Korsfæstet med Kristus

(Ottende årgang, 1849)

En kort tilføjelse til den foregående artikel om helliggørelsen *). Ordene må denne gang blive få og korte, men Gud give, at de kunne skrives med jerngriffel i ethvert kristent hjerte! For så nødvendig er kødets dødelse, at intet kristent liv og levned kan bestå uden den.

*) «Igen noget om helliggørelsen», s. 364.

Og måtte nu enhver betænke det, som udførligt blev vist i artiklen om helliggørelsen, at dette emne ikke er for hvem som helst. Er du fremmed for din Gud, forfærdet over dine synder, tynget, sunket ned i mørke og trældom – så læg dette fra dig! Det angår ikke dig, det gavner dig ikke; du har først brug for en anden prædiken. Hvor underligt! Den, som er dårligst, den, som er uværdig til al trøst og kun fortjener straf, ja, død og fordømmelse, og selv føler det, han skal have en lifligere prædiken, en prædiken om lutter nåde. Og hvad er grunden? Han kan aldrig blive bedre på nogen anden måde. «Modtog I Ånden ved lovgerninger eller ved troens prædiken?» «Loven kan ikke gøre nogen levende.» Men «den, som får meget forladt, elsker meget». «Glæden i Herren skal være jeres styrke.» Men du, som er glad eller i det mindste trøstet i Kristus; du, som ved, hvad det er at være under loven og være under nåden; du, som nu står i fortroligt venskab med din Frelser og af hjertet er villig til at følge ham i medgang og modgang – hvis du vil «holde fast ved det, du har, så ingen tager din krone», så læg også dette stykke om kødets korsfæstelse dig på hjerte. Tænk godt over det, og glem det aldrig!

Da Paulus først havde lært (Rom 5,20), at «hvor synden blev overvældende stor, blev nåden endnu større», tilføjer han straks (kap. 6): «Hvad skal vi da sige? Skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større? – Slet ikke! Vi, som er døde fra synden, hvordan skulle vi stadig kunne leve i den? Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er blevet døbt til hans død?» Læg først mærke til dette: døbt til Kristi død! Hvad betyder det? Hvad slags død var hans død? Svar (v. 10): «Hans død var en død fra synden én gang for alle; men hans liv er et liv for Gud.» Vi er altså døbt til bestandig at dø fra synden og leve for Gud. Om dette taler nu hele dette kapitel med stor kraft. Men vi anfører videre kun v. 6: «Idet vi ved, at vores gamle menneske er blevet korsfæstet med Kristus, for at syndens legeme skal blive tilintetgjort, så vi ikke mere skal tjene synden.» At vi er blevet korsfæstet med Kristus, betyder ganske vist i Gal 2,19, at vi har en sådan del i Kristi korsfæstelse på Golgata, som om vi selv dengang var blevet korsfæstet – eftersom vi «er kommet til den slutning, at én er død for alle, og derfor er alle døde» (2 Kor 5). Men her står der: «Vores gamle menneske er blevet korsfæstet med Kristus», er blevet «begravet med ham ved dåben til døden, for at ligesom han blev oprejst fra de døde, sådan skal også vi vandre i et nyt liv». Her tales der altså om vandel og levned. Og videre står der: «For at syndens legeme skal blive tilintetgjort, så vi ikke mere skal tjene synden.» – Vores gamle menneske er vores tidligere naturlige væsen, da vi levede efter kødet. Dette gamle menneske er gennem foreningen med Kristus ikke blot dømt til en bestandig korsdød, men også altid naglet til korset og aldrig mere fri, så længe vi lever i Kristus. Syndens legeme, som derved bliver tilintetgjort, svækket og dræbt, er selve den fordærvede natur, er det samme som kødet med dets lyster og begæringer. For «kødet» betegner, som også Luther siger i fortalen til dette brev, «ikke blot det, som hører til ukyskhed, men kød kalder Paulus, ligesom Kristus i Joh 3,6, alt, hvad der er født af kødet, hele mennesket med legeme og sjæl, med fornuft og alle sanser, fordi alt i det handler efter kødet. Sådan kan du også kalde den kødelig, som uden nåde taler og lærer meget om høje åndelige ting, som du nok kan lære af kødets gerninger, blandt hvilke også regnes afgudsdyrkelse, splid og partisind» (Gal 5,20).

