Om den første kærlighed, og hvordan den hele tiden holdes ved lige

Med andre ord: «Hvordan det bliver sandhed i Jesus»

(Ottende årgang, 1849)

Det sker meget let, at en oprigtig kristen og en kristen menighed mister det sande liv i Kristus og falder i en eller anden falsk åndelighed. Sådan gik det efterhånden også med de syv menigheder i Lilleasien og med de lærere, som evangelisten Johannes selv havde indsat dér. Hvem af os skulle da være så sikker, at han ikke skulle finde det umagen værd at prøve sig selv en stund efter Kristi egne ord? Den trofaste Herre lod ikke de nævnte menigheder og lærere være uden formaning og advarsel. Da Johannes var på øen Patmos, «for Guds ords og Jesu Kristi vidnesbyrds skyld», viste Herren Kristus sig for ham i en majestætisk skikkelse og sagde: Jeg er A og O, den første og den sidste – og den levende; og jeg var død, og se, jeg er levende i evighedernes evigheder, amen; og jeg har nøglerne til døden og dødsriget. Skriv – (Åb 1,9.17.18). Skriv til englen for menigheden i Efesos: Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, han som vandrer midt iblandt de syv gyldne lysestager: Jeg kender dine gerninger og dit arbejde og din tålmodighed, og at du ikke kan tåle de onde, og du har prøvet dem, som kalder sig apostle og ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere. Og du er tålmodig og har båret over for mit navns skyld og er ikke blevet træt. Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed. Husk derfor, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de første gerninger; ellers kommer jeg snart til dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig (Åb 2,1–5). Sandelig fortjener disse ord at blive taget alvorligt til hjerte! De er talt af ham, som skal dømme os alle på den yderste dag, som «har nøglerne til døden og dødsriget»; af ham, som vi nærmer os og påkalder i bønnen, og på hvis fortjeneste vi tror vore synders forladelse, «den levende, som var død, men er levende i evighedernes evigheder»; af ham, som holder stjernerne, lærerne *), i sin højre hånd og vandrer midt iblandt lysestagerne, menighederne. Ja, han vandrer endnu i dag midt iblandt menighederne og ser på hvert eneste af deres medlemmer. Det burde sandelig være vigtigt for os at få at vide, hvad han tænker og siger om os. Ve den, som Herren ikke ser på, prøver og dømmer! Men vil vi prøves og dømmes af ham, «for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden» (1 Kor 11,32), så er der ingen anden udvej end at give agt på, hvad han i sit efterladte ord har sagt til andre, så vi kan kende os selv igen deri og dermed få at høre, hvordan han også vil tale til os; for Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid, han har stadig det samme sind og gør ikke forskel på personer. Note: *) Se Åb 1,20. Lærerne kaldes her engle; for engel, angelos, betyder sendebud, og Kristi tjenere er sendebud i Kristi sted (2 Kor 5,20) og kaldes også fredens sendebud (Es 33,7). Men lad os nu gå til selve sagen. Læg først mærke til, hvilke kostelige ting Kristus selv tilkendte denne mand, hvor meget godt han fandt hos ham og roste: «Jeg kender dine gerninger» – han var ikke en af dem, der kun havde kundskab og ord, men også gerninger – «og dit arbejde og din tålmodighed. Du arbejder for mit navns skyld, og du lider for mit navns skyld, og du er tålmodig og er ikke blevet træt». Han var altså ikke blot en almindelig kristen med de almindelige gode gerninger, men også en så nidkær lærer, at han arbejdede for Kristi navns skyld på en sådan måde, at han måtte lide forfølgelse for det; men han var samtidig så fast og udholdende og tålmodig, at han ikke lod sig vende bort fra det eller trætte ud. Men Kristus siger endnu mere: Du holder også en god kirketugt, «du kan ikke tåle de onde»; og du har et klart lys, et skarpt åndeligt blik, du har nådegaven til at prøve ånderne: «du har prøvet dem, som kalder sig apostle og ikke er det, og har fundet, at de er løgnere». Ja, Kristus nævner et bestemt kætteri, som denne lærer nidkært bekæmpede: «Dette har du (dig til ros), at du hader nikolaitternes gerninger, som også jeg hader». Så meget godt kunne Kristus selv vidne om denne mand. Og tænk: det, som