så væsentligt, at de kastes ud i mørket udenfor.

Det samme som denne mand betegner også de fem jomfruer ved brylluppet, som ikke havde olie i deres kar (Matt 25). Der siger Kristus, at «Himmeriget skal ligne ti jomfruer, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen» osv. I hele den tid, de ventede, mærkedes der ingen forskel mellem de kloge og de tåbelige; nej, de var alle jomfruer, de havde alle deres lamper, de var alle gået ud for at møde brudgommen, de ventede alle på den glade indgang med ham i bryllupssalen, i herligheden. Men ved midnat, da råbet lød: «Se, brudgommen kommer!» – først da blev det åbenbart, at halvdelen af dem manglede olie, at deres lamper ikke brændte – og de blev for evigt lukket ude fra bryllupsglæden. Læg mærke til: De var jomfruer, dvs. sjæle, der var skilt ud fra den almindelige mængde og dens tøjlesløse væsen, hvilket også udtrykkes med ordene: de gik ud. Og at de var gået ud for Kristi skyld, betegnes ved, at de gik ud for at møde brudgommen. Desuden var de i de kloge jomfruers selskab og havde lamper ligesom dem, dvs. alle slags ydre gode gerninger og fromme skikke, hvormed de troende plejer at «lade deres lys skinne for menneskene», men disse gerninger og skikke kan øves både med og uden den rette bevæggrund. Alt taler altså om fromme sjæle.

Men endnu mere skræmmende og stærkere er dette udtrykt i Joh 15,2, hvor Kristus siger: Grene i mig, som ikke bærer frugt. Lad enhver tænke over, hvad det ord kan rumme! – Og i Matt 7,22 siger Herren uden billedsprog, hvor meget man kan gøre i hans navn og dog ikke være oprigtig: at man kan profetere i hans navn, man kan gøre tegn og undere i hans navn, såsom at uddrive onde ånder, opvække døde, kort sagt gøre mange mægtige gerninger. Og biskoppen i Sardes var både i lære og levned sådan, at han almindeligt blev anset for en levende sjæl; men det var han dog ikke: Du har navn af at leve, og du er død (Åb 3,1). Hvem skulle ikke frygte for sig selv ved sådanne ord fra Kristi mund? De mest oprigtige og åndsrige kristne har ved sådanne ord ofte næret stor frygt for, at de muligvis var bedraget, og med kraft og iver råbt: «Ransag mig, Gud, og se, om jeg er på en ulykkesvej» osv. Skulle blot du ikke behøve at frygte, ikke behøve at give agt på Kristi ord om dette? Vi går nu over til at se, hvad der har manglet hos disse fromme, hvis ende er blevet så frygtelig.

Bryllupsklæder? – «Du har ikke bryllupsklæder!» Hvad kan det dog betyde? I Åb 19 står der, at ved Lammets bryllup blev det givet bruden at klæde sig i skinnende, rent og fint linned – og så tilføjes der: «for linnedet er de helliges retfærdighed», v. 8. Hvad denne de helliges retfærdighedsklædning er, ses videre i det syvende kapitel, hvor det om den salige, hvidklædte skare forklares: «Det er dem, som kommer ud af den store trængsel; og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod; derfor står de foran Guds trone», v. 14. Og i tredje kapitel siger Kristus til den lunkne lærer i Laodikea: «Jeg råder dig til at købe af mig … hvide klæder, så du kan klæde dig, og din nøgenheds skam ikke skal ses», v. 18. De, som er med i brylluppet, men sidder der i deres egne klæder og ikke har kongens bryllupsdragt, er altså den slags religiøse, som med mere eller mindre alvor, iver og gudfrygtighed dog stadig kun går i deres egen retfærdighed, endnu aldrig ret har kendt deres synd, aldrig er blevet afklædt deres egen fromhed og iklædt en andens, nemlig Kristi retfærdighed, og endnu aldrig af hjertet med salig skam har kunnet bekende: «Jeg er i Lammets død og blod nok salig, hellig, ren og god».

