Et ord i denne tid til de troende

(Trettende årgang, 1854)

Hvad skal de troende gøre i sådanne tider, hvor Herren lader sine straffedomme gå over folk og lande? – En sådan tid har vi nu oplevet. Om Herrens svøbe også skal ramme vort land, afhænger af, hvad der er besluttet i hans råd – og hvad vi selv har gjort i den retning, kan ikke forhindre det. Ser vi på de sædvanlige grunde til, at Gud plejer at gribe til de hårde, almindelige tugtemidler, så er tegnene ganske tvetydige. Både Herrens ord og historien viser, at Gud kan skåne et syndigt folk meget længe og tilgive utallige overtrædelser, misgerninger og synder, så længe hans ord dog stadig holdes i en vis ære, så han gennem det kan tugte menneskene; men når det kommer så vidt med et folk, at alt, hvad Gud siger, foragtes og spottes og regnes for intet, så må de ydre hjemsøgelser tages i brug. Det ser vi overalt i Israels historie: Så længe de lod sig «tugte ved profeterne» (Hos 6,5), blev de med alle deres synder under Herrens milde styre i deres eget land; men når de ikke længere agtede på Ordet, men lo ad profeterne og «gjorde ved dem, hvad de ville», og indførte dyrkelse af fremmede guder i Jerusalem m.m., så blev de givet i fjenders vold for at blive tugtet af hårdere hænder. Det ser vi også af Herrens egen forklaring på årsagen til den første almindelige straffedom, som gik over verden, syndfloden: Menneskene vil ikke længere lade min Ånd straffe sig;*) og ligeledes om den sidste straffedom over Israel, Jerusalems ødelæggelse og folkets adspredelse – fordi du ikke kendte den tid, da du blev besøgt. – Ser man nu på, hvordan det står til i vort land i den henseende, nemlig hvordan Herrens ord bliver æret, så er det jo ganske forfærdeligt, hvad vi ser både hos høje og lave, lærere og tilhørere. De fleste af vægterne sover og får andre til at sove, og masserne lever i uhæmmet ugudelighed i alle retninger, men især i visse, så Sverige ligefrem er blevet til et ordsprog blandt udlændinge, fx for sin drukkenskab og sin banden, så rejsende, der har opholdt sig et helt år i England, kan bevidne, at de i hele den tid ikke har hørt så mange bandeord som på en eneste dag i vort fædreland. Når forholdet nu er sådan, at Herrens ord bliver frækt foragtet af de fleste, og at hans troende her og der bliver forfulgt og undertrykt, så ville det ikke være Herrens veje fremmed, om vort land snart skulle hjemsøges af en hårdere landeplage end de milde påmindelser i form af sygdom og misvækst, som vi slet ikke har agtet på. Bliver det derimod skånet endnu længere, så er det sandelig gået i opfyldelse, det ord: «Herrens øjne er vendt mod de retfærdige og hans ører mod deres råb.» For samtidig med at der er så meget at beklage her, er vort land også genstand for en nådig blæst af Ånden, så mange åndelige børn bliver født i det, og mange troende hjerter i det sukker og i kærlighed arbejder for, at sjæle må omvende sig til Herren. Det er en modvægt mod den himmelråbende synd – en modvægt, som nok kan blive til, at vort land bliver skånet.

*) Den gamle (svenske) oversættelse.