Herren Kristus selv anerkender og priser, må være meget fortræffeligt, oprigtigt og virkeligt – denne mand var altså en meget smuk kristen; og se, det var kun en eneste lille indvortes omstændighed, en mangel, som ingen andre end Herren så, men alligevel en yderst vigtig mangel, og for dens skyld udtalte Herren nu en meget forfærdelig trussel over ham. Han sagde: Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed. Husk derfor, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de første gerninger; ellers kommer jeg snart til dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig. Her ser jeg nu allerførst, at Kristus vil have vor kærlighed. Åh, en stor nåde! Han vil spørge efter vor kærlighed, vil ikke blot have os til tjenere, men til venner; han er ikke tilfreds med blot at få vore gerninger, men han vil også elskes af os; sådan som han også viste ved Tiberias’ sø, da han tre gange spurgte Peter: «Elsker du mig? Har du mig kær?» – og først efter Peters forsikring om det tilføjede: «Vogt mine får». Kristus vil ikke blot have vor tjeneste, men vore hjerters kærlighed. For det andet ser jeg her, at mangen en kan være blandt de fornemste kristne i alt, hvad der hører til kristendommens ydre beviser, og alligevel i hjertet savne selve dens egentlige liv, kerne og hovedsag. Og mange, som nu læser dette, fælder her deres egen dom, for de vil befinde sig i samme tilstand som denne lærer: de har alt, hvad der hører til gudsfrygt, undtagen én ting, den første kærlighed. Men mon en sådan også kan tro det om sig selv, mistænke og prøve sig selv? Når man er en oplyst kristen, en broder blandt brødrene, virkelig er født af Gud, så Kristus kan vidne om ens første kærlighed, og man siden hele tiden er blevet ved med at vise sin gudsfrygt i gerninger, ja, ikke blot for sit eget vedkommende lever fromt og øver almindelige gode gerninger, men også arbejder for Kristi navns skyld og arbejder sådan, at han må lide forfølgelse for det; og samtidig er så standhaftig og trofast, at han ikke bliver træt, men holder ud og er tålmodig – og alt dette i et sådant åndeligt lys, at man ved at skelne de falske ånder fra de rette, hader nikolaitternes gerninger, som også Herren selv hader, osv. – skulle en sådan så ikke være tryg ved, at alt er vel med ham? Men Kristus siger noget andet her. Trods alle disse gode egenskaber kan Herren Kristus alligevel sige til dig: «Jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed». Men lad os nu se, hvad den første kærlighed var, hvordan den opstod, og hvordan den gav sig til kende. Den, som ikke har ejet og erfaret denne kærlighed i sit hjerte, vil aldrig ved nogen beskrivelse forstå den rigtigt. Den, som derimod har erfaret den, kender den bedre, end nogen ord kan forklare den. Men var det ikke sådan: Da du ved Guds inderlige barmhjertighed var blevet vakt af syndesøvnen og så din ulykkelige tilstand, begyndte du at omvende dig, forlade verden, bruge Ordet, fly synden og gøre det, som er godt? Alt dette gik meget godt, indtil du mærkede, at Herrens øjne så efter hjertet og krævede dets renhed, fromhed, oprigtighed, ydmyghed, kærlighed osv., og du begyndte at søge denne indvortes fromhed; da blev du ulykkelig, da blev du overmåde syndig; for dér, i hjertet, dér var du aldrig, som du burde være. Når du ville være varm i kærligheden, var du kold og død; når du ville være andægtig i bønnen, var du adspredt og træg; når du ville være from og hellig i hjertet, var du fuld af syndige tanker og tilbøjeligheder; når du ville være sønderknust og angerfuld over synden, var du hård, letsindig og sikker; og når du ville blive bedre i disse ting, blev du værre, så synden endda kunne bryde ud i gerninger, værre end nogen sinde. Ja, sådan beskriver Paulus også lovens virkninger i Rom 7. Derved måtte du blive mere og mere ulykkelig, ja, helt fortvivle over din forbedring – «og jeg døde», siger Apostlen; du blev mere og mere uværdig, uduelig og «langt fra» det, du burde og ville. Og se, på den måde blev det værre og værre med dig, indtil Gud overvandt dig med sit nådeord og bragte trøst i din sjæl, før du havde tænkt at tage trøst, eller i det mindste vakte længsel efter tro og nåde, før du havde