Alt dette, som hører til kødet, er nu ikke blot dømt til døden, men også, gennem foreningen med Kristus, virkelig korsfæstet. Hvis nogen mener, at han er omvendt og troende, og også virkelig på visse punkter er begyndt at leve anderledes, at bruge Ordet og gøre visse kristne gerninger, men alligevel holder fast ved og øver en bestemt kødelighed – enten griskhed eller hovmod eller vellyst eller had eller andet af den slags – han ved godt, at det er synd, men roser sig af sin frihed og bliver ved i sin yndlingssynd, ja, forsvarer den og holder fast ved den – se, sådan en bedrager sig selv og lyver om sin sjæl, når han taler om sin tro og fred. «Hvis vi siger, at vi har fællesskab med Gud, og vandrer i mørket, lyver vi og gør ikke sandheden.» «Den, som siger, at han er i lyset, og (for eksempel) hader sin bror, er stadig i mørket» (1 Joh 1 og 2). Men også hvis nogen er blevet en sand kristen og virkelig er begyndt i Ånden, men ikke fortsat elsker og øver kødets korsfæstelse, men igen har givet sine lyster frihed og igen holder fast ved og forsvarer en synd, så er han endt i kødet. Troen, freden med Gud og en god samvittighed kan ikke bestå sammen med en eneste synd, som man har givet fri og holder fast ved; som der igen står i Rom 8,13: «Hvis I lever efter kødet, skal I dø; men hvis I ved Ånden døder legemets gerninger, skal I leve.» Dér afsiger Apostlen en bestemt dom og viser, at kødets dødelse ikke er en sag, hvor det står os frit for at gøre det eller lade være. Nej, for så vidt vi vil beholde livet og ikke gå evigt fortabt, skal vi nødvendigvis og ubetinget øve dette, ja, så snart vi er kommet til Kristus, straks tage afsked med det gamle syndevæsen og begynde et nyt liv efter Kristus og aldrig mere vende os derfra tilbage til syndens tjeneste.

Derfor skal den, som nu er en kristen, ikke hugge så meget i luften og sige: Fordi jeg er fri af loven, må jeg også gøre, hvad jeg har lyst til. Nej, han skal sige og hævde netop det modsatte: Fordi han er en kristen, skal han frygte og vogte sig for synden, så han ikke på ny falder fra sin frihed ind i sit tidligere syndefængsel, under loven og Guds vrede – og falder fra det liv, han er begyndt på, ind i døden. For her hører han den alvorlige dom: «Hvis I lever efter kødet, skal I dø.» Dermed siger Apostlen til os: Det skal ikke hjælpe jer, at I har hørt evangeliet og roser jer af Kristus, hvis I ikke ved den tro og den Ånd, I har fået, dæmper jeres syndige lyster, som går ud på et ugudeligt væsen, hvad enten det er griskhed, ubarmhjertighed eller utugt, vellyst eller had, vrede, misundelse eller hovmod, verdslighed eller vantro, sorg, mismod eller hvad det end er, som «strider mod sjælen» og mod Guds vilje. For selv om de troende lige så vel som andre stadig bærer al denne fordærvelse i sig og derfor ofte må føle det, de nødig ville føle, ja, de stærkeste og frygteligste syndelyster og fristelser, så bliver de dog i omvendelsen, kæmper, strider og beder imod synden, så den aldrig får sin frihed. Og bliver de overrumplet af Djævelen og kødet, så de falder i en synd, så står de op igen, klager det for Gud og søger tilgivelse. Og så længe de på den måde bliver rejst op igen i troen og får fred med Gud, får de altid igen overtaget over synden, så de alligevel bliver ved med at vandre efter Ånden. På den måde forbliver de også altid under nåden og den evige tilgivelse. For at du føler fristelser og syndelyster, skal ikke skade dig, når du dog altid bliver i omvendelsen og troen. Men de, som igen giver efter og følger synden eller også opgiver deres trøst i Kristus, de er fortabte; som der står her: Hvis I lever efter kødet, skal I dø.