Disse fromme, som ikke har bryllupsklæder, er af forskellig slags. Nogle mener, at de er iklædt Kristus, men er det ikke; andre ved, at de ikke er iklædt ham; og atter andre er endog fjendtlige mod denne troens retfærdighed. Fjendtlige? Ja. For ikke at tale om dem, som ligefrem fornægter troens retfærdighed – de kan ikke engang siges at være med i brylluppet eller med de tåbelige jomfruer at «gå ud for at møde brudgommen», men er hans åbenlyse fjender – så findes der i de kristnes flok nogle fromme, undertiden ganske alvorlige, som netop mens de priser Kristus og troen som den eneste vej til livet, alligevel i hjerte og sandhed er dens fjender, ofte uden at vide det og under et eller andet smukt påskud. De gør nemlig som de vantro jøder, der mente: «Messias er netop lovet os, ham ved vi nok at sætte pris på, men – han må være en stor, herlig Herre – ikke denne tømrersøn fra Nazaret». Sådan også disse. De siger: «Kristus og troen er den eneste vej til livet; men – den store nåde, Kristus og hans fortjeneste, må ingen tilegne sig, som ikke først er blevet sådan, som Ordet kræver» (det ord, som kræver, kaldes lov – altså: ikke før loven er blevet opfyldt). Videre: «Heller ikke må man være viss, tro så sikkert og så meget – nej, jeg vil ydmyge mig som en elendig synder, jeg vil kæmpe, bede, lide, og så vil Gud nok være mig nådig og i sin tid skænke mig troen i hjertet» osv. *) Ofte spinder de nettet fint, blander sandhed og løgn sammen og siger: «Kristus selv, nåden og evangeliet kræver jo, at omvendelse skal gå forud for troen»; så beskriver de denne omvendelse sådan, at de gør den til en forbedring, som, hvis den nogensinde blev sådan hos synderen, som de mener, drømmer, påstår og foreskriver, ville være det samme som helliggørelsen. Mange af disse mener også, at de selv er i troen, klædt i Kristi retfærdighed, skønt de er kommet dertil ad den vej, at de er blevet bedre og bedre og til sidst, under denne tiltagende forbedring, har ment, at de nu burde få lov at tro – «på Kristus»! Men dette er i sandhed en selvlavet tro. Den rette tro opstår ad den stik modsatte vej, nemlig sådan at man synes at blive stadig værre, synden rører sig stadig voldsommere, og synderen til sidst ligefrem fortvivler over hele sit omvendelsesforetagende, hele sin stræben, ikke kan angre, ikke bede, ikke elske, men ligger som død og forstenet; men netop som sådan, netop når det endnu står allerværst til, bliver han ved evangeliet, ved Kristus, ved det, som Kristus selv har gjort for os, som en brand revet ud af ilden, frelst, trøstet, retfærdig og salig. Sådan taler Skriften om den rette omvendelse. Se Rom 3,19–25; 5,20; se hele syvende kapitel. Ganske vist kan man også før troen blive bedre og bedre – men kun på en bestemt måde, en ulykkelig måde – kun ved at loven, omvendelsen, ikke når ned til hjertets dyb, men holder sig på overfladen – kun med den omvendelse, som Kristus kalder en hvidkalket grav, som indvendig er fuld af dødningeben og al urenhed. På den måde kan man før troen (altså uden troen) blive bedre og bedre – men kun på den måde. Sådanne mennesker har så også trøst og fred – i deres omvendelse, deres gudfrygtighed, deres alvor, deres renlærighed, deres brud med verden, deres religiøse virksomhed. De siger bestemt ikke, at sådan noget er deres trosgrund; men at de alligevel fik trøst ved det, bevises af, at når det lykkedes for dem, så kunne de tro, så var Kristus og nåden nok, men ellers ikke. Dem vil Kristus, som aldrig ville være en hjælpefrelser, men en hel frelser, en dag spørge: «Hvordan kom du herind, når du ikke har bryllupsklæder? Bind hans hænder og fødder», gerninger og vandel, «og kast ham» osv.

*) Om disse «kainitiske helgener» kan man læse meget tankevækkende i Luthers Epistelpostil, prædikenen på søndagen efter jul.

Men der findes andre, som selv ved, at de ikke er begyndt at tro, ikke er klædt i bryllupsklæder. De er ofte alvorlige, redelige, velmenende, arbejdende og tyngede, ja undertiden hentærede, forsmægtende, forstenede, fordømte; men de stritter og kæmper og venter, at det en gang skal blive bedre med dem, så de også skal få lov at tro, mener de; men dette bedre bliver aldrig varigt; så snart en fristelse kommer, følger de med, synder, fortvivler, føler letsind, egenkærlighed, synder igen, fortvivler igen, føler igen letsind, egenkærlighed – kort sagt, de mest modstridende ting findes sammen hos dem i en ynkelig blanding. Og i denne brogede og lasede klædning vandrer de fremad. Og først og sidst hedder det: «Jeg kan umuligt få lov at tro på Kristus, jeg som er sådan». Dertil bidrager altid, at de med tro mener at tro, at de er kristne, tro, at alt er vel med dem; men at det ikke står så vel til med dem, får de time for time alt for stærke beviser på. Sådanne sjæle burde, langt fra at tro, at alt er vel med dem, at de er kristne, tværtimod en gang for alle lade sig overbevise om, at det står virkelig ilde til med dem, ja, langt værre end de mener, fordi de dels er uden bryllupsklæder, dels stræber fremad ad en vej, hvor de umuligt kan komme frem, og arbejder på en sag, som de til sidst bliver nødt til at opgive som tabt; de burde lade sig overbevise om, at det står virkelig ilde til med dem, at de slet ikke er kristne. Og det netop fordi de ikke vil tro på Kristus midt i elendigheden, men stædigt og uophørligt slider for først at blive bedre og først få beviser på, at de rettelig har troet, skønt de dog endnu ikke har gjort det; netop fordi de aldrig vil opgive denne deres stræben og i stedet høre og tage imod, hvad Kristus har udrettet med sit blod og sin død. De bør lade sig overbevise om, at hvis døden overrasker dem, mens de endnu går i denne deres egen ynkelige og lasede klædning og ikke har iklædt sig Kristus, så får de den dom: «Denne har ikke bryllupsklæder; bind hans hænder og fødder» osv. Noget helt andet er det med dem, som i al denne elendighed dog misbilliger deres egen vantro og egenretfærdighed, derfor straffer sig selv, giver Ordet ret og ønsker sig den nåde at kunne tro; hos dem er den sande tro allerede virkelig tændt. Men de stædige, som ikke vil opgive deres egenretfærdigheds vej og søge nåde som lutter nåde, dem rammer dommen, og al deres alvor, redelighed, ydmyghed og forsigtighed skal intet hjælpe dem; her gælder intet andet end kongens bryllupsklæder.