tænkt, at det gik an at tro; ja, gav dig tro, nåde, fred og salighed, netop da du var mindst værdig og mindst tænkte på at tro. «Da sønnen endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes over ham og løb ham i møde, faldt ham om halsen og kyssede ham ømt» (Luk 15,20); læg mærke til: da han endnu ikke var nået frem til den sønderknuselse, ydmyghed og bøn, som han havde sat sig for (v. 18–19), men var langt fra det. Og se, her opstod nu kærlighed også i sønnens hjerte, her blev der favnet, her blev der kysset; netop af Guds overstrømmende kærlighed strømmede der nu kærlighed i dit hjerte, en kærlighed til den overmåde nådige Gud, som du aldrig før havde erfaret – helt efter Kristi forklaring på, hvordan kærligheden opstår, nemlig: «Den, som får mange synder forladt, elsker meget; men den, som får lidt forladt, elsker lidt» (Luk 7,41–47). Nu begyndte du at omgås din Frelser fortroligt og tale med ham, som barnet med sin far og bruden med sin brudgom – helt efter Apostlens ord: «Fordi I er børn (ikke trælle, ikke ’daglejere’), har Gud sendt sin Søns Ånd i jeres hjerter» – «ikke trældommens ånd, så I igen skal frygte, men barnekårets Ånd, i hvem vi råber: Abba, Fader!» (Gal 4,6; Rom 8,15). Nu begyndte du også over for mennesker at tale et nyt tungemål; du talte enfoldigt, glad, hjerteligt og barnligt om det, som hjertet var fuldt af, om Guds kærlighed og nåde, om Kristi fortjeneste, om troen, om vore gerningers elendighed, vor synd og vantro osv., helt efter Skriftens ord: «Jeg tror, derfor taler jeg.» «Herren lagde en ny sang i min mund.» «Hvad hjertet er fuldt af, taler munden.» Nu opstod der også i dit hjerte en inderlig kærlighed til alle, som du fandt elskede Frelseren eller anså for at være født af Gud; de var nu dine nye søskende, om hvem du tænkte alt godt, som du ikke kunne mistænke eller bagtale, men det, som angik dem, angik dig; ja, selv om de havde deres mangler, kunne du ikke godt undvære dem, men holdt de skrøbeligste Guds børn kærere end de bedste verdensbørn, som foragtede din Frelser – helt efter Apostlens ord: «Enhver, som elsker ham, der fødte, elsker også den, som er født af ham» (1 Joh 5,1); og Kristi ord: «Deraf skal alle kende, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden» (Joh 13). – Men Apostlen siger: «I broderkærligheden kærlighed til alle» (2 Pet 1). Sådan gik det også med dig: du fik også et nyt hjerte for alle mennesker, fik især omsorg for deres vigtigste vel eller ve, deres sjæles frelse, og søgte at vække, oplyse og lokke dem til Kristus. Siden havde kærligheden også alle andre gode frugter med sig, efter 1 Kor 13,4–7: «Kærligheden er langmodig og mild, kærligheden misunder ikke, den tilregner ikke det onde, den tåler alt, tror alt, håber alt» osv. Og hermed har vi nu set, hvordan den første kærlighed opstod, og hvilke der var de første gerninger. Hvis nu denne første kærlighed og dens gerninger er uddød hos dig, så er det jo en yderst betænkelig sag. Her må dog først, for de troendes ømme og ængstelige hjerters skyld, bemærkes, at man må skelne nøje mellem den første kærlighed og den første følsomhed. Læg mærke til: Ud over den kærlighed, som måtte opstå hos den hjemvendte søn, da faderen så ufortjent tog imod ham med så brændende et hjerte, siger Kristus, at der også blev holdt en glædesfest, hvor fedekalven blev spist, under musik og dans. Denne glædesfest og et sådant liv kunne ikke fortsætte dag efter dag; sønnen måtte siden tage del i arbejdet og spise hverdagskost. Sådan styrer Gud almindeligvis sine børn. Først en liflig tid med salige følelser, hvor en Johannes får lov at ligge ved Jesu bryst, og Maria Magdalene får lov at røre ved ham og se hans liflige ansigt – nu kan bryllupsfolkene ikke faste. Men «brudgommen skal tages fra dem, og da skal de faste» (Matt 9,15); da får Johannes ikke længere lov at ligge ved Jesu bryst, da får Maria ikke lov at røre ved ham (Joh 20,17). Dette må alle kristne erfare. Luthers ord bliver sande: «Efterhånden som troen tiltager, aftager følelserne.» Dette må man gerne skelne fra den første kærlighed. Men hvori består den så? Her må enhver give nøje agt på, hvori den egentlig bestod, hvoraf den opstod, og hvad den beroede