Har vi grund i Skriften for den tanke, at Gud tager et sådant hensyn til sine troende? Og hvad skal de så gøre? Svaret på disse to spørgsmål skal vi nu se i den hellige bog, og vi samler blikket om et sted, som vil gøre vort hjerte godt. Vi går ind i Mamres lund og lytter til den bemærkelsesværdige samtale, som føres på højden ovenfor mellem Abraham og hans underfulde gæster, da de ser ud over egnene mod Sodoma, som nu skulle ødelægges (1 Mos 18,16–33). Herren siger: «Skulle jeg skjule for Abraham, hvad jeg vil gøre? – – For jeg har udvalgt ham til at befale sine børn og sit hus efter sig at holde Herrens vej og øve retfærdighed og ret» osv. Og så forkynder han ham, at der var et stort råb fra Sodoma og Gomorra, og at deres synd var meget svær, og antyder med menneskelige vendinger, hvad han derfor havde i sinde at gøre med disse byer. Så hedder det: «Og mændene (Herren og hans engle) vendte sig derfra og gik mod Sodoma. Men Abraham blev stående for Herrens ansigt. Og Abraham trådte frem og sagde: Vil du da udrydde den retfærdige sammen med den ugudelige? Måske findes der halvtreds retfærdige i byen; vil du da udrydde den og ikke skåne stedet for de halvtreds retfærdiges skyld, som er derinde? osv. Herren sagde: Finder jeg halvtreds retfærdige i Sodoma, så vil jeg skåne hele stedet for deres skyld. Men Abraham svarede og sagde: Se, jeg har vovet at tale til Herren, skønt jeg er støv og aske. Måske mangler der fem i de halvtreds retfærdige; vil du da for de fems skyld ødelægge hele byen? Han sagde: Finder jeg femogfyrre der, så vil jeg ikke ødelægge den.» Og således går patriarken videre skridt for skridt og nedsætter i sin bøn antallet af dem, for hvis skyld byen skulle skånes, til fyrre, tredive, tyve, ja, helt ned til ti, og hver gang forsikrer Herren, at hvis blot så mange retfærdige fandtes der, ville han skåne hele byen for deres skyld. Hele denne scene er allerede i sig selv så kostelig, hvad enten man ser på den himmelske Faders mildhed eller på den tro tjeners fortrolige og ivrige færd, at den kan fryde alle troendes hjerter; men samtidig viser den os også, hvad alle troende har at gøre i lignende tider; den lader os se ind i hjertet på en tro Guds ven netop i en tid, hvor et gudløst folk skulle hjemsøges med en af Herrens straffedomme. Og endnu mere dragende og troesstyrkende er det indblik, den giver os i den himmelske Faders barmhjertige hjerte og i den høje værdi, han tillægger sine troende, når han for blot ti retfærdiges skyld vil skåne en hel by fuld af gudløse foragtere. Den, der læser beretningen i sin helhed i Bibelen, ser også, hvordan den himmelske Fader stiger ned til sin tjeners plan, skjuler sin majestæt og klæder sit guddomsvæsen i en menneskelig skikkelse og sine tanker i menneskelige vendinger, så man synes, at man kun ser og hører et menneske – alt sammen for at fjerne al frygt hos sin tjener og drage hele hans tillid til sig. Det lykkes også for ham. Vi ser, hvordan Abrahams tro bliver tændt mere og mere af Guds venlighed, så han skridt for skridt går længere i sin bøn, skønt han ligesom bliver mere og mere forlegen over sin dristighed. Da Abraham hørte, at Herren ville skåne byerne for halvtreds retfærdiges skyld, indså han dog straks, at de truede byer selv med denne indrømmelse alligevel var hjemfaldne til Guds vrede; derfor anså han det for yderst nødvendigt at blive ved med at nedsætte det første antal; og da han endelig sluttede ved ti og fik forsikring om bønhørelse, mente han, at en yderligere nedsættelse af antallet ville være at krænke den Højestes retfærdighed, og at Herren, hvis der ikke engang fandtes ti retfærdige, ikke kunne standse sin retfærdige dom. Derfor vendte patriarken tidligt næste morgen urolig tilbage til det samme sted, hvor han havde talt med Herren, og ser nu med bekymring røgen stige op fra dalen som røgen fra en smelteovn (kap. 19,27–28). Han havde altså fået et så dybt indtryk af Guds retfærdighed, at han vidste, at den følgende morgen skulle bringe ham den afgørende kendelse. Herren stod med sin tjener på en høj, hvorfra man kunne se ud over Sodoma og dens omegn (kap. 19,27–28); sådan har også enhver troende ved Åndens lys et blik, der er hævet over de menneskelige omstændigheder, og ser i de store, rystende verdensbegivenheder kun den Almægtiges tanker og ser, at det kun er Guds sandhed og domme, der åbenbarer sig i dem. Herren fortalte Abraham, hvad han ville gøre med Sodoma og Gomorra. Også for os åbenbarer han sine rådslutninger i sit ord; vi ved, som allerede sagt, at når et folk er kommet så vidt, at det ikke længere agter på Herrens røst, men frækt træder både hans bud og hans barmhjertighed under fode, så stiger syndens råb op mod himlen og kalder den Almægtiges brændende nidkærhed ned i store ydre hjemsøgelser. Og hvad vi da skal gøre, har vi nu set. Den, der er benådet med barnekårets fortrolige ånd over for Gud, så han kan tale med ham som et barn med sin far, skal nu bruge denne nåde, træde frem for Herren og «stå for hans ansigt» som Abraham med forbøn for dem, der trues med hans hjemsøgelser. Ja, lad os, som Apostlen formaner, bede bønner og forbønner for alle mennesker, for konger og al øvrighed, for hele Kristi menighed og for vore nærmeste; men særlig må vi i denne tid sammen med Abraham bede for de hjemsøgte folk og for de få retfærdige blandt dem. Ja, vi skal bede Gud, den mægtige, som er Gud Zebaot, hærskarernes Gud, og en Gud, «som gør store undere», så han ved blot en kvinde (Judit) reddede hele byen Betulia ud af de stolte assyreres hånd, og en Gud, som «leder kongers hjerter som vandbække» – at han nu vil gøre undere med sin arm og således lede de store verdensbegivenheder, at de kun må tjene hans nådes og freds rige på jorden og kun må bane nye veje for det. Gud vil gøre store ting, men helst på sine børns bønner, for at hans nåde kan blive kendt og priset; derfor skal vi bede ham om meget. Vi ser, hvordan den fromme patriark seks gange ydmygt beder om lov til at bede om endnu lidt mere; og ikke en eneste af disse seks gange var hans bøn forgæves. Gud svarede ham nådigt hver gang. Og hver gang vi beder om barmhjertighed for syndere, kan vi være sikre på, at vor bøn er Gud velbehagelig, for den stemmer da så godt overens med hans eget hjerte. De troendes forbønner gør ganske vist ikke Guds domme og lovene i hans nåderige til intet – den, der med fuldt overlæg står Herrens Ånd imod, kan ikke engang frelses ved Kristi egen forbøn og tårer, som vi ser på de ubodfærdige jøder – men det udretter forbønnen, at Gud gør noget særligt for dem, som hans elskede venner beder for. Ja, vi ser her, at Herren var hjerteligt villig til at tilgive alle disse truede byer, hvis der blot havde været ti retfærdige.