Nu står der endnu et stykke selvprøvelse tilbage – et stykke, som egentlig er det afgørende. Det angår os, som tror, at vi er i troen, klædt i Kristi retfærdighed, os, som forstår at tale om og prise troen og nåden som vores eneste salighed, men som måske uden at vide det kan være bedraget med en falsk tro, en selvlavet og død indbildningstro. Vi vil betragte Kristi ord om grenene på vintræet, og hvilke kendetegn han angiver på dem, som skal kastes bort. Hans ord læses i Joh 15:

Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. Hver gren i mig, som ikke bærer frugt, den tager han bort; og hver den, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt.

Her taler Kristus om nogle grene i ham, som ikke bærer frugt, og som skal tages bort – ja, kastes bort, visne og brændes. Disse ord, udtalt af denne milde Herre, er jo forfærdelige, især da han kalder dem grene i sig! Hvad kan han dog have ment med det? Når han her kalder dem grene i sig, er meningen bestemt ikke, at nogen virkelig og oprigtigt kan være og blive i ham, i troen, og dog være ufrugtbar og blive forkastet; for han siger lige efter: «Den, som bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt». Nej, Herren vil med ordene grene i mig fint og skarpt udtrykke, hvor stor ligheden mellem de ægte og uægte børn (Hebr 12,8) kan være, hvor megen fromhed, bekendelse og ydre fællesskab med ham og med de sande kristne et menneske kan have og dog ikke eje det sande liv, saften og kraften fra ham, som skulle vise sig ved frugterne. Både indholdet og talemåden er altså her det samme, som når Herren talte om jomfruer, som går ud for at møde brudgommen, men af hvilke halvdelen er tåbelige, er uden olie og bliver lukket ude for evigt – og til englen i Sardes: «Du har navn af at leve, og du er død». Lad os nu betragte Herren Kristi ord. Han siger om de ægte, gode grene, dem som bærer frugt, at dem renser vingårdsmanden, dvs. skærer, tugter og bøjer dem, fjerner det, som hindrer deres vækst, og lader dem ikke vokse, som de har lyst; men de grene, som ikke bærer nogen frugt, slipper for vingårdsmandens kniv, de får lov at være i fred, ustraffede, urensede, for de skal alligevel bare brændes. Deres kendetegn er altså: 1) at de ikke bærer frugt; 2) at de ikke tugtes og renses af vingårdsmanden, men er frie og uhindrede til at vokse, som de har lyst.