på. Den opstod jo alene af, at «mange synder blev forladt»; den bestod jo egentlig i, at Frelseren på grund af syndenøden blev så uundværlig, og at Frelseren på grund af syndernes forladelse blev så liflig og dyrebar. Se, hermed er hovedsagen sagt: at Frelseren er uundværlig og dyrebar; at hvor synden er blevet stor, er nåden dog blevet så meget større, så man ikke længere kan holde noget andet i himlen eller på jorden så dyrebart som den Frelser, fra hvem al denne nåde kommer. Og denne kærlighed er stærkere, i samme grad som Frelseren er mig mere uundværlig og kostelig, selv om min følsomhed er svagere. Læg mærke til dette, så kan du skelne mellem den første kærlighed og den første følsomhed. Kærligheden er stærkere, når Frelseren er mig mere dyrebar, selv om min følsomhed er mindre. Dette forstår de ikke, hvis hele deres kristendom kun består i tilfældige følelser, ikke i sag og virkelighed; men de, for hvem synden, men også nåden, er en stor virkelighed, de forstår det. Når vi betragter sammenhængen i Kristi ord til denne lærer i Efesos, mærker vi så ikke, at Herren ville sige: Dine gerninger, dit arbejde for mit navns skyld og din lidelse og din tålmodighed og dit lys, din nådegave til at prøve ånderne; ja, endnu mere: min menigheds vel, mit riges fremme, min læres renhed – alt dette er dyrebart og vigtigt for dig; det er kun mig, din Forsoner og forsvarer, der nu er mindre vigtig for dig – kun mig og mine gerninger; jeg selv i min forsonings blodige dragt er nu ikke så uundværlig og dyrebar for dig som i den første tid af vort fællesskab; du behøver nu ikke som dengang at ligge som en synder ved mine fødder og tigge om frugten af mine gerninger, om min blodfortjeneste, om syndernes forladelse; nej, dine egne gode gerninger, din smukke kristendom, din nyttige virksomhed – alt dette er nu nok for dig? Se, sådan mente Kristus det, da han her så udførligt opregner denne mands fortjenester og tilføjer: «Men jeg har det imod dig, at du har forladt din første kærlighed.» For vi skal betænke, at Kristus aldrig har angivet nogen anden vej for Adams børn til at få kærlighed til Gud end denne: «Den, som får meget forladt, elsker meget.» Sådan forklarede han vor kærligheds grund og oprindelse, da han sad ved Simons bord og havde synderinden ved sine fødder (Luk 7,36–50). Lad os betragte disse to personer, så skal vi igen se Kristi mening her. Simon var en af de frommere farisæere, en religiøs mand, som ud over de almindelige gode gerninger, bønner, almisser osv. nu gjorde den gode gerning at indbyde den foragtede profet fra Nazaret til sit bord, ham som andre farisæere forfulgte. Men synderindens kærlighed havde han ikke. Synderinden havde den første kærlighed og gjorde de første gerninger – lå ved Jesu fødder, kyssede dem og badede dem med sine tårer. Og Jesus sagde: «Simon! En mand havde to skyldnere; den ene skyldte ham fem hundrede denarer, den anden halvtreds. Og da de ikke kunne betale, eftergav han dem begge. Hvem af dem vil nu elske ham mest? Og Simon sagde: Jeg formoder den, som han eftergav mest. – Da sagde Jesus: Du dømte rigtigt! – og idet han pegede på synderinden: Ser du denne kvinde? Jeg kom ind i dit hus; du gav mig ikke vand til mine fødder; men hun har vædet mine fødder med sine tårer og tørret dem med sit hår. Du kyssede mig ikke; men fra den stund, jeg kom herind, er hun ikke holdt op med ivrigt at kysse mine fødder. Du salvede ikke mit hoved med olie; men hun har salvet mine fødder med salve. Derfor siger jeg dig: Hendes mange synder er hende forladt; for – det vil sige: derfor *) – elskede hun meget; men den, som får lidt forladt, elsker lidt.» Note: *) Læg mærke til: derfor. Sådan bør det lyde. Se sammenhængen i Kristi egne ord; se lignelsen v. 41–43; Schoettgens og Krebs’ Lexicon Græco-Latinum under ordet. Ὅτι: 2) Ideo, propterea. Luk 7,47, ὅτι ἠγάπησε πολὺ – «ideo amavit multum. Scilicet, ὅτι hic et alibi non est αἰτιολογικόν sed συλλογιστικόν, reddendum igitur, non quia, sed ideo. Hoc sensu est apud LXX Seniores &c. &c.» (hvorpå der anføres eksempler). [Det latinske betyder: «2) Derfor, af den grund. … derfor elskede hun meget. Ὅτι er nemlig her og andre steder ikke begrundende, men