Og her er nu det andet, vi skal lære af dette bibelsted. Og det er noget overmåde herligt, som her stråler frem fra Guds hjerte. Se nemlig, hvor dyrebar en eneste retfærdig er i Guds øjne, dvs. en sjæl, som er retfærdiggjort ved troen i Kristi blod, har syndernes forladelse og jager efter helliggørelse. For nogle få sådannes skyld vil Herren skåne en hel by fuld af ugudelige. Så må Herren Kristus da sandelig have en dyrebar skat på jorden i alle sine troende, som er spredt rundt omkring der. Ja, han har også købt dem dyrt med sit eget blod og siger selv, at der bliver glæde i himlen over en eneste synder, som omvender sig og forøger flokken af hans troende. Og lad os høre, hvad Gud siger om den flok, som er så foragtet i verden: Fordi du er dyrebar i mine øjne og højt agtet, og fordi jeg har elsket dig, vil jeg give andre i dit sted og hele folk i stedet for din sjæl (Es 43,4), dvs. mennesker og folk, som står din velfærd i vejen, må hellere ofres «for din sjæl». Så dyrebare er Herrens troende for hans hjerte! Det burde sandelig inderligt drage og bøje os ned for hans fodskammel. Og næst efter forbønnen fra vor store ypperstepræst er der sandelig intet, der i den grad bestemmer Herrens veje med folkene, som hans blik på de få retfærdige og deres forbønner.