Hermed er det nu også vist, hvordan det går til at døde legemets gerninger ved Ånden, nemlig sådan, at den villige, hellige ånd i os altid strider imod synden, aldrig tillader os at blive i nogen synd og altid igen opretter den nedslåede tro, fred og glæde, som igen giver nyt liv og ny lyst, forsæt og kraft til det gode. Men Herren bruger også andre midler, først og fremmest kors og lidelse, til at døde synden i os. Gennem alt dette er en kristen bestandig korsfæstet, hvordan det end går ham; han «dør hver dag» og bliver mere og mere led ved sig selv og verden. Det er højst bemærkelsesværdigt at se, hvordan det i virkeligheden viser sig, at «vores gamle menneske er blevet korsfæstet med Kristus». Det forholder sig nemlig sådan med en kristen, at hvordan det end går ham på vandringen, bedre eller værre, så skal hans gamle menneske dødes, så længe Ånden bor og arbejder i ham. Når Peter trofast følger sin Mester, så dødes den gamle jøde i ham dag for dag; han forvandles mere og mere fra sit tidligere væsen til sin Herre Kristi lighed. Men da han en gang bliver opblæst af formastelighed og derfor overlades til at blive sigtet af Satan, falder og fornægter sin Frelser, så græder han bitterligt, græder som et barn, der har fået ris; da dødes hans egenkærlighed og formastelighed. Da han siden står fast ved sandheden for Rådet i Jerusalem og bekender Kristus, bliver han pisket (ApG 5); da dør han fra verden, ja, da dødes også kødet (1 Pet 4,1). Men da han senere i Antiokia igen af menneskefrygt «hykler», får han en skarp irettesættelse af Paulus (Gal 2,11–21). Hvordan det end går den kære Peter, skal han tugtes og dødes. Så længe en kristen er oprigtig og følger sin Frelser, skal han dødes; for hos ham er det nu sådan, at synden selv er hans største plage. Er jeg rig og bliver derved fristet til at gøre mig et paradis på jorden, begynder at fede kødet og leve verdsligt, så får jeg ved Ånden de hårdeste slag, bliver forfærdet over min rigdom og mit gode liv og lider mere under det, end da jeg var fattig. Går det ikke sådan, men jeg begynder at holde fast ved og følge kødet og gøre mig gode dage i sanselighed, så kommer selve døden. Er jeg fattig og lider legemlig nød, men holder mig til Herren, så dør jeg fra verden hver dag. Er jeg virksom og begavet i det åndelige, har år og erfaringer i nåden, lys og evner mere end brødrene og vil derfor nyde ære og anseelse – ve, det er selve giften! Det mærker Ånden, og jeg bliver nu forfærdet som for helvede. Er jeg tro og årvågen i bøn og strid mod synden, vil forsage både synd og ære, vil i alvor, i det skjulte og i virkeligheden være den forreste – men jeg ved det selv, jeg glæder mig over det, jeg har en hemmelig fornøjelse i min alvor – ve, ve, det er selve helvede! Derfor bliver jeg forfærdet. Men giver jeg mig så tværtimod til mere frihed, kødelig frihed – eftersom alt godt kan opblæse mig, så jeg nu foragter at våge og bede og gøre det gode, men giver kødet frihed – åh, så springer jeg jo lige fra asken i ilden; så mærker jeg ganske bestemt min skyld og dom! Men bliver jeg så af irettesættelsen oprørsk mod evangeliet, slår al trøst fra mig og siger: Jeg er ingen kristen, jeg er en ugudelig, jeg kan ikke tage imod nåde – se, så raser kødet igen gennem vantroen, og så får jeg igen ingen ro, før jeg lader mig tugte til ydmygt at tage imod synderens ret, nåde som lutter nåde. Sådan ser vi, at hvordan det end går en kristen, skal han dødes. Det er det, der hedder at være blevet korsfæstet med Kristus.

Her siger du: «Hvad er det her? Skal jeg da straffes og tugtes fra alle sider; hvad skal jeg så gøre? Skal jeg ikke i noget få hvile og have ro?» – Svar: Jo, men kun på ét eneste punkt – i Herren. «Den, som roser sig, skal rose sig af Herren.» Den, som vil have ro og glæde, skal have den i Herren – i Herren selv, i hans retfærdighed, godhed og trofasthed. Al anden glæde og ros straffer Ånden, og det gør også det åbenbarede Ord. «Ja, så kan jeg lige så godt dø med det samme!» – Ja, sådan er det for en korsfæstet. Dette er det korsfæstede liv. Er jeg stille på korset, så lider jeg og dør; men er jeg ikke stille og vrider og river mig løs, så lider jeg så meget mere. Her er intet bedre end at være stille, være Ånden underdanig, se på Jesus og søge det, som er oventil! Det give Herren os! Amen.