Se nu, her var der vel grund for enhver til at standse og prøve sin tilstand, med frygt og oprigtighed over for sig selv at prøve sig efter sådanne Kristi egne ord. Men ak! – det skal straks vise sig sandt, at gartnerens kniv ikke rammer de uægte grene, men kun de ægte; at «de, som burde frygte, frygter intet, og de, som ikke burde frygte, frygter». Det vil straks være et uhyggeligt tegn hos mangen en, at han umuligt kan frygte for sig selv eller en eneste stund for alvor prøve sig, men er så sikker og tilfreds med sig selv på grund af sin rolige følelse, sin gamle fromhed og religiøsitet, at Kristi ord går ham forbi som et let vindpust. Åh, gid dog den «lykkelige stund» nu var kommet for nogen – den stund, da det blev givet ham at se, hvad der endnu fattes ham, og at vågne op fra sin skjulte død og falske åndelighed! Du håber, at du er en kristen, at du står i troen og har Guds nåde; du har måske sådan en fred i din følelse, sådan en tillid i bønnen, sådan en kærlighed til Guds ord, så mange beviser på Guds kærlighed, at du umuligt kan synes andet, end at du er i hans nåde. Ja, du tænker måske frimodigt: Jeg har jo længe været en af de kristne, har brudt med verden, ja, lidt forhånelse for min gudfrygtighed; jeg har jo stridt for Kristi sag, haft religiøs virksomhed – enhver ved, at jeg er en kristen osv. Nuvel, alt dette er gode ting – mange tusinde har ikke sådan noget at fremvise – men kære! dette beviser endnu ikke, at du også er en levende og sand kristen; ligheden er sandelig så stor mellem de ægte og uægte grene, mellem de kloge og de tåbelige jomfruer, at du med alt dette kan være bedraget. Prøv dig derfor på den måde, som Ordet lærer. Kristi ord her i Joh 15 og hele Guds ord fastholder jo hele tiden, at troen skal bevise sin ægthed ved de frugter, som følger af den. Ganske vist er også en kristen svag, mangelfuld, syndig, ganske vist er nåden stor, ufortjent, overstrømmende, det er der ingen tvivl om; men der er dog visse virkninger og frugter, som troen, Ånden og den nye fødsel altid fører med sig, også hos de svageste nådebørn; det er disse frugter og virkninger, det nu drejer sig om. Her tænker du måske på nogle gode gerninger, som du øver, nogle synder, som du har aflagt, nogle åndelige evner, en religiøs virksomhed, som du har, og mener, at det jo vidner om din tros liv; men undersøg, om Skriften også lader det blive ved det. I Matt 7,22 siger Herren: «Mange skal sige til mig på den dag: Herre, Herre! har vi ikke profeteret i dit navn og uddrevet onde ånder i dit navn og gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg bekende for dem: Jeg har aldrig kendt jer; gå bort fra mig, I ugerningsmænd». Vi skal derfor prøve og overveje, om netop de virkninger, som Skriften angiver som troens og Åndens frugter, har fulgt og stadig følger af vores tro. Vi tager for eksempel følgende steder:

I Gal 5,22–23 siger Apostlen: «Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, troskab, sagtmodighed, afholdenhed». I 2 Kor 4,13: «Da vi har den samme troens Ånd, så – efter det, som står skrevet: Jeg troede, derfor talte jeg – tror også vi, derfor taler vi også». Læg til dette punkt Kristi klare og tydelige ord i Matt 12,34: «Hvad hjertet er fuldt af, det taler munden». I 1 Joh 5,4: «Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vores tro». Og endelig de ord af Herren Kristus, som vi allerede har anført: «Hver gren, som bærer frugt, renser han, for at den skal bære mere frugt» – sammenholdt med Apostlens ord i Hebr 12,8: «Er I uden tugt – – så er I uægte børn og ikke sønner». Af disse bibelsteder ser vi, at Skriften som troens og Åndens frugter, som kendetegn på de ægte grene i Kristus, angiver: for det første kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed osv., for det andet at disse bryder frem i talen, den nye, åndelige tale, en kristen «mundens bekendelse»; for det tredje at det genfødte menneske sejrer over verden, dvs. det er ikke slave under noget; og for det fjerde at det med alt dette står under en daglig tugt af Herrens Ånd. For at kunne prøve sig ret efter dette er det nødvendigt først at forstå selve frugterne og skelne de ægte fra de uægte. For her er der endnu den fare, at man også misforstår selve frugterne og tager det for figner og vindruer, som ikke virkelig er det. Derfor er det igen nødvendigt her at give agt på Ordet, på hvordan det også beskriver disse frugter. Den første var kærligheden. Kærligheden til Gud skal vi betragte ved punktet: «Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden». Den kærlighed, som Kristus og apostlene, især Johannes, egentlig har angivet som tegn på Guds børn, er den indbyrdes kærlighed mellem brødrene. Det kan vi se af Joh 13,35; 1 Joh 2,9–11; 3,14; 4,7.12.20; 5,1–2 m.fl., hvor ordene stadig forekommer: Hvis I har kærlighed indbyrdes – hvis vi elsker brødrene – hvis vi elsker Guds børn – elsker den, som er født af ham osv. For ikke at bedrage sig med hensyn til dette kendetegn er det nødvendigt at lægge mærke til for eksempel dette, først:

Mangen en har et religiøst broderskab, som han elsker, men er dog ikke Jesu discipel. Farisæerne elskede også hinanden som brødre, saddukæerne ligeså; alle partier er forenet ved en vis broderkærlighed. Jeg må derfor sammen med kærlighedens tegn hos mig og mine brødre også finde de øvrige tegn, som viser, at vi ikke blot er religiøse, men også kristne; vi må også have den rette menigheds tegn – mere om det snart. Men for det andet, og det er mere besynderligt:

