Bevægelsernes tid

(Fjortende årgang, 1855)

Næsten dagligt modtager vi meddelelser om nye åndelige vækkelser i vores land, så alle kristne i denne tid burde fyldes af en uophørlig lov og pris, tak og pris, ære og pris for, at vor Herre, den almægtige Gud, «gør sit værk levende». «Løft jeres hoveder, I porte, løft jer, I evige døre, så ærens Konge kan drage ind» (Sl 24).

Men er da alt det, der rører sig, lutter glædelig bevægelse? Nej, Skriften kan ikke blive til intet; og den siger, at «da Guds sønner kom for at fremstille sig for Herren, kom også Satan iblandt dem»; at «da Herren havde sået god sæd i sin mark, såede hans fjende også ukrudt»; at der i voddet blev samlet «fisk af alle slags, både gode og dårlige».

Da vi først begyndte at modtage efterretninger om mormonismen, som der også blev meddelt noget om i dette blad i 1853, troede vel knap nogen, at også dette sælsomme fænomen skulle vinde tilhængere i vores træge Norden. Nu fortæller en dansk avis, «Skandinaviens Stjerne», imidlertid, at fra den 6. april til den 31. december 1854 har ikke mindre end 885 personer ladet sig omdøbe til mormonismen alene i Danmark, Sverige og Norge, nemlig 688 i Danmark, 126 i Sverige (i Skåne) og 71 i Norge.

Fromme sjæle vil ofte ikke tro, at Djævelen blander sig ind og driver sit spil med åndelige ting, hvor Guds ord bliver brugt; men Skriften siger det. Skriften siger, at Satan forklæder sig som en lysets engel (2 Kor 11,14). Lad os tænke lidt over, hvad det kan betyde. Vi forstår allerførst, at det må være nogle fristelser, der hentydes til; men hvilke, og hvordan er de? Mon til mord? Nej, det er sort. Mon til hor? Nej, det er sort. Mon til tyveri? Nej, det er sort. Mon til vrede og trætte? Nej, alt sådant er sort. Hvordan og hvornår kommer Satan da som en «lysets engel»? Det sker gennem «ondskabens åndemagter i himmelrummet» (Ef 6,12); det sker, når han, oftest i bevægede tider, fører sjæle ind på nogle, som Luther siger, «besynderlige ting», som han maler så herligt og gør så vigtige for deres hjerter, at de derved vendes bort fra «den enfoldige troskab mod Kristus». Åndelige vildfarelser og uskik har altid fulgt med de mere bemærkelsesværdige vækkelsestider. Det ser vi i den kristne kirkes første, friskeste og helligste periode. Snart opstod der falske apostle, som forvendte selve læren om retfærdiggørelsen (Gal 1); snart blev der øvet en sådan uskik med nadveren, at de drak sig berusede i den velsignede vin (1 Kor 11,21); snart skilte brødrene sig fra hinanden, så nogle kaldte sig Paulus’ folk, andre Apollos’, nogle Kefas’ og andre Kristi (1 Kor 1 og 3); snart stredes de sådan om den levitiske lovs forskrifter, at de dermed «fordærvede dem, som Kristus var død for» (Rom 14) osv. Det samme gælder reformationstiden: hvor blev Herrens værk dog forstyrret, snart af billedstormerne, snart af anabaptisterne (gendøberne, mennonitterne), snart af antinomisterne! Og hver af dem anså sin sag for så vigtig, at han mente at måtte gøre alt for den. Hvem vil så undre sig over, at vi også i vore dage ser noget lignende, som for eksempel at nogle her finder Luthers skrifter så skadelige på grund af læren om den tilbageblivende synd, at de må lave store bogbål og brænde dem; at nogle dér anser det for så farligt at tage nadveren af en uomvendt præst, eller hvor der bruges bøger, som ikke er helt rene, at samvittigheden forbyder dem det; at nogle her finder det så forkert og skadeligt, at de små, som er «de største i Himmeriget», skal optages i Guds pagt ved optagelsens sakramente, at de må rejse sig imod det; at nogle dér begynder at bekymre sig selv og andre med spørgsmålet om sabbatten, om det tredje bud skal angå os kristne, eller om det er rigtigt at holde søndagen hellig, når Guds bud jo åbenbart taler om den syvende dag; at nogle her spekulerer på, om det er rigtigt at deltage i missionssagen, når også mange uomvendte deltager i den med deres penge; at nogle dér synes, at alle disse forskelle betyder for lidt, men til gengæld har opdaget, at et stort lys er gået op i Amerika ved Joseph Smith i mormonernes lære? Kort sagt: man kan knap opregne alle de besynderligheder, der opstår i denne bevægede tid.

Men én ting lærer jeg af alt dette – det vil jeg aldrig glemme – at alt, hvad der gør stor sag af noget andet end «Jesus Kristus og ham korsfæstet», eller det, Skriften kalder budets formål – «budets formål er kærlighed af et rent hjerte og af en god samvittighed og af en uskrømtet tro» (1 Tim 1,5) – er barnagtigheder og tomheder og fjendens «rænker». Alt er tomme barnagtigheder eller også værk af «ondskabens åndemagter i himmelrummet», som fører sjæle bort fra den eneste gode, gamle vej: at vi skal tro på hans Søns, Jesu Kristi, navn og elske hinanden. Apostlen formaner derfor, at vi «ikke skal være børn, der kastes og drives omkring af ethvert lærdomsvejr».

Men da det er hele den menneskelige naturs stadige art at blive træt af det gamle og let at blive indtaget og opildnet af nyheder, bliver det også en fare, som det kræver en særlig nåde at undgå: nemlig ikke at blive slap og søvnig på den gamle, enfoldige vej, men altid at vise lige så stor, ja, større flid i det, som Gud i himlen dog har erklæret for det allervigtigste, end nyhedens tiltrækning kan vække for mindre vigtige ting. «Den, som er vis, han agte herpå!» «Vær ædru og våg! For Satans anslag er ikke ukendte for os.» «Våg og bed,» siger Herren; «og hvad jeg siger til jer, det siger jeg til alle: Våg!»