konkluderende og skal altså gengives ikke med ‹fordi›, men med ‹derfor›. I denne betydning findes det hos De Halvfjerds (Septuaginta) osv.»] Her ser vi nu de to slags fromme, som altid findes side om side, hvor Kristus har en lille flok. Her ser vi også, hvad kærligheden beror på. Kort sagt: det forhold, der var med læreren i Efesos, eller savnet af den første kærlighed, ligner forholdet med den lunkne i Laodikea (Åb 3,14). Men om grunden til hans lunkenhed siger Kristus udtrykkeligt, at den lå i, at han anså sig for at være «rig, have overflod og ikke mangle noget»; at han ikke følte sig «elendig, ynkelig, fattig, blind og nøgen» og derfor ikke «købte guld og hvide klæder» af Kristus. – Videre: «en mand ved brylluppet», som altså havde forladt sin handel og sit jordegods for at følge indbydelsen, men er uden «bryllupsklædning» og bliver kastet ud i mørket udenfor (Matt 22); «fem jomfruer ved brylluppet», som har deres lamper og går ud for at møde brudgommen, men ingen olie har og bliver lukket ude – alt peger på det samme hemmeligt ulykkelige forhold. Kristus har sandelig ofte og alvorligt advaret og belært os om dette; det bliver vor egen skyld, hvis vi ikke lader os advare. Det kan meget let ske, at selv en oprigtig kristen mister lovens lys og virkning, mister synet af sine synder og igen falder i søvn i sikkerhed, mens han lever og taler som en kristen; og når samvittigheden er faldet i søvn og syndsfølelsen er hørt op – hvad er troen så? hvad er talen om Kristi fortjeneste så? Kun en kundskab i hovedet og et hykleri i munden. Ja, det sker let; for mennesket er af naturen tilbøjeligt til kødelig sikkerhed; hele verden sover jo i den, og alt, hvad der omgiver os, vil trække os derhen. Men det sker også let, at en, der kender synden, mister den virkelige tillid og trøst i Kristus, i al hemmelighed fanges under trældommens åg, fyldes af lovsind og, alt imens han bekender troen og nåden, som han skal, dog indvortes stadig går og arbejder med egen virksomhed og egen bod for at kunne få troen; men vantroen og lovsindet vækker synden, og den forøgede synd forøger trællesindet. Hvad skal så give liv, give glæde, fred, kærlighed og kraft? Kristendommen bliver da et møjsommeligt arbejdshus, hjertet en mørk og kold grav; der er intet himmerige derinde, ingen glædessol, men kun møje og arbejde, og synden er igen i fuld kraft og virksomhed. På den måde går den første kærlighed tabt; for den kommer ikke af blot at kende synden eller af nogen egen virksomhed. Nej, her kræves det, at man virkelig bliver forvisset om sin benådning, om Guds mildhed og venskab, ja, bliver helt fri af lovens trældom, glad og salig alene i Kristus, før hjertet kan blive rigtig varmt af kærlighed til ham. Læg igen mærke til: her gælder ikke den tro, som man blot selv kan overtale sig til, men en virkelig og guddommelig overbevisning om Guds hjerte og sind. Man kommer ikke til troen ved at arbejde med sine tanker og anstrenge sig for at tro godt om Gud og nåden – heller ikke ved blot at sidde og vente på Åndens gaver – nej, her kræves de ordnede midler, som Gud selv har givet os; her kræves det, at du begiver dig til evangeliet og dér hører din Gud, giver agt på, hvad han dømmer og vil om syndere, hvordan han forsikrer, at han ikke vil den ugudeliges død – hvordan han derfor har givet os sin enbårne Søn osv. Du må også gå til Kristi legemes og blods sakramente; ja, «også fortælle om din nød til en oplyst lærer eller en anden kristen», som Luther siger. Men læg mærke til: når du, trods brugen af alle disse midler, endnu ikke får trøsten ind i dit hjerte, sådan som du gerne ville, så må du lære, at alt endnu beror på Guds egen barmhjertighed, at han giver dig troens gave; så må du bøje dig for Gud og bede om den – men være vis på, at han også vil give dig den. Om det har han givet os de bestemteste løfter (Luk 11,5–13; Joh 16,23). Det er også, Gud ske lov, ikke os, men ham, der kaldes «troens banebryder og fuldender» (Hebr 12,2). Og så snart troen er tændt, har du straks også en tændt kærlighed – «for lige så umuligt som ilden kan være uden varme, lige så umuligt kan troen være uden kærlighed». Herren forøge vor tro og dermed den første kærlighed!