Mangen en elsker sande Guds børn, elsker dem, som er født af Gud, men er dog ikke selv sådan en. Det sker nemlig, når kærligheden ikke har den rette grund og art. Johannes skriver om den rette grund: «Enhver, som elsker ham, som fødte, elsker også den, som er født af ham. Deraf ved vi, at vi elsker Guds børn, når vi elsker Gud» (1 Joh 5,1–2). Giv agt på, hvordan din kærlighed til brødrene er opstået, eller hvorfor du elsker dem: om det er fordi de er født af Gud, eller om det er for en særlig elskværdig, personlig egenskab, som du finder hos en bestemt person; giv agt på, om din kærlighed dengang opstod deraf, at du selv søgte Herren, hungrede og tørstede efter hans nåde, eller fandt denne nåde og fred med Gud og så begyndte at elske ham sådan, at så snart du så eller hørte, at også en anden søgte og elskede Herren, blev han blot derfor så kær for dig, så elskelig og så broderligt forbundet med dig, at du glemte alle hans andre egenskaber. Ja, om hans udseende, hans måde at omgås andre på og hans naturel var nok så vanskelige, så var han dog, blot fordi han søgte Herren, meget kærere og behageligere for dig end det bedste verdslige menneske, som har den mildeste natur, men ikke spørger efter Herren. Se, det kaldes at elske barnet for faderens skyld. På dette lagde Kristus al vægt, når han talte om kærlighed til hans disciple, for eksempel når han i Mark 9,41 så udtryksfuldt siger: «Den, som giver jer et bæger vand at drikke i det navn, at I tilhører Kristus, sandelig» osv., og når han i Matt 10,41–42 siger: «Den, som tager imod en profet i en profets navn» – «en retfærdig i en retfærdigs navn» – «eller i en discipels navn» osv., det vil sige: fordi han er en «profet», en «retfærdig» – fordi I er mine disciple, uden hensyn til noget andet. Der findes nemlig dem, som elsker kristne, men ikke som kristne, men som mennesker, ikke fordi de bærer navnet kristne eller tilhører Kristus, men for eksempel fordi de er så elskværdige mennesker at omgås, så milde, så medgørlige eller så hjælpsomme, så gavmilde, eller – som partiførere elsker deres tilhængere – fordi de på alle punkter har samme mening som de selv, og det kaldes så: at de er renlærige, har sandhedens erkendelse osv. Spørgsmålet her er ikke, om alle kristne bør være alt dette, nemlig milde, medgørlige, hjælpsomme, enige i læren osv., men spørgsmålet gælder din kærligheds grund, om din kærlighed hviler på sådanne ting, eller om den hviler på den grund, som Kristus og Apostlen fastholder; om du elsker en kristen blot fordi du mærker, at han elsker din Frelser og er elsket af ham – at han er født af Gud, at han tilhører Kristus.

Videre: blandt troens frugter regnede Apostlen også fred. Her skal vi igen lægge mærke til: mangen en religiøs kan have en indre fred, og dog er den ikke Åndens frugt, ikke et godt tegn. Det er netop denne din fred, som nu nok bør rystes. Læg mærke til grunden til og arten af din fred. Om den rette fred siger Apostlen: «Da vi nu er blevet retfærdiggjort af tro, har vi fred med Gud ved vores Herre Jesus Kristus» (Rom 5,1). Tænk efter, hvordan du har fået din fred og daglig får den; om den virkelig er en følge af, at du som en helt rådvild synder fik trøst af Kristi retfærdighed gennem Ordet. Og overvej, om du stadig daglig får din fred på samme måde, eller om den ikke måske vokser af sig selv i dit hjerte, om den ikke måske kun kommer af et frisk, let blod, eller af, at du ingen anfægtelse har af dine synder, men lever rolig og tilfreds med dig selv. Den rette fred er fattige synderes fred i Kristus, som opstår ved, at de læser og hører Ordet om ham og hans retfærdighed sådan, at de bliver trøstet og glade af det. For Apostlen siger: «Da vi nu er blevet retfærdiggjort af tro» osv. Og her siger han ikke bare fred, men fred med Gud, dvs. venskab og et godt forhold til Gud, hvorved man også har fred i samvittigheden, har indre ro og glæde.

Hvad der her er sagt om kærlighedens og fredens grund, oprindelse og art, bør også bemærkes om Åndens øvrige opregnede frugter: langmodighed, mildhed, godhed osv. For som dyder findes de ofte i større mål hos nogle vantro end hos visse oprigtige nådens børn, men kun som et værk af naturen, af et mildere temperament, af en god opdragelse eller egen stræben osv. Undersøg, om disse dine dyder er Åndens frugter, er følger af, at du fik nåde og fred med Gud, og at denne nåde har virket, bøjet og bevæget dit hjerte hertil, hvilket da ikke sker uden kamp og besvær fra kødet – sådan som oprigtige kristne ofte bittert klager over mangel, svaghed og kampe, hvad disse dyder angår, tålmodighed, mildhed og sagtmodighed, når de måske af naturen har et vanskeligt temperament, et heftigt blod; og den klage, kamp og elendighed er da et langt bedre tegn end de andres evne, styrke og fuldkommenhed.

En kendetegnende frugt af troen var også mundens bekendelse, det nye åndelige tungemål. Men lad ingen bedrage sig på det, men betænke: mangen en kan føre bekendelsen, kan tale meget om åndelige emner, om både loven og evangeliet, om både omvendelse, tro og helliggørelse, og dog er der ingen sand bekendelse af Kristus og intet tegn på åndeligt liv. For ikke at nævne lærere, som har det til deres embede at tale åndeligt og derfor, hvad enten de vil eller ej, må studere det og lægge vind på det, findes der også andre fromme, som har meget åndeligt på tungen, uden at det sande liv bor i hjertet. Læg da mærke til grunden til og arten af din tale. Læg mærke til, om den er opstået og daglig opstår på den måde, som Skriften taler om den rette bekendelse: «Jeg troede, derfor talte jeg» (2 Kor 4,13), og igen: «Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse» (Rom 10,10). Se her: når du taler, fordi du tror; når du først er retfærdiggjort ved hjertets tro og derefter taler af den grund – fordi du har fundet Jesus og i ham nåde, fred og salighed og er blevet så glad og levende af det, at du ikke kan tie med det, så at det bliver sandt om dig: «Hvad hjertet er fuldt af, det taler munden» – se, så vidner det om liv i Kristus, ellers ikke. For det andet: læg mærke til selve talens art og indhold. Mange fromme taler, og taler meget, og taler åndeligt, men aldrig det, der kan kaldes at bekende Kristus. De taler kun om kirkelige emner, om religioner og sekter, om lærere og lærdomme, om vildfarelser og synder, nemlig hos andre, men læg mærke til: måske ikke en eneste gang om Frelseren eller om egne synder eller om syndernes forladelse, om nåden og barnekåret hos Gud – disse for Guds børn så lyse emner. Og hvordan kan det være, at de ikke har smag for at tale om disse emner? Står der ikke udtrykkeligt: «Hvad hjertet er fuldt af, det taler munden»? Det har vel aldrig været svært at tale om sit yndlingsemne! Hvad vidner den modvilje, ja, den skyhed for at tale om sådanne herlige ting vel om? Lad enhver tænke over det spørgsmål! Her er det desuden vigtigt at lægge mærke til, ikke hvad du kan, men hvad du vil tale om. Hvad du kan tale om, vidner nok om, hvad du har i forstanden; men hvad du har lyst til at tale om, vidner om, hvad du har i hjertet. Her kan vel tilfældige omstændigheder, selskabets smag, en forbigående lunkenhed og lignende gøre, at en ret kristen undertiden ikke taler om sine egentlige yndlingsemner; men læg blot mærke til, hvad der er din kæreste tale, og hvad der oftest kommer frem, når du er i dit kæreste og mest fortrolige selskab; det skal vidne om, hvorvidt Kristus er dit hjertes liv og skat eller ej.

Endelig var det også et tegn på de gode, ægte grene, at vingårdsmanden renser dem. Men for ikke at tale om, at ydre lidelser intet beviser med hensyn til sjælens tilstand, da de jo er fælles for alle slags mennesker, ja, endog for umælende dyr, skal vi også bemærke: mangen en har indre kval og bebrejdelser for sine synder, og dog er der intet tegn på, at han står under Åndens tugt, at han er et barn under faderens ris. Kong Saul havde samvittighedsbebrejdelser og kval over sine synder, så han endog græd og erkendte sin ondskab (1 Sam 24,17–18), men blev dog drevet af Djævelen. Kain havde også en urolig samvittighed, et bævende hjerte, og sagde: «Min misgerning er større, end at jeg kan bære den» (1 Mos 4,13), men forblev dog ubodfærdig. Synden selv og den naturlige samvittighed fører undertiden megen kval med sig, uden at Herrens Ånd bor i hjertet. For nu at skelne Åndens revselser fra den nævnte kval er intet bedre og mere pålideligt end dette: at du lægger mærke til, om dine indre revselser står sammen med den fred, som blev beskrevet ovenfor; om der i bunden er et godt, fortroligt forhold mellem dig og Gud, og om der netop som følge deraf er en omhyggeligt tugtende Ånd i dit hjerte, som ikke tillader dig at synde mod din ven, din nådige Fader. Læg desuden mærke til, hvor revselserne fører hen: om de driver dig til Gud, så du daglig og hver stund som et barn hos sin far bekender og beklager synden og beder om forladelse for den, søger ly i Kristi retfærdighed, søger nåde og fred igen for alligevel at få lov at blive i det samme gode forhold til din Gud, og endelig råber om hjælp og kraft mod synden osv.; eller om dine syndsfølelser tværtimod efterlader dig på samme punkt, stadig i synd og kval og fremmed for Gud. Ja, læg mærke til det, så finder du måske også, at det kun er ydre og grovere synder, som uroer dig, og at du aldrig har nogen revselser for det finere og indre onde, som egenkærlighed, hovmodige indskydelser, forfængelige tanker, lunkenhed og lignende. Skulle Ånden ikke se og revse også det, hvis han boede i hjertet? Rette kristne har de fleste revselser netop for dette indre onde.

Nu skal vi også undersøge, hvad det vil sige, når Johannes skriver: Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vores tro. Hele det ellevte kapitel af Hebræerbrevet lærer nøjagtig det samme, idet det viser, hvad de gamle har formået, udrettet og lidt ved troen – hvor Apostlen til sidst anfører eksempler på martyrerne, som efter først for Kristi skyld at have opgivet alt, hvad der var dem kært i livet, ejendele, hus og hjem, far, mor, brødre og venner, også gav selve livet – alt sammen ved troen. Det kaldes at sejre over verden; for dens fyrste, Djævelen, med alle sine indskydelser, verden, de vantro, med trusler og løfter, kødet med dets ømme følsomhed for lyst og nød – alt forenede sig for at bevæge dem til afvigelse og utroskab mod Herren; men de sejrede over det alt sammen. Og sejrskraften, som sejrede over verden, var deres tro. Ordenes betydning er altså denne: Et genfødt, et troende menneske er ikke træl under noget, kan forsage og lide alt, er ikke træl under en eneste synd eller verdslig lyst, ja, ikke engang under uskyldige ting. At det ikke er træl, betyder ikke, at det onde ikke hænger ved det; heller ikke, at det ikke i en ond stund kan blive overrumplet og slået omkuld af det, men at det ikke bliver i synden, ikke gør synd som noget, man må blive ved med, som man ikke kan undvære eller opgive – sådan som en træl hver morgen er nødt til at gå til det samme arbejde under det samme åg. Sådan hersker også synden og verden over deres slaver, selv om de undertiden lider under det, græder og klager. Ja, hvor troen ikke er, er der ingen sejrskraft, ingen forløsning; de bliver altid i det samme slaveri, hvad en bestemt synd angår – læg mærke til det! hvad en bestemt skødesynd angår; for man kan nok aflægge mange ydre synder uden nådens kræfter. Men den, der er født af Gud, er ikke slave under nogen synd, selv om den altid er hans vedhængende fristelse, som han daglig må ligge i strid med, i årvågenhed og bøn. Men især er det menneske slave under synden, som ikke engang kæmper og beder imod den, men endog undskylder og forsvarer den.

Det blev lige før også sagt, at en genfødt sjæl ikke engang er slave under uskyldige ting. For eksempel: det er en uskyldig sag, ja, en god og i Ordet påbudt sag, at et barn elsker sin far og mor; men – siger Kristus – den, som er træl under det, den, som ikke kan forlade far og mor for min skyld, når det bliver nødvendigt, kan ikke være min discipel (Luk 14,26; Matt 10,37). Det er en uskyldig sag at have jordegods, avlsgård, ægtefælle osv.; men da den slags beherskede sindet sådan, at de, som ejede det, ikke kunne komme til brylluppet og festmåltidet (Matt 22; Luk 14), ikke kunne følge Jesus (Luk 18,22–23), da var det til døden. Som allerede sagt gør troen og den nye fødsel ikke, at naturens følelser, svaghed og kamp udebliver, men at man, når det gælder, alligevel sejrer over dem, alligevel bliver hos Herren, sådan som Asaf siger: «Når mit hjerte blev forbitret, og jeg følte stik i mit indre, da var jeg ufornuftig og forstod intet. – – Men nu bliver jeg altid hos dig – – om end mit legeme og min sjæl vansmægter» (Sl 73). Det kaldes: «at sejre over verden». Går det derimod sådan, at jeg nok er religiøs, andægtig, gudfrygtig, men når en af mine skødesynder eller en eller anden i sig selv uskyldig, kær ting bliver angrebet, ikke kan bestå prøven og lade den fare og have min skat og min fylde i Herren, men følger med, hvorhen fristelsen drager, søger at sætte pænere navne og farver på min afvigelse eller min svaghed og således bliver overvundet, så har jeg ikke den rette Gud som mit hjertes Gud og skat, så har jeg ikke genfødselens og troens sejrskraft. Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden. «Og det er de kristnes kendetegn, som man skal kende dem på og se, at de er født af Gud, og skelne dem fra de falske børn, som kun beholder skummet af Guds ord, men aldrig har erfaret dets kraft, så der kun bliver et misfoster af det, hvori der ikke er noget ret guddommeligt liv eller kraft. At være født af Gud betyder her ikke, at man alligevel kan blive i det gamle, døde og verdslige væsen og ligge i synder efter Djævelens behag og leve, som du har levet før, men at stå imod Djævelen og hele hans rige. Derfor: Hvis du ikke sejrer over verden, men lader dig overvinde, kan du nok rose dig af troen og Kristus; men din egen gerning vidner imod dig, at du ikke er Guds barn. For at begynde med det enkleste eksempel: Hvis du roser dig af, at du er Guds barn, og alligevel lever i utugt og hor osv., så har Djævelen allerede overvundet dig og revet dig ud af Guds rige. Er du en gnier, som skader din næste med åger, prisopskruning, falske varer og uret handel, så har du ladet verden og dit eget kød overvinde dig med en skilling. Ligger du i had og misundelse mod din næste, så er du straks Djævelens træl og fange.» *) Og videre: du vil være kristen, men samtidig også stå dig godt med verden eller blot med visse verdslige mennesker; når det ikke lader sig gøre, uden at du gør dig lig med dem, så gør du også det, og i en sådan grad, at du bliver elsket og æret af sådanne, som ikke spørger efter din Herre, ikke elsker og ærer ham. Hvad kan det vidne om? Bestemt ikke blot om en fornægtelse som Peters – hvorved han dog aldrig blev verdens ven, for han gik ud og græd bitterligt og var både før og efter en åbenlys discipel af Jesus – nej, det vidner om en vedvarende, herskende og rådende lighed med verden og utroskab mod Herren; det vidner om, at du mangler genfødselens og troens kraft. For venskab med verden er fjendskab mod Gud. Hverken Kristus eller nogen tro discipel af Jesus – hvor elskelige, milde, vise og forsigtige de end var – mestrede den kunst på én gang at være ven af både Gud og verden.

*) Luther, Epistelpostillen, 1. søndag efter påske.

Vi vil nu slutte beskrivelserne af Åndens frugter og beviser og overlade det til enhver selv at handle med sin sjæl. Og – det er sandt – du kan lade være med at tro og agte sådanne domme fra Ordet; du kan lade være med at prøve dig efter dem og være oprigtig over for dig selv, lade være med at lytte til Åndens røst i samvittigheden. Kong Akab fik jo også lov at foragte Herrens advarsel og drage af sted til sin undergang. Og Herren siger selv, at han vil lade dig blive i din sikkerhed, hvis du selv vil det – han siger nemlig: «Mit folk hørte ikke min røst; da lod jeg dem gå i deres hjerters hårdhed, så de kunne vandre efter deres egne råd» (Sl 81,12). Men du synes, det ville være så bekymrende at opdage, at det ikke står godt til med din gudsfrygt; ja, det er sandt, det er bekymrende. Det syntes også den gamle kong Ben-Hadad, da han lå syg og svag; han syntes, det ville være svært at få det svar, at han skulle dø, og derfor ønskede han bestemt at få et mere trøsterigt svar; derfor fik han også et sådant, fik også lov at blive i sin sikkerhed – fik lov at dø i den. Sådan får også du lov, hvis du absolut vil det. Men Gud bevare dig! Mens du endnu har en nådedag, så vær oprigtig over for dig selv og tag gerne imod den oplysning, som den trofaste Ånd vil give dig. Tusinder er efter langvarigt selvbedrag vågnet op, er kommet til oprigtighed og priser nu Gud evigt for den opvågnen. Stands derfor gerne og tænk efter! Og har du ved Guds inderlige barmhjertighed kunnet opdage, at det hidtil ikke har været rigtigt med dig, så lad intet menneske kvæle og fornægte denne Åndens vækkelse, lad dig ikke trøste med noget mindre end en helt ny klædning, nyt liv og ny fred. Og se, Guds rige er nær hos dig, Faderens favn er hver stund åben for dig, Kristi fortjeneste er tilstrækkelig for dig, selv om du var tusind gange værre, Ånden er villig til at give liv, give den levende tro. Er du blot blevet ulykkelig og har mistet al tillid til din omvendelse, til alt dit eget, så kom straks, som du er, til Kristus, så bliver alt godt. Du er aldrig før kommet til ham på den måde, hvis det aldrig har været godt; har det været godt, men livet er gået tabt igen, så kender du vejen af egen erfaring; kom da igen på samme måde – til den samme Frelser. Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid og råber endnu: Den, som tørster, han komme, og den, som vil, han tage livets vand for intet.